Dato for udgivelse
26 Jan 2012 13:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Jan 2012 09:07
SKM-nummer
SKM2012.50.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-012844
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fradrag
Emneord
Kontantlønnedgangsordning, skønsmæssigt momsfradrag, multimedie, p-plads
Resumé

Skatterådet bekræfter, at momsfradraget skal beregnes skønsmæssigt, jf. momslovens § 38, stk. 2, af leasede multimedier, der opstilles privat hos de af kommunens medarbejdere, der er omfattet af en kontantlønnedgangsordning, når disse anvendes såvel privat som erhvervsmæssigt, og de pågældende medarbejdere er beskæftiget med momspligtige aktiviteter.

I en lignende situation, hvor medarbejderne er beskæftiget med momsfrie aktiviteter, vil der ikke være fradrag for kommunens leasingudgifter.

I en lignende situation, hvor medarbejderne i mindre omfang er beskæftiget med momspligtige aktiviteter, bekræfter Skatterådet, at der heller ikke er fradrag for kommunens leasingudgifter, når multimedierne faktisk ikke anvendes til momspligtige formål.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der skal pålægges moms, når kommunen stiller p-pladser til rådighed i forbindelse med en kontantlønnedgangsordning. Kommunen vil heller ikke have mulighed for fradrag for moms vedrørende udgifter til driften af de pågældende p-pladser.

Hjemmel

LBK nr. 287 af 28. marts 2011 med senere ændringer, Momsloven

Reference(r)

Momsloven § 38, stk. 1 og stk. 2 samt
Momsloven § 42, stk. 1, nr. 3.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, 2012-1, afsnit A.A.3.4

Henvisning

Den juridiske Vejledning 2012-1, afsnit J.1.1.

Henvisning

Momsvejledningen 2012-1, afsnit J.2

Henvisning

Momsvejledningen 2012-1, afsnit J.2.1.2

Henvisning

Momsvejledningen 2012-1, afsnit J.3.1.3


Spørgsmål

  1. I tilfælde hvor medarbejderne er beskæftiget med momspligtige aktiviteter, kan Skatterådet da bekræfte, at for de leasede multimedier (pc'ere m.v.), der opstilles privat hos de af kommunens medarbejdere, der har valgt at indgå i kontantlønnedgangsordningen, og som anvendes blandet privat/erhvervsmæssigt, beregnes momsfradrag skønsmæssigt svarende til den momspligtige anvendelse af de leasede multimedier?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at der ved efterfølgende salg af de leasede multimedier (pc'er m.v.) til medarbejderne, jf. spørgsmål 1, afregnes fuld moms af salgsprisen?
  3. I tilfælde hvor medarbejderne er beskæftiget med momsfri aktiviteter, kan Skatterådet da bekræfte, at for de leasede multimedier (pc'er mv.), der opstilles privat hos de af kommunens medarbejdere, der har valgt at indgå i kontantlønnedgangsordningen, og som anvendes blandet privat/erhvervsmæssigt, ikke er fradrag for momsen?
  4. Kan Skatterådet bekræfte, at der ved efterfølgende salg af de leasede multimedier (pc'er mv.) til medarbejderne, jf. spørgsmål 3, ikke skal afregnes moms af salgsprisen?
  5. Kan Skatterådet bekræfte, at medarbejdere, der i mindre omfang er beskæftiget med momspligtige aktiviteter, og som har underskrevet en tro og love erklæring om ikke at anvende multimedierne (pc'er m.v.) til momspligtige aktiviteter, omfattes af samme regler som ansatte beskæftiget med ikke-momspligtige aktiviteter jf. spørgsmål 3 og 4?
  6. Kan Skatterådet bekræfte, at kommunen skal pålægge moms, når en kontantlønnedgangsordning giver medarbejderne ret til at benytte parkeringspladser beliggende i tilknytning til medarbejderens fysiske arbejdssted?
  7. Kan Skatterådet bekræfte, at kommunen ikke kan fradrage moms vedrørende udgifter til driften af parkeringspladserne, jf. spørgsmål 6?

Svar

  1. Ja
  2. Afvises
  3. Ja
  4. Afvises
  5. Ja, se dog begrundelse
  6. Nej
  7. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Multimedier

Kommunen tilbød pr. 1. september 2010 medarbejderne at indgå i en kontantlønnedgangsordning hvor medarbejderne får stillet goder til rådighed mod et træk i kontantlønnen (bruttolønnen). Produkterne tilbydes samtlige fastansatte medarbejdere. Kommunen har bl.a. indgået aftaler med de lokale organisationer ligesom der ved indgåelse i ordningen fremsendes et tillæg til ansættelseskontrakten til den enkelte medarbejder.

Medarbejderne bliver trukket i kontantlønnen en gang om måneden i den periode, som de har valgt som betalingsperiode. Bindingsperioden er afhængig af det enkelte gode og løber i min. 24 måneder og max. 36 måneder.

Multimedierne må anvendes såvel til hjemmearbejde som til privat brug.

Medarbejdere, hvis ansættelse ophører, inden bindingsperioden er slut, bliver tilbudt at købe produktet til markedspris for beskattede midler. Efter bindingsperiodens ophør, tilbydes medarbejderne at frikøbe produktet af ordningen for beskattede midler eller at udgå af ordningen, hvorefter produktet tilbageleveres.

Mange medarbejdere betaler i forvejen multimedieskat (2010 og 2011), hvilket er registreret i det system, der varetager kommunens lønudbetaling. Såfremt en medarbejder ikke i forvejen betaler multimedieskat registreres dette ved tilmelding og medarbejderen bliver automatisk multimediebeskattet i bindingsperioden.

Produkterne leveres 1. december 2010 og medarbejderne trækkes i løn første gang i slutningen af december 2010.

Produkterne er som følger:

  • Bærbare samt stationære pc'er samt Apple computere
  • Printere og monitorer tilbydes i forbindelse med køb af ovenstående
  • Mobiltelefoner samt abonnement
  • Bredbånd (mobilt og kabel)

Der er indgået aftale med virksomheden A om en totalleverance, således at A afholder alle udgifter, og kommune hver måned modtager én samlet faktura på hele beløbet.

Der er yderligere indgået aftale med B, som er kommunens leasingselskab. Formålet med aftalen er, at B betaler underleverandørerne det fulde beløb og derefter fakturerer kommunen gennem A.

Produkterne betales af B, der står som ejer i perioden, og leaser produkterne til kommunen, der efterfølgende leaser/låner produkterne til medarbejderne i den af medarbejderen valgte periode. Herefter kan medarbejderne tilbagelevere produkterne eller frikøbe dem og opnå fuld råderet.

Medarbejdernes nedgang i kontantløn finansierer kommunens udgifter til leasing af produkterne. Kommunen bærer dog risikoen for udgifter ved manglende tilbagelevering eller tilbagelevering med skader.

For nogle ansatte kan der være tale om momspligtige aktiviteter i mindre omfang. Det kan f.eks. være ansatte i ældreplejen som sælger mad og drikke i forbindelse med plejecaféer. Der henvises til SKM2010.639.SR.

I de tilfælde, hvor der er tale om momspligtige aktiviteter, der er afgrænset til tjenestestedet, og hvor de momspligtige aktiviteter kun udgør en lille del af medarbejdernes samlede arbejdstid, foreslår kommunen, at medarbejderne underskriver en tro og love erklæring om, at multimedierne ikke anvendes til momspligtige aktiviteter.

Parkeringspladser

Ordningen påtænkes udvidet ved at give medarbejderne mulighed for at få stillet parkeringsplads til rådighed mod en nedgang i kontantlønnen (bruttolønnen). Medarbejderne er ikke garanteret parkeringsplads, men har retten til at parkere, hvis der er en ledig plads. Der udbydes flere parkeringsrettigheder end antallet af parkeringspladser for at sikre god kapacitetsudnyttelse.

Det er udelukkende kommunalt ansatte medarbejdere, som tilbydes denne parkeringsordning, og medarbejderne tilbydes kun parkeringspladser beliggende i tilknytning til den specifikke kommunale administrationsejendom, hvor de i medfør af deres arbejde, har deres daglige gang.

Der er medarbejdere fra alle kommunens forvaltninger repræsenteret i ordningen, og de pågældende medarbejdere kører i deres egne biler (hvidplade). Ingen andre medarbejdere eller private tilbydes ordningen.

Ordningen sættes i værk på adresse 1 og adresse 2. Ordningen vil derfor kun omfatte disse ejendommes p-pladser. Pladserne er "aflukkede" ved port, hegn eller lignende, hvilket forhindrer, at uvedkommende kører ind og parkerer. Ordningen ventes udvidet til to andre administrationsejendomme senere på året (adresse 3 og adresse 4).

Parkeringspladserne påtænkes tilbudt som personalegode i en kontantlønnedgangsordning sammen med multimedierne.

Bindingsperioden løber min. 12 måneder.

Ordningen er indført fra 1. februar 2011 for adresse 1 og adresse 2.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1 og 2.

Kommunen vurderes at kunne foretage fradrag for udgifter til moms ved leasing af pc'ere m.v., der opstilles privat hos de af kommunens medarbejdere, som er beskæftiget med momspligtige aktiviteter, og som anvendes blandet privat/erhvervsmæssigt.

I henhold til momslovens § 38, stk. 2, kan kommunen for varer og ydelser, der anvendes både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til kommunen uvedkommende formål, foretage fradrag for den del af momsen, der skønsmæssigt svarer til de pågældende varer og ydelsers fradragsberettigede brug i den momspligtige virksomhed.

Da de af kommunen leasede pc'ere m.v. både anvendes privat og erhvervsmæssigt, er kommunen berettiget til et skønsmæssigt fradrag svarende til den erhvervsmæssige anvendelse af pc'erne. Det er kommunen, der fortager dette skøn. Der henvises til SKM2004.440.LSR.

Kommunens skøn fastsættes for hver enkelt momspligtig aktivitet på baggrund af kommunens tilbud til de ansatte om øget fleksibilitet i arbejdet ved brug af hjemmearbejde, tilbud om efteruddannelse via pc'en samt de pågældende medarbejderes jobfunktion indenfor den pågældende aktivitet.

Da der således er opnået momsfradrag, skal der tilsvarende betales fuld moms ved det eventuelle efterfølgende salg af pc'en til medarbejderen.

Ad spørgsmål 3 og 4.

Hovedparten af de kommunale medarbejdere, der har tilsluttet sig ordningen med køb af pc'ere mv., er beskæftiget med kommunale aktiviteter, der ikke er momspligtige efter momsloven, herunder myndighedsopgaver.

For disse ansatte anvendes pc'erne udelukkende til momsfri aktiviteter. Da kommunen således ikke kan opnå fradrag for moms, skal der ved et efterfølgende salg til de ansatte heller ikke pålægges moms af salgsprisen.

Ad spørgsmål 5

Medarbejdere, der som led i ansættelsen i et mindre omfang er beskæftiget med momspligtige aktiviteter, eksempelvis ansatte i forbindelse med plejecaféer, vil ønske at blive omfattet af reglerne for medarbejdere beskæftiget med aktiviteter, der ikke er momspligtige. Begrundelsen herfor vil være, at efterfølgende salg af de leasede pc'ere mv., kan ske, uden at der pålægges moms på salgsprisen.

Hvis medarbejdere beskæftiget med momspligtige aktiviteter i mindre omfang, og hvor de momspligtige aktiviteter er afgrænset til tjenestestedet, underskriver en tro og love erklæring om, at multimedierne ikke anvendes til momspligtige aktiviteter, burde de pågældende medarbejderes hjemmearbejde kunne anses som ikke-momspligtig aktivitet således, at der ved et efterfølgende salg til de pågældende ansatte ikke skal pålægge moms på salgsprisen.

Ad spørgsmål 6 og 7

Salg af benyttelsesret til parkeringspladser for personale ansat ved adresse 1 og adresse 2 er momspligtig leverance i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Da der alene er tale om parkeringspladser til medarbejdernes private hvidplade biler, er der ikke momsfradrag for udgifter til drift af parkeringspladserne.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Momslovens (LBK nr. 287 af 28. marts 2011 med senere ændringer) § 3:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Stk. 2. Som afgiftspligtig person anses endvidere:

[...]

3) Andre statslige, regionale og kommunale institutioner, for så vidt de leverer varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder."

Momslovens § 4, stk., lyder:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Af momslovens kapitel 9 om fradrag fremgår af § 37, stk. 1:

"Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelse af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13,

[...]"

§ 38, stk. 1, lyder:

"For varer og ydelser, som en virksomhed registreret efter §§ 47, 49, 51 eller  51 a anvender både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til andre formål i virksomheden, kan der foretages fradrag for den del af afgiften, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den registreringspligtige del af virksomheden. [...]"

Stk. 2. For varer og ydelser, som af en virksomhed registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a benyttes både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, kan der udelukkende foretages fradrag for den del af afgiften der skønsmæssigt svarer til de pågældende varers og ydelsers fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed."

§ 42, stk. 1, lyder:

"Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

[...]

3) naturalaflønning af virksomhedens personale,

[...]"

Skatteforvaltningsloven (LBK nr. 175 af 23. februar 2011) § 21:

"Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

Stk. 2. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3."

Praksis

SKM2004.440.LSR omhandler en hjemme-pc ordning for medarbejdere, der mod nedgang i kontantlønnen (bruttolønnen) af den momspligtige virksomhed fik stillet en pc til rådighed i hjemmet. Medarbejderen skulle dels anvende pc'en erhvervsmæssigt, men privat brug af pc'en blev også accepteret. Efter kontantlønnedgangsordningens udløb havde medarbejderne mulighed for enten at tilbagelevere pc'en, eller at købe den til den til enhver tid gældende markedspris.

Landsskatteretten afgjorde, at da den momsmæssige behandling af hjemme-pc ordninger stedse har været anset for omfattet af momslovens § 38, stk. 2, var virksomheden alene berettiget til et skønsmæssigt fradrag svarende til den erhvervsmæssige anvendelse af hjemme-pc'erne.   

Videre henviste Landskatteretten til Told- og Skattestyrelsens interne meddelelse af 17. marts 1999, hvoraf det fremgår, at det forhold, at virksomhedens medarbejdere mod at få stillet en pc til rådighed skal acceptere en lønreduktion mv., ikke påvirker det fradragsmæssige skøn, der må foretages. Hvis størrelsen af lønreduktionen kan opgøres, kan denne imidlertid være med til at vise, om virksomhedens skøn over fordelingen privat/erhvervsmæssigt brug er foretaget på en rimelig måde.

Skatterådet har i SKM2008.514.SR afgjort, at en virksomhed i forbindelse med en kontantlønnedgangsordning ikke ville være berettiget til et skønsmæssigt momsfradrag i en størrelse af 20 % for momsen af udgifterne til bredbåndforbindelse/mobiltelefon til medarbejderne.

Det bemærkes i afgørelsen, at selvom lønnedgangen fuldt ud svarer til virksomhedens direkte omkostninger, er det som udgangspunkt virksomheden, der foretager dette skøn. I den pågældende sag, fandt Skatterådet at virksomhedens skøn var for højt. Rådet henviste til det i sagen oplyste om medarbejdernes arbejdsfunktioner og den forventede erhvervsmæssige anvendelse, samt at den erhvervsmæssige anvendelse af bredbåndsforbindelsen ville være yderst begrænset.

Momsvejledningen 2011-2, afsnit J.2 om delvis fradragsret.

Begrundelse

I forbindelse med besvarelsen af spørgsmål 1, 3, 5 og 6 er de kontantlønnedgangsordninger, som kommunen ønsker at tilbyde sine medarbejdere efter Skatteministeriets opfattelse ikke udtryk for en momspligtig leverance af ydelser til medarbejderne i henhold til momslovens § 4, jf. § 3.

Ordningerne tilbydes medarbejderne som led i en lønpakke, hvor medarbejderne har mulighed for at vælge at lade ordningerne indgå som et integreret led i den samlede vederlagspakke.

I henhold til momslovens § 42, stk. 1, nr. 3, samt Momsvejledningen 2011-2, afsnit J.3.1.3 om naturalaflønning, er der ikke fradragsret for købsmomsen i forbindelse med naturalaflønning af virksomhedens personale, da sådanne indkøb betragtes som indkøb til endeligt forbrug.

Der sker således ikke i almindelig momsmæssig forstand levering af en ydelse fra kommunen til medarbejderne, når der stilles multimedier, som beskrevet i denne anmodning, og/eller p-pladser til rådighed som et integreret led i medarbejdernes samlede vederlagspakke. Dette gælder også, hvor lønnedgangen fuldt ud svarer til arbejdsgiverens direkte omkostninger, jf. bl.a. SKM2004.440.LSR og SKM2008.514.SR.

Ad Spørgsmål 1:

Det ønskes bekræftet, at kommunen kan beregne momsfradrag skønsmæssigt svarende til den momspligtige anvendelse af de multimedier, som de medarbejdere, der har valgt at indgå i en kontantlønnedgangsordning, har fået opstillet privat, når multimedierne anvendes blandet privat/erhvervsmæssigt og medarbejderne er beskæftiget med momspligtige aktiviteter.

I henhold til SKM2004.440.LSR har den momsmæssige behandling af hjemme-pc ordninger stedse været anset for omfattet af momslovens § 38, stk. 2. Det vil sige, at der for varer og ydelser, som en virksomhed benytter til både fradragsberettigede formål efter § 37, og til virksomheden uvedkommende formål, udelukkende kan foretages fradrag for den del af afgiften, der skønsmæssigt svarer til de pågældende varers og ydelsers fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed.

Det er som udgangspunkt virksomheden selv, der foretager dette skøn, jf. bl.a. SKM2004.440.LSR og SKM2008.514.SR

Leasingudgiften til de multimedier, der er opstillet hos medarbejdere, der deltager i kontantlønnedgangsordningen og er beskæftiget med momspligtige aktiviteter, vil derfor være omfattet af fradragsreglerne i momslovens § 38, stk. 2, hvor det er virksomhedens skøn over den erhvervsmæssige anvendelse af multimedierne, der ligger til grund for beregningen af momsfradraget. 

Indstilling, spørgsmål 1

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Ad Spørgsmål 3:

Det ønskes bekræftet, at kommunen ikke kan fradrage moms for de multimedier, som de medarbejdere, der har valgt at indgå i en kontantlønnedgangsordning, har fået opstillet privat, når multimedierne anvendes blandet privat/erhvervsmæssigt og medarbejderne er beskæftiget med momsfri aktiviteter.

I henhold til momslovens § 37, stk. 1 og Momsvejledningen 2011-2, afsnit J.1.1, kan en momsregistreret virksomhed alene fradrage moms for indkøb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.

Har en virksomhed momspligtige og momsfri aktiviteter, eller hvis virksomhedens indkøb er foretaget til såvel momspligtige som til virksomheden uvedkommende formål, vil virksomheden være omfattet af reglerne om delvis fradragsret, jf. momslovens § 38 og Momsvejledningen 2011-2, afsnit J.2.1.

Med baggrund heri vil kommunen ikke have fradragsret for leasingudgiften til multimedier i kontantlønnedgangsordningen, når medarbejderne udelukkende er beskæftiget med momsfri aktiviteter.

Indstilling, spørgsmål 3

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "ja".

Ad Spørgsmål 5:

Det ønskes bekræftet, at medarbejdere, der i mindre omfang er beskæftiget med momspligtige aktiviteter, og som har underskrevet en tro og love erklæring om ikke at anvende multimedierne til momspligtige aktiviteter, omfattes af samme regler som ansatte beskæftiget med ikke-momspligtige aktiviteter jf. spørgsmål 3 og 4.

Som anført under besvarelsen i spørgsmål 1, er den momsmæssige behandling af hjemme-pc ordninger omfattet af momslovens § 38, stk. 2, hvor der ved blandet anvendelse erhvervsmæssig/privat, udelukkende kan foretages fradrag for den del af afgiften, der skønsmæssigt svarer til pc'ernes fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed. Det er virksomheden selv, der som udgangspunkt foretager dette skøn, jf. bl.a. SKM2004.440.LSR og SKM2008.514.SR.

Det er i anmodningen oplyst, at nogle af kommunens medarbejdere har meget lidt berøring med momspligtige aktiviteter, eksempelvis medarbejdere i ældreplejen der sælger mad og drikke i forbindelse med plejecafeér, hvor en meget lille del af omsætningen er momspligtig. Dette tilfælde vedrører momspligtige aktiviteter, der er afgrænset til tjenestestedet, jf. SKM2010.639.SR.

Der er i momsmæssig sammenhæng ikke praksis for tro og love erklæringer, det er som udgangspunkt det faktiske erhvervsmæssige brug af pc'erne for den momspligtige virksomhed, der giver mulighed for fradrag.

Det afgørende er således, om pc'erne faktisk benyttes til momspligtige formål eller ej. Gør de ikke det, er der ingen fradragsret for momsen.

Den beskrevne jobfunktion for medarbejdere i plejecafeér, hvor den momspligtige aktivitet er afgrænset til tjenestestedet, giver ikke anledning til at formode, at medarbejderne fra deres hjemme-pc arbejder erhvervsmæssigt med momspligtige aktiviteter.

Hvis pc'erne således faktisk ikke benyttes til momspligtige formål finder Skatteministeriet, at pc'erne kan omfattes af de samme bestemmelser som medarbejdere beskæftiget med ikke-momspligtige aktiviteter jf. spørgsmål 3 og 4.

Indstilling, spørgsmål 5

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "ja, se dog begrundelse".

Ad Spørgsmål 2 og 4:

Det ønskes bekræftet, at der ved efterfølgende salg af de leasede multimedier til medarbejderne, jf. spørgsmål 1 og 3, skal afregnes fuld moms henholdsvis ingen moms af salgsprisen.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 21 stk. 1, kan enhver hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition. I henhold til § 21, stk. 2, kan enhver få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage.

Af Den Juridiske Vejledning, afsnit A.A.3.4 om 'Muligheden for at spørge om virkningerne for andre af spørgerens disposition', fremgår bl.a.

"Muligheden for bindende svar om de skattemæssige virkninger for andre forudsætter, at det handler om de skattemæssige virkninger for andre af spørgerens disposition.

Det er således kun den, der disponerer eller repræsenterer den disponerende, der kan anmode om et bindende svar."

Det er oplyst i anmodningen, at B køber multimedierne af underleverandørerne, og herefter leaser produkterne til kommunen gennem A. Det er således B, der som leasinggiver, er ejer af produkterne.

Når bindingsperioden for kontantlønnedgangsordningen udløber, tilbydes medarbejderne enten at frikøbe produkterne for beskattede midler eller at tilbagelevere dem.

Vælger medarbejderne efter bindingsperiodens udløb at købe produkterne for beskattede midler, vil dette momsmæssigt være at anse som en momspligtig levering mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 3.

Som oplyst er det B og ikke kommunen, der ejer de pågældende produkter, det er derfor ikke en af spørger (kommunen) foretaget disposition, der spørges til, men en disposition foretaget af tredjemand (B).

På denne baggrund finder Skatteministeriet, at spørgsmålene afvises. 

Indstilling, spørgsmål 2 og 4

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 og 4 afvises.

Ad Spørgsmål 6:

Det ønskes bekræftet, at kommunen skal pålægge moms, når en kontantlønnedgangsordning giver medarbejderne ret til at benytte p-pladser beliggende i tilknytning til medarbejderens fysiske arbejdssted.

Som ovenfor nævnt, er de kontantlønnedgangsordninger, som kommunen ønsker at tilbyde sine medarbejdere efter Skatteministeriets opfattelse ikke udtryk for en momspligtig leverance af ydelser til medarbejderne i henhold til momslovens § 4, jf. § 3, idet ordningerne tilbydes medarbejderne som et integreret led i den samlede vederlagspakke.

I henhold til momslovens § 42, stk. 1, nr. 3, samt Momsvejledningen 2011-2, afsnit J.3.1.3 om naturalaflønning, er der ikke fradragsret for købsmomsen i forbindelse med naturalaflønning af virksomhedens personale, da sådanne indkøb betragtes som indkøb til endeligt forbrug.

Der sker således ikke i almindelig momsmæssig forstand levering af en ydelse fra kommunen til medarbejderne, når der stilles p-pladser til rådighed som et integreret led i medarbejdernes samlede vederlagspakke.

På denne baggrund finder Skatteministeriet, at kommunen ikke skal pålægge moms i forbindelse med kontantlønnedgangsordningen vedrørende benyttelsesret til p-pladser.

Indstilling, spørgsmål 6

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 6 besvares med et "nej".

Ad Spørgsmål 7:

Det ønskes bekræftet, at kommunen ikke kan fradrage moms vedrørende udgifter til driften af p-pladserne, jf. spørgsmål 6.

I spørgsmål 6 finder Skatteministeriet, at der ikke foreligger levering mod vederlag i henhold til momslovens § 3, jf. § 4, når kommunen mod en kontantlønnedgang giver medarbejderne en benyttelsesret til p-pladser. Der er således ikke tale om økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand. Kontantlønnedgangen er at anse som naturalaflønning, hvilket i følge af momsloven § 42, stk. 1, nr. 3, ikke giver ret til fradrag.

Alene af den grund, vil der heller ikke kunne indrømmes fradrag for momsen, jf. momslovens kapitel 9, idet der kun er fradrag for varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.

Indstilling, spørgsmål 7

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 7 besvares med et "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter