Indhold

Dette afsnit handler om selvangivelsens bindende virkning.

Afsnittet indeholder:

  • Ændringer i selvangivelsen ved genoptagelse
  • Efterfølgende af- og nedskrivninger
  • Ændre beslutning om valg af virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen.

Ændringer i selvangivelsen ved genoptagelse

Selvangivelsen udelukker ikke, at den selvangivelsespligtige efterfølgende kan få ændret indkomstansættelsen som følge af nye oplysninger. Er indkomsten ansat for højt, fx fordi den selvangivelsespligtige har overset et fradrag eller glemt at afskrive, kan indkomsten nedsættes til det korrekte beløb.

Eventuelle efterfølgende ændringer i selvangivelsen skal dog ske efter reglerne og fristerne for ordinær genoptagelse af indkomstansættelsen efter SFL § 26, stk. 2, eller ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1 og 2.

Se afsnit A.A.8.1 og A.A.8.2.

Efterfølgende af- og nedskrivninger

SKAT kan tillade efterfølgende af- og nedskrivninger i tilfælde, hvor den skattepligtige indkomst agtes ansat til et beløb, der afviger fra det selvangivne. Tilladelse hertil forudsætter, at den skattepligtige ansøger SKAT om efterfølgende af- og nedskrivninger med opgørelse over de ændringer, som den skattepligtige ønsker foretaget. Se BEK nr. 1287 af 13. december 2005 om efterfølgende af- og nedskrivninger m.v.

Se afsnit C.C.2.4.1.8.

Bemærk

Ændringer af af- og nedskrivninger efter BEK nr. 1287 af 13. december 2005 afviger særskilt fra den situation, hvor en skattepligtig vil ændre sin selvangivne afskrivningssats. I så fald skal den skattepligtige indgive meddelelse til SKAT herom senest 3 måneder efter udløbet af selvangivelsesfristen. Se AL § 52, stk. 1.

Ændre beslutning om valg af virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen

En selvangivelsespligtig, der har over- eller underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed, som fx kun beskattes efter personskatteloven, kan ændre beslutningen om, hvorvidt virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen skal anvendes eller ikke.

Bemærk

Tilkendegivelse herom skal ske til SKAT senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret. Se VSL § 2, stk. 2, 2.-3. pkt., samt VSL § 22 a, stk. 1, 3. pkt., med henvisning til VSL § 2, stk. 2, 1.-3. pkt. Se også afsnit A.A.14.2 om omvalg.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter