Indhold

Dette afsnit handler om flytning af leveringsstedet ud af Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet, selv om leveringsstedet som udgangspunkt er Danmark ifølge hovedreglen i ML § 16, stk. 1.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Eksempel.

Lovgrundlag

ML § 16, stk. 2, har fra 1. januar 2015 følgende ordlyd:

"For teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og de ydelser, der er nævnt i § 21 d, stk. 1, anses leveringsstedet dog ikke for at være her i landet, hvis ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes udenfor EU."

Momssystemdirektivets artikel 59a, litra a), har fra 1. januar 2015 følgende ordlyd:

"Med henblik på at undgå dobbelt påligning eller ikke-påligning af afgifter eller konkurrenceforvridning kan medlemsstaterne med hensyn til tjenesteydelser, hvis leveringssted bestemmes efter artikel 44, 45, 56, 58 og 59, anse

a) leveringstedet for en eller alle af disse ydelser, når dette er beliggende på deres område, som beliggende udenfor Fællesskabet, såfremt den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted udenfor Fællesskabet"

Se direktiv 2008/8/EF, artikel 5, nr. 3).

Regel

For teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og ydelser nævnt i ML § 21 d, stk. 1, (som alle er omfattet af hovedreglen i ML § 16, stk. 1), er leveringsstedet alligevel ikke Danmark, hvis ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes udenfor EU. Dette gælder, selv om kunden er etableret i Danmark, og uanset hvor i verden leverandøren er etableret. Se ML § 16, stk. 2.

ML § 16, stk. 2, gælder for følgende typer af ydelser:

En samlet skematisk oversigt over udnyttelseskriteriets anvendelse på teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og ydelser nævnt i ML § 21 d, stk. 1, findes i afsnit D.A.6.2.6.2 om fastlæggelse af stedet for den faktiske benyttelse eller udnyttelse. 

Bemærk

Bemærk særligt om udnyttelseskriteriet:

  • Reglen gælder kun for ydelser, der udnyttes udenfor EU. Selv om en ydelse omfattet af ML § 16, stk. 1, faktisk udnyttes i et andet EU-land, er leveringsstedet Danmark, når kunden er etableret her.
  • Ydelser omfattet af ML § 16, stk. 1, der leveres til afgiftspligtige personer i andre EU-lande, er ikke omfattet af ML § 16, stk. 2, selv om de faktisk udnyttes udenfor EU. Sådanne ydelser skal indberettes som EU salg uden moms (tidligere listeindberetning). Se afsnit A.B.4.2.2.1 Leverancer af varer eller ydelser til andre EU-lande.

Se også

Se også afsnit D.A.6.2.6 om faktisk benyttelse eller udnyttelse.

Eksempel

En dansk virksomhed køber en reklamekampagne af et dansk reklamebureau. Reklamen skal markedsføre et nyt produkt i USA. Da ydelsen udnyttes udenfor EU, er leveringsstedet ikke Danmark. Reklamebureauet skal derfor ikke opkræve dansk moms.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter