Indhold

Dette afsnit handler overordnet om modeloverenskomsten.

Afsnittet indeholder:

  • Kildesøgning
  • Modeloverenskomstens historik
  • Modeloverenskomstens struktur
  • Modeloverenskomstens retskildeværdi.

Kildesøgning

OECD udgiver modeloverenskomsten på de to sprog, der anvendes som arbejdssprog i OECD, engelsk og fransk. Den engelske titel er: Model Tax Convention on Income and on Capital condensed version. December 2017."

Den engelske version af modeloverenskomsten (full version) kan downloades fra OECD's hjemmeside.

Modeloverenskomsten kan købes som bog ved henvendelse til OECD's boghandel på:

http://www.oecdbookshop.org/browse.asp?pid=title-detail&lang=en&ds=&ISB=9789264211155

Ovenstående henvisninger er til en kondenseret version (condensed version), som indeholder:

  • Introduktion
  • Indholdsfortegnelse til modeloverenskomsten
  • Overenskomstteksten (dvs. de 32 artikler med overskrifter og kapitelinddelinger)
  • Kommentarer til de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Der findes en fuld version med historiske noter, uddybende baggrundsrapporter og lister over alle de DBO'er, der er indgået blandt alle OECD-landene indbyrdes.

Det er ikke nødvendigt at have adgang til den fulde version af modeloverenskomsten. Derimod kan det i helt særlige tilfælde være relevant at studere en af baggrundsrapporterne, som fx baggrundsrapporten Attribution of Profits to Permanent Establishments, 2010. Her findes mere detaljerede fortolkningsbidrag.

Den kondenserede version af modeloverenskomsten indeholder henvisninger til baggrundsrapporterne på de relevante steder i kommentarerne til de enkelte artikler.

Bemærk

Skatteministeriet udgiver ikke nogen autoriseret dansk oversættelse af modeloverenskomsten. Hverken af selve teksten eller af kommentarerne.

Bemærk

OECD opdaterer løbende modeloverenskomsten og udgiver med få års mellemrum nye udgaver af den kondenserede version af modeloverenskomsten. Den seneste udgave er udgivet i 2017.

Modeloverenskomstens historik

OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) er grundlagt i 1961 og udspringer af en tidligere organisation fra 1947. Dobbeltbeskatning var fra grundlæggelsen et prioriteret arbejdsområde for OECD. Den første modeloverenskomst kom allerede i 1963.

Modeloverenskomsten fra 1963 er bygget på en videreudvikling af DBO'er, der allerede var i brug på det tidspunkt. DBO'er blev allerede indgået i årene mellem de to verdenskrige, primært mellem nabolande som fx inden for Norden. Danmarks nuværende DBO'er udspringer alle af en OECD-model.

OECD's modeloverenskomst fra 1963 blev revideret og udgivet på ny i 1977. Siden da har OECD revideret modeloverenskomsten kontinuerligt. Den nuværende kondenserede version er udgivet første gang i 1992 og revideret med få års mellemrum siden da. Tidligere udgaver er udkommet i 2014, 2010, 2008 og 2005.

Den aktuelle udgave udkom i december 2017.

De ændringer, der sker fra udgave til udgave, vedtages af OECD's Committee for Fiscal Affairs (CFA) på baggrund af forarbejde i en række arbejdsgrupper bestående af repræsentanter for OECD-landene. Nogle af arbejdsgrupperne er permanente, mens andre etableres for at få løst en bestemt opgave.

De senere års ændringer i modeloverenskomsten har for det meste bestået i revision og uddybning af kommentarerne til modeloverenskomstens enkelte artikler.

Ændringer i selve teksten i modeloverenskomstens artikler er relativt sjældne. Af større ændringer nævnes:

  • 2017: Ændring af artikel 5 om fast driftssted og helt ny artikel 29. Se afsnit C.F.8.2.2.5 og afsnit C.F.8.2.2.29.
  • 2014: Ændring af overskrift på artikel 17 (Entertainere og sportsudøvere). Se afsnit C.F.8.2.2.17.
  • 2010: Nyaffattelse af artikel 7 (Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed). Se afsnit C.F.8.2.2.7.
  • 2003: Ny artikel 27 (Bistand til inddrivelse af skatter). Se afsnit C.F.8.2.2.27.
  • 2000: Sletning af artikel 14 (Frit erhverv). Se afsnit C.F.8.2.2.14.

Modeloverenskomstens struktur

OECD's modeloverenskomst for DBO'er (engelsk: Model Tax Convention on Income and on Capital) har siden 2003 bestået af i alt 30 artikler. 

De 30 artikler er nummereret fra 1 til 31, fordi artikel 14 er udgået af modeloverenskomsten i 2000. Én af artiklerne, artikel 23 (metodebestemmelsen), findes i to versioner - artikel 23 A og artikel 23 B. Se afsnit C.F.8.2.2.23.

De 30 artikler i modeloverenskomsten er opdelt i 7 kapitler:

  • Kapitel I. Artikler om anvendelsesområde - artikel 1 og 2.
  • Kapitel II. Artikler med definitioner - artikel 3-5.
  • Kapitel III. Artikler, der fordeler beskatningsretten til indkomst - artikel 6-21.
  • Kapitel IV: Artikel, der fordeler beskatningsretten til formue - artikel 22.
  • Kapitel V: Artikel om metode til undgåelse af dobbeltbeskatning - artikel 23 (A og B).
  • Kapitel VI: Andre artikler - artikel 24-29.
  • Kapitel VII: Ikrafttrædelses- og ophørsartikler - artikel 31 og 32.

Bemærk

Danmarks DBO'er indeholder normalt ikke kapitelinddeling. Men strukturen og rækkefølgen af de enkelte artikler er som i modeloverenskomsten.

Modelkonventionens retskildeværdi

Modeloverenskomsten og dens kommentarer er ikke gennemført i national ret og er derfor ikke folkeretligt bindende. Der er, som navnet siger, tale om en model.

Modeloverenskomsten og dens kommentarer er tilvejebragt gennem et internationalt administrativt samarbejde mellem OECD's medlemslande. Kommentarerne er udtryk for landenes fælles opfattelse. OECD anbefaler, at landene tager udgangspunkt i kommentarerne, når de anvender og fortolker deres DBO'er. Se punkt 3 i indledningen til kommentarerne i modeloverenskomsten.

Det forekommer, at et enkelt land er uenigt i et enkelt element i kommentarerne, og i så fald kan landet få medtaget et forbehold i kommentarerne. Medmindre Danmark har taget et sådant forbehold, er kommentarerne udtryk for, hvordan Skatteministeriet mener, at en konkret bestemmelse i modeloverenskomsten skal udlægges.

I enhver konkret sag er det teksten i den konkrete DBO der gælder, og ikke teksten i modeloverenskomsten. Meget ofte vil DBO'ens bestemmelse dog være sammenfaldende med modeloverenskomstens tekst, eller der vil kun være små afvigelser. Det betyder, at kommentarerne til modeloverenskomsten meget ofte udgør et væsentligt bidrag til fortolkningen af DBO'en. Talrige danske afgørelser henviser til kommentarerne til modeloverenskomsten, og der findes eksempler på, at kommentarerne har haft afgørende betydning. Se TfS 1995, 731 LR.  

Man skal dog være opmærksom på, at modeloverenskomsten og dens kommentarer er blevet til administrativt uden Folketingets medvirken. Kommentarerne har dermed ikke samme status som lovbemærkninger.

Kommentaren har kun bindende virkning for forvaltningen, herunder den kompetente myndighed, i det omfang der er tale om egentlige fortolkningsbidrag til udfyldelse af DBO-tekstens enkelte udtryk. Kommentarer, som kun indeholder anbefalinger af processuel karakter, eller som diskuterer overenskomstens indhold ud fra forudsætninger, der findes i landenes interne ret, har ikke direkte bindende virkning efter dansk ret. Kommentarernes retskildemæssige status indebærer endvidere, at de ikke er bindende for Landsskatteretten og domstolene.

Bemærk

Hvis en bestemmelse i en DBO afviger fra modeloverenskomsten, kan baggrund og begrundelse herfor i mange tilfælde findes i bemærkningerne til den lov, som har implementeret DBO'en i dansk ret. Henvisning til implementeringsloven kan findes i afsnit C.F.9 under de enkelte DBO'er.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter