Indhold

Dette afsnit handler om den skatteretlige behandling af udlæg efter regning.

Afsnittet indeholder:

  • Udgangspunkt
  • Ikke omfattet af udlæg efter regning
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Udgangspunkt

Beløb, som en lønmodtager får til dækning af udgifter, han eller hun har haft ved at lægge ud for sin arbejdsgiver, er ikke skattepligtige.

Det samme gælder, når en hvervgiver dækker udgifter, som en hvervtager har lagt ud for hvervgiveren. Ved hvervgiver forstås her bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende og ved hvervtager forstås deres medlemmer eller medhjælpere.

Der er tale om udlæg efter regning, når fx en arbejdsgiver refunderer de udgifter, som en lønmodtager har betalt (lagt ud for) mod dokumentation i form af eksterne udgiftsbilag. Disse udgiftsbilag indgår herefter i arbejdsgiverens regnskabsmateriale. Det er dog en forudsætning, at der er tale om udgifter, som ville være fradragsberettigede for lønmodtageren, hvis han eller hun selv skulle afholde udgifterne. Hvis en del af bilaget vedrører private udgifter, skal lønmodtageren beskattes af denne del af den samlede, refunderede udgift.

Hvis fx en lønmodtager har afholdt repræsentationsudgifter for arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren dækker udgifterne efter regning, er disse udgifter arbejdsgiverens repræsentationsudgifter, og skal ikke medregnes til lønmodtagerens indkomst. Det gælder også i de tilfælde, hvor lønmodtageren har en selvstændig indkomstmæssig interesse i repræsentationsudgifternes afholdelse, fx hvor en sælger får procenter af et efterfølgende salg.

Der kan også være tale om, at lønmodtageren betaler med arbejdsgiverens penge i form af et forskud, og lønmodtageren ved den endelige afregning med arbejdsgiveren afleverer de originale udgiftsbilag til denne.

Skatteforvaltningen accepterer efter omstændighederne også indscannede eller kopierede udgiftsbilag eller dokumenter, der i øvrigt beviser eller sandsynliggør, at en udgift er afholdt for arbejdsgiveren.

Eksempel

I SKM2014.552BR var spørgsmålet, om sagsøgeren havde modtaget ikke-selvangivet x(ikke-oplyst)x løn fra sin tidligere arbejdsgiver, eller om de overførte beløb udgjorde refusion af udgifter afholdt på vegne af arbejdsgiveren. Retten fandt det ikke bevist eller sandsynliggjort, at de beløb - ud over de af SKAT allerede godkendte beløb - som sagsøgeren havde modtaget fra arbejdsgiveren, udgjorde dækning af afholdte udgifter på vegne af arbejdsgiveren. SKAT havde bl.a. fundet det dokumenteret ud fra kontoudtog fra benzinselskaber, at sagsøgeren havde afholdt udgifter til diesel for arbejdsgiveren for 25.473 kr. Skatteankenævnet havde desuden skønsmæssigt godkendt udlæg på 25.000 kr. på baggrund af oplysninger fra arbejdsgiveren samt sagens omstændigheder i øvrigt.

Når fx en arbejdsgiver har refunderet en lønmodtagers udgifter efter regning, kan disse udgifter ikke også trækkes fra ved lønmodtagerens indkomstopgørelse. Derimod vil arbejdsgiveren kunne fratrække udgifterne ved sin indkomstopgørelse som driftsomkostninger, jf. SL § 6, litra a. 

For så vidt angår parkeringsudgifter, er det muligt at få dækket disse skattefrit efter LL § 16, stk. 10, uanset der samtidigt hermed helt eller delvist bliver udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse efter Skatterådets satser, jf. LL § 9 B, jf. LL § 9, stk. 4.

Se også

Se C.A.2.2 om fradrag i bruttoindkomsten.

Ikke omfattet af udlæg efter regning

Lønmodtagerens/hvervtagerens private udgifter, anlægs- eller etableringsudgifter, kan ikke dækkes som udlæg efter regning. Hvis en del af det beløb, der refunderes, vedrører private udgifter, skal lønmodtageren/hvervtageren beskattes af denne del af den samlede, refunderede udgift.

Godtgørelse for en lønmodtagers/hvervtagers kørsel i egen bil eller på egen motorcykel i arbejdsgiverens eller hvervgiverens tjeneste kan ikke ydes som udlæg efter regning. Se LL § 9, stk. 4, og § 9 B, stk. 4. 

Det fremgår af LL § 9, stk. 4, at godtgørelse for rejseudgifter mv. omfattet af LL § 9 A eller § 31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af LL § 9 B eller LL § 31, stk. 5 ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren for at få godtgørelsen.

Se også

  • C.A.7 om godtgørelser og fradrag efter rejsereglerne samt dobbelt husførelse
  • C.A.5.14.5 om fri parkeringsplads ved arbejdspladsen
  • C.A.4.3.3.3.2 om godtgørelse for erhvervsmæssig befordring.

Eksempel

I SKM2005.183.ØLR fandt Østre Landsret, at de rejseudgifter, en forretningsfører havde haft for en boligfond, ikke i deres helhed kunne antages at have haft en klar erhvervsmæssig baggrund.

Landsretten lagde efter forretningsførerens vidneforklaring til grund, at to af hans børn var bosiddende i Danmark, og at han her i landet havde fem børnebørn. Han havde under de ophold i Danmark, som sagen vedrørte, beboet hustruens sommerhus, der også benyttedes af hans børn og venner. Hustruen havde i nogle tilfælde deltaget i rejserne til Danmark. Videre lagde landsretten til grund, at forretningsføreren havde stiftet fonden og var medlem af bestyrelsen sammen med sin hustru. Selvom han var forretningsfører, havde han ikke modtaget løn fra fonden, hvorimod han havde haft fri bil og telefon. På den baggrund kunne det ikke antages, at de omhandlede rejseudgifter i deres helhed havde haft en klar erhvervsmæssig baggrund, uanset at forretningsføreren under alle opholdene i Danmark havde arbejdet for fonden.

Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af den del af de samlede rejseudgifter, der ikke kunne anses for erhvervsmæssige, var foretaget på et urigtigt grundlag eller var åbenbar urimelig. Landsretten bemærkede hertil, at der efter karakteren af dette skøn må indrømmes skattemyndighederne en ikke ubetydelig frihed i dets udøvelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2015.605.VLR

 

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten havde modtaget ikke-selvangivet løn fra sin tidligere arbejdsgiver, eller hvorvidt de overførte beløb udgjorde refusion af udgifter afholdt på vegne af arbejdsgiveren.

Byretten havde ikke fundet det bevist eller sandsynliggjort, at de beløb - udover de af skattemyndighederne allerede godkendte beløb - som appellanten havde modtaget fra arbejdsgiveren, udgjorde dækning af afholdte udgifter på vegne af arbejdsgiveren.

På baggrund af appellantens og arbejdsgiverens forklaring for retten samt de fremlagte bilag, herunder en skriftlig erklæring fra en leverandør, fandt landsretten efter en samlet, konkret bevisvurdering, at appellanten havde godtgjort, at de overførte beløb ikke udgjorde løn, men refusion af udlæg afholdt på vegne af arbejdsgiveren.

Bevist at beløb var dækning af udgifter afholdt på vegne af arbejdsgiveren.

 

Ved tidligere instans: SKM2014.552.BR

SKM2005.183.ØLR

Østre Landsret fandt, at de rejseudgifter, en forretningsfører havde haft for en boligfond, ikke i deres helhed havde haft en klar erhvervsmæssig baggrund.

Landsretten lagde efter forretningsførerens vidneforklaring til grund, at to af hans børn og fem børnebørn boede i Danmark. Han havde under de ophold i Danmark, som sagen vedrørte, boet i hustruens sommerhus, der også benyttedes af hans børn og venner. Hustruen havde i nogle tilfælde deltaget i rejserne til Danmark. Forretningsføreren havde stiftet fonden og var medlem af bestyrelsen sammen med sin hustru. Selvom han var forretningsfører, havde han ikke modtaget løn fra fonden, hvorimod han havde haft fri bil og telefon. På den baggrund kunne det ikke antages, at de omhandlede rejseudgifter i deres helhed havde haft en klar erhvervsmæssig baggrund, uanset at forretningsføreren under alle opholdene i Danmark havde arbejdet for fonden.

Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af den del af de samlede rejseudgifter, der ikke kunne anses for erhvervsmæssige, var foretaget på et urigtigt grundlag eller var åbenbar urimelig. Landsretten bemærkede hertil, at der efter karakteren af dette skøn må indrømmes skattemyndighederne en ikke ubetydelig frihed i dets udøvelse.

En del af rejseudgifterne ikke anset for erhvervsmæssige.