Indhold

Afsnittet handler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at kapitalforsikringer i pensionsøjemed er omfattet af reglerne i PBL, kapitel 1, §§ 10-11.

Afsnittet indeholder:

  • Krav til aftaler om kapitalforsikring
  • Invalidesumsforsikring
  • Indsættelse af begunstigede
  • Kapitalforsikringer oprettet før den 1. januar 1972.

Krav til aftaler om kapitalforsikring

En kapitalforsikring skal være oprettet inden det seneste udbetalingstidspunkt, der er første policedag 15 år efter opnåelse af pensionsudbetalingsalderen, se afsnit (C.A.10.2.1.1.2.1) om pensionsudbetalingsalderen.

Efter PBL § 10, stk. 1, nr. 1 skal aftalen (policen) om en kapitalforsikring i pensionsøjemed være oprettet i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der

  • har hjemsted her i landet, eller
  • driver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet, eller
  • har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed i et andet land inden for EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område (EØS-lande), og driver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, jf. lov om finansiel virksomhed § 30, stk. 1, 4 og 7-10, LBK nr. 174 af 31. januar 2017, eller
  • har hjemsted i et andet land inden for EU/EØS og i dette land har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed, og som SKAT har godkendt.

Policen skal være oprettet med forsikringstageren som forsikret og ejer af forsikringen. Er policen oprettet som led i en pensionsordning med en arbejdsgiver, kan arbejdsgiveren dog være forsikringstager, se PBL § 10, stk. 1, nr. 2.

En kapitalforsikring i pensionsøjemed kan tegnes som

  1. en forsikring, hvor forsikringssummen under alle omstændigheder kommer til udbetaling, eller
  2. en livsbetinget forsikring, dvs. at forsikringssummen kun udbetales, hvis forsikrede lever på det aftalte udbetalingstidspunkt, eller
  3. en ren dødsfaldsforsikring, dvs. at forsikringssummen kun kommer til udbetaling, hvis pensionsopspareren dør inden et nærmere aftalt tidspunkt.

Se PBL § 10, stk. 1, nr. 2.

For kapitalforsikringer omfattet af punkt a.-b. skal policen indeholde bestemmelse om, at udbetaling til pensionsopspareren selv tidligst må ske på det tidspunkt, hvor pensionsopspareren har nået

  • pensionsudbetalingsalderen, jf. PBL § 1 a, eller
  • en lavere pensionsalder, der er godkendt af Skatterådet,

og senest den første policedag 20 år efter, at han eller hun har opnået pensionsudbetalingsalderen, se PBL § 10, stk. 1, nr. 3. Se også  lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 1, nr. 4, der med virkning fra 1. januar 2018 forlænger forfaldstidspunktet for seneste udbetaling med 5 år, dvs. fra 15 år til 20 år efter forsikredes pensionsudbetalingsalder. 

Se også

Se også afsnit (C.A.10.2.1.1.2.1) om pensionsudbetalingsalderen, og lavere pensionsalder, der er godkendt af Skatterådet.

Efter PBL § 10, stk. 1, nr. 3 kan pensionsopspareren indgå aftale om, at udbetaling af forsikringssummen kan ske på et tidligere tidspunkt, hvis han eller hun

  • får varig nedsat funktionsevne (arbejdsevne) (invaliditet), se også afsnit(C.A.10.2.5.4.2)
  • bliver ramt af en livstruende sygdom, se også afsnit (C.A.10.2.5.4.4) .

Bemærk

Er kapitalforsikringen oprettet før den 1. maj 2007 skal policen indeholde bestemmelse om, at udbetaling til pensionsopspareren selv tidligst må ske ved det fyldte 60. år, medmindre Skatterådet har godkendt en lavere pensionsalder, se ikrafttrædelsesbestemmelsen i Lov nr. 347 af 18. april 2007,§ 4, stk. 4, som er ændret ved lov nr. 1278 af 16. december 2009, § 11.

Bliver forsikringen tegnet som en ren dødsfaldsforsikring, omfattet af punkt c., må den ikke give ret til udbetaling, hvis pensionsopspareren dør senere end første policedag 20 år efter, at han eller hun har nået pensionsudbetalingsalderen jf. PBL § 10, stk. 1, nr. 2. Se også  lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 1, nr. 4, der med virkning fra 1. januar 2018 forlænger forfaldstidspunktet for seneste udbetaling med 5 år, dvs. fra 15 år til 20 år efter forsikredes pensionsudbetalingsalder. 

Det gælder også kapitalforsikringer, der er oprettet før d. 1. maj 2007, se ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 412 af 29. maj 2009, § 3, stk. 4.

Se også

Se afsnit (C.A.10.2.1.1.2.1) om pensionsudbetalingsalderen.

 

Invalidesumsforsikring

Der er mulighed for at oprette en invalidesumsforsikring i tilknytning til en kapitalforsikring i pensionsøjemed, jf. PBL § 10, stk. 2. Se mere om invalidesumsforsikringer i afsnit (C.A.10.2.5.1.4).

Indsættelse af begunstigede

Pensionsopspareren har muligheder for at bestemme, hvem der skal have udbetalt forsikringssummen, hvis han eller hun dør, inden kapitalforsikringen er kommet til udbetaling, ved at indsætte en begunstiget i policen.

Det er dog kun

  • nærmeste pårørende efter forsikringsaftalelovens § 105 a, eller
  • forsikredes ægtefælle, eller fraskilte ægtefælle, eller
  • livsarvinger, herunder stedbørn og disses livsarvinger, eller
  • en navngiven person, der har fælles bopæl med den forsikrede ved indsættelsen, eller dennes livsarvinger,

der kan indsættes som begunstigede. Se PBL § 10, stk. 1, nr. 4, jf. § 5, stk. 2.

Har pensionsopspareren ikke indsat en begunstiget tilfalder udbetaling fra kapitalforsikringen de nærmest pårørende, men har pensionsopspareren udtrykkeligt bestemt, at der ikke skal være indsat begunstigede, tilfalder udbetaling fra kapitalforsikringen pensionsopsparerens dødsbo. Se forsikringsaftalelovens §105 b.

Se også

Afsnit C.A.10.2.5.2 om kravene til anbringelse af midlerne i en kapitalforsikring.

Kapitalforsikringer oprettet før den 1. januar 1972

En kapitalforsikring, der er oprettet før den 1. januar 1972, og som er omfattet af overgangsbestemmelsen i PBL § 11, bliver beskattet efter reglerne i PBL afsnit I, selv om den ikke opfylder alle de øvrige betingelser i PBL § 10. En sådan forsikring kan fx indeholde bestemmelse om udbetaling på et senere tidspunkt end forsikredes fyldte 75. år, eller der kan som begunstiget ved forsikredes død være indsat andre pårørende end ægtefælle og livsarvinger, fx søskende, forældre eller svigerbørn.

Bliver præmierne til en kapitalforsikring omfattet af PBL § 11, stk. 1 forhøjet, eller bliver der indbetalt et kapitalindskud, skal forsikringen eller den del, der svarer til forøgelsen, opfylde betingelserne i PBL § 10. Der skal oprettet en særskilt kapitalforsikring til den del af indbetalingerne, der udgør præmieforhøjelser eller kapitalindskud  d. 1 januar 1972 eller senere. Tilskrivning af bonus betragtes ikke som forøgelse, hvis aftalen om, at bonus skal anvendes til opskrivning af kapitalforsikringen, er indgået før den 1. januar 1972, se PBL § 11, stk. 2.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter