Indhold

Dette afsnit beskriver forskellige ophørssituationer, der medfører beskatning af avance eller tab.

Dette afsnit indeholder:

  • Er virksomheden afstået?
  • Salg af samtlige driftsmidler eller skibe
  • Salg af eneste driftsmiddel eller skib
  • Delvist salg af driftsmidler eller skibe
  • Successiv afhændelse af driftsmidler eller skibe
  • Overførsel til benyttelse i udlandet, begrænset skattepligt
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se afsnit C.C.5.2.13 om ophør i forbindelse med brug af virksomhedsordningen.

Er virksomheden afstået?

Det kan være vanskeligt at afgøre, om der ved salg af aktiver er tale om afståelse af en virksomhed, eller om der er tale om salg af aktiver fra en virksomhed.

Det må i den forbindelse afgøres ved en konkret vurdering, om der foreligger en eller flere virksomheder med samme ejer.

Ved den konkrete afgørelse af, om der er en eller flere virksomheder, må der tages udgangspunkt i, hvad der i almindeligt sprogbrug forstås ved en virksomhed.

Hvis den skattepligtige fx driver landbrug samtidig med en fabrikationsvirksomhed, er der klart tale om flere virksomheder både i almindelig sprogbrug og i skattemæssig forstand. Se SKM2014.809.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at virksomhed med landbrug og virksomhed med udlejning var to forskellige virksomheder.

Hvis man ved vurderingen når frem til, at der er tale om flere selvstændige virksomheder, skal der ved salg af en af disse virksomheder foretages en opgørelse af fortjeneste eller tab på de solgte aktiver, som skal med ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se SKM2013.658.SR, hvor Skatterådet fandt, at en vindmølle på en landbrugsejendom udgjorde en selvstændig virksomhed, hvorfor fortjeneste ved salg af vindmøllen ikke kunne fragå i landbrugsvirksomhedens driftsmiddelsaldo. Se også SKM2015.501.SR, hvor Skatterådet tilsvarende fandt, at en vindmølle udgør en selvstændig virksomhed, og som sådan kan indgå i virksomhedsordningen.

Se mere om ophør af virksomhed og om opgørelse af afskrivningssaldoen i afsnit C.C.2.4.2.4.3.3.

Hvis en skattepligtig derimod driver en række ensartede "virksomheder", fx et bageri og en række bageriudsalg, kan disse efter en konkret vurdering udgøre en samlet virksomhed. Der kan bl.a. lægges vægt på, om der har været

  • fælles regnskabsføring
  • fælles saldoafskrivning
  • fælles administration
  • fælles indkøb mv.

Der kan også lægges vægt på den skattepligtiges deltagelse i virksomheden i øvrigt.

Hvis flere "virksomheder" udgør en samlet virksomhed, skal salgssummen for fx solgte driftsmidler fragå i driftsmiddelsaldoens værdi. Dette berører som udgangspunkt kun afskrivningssaldoens størrelse og dermed afskrivningerne.

Hvis der ved salg af en eller flere ud af en række ensartede "virksomheder", og det i den forbindelse aftales

  • afståelse af goodwill
  • konkurrenceklausul
  • kundeklausul
  • overdragelse af personale
  • anvendelse af virksomhedsoverdragelsesloven

kan dette pege i retning af, at der er tale om salg af en selvstændig virksomhed. Når man ved vurderingen frem til, at der er solgt en virksomhed, skal salget behandles som ophør. Se afsnit C.C.2.4.2.4.3.3.

Se også

Se følgende afgørelser om ophør og om en eller flere virksomheder: TfS 1985, 363. LSR, TfS 1988, 287. LR, SKM2001.394.LR, SKM2009.259.BR, SKM2010.29.SR og SKM2014.112.LSR.

Spørgsmålet om en eller flere virksomheder har også betydning i forbindelse med brug af lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Se SKM2010.29.SR. Tilsvarende gælder ved anvendelse af virksomhedsordningen. Se SKM2018.253.BR.

I SKM2015.132.LSR fandt Landsskatteretten, at et lægemiddelproducerende selskab skulle anses for en enkelt virksomhed, og at pakkerifunktionen i selskabet var en del heraf.

Skattemæssig behandling af væddeløbsheste og stutterier

I styresignal SKM2011.282.SKAT beskrives det bl.a., at der skal foretages en konkret vurdering af, om stutteri og hold af væddeløbsheste kan anses for en samlet virksomhed, og at det er afgørende, om den samlede aktivitet fremstår som en driftsmæssig enhed. For at anse den samlede aktivitet for en virksomhed taler følgende forhold:

  • Der er heste, der overgår fra stutteri til væddeløbsstald forud for senere videresalg
  • Der er hopper, der overgår fra stutteri til væddeløbsstald for efter endt væddeløbskarriere at gå tilbage i stutteriet med avl for øje
  • Der sker opkøb af hopper til væddeløbsstald med henblik på senere overgang til stutteri
  • Der foretages fælles indkøb mv.
  • Der er fælles administration og regnskabsføring
  • Saldoafskrivninger foretages under et.

Anpartsvirksomhed

En skatteyder, der ejer anparter i flere skibe som passiv kapitalanbringelse, bliver anset for at drive en samlet virksomhed. Se fx UfR 1977, 913 ØLR.

En skatteyder, der driver aktivt fiskeri fra egen kutter, medens han har anparter i andre kuttere som kapitalanbringelse, bliver derimod anset for at drive 2 virksomheder. Se SKM2001.158.LSR, hvor Landsskatteretten bl.a. henviser til UfR 1977, 913 ØLR.

Ved anskaffelse af anparter den 12. maj 1989 eller senere i flere forskellige interessentskaber, kommanditselskaber med videre omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 9 og 11, skal hver anpart anses for en afgrænset virksomhed. Dette gælder også anskaffelse af "brugte anparter "fra før 12. maj 1989.

Dette gælder også for anparter anskaffet før den 12. maj 1989 i virksomheder omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 9 og 11, der anskaffer aktiver eller overtager anden virksomhed den 12. maj 1989 eller senere, uden at dette er nødvendigt for anpartsvirksomhedens fortsatte drift.

Se også afsnit C.C.3.2 om regler og overgangsregler for anparter og selvstændig skibsvirksomhed som bierhverv fra før 12. maj 1989.

Passiv besiddelse af anparter i flere interessentskaber, kommanditselskaber mv., som udlejer driftsmidler og skibe, udgør dog fortsat en samlet virksomhed for den skattepligtige, når anparterne er anskaffet før den 12. maj 1989. Se TfS 1988, 689. LSR og TfS 1989, 510. LSR.

Se også

Se resumé af SKM2001.158.LSR og SKM2006.564.LSR.

Interessentskaber

Hvis det drejer sig om interessentskaber, hvor virksomheden består i at eje nogle aktiver, som benyttes i et andet interessentskab eller i en enkeltmandsvirksomhed, vil det bero på en konkret vurdering, om der er tale om en eller flere virksomheder. Nedenfor er der nogle eksempler, som viser forskellige elementer, som indgår i den konkrete vurdering af en eller flere virksomheder.

Eksempel: Ejerkreds

Hvis ejerkredsen er forskellig i de forskellige virksomheder, er der som hovedregel tale om flere virksomheder. Der kan dog ses bort fra uvæsentlige forskelle i sammensætningen af ejerkredsen.

Hvis det er den samme ejer, som driver flere personlige virksomheder, kan de alt efter omstændighederne behandles som en samlet virksomhed.

Dette gælder også, hvis flere ejere driver flere virksomheder sammen, når ejerandelsforholdene er de samme, fx hvis en interessent ejer halvdelen af hver virksomhed, og to andre interessenter hver ejer en fjerdedel af samme virksomheder. Det er dog en forudsætning, at virksomhederne er af beslægtet karakter eller i øvrigt udgør et naturligt fællesskab.

Eksempel: Selskabsejet

I tilfælde hvor en virksomhed drives som personlig virksomhed, og en anden virksomhed drives som et selskab, vil der være tale om flere virksomheder, selv om de personlige ejere og aktionærerne er identiske.

Eksempel: Ejerandele

Der vil også være tale om flere virksomheder, hvis interessenternes ejerandele i virksomhedernes aktiver er forskellige i to eller flere interessentskaber.

Om sondringen mellem en og flere virksomheder i relation til investeringsfondsloven kan henvises til pkt. 39 i cirkulære nr. 166 af 29. oktober 1984, som er ændret ved cirkulære nr. 15 af 22. januar 1990.

Salg af samtlige driftsmidler eller skibe

Hvis en virksomhed sælger samtlige driftsmidler, kan dette være udtryk for virksomhedsophør. Afgørelsen af dette beror på en konkret vurdering. Se eksempler på dette i nedenstående skema.

Fortjeneste eller tab vedrørende driftsmidler eller skibe ved virksomhedsophør bliver regnet med til den skattepligtige indkomst. Se AL § 9.

Se også

  • Se følgende afgørelser, der statuerer ophør af virksomhed: TfS 1984, 530. VLR, LSRM 1984. 74 og LSRM 1981. 25.
  • Se LSRM 1984. 73, hvor salg af materiel ikke medførte virksomhedsophør.

Hvis der ikke er tale om virksomhedsophør, bliver salg af driftsmidler eller skibe behandlet efter AL § 5, hvorefter salgssummen fragår saldoværdien for driftsmidler.

Salg af eneste driftsmiddel eller skib

Hvis en skatteyder sælger virksomhedens eneste driftsmiddel, afhænger det af de konkrete omstændigheder, om virksomheden er ophørt eller ej.

Hvis en kutterejer fx sælger sit eneste skib for umiddelbart efter at købe et nyt, må det antages, at virksomheden fortsætter, så salgssummen fragår i saldoværdien, og købesummen for det nye skib tillægges. Se AL § 5.

Dette skema viser nogle relevante afgørelser til at belyse problematikken med ophør/ikke ophør:

Afgørelse

Ophør

Ophør i et senere indkomstår

Ikke ophør

xSKM2018.403.LSRx

 

xAfhændelsen af en gammel vindmølle og geninvestering i et I/S, der drev vindmølle, og hvor klager ejede 40% og var aktiv i driften, kunne efter en konkret vurdering ske, uden at der skulle statueres virksomhedsophør og start af ny virksomhed.x

SKM2015.793.LSR

En landmand påtænkte at afhænde sin 100 pct. ejede vindmølle og i stedet erhverve andele på 33 1/3 procent og 8 2/3 procent i et interessentskab, der skulle drive nye vindmøller. Dispositionen blev af Landsskatteretten anset for ophør af virksomhed og opstart af ny virksomhed med deraf følgende skattemæssige konsekvenser.

SKM2012.680.SR

Virksomheden i et K/S ville ikke blive anset for ophørt ved salg af samtlige vindmøller i K/S'et, hvis der umiddelbart efter salget blev købt nye vindmøller og/eller vindmølleanlæg. Dog en konkret vurdering af tidsperiodens længde mellem salg og genkøb og af bestræbelserne for at fortsætte virksomheden.

Hvis der efter salget af vindmøller kun reinvesteres i en andel af en vindmølle eller i en andel af en vindmøllepark, må det afgøres ved en konkret vurdering, om virksomheden er videreført.

SKM2006.682.LSR

Landsskatteretten anså salget af en vindmølle for virksomhedsophør. En fortsættelse af virksomheden kunne ikke begrundes i en efterfølgende investering i et andet vindmølleinteressentskab med en ejerandel på 5 %.

   

SKM2002.118.LSR

 

Et selskab, der drev buskørsel, blev først anset for ophørt med virksomhed ved afhændelsen af den sidste bus.

 

TfS 1998, 374. VLR

Salg af kutter blev anset for virksomhedsophør.

   

TfS 1987, 2. HR

   

Højesteret fandt efter salget af en fiskekutter, at virksomheden var videreført, selv om der først blev købt en ny kutter ca. 1½ år senere.

LSRM 1981. 187

Salg af klagerens eneste fiskekutter blev anset for virksomhedsophør.

   

LSRM 1980. 104

Landsskatteretten anså salget af halvdelen af en fiskekutter for virksomhedsophør, idet sælger samtidig med salget opgav aktiv deltagelse i fiskeri.

   

LSRM 1977. 65

 

Landsskatteretten anså først virksomheden for ophørt ved salget af kutteren i 1973, selv om der ikke havde været driftsindtægter eller udgifter i 1972 og 1973 ved fiskeri.

 

Delvist salg af driftsmidler eller skibe

Virksomheden kan være ophørt, selv om alle driftsmidler ikke er solgt i ophørsåret, men først bliver solgt i et efterfølgende år. Dette forekommer bl.a. i situationer, hvor de væsentligste aktiver er solgt, men hvor der er beholdt nogle få og uvæsentlige aktiver.

I sådanne tilfælde beror det på en konkret vurdering af, om de ikke-solgte aktiver kan begrunde en fortsættelse af virksomheden. Hvis det eneste ikke-solgte aktiv fx er en mobiltelefon, kan det, at man beholder denne, ikke som udgangspunkt ses som en forretningsmæssig begrundelse for at virksomheden ikke er ophørt. Virksomheden må derfor anses for ophørt i det år, hvor det eller de væsentligste aktiver er solgt.

Følgende afgørelser belyser ovennævnte problemstilling:

  • SKM2003.157.VLR, hvor salg af virksomhedens aktiver med undtagelse af en kopimaskine og en skrivemaskine ikke kunne føre til, at virksomheden ikke skulle anses for ophørt. Se også afsnit C.C.6.1 "Afståelsesbegrebet".
  • LSRM 1974. 137, hvor en forretning var blevet solgt pr. 1. juni 1970, men hvor sælgeren havde forbeholdt sig at færdiggøre igangværende sager. Da virksomheden ikke var fuldt ud afviklet ved årets udgang, kunne der afskrives på det tilbageværende inventar.
  • LSRM 1976. 124, hvor en læge, der havde solgt sin praksis, men havde beholdt inventaret, ikke blev anset for ophørt, idet han havde købt en anden praksis til overtagelse samtidig med overdragelsen af den hidtidige praksis.
  • SKM2009.259.BR hvor salg af en del af en virksomhed, omfattende bl.a. goodwill og konkurrenceklausul, ikke blev anset for ophør.

Successiv afhændelse af driftsmidler eller skibe

Hvis en erhvervsdrivende ophører med sin virksomhed, men kun sælger en del af driftsmidlerne eller skibene i ophørsåret og resten i de følgende år, kan der ikke afskrives på driftsmidler eller skibe i ophørsåret eller i de efterfølgende år. Se AL § 9, stk. 1.

Salg af disponibel kapacitet tilknyttet et fiskefartøj anses for virksomhedsophør, og salgssummen omfattes derfor af AL § 9. Dette gælder selv om fiskefartøjet ikke er solgt samtidigt. Højesteret bemærker, at det er den samtidige besiddelse af fartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at fartøjet kan anvendes til erhvervsfiskeri og dermed udgøre et afskrivningsberettiget aktiv. Se SKM2012.239.HR.

xSe også SKM2018.497.LSR, hvor et selskabs virksomhed blev anset for ophørt i 2010, hvorfor selskabets positive driftsmiddelkonto skulle fradrages i indkomståret 2010. x

Negativ saldoværdi ved ophørsårets begyndelse

Hvis saldoværdien ved ophørsårets begyndelse er negativ, skal fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem salgssummen for driftsmidlerne eller skibene (med tillæg af den negative saldo ved årets begyndelse) og eventuelle udgifter til nyanskaffelser i ophørsåret. Se AL § 9, stk. 1.

Hvis der fortsat eksisterer driftsmidler eller skibe i virksomheden, trods den i ophørsåret negative beskattede saldo, skal disse aktivers salgspris fuldt ud regnes med til den skattepligtige indkomst i de indkomstår, hvor salget finder sted. Se AL § 9, stk. 4.

Positiv saldoværdi ved ophørsårets udgang

Hvis saldoværdien ved ophørsårets udgang er positiv, og der fortsat er driftsmidler eller skibe, der ikke er solgt, videreføres den positive saldo til efterfølgende indkomstår.

x Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor virksomheden må anses for ophørt. Det forhold, at der er beholdt EDB-udstyr og hardware, og som efterfølgende bliver solgt til en forholdsvis ubetydelig eller mindre værdi, kan ikke anses for forretningsmæssigt begrundet i forhold til den ophørte virksomhed. Se SKM2018.497.LSR, hvor Landsskatteretten også henviser til bl.a. SKM2015.793.LSR.x

Salg efter ophørsåret

Salgssummer for driftsmidler og skibe, der bliver solgt efter ophørsåret, trækkes fra i den positive saldoværdi, og hvis salgssummerne overstiger den positive saldo, skal den herved opståede negative saldoværdi regnes med til den skattepligtige indkomst i det pågældende indkomstår. Se AL § 9, stk. 2. 

Et tab, dvs. en positiv saldoværdi efter fradrag af salgssummen for det sidst solgte driftsmiddel eller skib, kan først trækkes fra i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel eller skib er solgt. Se AL § 9, stk. 2.

Hvis et virksomhedssalg er tilrettelagt således, at en mindre andel af aktiverne beholdes, og dette ikke er forretningsmæssigt begrundet, vil virksomheden blive anset for ophørt. En eventuel positiv saldoværdi skal derfor trækkes fra i ophørsåret. Se om manglende forretningsmæssig begrundelse i SKM2002.484.HR, SKM2006.293.ØLR og SKM2007.37.HR i efterfølgende oversigt over afgørelser, domme mv.

Se også

Se AL § 9 og afsnit C.C.2.4.2.4.3.3 om "Salg eller ophør af virksomhed".

Overførsel til benyttelse i udlandet, begrænset skattepligt

Hvis personers aktiver, der har været anvendt i skattepligtig virksomhed her i landet, bliver overført til benyttelse i udlandet, sidestilles sådan overførsel med salg. Se KSL § 10.

Salgssummen ansættes til handelsværdien på overførselstidspunktet.

Efter KSL § 8 A og SEL § 7 A anses virksomhed her i landet først for opgivet, når afståelse af virksomhedens varelager, maskiner, driftsmidler og inventar m.v. har fundet sted.

Se mere om KSL § 10 i afsnit C.C.6.9 om beskatning ved fraflytning og overførsel af aktiver til udlandet (exitskat) og om SEL § 5 i afsnit C.D.1.5.1.1 om generelle regler om skattepligtens ophør.

Se også Skatterådets afgørelse om flytning til USA i SKM2015.121.SR.

Se også

Se SEL § 8, stk. 5, om sambeskatningstilfælde.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.239.HR

Sagen vedrørte den skatteretlige kvalifikation af såkaldt disponibel kapacitet. Ved disponibel kapacitet forstås den tonnage (rumfang) og motorkraft, der knytter sig til et fartøj. Det er en betingelse for at drive erhvervsfiskeri, at et fiskefartøj er tildelt disponibel kapacitet. Skatteyderen i sagen havde ikke betalt for at få tildelt disponibel kapacitet fra myndighederne. Han ophørte i 2001 med at anvende fiskefartøjet til erhvervsfiskeri. Han solgte primo 2003 den disponible kapacitet og solgte først ca. 5 måneder senere fiskefartøjet. Skatteyderen mente, at salgssummen for disponibel kapacitet ikke kunne beskattes efter afskrivningslovens § 9, stk. 4 og 5. Højesteret tiltrådte, at det er den samtidige besiddelse af fartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at fartøjet kan anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri og dermed udgør et afskrivningsberettiget aktiv i denne virksomhed. Dette gælder, uanset om der er ydet betaling for disponibel kapacitet, eller - som i sagen her - denne er modtaget uden betaling. Den disponible kapacitet må derfor anses som en del af driftsmidlet, der foretages skattemæssige afskrivninger på. Dermed skal der ved salg i forbindelse med virksomhedsophør ske beskatning i medfør af afskrivningslovens § 9. Dette gælder, uanset om driftsmidlet i form af fartøj og disponibel kapacitet sælges under et, eller der sker særskilt salg af fartøj og disponibel kapacitet.

Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.548.VLR 

SKM2007.37.HR

Et selskab solgte i 1999 sin virksomhed med produktion af printplader. Salgssummen blev berigtiget ved, at køberen over en 3-årig periode skulle betale en omsætningsbestemt ydelse. Ved virksomhedssalget havde selskabet en positiv driftsmiddelsaldo, som selskabet først trak fra i indkomstårene 2000 og 2001. Selskabet henviste til, at det efter salget havde noget edb-udstyr i behold, som var nødvendigt for at bogføre den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill. Landsretten fandt, at selskabets virksomhed ophørte ved salget i 1999. Videre bemærkede landsretten, at praksis efter den tidligere AL § 6, stk. 3, hvorefter der skulle være en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse, var videreført med den nye AL § 9, stk. 2. Højesteret henviste til SKM2002.484.HR og tiltrådte landsrettens dom.

Bemærk, at denne afgørelse stadfæster SKM2005.319.ØLR.

SKM2002.484.HR

Et selskab, der havde drevet finansieringsvirksomhed med udlejning af tv- og radioudstyr, og som havde overdraget den samlede kontraktportefølje bortset fra en enkelt lejekontrakt vedrørende udlejning af et TV og en video, blev anset for ophørt. Højesteret fandt, at virksomheden var ophørt ved overdragelsen af hovedparten af virksomhedens kontrakter, og at opretholdelsen af en enkelt kontrakt, og dermed et tabsfradrag i et senere år, måtte forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse.

 

TfS 1984, 215 HR

Salg af en skibsanpart i april 1974 blev anset for virksomhedsophør, idet køb af en ny anpart i december 1974 ikke kunne betragtes som en videreførelse af den i april ophørte virksomhed.

 

Landsretsdomme

SKM2006.293.ØLR

Et selskab gjorde gældende, at en positiv driftsmiddelsaldo ikke skulle trækkes fra i 1998, men først i 1999, idet selskabet i 1998 fortsat havde driftsmidler i behold. Landsretten lagde til grund, at selskabets virksomhed ophørte i 1995, og at de eneste driftsmidler, der var i behold i 1998, var et softwaresystem, og nogle forskellige driftsmidler placeret i en fast ejendom, der af Landsretten blev anset for solgt i 1998. For så vidt angår softwaresystemet fandt landsretten, at der ikke var godtgjort nogen forretningsmæssig begrundelse for at beholde dette efter 1998. Selskabet skulle derfor fratrække den positive driftsmiddelsaldo i indkomståret 1998.

 

SKM2003.157.VLR

Den omstændighed, at sagsøgeren i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse havde beholdt en kopimaskine og en skrivemaskine, kunne ikke føre til, at hele virksomheden ikke skulle anses for afstået i aftaleåret. Derfor skulle den negative driftsmiddelsaldo beskattes i aftaleåret.

 

TfS 1998, 374. VLR

En kutterejers virksomhed blev anset for ophørt ultimo 1993 i forbindelse med salget af kutteren, selvom ejeren i marts 1994 erhvervede en ny kutter, der efter reglerne i VOL blev indskudt i et partrederi (ApS). Landsretten lagde ved afgørelsen til grund, at ejerens personlige virksomhed ikke kunne anses for omdannet efter VOL, at kutteren var erhvervet af partrederiet, samt at ejeren alene var ansat i virksomheden.

 

TfS 1984, 530, VLR

Et lodseris overgang til reguleret lodseri blev anset som ophør af virksomhed. Retten lagde vægt på, at lodsernes årsindtægt efter overgangen helt eller i det væsentligste ville være uafhængig af lodseriets driftsresultat, og at samtlige lodseriets aktiver var afhændet, uden at der ville blive tale om ny- eller genanskaffelser. Fortjeneste ved salg af lodsbåd blev herefter beskattet efter reglerne om ophør af virksomhed.

 

UfR 1977.913 ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et salg af en andel i motortankskib skulle anses for ophør af virksomhed, eller om salget skulle betragtes som afhændelse af en skibsandel i en virksomhed. Landsretten udtalte, at hvor en skatteyder har afhændet en andel af et motortankskib og forsat har en anpart i en fiskekutter, må det, for at det pågældende salg kan anses for virksomhedsophør, forudsættes, at skatteyderen har været aktiv i forbindelse med driften af skibene. Da dette ikke var tilfældet, tiltrådte landsretten, at afhændelsen af skibsandelen skal vurderes som salg af et driftsmiddel fra en samlet virksomhed.

 

Byretsdomme

SKM2018.253.BR

Sagsøgeren havde siden 1997 drevet en skrædderivirksomhed i personligt regi med anvendelse af virksomhedsskatteordningen. I 2008 solgte han skrædderivirksomheden til det af ham nystiftede anpartsselskab.

Spørgsmålet i sagen var, om sagsøgeren efter afståelsen af skrædderivirksomheden fortsatte med at drive erhvervsmæssig virksomhed, eller påbegyndte en ny erhvervsvirksomhed og dermed fortsat kunne anvende virksomhedsskatteordningen, eller om sagsøgeren efter afståelsen skulle ophørsbeskattes.

Retten anførte, at virksomhedens årsrapporter ikke afspejlede aktiviteter i virksomheden, udover besiddelse af et gældsbrev fra virksomhedsoverdragelsen. Herudover anførte retten, at sagsøgeren selv havde forklaret, at han – trods en hensigt om at videreføre den personligt drevne virksomhed – var blevet nødt til at bruge størstedelen af sin tid i anpartsselskabet grundet finanskrisen.

Retten fandt herefter, at sagsøgeren ikke uden nærmere dokumentation for sine aktiviteter havde løftet bevisbyrden for, at han fortsat drev erhvervsmæssig virksomhed i personligt regi i 2008 og 2009 eller, at han påbegyndte en ny erhvervsvirksomhed inden udgangen af 2009. Det havde ikke betydning for denne vurdering, at sagsøgeren fra 2013 realiserede sine udviklingsplaner for virksomheden.

Retten fandt derfor, at skattemyndighederne med rette havde anset virksomheden for ophørt i 2008.

SKM2009.259.BR

En skatteyder, der drev virksomhed med både autoophug og autoværksted, overdrog ophugningsvirksomheden, men ikke autoværkstedet, som udgjorde den mindste del af virksomheden. Skatteyderen beholdte den del af bygningerne, hvorfra autoværkstedet blev drevet. Skatteyderen fik efter bevisførelsen medhold i, at virksomheden ikke var ophørt med overdragelsen af ophugningsvirksomheden, idet skatteyderen efter overdragelsen fortsat rådede over driftsmidler og varelager til autoværkstedet og faktisk fortsatte med at drive det efter overdragelsen. Der var i forbindelse med salget fastsat goodwill og indgået en konkurrenceklausul.

 

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

xSKM2018.497.LSRx

xI slutningen af 2009 besluttede bestyrelsen og ejerne at sætte selskabet til salg. Ledelsen udarbejdede efterfølgende planer for hhv. salg af det samlede selskab og patenterne alene. Derudover blev der udarbejdet en plan for at tilpasse omkostningerne, så de matcher den nye situation med primær fokus på at sælge selskabet. Planerne blev godkendt på det efterfølgende bestyrelsesmøde. På den ekstraordinære generalforsamling den 11. december 2009 bakkede ejerne planerne op ved at yde selskabet et lån på 9,7 mio. kr.

Den 10. august 2010 blev selskabets patenter solgt til G4, og selskabet er herefter ophørt med at drive virksomhed i relation til […] mv. Selskabets anvendelse herefter af en mobiltelefon og en bærbar PC, samt i et vist omfang selskabets computere placeret på G1, skete primært i relation til selskabets erhvervelse af en udlejningslejlighed den 6. oktober 2010, og er herefter uden forbindelse til den ophørte virksomhed.

Det forhold, at selskabet herefter beholdt ’EDB-udstyr, hardware’, indtil den 1. maj 2012, hvor det blev overdraget for 5.000 kr. til G6/ved selskabets tidligere direktør, som havde været ansat fra 1. august 2010 frem til 23. marts 2011, hvor selskabet blev solgt til G2 ApS og det forhold, at selskabets servere blev skrottet primo 2013, kan således ikke anses for forretningsmæssigt begrundet i forhold til den ophørte virksomhed. Der henvises bl.a. til SKM2015.793.LSR.

Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i afskrivningslovens § 9, stk. 2, er bestemmelsen i overensstemmelse med den hidtidige praksis for successiv afhændelse af driftsmidler i forbindelse med virksomhedsophør.

Det er herefter med rette, at den positive driftsmiddelsaldo i overensstemmelse med hidtidig praksis er henført til fradrag i indkomståret 2010, idet den ikke forretningsmæssigt begrundede disposition ikke kan udskyde fradragstidspunktet, jf. Højesterets domme i TfS2002, 788 og TfS 2007, 77.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.x

xSKM2018.403.LSRx

xAfhændelsen af en gammel vindmølle og geninvestering i et I/S, der drev vindmølle, og hvor klager ejede 40% og var aktiv i driften, kunne efter en konkret vurdering ske, uden at der skulle statueres virksomhedsophør og start af ny virksomhed.x

SKM2015.793.LSR

En landmand påtænkte at afhænde sin 100 pct. ejede vindmølle og i stedet erhverve andele på 33 1/3 procent og 8 2/3 procent i et interessentskab, der skulle drive nye vindmøller. Dispositionen blev af Landsskatteretten anset for ophør af virksomhed og opstart af ny virksomhed med deraf følgende skattemæssige konsekvenser.

SKM2015.132.LSR

For så vidt angår spørgsmålet, om selskabet efter AL § 3, nr. 1, kan anses for at have én eller to virksomheder, følger det af SKATs juridiske vejlednings afsnit C.C.6.3. og C.C.2.4.2.4.3.3, at dette i afskrivningsmæssig henseende beror på en konkret vurdering, og at der ved denne vurdering tages udgangspunkt i, hvad der i almindeligt sprogbrug forstås ved en virksomhed, herunder om der er fælles regnskabsføring, saldoafskrivning, administration, indkøb mv.

Landsskatteretten finder, at uanset at der udøves to funktioner, er der tale om én virksomhed. Retten har herved lagt vægt på, at virksomheden er udøvet i et selskab på én lokalitet, og at der er udarbejdet ét regnskab, hvor der ikke er foretaget regnskabsmæssig opdeling på de to omhandlede funktioner. Det forhold, at der er to direktører - én for hver funktion - kan endvidere ikke føre til en betragtning om, at der er tale om mere end én virksomhed.

SKM2014.809.LSR

En landmand drev virksomhed med landbrug og virksomhed med udlejning af maskiner.

Virksomhederne måtte bedømmes hver for sig i forhold til erhvervsmæssig drift.

Landbrugsvirksomheden, som var underskudsgivende, kunne ikke anses for erhvervsmæssigt drevet.

Da virksomhed med udlejning af maskiner indgik i klagerens regnskab for de påklagede år, og da denne udlejningsvirksomhed ikke blev anset for en del af klagerens landbrugsvirksomhed, blev den talmæssige opgørelse overladt til SKAT.

SKM2014.112.LSR 

Drift af landbrugsejendom med bortforpagtning af jordtilliggende og drift af stutteri anset som to selvstændige virksomheder. Stutteriet ikke anset som erhvervsmæssigt drevet. 

SKM2006.564.LSR

En kommanditist havde igennem årene 1999-2001 successivt nedbragt sin ejerandel i et kommanditselskab fra 7 % til 0 %. Kommanditisten blev i relation til AL § 9 anset for at være ophørt med virksomhed i 2001, hvor den sidste anpart blev solgt.

 

SKM2001.158.LSR

Et selskabs aktivitet bestod i aktiv skibsdrift af egne og andre skibe med tilhørende administration, økonomistyring, egen regnskabsudarbejdelse mv. Selskabet ejede herudover nogle skibsanparter i et kommanditselskab. Selskabet afhændede skibsanparterne. Landsskatteretten fandt, at selskabet i relation til skibsanparterne alene måtte anses for at have været passiv deltager. Afhændelsen af skibsanparterne blev derfor anset for at være afhændelse af en virksomhed. Landsskatteretten henviste i forbindelse hermed til afgørelsen i UfR 1977.913 ØLR.

 

TfS 1989, 510. LSR

En skatteyders passive investering i andele i to forskellige investeringsselskaber, der udlejede driftsmidler, blev anset for en samlet virksomhed, hvorfor salget af den ene andel skulle fragå den fælles driftsmiddelsaldo.

 

TfS 1988, 689. LSR

En skatteyder ejede anparter i to forskellige interessentskaber indenfor Investorgruppen Danmark I/S. Begge interessentskaber udlejede driftsmidler og havde ikke fælles regnskabsføring og administration. I 1985 opløstes det ene interessentskab, da dets driftsmidler var solgt, og skatteyderen opnåede herved en fortjeneste. Landsskatteretten fandt, at hovedreglen, om at der skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt der var tale om en eller flere virksomheder, skulle fraviges, når der var tale om passiv kapitalanbringelse. Da skatteyderen ikke havde deltaget aktivt i driften, måtte hans deltagelse i virksomhederne antages at udgøre en virksomhed med den virkning, at fortjenesten skulle fragå i saldoværdien af hans øvrige anparter i driftsmidler. Landsskatteretten henviste i afgørelsen til UfR 1977.913 ØLR.

 

TfS 1985, 363 LSR

En advokats virksomhed med køb af udlejningsejendomme og administration heraf og hans erhverv som advokat og ejendomsadministrator i øvrigt blev anset for 2 virksomheder. LSR antog, at selv om administrationen af klienternes og advokatens egne ejendomme foregik under et, udøvede advokaten en sådan retlig råden over de ejendomme, han selv ejede, at disse aktiver måtte anses for at indgå i en virksomhed for egen regning, hvilket adskilte sig fra den ejendomsadministration, han foretog for sine klienter.

 

LSRM 1984. 74

Et selskab solgte den af selskabet hidtil drevne grossistvirksomhed til et kommanditselskab på vilkår, at selskabet fremtidigt skulle have 12 % af kommanditselskabets driftsoverskud. Landsskatteretten anså selskabets virksomhed for afhændet endeligt og i sin helhed, idet adgangen til en andel af overskuddet i kommanditselskabet, uden at være aktiv deltager heri, ikke kunne anses for en fortsættelse af den hidtil drevne virksomhed.

 

LSRM 1984. 73

Et lodseri havde hidtil haft pligt til at vedligeholde farvandsafmærkningerne i et bestemt område. Indtægter og udgifter i forbindelse med vagertjenesten (tjenester inden for havn, havbugsering, bjærgning og beredskab) var indgået i lodseriets regnskab. I forbindelse med en ny lodslov havde lodserne valgt at blive fritaget for pasning af sømærkerne og havde herefter solgt vagermateriellet til Farvandsdirektoratet. Landsskatteretten fandt, at funktionen vedrørende farvandsafmærkningen måtte anses for at have været knyttet til den i øvrigt fortsatte lodsvirksomhed, hvorfor afståelsen af vagermateriellet ikke kunne anses for ophør af virksomhed.

 

LSRM 1981. 25

En købmand, der bortforpagtede et supermarked og samtidig afhændede de til forretningen hørende driftsmidler, blev anset for ophørt med sin hidtidige virksomhed.

 

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2015.501.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger kunne afskrive på en vindmølle, som et erhvervsmæssigt driftsmiddel. Vindmøllen anses for en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, uanset at denne i mindre omfang leverer strøm til private formål.

Skatterådet bekræftede, at spørger kunne tage momsfradrag ved køb af en vindmølle, der leverer el til el-nettet og til spørgers ridehal, der anvendes til momspligtig virksomhed og private formål.

Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger kan tage momsfradrag ved køb af en vindmølle, der leverer el til el-nettet og til spørgers ridehal, der udelukkende anvendes til private formål.

Skatterådet bekræftede også, at når vindmøllen udgør en erhvervsmæssig virksomhed, kan virksomhedsskattelovens regler anvendes.

SKM2015.121.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgernes fulde skattepligt til Danmark, jf. KSL § 1, vil ophøre som følge af, at spørgerne flytter til USA.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgerne i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i USA.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgernes skattepligt til Danmark, jf. KSL § 1, vil ophøre som følge af, at spørgerne flytter til USA, såfremt spørgerne udelukkende benytter sommerhuset til ferieophold og således uden undtagelse bor på hotel, når spørgerne deltager i møder i Danmark med deres danske forretningsforbindelser.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgerne ikke vil blive beskattet af danske og udenlandske royaltyrettigheder i forbindelse med spørgernes fraflytning.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgerne ved deres aktiviteter i forbindelse med udlejningen af kontorfællesskab i Danmark bevarer et fast driftssted i Danmark, hvilket ville have bevirket, at spørgernes opsparede overskud under virksomhedsskatteordningen ikke blev beskattet i forbindelse med spørgernes fraflytning fra Danmark.

SKM2013.658.SR

Skatterådet kunne ikke bekræftes, at en fortjeneste ved salg af en vindmølle kunne fradrages i den samlede driftsmiddelsaldo for en landbrugsvirksomhed. Landbrugsvirksomheden og vindmøllevirksomheden kunne ikke anses for én samlet virksomhed.

SKM2012.680.SR

Virksomheden i et K/S ville ikke blive anset for ophørt ved salg af samtlige vindmøller i K/S'et, hvis der umiddelbart efter salget blev købt nye vindmøller og/eller vindmølleanlæg. Dog en konkret vurdering af tidsperiodens længde mellem salg og genkøb og af bestræbelserne for at fortsætte virksomheden.

Hvis der efter salget af vindmøller kun reinvesteres i en andel af en vindmølle eller i en andel af en vindmøllepark, må det afgøres ved en konkret vurdering, om virksomheden er videreført.

SKM2010.29.SR

Spørger drev virksomhed med udlejningsejendomme og vindmøller. Skatterådet fandt, at ejendommene og en ejerandel på 30 % i vindmølleanparter i K/S 11 hver for sig udgjorde en virksomhed. Spørger ejede endvidere direkte nogle enkelte vindmøller samt vindmøllevirksomheden K/S E. Disse blev anset for én samlet virksomhed. Der blev herved henset til, at der er tale om samme type aktivitet, at spørger må anses for eneejer af begge virksomheder og til, at der har været foretaget fælles saldoafskrivning.

 

SKM2001.394.LR

Et selskab, der drev finansieringsvirksomhed ved udlån samt leasingvirksomhed med driftsmidler og fast ejendom, anmodede LR om at bekræfte, at driftsmiddelsaldoen i leasingvirksomheden ville kunne fratrækkes i selskabets skattepligtige indkomst, såfremt selskabet afstod alle sine leasingaktiver, hvorefter selskabet kun drev finansieringsvirksomhed ved udlån af penge. LR fandt, at den af selskabet drevne virksomhed udgjorde en virksomhed, således at ophør af leasingaktiviteten ikke medførte, at driftsmiddelsaldoen kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

 

TfS 1988, 287. LR

LR blev spurgt om, hvorvidt en smedemesters værksted og værkstedsejendom kunne anses for 2 virksomheder i relation til VSL. Samme smedemester spurgte videre om, hvorvidt hans udlejningsejendom med 5 lejemål og en udlejet ejerlejlighed kunne behandles som en virksomhed i relation til VSL. LR fandt, at værksted og værkstedsejendom udgjorde en virksomhed, og at udlejningsejendommen og ejerlejligheden udgjorde en anden virksomhed.