SFL § 32, stk. 2, 3. pkt. - Har det betydning for den afgiftspligtiges/godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning, om en rimelig fristforlængelse, imødekommes.

SKAT udsendte forslag den 24. oktober 2008. Ansættelsesfristen udløb den 25. januar 2009. Den 21. november 2008 indsendte revisor indsigelser mod forslaget og bad om et møde med SKAT. Den 13. januar 2009 aftalte SKAT og revisor et møde den 26. januar 2009. SKAT udsendte afgørelse den 9. februar 2009. SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet implicit lå en anmodning om fristforlængelse, og afgørelsen af 9. februar 2009 var derfor foretaget for sent. Se SKM2013.281.BR.

Se vedrørende ordinær genoptagelse A.A.8.3.1.1.3 og vedrørende skatteområdet se A.A.8.2.1.1.3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelser 

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Landsretsdomme

SKM2010.131.ØLR

SKAT havde forhøjet borgerens skattepligtige indkomst skønsmæssigt, da SKAT ikke fandt det godtgjort, at borgeren havde modtaget gevinster ved spil på Oddset. Ansættelsen var foretaget efter udløbet af fristen i (dagældende) SSL § 34

Landsretten tiltrådte, at der i borgerens anmodning om et møde, som først kunne komme i stand efter fristens udløb pga. borgerens advokats forhold, implicit lå en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen.

Landsretten tiltrådte, at der påhvilede borgeren en skærpet bevisbyrde for, at gevinsterne tilkom ham, og at han havde et nettooverskud ved spil. Dette havde borgeren ikke godtgjort. Borgeren havde heller ikke ved alene at henvise til oplysningerne i R-75 om bankindeståender godtgjort, at grundlaget for SKATs beregning var forkert. Landsretten tiltrådte endvidere, at borgeren ikke havde haft en retsbeskyttet forventning.

SKM2007.50.ØLR

Fristen for forhøjelse af borgerens indkomst for indkomståret 1996 var forlænget til den 20. august 2000, og spørgsmålet var, om der kunne antages at være indgået aftale om yderligere forlængelse af fristen.

Landsretten fandt under henvisning til forklaringer fra borgeren og dennes repræsentant, at det ikke kunne anses for godtgjort, at en aftale om forlængelse af fristen var indgået.

Byretsdomme

SKM2013.281.BR

SKAT udsendte forslag 24. oktober 2008. Ansættelsesfristen udløb 25. januar 2009. 21. november 2008 indsendte revisor indsigelser mod forslaget og bad om et møde med SKAT. 13. januar 2009 aftalte SKAT og revisor et møde 26. januar 2009. SKAT udsendte afgørelse 9. februar 2009. SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet implicit lå en anmodning om fristforlængelse, og afgørelsen 9. februar 2009 var derfor foretaget for sent.  

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter