Indhold

Dette afsnit handler om skattepligtige fysiske personer, der modtager en selvangivelse til at indgive for det foregående indkomstår som grundlag for at få beregnet en slutskat ifølge en årsopgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Fysiske personer, der skal indgive en selvangivelse for at få en årsopgørelse
  • Pligt til at selvangive
  • Selvangivelsespligtige, der er selvstændigt erhvervsdrivende, skal selvangive digitalt
  • Hurtig selvangivelses- og årsopgørelsesprocedure, når selvangivelse indgives digitalt
  • Selvangivelses- og årsopgørelsesprocedure ved selvangivelse på papir
  • Den selvangivelsespligtige ser ikke i sin personlige skattemappe eller får ikke selvangivelse på papir.

Fysiske personer, der skal indgive en selvangivelse for at få en årsopgørelse

Hovedregel

Følgende skattepligtige - og dermed selvangivelsespligtige - fysiske personer skal indgive en selvangivelse for at modtage en årsopgørelse, hvis de selvangivelsespligtige for indkomståret forventes at skulle give Skatteforvaltningen oplysninger om

  1. selvstændig erhvervsvirksomhed, se dog undtagelse nedenfor,
  2. indkomst fra udlandet,
  3. ejendom i udlandet,
  4. indkomst, der helt eller delvist er fritaget for indeholdelse af dansk skat, medmindre fritagelsen angår indeholdelse i dansk pension, eller om
  5. indkomst, der optjenes som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, der er udført uden for Danmark, og når der ved skatteberegningen gives nedslag i indkomsten efter en overenskomst til at undgå dobbeltbeskatning eller efter interne danske regler.

Endvidere skal følgende selvangivelsespligtige fysiske personer indgive en selvangivelse for at modtage en årsopgørelse, hvis de selvangivelsespligtige forventes at skulle give Skatteforvaltningen oplysninger under hensyn til, at

  1. de har været både fuldt og begrænset skattepligtige til Danmark i løbet af indkomståret,
  2. de er fuldt skattepligtige til Danmark og samtidig er skattemæssigt hjemmehørende i et andet land,
  3. de anvender forskudt indkomstår,
  4. de er omfattet af SKL § 1, stk. 6 (samlevende ægtefæller til fysiske personer, der selvstændigt skal selvangive for at modtage en årsopgørelse), eller
  5. de anmoder SKAT om at få tilsendt en selvangivelse i stedet for en årsopgørelse efter SKL § 4, stk. 1, nr. 2.

Se BEK nr. 535 af 22. maj 2013 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse § 1, stk. 2-3, og § 3.

Bekendtgørelsen er trådt i kraft den 1. juni 2013 og har virkning for indkomståret 2013. Dette indebærer, at procedurerne for selvangivelse og årsopgørelse for indkomståret 2013, der finder sted i løbet af 2014, skal ske efter de nye regler.

Undtagelse 1

Fysiske personer, der forventes at give Skatteforvaltningen oplysninger om selvstændig erhvervsvirksomhed, vil alligevel alene modtage en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Personen er ikke registreret for moms- eller lønsumsafgiftspligtige aktiviteter for indkomståret.
  2. Personens virksomhedsresultat udgør 25 pct. eller mindre af den samlede personlige indkomst for indkomståret.
  3. Personen har ikke for et tidligere indkomstår hensat beløb på konto for opsparet overskud, som ikke er hævet, efter VSL § 10.
  4. Personen har ikke for et tidligere indkomstår hensat beløb på konjunkturudligningskontoen eller anvendt kunstnerbeskatningsordningen, som ikke er hævet, efter VSL § 22 b og § 22 d.
  5. Personen er ikke begrænset skattepligtig af indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark.

I grundlaget for vurderingen af, om betingelserne nr. 1-5 er opfyldt, indgår oplysningerne i personens årsopgørelse for det seneste indkomstår. Hvis personens forskudsopgørelse er blevet ændret for det aktuelle indkomstår, er grundlaget i stedet oplysningerne i den seneste forskudsopgørelse.

Se BEK nr. 535 af 22. maj 2013 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse § 2, stk. 1-2.

Undtagelse 2

Selv om undtagelse 1, betingelserne nr. 1-5, ikke er opfyldt, modtager en fysisk person en årsopgørelse, hvis personen har indkomst af anparter, som beskattes efter

Se BEK nr. 535 af 22. maj 2013 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse § 2, stk. 3.

Bemærk

En fysisk person skal som "undtagelse til undtagelsen" og dermed efter hovedreglen selvangive for at modtage en årsopgørelse,

  • hvis personen har indkomst fra anpartsprojekter,
    • hvor anparterne er anskaffet før den 12. maj 1989, og
    • anparterne ikke vedrører investering i skibe, eller
  • hvis personen ud over indkomsten fra anpartsvirksomheden har indkomst fra anden selvstændig erhvervsvirksomhed, som ikke opfylder undtagelse 1, betingelser nr. 1-5.

Se BEK nr. 535 af 22. maj 2013 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse § 2, stk. 3.

 

Undtagelse 3

Fysiske personer, der forventes at give Skatteforvaltningen oplysninger om indkomst fra udlandet eller om en ejendom i udlandet, vil alligevel alene modtage en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse, hvis:

  1. personens indkomst fra udlandet består af pension,
  2. personens indkomst fra udlandet består af kapitalindkomst, eller
  3. personen har ejendom i udlandet.

I grundlaget for vurderingen af, om betingelserne nr. 1-3, er opfyldt, indgår oplysningerne i personens årsopgørelse for det seneste indkomstår, når oplysningerne er selvangivet i TastSelv, medmindre oplysningerne er slettet i forskudsopgørelsen.

Se BEK nr. 535 af 22. maj 2013 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse § 2 a, stk. 1-2.

 

Se også

Se også om afgrænsning af skattepligtige fysiske personer, der alene modtager en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse, i BEK nr. 535 af 22. maj 2013 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse § 1, stk. 1, og § 2 samt afsnit A.B.1.1.2.1.

Pligt til at selvangive

Skattepligtige fysiske personer, der har selvangivelsesfrist den 1. juli i året efter indkomstårets udløb, skal indgive en selvangivelse i digital form eller på papir.

Se SKL § 4, stk. 1.

xDet gælder nærmere, at

    • Selvangivelsespligtige, der er selvstændigt erhvervsdrivende, og som ikke har udenlandsk indkomst eller udenlandsk virksomhedsindkomst, skal anvende blanket 04.003 - Den udvidede selvangivelse.
    • Selvangivelsespligtige, der har udenlandsk indkomst, skal via skat.dk/TastSelv Borger indtaste oplysningerne i årsopgørelsens felter for udenlandsk indkomst eller skal anvende blanket 04.012 - Selvangivelse for udenlandsk indkomst.
    • Selvangivelsespligtige, der har udenlandsk virksomhedsindkomst, skal via skat.dk/TastSelv Borger indtaste oplysningerne i årsopgørelsens felter for udenlandsk virksomhedsindkomst eller skal anvende blanket 04.011 - Selvangivelse for udenlandsk virksomhedsindkomst.

x

Selvangivelsespligtige, der skal selvangive digitalt

Hovedregel

Skattepligtige fysiske personer, der er selvangivelsespligtige efter SKL § 1, og som er registreret for moms eller lønsumsafgift, skal selvangive digitalt via skat.dk/TastSelv Borger. Se BEK nr. 147 af 4.februar 2015 om digital kommunikation på Skatteministeriets område § 1, stk. 1-2.

Undtagelse

Pligten til at indgive selvangivelsen digitalt omfatter ikke:

  • Selvangivelsespligtige, der er eller i løbet af indkomståret har været begrænset skattepligtige efter kildeskatteloven
  • Selvangivelsespligtige, der i løbet af indkomståret indtræder eller udtræder af skattepligten efter KSL § 1.
  • Selvangivelsespligtige efter KSL § 1, der har skattemæssigt hjemsted i udlandet eller i løbet af indkomståret får skattemæssigt hjemsted i udlandet, og for det pågældende indkomstår ønsker at blive beskattet efter reglerne om grænsegængere.
  • Selvangivelsespligtige, der ved indkomstopgørelsen skal medregne gevinst og tab af fordringer efter reglerne om næring i kursgevinstloven.
  • Selvangivelsespligtige, der efter skattekontrolloven har pligt til at indsende skatteregnskab sammen med selvangivelsen.
  • Selvangivelsespligtige, der har omdannet virksomheden til selskab efter reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse og sammen med selvangivelsen indsender de selskabsretlige dokumenter, jf. VOL § 2, stk. 1, nr. 7.
  • Selvangivelsespligtige, der overdrager virksomhed efter kildeskattelovens regler om skattemæssig succession.
  • Selvangivelsespligtige, der har modtaget erstatnings- eller forsikringssum og efter ejendomsavancebeskatningsloven skal indsende meddelelse om genopførelse af fast ejendom sammen med indkomstårets selvangivelse.
  • Selvangivelsespligtige, der efter KGL § 32, stk. 3, har opgjort et tab på visse aktiebaserede finansielle kontrakter, og som kun ønsker at bruge en del af det opgjorte tab.
  • Selvangivelsespligtige, der i indkomståret sidder i uskiftet bo, og hvor skatten beregnes efter dødsboskattelovens kapitel 10.
  • Selvangivelsespligtige, der ikke er fyldt 18 år ved indkomstårets begyndelse.
  • Selvangivelsespligtige, der efter værgemålsloven er umyndiggjorte.

Se BEK nr. 147 af 4. februar 2015 § 2, nr. 1-12.

Se A.A.7.6 om Digital kommunikation.

Hurtig selvangivelses- og årsopgørelsesprocedure, når selvangivelse indgives digitalt

xSkattepligtige fysiske personer med selvangivelsesfrist den 1. juli i året efter indkomstårets udløb efter SKL § 4, stk. 1, der har pligt til digital indgivelse af selvangivelsen, modtager fra begyndelsen af marts i selvangivelsesåret en selvangivelse.

Den selvangivelsespligtige modtager selvangivelsen i sin personlige skattemappe, som den selvangivelsespligtige tilgår via skat.dk/TastSelv Borger ved at indtaste eget CPR-nummer og egen personlig TastSelv-kode eller NemID.x

I den personlige skattemappe kan den selvangivelsespligtige finde de oplysninger til selvangivelsen, som Skatteforvaltningen er i besiddelse af gennem indberetningspligterne efter SKL afsnit II, og som er nærmere udmøntet i BEK nr. 890 af 10. juli 2015 (indberetningsbekendtgørelsen).

En selvangivelsespligtig, der har modtaget selvangivelsen digitalt, kan til opfyldelse af sin personlige selvangivelsespligt via skat.dk/TastSelv Borger taste de oplysninger, der mangler, og godkende eller ændre de indberettede oplysninger ved at sætte et flueben eller skrive et andet beløb.  

Der er dog visse begrænsninger i adgangen til at taste ændringer, idet felter i årsopgørelsen, der består af indberettede oplysninger fra hvervgivere, pengeinstitutter, pensionskasser mv., er låst fast. Se afsnit A.B.1.1.3 og BEK nr. 685 af 20. juni 2014 om begrænsning i adgangen for visse skattepligtige til at ændre oplysninger om indkomster og fradrag i selvangivelsen og årsopgørelsen

Når den selvangivelsespligtige har sikret sig, at de indberettede oplysninger på selvangivelsen er korrekte og fyldestgørende, behøver den selvangivelsespligtige ikke at foretage sig yderligere for så vidt angår disse oplysninger.  

Dette gælder også for en ægtefælle til en skattepligtig fysisk person, der skal selvangive for at modtage en årsopgørelse, og ægtefællen alene modtager oplysninger om de indberettede tal til brug for sin årsopgørelse i sin personlige skattemappe via skat.dk/TastSelv Borger. Se SKL § 4, stk. 5.

Ægtefællens årsopgørelse dannes dog ikke før, at begge ægtefæller har selvangivet. Se SKL § 1, stk. 6

I øvrigt er det generelt sådan, at så snart den, der skal indgive en selvangivelse for at modtage en årsopgørelse, har fået selvangivet digitalt, kan den selvangivelsespligtige via skat.dk/TastSelv Borger se årsopgørelsen i sin personlige skattemappe.

 

Selvangivelses- og årsopgørelsesprocedure ved selvangivelse på papir

xSkattepligtige fysiske personer med selvangivelsesfrist den 1. juli i året efter indkomstårets udløb efter SKL § 4, stk. 1, der er fritaget for pligt til digital selvangivelse, modtager selvangivelsen på papir. Den selvangivelsespligtige skal være opmærksom på,

    • at den selvangivelsespligtige først kan forvente at modtage en papirbaseret selvangivelsesblanket den 1. juni i selvangivelsesåret, og
    • at den selvangivelsespligtige først kan forvente at modtage årsopgørelsen efter den 1. september i selvangivelsesåret.

x

Bemærk

Der er ikke blankettvang, så Skatteforvaltningen kan ikke kræve, at den selvangivelsespligtige anvender selvangivelsesblanketten. Kravet er dog, at det, der selvangives, skal indeholde de samme oplysninger, som fremgår af selvangivelsesblanketten. Desuden skal indhold og den selvangivelsespligtiges personlige underskrift af selvangivelsen være skriftlig.

Den selvangivelsespligtiges personlige underskrift kræves også ved en selvangivelse, der indsendes som indscannet pdf-fil, uanset den indscannede pdf-fil i sig selv fremsendes med digital signatur/"underskrift".

Den digitale signatur gælder i så tilfælde alene som en personlig underskrift for den, der fremsender den indscannede pdf-fil. Dette kan være den selvangivelsespligtige selv, men det kan også være den selvangivelsespligtiges ægtefælle eller repræsentant, revisor eller lignende. 

Den digitale signatur af fremsendelsen kan ikke træde i stedet for den selvangivelsespligtiges egenhændige, personlig underskrift af selve selvangivelsen. Herunder ikke mindst i perspektiv af, at den selvangivelsespligtige ved sin personlige underskrift skal tage ansvar for de selvangivne oplysninger og tal.

Den selvangivelsespligtige ser ikke i sin personlige skattemappe eller får ikke selvangivelsen på papir

  • Det fritager ikke for selvangivelsespligten, hvis den selvangivelsespligtige inden for selvangivelsesfristen
    • ikke ser sin personlige skattemappe via skat.dk/TastSelv Borger og får tjekket de indberettede oplysninger, eller
    • ikke får tilsendt en selvangivelse på papir.

Se SKL § 1, stk. 4, 2. pkt. og afsnit A.A.7.6.

  

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter