Indhold

Dette afsnit beskriver, hvad der forstås ved begrebet økonomisk virksomhed.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser med videre.

Se også

Se følgende afsnit for mere information om momspligt:

  • afsnit D.A.3.1.4.2 om indtægter af en vis varig karakter
  • afsnit D.A.3.1.4.2.1 om udnyttelse af materielle eller immaterielle goder, f.eks. byggegrunde
  • afsnit D.A.3.1.4.3 om forberedende handlinger og afvikling af virksomhed
  • afsnit D.A.3.1.4.4 om foreninger
  • afsnit D.A.4.1 om leverancer mod vederlag ML § 4, stk. 1 og 2
  • afsnit D.A.5.9.4 om momspligt ved levering af nye bygninger
  • afsnit D.A.5.9.5 om momspligt ved levering af byggegrunde.

Regel

Ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Se momssystemdirektivet, artikel 9, stk. 1, 2. afsnit.

Økonomisk virksomhed omfatter ikke alene varig virksomhedsudøvelse, men også mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner. Se forarbejderne (Lovforslag 124, folketingsåret 1993-94) til ML § 3. Der skal dog som nævnt være tale om indtægter af en vis varig karakter. Se omtalen af dommen i sag C-230/94, Renate Enkler, i afsnit D.A.3.1.4.2.2.

Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit, skal forstås således, at begrebet "økonomisk virksomhed" i bestemmelsen tillige omfatter en form for virksomhed, der, selv om den kun udøves lejlighedsvis, falder ind under den generelle definition af begrebet i bestemmelsens første punktum, og som udøves af en afgiftspligtig person, som desuden på en varig måde udøver en anden form for økonomisk virksomhed. Se dommen i sag C-62/12, Galin Kostov.

For at en levering af varer eller ydelser er momspligtig, er det en betingelse, at leveringen foretages mod vederlag af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab. Se momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a) og c).

Handler leverandøren derimod i egenskab af privatperson er leveringen derfor ikke momspligtig.

Økonomisk virksomhed kan kun udøves selvstændigt. Lønmodtagere og andre personer er derfor ikke omfattet af momsreglerne i det omfang, at de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar.  Se momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1 og artikel 10.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-182/17, Nagyszénás Településszolgáltatási Nonprofit Kft.

EU-Domstolen slog fast, at virksomhed, der består i, at et selskab udfører visse offentlige opgaver i henhold til aftale indgået mellem selskabet og en kommune, udgør en levering af ydelser, der leveres mod vederlag.

EU-Domstolen bemærkede bl.a., at det ved vurderingen af, om en virksomhed udgør levering af ydelser mod vederlag er uden betydning, at den pågældende virksomhed består i at udøve funktioner, som af almene hensyn er tillagt og reguleret ved lov.

C-263/15, Lajvér

Artikel 9, stk. 1, i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at udnyttelsen af landbrugstekniske bygge- og anlægsarbejder, som foretages af et handelsselskab uden fortjeneste for øje, der alene på supplerende vis udøver denne virksomhed erhvervsmæssigt, udgør økonomisk virksomhed i denne bestemmelses forstand, uanset at bygge- og anlægsarbejderne i væsentligt omfang er blevet finansieret gennem statsstøtte og at udnyttelsen alene giver indtægter i form af afgifter af beskeden størrelse, når afgiften på grund af varigheden af den fastsatte opkrævningsperiode er af en vis varig karakter.

Artikel 24 i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at udnyttelsen af de landbrugstekniske bygge- og anlægsarbejder udgør levering af ydelser, som foretages mod vederlag, da de er direkte forbundet med den afgift, der er modtaget eller skal modtages, forudsat at dette beskedne afgiftsbeløb udgør en modværdi for den leverede ydelse, og uanset at ydelserne leveres som et led i opfyldelsen af forpligtelser, som er fastsat ved lov.

Det påhviler den forelæggende ret at vurdere, om det afgiftsbeløb, som er modtaget eller skal modtages, i sin egenskab af modydelse kan karakterisere en direkte forbindelse mellem de ydelser, som er foretaget eller skal foretages, og denne modydelse, og følgelig, om leveringen af ydelserne er foretaget mod vederlag. Den forelæggende ret skal nærmere bestemt sikre sig, at den afgift, som sagsøgerne i hovedsagen har fastsat, ikke kun delvist udgør et vederlag for de ydelser, som er foretaget eller skal foretages, og at størrelsen heraf ikke er blevet fastsat på grundlag af andre faktorer, som i givet fald potentielt kan drage tvivl om den direkte forbindelse mellem ydelserne og modydelserne herfor.

C-520/14, Gemeente Borsele

Sagen drejer sig, om en kommunes skoletransport udgør økonomisk virksomhed, og om kommunen dermed er en afgiftspligtig person. Kommunen anvender tjenesteydelser fra transportselskaber til at udføre skoletransporten. Omkring en tredjedel af forældrene betaler 3 % af udgifterne, og det resterende beløb finansierer kommunen med offentlige midler.

EU-domstolen konkluderer, at artikel 9, stk. 1, i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at en lokal myndighed, der under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede leverer en skoletransportydelse, ikke udøver økonomisk virksomhed og dermed ikke har egenskab af afgiftspligtig person.

C-62/12, Galin Kostov

Momssystemdirektivets artikel 12, stk. 1, skal fortolkes således, at den kun omfatter personer, som ikke allerede er momspligtige af deres primære økonomiske virksomhed. Hvad derimod angår en afgiftspligtig person, ville det ikke være i overensstemmelse med navnlig formålet om en så enkel og generel momsopkrævning som muligt at fortolke momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit, således, at begrebet "økonomisk virksomhed" i denne bestemmelse ikke omfatter en form for virksomhed, der, selv om den kun udøves lejlighedsvis, falder ind under den generelle definition af dette begreb i den nævnte bestemmelses første punktum, og som udøves af en afgiftspligtig person, som desuden på en varig måde udøver en anden form for økonomisk virksomhed i henhold til momssystemdirektivet. Det forelagte spørgsmål skal besvares med, at momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at en fysisk person, der allerede er momspligtig af sin virksomhed som selvstændig foged, skal anses for "afgiftspligtig" af enhver anden økonomisk virksomhed, der udøves lejlighedsvis, på betingelse af, at denne virksomhed udgør virksomhed i henhold til momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit.

Landsretsdomme

SKM2013.517.ØLR

Landsretten fastslog, at sagsøgeren var momspligtig af sit udlån af ansatte privatbanetjenestemænd til et datterselskab, som var operatør på en række lokalbaner, og som påtog sig at afholde alle personalerelaterede omkostninger. 

Højesteret har i SKM2015.697.HR stadfæstet landsrettens dom.

Landsretten havde tidligere nægtet forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen i sagen, jf. kendelse i SKM2013.352.ØLR.

SKM2013.352.ØLR

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren (en lokalbane) skal opkræve moms af værdien af udlejede/udlånte medarbejdere. Sagsøgeren har anmodet om, at der blev stillet præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af 6. momsdirektiv.

Spørgsmålene vedrørte

1) virksomhedsoverdragelsesbegrebet i 6. momsdirektivs artikel 5, stk. 8,

2) begreberne "økonomisk virksomhed" og "levering mod vederlag, jf. henholdsvis 6. momsdirektivs artikel 4, stk. 1 og artikel 2, nr. 1, og

3) opgørelsen af afgiftsgrundlaget, jf. artikel 11, afsnit A, 1, litra a, i 6. momsdirektiv.

Sagsøgte havde protesteret mod præjudiciel forelæggelse.

Landsretten fandt for det første, at der ikke var rimelig tvivl om fortolkningen af virksomhedsoverdragelsesbegrebet, jf. sag C-497/01, Zita Modes Sárl, og sag C-444/10, Schriever.

Landsretten fandt endvidere, at der ikke var rimelig tvivl om fortolkningen af begreberne "økonomisk virksomhed" og "levering mod vederlag", jf. sag C-276/97, Kommissionen mod Frankrig, og sag C 246/08, Kommissionen mod Finland.

Landsretten fandt endelig, at der heller ikke var rimelig tvivl om fortolkningen af artikel 11, afsnit A, 1, litra a, om opgørelsen af afgiftsgrundlaget, jf. sag C-40/09, Astra Zeneca.

Sammenfattende fandt landsretten således ikke, at der i forhold til sagen var tvivl om forståelsen af de i 6. momsdirektiv påberåbte regler, som nøvendiggjorde en forelæggelse for EU-domstolen. Anmodningen om forelæggelse for EU-domstolen blev derfor ikke taget til følge.

SKM2004.369.ØLR

Det dansk-tysk ejede statslige rederiselskab Scanlines Danmark A/S var momspligtig af selskabets udlån mod vederlag af tjenestemænd og "selskabstjenestemænd" til datterselskabet Sydfynske A/S. Denne aktivitet måtte anses for økonomisk virksomhed efter ML § 3, stk. 1, der skal fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 4 (nu momssystemdirektivets artikel 9).

Det havde ingen betydning, at der ved udlejningen ikke var tilsigtet et økonomisk overskud.

Det forhold, at Scanlines ifølge lov var forpligtet til at beskæftige de pågældende tjenestemænd, kunne heller ikke føre til et andet resultat.

Scanlines Danmark A/S blev ikke anset for omfattet af ML § 3, stk. 2, nr. 3, som heller ikke kunne finde analog anvendelse. Se evt. afsnit D.A.3.2 om andre momspligtige personer.

Byretsdomme

SKM2018.390.BR

xSagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige forhøjelse af en skatteyders personlige indkomst for indkomståret 2009 og af hendes momstilsvar for 2009 og 2010.

Skatteyderen var i de pågældende indkomstår tilknyttet et forsamlingshus som kogekone, hvor hun blandt andet lavede mad til diverse arrangementer. Skatteyderen havde over for SKAT forklaret, at hun efter at være blevet momsregistreret i 2011 havde ændret sin måde at drive virksomhed, idet hun ikke længere udbetalte løn til serveringspersonalet.

Skatteyderen bestred både under den administrative sag samt under retssagen, at hun havde udbetalt løn til serveringspersonalet før 2011, ligesom hun bestred, at hun var momspligtig. Skatteyderen henviste blandt andet til, at hun to gange havde spurgt SKAT, om hendes funktion som kogekone skulle momsregistreres, og at SKAT i den forbindelse begge gange havde svaret benægtende.

Retten fandt, at uanset om SKAT måtte have svaret som påstået, kunne oplysningen ikke tillægges nogen betydning for sagen, idet forudsætningerne for besvarelsen var ukendte.

Retten konstaterede herefter, at skatteyderens personlige indkomst og momstilsvar kunne fastsættes efter et skøn, idet hun ikke havde udarbejdet regnskaber eller fremlagt bilag eller andet, der kunne dokumentere virksomhedens økonomiske forhold.

Retten fandt det ikke bevist, at Landsskatterettens skøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt forhold.

Et vidne havde under hovedforhandlingen forklaret, at skattemyndighederne fejlagtigt havde medtaget en indtægt på 15.000 kr., som rettelig havde været et lån fra skatteyderen til en veninde. Retten fandt ikke, at dette kunne føre til et andet resultat, idet skatteyderen i forbindelse med skønnet var blevet tilgodeset på andre områder.

Retten bemærkede endvidere, at skatteyderens forklaring om, at hun heller ikke før momsregisteringen i 2011 udbetalte løn til serveringspersonalet, var udtryk for en senere og ændret forklaring, som alene var underbygget af en række erklæringer fra et antal festholdere udarbejdet mange år senere til brug for retssagen.

Retten fandt ikke, at erklæringerne kunne tillægges afgørende betydning, og da der ikke var fremlagt aftaler, kvitteringer eller andet materiale fra 2009 og 2010, som underbyggede skatteyderens ændrede forklaring, lagde retten den oprindelige forklaring til grund.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.x

SKM2016.596.BR

Sagen vedrørte, hvorvidt sagsøgeren var en afgiftspligtig person i momslovens forstand, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvorefter afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Sagsøgeren havde oprettet en virksomhed til brug for sagsøgerens børns aktiviteter med motorsport.

Retten fandt efter en konkret vurdering, at sagsøgeren ikke var en afgiftspligtig person i momslovens forstand. Retten lagde bl.a. vægt på, at virksomheden havde givet underskud fra 2000 til 2010, at det samlede underskud var på ca. 3 mio. kr. og at det først og fremmest var sagsøgerens og børnenes sportslige ambitioner og ønsker, der var afgørende for den fortsatte drift af virksomheden.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at den stedlige skattemyndighed i 2000 havde tilkendegivet, at de fremtidige aktiviteter i virksomheden udgjorde en selvstændig økonomisk virksomhed. Derudover fandt retten, at reglerne for momsfradrag er klare og forudsigelige, og at det EU-retlige retssikkerhedsprincip ikke er til hinder for, at SKAT som led i den almindelige kontrol tager stilling til, om en virksomheds aktiviteter helt eller delvist opfylder kravene for at opnå momsfradrag.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet. 

 

SKM2016.213.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerne kunne foretage afskrivninger og fratrække underskud i anledning af en påbegyndt franchise virksomhed. Franchise virksomheden skulle overtage driften af et autoværksted fra et selskab.

Retten fandt - baseret på en lang række konkrete omstændigheder - at sagsøgerne ikke reelt havde drevet erhvervsmæssig franchise virksomhed for egen regning og risiko i den pågældende periode.

Retten fandt, at I/S heroverfor ved de afgivne forklaringer og fremlagte redegørelser og bilag i øvrigt ikke havde godtgjort, at det anførte franchisekoncept fik en økonomisk realitet i regi af I/S, altså at I/S reelt drev værkstederne. Det var således ikke godtgjort, at I/S havde drevet erhvervsmæssig virksomhed for egen regning og risiko. Følgelig kunne I/S heller ikke anses for at have drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed i momslovens § 3, stk.1's forstand.

Skatterådet

SKM2016.12.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørgers udlån af medarbejdere til X mod vederlag bestående i de samlede lønomkostninger falder uden for momslovens anvendelsesområde.

SKM2015.593.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger kan fratrække momsen på indkøb af varer/ydelser, der indkøbes af spørger og viderefaktureres til et driftsselskab som led i en oprettet fælles indkøbscentral, i henhold til de almindelige gældende regler for momsfradragsret, og at spørger skal opkræve moms, når indkøbte varer/ydelser, som led i indkøbsfunktionen, viderefaktureres til den endelige køber (driftsselskabet).

Skatterådet bekræfter endvidere, at spørgers udbud af sportsaktiviteter er fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

SKM2011.56.SR

Et ankenævn var momspligtig af de gebyrer mv., der betales af sagens parter.

Ankenævnet var ikke momspligtig af det generelle tilskud til driften, der ydes af brancheforeningen.

 

SKM2007.243.SR

Ankenævnet på Energiområdet blev anset for at være en afgiftspligtig person. Generelle bidrag fra energiselskaberne, som opkræves af Energistyrelsen på nævnets vegne, skulle anses for vederlag for leverancer til energiselskaberne. Bidragene var derfor momspligtige.

Ankenævnet var ikke omfattet af den begrænsede momspligt for andre offentlige institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, men derimod af den almindelige momspligt for juridiske og fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Se evt. afsnit D.A.3.2.4 om momspligt for offentlige institutioner.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter