Indhold

Dette afsnit beskriver de typer af ydelser, der er omfattet af ML § 21 c, stk. 1 og 4, om teleydelser.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Hvilke ydelser udgør "teleydelser"?
  • Hvilke ydelser udgør ikke "teleydelser"?
  • Fastlæggelse af leveringsstedet for teleydelser
  • Stedet for den faktiske udnyttelse af teleydelser
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk

Bemærk at afsnittet ikke beskriver udnyttelseskriteriets anvendelse ved fastlæggelsen af leveringsstedet. Denne beskrivelse findes under afsnittene om de relevante leveringsstedsregler.

Se også

  • Afsnit D.A.6.2.4.2 om flytning af leveringstedet ud af Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 2.
  • Afsnit D.A.6.2.4.3 om flytning af leveringstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 3.
  • Afsnit D.A.6.2.5.2 om flytning af leveringstedet ud af Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 5.
  • Afsnit D.A.6.2.5.3 om flytning af leveringstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 6.
  • Afsnit D.A.6.2.6.2 om fastlæggelse af stedet for den faktiske udnyttelse.
  • Afsnit D.A.6.2.6.12 om radio og tv-spredningsydelser ML § 21 c, stk. 1 og 5.
  • Afsnit D.A.6.2.8.12 om elektronisk leverede ydelser (ML § 21 c, stk. 1 og 3).
  • Afsnit D.A.6.2.8.13 om diverse ydelser, der leveres til kunder udenfor EU ML § 21 d.

Lovgrundlag

ML § 21 c, stk. 1 og 4, har følgende ordlyd:

"§ 21 c. Leveringsstedet for elektronisk leverede ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester er her i landet, når de leveres til en ikkeafgiftspligtig person, som er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her i landet.

....

Stk. 4. Som teleydelser anses især:

1) Faste og mobile telefoniydelser til transmission og kobling af tale, data og video, herunder telefoniydelser med en billeddannelseskomponent.

2) Telefoniydelser via internettet, herunder internettelefoni.

3) Voicemail, ventende opkald, viderestilling af opkald, opkaldsidentifikation, trevejsopkald og andre opkaldsstyringstjenester.

4) Personsøgetjenester.

5) Audioteksttjenester.

6) Fax, telegraf og telex.

7) Adgang til internettet, herunder World Wide Web.

8) Private nettilslutninger med telekommunikationsforbindelser, der udelukkende er til brug for kunden."

Momssystemdirektivets artikel 24, stk. 2, har følgende ordlyd:

"Ved »teleydelser« forstås ydelser, hvis formål er transmission, udsendelse eller modtagelse af signaler, skrift, billeder og lyd eller informationer af enhver art ved hjælp af tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler, herunder også den hermed forbundne overdragelse af retten til at benytte adgangen til transmission, udsendelse eller modtagelse, herunder formidling af adgang til globale informationsnet."

Momssystemdirektivets artikel 58, litra a), har følgende ordlyd:

"Leveringsstedet for følgende tjenesteydelser til en ikke-afgiftspligtig person er det sted, hvor denne person er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted:

a) teleydelser".

Hvilke ydelser udgør teleydelser?

Teleydelser i henhold til artikel 24, stk. 2, i Momssystemdirektivet omfatter især følgende:

a) faste og mobile telefoniydelser til transmission og kobling af tale, data og video, herunder telefoniydelser med en billeddannelseskomponent (videotelefoni)

b) telefoniydelser via internettet, herunder internettelefoni (VoIP)

c) voicemail, ventende opkald, viderestilling af opkald, opkaldsidentifikation, trevejsopkald og andre opkaldsstyringstjenester

d) personsøgetjenester

e) audioteksttjenester

f) fax, telegraf og telex

g) adgang til internettet, herunder World Wide Web

h) private nettilslutninger med telekommunikationsforbindelser, der udelukkende er til brug for kunden.

Se Momsforordningens artikel 6a, stk. 1, som indsat ved gennemførelsesforordning Nr. 1042/2013, artikel 1, punkt 1, litra a).

Hvilke ydelser udgør ikke "teleydelser"?

Teleydelser som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i Momssystemdirektivet omfatter ikke følgende:

a) elektronisk leverede ydelser (se afsnit D.A.6.2.8.12)

b) radio- og tv-spredningstjenester (se afsnit D.A.6.2.6.12).

Se Momsforordningens artikel 6a, stk. 2, som indsat ved gennemførelsesforordning Nr. 1042/2013, artikel 1, punkt 1, litra a).

Fastlæggelse af leveringsstedet for teleydelser

Leveringsstedet for teleydelser er beskrevet i afsnit D.A.6.2.8.12 om leveringsstedet for elektronisk leverede ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester.

Om den særlige formodningsregel fra 2015 (om formidling i eget navn) i forbindelse med telefoniydelser via internettet, se D.A.4.2.3.

Særligt om periodisering i forbindelse med de ændrede leveringsstedsregler i 2015, se D.A.6.2.1.4.

Om undersøgelse af kundens status og egenskab, se D.A.6.2.2.5.

Om kundens etableringssted, se D.A.6.2.3.

Om de nye formodningsregler fra 2015 til brug for fastlæggelsen af leveringsstedet for teleydelser, se D.A.6.2.3.5.1.

Om teleydelser i forbindelse med indkvartering i hotelsektoren eller sektorer med tilsvarende funktion, se D.A.6.2.7.1.

Stedet for den faktiske udnyttelse af teleydelser

Anvendelsen af udnyttelseskriteriet er beskrevet i D.A.6.2.4.2, D.A.6.2.4.3, D.A.6.2.5.2, og D.A.6.2.5.3. En samlet skematisk oversigt over udnyttelseskriteriets anvendelse på teleydelser, radio- og tv-spredningsydelser og ydelser nævnt i ML § 21 d, stk. 1, findes i afsnit D.A.6.2.6.2 om fastlæggelse af stedet for den faktiske benyttelse eller udnyttelse. For så vidt angår teleydelser leveret til ikkeafgiftspligtige personer, kan leveringsstedet ikke flyttes i henhold til udnyttelseskriteriet.

Efter SKATs opfattelse betyder formodningsreglerne til brug for fastlæggelsen af leveringsstedet for teleydelser, se D.A.6.2.3.5.1, at der ofte vil være sammenfald mellem leveringsstedet fastlagt efter de almindelige regler og stedet for den faktiske udnyttelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

 Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-520/10, Lebara Ltd.

Telefonioperatør udbød teletjenester til en distributør i form af telefonkort. Telefonkortene indeholdt alle nødvendige oplysninger til at foretage internationale telefonopkald ved hjælp af en infrastruktur, der var stillet til rådighed af operatøren. Telefonkortene blev af distributørerne videresolgt i eget navn og for egen regning til slutbrugere. Enten direkte eller gennem andre afgiftspligtige personer, såsom grossister og detailhandlere. Domstolen fandt, at telefonioperatøren leverede en teletjeneste mod vederlag til distributøren. Operatøren leverede derimod ikke en anden tjenesteydelse mod vederlag til slutbrugeren, når denne efter at have erhvervet telefonkortet udøver retten til at foretage telefonopkald ved at anvende de på kortet påførte oplysninger.

Bemærk, at i forbindelse med det konkrete markedsføringssystem  havde telefonkortene en enkelt anvendelse. Kortene gjorde det kun  muligt at foretage internationale telefonopkald til destinationer og i henhold til takster, der var fastsatte på forhånd. De gav således kun ret til én slags tjenesteydelser, hvis art og antal var fastsat på forhånd, og som kun var underlagt en enkelt momssats. Der var således tale om PrePaid Calling Cards.

Bemærk yderligere, at distributørerne videresolgte telefonkortene i eget navn og for egen regning.

Skatterådet

SKM2013.607.SR Spørger (en virksomhed i et andet EU-land) foretog en momspligtig leverance af teleydelser direkte til forbrugere i Danmark (ikke afgiftspligtige personer). Spørger havde indgået kontrakt med et koncernforbundet selskab i Danmark, hvorfra der blev ydet lokal salgssupport og administration af distributørnetværket. Selskabet foretog som udgangspunkt ikke salg til distributører eller forbrugere. Alle aftaler med distributører skulle indgås med spørger, og alene spørger havde indgået aftaler vedrørende de menneskelige og tekniske ressourcer, som var nødvendige for at kunne levere teleydelserne. Selskabet i Danmark opfyldte ikke betingelsen om tilstedeværelse af en tilstrækkelig grad af permanens og struktur med hensyn til menneskelige og tekniske ressourcer til, at det var i stand til at levere teleydelser.  Leveringen af teleydelser til de danske forbrugere, som beskrevet ovenfor, medførte ikke, at spørger havde et fast forretningssted i Danmark. Leveringsstedet for teleydelserne fra spørger til de danske forbrugere var, hvor spørger havde etableret sin økonomiske virksomhed, jf. momsloven § 16, stk. 4. Bemærk, at leveringsstedet for teleydelser leveret til ikkeafgiftspligtige personer blev ændret 1. januar 2015. Om de nye regler, se D.A.6.2.8.12.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter