Dato for udgivelse
27 Jan 2011 14:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Jan 2011 14:30
SKM-nummer
SKM2011.56.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-117652
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt
Emneord
ankenævn, klagegebyr, tilskud, brancheforening, ydelse mod vederlag
Resumé

Skatterådet bekræfter, at ankenævnet er momspligtig af de gebyrer mv. der betales af sagens parter. Skatterådet finder derimod ikke, at ankenævnet er momspligtig af det generelle tilskud til driften, der ydes af brancheforeningen.

 

Reference(r)
Momsloven §§ 3 og 4.
Henvisning
Momsvejledningen 2011-1, afsnit C.1.4
Henvisning
Momsvejledningen 2011-1, afsnit G.1.1.1.1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1, afsnit D.A.4.1.2

Spørgsmål:

  1. Er ankenævnets aktivitet momspligtig i forbindelse med den opgave, det som privat ankenævn udfører i henhold til lov om forbrugerklager, når ankenævnet på samme måde som Forbrugerklagenævnet finansieres ved omkostningsdækning fra brancheorganisationen samt et mindre bidrag fra en af sagens parter?
  2. Vil det ændre på svaret i spørgsmål 1, hvis:
    a. ankenævnet ligesom Forbrugerklagenævnet udelukkende finansieres af sagens parter?
    b. ankenævnet udelukkende finansiees ved tilskud fra brancheorganisationen?

Svar:

  1. Se sagsfremstilling og begrundelse
  2. a: Nej, b: Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

I henhold til § 1 i lov om forbrugerklager, lov nr. 456 af 10. juni 2003 (med senere ændringer) er forbrugerne sikret mulighed for at klage over forhold vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser, som de har købt fra en erhvervsdrivende. Kompetencen til at behandle disse klager ligger som udgangspunkt hos Forbrugerklagenævnet, men økonomi- og erhvervsministeren er efter lovens § 5 og bekendtgørelse nr. 460 af 29. april 2010 bemyndiget til at godkende oprettelsen af et privat klage- eller ankenævn, som på et specifikt område overtager kompetencen til at behandle klagen.

Det er spørgers opfattelse, at nedsættelsen af private klage- og ankenævn er et tilbud, som lovgiver har givet for at imødekomme specifikke branchers behov for en klagebehandling foretaget af personer med et særligt branchekendskab. De på nuværende tidspunkt godkendte klage- og ankenævn bærer således alle præg af, at de behandler klager vedrørende varer og ydelser, som adskiller sig fra almindelige forbrugsvarer.

Spørger er et eksempel på et sådant privat klagenævn, der er oprettet og godkendt i henhold til § i lov om forbrugerklager, og som er godkendt af økonomi- og erhvervsministeren til at behandle klager fra forbrugerne over de tilsluttede virksomheder. Godtgørelse gives kun, hvis nævnets vedtægter indeholder bestemmelser om nævnets sammensætning og sagsbehandling, som er betryggende for parterne. En godkendelse kan tidsbegrænses og kan tilbagekaldes, hvis forudsætningerne for godkendelse ikke længere skønnes at være til stede. Eventuelle vedtægtsændringer skal også godkendes af økonomi- og erhvervsministeriet. Der er således tale om en uddelegering af kompetence til at behandle klager vedrørende forbrugerspørgsmål, som ellers behandles af Forbrugerklagenævnet. Nedlægges det private ankenævn, vil det således igen være Forbrugerklagenævnet, som skal behandle klagen.

Ankenævnet blev oprettet i 1988 efter aftale mellem Forbrugerrådet og brancheforeningen, som i fællesskab udformede nævnets vedtægter.

Ankenævnet består af en formand, som er højesteretsdommer, samt to næstformænd, hvoraf en er landsdommer og en er byretsdommer. Derudover består nævnet af en række medlemmer, som er udpeget af henholdsvis Forbrugerrådet og brancheforeningen.

Klager, der forelægges ankenævnet, kan vedrøre ethvert retsspørgsmål i forholdet mellem kunden og virksomheden. Der skal dog foreligge en formueretlig tvist, hvilket vil sige, at uenigheden skal angå et økonomisk mellemværende.

Som udgangspunkt behandler nævnet kun klager fra private forbrugere. I særlige tilfælde behandles dog også klager fra mindre erhvervsdrivende, hvis deres forhold ikke adskiller sig væsentligt fra privates forhold.

Før klagesagsbehandlingen kan påbegyndes, skal klager indbetale et klagesagsgebyr på 150 kr. Dette gebyr er rent symbolsk og har til formål at undgå åbenlyst ubegrundede klager.

Gebyret tilbagebetales, hvis klagen afvises af nævnet, tilbagekaldes, bortfalder, eller hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen.

Ankenævnet træffer afgørelse i form af en afgørelse. Afgørelsen er ikke bindende for parterne. For den indklagede virksomhed er det dog en forudsætning for ikke at være bundet af afgørelsen, at de inden fire uger efter afgørelsens afsendelse meddeler ankenævnet, at de ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.

En afgørelse truffet af ankenævnet kan indbringes for domstolene. Så længe en sag er under behandling i ankenævnet, kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene.

Er man som klager ikke efterfølgende enig i nævnets afgørelse, har man mulighed for at få sagen bedømt af domstolene.

Ankenævnets virksomhed er således fuldt sammenlignelig med den virksomhed, der foregår i Forbrugerklagenævnet og ved de almindelige domstole. Ligheden med domstolene fremgår bl.a. også af, at forældelsesfristen efter forældelseslovens § 16 afbrydes ved indbringelse for ankenævnet.

En yderligere understregning heraf ses i den i 2009 vedtagne ændring til lov om forbrugerklager. Ændringen betyder, at ankenævnets afgørelser fra 1. januar 2010 kan tvangsfuldbyrdes over for de tilsluttede virksomheder, medmindre disse har anfægtet afgørelsen inden 30 dage fra forkyndelsesdatoen.

Bestemmelser om finansiering af et privat klage- eller ankenævn, herunder regler for betaling af gebyrer og omkostninger, skal fremgå af det pågældende klage- eller ankenævns vedtægter og dermed godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.

Det fremgår af ankenævnets nuværende godkendte vedtægter, at ankenævnet ud over klagesagsgebyrer finansieres via tilskud fra brancheforeningen. Hvis en tilsluttet virksomhed taber en sag for nævnet, pålægges det en bod på 10.000 kr.

For Forbrugerklagenævnet fremgår de tilsvarende bestemmelser af bekendtgørelse nr. 191 af 13. marts 2008 om gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnet finansieres efter denne bekendtgørelse på samme måde som flere af de private klage- og ankenævn ved opkrævning af et gebyr hos forbrugeren og et beløb hos den erhvervsdrivende, der dækker styrelsens udgifter til en sags behandling. Beløbet fra den erhvervsdrivende forfalder tilsvarende kun, hvis forbrugeren får medhold i klagen, eller sagen forliges, efter at der er indhentet sagkyndig bistand.

Omkostningsdækningen i forhold til ankenævnet er således, at brancheforeningen dækker de af nævnets udgifter, som ikke dækkes af gebyret fra forbrugeren og de tilsluttede virksomheders betaling af bod for at tabe en sag. Det er en forudsætning for ankenævnets eksistens, at denne residual dækkes af brancheorganisationen, idet det er over 90 pct. af den samlede omkostningsbase, der dækkes ind på denne made. Således vil brancheorganisationens bidrag altså variere som funktion af sagsmængde og sagssammensætning, men da hele branchen og ikke mindst forbrugerne har en interesse i, at der er en velfungerende klageadgang, har brancheforeningen accepteret denne omkostningsdækning til trods for, at brancheforeningen ikke direkte har nogen interesse i ankenævnets aktivitet.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at ingen af de private ankenævn efter gældende praksis er momspligtige.

Denne praksis går mange år tilbage. Skatteministeriets departement udtalte i brev af 8. september 1994 i forbindelse med revisionen af momsloven, at domstole og domstolslignende virksomhed ikke betragtes som økonomisk virksomhed i momslovens forstand, idet det lægges til grund, at domstole og domstolslignende organer ikke i momslovens forstand afsætter ydelser mod vederlag.

Den gældende mangeårige praksis, hvorefter de finansielle ankenævn ikke anses for momspligtige, baseres på, at nævnene ikke driver selvstændig økonomisk virksomhed efter momsloven, fordi der er tale om domstolslignende virksomhed. Der afsættes således ikke ydelser mod vederlag.

I SKM2007.243.SR udsendte Skatterådet et bindende svar, hvori det over for Energiankenævnet bekræftes, at Energiankenævnet er momspligtigt af sine aktiviteter, da Skatterådet på spørgers foranledning medgiver, at der konkret er tale om levering af ydelser mod vederlag. Skatterådet begrunder primært sit svar med henvisning til EF-domstolens afgørelse C-174/00 Kennemer Golf & Country Club, der er afsagt den 21. marts 2002.

Det skal hertil bemærkes, at Skattecentret i brev af 28. marts 2003 over et år efter, at ovennævnte EF-dom er afsagt, når frem til den modsatte afgørelse i spørgsmålet om lønsumsafgiftspligten for ankenævnet. Begrundelsen var netop, at ankenævnet ikke foretager levering af ydelser mod vederlag.

På basis af ovennævnte samt den kendsgerning, at der ikke på noget tidspunkt fra SKAT er udmeldt en praksisændring, er det spørgers holdning, at praksis på området fortsat er gældende, således at de aktiviteter, der udføres af ankenævnet, ikke er omfattet af momslovens anvendelsesområde og derfor ikke er momspligtige.

Argumentation vedrørende spørgsmål 1:

I 2003 fik ankenævnet tilbagebetalt lønsumsafgift, da Skattecentret traf afgørelse om, at ankenævnet ikke leverede varer og ydelser mod vederlag. Skattecentret fandt således, at ankenævnets aktiviteter ikke var omfattet af lønsumsafgiftslovens anvendelsesområde.

Der var efter skattecentrets opfattelse ikke en sådan sammenhæng mellem de leverede ydelser i form af klagebehandling og finansieringen af ankenævnet, at nævnet kunne siges at levere varer og ydelser mod vederlag til de tilsluttede virksomheder.

EF-domstolen har i en række afgørelser beskæftiget sig med begrebet levering mod vederlag. Se fx C-16/93, Tolsma, C-174/00, Kennemer Golf og C102/86, Apple and Pear Development Council. Det fremgår af EF-domstolens praksis, at følgende skal være opfyldt, for at der foreligger levering mod vederlag:

  • Der skal være indgået en gensidigt bebyrdende aftale mellem parterne om udveksling af ydelser.
  • Der skal være en direkte sammenhæng mellem leverance og vederlag.

Ankenævnet behandler klager fra en forbruger over en virksomhed, som har leveret en ydelse til den pågældende forbruger. Sagen opstår således på forbrugerens foranledning og med deraf følgende involvering af leverandørvirksomhed. Begge parter har en interesse i sagens udfald. Brancheforeningen derimod har udelukkende en generel interesse i, at klager over en tilsluttet virksomhed behandles af en personkreds med særlig branchekendskab.

Ankenævnet finansieres for størstedelens vedkommende gennem tilskud fra brancheforeningen. Herudover sker finansieringen ved gebyrer indbetalt af klagere samt strafgebyr betalt af de índklagede virksomheder ved tabte sager, men dog hovedsageligt ved tilskud fra brancheforeningen.

Personer, der ønsker at indbringe en klage til ankenævnet, skal ved indbringelse af klagen indbetale et gebyr på 150 kr. Gebyret tilbagebetales, hvis klagen afvises af ankenævnet, tilbagekaldes, bortfalder, eller hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen.

I forhold til gebyret indbetalt af klager er der således ingen tvivl om, at der ikke foreligger en direkte sammenhæng mellem leverance og betaling. Dette understreges også ved, at klager får tilbagebetalt gebyret, hvis han eller hun opnår medhold i ankenævnet. Selvom ankenævnet gennemfører behandlingen af klagen, er det således usikkert, om gebyret skal betales eller ej, idet det er sagens udfald, der afgør, om gebyret skal betales. Herudover er gebyrets størrelse at helt symbolsk karakter og afspejler på ingen made, hvilke udgifter der er forbundet med gennemførelsen at en klagesag.

Hertil kommer, at gebyret er det samme uanset sagens størrelse (beløb og kompleksitet) og behandlingstiden. Hvis betalingen skulle kunne karakteriseret som betaling for en konkret ydelse bestående i sagsbehandling, skulle beløbet betales uanset udfaldet af sagen. Som fakta er, betales beløbet imidlertid kun som en form for bod, hvis sagen tabes, og denne betaling kan derfor kun tillægges at have adfærdsregulerende karakter frem for værende betaling for en konkret ydelse.

Det samme gør sig gældende for boden på 10.000 kr., som den indklagede skal betale i tilfælde af, at sagens tabes. Denne bod er også det samme uanset sagens størrelse (beløb og kompleksitet) og behandlingstiden. Hvis betalingen skulle kunne karakteriseres som betaling for en konkret ydelse bestående i sagsbehandling, skulle beløbet betales uanset udfaldet af sagen.

Som fakta er, betales beløbet imidlertid kun som en form for bod, hvis sagen tabes og kan derfor kun tillægges pønale motiver.

Heller ikke tilskuddet fra brancheforeningen har efter vores opfattelse karakter af vederlag for levering af en ydelse. Det skyldes, at hverken brancheforeningen eller dets enkelte medlemmer modtager en konkret ydelse, der er rettet specifikt til brancheforeningen eller det enkelte medlem som modydelse for deres tilskud. Hverken brancheforeningen eller det enkelte medlem er i stand til at initiere en sag og kan altså ikke anmode om en leverance. Tværtimod ønsker både brancheforeningen og den enkelte virksomhed så vidt muligt at undgå at blive involveret i sager, der skal behandles af nævnet. Der er derfor ikke den nødvendige sammenhæng mellem betaling og en konkret modydelse til at statuere levering mod vederlag. ankenævnets ydelse er derimod rettet mod markedet som helhed.

Til gengæld er det vores opfattelse, at ankenævnet udøver sin virksomhed i de tilsluttede virksomheders og forbrugernes fælles interesse og til gavn for branchen og forbrugerne som helhed i kraft af, at det er personer med branchespecifik viden, der behandler sagerne.

Ankenævnets "produktion" af afgørelser kan ikke primært anses for at være ydelser rettet mod de tilsluttede virksomheder, men må i stedet anses for at være en del af et system, der skaber tryghed for forbrugerne, der kan få afgørelser om til tider komplicerede produkter uden en tids- og omkostningskrævende sag ved domstolene.

Baggrunden for at indføre forbrugerklage- og ankenævnsafgørelser som supplement til og måske i de fleste tilfælde som erstatning for domstolsafgørelser har formentlig netop været at stille forbrugerne processuelt stærkere over for vare- og tjenesteleverandører på områder, hvor der er tale om komplicerede produkter, og hvor der derfor hyppigt kan opstå tvister, som det almindelige retssystem er for tungt og for dyrt til at behandle, og som derfor overlades til ankenævnene.

Ankenævnenes primære funktion er altså ikke at producere ydelser til de tilknyttede virksomheder eller til forbrugerne. Nævnenes funktion er i mindst lige så høj grad at sikre, at markeder for komplicerede produkter og tjenesteydelser kan fungere optimalt ved, at forbrugerne får mulighed for at købe disse produkter med lavere omkostninger og individuelle risici til følge. Virkningen heraf er et mere velfungerende marked til gavn for såvel forbrugere som leverandører.

Formelt set producerer ankenævnene afgørelser med virkning for forbrugere og leverandører. Det primære formål hermed er at sikre, at markedet ikke “bryder sammen" som følge af høje informationsomkostninger hos forbrugerne og som følge af høje sagsomkostninger ved mulige tvister mellem udbyder og efterspørger — omkostninger, der ofte slet ikke vil stå mål med sagsgenstandens værdi.

Reelt set producerer ankenævnene en “kollektiv" ydelse — nemlig et mere velfungerende marked og afsætter altså ikke ydelser mod vederlag i momslovens forstand, jævnfør også den hidtidige praksis på området.

Det er således afgørende at holde sig for øje, at ankenævnet ikke er oprettet til gavn for brancheforeningen eller dets medlemmer, men er oprettet med hjemmel i lov om forbrugerklager med det formål at sikre et velfungerende marked, hvor forbrugerne tilbydes sikrede og rimelige forhold. Formålet er således ikke primært at behandle klager for den enkelte virksomhed eller for den enkelte kunde, men derimod at sikre at der findes et enkelt og billigt tvistløsningsorgan for forbrugerne på området. En funktion som man fra Økonomi- og Erhvervsministeriets side ønsker løst for at sikre ordnede forhold på det pågældende marked.

I SKM2007.243.SR afgav Skatterådet et bindende svar, hvori det over for Energiankenævnet bekræftes, at generelle bidrag modtaget fra energiselskaberne anses om vederlag for leverancer til selskaberne, og at bidragene derfor er momspligtige.

Skatterådets begrundelse for dette resultat har baggrund i EF-domstolens udtalelse i sagen C-174/OO Kennemer Golf & Country Club. I forhold til begrebet levering mod vederlag udtaler EF-domstolen her, at selvom de faste beløb, som medlemmerne af en golfklub betaler i kontingent, ikke har nogen sammenhæng med de enkelte medlemmers anvendelse af golfbanen, er der stadig tale om en gensidig udveksling af ydelser. Golfklubbens leverance til medlemmerne består således i at stille golfbanen til rådighed for det enkelte medlem.

Det er vigtigt her at bemærke, at det enkelte medlem gennem medlemskabet af golfklubben opnår en modleverance, der direkte og udelukkende kommer medlemmet selv til gode. Der er på denne made en sammenhæng mellem betalingen og en konkret modydelse.

Som nævnt ovenfor er det samme ikke gældende for forholdet mellem virksomhederne og ankenævnet, hvor der ikke er betaling mellem de enkelte virksomheder og ankenævnet, men kun det tidligere omtalte strafgebyr i forbindelse med at en sag for ankenævnet tabes. Den enkelte virksomhed opnår altså ikke ved deres eventuelle betaling af strafgebyret en modydelse, der direkte og udelukkende kommer virksomheden eller dens kunder til gode, ligesom der ikke foreligger et gensidigt bebyrdende retsforhold mellem parterne. Ankenævnet er således ikke forpligtet over for de tilsluttede virksomheder på en måde, der giver virksomhederne mulighed for at påberåbe sig leverancer fra nævnet. Virksomhedernes involvering sker alene på nævnets initiativ på baggrund at modtagne klager fra forbrugerne. Ankenævnets virksomhed er på den baggrund til gavn for handelsforholdene i hele sektoren, og betalingerne fra virksomhederne må derfor anses som generelle driftstilskud, der ikke er omfattet af momslovens anvendelsesområde.

Det skal også bemærkes, at Skattecentret i 2003, over et år efter EF-domstolens udtalelse i sagen om Kennemer Golf & Country Club, træffer afgørelse over for ankenævnet, hvori man anerkender, at ankenævnet ikke er momspligtigt, da der netop ikke er tale om levering af ydelser mod vederlag.

I SKM2008.410.LSR træffer Landsskatteretten afgørelse om, at Rejsegarantifonden ikke kan anses for at levere ydelser mod vederlag og derfor ikke er lønsumsafgiftspligtige.

Der er visse forskelle mellem Rejsegarantifondens og ankenævnets lovgrundlag, virksomhed og formål, men der er også en række meget relevante paralleller.

Landsskatteretten finder, at fondens virksomhed i hovedsagen udøves i rejsekundernes interesse. Og at “hvis fondens virksomhed har følger for den enkelte arrangør, må virkningen efter rettens opfattelse anses for at være en indirekte følge af den generelle virkning, som fonden har for erhvervet som helhed".

Landsskatteretten finder endvidere, at der ikke består nogen sammenhæng mellem det omfang, hvori den enkelte arrangør drager fordel af fondens tjenesteydelser, og størrelsen af de generelt fastsatte administrationsbidrag. Bidragene er desuden ikke opkrævet efter aftale mellem parterne, men er lovbestemte og sikrede.

De nævnte forhold indgår i deres helhed i Landsskatterettens bedømmelse at, at der ikke foreligger ydelser mod vederlag i momslovens forstand, og vægten af det enkelte forhold lader sig ikke afgøre ud fra afgørelsen.

På disse punkter er forholdene i afgørelsen, der er truffet over for Rejsegarantifonden helt sammenlignelige med forholdene for ankenævnet. Der består således ingen entydig sammenhæng mellem det omfang, hvori den enkelte virksomhed drager fordel af ankenævnets tjenesteydelser og størrelsen af de tilskud, der betales.

Det er således også ganske naturligt, at en række virksomheder kan yde tilskud til nævnet i en årrække uden at blive involveret i konkrete sager.

Herudover er det helt sammenligneligt, at den enkelte virksomhed ikke modtager en konkret modydelse, men drager nytte at den generelle virkning, som ankenævnets virke har for branchen som helhed.

Det er vores klare opfattelse, at den samlede ovenstående argumentation er gældende, uanset om virksomhederne udelukkende betaler et fast tilskud til finansiering af ankenævnets aktiviteter, eller om der betales en kombination bestående af et fast tilskud og bidrag, der betales pr. sag eller pr. tabt sag.

I det omfang, at der betales et bidrag pr. tabt sag, er der ikke tale om levering mod vederlag. For det første skal bidraget kun betales i tilfælde af, at sagen tabes. Betalingen sker således ikke som følge af en gensidigt bebyrdende aftale om udveksling af ydelser. Betalingen er derimod afhængig af andre forhold, nemlig udfaldet af sager hvor virksomheden er sagspart.

Beløbet, der skal betales i tilfælde af en tabt sag, kan således ikke anses som vederlag for en ydelse, men er udelukkende udtryk for en politisk bestemt sanktion imod de virksomheder, som taber sager for ankenævnet, og dermed blandt andet genererer dårlig omtale. Et incitament til at vælge denne model er netop, at beløbet må anses som et pønalt element, der kan medvirke til at sikre, at virksomhederne driver deres virksomhed på en måde, så de i videst muligt omfang undgår sager, der indbringes for nævnet med risiko for at blive tabt. Beløbet bidrager dermed til at sikre, at virksomhederne driver deres virksomhed inden for rammer, der er acceptable for økonomi- og Erhvervsministeriet samt for sektoren selv som helhed.

Ovenstående blev også lagt til grund ved Skattecentrets afgørelse fra 2003 om, at ankenævnet ikke leverer ydelser mod vederlag. Det følger også af Skatteministeriets brev af 8. september 1994 til Told- og Skattestyrelsen. I brevet kommer ministeriet frem til, at domstols eller domstolslignende opgaver ikke udgør økonomisk virksomhed, og det lægges til grund, at domstole og domstolslignende organer ikke i momslovens forstand kan siges at levere ydelser mod vederlag. Ministeriet konkluderer på den baggrund, at den judicielle virksomhed, der udøves af domstole, voldgiftsretter og lignende ikke er momspligtig. Anke-/klagenævn nævnes ikke direkte, men efter vores opfattelse udøver disse judiciel virksomhed p stort set samme måde som domstole og voldgiftsretter. Anke-/klagenævn m hermed være omfattet af begrebet "og lignende".

Uanset om virksomhederne yder faste tilskud til finansieringen af ankenævnets drift, eller om dette er kombineret med en betaling pr. sag eller pr. tabt sag, er det derfor vores opfattelse, at ankenævnet ikke kan anses for at foretage leverancer mod vederlag i forhold til virksomhederne, og at ankenævnets aktiviteter derfor ikke er momspligtige. Den primære finansiering hidrører fra brancheorganisationen, som ikke har nogen direkte interesse i en eneste af de sager, som behandles af ankenævnet, og den øvrige betaling for at tabe sager, ligegyldigt hvilken af sagens to parter det drejer sig om, kan udelukkende karakteriseres som havende pønal karakter.

Argumentation vedrørende spørgsmål 2a:

En eventuel ny betalingsstruktur medfører ikke, at ankenævnet alene af den grund kan anses for at udøve økonomisk virksomhed eller levere ydelser mod vederlag. Det forudsættes, at alle sager vil koste det samme gebyr, dog forøget med en faktor på ca. 10 for dermed at få dækket alle nævnets omkostninger.

Eventuelt differentierede satser, afhængig af hvor langt en sag når i klage- forløbet, ændrer heller ikke på, at der ikke er tale om levering af ydelser mod vederlag. Betalingen/gebyret er således fortsat uafhængig af kompleksiteten og de faktiske udgifter ved sagens behandling. Betalingen vil endvidere fortsat ikke have sammenhæng med sagens omkostninger, men vil udelukkende have pønal karakter for at sikre, at kun helt åbenlyse sager føres videre, og for at sikre at tvivl kan komme kunden til gavn via tilbud om forlig uden ankenævnets mellemkomst.

Heller ikke brancheforeningens betaling for principielle sager kan anses for levering af en ydelse mod vederlag.

Der henvises i øvrigt til den anførte argumentation ovenfor under spørgsmål 1.

Argumentation vedrørende spørgsmål 2b:

En finansiering udelukkende gennem tilskud fra brancheforeningen og klagesagsgebyret medfører heller ikke, at ankenævnet på nogen måde udøver økonomisk virksomhed eller leverer ydelser mod vederlag.

Der henvises i øvrigt til den anførte argumentation ovenfor under spørgsmål 1.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag:

Momslovens § 3, stk. 1:

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Momslovens § 4, stk. 1:

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. (...)

Artikel 2, stk. 1, litra d), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter Momssystemdirektivet) er affattet således:

"1. Følgende transaktioner er momspligtige:

...

c) levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab"

Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, er affattet således:

"1. Ved "afgiftspligtig person" forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved "økonomisk virksomhed" forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter."

Bestemmelserne i Momssystemdirektivet svarer til 6. momsdirektivs artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1-2 og 5.

6. momsdirektivs artikel 2, nr. 1, er affattet således:

"Merværdiafgift pålægges:

1. Levering af goder og tjenesteydelser, som mod vederlag foretages i

indlandet af en afgiftspligtig person, der optræder i denne egenskab."

Direktivets artikel 4, stk. 1-2 er affattet således:

"1. Som afgiftspligtig person anses enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver en af de i stk. 2 nævnte former for økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

2. De former for økonomisk virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, er alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Som økonomisk virksomhed anses blandt andet transaktioner, der omfatter udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter."

Praksis:

EF-domstolen har i sag nr. C-174/00 Kennemer Golf & Country Club fastslået, at foreningskontingenter kan udgøre vederlag for leverancer gennemført af en forening, såfremt der er en direkte sammenhæng mellem kontingentet og foreningens leverancer til medlemmerne. Der kan være en sådan direkte sammenhæng, uanset om de enkelte medlemmer betaler det samme i kontingent, men udnytter foreningens ydelser i varierende omfang.

EF-Domstolen fandt i sag C-102/86, Apple and Pear Development Council, at den af en institution udøvede virksomhed ikke skulle anses som levering af ydelser mod vederlag. Institutionen var oprettet i henhold til en ministeriel bekendtgørelse og havde til formål at gøre reklame for æbler og pærer, produceret i England og Wales, samt at fremme deres afsætning og forbedre deres kvalitet. Domstolen lagde vægt på, at der ikke var nogen direkte sammenhæng mellem den obligatoriske afgift, der var pålagt frugtavlere til finansiering af institutionens aktiviteter og aktiviteternes nytteværdi for frugtavlerne.

I SKM2008.410.LSR fandt Landsskatteretten, at en fond, som er oprettet ved lov til sikring af forbrugerne ved køb af rejsearrangementer, ikke kunne anses for at levere tjenesteydelser mod vederlag i den forstand, hvori dette begreb anvendes i momslovens § 4, stk. 1, og lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 2. led, hvorfor fonden ikke er omfattet af lønsumsafgiftsloven. De lovbestemte administrationsbidrag fra rejsearrangørerne kunne ikke anses for en modydelse, der har den nødvendige direkte sammenhæng hverken med de eventuelle fordele, som individuelle arrangører måtte opnå som følge af fondens virksomhed, eller med den bistand, som fonden yder til rejsekunderne, idet sidstnævnte som hovedregel afholdes af arrangørerne selv gennem den stillede garanti i henhold til loven.

Skatterådet bekræfter i SKM2007.243.SR, at Ankenævnet på Energiområdet er en momspligtig person, og at generelle bidrag fra energiselskaberne opkrævet af Energistyrelsen på nævnets vegne kan anses for vederlag for leverancer til selskaberne. Bidragene er derfor momspligtige. Det samme gjaldt for det klagegebyr på 150 kr., som blev tilbagebetalt til klageren, hvis denne fik medhold i afgørelsen samt for de gebyrer energiselskaberne betalte, hvis forbrugeren i det hele eller det væsentlige fik medhold i sagen. Nævnet er ikke omfattet af den begrænsede momspligt for andre offentlige institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, men derimod af den almindelige momspligt for juridiske og fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Begrundelse:

Ad spørgsmål 1:

Det ønskes besvaret, hvorvidt ankenævnet er momspligtigt.

Der skal betales moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Momspligten forudsætter således, at der er leveret en vare eller ydelse, og at der herfor er ydet et vederlag.

I den foreliggende sag er ankenævnet godkendt til at behandle klager fra forbrugerne over de tilsluttede virksomheder. Klager betaler et klagegebyr på 150 kr. og gebyret tilbagebetales, hvis klager helt eller delvis for medhold i klagen. Virksomheden skal betale et beløb på 10.000 kr., hvis det taber en sag for nævnet. Brancheforeningen dækker de af nævnets udgifter, der ikke dækkes af gebyret fra forbrugeren og virksomhedernes betaling af bod for at tabe en sag. Det er således brancheforeningen, der dækker over 90 % af de samlede omkostninger ved nævnets virke.

Skatteministeriet finder, at det klagegebyr som forbrugerne betaler, samt det beløb de indklagede virksomheder betaler, hvis forbrugeren får medhold i klagen, må anses for vederlag. Ankenævnet kan derfor anses for at levere ydelser mod vederlag. Jf. dertil SKM2007.243.SR.

Skatteministeriet finder tilsvarende, at ankenævnets behandling af civilretlige tvister mellem private forbrugere og indklagede virkosmheder kan anses for omfattet af begrebet økonomisk virksomhed i momslovens § 3, stk. 1, jf. 6. momsdirektivs artikel 4, stk. 2, og Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, hvorefter økonomisk virksomhed omfatter alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed indenfor liberale og dermed sidestillede erhverv.

Skatteministeriet finder imidlertid ikke, at brancheforeningens tilskud til driften af ankenævnet kan anses for at være et vederlag for en ydelse.

Skatteministeriet har herved lagt vægt på, at ydelsen jf. SKM2007.243.SR anses for leveret til henholdsvis forbrugerne og de enkelte virksomheder, mens tilskuddet fra brancheforeningen ydes for at dække de omkostninger, der ikke dækkes af de gebyrer mv. der opkræves fra modtagerne af ydelsen. (I modsætning til sagen vedrørende Energiankenævnet, hvor de generelle bidrag til dækning af nævnets omkostninger blev opkrævet direkte fra de enkelte energiselskaber).

Det er således Skatteministeriets opfattelse, at ankenævnet er momspligtig af de gebyrer og beløb der betales af henholdsvis forbrugerne og de enkelte virksomheder, men ikke af de generelle tilskud fra brancheforeningen.

Det forudsættes i den forbindelse, at der er tale om et generelt tilskud til dækning af ankenævnets omkostninger uden krav om f.eks. en bestemt produktionsmængde.

Skatteministeriet indstiller på den baggrund, at spørgsmål 1 besvares med "se sagsfremstilling og begrundelse".

Ad spørgsmål 2a:

Det ønskes besvaret, hvorvidt det vil gøre nogen forskel, om ankenævnet udelukkende var finansieret af sagens parter.

Jf. besvarelsen af spørgsmål 1 er det Skatteministeriets opfattelse, at nævnet leverer en ydelse mod vederlag, og at de beløb, der betales af sagens parter, må anses for vederlag.

Skatteministeriet indstiller på den baggrund, at spørgsmål 2a besvares med "nej".

Ad spørgsmål 2b:

Det ønskes besvaret, hvorvidt det vil gøre nogen forskel, om ankenævnet udelukkende var finansieret ved tilskud fra brancheorganisationen.

Såfremt ankenævnet udelukkende finansieres ved tilskud, og dette tilskud efter praksis ikke måtte kunne anses for vederlag, vil ankenævnet ikke levere ydelser mod vederlag.

Skatteministeriet indstiller på den baggrund, at spørgsmål 2b besvares med "ja - se dog sagsfremstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter