Indhold

Afsnittet beskriver reglerne for beskatning af en sommerbolig, der stilles til rådighed af en virksomhed til en ansat hovedaktionær mv. og til andre ansatte med bestemmende indflydelse på egen aflønning, samt til en hovedaktionær mv., der ikke er i ansættelsesforhold.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Sommerbolig
  • Regel
  • Reglens begreber
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Definition: Sommerbolig

Sommerbolig skal i dette afsnit forstås på samme måde som fremgår af afsnit C.A.5.16.2.1.

Regel

Stiller en arbejdsgiver en sommerbolig til rådighed for en ansat hovedaktionær eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform som led i ansættelsesforholdet, som den ansatte ikke betaler fuldt vederlag for, skal den ansatte hovedaktionær beskattes af værdien af boligen. Se LL § 16, stk. 5. Den pågældende personkreds formodes som udgangspunkt at have boligen til rådighed hele året. Se LL § 16, stk. 5, 2. pkt. Der er tale om B-indkomst jf. kildeskattebekendtgørelsens § 18 modsætningsvis. Der er arbejdsmarkedsbidragspligt jf. AMBL § 2, stk. 2.

Den skattepligtige værdi pr. år udgør 16,25 pct. af ejendommens værdi, fordi beskatningsgrundlaget fastsættes med udgangspunkt i de samme takster, som gælder for almindelige ansatte. Se afsnit C.A.5.16.2.1 om disse takster.

En hovedaktionær, der ikke er ansat i eget selskab, og som får stillet en sommerbolig til rådighed af selskabet, skal beskattes af rådigheden som udbytte opgjort på samme måde. Se LL § 16 A, stk. 5.

Ansatte såvel som ikke-ansatte beskattes af rådigheden som personlig indkomst. Der er samtidig bidragspligt efter lov om AMBL § 2, stk. 2. Den skattepligtige værdi udgør bidragsgrundlaget.

Indberetningspligt

Arbejdsgiveren har pligt til at indberette rådigheden som led i ansættelsesforhold.

Reglens begreber

Reglerne er indført med lov nr. 459 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000) og har virkning fra 2001.

Reglen omfatter:

  • Rådighedsbegrebet
  • Afkald på rådighed
  • Flere aktionærer
  • Praksis efter formodningsreglen
  • Nedslag i forbindelse med formodningsreglen
  • Undtagelse for personalesommerhuse.

Rådighedsbegrebet

Det afgørende for beskatningen efter formodningsreglen er, at den pågældende personkreds anses for at have rådighed over sommerboligen hele året.

Begrebet "rådighed" er fortolket af Højesteret i SKM2005.219.HR. Højesteret tiltrådte landsrettens dom i SKM2004.153.VLR, hvor landsretten fastslog, at den skattepligtige værdi af et selskabs båd skulle opgøres ud fra rådigheden over båden og ikke kun af den faktiske benyttelse. Se også SKM2006.553.HR, hvor det fastslås, at reglen om, at det er rådigheden og ikke anvendelsen, der beskattes, er så klar, at der ikke efter forventningsprincippet kan støttes ret på en tidligere lovet beskatning, hvor beskatningen kun skulle omfatte anvendelsen. Afgørelsen vedrørte et indkomstår, hvor formodningsreglen om rådighed hele året endnu ikke var blevet indført.

Højesteret stadfæstede en landsretsdom, hvor en eneanpartshaver skulle beskattes af rådigheden over en sommerbolig, uanset at han og familien ikke havde brugt boligen privat. Se SKM2009.558.HR.

I rådighedsbegrebet tages ikke hensyn til, at en sommerbolig ifølge planlovgivningens regler kun må anvendes i et begrænset omfang en vis del af året.

Afkald på rådighed

Hvis der i forbindelse med ejendommens udlejning bliver indgået en aftale, der afskærer ejerens råderet over ejendommen, skal hovedaktionæren mv. ikke beskattes efter formodningsreglen. Se SKM2010.859.LSR hvor Landsskatteretten afgjorde, at beskatning af hovedanpartshaverne kunne undgås, hvis disse i overensstemmelse med aftalens ordlyd ikke tog ophold i lejligheden og aldrig overnattede der. Landsskatteretten konkluderede herved modsætningsvis til præmisserne i SKM2009.558.HR og SKM2010.525.BR (senere SKM2011.262.VLR), at det er muligt som hovedanpartshaver udtrykkeligt at fraskrive sig rådigheden over en ejendom, der er ejet af selskabet med det resultat, at afkaldsgiveren ikke skal beskattes af fri bolig eller sommerbolig.

I SKM2017.362.BR tillagde byretten ikke en fraskrivelseserklæring betydning, som eneanpartshaveren havde indgået med sig selv, og hvori han havde anført, at sommerhuset skulle udlejes og at det ikke kunne benyttes af anpartshavere eller disses familiemedlemmer. Af udlejningsaftalens standardbetingelser fremgik det, at det var en forudsætning for udlejning, at ejeren også benyttede sommerhuset privat.

Flere aktionærer mv.

Er der tale om flere ansatte hovedaktionærer m.fl., der råder over samme sommerbolig, fordeles den skattepligtige værdi ligeligt. Når fx to ansatte hovedaktionærer m.fl. har rådighed over samme sommerbolig beskattes de hver af halvdelen af boligens skattepligtige værdi, uanset den indbyrdes fordeling af anvendelsen. Se SKM2003.356.LR og SKM2014.281.SR.

I SKM2007.768.SR blev Skatterådet spurgt, om spørgeren ville blive anset som hovedaktionær, hvis han ejede 20 pct. af selskabets anpartskapital og stemmerne i selskabet. Det var tanken, at anpartsselskabet skulle eje en feriebolig i Tyrkiet. Skatterådet fandt, at spørgeren var omfattet af formodningsreglen i LL § 16 stk. 6 (nu 16 A, stk. 5). Der blev lagt vægt på, at spørger som anpartshaver var medlem af selskabets bestyrelse og havde vetoret ved en række beslutninger, der angik ejendommen. Da spørger var én af fem anpartshavere skulle han beskattes af en femtedel af det samlede beskatningsgrundlag.

Praksis efter formodningsreglen

Beskatning efter formodningsreglen forudsætter, at der er tale om en ansat hovedaktionær m.fl. Reglen gælder kun, hvis den ansatte hovedaktionær m.fl. råder privat over sommerboligen. Det er derfor rådigheden og ikke den faktiske anvendelse af boligen, der beskattes. Dette er ikke ensbetydende med, at det forhold, at et selskab ejer/lejer en sommerbolig, medfører, at en ansat hovedaktionær m.fl. skal beskattes heraf.

Afgørelsen af, om den ansatte hovedaktionær m.fl. har rådighed over en sommerbolig, beror på en konkret skønsmæssig vurdering. Se SKM2001.331.LR, hvor en direktør med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform blev anset for omfattet af formodningsreglen. Han havde rådighed over ejendommen og skulle derfor beskattes af udlejningsværdien for hele året, selvom boligen blev forsøgt udlejet dele af året. Se også TfS2000, 494 VLD, hvor en hovedaktionær blev beskattet af rådigheden over selskabets sommerhus, fordi han ikke kunne sandsynliggøre, at han og hans familie ikke benyttede sommerhuset privat.

Det er ikke tilstrækkeligt at fraskrive sig retten til generelt at anvende boligen og kun benytte den i perioder, hvor den ikke er udlejet til anden side. En af to hovedanpartshavere, som var ansat direktør i et selskab, ønskede Ligningsrådets svar på, om han ville blive beskattet af brug af selskabets udlejningsejendom i Spanien, hvis han dels fraskrev sig retten til generelt at disponere over ejendommen, dels kun benyttede ejendommen i perioder, hvor den ikke var udlejet til anden side. Desuden ville han betale selskabet den udlejningspris, som udlejningsbureauet havde fastsat (dvs. markedsprisen) for de perioder, hvor han benyttede ejendommen. Ligningsrådet fandt, at han var skattepligtig af rådigheden over ejendommen sammen med den anden hovedaktionær. Se SKM2003.356.LR.

Højesteret anså en eneanpartshaver, hvis selskab havde købt en hotelferielejlighed, for skattepligtig af værdi af fri sommerbolig i de perioder, hvor lejligheden ikke var udlejet, fordi han ansås for at have rådighed over lejligheden til privat brug. Det gjorde ikke nogen forskel, at han og hans familie ikke havde anvendt lejligheden privat. Se SKM2009.558.HR.

Se SKM2009.307.SR, hvor Skatterådet fastslog, at der skulle beskattes efter reglerne om hovedaktionærer i LL § 16, stk.5, jf. LL § 16 A, stk. 9 (dagældende). Sommerboligen, der lå i Thailand, var af formelle årsager ejet af et selskab, der var registreret dér. Spørger og hans børn ejede i alt 49 pct. af selskabets aktier. Det var spørgers argument, at selskabet skulle betragtes som en formalitet, og at han derfor skulle beskattes efter reglerne for ejendomsværdiskat, fordi han var den reelle ejer. Skatterådet afgjorde, at spørger skulle beskattes efter reglerne for hovedaktionærer.

Landsretten stadfæstede i SKM2011.262.VLR byrettens dom, SKM2010.525.BR, hvor en hovedaktionær blev anset for at have rådighed over en sommerbolig, som hans selskab havde ejet i over ni år. Selskabets hovedformål var handel, og sommerboligen var i selskabet behandlet som et omsætningsaktiv. Under indtryk af at boligen i selskabets ejertid havde været udlejet, men ikke sat til salg, ligesom der i udlejningsaftalen ikke var givet afkald på hovedaktionærens ret til privat brug af sommerhuset, fandt retten, at sommerhuset var til rådighed for hovedaktionæren uden for de dokumenterede udlejningsperioder. Efter en samlet konkret vurdering nåede Landsskatteretten frem til det modsatte resultat i SKM2009.459.LSR. Retten fandt her, at en hovedanpartshaver ikke havde rådighed over to sommerboliger, der havde karakter af driftsaktiver i selskabet. Ejendommene var købt på grund af hovedanpartshaverens lokalkendskab og lå i meget kort afstand fra hans egen helårsbolig. I SKM2013.417.BR fandt retten tilsvarende i en konkret sag, at et sommerhus ikke havde været stillet til rådighed for hovedanpartshaverens private brug. Retten lagde vægt på, at sommerhuset var erhvervet med henblik på nedrivning og ikke med henblik på hovedanpartshaverens private brug, samt at erhvervelsen af sommerhuset var sket i selskabets interesse som investeringsobjekt.

Se også SKM2017.508.BR, hvor retten efter en konkret bevisvurdering fandt, at et sommerhus ikke havde stået til rådighed for en hovedanpartshavers private benyttelse i de to år, hvor selskabet ejede sommerhuset. Retten lagde bl.a. vægt på, at erhvervelsen af sommerhuset skete som led i driften af selskabet og ikke med henblik på at sikre hovedanpartshaverens private brug heraf, samt at hovedanpartshaveren ikke på noget tidspunkt i selskabets ejerperiode havde anvendt sommerhuset til sit eget private formål. 

Nedslag ved formodningsreglen

Hvis en hovedaktionær m.fl. bliver beskattet efter formodningsreglen i LL § 16, stk. 5, 2. pkt., har han eller hun mulighed for at få et nedslag i beskatningen, hvis andre råder over sommerhuset i perioder eller hovedaktionæren mv. betaler arbejdsgiveren for rådighed over sommerhuset.

Hvis der er flere ansatte hovedaktionærer m.fl., der råder over samme sommerbolig, kan de få nedslag i beskatningen, hvis andre personer (ansatte og ikke-ansatte) råder over sommerboligen. Det er et krav, at disse personer ikke er nærtstående. Se hertil SKM2017.205.BR.

Udlejes sommerboligen til andre eller er den stillet til rådighed for andre ansatte, nedsættes den skattepligtige værdi forholdsmæssigt efter antallet af dage, sommerboligen stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer (ansatte og ikke-ansatte). Det er et krav, at disse personer ikke er nærtstående. Nedslaget gives ikke i situationer, hvor flere ansatte hovedaktionærer m.fl. råder over den samme sommerbolig. Det vil sige, at nedslagsreglerne ikke kan benyttes af hovedaktionærer mellem hinanden.

Hvis selskabet/virksomheden benytter sommerboligen, fx til indkvartering af forretningsforbindelser, skal den skattepligtige værdi for den ansatte hovedaktionær m.fl. også nedsættes, fordi boligen er stillet til rådighed for andre.

Eksempel: Nedslag på grund af at boligen er stillet til rådighed for andre

En fri sommerbolig bliver i et givet år stillet til rådighed i 10 dage i højsæsonen for andre ansatte end den ansatte hovedaktionær. Den ansatte hovedaktionær får et nedslag i den skattepligtige værdi med 0,71 pct.-point ud af 16,25 pct.-point (1 uge i højsæsonen (½ pct.) + 3 dage af en uge i højsæsonen (3/7 uge à ½ pct.) = 10/14 pct. = 0,71 pct.). Den skattepligtige værdi af at have huset til rådighed hele året er herefter 16,25 pct. - 0,71 pct. = 15,54 pct. af ejendommens værdi.

Dele af sommerboligen bliver kun brugt erhvervsmæssigt

Hvis dele af sommerboligen udelukkende bliver brugt erhvervsmæssigt, er denne del af sommerboligen ikke til rådighed for den ansatte hovedaktionær m.fl. Den erhvervsmæssige del tæller derfor ikke med i beregningsgrundlaget. I de tilfælde, hvor flere ansatte hovedaktionærer m.fl. råder over den samme sommerbolig, fordeles den skattemæssige værdi ligeligt.

Undtagelse for personalesommerhuse

Formodningsreglen gælder ikke for personalesommerhuse. Ansatte hovedaktionærer m.fl. skal på lige fod med andre ansatte kunne benytte et personalesommerhus uden at blive omfattet af formodningsreglen.

Der er følgende betingelser for, at hovedaktionæren m.fl. må benytte et personalesommerhus uden at blive omfattet af formodningsreglen:

  • Sommerboligen skal som led i et ansættelsesforhold stilles til rådighed for virksomhedens ansatte i 13 uger eller mere pr. år.
  • Mindst 8 af de 13 uger skal ligge i ugerne 22-34.
  • De øvrige ansatte må ikke have væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, dvs. være omfattet af personkredsen, der er beskrevet i C.A.5.13.1.2.2.
  • De øvrige ansatte må ikke være hovedaktionærens nærtstående.

Det er ikke muligt at komme ud af formodningsreglen ved at fraskrive sig retten til at benytte sommerboligen ud over de perioder, hvor hovedaktionæren mv. på lige fod med resten af personalet bruger boligen. Se SKM2002.223.LR, hvor en direktør, som var omfattet af personkredsen med bestemmende indflydelse, ikke kunne komme ud af formodningsreglen ved at fraskrive sig retten til at bruge sommerboligerne ud over de perioder, hvor han på lige fod med resten af personalet brugte boligen, fordi betingelserne om udleje i mindst 8 ud af 13 uger ikke var opfyldt.

En ansat hovedaktionær m.fl., som anvender et personalesommerhus, beskattes på samme måde som enhver anden ansat. Det vil sige, at der kun skal ske beskatning i de uger, hvor personalesommerhuset stilles til rådighed. De mest attraktive uger i et sommerhus er ugerne 22-34. Højsæsonen er således på 13 uger. Den ansatte hovedaktionær m.fl. kan derfor selv holde op til fem ugers sommerferie i sommerboligen i højsæsonen, uden at sommerboligen mister sin status som personalesommerhus, hvis sommerboligen stilles til rådighed for andre ansatte i resten af højsæsonen og minimum fem uger uden for højsæsonen.

Det er muligt at dokumentere, at en selskabsejet sommerbolig har været stillet til rådighed for andre ansatte end den ansatte hovedaktionær m.fl., fordi selskabet som arbejdsgiver har indberetningspligt på sommerboliger stillet til rådighed for ansatte. Se § 9, stk. 2, nr. 4 i bekendtgørelse om skatteindberetning mv. efter Skatteindberetningsloven (BEK nr. 927 af 26. juni 2018). I tilfælde af, at sommerboligen er udlejet - til ansatte og ikke-ansatte - kan antallet af udlejningsdage eventuelt dokumenteres via bogføringen af lejeindtægterne i selskabet.

Udtrykket "stilles til rådighed for andre ansatte" betyder efter Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke er tilstrækkeligt, at medarbejderne har muligheden for at leje/låne sommerboligen i 13 uger, heraf 8 uger i uge 22-34.

"Stillet til rådighed" forudsætter faktisk udlejning/benyttelse, da selskabet som arbejdsgiver alene har indberetningspligt, når en ansat faktisk benytter en sommerbolig, der er ejet af selskabet.

Landsretten har i SKM2017.152.ØLR bekræftet, at udtrykket "stillet til rådighed" i LL § 16, stk. 5, 5. pkt., må forstås som en adgang til retligt at råde over sommerhuset. Den omstændighed, at et sommerhus er indkøbt og indrettet med det formål at fungere som personalesommerhus, fandt landsretten ikke kunne føre til andet resultat.

Se SKM2002.223.LR, hvor der ved vurderingen af, om en direktør var omfattet af formodningsreglen, blev lagt vægt på, at betingelserne om 8 hhv. 13 ugers "anvendelse" ikke var opfyldt.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2009.558.HR

Højesteret stadfæstede Landsrettens afgørelse om, at en eneanpartshaver skulle beskattes af rådigheden over selskabets hotellejlighed. De udlejningsaftaler, der blev indgået i forbindelse med selskabets forpligtelse til udlejning af lejligheden, indeholdt forbehold for ejeren af den enkelte lejlighed til egen benyttelse i et nærmere beskrevet omfang.

Tidligere afgørelser, SKM2008.8.VLR og SKM2006.468.LSR

SKM2006.553.HR

Personalegode skulle beskattes på grundlag af rådigheden over godet i modsætning til den faktiske benyttelse. Sagen vedrørte fri båd, men anses som en principiel afgørelse vedrørende rådighedsbeskatningen.

Landsretsdomme

SKM2017.152.ØLR

Et selskab købte i 2010 et sommerhus og ifølge selskabets ejer til brug som personalesommerhus. Sommerhuset blev udlejet til selskabets ansatte og desuden anvendt i mindre omfang af selskabets ejer (som også var direktør for selskabet) og dennes far.

Skatteministeriet gjorde gældende, at der kun forelå et personalesommerhus, hvis sommerhuset rent faktisk havde været udlånt eller udlejet til medarbejdere, og at medarbejderne derfor havde haft ret til at råde over huset i det i ligningslovens § 16, stk. 5, 5. pkt., krævede tidsrum. Denne betingelse var (ubestridt) ikke opfyldt.

Selskabets ejer gjorde gældende, at der forelå et personalesommerhus, hvis medarbejdere havde en adgang til at råde i form af et stående tilbud om at leje eller låne sommerhuset i det krævede tidsrum. Denne betingelse var (ubestridt) opfyldt.

Med henvisning til formålet med bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk. 5, 2.-6. pkt., og forarbejderne til bestemmelsen fandt landsretten, at udtrykket "stillet til rådighed" i ligningslovens § 16, stk. 5, 5 pkt., skulle forstås som en adgang til retligt at råde over sommerhuset. Den omstændighed, at sommerhuset var indkøbt og indrettet med det formål at fungere som personalesommerhus, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten gav derfor Skatteministeriet medhold og tilsidesatte Landsskatterettens forudgående afgørelse af 24. april 2014 (j.nr. 13-0012283).

SKM2011.262.VLR

Hovedaktionær ejede via sit holdingselskab et datterselskab, der igen ejede et sommerhus. Hovedaktionæren blev anset for at være skattepligtig af rådighed over sommerbolig, fordi han efter en udlejningsaftale med et bureau havde mulighed for en vis privat brug under nærmere angivne forhold. Der var ikke i udlejningsaftalen givet afkald på retten til privat brug. Beskatningen omfattede alle perioder, hvor der ikke var dokumenteret anvendelse til anden side. Der kunne ikke tages hensyn til, at huset i perioder havde været underlagt ikke nærmere dokumenterede reparationer.

Stadfæstelse af

SKM2010.525.BR

TfS2000.494

Direktør i aktieselskab, der sammen med hustruen ejede hele aktiekapitalen, var skattepligtig af rådighed over selskabets sommerhus. Retten fandt det ikke sandsynliggjort, at sommerhuset ikke blev benyttet privat.

Byretsdomme

xSKM2018.464.BRx

xSagen angik bl.a., om skatteyderen skulle beskattes af fri sommerbolig, som følge af, at han som hovedaktionær i sit selskab havde fået stillet selskabets aktiv til rådighed.

Retten lagde til grund, at stuehuset på ejendommen havde været udlejet af den tidligere ejer, og at der ved købet medfulgte elinstallationer, varmeanlæg og inventar i badeværelse og køkken, således at huset kunne anvendes til fritidsbrug. Det forhold, at vandet fra ejendommens private vandværk ikke umiddelbart kunne anvendes til drikkevand, fandtes ikke at have været til hinder for en privat anvendelse.

Da huset ikke havde været udlejet eller stillet til rådighed for andre og ikke kunne anses at være nødvendig for selskabet i forbindelse med driften af skoven, var der en formodning for, at skatteyderen som hovedaktionær og direktør havde haft ejendommen til rådighed som sommerhus eller fritidsbolig hele året, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt.

Hovedaktionæren havde forklaret, at stuehuset havde været lånt ud til jagtarrangementer, i forbindelse med en loges sommerfest i skoven, til en lokal forening og til overnatning for en forretningsforbindelse. Retten fandt det ikke godtgjort, at denne anvendelse var sket i selskabets interesse. Hovedaktionæren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han ikke havde rådet over sommerhuset til private formål, hvorfor han i medfør at ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 5, skulle beskattes af værdien af sin rådighed over ejendommen.

At hovedaktionæren ved købet af ejendommen havde erklæret, at ejendommen skulle anvendes til erhverv, og det forhold, at ejendommen ikke lå langt fra hans bopæl, kunne ikke føre til et andet resultat.x

SKM2017.508.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et sommerhus tilhørende et anpartsselskab havde stået til rådighed for selskabets eneanpartshaver (sagsøgeren) i indkomstårene 2011-2012.

Selskabet, der drev virksomhed med handel, formidling og investering i fast ejendom, købte sommerhuset i 2011 fra en sparekasse, der lå inde med en pulje af nødlidende ejendomme. Sommerhuset blev overtaget med en udlejningskontrakt for 2011. I umiddelbar forlængelse af købet af sommerhuset, blev sommerhuset sat til salg, og der blev indgået en aftale om udlejning for 2012.

I henhold til udlejningsaftalen for både 2011 og 2012 havde selskabet adgang til at råde over sommerhuset, når dette ikke var udlejet, og i tillæg hertil var der i perioder i 2011 og 2012, hvor sommerhuset faktisk var spærret for formidling, og dermed ikke var udlejet.

Retten fandt efter en konkret bevisvurdering, at sommerhuset ikke havde stået til rådighed for sagsøgerens private benyttelse i de to indkomstår. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at erhvervelsen af sommerhuset skete som led i driften af selskabet og altså ikke med henblik på at sikre sagsøgerens private brug heraf, samt at sagsøgeren ikke på noget tidspunkt i selskabets ejerperiode havde anvendt sommerhuset til sit eget private formål. Der skulle som følge heraf ikke ske rådighedsbeskatning i de to indkomstår.

 

SKM2017.362.BR

Sagen drejede sig om hvorvidt et sommerhus tilhørende et anpartsselskab havde stået til rådighed for selskabets eneanpartshaver (sagsøgeren) i indkomstårene 2010-2012.

Sagsøgeren havde ved overtagelsen af sommerhuset udarbejdet en fraskrivelsesaftale med sig selv, hvori han havde anført, at sommerhuset skulle udlejes, og at det ikke kunne benyttes af anpartshavere eller disses familiemedlemmer.

Sommerhuset blev udlejet via et udlejningsbureau, og udlejningsaftalen var underskrevet af sagsøgeren personligt. Det fremgik af udlejningsaftalen, at sommerhuset var stillet til disposition for bureauet, og at det var en forudsætning for udlejning, at ejeren også benyttede sommerhuset privat.

Der var enighed i sagen om, at sagsøgeren havde reserveret sommerhuset i mere end en måned i hvert af indkomstårene 2010-2012, Der var også enighed om, at sagsøgeren ikke skulle rådighedsbeskattes i de perioder, hvor sommerhuset havde været udlejet til tredjemand via udlejningsbureauet.

Ved sin afgørelse lagde retten vægt på, at sagsøgeren havde indgået udlejningsaftalen personligt, og at han havde forpligtet sig til at benytte sommerhuset privat. I den forbindelse bemærkede retten, at ejeren bl.a., havde reserveret sommerhuset omkring nytårsaften i to af årene, uden at det havde været påkrævet af hensyn til reparationer m.v. Retten lagde endvidere vægt på, at det ikke var afgørende for spørgsmålet om rådighedsbeskatning, om - eller i givet fald i hvilken udstrækning - sommerhuset rent faktisk havde været benyttet privat af sagsøgeren.

På den baggrund fandt retten, at sommerhuset havde været stillet til rådighed for sagsøgeren efter ligningslovens § 16 A, stk. 9, og at der derefter var en formodning for, at sommerhuset havde været til rådighed for sagsøgeren hele året efter ligningslovens § 16, stk. 5. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde afkræftet denne formodning, og at fraskrivelsesaftalen ikke kunne tillægges betydning i den forbindelse.

Sagsøgeren skulle derfor beskattes af værdien af fri sommerbolig, og Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2017.205.BR

Spørgsmålet i sagen var, om sagsøgeren skulle beskattes af værdien af rådighed over sommerbolig.

Sagsøgeren var hovedanpartshaver og direktør i selskabet, der ejede sommerhuset, og havde således rådighed over selskabets aktiver - også til privat brug.

Sommerboligen havde ikke været udlejet i ejerperioden, og sagsøgeren havde ikke dokumenteret et erhvervsmæssigt formål med erhvervelsen.

Hertil kommer, at sommerboligen rent faktisk havde været benyttet, idet der bl.a. havde været et vand- og elforbrug.

Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at hun havde fraskrevet sig rådigheden over sommerboligen ved at overdrage rådigheden til sin søn.

Ligningslovens § 16, stk. 5, 4. pkt. fastslår imidlertid, at den skattepligtige værdi af rådigheden over en sommerbolig ikke nedsættes i forhold til antallet af dage, hvor sommerboligen stilles til rådighed for nærtstående, og af lovens § 15 stk. 5, 6. pkt., fremgår, at børn anses som nærtstående i bestemmelsens forstand.

Retten udtalte, under henvisning til forklaringen fra sagsøgeren og hendes søn, at sagsøgeren ikke havde afkræftet skattemyndighedernes vurdering af, at sommerboligen ikke havde været udnyttet af selskabet med driftsmæssigt formål, men at sagsøgeren eller hendes søn, havde haft rådighed over boligen.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2016.265.BR

Sagen angik beskatning af værdien af fri sommerbolig efter dagældende LL § 16 A, stk. 9, jf. § 16, stk. 5, samt § 16, stk. 1, jf. § 16, stk. 5.

Sagsøgeren var blevet beskattet af værdien af to sommerboliger, der var ejet af selskab X, som udlejede sommerboligerne til søsterselskabet, selskab Y. Selskab Y kunne ikke lovligt anvende sommerboligerne som led i dets virksomhed, og der var ikke fremlagt dokumentation for, hvordan sommerboligerne var blevet anvendt.

Sagsøgeren var hovedanpartshaver og enetegningsberettiget direktør i begge selskaber.

Retten fandt på den baggrund, at sagsøgeren havde rådighed over sommerboligerne, hvilket han var skattepligtig af.

SKM2015.338.BR

Sagen vedrører beskatning af værdien af fri sommerbolig efter dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 9, jf. § 16, stk. 5, herunder personkredsen omfattet af formodningsreglen i sidstnævnte bestemmelse.

I dommen lægger retten til grund, at sommerhuset i indkomstårene 2008 - 2010 var ejet af sagsøgerens selskab, og at sagsøgeren i den relevante periode var eneanpartshaver. Sagsøgeren var desuden registreret og underskriftberettiget som direktør, ligesom sagsøgeren var den eneste, der var tilknyttet selskabet. Retten lægger også til grund, at sagsøgeren ikke var aflønnet i perioden, og at sagsøgeren havde indflydelse på egen aflønning.

Sommerhuset havde været udlejet gennem et udlejningsselskab i perioden 2008 - 2010, og der var en fast spærring i ugerne 1 til 22 og i ugerne 44 til 52.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sommerhuset havde haft et klart forretningsmæssigt sigte i selskabets ejertid, eller at sommerhuset havde været et rent driftsaktiv. Retten tillagde det vægt, at sommerhuset oprindeligt havde været ejet privat i årene 1975 - 1988, og at det havde været brugt til familiens ferier. Derudover blev det tillagt vægt, at selskabet havde et negativt årsresultat i 3 ud af 4 regnskabsår, og at sagsøgeren ikke havde givet afkald på at benytte sommerhuset. Endelig havde sommerhuset kun været udlejet i et begrænset antal uger om året i den omhandlede periode, ligesom sagsøgeren havde anvendt huset mindst en uge hvert år.

For så vidt angår spørgsmålet om personkredsen omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt., fandt retten, at formodningsreglen også omfatter en ikke ansat/lønnet eneanpartshaver, når der henses til bestemmelsernes ordlyd og forarbejder samt sammenhængen mellem bestemmelserne.

Sagsøgeren skulle derfor beskattes af værdien af fri sommerbolig, og Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2013.579.BR Sagen drejede sig om, hvorvidt et sommerhus tilhørende et dansk anpartsselskab havde stået til rådighed for selskabets eneanpartshaver (sagsøgeren) i indkomstårene 2005 - 2007.

Sommerhuset havde i perioder været benyttet privat af sagsøgeren, i perioder været lejet ud gennem et udlejningsfirma og i perioder været til rådighed med henblik på fremvisning som demonstrationshus for et af sagsøgeren delvist ejet lettisk anpartsselskab, der opførte sådanne sommerhuse. Der var enighed om, at der ikke skulle ske rådighedsbeskatning i de perioder, hvor sommerhuset var udlejet til tredjemand via udlejningsfirmaet.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sommerhuset havde været et rent driftsaktiv i det danske anpartsselskab. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren i årene 2004 - 2006 faktisk havde benyttet sommerhuset privat, samt at der i kontrakten med udlejningsfirmaet var taget forbehold for privat benyttelse i indkomståret 2007.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at det danske selskab og det lettiske selskab havde indgået en lejeaftale vedrørende sommerhuset, hvorfor sagsøgeren fandtes at have haft rådighed over sommerhuset hele året, bortset fra de uger, hvor huset var udlejet gennem udlejningsfirmaet.

Det lettiske selskabs betalinger for brugen af sommerhuset som demonstrationshus kunne derfor heller ikke føre til en nedsættelse af den skattepligtige indkomst, idet den aftalte brug ikke havde afskåret sagsøgeren fra at råde over sommerhuset.

Det forhold, at sagsøger som udlandsdansker ikke - uden at risikere skattemæssige konsekvenser - frit kunne vælge at tage ophold i Danmark, fandtes ikke at kunne føre til, at han kunne anses for ikke at have haft råderet over sommerhuset.

SKM2013.417.BR

Sagen vedrørte, om en hovedanpartshaver havde fået stillet et sommerhus til rådighed fra hans selskab.

Selskabet havde købt sommerhuset med henblik på at nedrive det og opføre et helårshus, der efterfølgende skulle videresælges med profit. Projektet blev aldrig sat i værk, og selskabet havde i tre år ikke disponeret på anden vis over sommerhuset.

Landsskatteretten havde fundet, at sommerhuset havde været stillet til rådighed for hovedanpartshaveren, hvorfor han skulle beskattes af værdien heraf, jf. den dagældende LL § 16 A, stk. 9. Landsskatteretten havde lagt vægt på, at selskabet ikke havde ejet andre ejendomme og ikke på anden vis havde disponeret over sommerhuset. Hermed skulle selskabet også lejefikseres.

Byretten fandt, at det efter den dagældende LL § 16 A, stk. 10, jf. § 16, stk. 5, ikke var en forudsætning for beskatning, at hovedanpartshaveren faktisk havde benyttet sommerhuset. Der skulle foretages en vurdering af sagens omstændigheder for at afgøre, hvorvidt sommerhuset havde været stillet til rådighed for hovedanpartshaverens private brug. Det var i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at selskabet ejede ejendommen.

På baggrund af sagens konkrete omstændigheder fandt retten, at sommerhuset ikke havde været stillet til rådighed for hovedanpartshaverens private brug. Retten lagde vægt på, at sommerhuset var erhvervet med henblik på nedrivning og ikke med henblik på hovedanpartshaverens private brug, samt at erhvervelsen af sommerhuset var sket i selskabets interesse som investeringsobjekt. Dette var underbygget af, at sommerhuset var i meget dårlig stand, og at hovedanpartshaveren faktisk ikke havde gjort brug af sommerhuset.

Retten nedsatte herefter den skattepligtige indkomst for både hovedanpartshaveren og selskabet.

SKM2013.269.BR Retten lagde til grund, at et selskab måtte anses for ejer af en ejendom i Spanien, idet Vestre Landsret i en tidligere sag mellem selskabet og dets tidligere ejer vedrørende et ulovligt anpartshaverlån, havde lagt dette til grund.

Retten fandt herefter, at anpartshaveren havde haft rådighed over ejendommen, idet selskabet ikke havde drevet udlejningsvirksomhed, og ejendommen derfor måtte anses for at være erhvervet for at stille den til rådighed for anpartshaveren. Der blev desuden lagt vægt på, at anpartshaveren ikke havde givet afkald på at benytte ejendommen, og at ejendommen ikke i øvrigt havde været udnyttet af selskabet.

Det var uden betydning, om ejendommen faktisk havde været benyttet. Det forhold, at ejendommen ikke var beboelig, kunne ikke føre til et andet resultat.

SKM2013.153.BR A ejede H1 ApS, som ejede 52% af H1.1 ApS. Sidstnævnte selskab købte en sommerhusejendom, som umiddelbart efter erhvervelsen blev udlejet. Lejeren var far til en anpartshaver i H1.1 ApS, og lejeren var i de to sidste indkomstår, som sagen omfattede, selv anpartshaver.

Retten fandt, at udlejningen også var sket i anpartshaverens i H1 ApS' interesse, og at A derfor skulle beskattes af værdi af fri helårsbolig, jf. LL § 16 A, stk. 9. Retten lagde herved blandt andet vægt på, at A via H1 ApS løbende havde haft indsigt i og kendskab til H1.1 ApS' aktivitter, at han som berigtigende advokat havde været involveret i købet af ejendommen, og at udlejningen faldt uden for anpartsselskabets formål.

SKM2009.705.BR

Hovedaktionærer var skattepligtige af en sommerbolig stillet til rådighed af deres selskab. Selvom grunden var opdelt i fem parceller, skulle beskatningen omfatte hele grunden. Det blev lagt til grund, at efter lejeaftalens ordlyd var denne indgået for hele ejendommen, og der var hverken ved hegn eller på anden måde foretaget en fysisk opdeling.

Landsskatteretskendelser

SKM2016.273.LSR

Landsskatteretten fandt, at klageren, der var hovedanpartshaver i et selskab, ikke skulle beskattes i henhold til LL § 16 A af en rådighed over en lejlighed, købt af selskabet.

Landsskatteretten fandt, at købet af lejligheden var erhvervsmæssigt begrundet og ud fra en konkret vurdering anså Landsskatteretten ikke klageren for at have haft rådighed over lejligheden.

Landsskatteretten henså særligt til oplysninger om klagerens private forhold sammenholdt med, at lejligheden efter at have stået tom i flere år, blev udlejet og fortsat var udlejet.

SKM2010.859.LSR

Landsskatteretten ændrede et bindende svar, således at der ikke skulle ske beskatning af en sommerbolig i Frankrig. Som begrundelse for kendelsen blev der lagt vægt på, at selskabet og dettes hovedanpartshavere havde fraskrevet sig rådighed over ejendommen. Retten henviste desuden til præmisserne i SKM2009.558.HR og SKM2010.525.BR, hvoraf det modsætningsvis kunne sluttes, at hovedanpartshaver udtrykkeligt kunne fraskrive sig rådigheden. Det var dog en forudsætning i kendelsen, at hovedanpartshaverne aldrig overnattede i eller i øvrigt tog ophold i lejligheden.

SKM2009.459.LSR

Hovedanpartshaver skulle ikke beskattes af to sommerboliger, der lå i nærheden af hans bopæl og var blevet købt på grund af hans lokalkendskab. Sommerhusene blev anset som driftsaktiver i selskabet, hvis hovedaktiviteter var opførelse og udlejning af sommerhuse.

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2015.629.SR

Skatterådet kan bekræfte - på grundlag af de forudsætninger som oplyst i sagen - at den påtænkte disposition ikke vil medføre hovedaktionærbeskatning af fri bolig eller sommerbolig efter ligningslovens §§ 16 og 16 A, idet spørger ikke har rådighed over investeringslejlighederne.

SKM2014.360.SR

Aktionæren i et selskab, der investerede i ferieboliger, der indgik i hoteldrift, ville ikke alene blive beskattet i de perioder, der var booket for privat anvendelse.

SKM2014.281.SR

Hovedaktionærerne i et selskab, ville blive beskattet af værdi af fri sommerbolig ved selskabets køb af en ejendom, beliggende i et sommerhusområde. Aktionærerne ville ikke være afskåret rådigheden over sommerhuset ved et vilkår fra Naturstyrelsen om, dels at sommerhuset ikke måtte udlejes eller udlånes til feriebenyttelse og dels, at aktionærerne ikke selv benyttede det til ferieformål. Efter tilladelsen til selskabets erhvervelse af ejendommen fra Naturstyrelsen måtte sommerhuset gerne benyttes i forbindelse med pasning og vedligehold af ejendommen, men ikke til ren feriebenyttelse.

SKM2009.307.SR

Hovedaktionær skulle beskattes efter LL § 16, stk. 5 af sommerbolig i Thailand. Den skattepligtige værdi skulle nedsættes med eventuel egenbetaling.

SKM2007.768.SR

Skatteyder skulle beskattes efter LL § 16, stk. 5 ved brug af beboelseslejlighed i Tyrkiet. Ejendommen var ejet af et tyrkisk selskab, der for 99 pct.'s vedkommende var ejet af et dansk holdingselskab. Skatteyder ejede 20 pct. i det danske holdingselskab. Han var medlem af bestyrelsen i selskabet og havde efter anpartshaveroverenskomsten vetoret over for en række beslutninger vedrørende ejendommen.

SKM2003.356.LR

Hovedanpartshaver skulle sammen med anden hovedanpartshaver beskattes af rådighed over ejendom i Spanien, selvom han fraskrev sig retten til generelt at disponere over ejendommen og kun benyttede denne i perioder, hvor ejendommen ikke var udlejet til anden side og forudsat, at han betalte selskabet den udlejningspris, som udlejningsbureauet fastsatte (dvs. markedspris) for de anvendte perioder.

SKM2002.223.LR

Administrerende direktør havde bestemmende indflydelse over egen aflønning efter LL § 16, stk. 5, 2. pkt. Han kunne ikke undgå beskatning efter formodningsreglen ved at fraskrive sig retten til at bruge sommerboligerne ud over de perioder, hvor han på lige vilkår med resten af personalet faktisk brugte dem.

SKM2001.331.LR

Direktør havde bestemmende indflydelse på egen aflønningsform og blev omfattet af formodningsreglen i LL § 16, stk. 5, 2.pkt. Han skulle derfor beskattes af udlejningsværdien for hele året, bortset fra de perioder hvor ejendommen var udlejet til anden side.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter