Dato for udgivelse
19 Dec 2007 15:04
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29 Nov 2007 14:23
SKM-nummer
SKM2007.927.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1666-0668
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fradrag + Betalingsstandsning og konkurs + Ophør af virksomhed
Emneord
Fradrag, kuratoromkostninger
Resumé

En klager ønskede i forbindelse med lukning af sin forretning en akkordordning med kreditorerne. To kreditorer kunne ikke tiltræde dette og indgav konkursbegæring mod klager. Konkursen og kuratorbehandlingen fandtes at skyldes den manglende bæredygtighed ved forretningens drift, hvorfor der er fradrag for momsen af den del af kuratorsalæret, der vedrørte afviklingen af forretningen.

Reference(r)

Momsloven § 37, stk. 1

Henvisning
Momsvejledning 2007-4 J.1.1.7

Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet fradrag for momsen af et kuratorsalær på 21.317 kr., jf. momslovens § 37, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse ændres delvist.

Sagens oplysninger

Klageren drev blomsterforretning under navnet X Blomster fra 1995 indtil den 1. oktober 2001, hvor forretningen blev lukket, da den gav underskud. Lejemålet overgik til en ny lejer, der købte inventaret, og klageren blev samtidig afmeldt fra momsregistret.

Efter at have forsøgt at opnå en akkord med sine kreditorer blev klageren på baggrund af en begæring indgivet på vegne af en af klagerens leverandører taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af Skifteretten den 12. april 2002. Den samlede gæld i boet, der skyldtes krav fra klagerens leverandører, bank, revisor og fra skattemyndighederne m.fl., udgjorde 664.341,41 kr.

Skattecentrets afgørelse

Klageren har ikke ret til fradrag for et momsbeløb på kr. 21.317 vedrørende betalt kuratorsalær i forbindelse med konkursbehandling, da kurators ydelser ikke kan henføres til klagerens momspligtige aktiviteter, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Da konkursbegæringen blev indgivet, var klagerens momspligtige aktiviteter afviklet, hvorfor konkursbehandlingen ikke har været et led i afviklingen af den momspligtige virksomhed. Fallenten drev således ikke momspligtig virksomhed på tidspunktet for konkursens indtræden. De aktiver, der blev afhændet eller forsøgt afhændet under konkursbehandlingen, var klagerens private aktiver. At gælden var pådraget fallenten ved den tidligere drevne virksomhed, ændrer ikke herved. Det afgørende er, om der er tale om afvikling af private aktiver. Kurators ydelser vurderes ikke at være anvendt til brug for virksomhedens momspligtige aktiviteter.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fradrag for momsen af kuratorsalæret efter momslovens § 37, stk. 1.

Det afgørende for vurderingen af, om der kan indrømmes fradrag, er, om gælden er pådraget fallenten som følge af erhvervsmæssig virksomhed, og om fallenten som følge af erhvervsmæssig virksomhed er gået konkurs.

Når en virksomhed, der har været drevet i personligt regi, går konkurs, vil der i sagens natur ofte være aktiver, der vedrører drift af virksomhed, samt aktiver af mere privat karakter. Det relevante kriterium i vurderingen af, om der kan imødekommes fradag, kan således ikke være karakteristikken af de enkelte aktiver, herunder om disse kategoriseres som aktiver af privat karakter eller aktiver vedrørende drift af virksomhed. Begge aktivtyper vil være omfattet af boets behandling, og kurator udfører således arbejde i forbindelse med afhændelse, vurdering, undersøgelse af omstødelige dispositioner vedrørende begge typer aktiver.

Fallenten er gået konkurs ved drift af erhvervsvirksomhed, og der bør imødekommes fradrag for moms af kuratorsalær, uagtet at fallenten forud for dekretets afsigelse afmeldte sin virksomhed for momsregistrering.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Momsregistrerede virksomheder kan ved opgørelsen af momstilsvaret fradrage momsen af virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer. Dette fremgår af momslovens § 37, stk. 1.

Landskatteretten har i en kendelse offentliggjort i SKM2007.392.LSR indrømmet et konkursbo fradrag for momsen af kuratorudgifter, idet udgifterne måtte anses for at relatere sig til afviklingen af momspligtige aktiviteter. Det afgørende for fradragsretten for momsen af boomkostninger, herunder kuratorsalæret, var efter rettens opfattelse, om omkostningerne knyttede sig til sædvanlig afvikling af konkursboets momspligtige aktiviteter. Retten fandt ikke, at det i den forbindelse var en forudsætning, at de momspligtige aktiviteter også var fortsat efter konkursens indtræden. Det kunne desuden ikke tillægges vægt, at konkursboet ikke havde været momsregistreret i den omhandlede periode.

Det fremgår af sagen, at klageren i årene 1998 og frem til 2001 drev den omhandlede forretning med underskud, hvorfor klageren i sommeren 2001 opsagde forretningens lejemål. Lejemålet blev herefter overtaget af en ny lejer, der købte inventaret. Ved lukningen af forretningen søgtes opnået en akkordordning med klagerens kreditorer ved fordeling af provenuet fra salget af inventaret. To kreditorer ønskede ikke at tiltræde akkordforslaget, hvorfor en af disse den 8. april 2002 indgav konkursbegæring mod klageren.

Retten har på denne baggrund lagt til grund, at klagerens konkurs og den deraf følgende kuratorbehandling skyldtes den manglende økonomiske bæredygtighed ved klagerens drift af momspligtig virksomhed i årene 1995-2001, hvorfor der som udgangspunkt er fradrag for momsen af kuratorsalæret efter momslovens § 37, stk. 1.

For så vidt angår den del af udgiften, der relaterer sig til afvikling af klagerens private aktiver, finder retten imidlertid, at disse udgifter ikke kan anses for at være direkte og umiddelbart forbundne med blomstervirksomheden eller afviklingen heraf. Der er derfor ikke fradrag for momsen af den del af kuratorsalæret, der er medgået hertil.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed, hvilket er tiltrådt af SKAT Hovedcentret. Det overlades til skattecentret at opgøre det fradragsberettigede momsbeløb.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter