Efter skønsforretningen udarbejder skønsmanden en skriftlig erklæring, som skal indeholde skønsmandens svar på spørgsmålene i skønstemaet.

Hvis skønserklæringen enten ikke giver et fyldestgørende svar, eller svarene ikke giver en tilstrækkelig præcis besvarelse, kan det blive nødvendigt for begge parter at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden.

Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 205, at der kun undtagelsesvist vil blive mulighed for, at stille supplerende spørgsmål mere end én gang og, at der gives parterne en frist på maksimalt 14 dage til, at anmode om at der kan stilles supplerende spørgsmål og til at formulere sine ønskede supplerende spørgsmål.

I sagen SKM2016.347.ØLR havde SKAT forhøjet en skatteyder i forbindelse med beskatning af genvundne afskrivninger i anledning af en ekspropriationserstatning.

SKAT havde således ændret skatteyderens fordeling af erstatningssummen på henholdsvis jordarealet, stuehuset og driftsbygningerne. Skatteyderen ønskede derfor afholdt et syn og skøn til fastlæggelse af fordelingen.

Efter afgivelse af skønserklæring fandt SKAT anledning til, at stille supplerende spørgsmål, og fremsendte et udkast til formulering af disse til retten og skatteyderens repræsentant, advokat OR.

SKAT havde 15 dage efter modtagelse af skønserklæringen fremsat indsigelser over for skønsmandens honorar der var større end det af skønsmanden estimerede honorarkrav indhentet før udmeldelsen af skønsmanden. SKAT tog i den forbindelse forbehold for, at stille supplerende spørgsmål og SKAT fremsendte her efter sit forslag til supplerende spørgsmål 17 dage efter modtagelsen af skønserklæringen.

Advokaten gjorde gældende, at SKAT ikke havde fremsat sine indsigelser over for skønsmandens honorarkrav rettidigt jf. retsplejelovens § 208, samt at SKAT ikke havde fremsendt sit udkast til supplerende spørgsmål inden den i retsplejelovens § 205 stk. 2 anførte frist på 2 uger.

Retten havde fastsat en frist på 2 uger efter skønserklæringens afgivelse til, at komme med evt. indsigelser over for skønsmandens honorarforslag men ikke til, at stille supplerende spørgsmål.

Advokaten gjorde gældende, at denne frist på 2 uger også måtte gælde for, at der kunne stilles supplerende spørgsmål.

SKAT gjorde her over for gældende, at dels havde retten ikke fastsat nogen frist for, at stille supplerende spørgsmål, at det ikke fremgår af retsplejelovens § 205 stk. 2 eller i forarbejderne til denne, at der skulle være en frist efter hvilken muligheden for, at stille supplerende spørgsmål skulle anses for tabt. SKAT anførte desuden, at der i forarbejderne alene var forudsat, at der skulle være en kortere frist for, at komme med de supplerende spørgsmål man ønskede, at stille, men at der ikke var nogen tidsbegrænset frist.

Retten gav SKAT tilladelse til, at stille det ønskede supplerende spørgsmål da retten ikke havde fastsat en frist herfor, samt at det ikke i forarbejderne til retsplejelovens § 205 stk. 2 fremgik, at der skulle være nogen tidsfrist knyttet til en anmodning om supplerende spørgsmål. Her ud over godkendte retten skønsmandens honorarkrav da indsigelserne var fremkommet efter den af retten fastsatte frist . 

Et særligt tilfælde af opstået inhabilitet mellem afgivelsen af skønserklæringen og udarbejdelsen af 2 supplerende skønserklæringer forelå i UfR 2013.1606V. Inhabiliteten blev først konstateret efter afgivelsen af de 2 supplerende erklæringer. Spørgsmålet var herefter kun de 2 supplerende skønserklæringer eller om alle 3 skønserklæringer skulle udgår af sagen. Landsretten kom frem til, at alle 3 erklæringerne skulle udgå af sagen.

Der kan ikke stilles yderligere spørgsmål om forhold, der allerede er besvaret, og som forudsætter, at skønsmanden skal vurdere fx et bilag på en bestemt måde, se SKM2012.702.VLR.

Afklaringen af, om parterne ønsker at stille supplerende spørgsmål, bør ske hurtigst muligt efter skønserklæringens afgivelse.

Parterne behøver ikke, at være enige om formuleringen af de supplerende spørgsmål. De supplerende spørgsmål besvares også skriftligt.

Hvis de supplerende spørgsmål heller ikke giver en præcis og brugbar besvarelse, kan det være nødvendigt at bede skønsmanden om fysisk at møde op i retten for at forklare sig, hvilket kaldes en afhjemling. På dette, meget uformelle retsmøde, får parterne og skønsmanden mulighed for at stille og/eller besvare spørgsmålene mundtligt. 

Retsplejelovens § 206 om afhjemling af skønsmanden er ikke ændret, men det er i forarbejderne nævnt, at der forventes i et større omfang end hidtil, at der bliver gennemført sådanne afhjemlinger.

En afhjemling betyder derfor, at skønsmanden møder i retten og bekræfter eller eventuelt supplerer og korrigerer skønserklæringen. Der kan under afhjemlingen i retten stilles klargørende eller uddybende spørgsmål til skønsmanden.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2016.347.ØLR

I sagen SKM2016.347.ØLR havde SKAT forhøjet en skatteyder i forbindelse med beskatning af genvundne afskrivninger i anledning af en ekspropriationserstatning.

SKAT havde således ændret skatteyderens fordeling af erstatningssummen på henholdsvis jordarealet, stuehuset og driftsbygningerne. Skatteyderen ønskede derfor afholdt et syn og skøn til fastlæggelse af fordelingen.

Efter afgivelse af skønserklæring fandt SKAT anledning til, at stille supplerende spørgsmål, og fremsendte et udkast til formulering af disse til retten og skatteyderens repræsentant, advokat OR.

SKAT havde 15 dage efter modtagelse af skønserklæringen fremsat indsigelser over for skønsmandens honorar der var større end det af skønsmanden estimerede honorarkrav indhentet før udmeldelsen af skønsmanden. SKAT tog i den forbindelse forbehold for, at stille supplerende spørgsmål og SKAT fremsendte her efter sit forslag til supplerende spørgsmål 17 dage efter modtagelsen af skønserklæringen.

Advokaten gjorde gældende, at SKAT ikke havde fremsat sine indsigelser over for skønsmandens honorarkrav rettidigt jf. retsplejelovens § 208, samt at SKAT ikke havde fremsendt sit udkast til supplerende spørgsmål inden den i retsplejelovens § 205 stk. 2 anførte frist på 2 uger.

Retten havde fastsat en frist på 2 uger efter skønserklæringens afgivelse til, at komme med evt. indsigelser over for skønsmandens honorarforslag men ikke til, at stille supplerende spørgsmål.

Advokaten gjorde gældende, at denne frist på 2 uger også måtte gælde for, at der kunne stilles supplerende spørgsmål.

SKAT gjorde her over for gældende, at dels havde retten ikke fastsat nogen frist for, at stille supplerende spørgsmål, at det ikke fremgår af retsplejelovens § 205 stk. 2 eller i forarbejderne til denne, at der skulle være en frist efter hvilken muligheden for, at stille supplerende spørgsmål skulle anses for tabt. SKAT anførte desuden, at der i forarbejderne alene var forudsat, at der skulle være en kortere frist for, at komme med de supplerende spørgsmål man ønskede, at stille, men at der ikke var nogen tidsbegrænset frist.

Retten gav SKAT tilladelse til, at stille det ønskede supplerende spørgsmål da retten ikke havde fastsat en frist herfor, samt at det ikke i forarbejderne til retsplejelovens § 205 stk. 2 fremgik, at der skulle være nogen tidsfrist knyttet til en anmodning om supplerende spørgsmål. Her ud over godkendte retten skønsmandens honorarkrav da indsigelserne var fremkommet efter den af retten fastsatte frist.

Ingen retlig frist fastsat for supplerende spørgsmål

UfR.2013.1606V - V.L.K. 27. februar 2013 i kære 3. afd. B-3290-12

I en sag anlagt af udlejeren U mod lejeren L blev J udmeldt som skønsmand. Han afgav erklæring den 12. december 2011 og to supplerende erklæringer henholdsvis den 5. juli 2012 og 28. november 2012. Den 25. juni 2012 havde U indgået en formidlingsaftale med ejendomsmæglerfirmaet E om udleje af en nærmere angivet ejendom. Boligretten traf den 11. december 2012 afgørelse om, at kun de supplerende skønserklæringer skulle udgå af sagen men ikke erklæringen fra december 2011, fordi J, der var medejer af E, først blev anset som inhabil efter den 25. juni.

Landsretten fandt derimod at også erklæringen af 12. december 2011 skulle udgå, fordi parterne på grund af skønsmandens inhabilitet var afskåret fra at stille supplerende spørgsmål til ham, ligesom de måtte anses for afskåret fra at afhjemle ham under hovedforhandlingen. Og da L i øvrigt havde været uden skyld i, at J under sagens forberedelse var blevet inhabil, fandt landsretten, at skønsrapporten af 12. december 2011 tillige skulle udgå af sagen. Den omstændighed, at J ikke var inhabil, da han afgav erklæringen, kunne under de anførte omstændigheder ikke føre til et andet resultat.

Syns- og skønserklæring skulle udgå af sagen.

SKM2012.702.VLR

Sagen drejer sig om, hvorvidt rekvirentens landbrugsvirksomhed kan anses for at være erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomståret 2007.

Skønsmanden har i sin erklæring fra maj 2011 besvaret spørgsmål 1 til 4 med udgangspunkt i sagens bilag. Bilag 27 er et budget for indkomstårene 2011 og 2012 udarbejdet af rekvirenten. Skønsmanden har i sin supplerende erklæring fra december 2011 besvaret spørgsmål 5, hvor et nyt bilag 33 indgik. Bilag 33 er et nyt budget for indkomstårene 2011 og 2012 udarbejdet af rekvirenten.

Skønsmanden er i spørgsmål 4 spurgt om landbrugsvirksomheden med den i 2007 valgte driftsform kan give et overskud på eller omkring 0 kroner efter driftsmæssige afskrivninger men før renter og en tidshorisont herfor.

Skønsmanden har anset rekvirentens budget for urealistisk, og har besvaret spørgsmål 4 benægtende. I supplerende spørgsmål 5 er skønsmanden blevet bedt om igen at besvare spørgsmål 4 med den forudsætning, at det nye budget (bilag 33) efter rekvirentens opfattelse er udtryk for de indtægter og omkostninger, der forventes at blive realiseret i virksomheden.

Skønsmanden har igen besvaret spørgsmål 4 benægtende, uanset de nye oplysninger og ændringer i rekvirentens strategi, da indtægter og udgifter ikke er vurderet realistiske. Skønsmanden har over 2½ side fremsat bemærkninger til de enkelte dele af budgettet. Skønsmanden har ved besvarelsen afslutningsvis i tabelform opstillet nøgletal fra henholdsvis resultatopgørelsen for indkomstårene 2007-2010, et resultatbudget for indkomstårene 2011 og 2012 i henhold til rekvirentens oprindelige budget samt efter hans nye budget ved bilag 33 og endeligt et resultatbudget for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 efter skønsmanden vurdering.

Rekvirenten har bedt byretten om tilladelse til at stille skønsmanden et nyt supplerende spørgsmål 6, hvor skønsmanden bliver bedt om igen at besvare spørgsmål 4 med den forudsætning, at det som bilag 33 fremlagte budget lægges til grund i sin helhed.

SKAT har protesteret mod spørgsmål 6 som overflødig bevisførelse. Skønsmanden har allerede taget stilling til budgettallene i bilag 33. Skønsmanden skal stå helt fri i sin vurdering. Med spørgsmål 6 pålægger rekvirenten skønsmanden at tage hensyn til budgettallene på en bestemt måde.

Byretten udtaler, at skønsmanden allerede har besvaret spørgsmål 4 to gange under hensyntagen til samtlige sagens bilag, senest også bilag 33, og en besvarelse af spørgsmål 6 vil blive baseret på et talmæssigt grundlag, som skønsmanden har anset for urealistisk på en række punkter, der nærmere er gennemgået i erklæringen. Herefter, og da rekvirenten ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at besvarelsen har betydning for sagen, afviser byretten spørgsmål 6. Byretten tillader ikke spørgsmål 6 besvaret af skønsmanden.

Vestre Landsret var enig i byrettens resultat og begrundelse herfor. Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse.

Ikke tilladt supplerende spørgmål der reelt var besvaret.

 
SKM2010.305.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder for landsretten kunne føre supplerende beviser om et forhold, som den i sagen for Landsskatteretten udmeldte skønsmand allerede havde foretaget en vurdering af.

Skatteyderen ønskede at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer fra to faglige konsulenter samt at føre disse som vidner.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at det indhentede syn og skøn var ufuldstændigt til belysning af det omtvistede forhold, og skatteyderens anmodning om supplerende bevisførelse blev derfor ikke taget til følge.

Vidneførelse ikke tilladt i syns- og skønssag.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter