Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for værdiansættelse af personalegoder.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Værdiansættelse i særlige situationer
  • Undtagelser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Hovedregel

Personalegoder værdiansættes som hovedregel til markedsværdien på overdragelsestidspunktet. Markedsværdien er den værdi, som det må antages at koste modtageren at anskaffe godet i almindelig fri handel. Se LL § 16, stk. 3.

Hvis den ansatte betaler helt eller delvist for godet, skal denne egenbetaling fratrækkes i den skattemæssige værdi af godet, og arbejdsgiveren skal på normal vis indtægtsføre den ansattes betaling. Derimod er værdiansættelsen som udgangspunkt uafhængigt af, om arbejdsgiveren stiller arbejdsmæssige betingelser til ydelsen af godet, fx repræsentative forpligtelser mv. Sådanne ulemper reducerer ikke den skattemæssige værdi af godet.

Hvordan markedsværdien opgøres, afhænger af om godet har karakter af et sparet privatforbrug eller karakter af overdragelse til eje eller lån.

Overdraget til eje eller lån

Når godet bliver overdraget til eje, skal godet medregnes ved skatteansættelsen med et beløb, der svarer til, hvad den ansatte på overdragelsestidspunktet kan købe godet for på det frie marked.

Har den ansatte lånt godet, bliver værdien opgjort til, hvad det vil koste at leje godet på det frie marked i låneperioden.

Sparet privat forbrug

Hvis godet har karakter af et sparet privatforbrug, er den skattemæssige værdi det beløb, den ansatte sparer ved ikke selv at afholde udgiften.

Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport, rejser og lignende, i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Mens værdiansættelsen af aktiver, der overdrages til eje eller lån, foretages med udgangspunkt i adgangen til at råde over aktivet, bliver værdiansættelsen af sparet privatforbrug foretaget med udgangspunkt i det faktiske forbrug.

Værdiansættelse i særlige situationer

Der er en række situationer, hvor den skattemæssige værdiansættelse efter LL § 16 er præciseret gennem praksis.

Arbejdsgivers omkostninger ved manglende holdepunkter for andet

Det kan være vanskeligt at fastlægge markedsprisen, der som udgangspunkt er, hvad det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel. Er der ikke tilstrækkelig grundlag for at udøve et selvstændigt skøn over et godes markedsværdi, ud over hvad arbejdsgiver har betalt for godet, kan markedsværdien ansættes til arbejdsgivers indkøbspris. Se SKM2007.567.SR.

Indkøbsforeninger og rabatordninger

Medarbejdere kan på forskellige måder opnå rabatter og særtilbud gennem fx forbrugs- eller personaleforeninger. En sådan rabat er et formuegode. Rabatterne er ikke nødvendigvis betinget af en egentlig modydelse, men kan fx være motiveret af de handlendes ønske om at udvide eller bevare kundekredsen. SKAT anser de billigere priser, som medarbejderen kan købe goder til gennem sådanne rabatordninger som markedsprisen, hvis rabatterne ikke er opnået gennem en modydelse, såsom indirekte betaling fra arbejdsgiver.

Eksempel

Medarbejderne fik et rabatkort, der blandt andet kunne bruges til et motionscenter. Kortet var gratis, men arbejdsgiver skulle betale et administrationsgebyr på 6 kr. Medarbejderne ville ikke være skattepligtige af de rabatter kortet gav. Derimod ville medarbejderne, der modtog kortet, være skattepligtige af administrationsgebyret på 6 kr. Se 2010.527.SR.

Videregivelse af rabat

Varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren indkøber til særligt favorable priser og sælger videre til medarbejderne, skal som hovedregel værdiansættes til markedsprisen. Som udgangspunkt er markedsprisen, hvad det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel.

I praksis er det imidlertid accepteret, at markedsprisen i sådanne situationer anses for at være lig med arbejdsgivers omkostninger, hvis medarbejderne kunne opnå samme favorable pris fx gennem en forbrugs- eller personaleforening. Se SKM2007.567.SR.

Særtilbud fra arbejdsgivers kontraktspart

I forbindelse med en virksomheds indkøb kan virksomhedens kontraktsparter udbyde produkter til særlig favorable priser til virksomhedens ansatte. En sådan rabatmulighed for de ansatte, anses som led i ansættelsesforholdet og er dermed et personalegode.

Er den favorable pris resultatet af en indirekte betaling fra arbejdsgiveren, bliver en medarbejder, der benytter tilbuddet, skattepligtigt af godets markedsværdi med fradrag af det, medarbejderen har betalt for godet. 

Hvis den favorable pris svarer til, hvad medarbejderne kunne opnå på det fri marked fx gennem en forbrugs- eller personaleforening, bliver medarbejdere, der benytter sig af tilbuddet, ikke skattepligtige af den økonomiske fordel.

Eksempel 1: Indirekte betaling fra arbejdsgiver

Arbejdsgiver købte licenser til Microsoft Office-pakken. Hvis arbejdsgiveren købte en særlig tillægspakke, tilbød Microsoft, at virksomhedens ansatte kunne købe private licenser til Microsoft Office-pakken til 75 kr. Værdien af Microsoft Office-pakken i fri handel var ifølge arbejdsgivers oplysninger ca. 2.500 kr. Det blev lagde til grund, at de billige privatlicenser var indirekte finansieret af arbejdsgiverens dyrere køb af licenser til virksomheden. Medarbejderne, der gjorde brug af tilbuddet, var derfor skattepligtige af privatlicensens markedsværdi fratrukket egenbetalingen på 75 kr. Se SKM2010.598.SR.

Eksempel 2: Indirekte betaling fra arbejdsgiver

Medarbejderne kunne gennem arbejdsgiveren købe mobiltelefoner billigt. Arbejdsgivers køb af abonnementer til telefonerne finansierede indirekte rabatten. Medarbejderne blev derfor skattepligtige af den økonomiske fordel, som arbejdsgiveren indirekte betalte for. Se SKM2010.244.SR.

Se også

SKM2010.310.SR om rabat og multimediebeskatning.

Undtagelser

Der er en række undtagelser til udgangspunktet om, at personalegoder er skattepligt til markedsværdien:

Undtagelse 1

For en række specifikke personalegoder er der i lovgivningen fastsat specielle regler for værdiansættelsen. Se LL § 16, stk. 4 - 9 og stk. 12. Det drejer sig om følgende goder:

  • Bil. Se A.B.1.9.2 i Ligningsvejledningen; Almindelig del
  • Sommerbolig. Se A.B.1.9.6 i i Ligningsvejledningen; Almindelig del
  • Lystbåd. Se A.B.1.9.7 i Ligningsvejledningen; Almindelig del
  • Helårsbolig. Se A.B.1.9.5 i Ligningsvejledningen; Almindelig del
  • Multimedier. Se C.A.5.2.
  • Kost og logi for visse personalegrupper. Se C.A.5.12.2 og [BEK 1487 af 10. november 2009].

Undtagelse 2

SKAT og Skatterådet har givet vejledende anvisninger for værdiansættelse af visse personalegoder. Se SKM2009.771.SKAT.

Det drejer sig om:

  • Fri helårsbolig. Se A.B.1.9.5 i Ligningsvejledningen; Almindelig del
  • Privat kørsel i særlige køretøjer. Se A.B.1.9.2 i Ligningsvejledningen; Almindelig del
  • Personalelån. Se C.A.5.8.2
  • Måltider i personalekantiner med arbejdsgiver tilskud i 2010. Se SKM2010.162.SKAT og C.A.5.12.

Se også

Afsnit C.A.5.1.1 om undtagelser til skattepligten. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

TfS 2000.761ØLD

Gevinst (naturalie) vundet ved bankospil hos arbejdsgiveren anset for skattepligtig indkomst efter SL § 4, litra f og LL § 16. Værdiansættes til markedsværdi (i det konkrete tilfælde arbejdsgiverens indkøbspris). Se LL § 16, stk, 3.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2006.346.LSR

Medarbejderen havde fri bil i sin ansættelse. Medarbejderen købte bilen i forbindelse med fratræden af stillingen. Bilen ansås for anskaffet som led i et ansættelsesforhold og skulle værdiansættes til værdien i almindelig fri handel. Der blev ved vurderingen bl.a. taget udgangspunkt i priserne i  DAF-brugtbilskatalog og prisen ved videreslaget af bilen 11 måneder senere. Se LL § 16, stk. 1, og LL § 16, stk. 1, 1 pkt.

 

SKAT

SKM2010.598.SR

En Office-licens, som medarbejderne kunne købe for 75 kr. og bruge privat som følge af arbejdsgiverens aftale med Microsoft om softwareassurance,var et skattepligtigt personalegode omfattet af ligningslovens § 16.

 
SKM2010.527.SR Medarbejderne fik et rabatkort, der blandt andet kunne bruges til et motionscenter. Kortet var gratis, men arbejdsgiver skulle betale et administrationsgebyr på 6 kr. Medarbejderne ville ikke være skattepligtige af de rabatter kortet gav. Derimod ville medarbejderne, der modtog kortet, være skattepligtige af administrationsgebyret på 6 kr.  

SKM2010.310.SR

Arbejdsgiveren formidlede et fordelagtigt mobilabonnement, og arbejdsgiveren stillede ikke et multimedie til rådighed. Ikke multimediebeskatning. Kan medarbejderne imidlertid få telefonabonnement billigere gennem arbejdsgiveren, fordi denne selv har tegnet abonnement hos teleudbyderen og er med til at finansiere en del af det billige abonnement ved at betale en højere pris for abonnementet, vil medarbejderen skulle multimediebeskattes. Multimediebeskatning.

 

SKM2010.244.SR

Arbejdstagere er skattepligtige af den værdi, de indirekte får overført fra arbejdsgiveren, når de køber mobiltelefon, som er prissat betinget af, at arbejdsgiveren tegner et abonnement, hvor der skal betales for et mindsteforbrug i bindingsperioden.

 

SKM2009.586.SR

Privat brug af en firmabetalt brobizz til Øresundsbroen. Medarbejderen vil blive beskattet af arbejdsgiverens dokumenterede indkøbspris.

 

SKM2009.520.SR

Tv-programpakke, der ved siden af fri telefon og internet indgår i en pakkeløsning indkøbt af arbejdsgiver, skulle beskattes hos medarbejdere efter LL § 16.

 

SKM2008.242.SR

Motionsordning. Medarbejdere beskattes af et beløb, der svarer til deres andel af arbejdsgiverens udgift til ordningen, dog maksimalt den aktuelle markedspris på det frie marked.

 

SKM2007.567.SR

Koncernansatte får tilbudt adgang til datterselskabets motionsfaciliteter mod en egenbetaling på en tredjedel af det normale. De ansatte er skattepligtige af denne fordel. Se LL § 16, stk. stk. 1. Det er kun de ansatte i datterselskaber, som kan anvende rabatreglen for varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiver udbyder som led i sin virksomhed. Se LL § 16, stk. 3, 2. pkt.

 

SKM2004.462.LR

En tyverialarm kunne ikke anses som omfattet af bagatelgrænsen i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. Ved værdiansættelsen skulle markedsprisen anvendes. Hvis arbejdsgiveren kunne opnå en rabat i forhold til den normale pris, kunne den lavere pris anses som markedsprisen.

 

TfS 1999,606TSS

Køb og videresalg af pc'er til medarbejdere til arbejdsgiverens indkøbspris. Medarbejderne ikke skattepligtige af denne rabat.