Dato for udgivelse
14 Oct 2009 08:42
Dato for afsagt dom/kendelse
02 Oct 2009 13:09
SKM-nummer
SKM2009.619.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS R5-930/2008
Dokument type
Dom
Emneord
Parcelhusreglen
Resumé

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens afståelse af en ejendom i 2003 var omfattet af parcelhusreglen, herunder navnlig hvilken ejerperiode, der var relevant for bedømmelsen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Sagsøgeren havde tidligere i forbindelse med Landsskatterettens behandling af to andre skattesager gjort gældende, at ejendommen i 1997 var blevet overdraget til sagsøgerens søn og svigerdatter og siden hen tilbagekøbt af sagsøgeren i slutningen af 1998. I denne sag gjorde sagsøgeren imidlertid gældende, at overdragelsen i 1997 efterfølgende var blevet annulleret.

Retten fandt imidlertid ikke, at der under sagen var fremkommet nye oplysninger, der medførte, at ejendomsoverdragelsen skulle anses for annulleret. Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at ejendommen havde tjent til bolig for sagsøgeren eller dennes husstand i den anden ejerperiode, idet sagsøgeren i denne periode havde været tilmeldt folkeregistret og haft bopæl på en anden ejendom.

Retten fandt endvidere ikke, at sagsøgeren var berettiget til at afskrive på nogle driftsbygninger beliggende på sagsøgerens anden ejendom, da det hverken var godtgjort, at sagsøgeren selv havde udøvet erhvervsmæssig aktivitet i bygningerne, eller at bygningerne havde været bortforpagtet.

Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Henvisning

Ligningsvejledningen 2009-2 E.J.1.6.1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-2 E.A.1.2.3.1

Parter

A
(BA)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Susanne Lehrer)

Afsagt af byretsdommer

Bente Thanning

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører dels, hvorvidt sagsøgerens ejendom,...1 er omfattet af den såkaldte parcelhusregel, således at avancen ved salget i 2003 er skattefri, og dels hvorvidt sagsøgeren er berettiget til at afskrive på driftsbygningerne på ejendommen, ...2, i indkomstårene 2003 og 2004.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande

Sagsøgte skal anerkende, at sagsøgers kapitalindkomst nedsættes med 239.000 kr. for indkomståret 2003, subsidiært med et mindre beløb.

Sagsøgte skal anerkende, at sagsøgers indkomst nedsættes med 2.496 kr. for indkomståret 2003 og 2.424 kr. for indkomståret 2004, subsidiært med et mindre beløb.

Sagsøgte har påstået frifindelse

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Vidneforklaringen er gengivet i dommen.

Sagsøgeren erhvervede den 27. september 1990 ejendommen...1 af sin ægtefælle. I 1995 erhvervede sagsøgeren ejendommen ...2 og udlejede herefter ejendommen...1, til sin søn og svigerdatter.

Ved endeligt skøde af 22. september 1997 overdrog sagsøgeren ejendommen til sin søn og svigerdatter. Købesummen skulle berigtiges ved overtagelse af realkreditlån og udstedelse af to sælgerpantebreve. Skødet blev ikke tinglyst.

I 2001 satte sagsøgeren ejendommen...1, til salg, og ejendommen blev solgt den 1. marts 2003.

Sagsøgeren bortforpagtede en del af ejendommen ...2, i 2003 og 2004. Der var ikke indgået skriftlig forpagtningskontrakt. Af regnskaberne fremgår, at sagsøgerens virksomhed på ejendommen bortset fra forpagtningskontrakten ikke resulterede i indtægter i indkomståret 2003 og i en indtægt på 360 kr. i 2004.

Landsskatteretten har afsagt kendelse den 13. maj 2008. Kendelsen er ikke gengivet i dommen.

Forklaringer

CA har blandt andet forklaret, at hun er gift med sagsøgerens søn, DA. Sammen med sin mand lejede hun ejendommen på ...1 i 1995. I løbet af 1997 talte de om at overtage huset. BA lavede papirerne, som de underskrev. De fik et barn mere, og hun blev optaget på sygeplejeskolen. Det var derfor ikke længere praktisk at bo på stedet, hvorfor de købte hus i ...3 i 1998 og flyttede fra stedet. De annullerede derfor handlen vedrørende ...1. Det var aftalt, at de skulle overtage kreditforeningslånene, men papirerne om låneovertagelse blev aldrig sendt til kreditforeningen. Efter hendes opfattelse har de aldrig ejet ejendommen. De har ikke haft lån i Nykredit eller haft kontakt med kreditforeningen overhovedet. De har derfor ikke solgt huset tilbage til sagsøgeren. De har i hele perioden lejet huset og fortsatte med at betale leje. De har aldrig haft fradrag for renter vedrørende lån i ejendommen.

De var førstegangskøbere i 1998. Banken lagde derfor meget vægt på, at de ikke ejede huset på ...1.

I september 1997 talte de om, at det ville være en fordel for dem, hvis de ejede huset. Hun tænkte ikke så meget over det, da de underskrev skødet. De lyttede meget til, hvad svigerfar sagde, herunder at det på sigt ville være en fordel for dem, hvis de ejede huset. De var ikke så gamle. Hun husker ikke, hvornår de opgav at købe huset. Der blev i en periode arbejdet på, at de kunne overtage realkreditlånene. Hun ved ikke, hvorfor de ikke overtog lånene. De købte huset i ...3 i oktober 1998 med overtagelse den 1. december 1998. De ønskede at bo et sted, hvor de ikke havde behov for bil, hvorfor de købte huset i ...3.

Hun var ikke selv i kontakt med kreditforeningen, da det var BA der ordnede alle papirerne. Hun husker ikke, at de underskrev en ansøgning om låneoptagelse.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument anført følgende

"...

Ad tilbagekøb

Sagsøger afviser, at ejendommen er tilbagekøbt fra CA og DA. Ejendommen er, viser det sig, reelt aldrig solgt. Der blev indgået en købsaftale og den blev efterfølgende annulleret jævnfør udtalelse fra CA og DA. En forudsætning for købets gennemførelse var, at køber overtog sælgers gældsforpligtelse overfor Nykredit. Der aftaltes telefonisk ved undertegnede og Nykredit, at gældsovertagelsen kunne gennemføres og at køber som en forudsætning for at det kunne ske, skulle udfylde og indsende en ansøgning om gældsovertagelse. I medfør af at der udelukkende foreligger en enkelt telefonisk kontakt desangående, er det lidt vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at fremlægge noget skriftligt vedrørende dette forhold. Det har vist sig, at ansøgningen om gældsovertagelse blev behørigt udfyldt, men aldrig indsendt, til Nykredit. Den manglende gældsovertagelse forklarer også det forhold, at CA og DA aldrig fik indrømmet skattemæssigt fradrag for de med lånet forbundne renter i henhold gældende regelsæt. Dokumentet fremlægges i sin helhed ved hovedforhandlingen fredag den 4. september 2009. CA, ...3 tlf. ... ønskes indkaldt som vidne. Med vidneafhøringen bevises, at den indgåede købsaftale blev annulleret og at den indgåede købsaftale således aldrig blev gennemført, hverken formelt eller reelt. Årsopgørelse for 1998 fra Nykredit af 11. januar 1999, viser at, A står som låntager ved Nykredit i hele 1998. CA og DA har således hverken i løbet af dette år eller tidligere overtaget restgælden, og købsaftalen er følgelig ikke overholdt, hvormed salget ikke er gennemført. Forbrugsafgifter for 1998 er pålignet og betalt af sagsøger. Også dette forhold beviser, at der aldrig endeligt gennemførtes et salg af ejendommen. A har stået som uafbrudt tinglyst ejer af anførte ejendom fra 1999 til salget i 2003. Også dette forhold spiller en afgørende rolle. En tinglysning af et ejerskifte er, når der er tale om fast ejendom, en forudsætning for ejerskiftets gennemførelse. Først når tinglysningen er gennemført, er det endelige ejerskifte sket. Samme lån, samme ejendom, samme person, samme tinglysning, og en personkreds, der er 100% enige om at købsaftalen annulleredes samt et uomgængeligt bevis for, at den med købsaftalen forbundne gældsovertagelse ikke skete og at handelen således aldrig blev gennemført. Tydeligere kan det næppe sige. Sagsøgte har tidligere fremsat bemærkninger om, at der skulle stilles skærpede krav til sagsøgers bevisførelse under henvisning til at sagsøger skulle have påstået, at ejendommen blev tilbagekøbt af CA og DA. Disse må afvises som åbenlyst ubegrundede. Det er SKAT og SKATs klageinstanser, der gentagne gange har påstået, at der forelå et køb, angiveligt fordi SKAT derved kunne opnå en uberettiget fordel og dermed en øget, ligeledes uberettiget, beskatning af sagsøger. Det er således i højere grad et spørgsmål om SKATs og hermed sagsøgtes troværdighed. Sagsøgtes troværdighed kan særdeles let diskuteres. Af SKATs hjemmeside fremgår det, at i sager vedrørende skattefrihed af fortjeneste, ved afståelse af fast ejendom, der har tjent ejeren som bolig, lægges der vægt på de reelle forhold, mere end de formelle, når det tjener SKATs interesse og at det modsatte synspunkt gøres gældende, når det er det, der er i SKATs favør. Lidt som vinden blæser, blot mere systematisk. To tilfældige afgørelser, hentet fra SKATs hjemmeside, medsendes. Afgørelserne viser tydeligt, at SKATs synspunkter og påstande er en særdeles tvetydig størrelse og at retssikkerheden i skattesager ofte kan ligge på et meget lille sted. I den foreliggende sag har sagsøger gjort gældende, at hun og hendes husstand har benyttet ejendommen som bolig i ca. et halvt år, udover i kortere perioder under renoveringen. Forbrug af el, vand og varme dokumenterer forholdet, og det er af sagsøgte ikke betvivlet, at sagsøger boede på ejendommen i det anførte tidsrum. Sagsøger har betalt ejendomsværdiskat af ejendommen ...1 for 2002, og har dermed SKATs anerkendelse af boligmomentet. Sagsøgte henholder sig til det formelle, at sagsøger ikke var tilmeldt folkeregisteret på ...1 i den periode ejendommen tjente hende og hendes husstand som bolig. I lyset af de medsendte tilfældigt fremfundne afgørelser fra SKATs hjemmeside, må sagsøgtes begrundelse afvises som klart utilstrækkelig. I et andet forhold, tinglysningsspørgsmålet, henviser sagsøgte til det forhold, at det er de reelle forhold, ikke de formelle, der tæller. Sagsøgte kan således med god grund og begrundet i sagsøgtes manglende konsekvens stille spørgsmål ved sagsøgtes forklaringer og påstande.

Ad anslået tilbagekøbsbeløb

Sagsøger afviser, at der er foretaget tilbagekøb; men skulle retten, meget mod forventning, nå til en anden erkendelse, gør sagsøger gældende, at SKATs vurdering af et eventuelt tilbagekøbsbeløb er forkert. Ifølge SKAT skulle ejendommen være steget i værdi med tæt på 100% i løbet af en treårig periode, helt uden at der skulle være sket noget som helst med denne udover almindelig vedligeholdelse. SKAT vurderer værdien af ...1 til kr. 430.000,- i 2001. Dette beløb er beregnet ved en almindelig fremskrivning af tidligere vurderinger, der er beregnet ud fra et betydeligt mindre boligareal end de 182 kvadratmeter den reelt indeholder. Daværende skatteforvaltning gøres på et tidspunkt efter denne vurdering opmærksom på, at der foreligger en fejlagtig opgørelse og værdien sættes herefter i 2003 til kr. 680.000,-. Stort set fra den ene dag til til den anden, stiger ejendommens værdi med tæt på 60%. Det må siges at være noget af en værdistigning og den må siges at være særdeles urealistisk, forudsat der ikke spiller andre forhold ind, nemlig dette, at ejendommens værdi allerede i begyndelsen af 1999 var på et betydeligt større beløb, end SKATs skønnede kr. 400.000. SKATs skøn er naturligvis indlysende forkert, og værdien af ejendommen har i begyndelsen af 1999 været på mindst 600.000,- kr.

Ad renoveringsudgifter

Sagsøger har fremlagt dokumentation for renoveringsudgifter overfor Landsskatteretten. Om Landsskatteretten har brugt den eller ej er ikke afgørende. Det afgørende er, at de er fremlagt. Renoveringen foregik over en betydeligt kortere periode, end sagsøgte umiddelbart giver udtryk for. Sagsøgtes synspunkt om at udgifter til drift, forsikringer mm. mere end antyder, at sagsøgte opfatter salget som et salg af en privat bolig, hvilket synspunkt sagsøger naturligvis deler. I denne situation er driftsudgifter private, og kan ikke fratrækkes indkomsten. Det kan de til gengæld, dersom ejendomsavancen er beskatningsbar. I dette tilfælde er der tale om udgifter, der er nødvendige for at sikre og vedligeholde en indtægt, og udgifterne bliver som følge deraf at fradrage ved den endelige opgørelse. Sagsøger henviser til tidligere fremlagte opgørelse over disse udgifter.

Ad. Beboet ...1 efter ejendommen var sat til salg

I den periode, hvor sagsøger i en sammenhængende periode af ca. et halvt år beboede ejendommen ...1, var den netop ikke sat til salg. Salgsaftalen med MM var ikke fornyet, og der blev først indgået salgsaftale med G1 kort før huset blev solgt. Sagsøger og sagsøgers husstand havde, ud over møbler og husgeråd, flyttet personlige papirer, IT-udstyr og udstyr til fremstilling af tøj m.m. til ejendommen, for på den måde at kunne opretholde en normal tilværelse på stedet. Da intet af anførte samtidigt kunne befinde sig på ejendommen ...2, brugtes denne i perioden ikke som bolig. Sagsøger henviser til fremlagte skriftlige vidneerklæringer til bevis for dette spørgsmål.

Ad bygningsafskrivning

Sagsøgte skiftede forpagter fra og med 2005, hvorfor den tidligere forpagtningsaftale var gældende for 2003 og 2004. Denne forpagtningsaftale var mundtlig; men den er efterfølgende bekræftet skriftligt. Det fremgår af denne, at avlsbygningerne indgik i forpagtningsaftalen. Den skriftlige bekræftelse dannede grundlaget for landsskatterettens tidligere afgørelse, hvor sagsøger blev indrømmet ret til bygningsafskrivninger. Når landsskatteretten senere ændrer synspunkt baseret på en besigtigelse af de fysiske forhold, som fremstod næsten to år efter aftalens udløb, må det sidestilles med lovgivning med tilbagevirkende kraft, hvilket ikke er et retssamfund værdigt.

Det bemærkes i øvrigt, at SKAT ved besigtigelsen og efterfølgende har foretaget en syndig sammenblanding mellem stuehusets lokaler og avlsbygningerne. SKATs repræsentanter besigtigede stuehusets loft, der for nuværende er indrettet til museum og intet har med avlsbygningerne at gøre."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende

"...

Spørgsmålet om ejendomsavancebeskatning

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at avancen ved salget af ejendommen beliggende...1, er skattefri i medfør af den såkaldte parcelhusregel i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, er fortjeneste ved afståelse af bl.a. enfamilieshuse skattefri, såfremt huset "har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen... ". Bevisbyrden for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, påhviler sagsøgeren, jf. bl.a. SKM2005.404.HR og SKM2007.74.HR. Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.

Under henvisning til det endelige skøde af 27. september 1997 (bilag C) må det lægges til grund, at ejendommen blev afstået af sagsøgeren pr. 1. oktober 1997 og efterfølgende tilbagekøbt af sagsøgeren i slutningen af 1998. Som følge heraf kan sagsøgerens beboelse af ejendommen forud for 1. oktober 1997 ikke føre til skattefrihed i forbindelse med afståelsen i 2003.

Den manglende tinglysning af skødet af 27. september 1997 kan ikke tillægges betydning i den forbindelse, da tinglysning alene udgør en sikringsakt i forhold til tredjemand og ikke er en betingelse for købsaftalens gyldighed.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at afståelsen af ejendommen i 1997 efterfølgende er blevet annulleret. Tværtimod har sagsøgeren for Landsskatteretten i tre andre sager gjort gældende, at ejendommen på ...1 blev overdraget til sagsøgerens søn og svigerdatter pr. 1. oktober 1997, og at sagsøgerens søn og svigerdatter i den forbindelse overtog realkreditlånet vedrørende ejendommen, jf. bilag D, s. 2, sidste afsnit, og s. 5, 4. afsnit, og bilag E, s. 2, 3. afsnit, samt al ejendommen blev tilbagekøbt af sagsøgeren i slutningen af 1998, jf. bilag E, side 3, 1. afsnit, og bilag O, s. 4, 4. afsnit.

Sagsøgerens ægtefælle har endvidere i en e-mail til SKAT oplyst, at ægteparret ikke betragtede ...1 som en egentlig bolig efter sønnen og svigerdatterens overtagelse af ejendommen, jf. bilag F.

Det gøres gældende, at sagsøgerens skiftende forklaringer skærper sagsøgerens bevisbyrde for, at hun har ejet ejendommen uafbrudt siden 1990, og at sagsøgeren har løftet denne skærpede bevisbyrde.

På trods af den i duplikken fremsatte opfordring (3) har sagsøgeren ikke fremlagt dokumentation for sagsøgerens korrespondance med kreditforeningen, i hvilken sagsøgeren angiveligt skulle have meddelt kreditforeningen, at afståelsen af ejendommen i 1997 var annulleret.

Sagsøgeren har endvidere ikke godtgjort, at ejendommen har tjent til bolig for sagsøgeren eller dennes husstand i den relevante ejerperiode fra slutningen af 1998 til afståelsen i 2003.

Sagsøgeren har været tilmeldt folkeregisteret på adressen ...2 uafbrudt siden den 1. april 1995 (bilag A), hvilket skaber en formodning for, at ejendommen på ...1 ikke har tjent til bolig for sagsøgeren. Sagsøgerens har ikke afkræftet denne formodning.

Sagsøgerens påståede ophold på ...1 er således helt udokumenteret. Der kan i den sammenhæng ikke lægges vægt på de fremlagte erklæringer (bilag 3 og 4).

Skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, forudsætter endvidere, at der er tale om reel permanent beboelse og ikke blot midlertidigt ophold, jf. SKM2007.74.HR. Sagsøgerens eventuelle ophold på ...1 kan således ikke føre til skattefrihed, når hun har opretholdt sin bopæl på ...2, der så vidt ses på intet tidspunkt har været sat til salg, hvorfor den ikke kan anses for opgivet, jf. hertil SKM2005.21.ØLR. Hertil kommer, at ...1 var sat til salg allerede den 15. maj 2001, jf. bilag 3, og bilag F, s. 2, hvorfor et eventuelt ophold, herunder længerevarende, efter denne dato ikke kan sidestilles med permanent beboelse, jf. SKM2006.380.ØLR.

Sagsøgeren har for Landsskatteretten i forbindelse med tidligere sager gjort gældende, at ægteparret har beboet en anden landbrugsejendom (...2) siden 1995, jf. bilag E, side 3, 2. afsnit, og bilag O, side 4, 5. afsnit, hvilket mest naturligt må forstås således, at ægteparret på intet tidspunkt efter 1995 har beboet ejendommen på ...1.

Det bemærkes endvidere, at betaling af ejendomsværdiskat ikke i sig selv kan føre til, at avancen ved salget af ...1 er skattefri, idet betaling af ejendomsværdiskat ikke er dokumentation for, at ejendommen har tjent til bolig for ejeren, jf. ejendomsværdiskattelovens § 2, 1. pkt.

Det gøres på den baggrund gældende, at ejendommen på ...1 blev endeligt og ubetinget afstået af sagsøgeren i 1997 og siden hen tilbagekøbt af denne i 1998, samt at ejendommen ikke har tjent til bolig for sagsøgeren eller dennes husstand i den relevante ejerperiode fra slutningen af 1998 til afståelsen i 2003.

En skatteyder kan alene have en helårsbolig, som er omfattet af skattefritagelsen i medfør af parcelhusreglen, når der ikke foreligger særlige forhold, hvor etablering af flere permanente boliger er nødvendig af arbejdsmæssige årsager, jf. SKM2007.147.HR med Skatteministeriets kommentar SKM2007.217.DEP.

Det gøres i den sammenhæng gældende, at der i nærværende sag ikke foreligger sådanne arbejdsmæssige årsager, der nødvendiggør opretholdelse af to permanente boliger. Herved henses navnlig til, at sagsøgeren ikke har godtgjort tilstedeværelsen af sådanne arbejdsmæssige årsager, samt til det forhold, at de pågældende ejendomme, til forskel fra ejendommene i ovennævnte Højesteretssag, er geografisk nært beliggende.

Det bestrides endvidere, at sommerhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, jf. stk. 1, finder anvendelse. Skattefrihed efter denne bestemmelse forudsætter, at ejendommen har karakter af en fritidsejendom, jf. SKM2007.209.HR, hvilket ikke var tilfældet for så vidt angår ...1.

Anskaffelsessummen pr. 1. januar 1999 er skønsmæssigt ansat til kr. 400.000,- svarende til den offentlige vurdering, jf. bilag B, s. 4. Det bestrides som udokumenteret, at anskaffelsessummen var højere.

Endvidere gøres det gældende, at skattemyndighederne i mangel af anden dokumentation har været berettiget til at fastsætte anskaffelsessummen skønsmæssigt. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at skønnet er tilsidesætteligt, herunder at det er udøvet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at der er afholdt udgifter til vedligeholdelse eller forbedringer, der kan føre til forhøjelse af anskaffelsessummen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 2. Det er en forudsætning for forhøjelse, at udgifterne i hvert kalenderår overstiger kr. 10.000,-.

Sagsøgeren har til støtte for forhøjelse af anskaffelsessummen fremlagt en række fakturaer mv. (bilag 5). En stor del af disse vedrører imidlertid ejendomsskat og betalinger til forsynings- og forsikringsselskaber, der ikke kan føre til forhøjelse af anskaffelsessummen, da der ikke er tale om udgifter til vedligeholdelse eller forbedring. De øvrige bilag overstiger - med undtagelse af 1999, hvor Landsskatteretten skønsmæssigt har nedsat avancen med kr. 7.000,- - ikke kr. 10.000 i de enkelte kalenderår, hvorfor der ikke er grundlag for yderligere forhøjelse af anskaffelsessummen.

Spørgsmålet om afskrivningsret

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at betingelserne for afskrivning er opfyldt i relation til de omhandlede driftsbygninger.

Bygningsafskrivning forudsætter, at skatteyderen benytter de pågældende bygninger "erhvervsmæssigt", jf. afskrivningslovens §§ 1 og 14, stk. 1.

Sagsøgeren har hverken godtgjort, at sagsøgerens virksomhed - når bortses fra bortforpagtningen - har været drevet erhvervsmæssigt i skatteretlig forstand i de relevante indkomstår, eller at sagsøgerens bortforpagtning i de relevante indkomstår har omfattet de pågældende driftsbygninger med den konsekvens, at sagsøgeren har været berettiget til at afskrive på disse.

Erhvervsmæssig drift forudsætter i skatteretlig sammenhæng, at virksomheden har en vis intensitet og rentabilitet. Intensitetskravet indebærer, at virksomhedens aktivitet ikke må være af underordnet omfang, jf. f.eks. UfR 1996, 229/2H, og rentabilitetskravet indebærer, at virksomheden skal være overskudsgivende, eller at der er udsigt til overskud på sigt, jf. f.eks. SKM2002.395.HR.

Det fremgår af regnskaberne, jf. bilag 2, side 5, øverst, at der - når bortses fra bortforpagtningen - ikke har været indtægter i indkomståret 2003, og at der alene har været en indtægt på kr. 360,- i indkomståret 2004. Sagsøgerens virksomhed havde således ingen eller ubetydelig intensitet i de to indkomstår. Hertil kommer, at virksomheden i ingen af årene har givet overskud, og at den således heller ikke har været rentabel.

På den baggrund gøres det gældende, at sagsøgerens virksomhed ikke har været drevet erhvervsmæssigt i skatteretlig henseende, hvorfor sagsøgeren ikke på grundlag af virksomhedsdriften har været berettiget til at afskrive på de pågældende bygninger.

For så vidt angår spørgsmålet om forpagtningsaftalens omfang følger det af de almindelige bevisbyrderegler, at bevisbyrden for, at forpagtningsaftalen tillige har omfattet de pågældende bygninger, påhviler sagsøgeren, der er nærmest til at tilvejebringe og sikre sig den relevante dokumentation. Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.

Herved henses navnlig til, at der ikke foreligger en skriftlig forpagtningsaftale, at den fremlagte erklæring fra forpagteren (bilag G) er dateret i 1999, hvorfor den ikke kan tillægges afgørende betydning i relation til vurderingen af forholdene i 2003 og 2004, samt at SKAT ved besigtigelsen i 2006 konstaterede, at de pågældende bygninger blev anvendt af sagsøgeren selv til galleri og gårdbutik, og at bygningernes længer var sammenbyggede med indendørs adgang mellem de privat benyttede bygningsdele og de pågældende driftsbygninger, jf. bilag 2, side 5, 2. afsnit og bilag H."

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøgeren har ved to sager i Landsskatteretten, henholdsvis afgørelsen af 2. august 2002 og 28. juli 2006, oplyst, at ejendommen blev overdraget til sønnen og svigerdatteren ved det utinglyste skøde af 22. september 1997, og at ejendommen blev tilbagekøbt senere i slutningen af 1998. Det fremgår således af afgørelsen af 2. august 2002, at sagsøgeren på grundlag af de foreliggende oplysninger, herunder det fremlagte skøde, fik medhold i, at ejendommen ...1, blev solgt til sønnen og svigerdatteren i 1997. Der er ikke under denne sag fremkommet nye oplysninger, der medfører, at denne overdragelse af ejendommen nu skal anses som annulleret.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, skal fortjeneste ved salg af fast ejendom som hovedregel beskattes. Det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at salget af en ejendom opfylder betingelserne for skattefrihed i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, den såkaldte parcelhusregel.

Ved bedømmelsen af om sagsøgeren og hendes husstand efter overtagelsen af ejendommen fra sønnen og svigerdatteren i slutningen af 1998 og frem til afståelsen den 1. marts 2003, på ny opfylder betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, for skattefrihed, lægges det til grund, at sagsøgeren i denne periode ikke har været tilmeldt folkeregisteret på adressen, og at hun og hendes husstand samtidigt havde bopæl på adressen ...2. Det forhold, at sagsøgeren i perioder har overnattet på ejendommen, er ikke tilstrækkeligt til at anse ejendommen for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, hvorfor Landsskatterettens kendelse stadfæstes.

Sagsøgeren har endvidere ikke godtgjort, at den opgjorte avance skal tilsidesættes. Retten finder det således ikke godtgjort, at det af skattemyndighederne foretagne skøn ved ansættelsen af anskaffelsessummen til 400.000 kr. er udøvet på et forkert eller ufuldstændigt grundlag eller er åbenbart urimeligt. Det er her tillagt vægt, at værdien af ejendommen i skødet af 22. september 1997 var aftalt til 340.000 kr. samt at den offentlige ejendomsvurdering den 1. januar 1990 var fastsat til 400.000 kr.

Det anses endvidere ikke for godtgjort ved bevisførelsen, herunder de fremlagte bilag, at der er grundlag for yderligere at forhøje anskaffelsessummen med udgifter til forbedringer udover det af Landsskatteretten anerkendte. Sagsøgte frifindes derfor også for denne del af påstanden.

For så vidt angå afskrivningsretten på bygninger på ejendommen ...2, lægges det til grund, at sagsøgerens virksomhed på ejendommen i indkomstårene 2003 og 2004 har været særdeles beskeden, bortset fra indtægt fra bortforpagtning. Ved Landsskatterettens kendelse af 2. august 2002 blev det anerkendt, at den mundtlige forpagtningskontrakt også omfattede avlsbygningerne for indkomstårene 1995, 1996 og 1997. Sagsøgeren har haft rig anledning til at få skriftlig dokumentation for omfanget af forpagtningskontrakten. Det findes ikke ved bevisførelsen godtgjort, at der af sagsøgeren er drevet erhvervsmæssigt virksomhed i bygningerne, eller at forpagtningskontrakten også i indkomstårene 2003 og 2004 omfattede bygningerne på ejendommen med den konsekvens, at sagsøgeren kan foretage afskrivning på bygningerne ved indkomstopgørelsen. Det er her endvidere lagt vægt på, at SKAT ved besigtigelsen den 14. november 2006 konstaterede, at bygningerne var sammenbyggede med indendørs adgang mellem de enkelte længer. Herefter og af de grunde, der er anført i Landsskatterettens kendelse, frifindes sagsøgte for denne del af tiltalen.

Sagens omkostninger fastsættes på baggrund af sagens værdi og omfang til 25.000 kr., hvilket også omfatter udgiften til udarbejdelse af materialesamling, jf. notatet om afgørelser om sagsomkostninger i civile sager af 17. december 2008 fra landsretspræsidenterne.

Thi kendes for ret

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal i sagsomkostninger til sagsøgte betale 25.000 kr. Beløbet betales inden 14 dage.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter