Indhold

Dette afsnit beskriver omfanget af momsfritagelsen for biydelser til henholdsvis långivning, formidling af lån og långivers forvaltning af egne udlån.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Eksempler på momsfri biydelser
  • Underleverandører af biydelser
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hovedregel

Hovedreglen er, at biydelser momsmæssigt skal behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af. En finansiel tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut), der leverer en momsfri hovedydelse i form af eksempelvis långivning, skal derfor ikke lægge moms på ydelser, der må anses som biydelser til den momsfri hovedydelse. Se EF-domstolens dom i sagen C-349/96, Card Protection Plan.

Eksempler på momsfri biydelser

I dette afsnit indgår en række eksempler på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af en finansiel tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut):

  1. Eksempler på momsfri biydelser til långivning
  2. Eksempler på momsfri biydelser til formidling af lån

Bemærk at de nedenstående eksempler kun handler om den finansielle tjenesteyders (et pengeinstitut mv.) eller formidlerens levering af hoved- og biydelser. Der er ikke tale om, at f.eks. en ejendomsmæglers vurdering af en potentiel låntagers faste ejendom, er momsfritaget, bortset fra i tilfælde, hvor vurderingen må anses for biydelse til et lån, som ejendomsmægleren søger at yde eller formidle. I øvrige tilfælde vil ejendomsmæglerens bistand være af teknisk karakter og vil derfor ikke være omfattet af momsfritagelsen.

Ad a) Eksempler på momsfri biydelser til långivning

Som eksempler på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af en finansiel tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) i tilknytning til långivning, kan nævnes:

  • Kreditvurdering af låntager og vurdering af sikkerhedsstillelser
  • Udarbejdelse af lånetilbud
  • Udarbejdelse af lånedokument
  • Udbetaling af låneprovenu, indfrielse og refinansiering af lån
  • Gennemførelse af sikringsakter
  • Rådgivning i forbindelse med långivningen
  • Overvågning eller gennemgang af en låntagers forhold og låneengagement
  • Udstedelse af kreditkort eller ID-kort med henblik på, at kortholder kan udnytte kreditten
  • Saldooplysninger
  • Levering af soliditetsoplysninger på baggrund af kundens engagement med den finansielle tjenesteyder. Øvrig kreditoplysningsvirksomhed er momspligtig.
  • Engagementsoversigter
  • Indberetning til offentlige myndigheder

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der vil derfor altid skulle foretages en konkret vurdering af den enkelte ydelse i den konkrete sag, herunder om der konkret er tale om en af de ydelser, der er nævnt i listens eksempler.

Ad b) Eksempler på momsfri biydelser til formidling af lån

Som eksempler på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af en finansiel tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) som led i formidling af lån, kan nævnes:

  • Kreditvurdering af låntager og vurdering af sikkerhedsstillelser
  • Udarbejdelse af lånetilbud
  • Forundersøgelser til brug for fastlæggelsen af aftalevilkårene eller dele af disse
  • Rådgivning i forbindelse med formidling af lån
  • Deltagelse i udbetaling af låneprovenu, indfrielse og refinansiering af lån
  • Udarbejdelse af lånedokumenter, når den, der udarbejder dokumentet, samtidig helt eller delvist på vegne af en eller evt. begge aftaleparter har bemyndigelse til at fastlægge lånevilkårene
  • Gennemførelse af sikringsakter

Eksemplerne er ikke udtømmende. Der vil derfor altid skulle foretages en konkret vurdering af den enkelte ydelse i den konkrete sag, herunder om der konkret er tale om en af de ydelser, der er nævnt i listens eksempler.

Underleverandører af biydelser

Det forhold, at en finansiel tjenesteyder (pengeinstitut mv.) kan fakturere biydelser momsfrit til sin kunde medfører ikke, at en underleverandør tilsvarende kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms. Dette skyldes, at underleverandøren ikke leverer den momsfritagne hovedydelse.

Underleverandøren kan dog under særlige omstændigheder undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter ML § 13, stk. 1, nr. 11. Underleverandøren kan derudover undlade at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv.

Eksempel på en momsfri hovedydelse fra en underleverandør

En edb-centrals medvirken ved udbetaling af et lån kan under visse omstændigheder være momsfri, hvis transaktionen kan anses for at være omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 11.

Modsat kan en edb-centrals indberetning af oplysninger til offentlige myndigheder, f.eks. SKAT, om rentetilskrivning på kontoen, ikke antages at opfylde de væsentlige og specifikke funktioner for en betalingstransaktion og er derfor ikke momsfri. Selvom indberetningen er lovpligtig, er den altså ikke momsfri.

Se nærmere EF-domstolens dom i sagen C-2/95, SDC.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-349/96, Card Protection Plan

Det skal i hvert enkelt tilfælde undersøges, hvad der særligt karakteriserer den pågældende transaktion, og herigennem afgøres, om den momspligtige person til forbrugeren, forstået som en gennemsnitsforbruger, leverer flere uafhængige hovedydelser eller en enkelt ydelse. En ydelse skal anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den ikke for kunderne udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser

 

C-2/95,  SDC

Levering af ydelser fra datacentral. En betingelse for, at de ydelser, som en datacentral leverer, kan betegnes som momsfritagne transaktioner, er, at ydelserne set under ét udgør en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en momsfritaget ydelse. Der skal skelnes mellem den fritagne tjenesteydelse og den blotte levering af en faktisk eller teknisk tjenesteydelse, f.eks. at et databehandlingssystem bliver stillet til rådighed for et pengeinstitut.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2009.334.LSR

Landsskatteretten fandt, at en ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab kunne anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Ydelser i tilknytning til formidlingen blev anset for biydelser til hovedydelsen med formidling af realkreditlån og derfor i momsmæssigt henseende sidestillet med hovedydelsen.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter