Indhold

Dette afsnit handler om varer, som er omfattet af toldordninger, og hvor momspligten først indtræder, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger. Se momssystemdirektivets artikler 61 og 71 samt ML § 12, stk. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Toldordninger
  • Optaget i det økonomiske kredsløb i EU
  • Tidspunktet for momspligtens indtræden
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv

Toldordninger

Når en vare ved indførsel henføres under visse toldordninger, indtræder momspligten først, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger. Se momssystemdirektivets artikler 61 og 71 samt ML § 12, stk. 2.

De toldordninger, det drejer sig om, er følgende:

  • Midlertidig opbevaring
  • Intern fællesskabsforsendelse
  • Ekstern forsendelse
  • Aktiv forædling
  • Midlertidig indførsel, hvor der indrømmes fuldstændig toldfritagelse ved indførslen
  • Oplæggelse i Københavns Frihavn og
  • Oplæggelse på toldoplag.

Toldreglerne er således bestemmende for, hvornår momspligten indtræder.

Se 

for en beskrivelse af ordningerne.

Optaget i det økonomiske kredsløb i EU

En vare kan ikke anses for at have forladt en toldordning, alene fordi der er opstået en toldskyd. Momspligt kræver yderligere, at varen er optaget i det økonomiske kredsløb i EU og dermed har kunnet være genstand for forbrug. Se EU-domstolens dom i de forenede sager C-226/14, Eurogate og C-228/14, DHL. Hvis varen unddrages toldtilsyn og ikke længere er omfattet af en af toldordningerne, skaber det en formodning for, at varen er optaget i det økonomiske kredsløb i EU. Denne formodning kan dog afkræftes efter en konkret vurdering. Se EU-domstolens dom i sag C-571/15, Wallenborn Transports SA.

En vare, der er helt tilintetgjort eller er gået uigenkaldeligt tabt, mens den har været henført under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse, kan ikke indtræde i det økonomiske kredsløb i EU og kan derfor ikke ophøre med at være omfattet af denne procedure. Den kan følgelig ikke betragtes som ”indført” i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra d), eller være pålagt importmoms. Se C-154/16, LDz.

Varer som beslaglægges

Varer, som beslaglægges af Toldstyrelsen ved indførsel til EU, og samtidig eller senere destrueres af myndighederne, uden at de har været ude af myndighedernes besiddelse, skal ikke anses for at være blevet indført til EU. Momspligten er derfor ikke indtrådt for disse varers vedkommende.

Dog gælder det, at for varer, som beslaglægges af myndighederne efter deres ikke-forskriftsmæssige indførsel og som samtidig med beslaglæggelsen - eller senere - destrueres af myndighederne, så er momspligten indtrådt. Det gælder, uanset om varerne ikke har været ude af myndighedernes besiddelse efter beslaglæggelsen, og uanset om varerne senere henføres til en toldoplagsprocedure.

Se sag C-230/08, Dansk Transport og Logistik.

Tidspunktet for momspligtens indtræden

Ved korrekt afslutning af den pågældende toldordning, vil tidspunktet for momspligtens indtræden ikke give anledning til vanskeligheder i praksis.

Afsluttes den pågældende toldordning derimod ikke korrekt, kan der opstå spørgsmål om, hvor og hvornår momspligten er indtrådt, samt hvem der hæfter for momsen.

Overtrædelse af betingelserne for at være omfattet af en toldordning

Hvis betingelserne for at være omfattet af en toldordning er overtrådt ved flere på hinanden følgende overtrædelser i flere EU-lande, indtræder pligten til at betale moms i det EU-land, hvor varerne befandt sig på tidspunktet for den første overtrædelse. Dette gælder ikke blot forsætlige overtrædelser, men også uagtsomme overtrædelser. Se EF-Domstolens sag C-371/99, Liberexim BV.

Hvis en ordning for ekstern fællesskabsforsendelse, der er én af ordningerne for forsendelse af varer indenfor EU, ikke er afsluttet korrekt, og det ikke kan påvises, hvor overtrædelsen er begået, skal der betales moms i Danmark, hvis forsendelsesordningen er påbegyndt her i landet. Se SKM2003.119.LSR og SKM2003.171.LSR.

Bemærk, at når der indtræder momspligt her i landet i forbindelse med en ikke korrekt afslutning af en ekstern forsendelse, så kan varen i stedet blive omfattet af reglerne om EU-handel, når varen er blevet transporteret til et andet EU-land.

Afslutning af en toldordning i form af afgiftsoplag eller toldoplag

Afsluttes en ordning i form af

  • afgiftsoplag eller
  • toldoplag

ved at varer omfattet af ordningen forsvinder ved et indbrudstyveri, indtræder der pligt til at betale moms. Betalingspligten påhviler den person, der foranlediger, at varen fraføres ordningen, dvs. tyven. Se ML § 46, stk. 5, og afsnit D.A.13.4.

Indehaveren af afgiftsoplaget eller toldoplaget hæfter dog også for den ved tyveriet indtrådte pligt til at betale moms. Se toldbehandlingsbekendtgørelsen og momsbekendtgørelsen samt SKM2004.160.TSS og afsnit D.A.13.4.

Afsluttes en ordning i form af

  • afgiftsoplag eller
  • toldoplag

ved en fejllevering eller en fejlekspedition af en vare, indtræder der også pligt til at betale moms. I dette tilfælde er det indehaveren af afgiftsoplaget eller toldoplaget, der har foranlediget fraførsel af varen, og som derfor er betalingspligtig efter ML § 46, stk. 5. Indehaveren hæfter også i dette tilfælde for den opståede moms efter toldbehandlingsbekendtgørelsen og momsbekendtgørelsen. Se SKM2004.160.TSS og afsnit D.A.13.4.

Se også

Se også:

  • Afsnit F.A for en nærmere beskrivelse af de særlige toldordninger.
  • Afsnit D.A.4.7 om overførsel af varer til eget brug i andre EU-lande.
  • "Levering foretaget af importør" i afsnit D.A.6.1.4 om salg (leverancer) her fra landet.
  • "Varer transporteret fra tredjeland" i afsnit D.A.6.1.6 om leveringsstedet ved fjernsalg.
  • Afsnit D.A.8.3 om momsgrundlaget.
  • Afsnit D.A.10.1.1 om momsfritagelse for leverancer til andre EU-lande.
  • Afsnit D.A.10.1.8 om momsfritagelse for levering af varer i Frihavnen, på oplag eller undergivet særlige toldordninger.
  • Afsnit D.A.11.1.3.3, D.A.11.1.6.4 og D.A.11.3 om fradragsret for moms, der skal betales, når en vare ikke længere er omfattet af en særlig toldordning.
  • Afsnit D.A.10.3.3 om overgangsbestemmelser ved udvidelser af EU.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-154/16, LDz

Domstolen bemærket, at momsen efter sin art er en forbrugsafgift, der finder anvendelse på varer og tjenesteydelser, der indtræder i det økonomiske kredsløb i EU og kan være genstand for forbrug. Ved den omstændighed, at en vare ophører med at være omfattet af proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse, som medfører, at afgiftspligten indtræder, og afgiften forfalder, skal således forstås, at varen indtræder i det økonomiske kredsløb i EU. Dette er er udelukket i tilfælde af en vare, som ikke findes eller er uanvendelig for enhver. Da en vare, der er helt tilintetgjort eller er gået uigenkaldeligt tabt, mens den har været henført under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse, ikke kan indtræde i det økonomiske kredsløb i EU og derfor ikke kan ophøre med at være omfattet af denne procedure, kan den følgelig ikke betragtes som ”indført” i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra d), eller være pålagt moms som følge heraf.

C-571/15, Wallenborn Transports SA

I tilfælde hvor importafgiftspligtige varer unddrages toldtilsyn inden for en frizone og ikke længere befinder sig i denne zone, skal det i princippet antages, at varerne er optaget i Unionens økonomiske kredsløb. Når det under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede imidlertid viser sig, at de omhandlede varer ikke er optaget i Unionens økonomiske kredsløb, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, skal der ikke betales importmoms.

 C-226/14, Eurogate og C-228/14, DHL

Selv om der opstår en toldskyld i medfør af toldkodeksens artikel 204, medfører dette forhold ikke automatisk, at der også opstår momspligt. Det fremgår af dommen, at varerne ikke anses for at have været genstand for "indførsel" i momssystemdirektivets forstand, jf. artikel 2, stk.1, litra d). Da varerne endnu ikke har forladt de pågældende toldordninger på datoen for deres genudførsel, kan de ikke anses for at have været genstand for indførsel, og varerne er dermed ikke momspligtige. Der kan derimod opkræves moms, hvis det på baggrund af den ulovlige adfærd, som førte til, at toldskylden opstod, kan antages, at varen er optaget i Unionens økonomiske kredsløb og dermed har kunnet være genstand for forbrug, hvilket udløser den begivenhed, der pålægges moms.

C-480/12, X BV

6. momsdirektivs artikel 7, stk. 3, første afsnit (Momssystemdirektivets artikel 61, stk. 1), skal fortolkes således, at der skal betales moms, såfremt de omhandlede varer er ophørt med at være dækket af en af de toldordninger, der er omhandlet i artiklen, selv hvis toldskylden er opstået udelukkende på grundlag af toldkodeksens artikel 204.

C-273/12, Harry Winston SARL

Momssystemdirektivets artikel 71, stk. 1, andet afsnit, skal fortolkes således, at tyveri af varer, der er henført under toldoplagsproceduren, indebærer, at momspligten ved indførsel indtræder.

C-230/08, Dansk Transport og Logistik

Varer, som beslaglægges af de lokale told- og skattemyndigheder ved indførsel til EU, og som samtidig eller senere destrueres af myndighederne, uden at de har været ude af myndighedernes besiddelse, skal ikke anses for at være blevet indført til EU. Momspligten er derfor ikke indtrådt for disse varers vedkommende.

Hvad angår varer, som beslaglægges af myndighederne efter deres ikke-forskriftsmæssige indførsel (dvs. efter at varerne har forladt den zone, hvor det første toldsted inden for EU's toldområde er beliggende, og som samtidig eller senere destrueres af de nævnte myndigheder, uden at de har været ude af myndighedernes besiddelse), er momspligten dog indtrådt, selv om varerne senere henføres til en toldoplagsprocedure.

C-371/99, Liberexim BV

Ved flere på hinanden følgende overtrædelser i flere EU-lande indtræder pligten til at betale moms i det EU-land, hvor varerne befandt sig på tidspunktet for den første overtrædelse. Både forsætlige og uagtsomme overtrædelser medfører, at varerne ikke længere er omfattet af den pågældende toldordning.

Højesteretsdomme
SKM2014.585.HR En forsendelse af varer blev ikke afsluttet korrekt, da varerne ikke blev frembudt for toldmyndighederne i Holland, men derimod udleveret direkte til importøren i Belgien. Da forsendelsesproceduren begyndte i Danmark, og der ikke forelå nærmere oplysninger om tid og sted for den første uregelmæssighed, som kunne betegnes som unddragelse af toldtilsynet, skulle der betales importmoms i Danmark. Betingelserne for godtgørelse, jf. ML § 45, stk. 4, 1. pkt., efter EU's toldkodeks var endvidere ikke opfyldt, jf. artikel 236 og artikel 239 i den dagældende toldkodeks. Det forhold, at den belgiske importør muligt havde medtaget importmoms vedrørende varerne i sit momsregnskab, udgjorde ikke en særlig situation. Højesteret stadfæster landsrettens dom. Se SKM2011.756.ØLR.

Landsskatteretten

SKM2003.171.LSR

Forsendelsesordning var ikke afsluttet korrekt. Det kunne ikke påvises, hvor uregelmæssigheden havde fundet sted. Moms skulle derfor betales i Danmark, hvor forsendelsesordningen var påbegyndt.

SKM2003.119.LSR

Der var ikke ført bevis for, at en forsendelsesordning var afsluttet korrekt eller påvist, hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden var begået. Moms skulle derfor betales i Danmark, da forsendelsesordningen var påbegyndt her.

Skattestyrelsen

SKM2004.160.TSS

Den daværende Told-og Skattestyrelse udtalte, at tyveri i forbindelse med indbrud på afgiftsoplag, toldoplag mv. medfører pligt til at betale moms. Oplagsindehaveren hæfter for denne moms.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter