Dato for udgivelse
01 Feb 2008 14:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
24 Jan 2008 12:43
SKM-nummer
SKM2008.106.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 152/2006
Dokument type
Dom
Emneord
Hovedaktionær, fly, maskeret, udlodning, erhvervsmæssig
Resumé

I oktober 1999 erhvervede et selskab et fly. Driftsresultatet vedrørende flyet medførte efter skattemæssige afskrivninger et underskud på kr. 154.913,-. Eneanpartshaveren i selskabet havde ubestridt anvendt flyet i 39% af flyets flyvetimer.

Højesteret tiltrådte det af Landsskatteretten anførte, hvorefter det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at flyet blev anskaffet i selskabets erhvervsmæssige interesse. De af selskabet afholdte udgifter til flyet måtte derimod anses for afholdt i eneanpartshaverens private interesse. Selskabet kunne som følge heraf ikke foretage fradrag for udgifterne og afskrivninger, og Skatteministeriet blev frifundet.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6a

Ligningsloven § 16 A

Henvisning

Ligningsvejledningen 2008-1 S.F.2.1.11

Henvisning

Ligningsvejledningen 2008-1 E.A.1.2.4

Henvisning

Ligningsvejledningen 2008-1 E.A.1.2.2

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-1 E.A.2.1.1

Parter

H1 Holding ApS
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Per Sørensen, Jytte Scharling, Thomas Rørdam og Vibeke Rønne

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 15. afdeling den 3. marts 2006.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, H1 Holding ApS, har nedlagt endelig påstand om, at indstævnte,

Skatteministeriet, skal anerkende, at H2 ApS' indkomst for indkomståret 1999 nedsættes med 151.000 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Selskabets påstand for Højesteret svarer til afskrivningerne på flyet.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 Holding ApS betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter