Dato for udgivelse
16 Feb 2010 08:22
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 Feb 2010 11:31
SKM-nummer
SKM2010.124.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
14. afdeling, B-1820-09
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Udlodning, markedspris, byggeomkostninger, bolig, hovedaktionær
Resumé

Et selskab solgte en ejendom til selskabets hovedaktionær til handelsværdien og selvangav på denne baggrund et tab. Spørgsmålet var, om overdragelsessummen i stedet skulle fastsættes til kostprisen, jf. SKM2007.153.HR.

Appellanten gjorde bl.a. gældende, at tabet alene skyldtes selskabets uheldige køb af ejendommen fra tredjemand, hvilket resulterede i en mangelssag og efterfølgende nedrivning af de oprindelige bygninger og som også forhindrede den planlagte erhvervsmæssige anvendelse. Endvidere gjorde appellanten gældende, at ministeriets synspunkt var i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, idet den skattepligtige ved overførsel af fast ejendom fra virksomhedsordningen til privatøkonomien efter praksis kan vælge at anvende handelsværdien på tidspunktet for overførslen, hvis denne er lavere end kostprisen.

Landsretten fandt på grundlag af en syns- og skønserklæring vedrørende den oprindelige mangelssag, at de udgifter, som selskabet havde afholdt til nedrivning af den eksisterende ejendom og opførelse af et nyt hus, var afholdt i hovedaktionærens interesse til opfyldelse af dennes private behov. Under henvisning til at ejendommen blev erhvervet med henblik på at tjene som bolig for hovedaktionæren, og da den, bortset fra et hjemmekontor, ikke blev anvendt erhvervsmæssigt, anså landsretten det ikke for godtgjort, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse.

Det var derfor berettiget, at selskabets afståelsessum var korrigeret. Det forhold, at der måtte gælde en administrativ praksis vedrørende virksomhedsordningen som anført af appellanten, fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat.

Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Reference(r)

Ligningsloven § 2
Ligningsloven § 16 A, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 S.F.2.3.2

Parter

HH Holding A/S
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Ole Dybdahl, Gunst Andersen og Benedikte Holberg (kst.)

Byrettens dom af 29. juni 2009 (BS 4A-2235/2007) er anket af HH Holding A/S med påstand om principalt, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at selskabets tab ved salg af fast ejendom for indkomståret 2002 forhøjes med 1.471.918 kr., subsidiært at sagen hjemvises til Ligningsmyndighederne.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Det er oplyst for landsretten, at sagen vedrørende eventuel udlodningsbeskatning af BA er administrativt afgjort, men at sagen vil kunne genoptages afhængigt af udfaldet af nærværende sag.

Det fremgår af skønserklæring af 3. august 2001, at udgifterne til udbedring af de af erklæringen omfattede mangler på ejendommen ... ville udgøre omkring 350.000 kr. + moms, og at afhjælpning i overensstemmelse med erklæringen for en stor del måtte antages at ville indebære forbedringer eller sparet vedligeholdelse.

Procedure

Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten.

HH Holding A/S har for landsretten yderligere gjort gældende, at Skatteministeriets standpunkt er i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, idet det i Ligningsvejledningen for 2009 vedrørende virksomhedsordningen er anført, at den skattepligtige ved overførsel af fast ejendom fra virksomhedsordningen til privatøkonomien kan vælge at anvende handelsværdien på tidspunktet for overførslen, hvis denne er lavere end kostprisen.

Skatteministeriet har bestridt, at standpunktet i denne sag er i strid med lighedsgrundsætningen. Den påberåbte praksis vedrører overførsel fra virksomhedsordningen til den skattepligtiges privatøkonomi og kan ikke udvides til at omfatte overdragelse af fast ejendom fra et selskab til dets hovedaktionær, hvor praksis er fastlagt i henhold til ligningslovens §16 A og sanktioneret af Højesteret.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 1, at der foreligger udlodning, der skal beskattes som udbytte, hvis et selskab afholder udgifter i en aktionærs interesse til opfyldelse af dennes private behov. Efter praksis, jf. Højesterets dom gengivet i SKM2007.153.HR, foreligger der en sådan udlodning, hvor et selskab opfører et hus til privat brug for en hovedaktionær under afholdelse af udgifter, som ikke modsvares af en tilsvarende forøgelse af ejendommens markedsværdi, og hvor selskabet i sammenhæng hermed sælger ejendommen til hovedaktionæren for markedsprisen, medmindre det godtgøres, at udgifter afholdt ud over, hvad salg på markedsvilkår kan indbringe, er sket i selskabets interesse.

I den foreliggende sag har selskabet efter overtagelsen af ejendommen den 1. juni 2000 nedrevet den eksisterende bygning og opført et nyt hus, hvorefter ejendommens kostpris pr. 30. september 2002 blev opgjort til 5.178.694 kr. Selskabet har ved skøde af 30. marts 2002 med overtagelse den 30. september 2002 solgt ejendommen til hovedaktionæren, BA, og dennes ægtefælle og selskabets direktør, AA, for 3.600.000 kr.

Efter skønserklæringen af 3. august 2001 lægges det til grund, at udgifterne til udbedring af manglerne på ejendommen ville udgøre omkring 350.000 kr. + moms, og at en afhjælpning tillige måtte antages at ville indebære forbedringer eller sparet vedligeholdelse. Landsretten finder på denne baggrund, at de udgifter, som selskabet har afholdt til nedrivning af den eksisterende ejendom og opførelse af et nyt hus, og som for en del ikke modsvares af en tilsvarende forøgelse af ejendommens markedsværdi, må anses for afholdt i hovedaktionæren, BAs interesse til opfyldelse af dennes private behov.

Da det som anført af byretten må lægges til grund, at ejendommen blev erhvervet med henblik på at tjene som bolig for BA og AA, og at den - bortset fra et hjemmekontor - ikke er blevet anvendt erhvervsmæssigt, finder landsretten det ikke godtgjort, at udgifterne er afholdt i selskabets interesse.

Landsretten finder det på denne baggrund berettiget, at skattemyndighederne har korrigeret selskabets afståelsessum for ejendommen som sket.

Det forhold, at der måtte gælde en administrativ praksis vedrørende virksomhedsordningen som anført af HH Holding A/S, findes ikke at kunne føre til et andet resultat, og landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal HH Holding A/S i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af salær til advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, HH Holding A/S, betale 50.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter