Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår de foreninger og organisationer, der er omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 4, skal betale lønsumsafgift af anden økonomisk virksomhed.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Foreningsformål af politisk karakter
  • Foreningsformål af fagforeningsmæssig karakter
  • Foreningsformål af religiøs karakter
  • Foreningsformål af patriotisk karakter
  • Foreningsformål af filosofisk karakter
  • Foreningsformål af filantropisk (velgørende) karakter
  • Foreningsformål vedrørende borgerlige rettigheder
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

  • afsnit D.B.2.1 for et overblik over, hvornår virksomheden skal betale lønsumsafgift
  • afsnit D.B.2.12.5 om lønsumsafgiftspligten for foreninger, der ikke er momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 4
  • afsnit D.B.4 om hvordan virksomheden skal opgøre lønsumsafgiften
  • afsnit D.A.5.2 om social forsorg og bistand for den nærmere afgrænsning af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 2
  • afsnit D.A.5.4 om foreninger for den nærmere afgrænsning af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 4.

Regel

Foreninger og organisationer, der leverer varer og ydelser mod vederlag, der er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, er ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten i LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 1. led.

Disse foreninger og organisationer vil dog i en række tilfælde være omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed i LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led.

Det er ikke alle foreninger og organisationer, der leverer varer og ydelser mod vederlag, der er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, som er omfattet af lønsumsafgiftspligten i LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led.

Foreninger og organisationer, der leverer varer og ydelser mod et kontingent, der er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, skal have et af følgende formål:

  • Politisk karakter
  • Fagforeningsmæssig karakter
  • Religiøs karakter
  • Patriotisk karakter
  • Filosofisk karakter
  • Filantropisk (velgørende) karakter
  • Borgerlige rettigheder.

Foreningsformål af politisk karakter

Politiske foreninger og partier er kun omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed i det omfang foreningerne kan anses for mod kontingent eller lignende vederlag at varetage administrative opgaver eller fællesøkonomiske formål for medlemmerne.

Dette følger af bemærkningerne til § 1 i lov nr. 840 af 18. december 1987 om arbejdsmarkedsbidrag, hvortil der blev henvist ved vedtagelse af lov nr. 892 af 21. december 1991 om lønsumsafgift for virksomheder inden for den finansielle sektor.

Er den politiske forening opbygget som en paraplyorganisation af flere enheder, hvor der leveres ydelser mellem enhederne, idet medarbejderne primært er placeret i én af enhederne, vil en eventuel moms-/lønsumsafgiftspligt kunne blive aktuel. Der må i disse tilfælde foretages en konkret vurdering af aktiviteterne.

Eksempel fra retspraksis

En forening, hvis formål var at arbejde for et stadigt snævrere samarbejde mellem de europæiske folk med dannelsen af et forenet demokratisk Europa, var ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed i LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led. Foreningen havde et politisk formål, og leverancerne var fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4. Foreningen udførte ikke administrative opgaver eller fællesøkonomiske formål. Foreningen blev på baggrund af bestemmelsens forarbejder ikke anset for at udøve anden økonomisk virksomhed. Se SKM2011.551.LSR.

Foreningsformål af fagforeningsmæssig karakter

Fagforeninger, der leverer varer og ydelser til medlemmerne mod et kontingent, som er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Se LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led.

Fagforeninger, der også fungerer som A-kasser, skal ikke betale lønsumsafgift af A-kasse aktiviteten. Det skyldes, at A-kasser er omfattet af momsfritagelsen for social forsorg og bistand i ML § 13, stk. 1, nr. 2.

Eksempler fra retspraksis

En faglig forening, som var partipolitisk neutral, var fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4. Fagforeningen var efter lovbemærkningerne omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed for den del af virksomheden, som ikke var arbejdsløshedskasse (A-kasse). Se TfS 1998, 529 ØLD og TfS 1999, 530 ØLD.

Arbejdsgiverforeninger, der leverer varer og ydelser til medlemmerne mod et kontingent, som er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Arbejdsgiverforeningen skal ikke betale lønsumsafgift, når de varer og ydelser som sælges er momspligtige. Se SKM2007.385.SKAT.

Et administrationsfællesskab dannet af en række fagforeninger skulle ikke betale lønsumsafgift af ydelser leveret til fagforeningerne. Administrationsfællesskabet hvilede på en samarbejdsaftale mellem de deltagende fagforeninger. Ydelserne bestod i varetagelse af postfunktion, kantinedrift, rengøring, bogholderi mv. Administrationsselskabet blev anset for at udøve selvstændig økonomisk virksomhed efter ML § 3, og ydelserne var momspligtige efter ML § 4, stk. 1. Se SKM2007.899.LSR.

Foreningsformål af religiøs karakter

Foreninger og organisationer med et religiøst formål, der leverer varer og ydelser til medlemmerne mod et kontingent, som er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Se LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led.

Religiøse samfund skal ikke betale lønsumsafgift af anden økonomisk virksomhed. Se LAL § 2a og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 1. Se afsnit D.B.2.12.3 for en definition af begrebet religiøse samfund.

Det betyder, at religiøse samfund ikke skal betale lønsumsafgift af de aktiviteter, som vedrører den religiøse interessevaretagelse.

Religiøse samfund skal betale lønsumsafgift af de aktiviteter, som er omfattet af lønsumsafgiftspligten i LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 1. led. Det betyder, at der fx skal betales lønsumsafgift af undervisning, der er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 3, når undervisningen ikke er omfattet af undtagelserne i LAL § 1, stk. 2.

Se også

Se også afsnit D.B.2.3 om hvornår virksomheden skal betale lønsumsafgift af undervisning og kursusvirksomhed.

Eksempel fra retspraksis

En sammenslutning (orden) skulle betale lønsumsafgift som anden økonomisk virksomhed. For kontingentet fik medlemmerne fri adgang til at deltage i logemøder og fire medlemsblade årligt. Der var enighed om, at leverancerne var fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4. Ordenen havde et religiøst formål, men var ikke omfattet af lønsumsafgiftsfritagelsen for religiøse samfund i LAL § 2a. Se SKM2008.585.LSR.  

Foreningsformål af patriotisk karakter

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at foreninger med et formål af patriotisk karakter, som er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, ikke er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Se LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led.

Foreningsformål af filosofisk karakter

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at foreninger med et formål af filosofisk karakter, som er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, ikke er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Se LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led.

Foreningsformål af filantropisk (velgørende) karakter

Foreninger og organisationer med et filantropisk (velgørende) formål, der leverer varer og ydelser til medlemmerne mod et kontingent, som er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Se LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led.

En forening med et velgørende formål var fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4. Foreningen var omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Se SKM2010.66.SR.

Foreningsformål vedrørende borgerlige rettigheder

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at foreninger med et formål vedrørende borgerlige rettighederaf filosofisk karakter, som er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4, ikke er omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Se LAL § 1, stk. 1, 1. punktum, 2. led.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

TfS 1998, 530 ØLD

En fagforening var lønsumsafgiftspligtig som anden økonomisk virksomhed af de aktiviteter, som var fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4.

 

TfS 1998, 529 ØLD

En fagforening var lønsumsafgiftspligtig som anden økonomisk virksomhed af de aktiviteter, som var fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2011.551.LSR

Aktiviteterne i en bevægelse (forening) var fritaget for lønsumsafgift. Foreningen var ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed. Foreningens formål var af politisk karakter, og kontingenterne var fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4.

SKM2008.585.LSR

En orden (sammenslutning) var lønsumsafgiftspligtig som anden økonomisk virksomhed. Sammenslutningens formål var af religiøs karakter, og kontingenterne var fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 4. Sammenslutningen var ikke et religiøst samfund og var derfor ikke fritaget for lønsumsafgift efter LAL § 2a.

 

SKM2007.899.LSR

Et administrationsfællesskab dannet af en række fagforeninger var fritaget for lønsumsafgift af ydelser leveret til fagforeningerne. Administrationsfællesskabet hvilede på en samarbejdsaftale mellem de deltagende fagforeninger. Ydelserne bestod i varetagelse af postfunktion, kantinedrift, rengøring, bogholderi mv. Administrationsselskabet blev anset for at udøve selvstændig økonomisk virksomhed efter ML § 3 og ydelserne var momspligtige efter ML § 4, stk. 1. 

 

Skatterådet

SKM2010.66.SR

En velgørende forenings aktiviteter var lønsumsafgiftspligtige som anden økonomisk virksomhed. Foreningen var fritaget for moms af sine kontingenter efter ML § 13, stk. 1, nr. 4.

 

Skattestyrelsen

TfS 1999, 662

Danmarks Jægerforbund var lønsumsafgiftspligtig som anden økonomisk virksomhed for de aktiviteter, som fremgik af vedtægterne. Aktiviteterne var ikke fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 5.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter