Dato for udgivelse
15 Mar 2004 14:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24. februar 2004
SKM-nummer
SKM2004.127.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1907-0982
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Fri bil, autocamper
Resumé

En hovedanpartshaver fik stillet en autocamper til rådighed af sit selskab. Værdien heraf skulle beskattes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Reference(r)
Ligningsloven § 16, stk. 4
Henvisning
Ligningsvejledningen 2004-II, S.F.2.2.1.
Henvisning
Ligningsvejledningen, Almindelig Del A.B.1.9.2

Klagen vedrører, hvorvidt værdi af fri bil skal opgøres efter ligningslovens § 16, stk. 3 eller stk. 4.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstårene 1998, 1999 og 2000

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har ansat værdi af fri bil, Mercedes V 230, til hhv. 93.322 kr., 131.003 kr. og 78.333 kr. efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Landsskatteretten ansætter værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, til hhv. 46.000 kr., 108.000 kr. og 35.441 kr.

Sagens oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet B ApS. Den 8. juli 1998 købte selskabet en brugt bil af mærket Mercedes V 230 TD, årgang 1997, i Tyskland for 453.651 kr. Heraf udgjorde 250.000 kr. købsprisen i Tyskland, 43.511 kr. udgifter til ombygning af bilen samt 160.140 kr. registreringsafgift ved indførsel af bilen i Danmark. Bilen blev solgt den 31. maj 2000 for 360.000 kr.

Selskabet har afholdt følgende udgifter til forsikring, vægtafgift og vedligeholdelse af Mercedes:

Forsikring og vægtafgift

Vedligeholdelse

1998

9.278 kr.

54.764 kr.

1999

17.128 kr.

43.603 kr.

2000

6.552 kr.

42.501 kr.

Selskabet har ikke dokumenteret udgifterne til diesel, hvorfor skatteforvaltningen har ansat udgifterne til diesel til 1.600 kr. pr. måned svarende til 8.000 kr. i indkomståret 1998, 19.200 kr. i indkomståret 1999 og 8.000 kr. i indkomståret 2000 på baggrund af følgende oplysninger:

Ifølge Bilindex i Bilmarkedet samt Tillæg til Bilmagasinet den 23. august 2001 til 19. september 2001 kan en Mercedes V 230 køre 8,7 km pr. liter brændstof. Forbrug af diesel pr. måned kan herefter ansættes til 287 liter (2.500/8,7).

Pris pr. liter diesel var ifølge benzinfirma 5,87 kr. minus kontantrabat 2,5 %. Udgift til diesel pr. måned kan ansættes til 1.600 kr. (5,87*287).

Skatteforvaltningen har beregnet bilens værditab til 4.256 kr. pr. måned (93.651/22) på baggrund af differencen mellem bilens dokumenterede købspris 453.651 kr. og salgspris 360.000 kr., der herefter er fordelt forholdsmæssigt på hvert af indkomstårene svarende til det antal måneder, bilen har været til rådighed i de pågældende indkomstår. Bilen har herefter haft et værditab til 21.280 kr. i indkomståret 1998, 51.072 kr. i indkomståret 1999 og 21.280 kr. i indkomståret 2000.

Klageren har opgjort værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, til følgende:

1998: 400.000 x 0,23/12x6 = 46.000 kr.

1999: 450.000 x 0,24 = 108.000 kr.

2000: 453.651 x 0,75x0,25/12x5 = 35.441 kr.

Selskabet har endvidere været ejer af en personvogn af mærket Mitsubishi Galant, årgang 1994. Denne bil blev afhændet den 9. juni 1999. Den 27. maj 1999 købte selskabet en personvogn af mærket Mitsubishi Carisma, årgang 1999, for 202.000 kr. Denne bil blev afhændet i år 2000. Den 24. marts 2000 købte selskabet en personvogn af mærket Volvo V 70 for 477.552 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har beskattet klageren af værdi af fri bil med 93.322 kr., 131.003 kr. og 78.333 kr. for henholdsvis indkomstårene 1998, 1999 og 2000 med henvisning til ligningslovens § 16, stk. 3.

Bilen kunne og blev på købstidspunktet indregistreret som en autocamper. Ifølge Ligningsrådet skal værdi af fri autocamper ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf. TfS 1997.308. Herefter skal den skattemæssige værdi af fri autocamper ansættes til markedsværdien.

Markedsværdien for værdi af fri autocamper svarer til de omkostninger selskabet har afholdt til driften af autocamperen. Selskabet har ikke dokumenteret udgifterne til diesel, hvorfor udgifterne til diesel er ansat på baggrund af antal kilometer bilen kan køre pr. liter, anslået literpris samt et skønnet antal kørte kilometer.

Ved beregningen af bilens værditab skal der tages udgangspunkt i differencen mellem bilens dokumenterede købspris 453.651 kr. og salgspris 360.000 kr. Differencen 93.651 kr. skal herefter fordeles forholdsmæssigt på hvert af indkomstårene på baggrund af det antal måneder bilen har været til rådighed i de pågældende indkomstår.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har fremsat påstand om, at klagerens indkomst nedsættes med 47.322 kr., 23.003 kr. og 42.892 kr. svarende til at værdi af fri bil ansættes til henholdsvis 46.000 kr. for indkomståret 1998, 108.000 kr. for indkomståret 1999 og 35.441 kr. for indkomståret 2000, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Bilen, der er indregistreret som en autocamper efter de dagældende regler, skal i relation til ansættelse af værdi af fri bil behandles efter ligningslovens § 16, stk. 4. Bilen er en 6 personers ”minivan”, der ikke er specialindrettet i ligningslovens forstand, men den har et hævetag og en lille køkkenindretning bag den bagerste stolerække.

Bilen indregistreret som en autocamper efter de dagældende regler. Ved ændringen af registreringsafgiftsloven lov nr. 463 af 31/5 2000, jf. L 235 1999/00 blev kravene til autocampere skærpet. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget havde lovændringen til formål at begrænse mulighederne for at få almindelige større personbiler kategoriseret som campingbiler. I dag ville bilen således ikke kunne indregistreres som en autocamper.

Ifølge praksis er det kun særlige køretøjer, der beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3. Se bl.a. SKM2002.228.LR /TfS 2002.507 LR, hvor privat benyttelse af en 9-personers bus skulle føre til beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, TfS 2002.950 ØLD, hvor en kassevogn indrettet med faste hylder ikke skulle beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 4, TfS 1999.495, hvor en varevogn der var indrettet med hylder og køleanordning ikke var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4 samt TfS 1999.919, hvor en gardinbus blev anset for anvendelig til privat befordring og derfor skulle beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Det fremgår ikke af Ligningsrådets afgørelse, offentliggjort i TfS 1997.308, hvordan campingbilen var indrettet. Udtrykket campingbil er ikke et entydigt begreb, og afgørelsen bør derfor ikke få betydning for udfaldet af denne sag, hvor der i stedet skal foretages en konkret vurdering, jf. LV, afsnit A.B.1.9.2.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdi af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, jf. statsskattelovens § 4.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for den skattepligtiges private benyttelse, beregnes som en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi. Bilens værdi udgør mindst 150.000 kr. og højst 400.000 kr. i indkomståret 1998 og mindst 160.000 kr. og højest 450.000 kr. i indkomstårene 1999 og 2000. Procentdelen udgør 23, 24 og 25 for henholdsvis indkomståret 1998, 1999 og 2000, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Reglerne om beskatning af fri bil i ligningslovens § 16, stk. 4, finder alene anvendelse på biler, der efter deres art og fremtræden kan være anvendelige som alternativ til en privat bil, men ikke på f.eks. lastvogne, kranvogne, indrettede værkstedsvogne og andre specialkøretøjer. Privat kørsel i sådanne specialkøretøjer værdiansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3.

Vurderingen af om en bil må anses for uanvendelig til privat kørsel er konkret, og i det tilfælde der foreligger, kan bilen ikke anses for at være uanvendelig som alternativ til en privat bil, navnlig pga. bilens indretning. Klageren skal derfor beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 og ikke efter ligningslovens § 16, stk. 3, svarende til at værdi af fri bil ansættes til 46.000 kr. for indkomståret 1998, 108.000 kr. for indkomståret 1999 og 35.441 kr. for indkomståret 2000. Dette er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter