Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for overdragelse med succession til tidligere ejere efter ABL § 35 A.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Betingelser.

Regel

Der er mulighed for at overdrage aktier med succession til tidligere ejere. Se ABL § 35 A.

Reglen giver mulighed for, at tilbageføre et selskab, som er blevet overdraget til et familiemedlem, eller til en nær medarbejder, hvis betingelserne er opfyldt.

Baggrunden for bestemmelsen er, at der efter en overdragelse kan indtræffe uforudsete hændelser, som gør, at det vil være hensigtsmæssigt, at et selskab kommer tilbage til den tidligere ejer.

De almindelige betingelser for succession i familieoverdragelse skal alle være opfyldt, i forbindelse med succession til en tidligere ejer. Dog behøver den tidligere ejer ikke at være et familiemedlem. Se ABL § 35 A, stk. 1.

Dette indebærer bl.a., at ikke kan succederes i aktier

  • i selskaber, hvis virksomhed i overvejende grad består af udlejning af fast ejendom eller passiv pengeanbringelse. Se ABL § 34, stk. 1. nr. 3.
  • omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19. Se ABL § 34, stk. 1. nr. 4.

Reglen gælder også ved en tidligere ejers erhvervelse af aktier fra et dødsbo. Se ABL § 35 A, stk. 1. 3. pkt.

Se også

  • C.B.2.13.4 om de skattemæssige konsekvenser af en succession
  • C.B.2.13.2 om familieoverdragelse med succession.

Betingelser

Følgende betingelser skal alle være opfyldt, før at der må ske overdragelse med succession til en tidligere ejer:

  • Overdragelsen til den tidligere ejer skal finde sted indenfor de første 5 år efter, at overdrageren modtog aktierne. Se ABL § 35 A, stk. 1, 1. pkt.
  • Overdrageren skal have modtaget aktierne fra den tidligere ejer.
  • Overdrageren indtrådte i den tidligere ejers skattemæssige stilling ved modtagelsen. Se ABL § 35 A, stk. 1, 2. pkt.

Der stilles derimod ikke krav om en særlig begrundelse for, at aktierne bliver ført tilbage til de oprindelige ejere.

Se også

Se også afsnit C.C.6.7.2 om overdragelse af en personlig drevet virksomhed til en tidligere ejer efter KSL § 33 C, stk. 13.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter