Indhold

Dette afsnit handler om, hvilke selvangivelsesfrister der gælder for skattepligtige fysiske personer samt for skattepligtige juridiske personer.

Afsnittet indeholder:

  • Skattepligtige fysiske personer
  • Skattepligtige juridiske personer
  • Godkendelse af selvangivelsen
  • Adgang til at rette mindre fejl og mangler ved selvangivelsen.

Skattepligtige fysiske personer

Skattepligtige fysiske personer, der er selvstændigt erhvervsdrivende, eller som har udenlandsk indkomst eller udenlandsk virksomhedsindkomst, skal selvangive senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb. Se SKL § 4, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med stk. 1, 2. pkt., nr. 1 og 2.

En selvangivelsespligtig, der alene modtager en årsopgørelse og ikke en selvangivelse, skal dog selvangive senest den 1. maj i året efter indkomstårets udløb, medmindre

  • der er tale om samlevende ægtefæller efter KSL § 4, hvor den ene ægtefælle har selvangivelsesfrist den 1. juli, og dermed begge ægtefæller har selvangivelsesfrist den 1. juli,
  • den selvangivelsespligtige eller dennes ægtefælle modtager en årsopgørelse, men forudsættes efter lovgivningen at indgive en selvangivelse, eller
  • den selvangivelsespligtige senest den 1. maj i selvangivelsesåret skriftligt har meddelt SKAT, at den selvangivelsespligtige for dette år ikke vil modtage en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse og dermed får selvangivelsesfrist den 1. juli.

Se SKL § 4, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt med stk. 1, 1. pkt., og stk. 1, 2. pkt., nr. 1 og 2

Se også

Skattepligtige juridiske personer

Skattepligtige juridiske personer skal selvangive senest 6 måneder efter indkomstårets udløb. Udløber indkomståret i perioden 1. februar til 31. marts, skal der selvangives senest 1. august samme år. Se SKL § 4, stk. 2.

Bemærk:

Der kan gælde særlige selvangivelsesfrister i forbindelse med ophør af skattepligt. Se SEL § 5.

Ved

  • opløsning

  • overgang til beskatning efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6 eller

  • undtagelse fra beskatning jf. SEL § 3

skal likvidator eller ledelsen, hvis likvidator ikke er valgt, indsende selvangivelse med opgørelse af indkomsten for det afsluttende indkomstår inden 1 måned.

Fristen på 1 måned skal overholdes uanset at selvangivelsesfristen efter SKL § 4, stk. 2, ikke er udløbet.

Se SEL § 5, stk. 3.

Reglerne gælder tilsvarende, hvis et selskab eller forening efter bestemmelser i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemhørende i udlandet, Grønland eller Færøerne.

Herudover finder reglerne anvendelse for skattepligtige foreninger som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, når foreningen helt eller delvist ophører med at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Se SEL § 5, stk. 5 og 6.

I andre tilfælde end opløsning, overgang eller undtagelse som nævnt i SEL § 5, stk. 1 og 3, finder skattekontrollovens almindelige selvangivelsesfrister jf. SKL § 4, stk. 2, anvendelse.

Særskilt udskudt frist for selvangivelse ved indberetning af fremførselsberettigede underskud

For at understøtte indførelsen af obligatorisk digital selvangivelse for selskaber mv. skal skattepligtige juridiske personer digitalt indberette til SKAT om fremførselsberettigede underskud for hvert af indkomstårene 2002 til og med det seneste indkomstår, der udløber inden indberetningstidspunktet.

Se SEL § 35, indført ved lov nr. 518 af 28. maj 2014.

Det er som overgangsregel fastsat i denne ændringslovs § 4, stk. 5,

  • at hvis en skattepligtig juridisk person skal indgive selvangivelse i perioden fra den 1. oktober til den 31. juli efter indkomstårets udløb, som styret af SKL § 4, stk. 2, 
    • og selvangivelsesfristen for indkomståret udløber i den periode, hvor indberetningen af fremførselsberettigede underskud finder sted,
  • kan den skattepligtige juridiske person vente med at indgive selvangivelse for indkomståret til den 1. august i året efter indkomstårets udløb.   

Godkendelse af selvangivelsen

En selvangivelsespligtig fysisk person skal ved digital indgivelse af en selvangivelse via skat.dk/TastSelv Borger godkende eller "digitalt underskrive" årsopgørelsen eller selvangivelsen ved at markere "godkend".

En selvangivelsespligtig fysisk person, der positivt har tilvalgt selvangivelse og årsopgørelse på papir skal egenhændigt selv eller ved en befuldmægtiget underskrive selvangivelsen.

Bemærk

I praksis kræver SKAT ikke dokumentation for, at der foreligger den fornødne fuldmagt.

Adgang til at rette mindre fejl og mangler ved selvangivelsen

SKAT skal give den selvangivelsespligtige adgang til at rette evt. mindre fejl og mangler ved selvangivelsen som fx manglende underskrift eller manglende udfyldelse af specifikationsrubrikker, herunder supplerende regnskabsoplysninger for en selvstændigt erhvervsdrivende.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter