Indhold

Dette afsnit beskriver reglen om, at en driftsomkostning kun kan trækkes fra af den skatteyder, der er rette omkostningsbærer (også kaldet rette udgiftsholder eller udgiftsbærer). Afsnittet beskriver også problemstillingen, når der er tale om interesseforbundne parter.

Afsnittet indeholder:

  • Rette omkostningsbærer
  • Interesseforbundne parter
  • Skærpet bevisbyrde for driftsmæssig begrundelse
  • Fradrag for tilskud. Tilskud mellem koncernselskaber
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Rette omkostningsbærer

Fradrag for en udgift forudsætter, at udgiften vedrører driften for den virksomhed, evt. det selskab, der afholder udgiften. Der er derfor kun fradragsret for udgifter, der vedrører skatteyderens egen erhvervelse af indkomst. Dette skyldes kravet om, at udgiften skal relatere sig til erhvervelse af skattepligtig indkomst.

Indtægter og udgifter skal derfor i skatteretlig henseende fordeles til det skattesubjekt, som er

  • rette indkomstmodtager og
  • rette omkostningsbærer.

Denne fordeling foretages som udgangspunkt på grundlag af de almindelige principper i SL §§ 4 - 6, hvorefter

  • indtægter skal henføres til det skattesubjekt, som har et retligt krav på indtægten, og
  • omkostninger skal henføres til det skattesubjekt, som har en retlig forpligtelse til at afholde omkostningen.

Interesseforbundne parter

Hvor der foreligger interessefællesskab, kan skattemæssige hensyn være bestemmende for fordelingen af indtægter og udgifter mellem skattesubjekterne med den følge, at principperne om rette indkomstmodtager/rette udgiftsbærer ikke overholdes.

Der tages udgangspunkt i aftaler indgået imellem interesseforbundne parter, men der må foretages en konkret vurdering af hvem, der

  • har erhvervet retten til indkomsten
  • er forpligtet til at afholde omkostningen.

Skærpet bevisbyrde for driftsmæssig begrundelse

Fordelingen af indkomsten/omkostningen sker ved en egentlig bevisvurdering med udgangspunkt i faktiske oplysninger, indgåede aftaler mv.

Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nært forbundet med skatteyderen, og de derfor har sammenfaldende interesser, er det en betingelse for omkostningsfradrag, at skatteyderen kan bevise, at der er en driftsmæssig begrundelse for dispositionen.

Bevisbyrden er desuden skærpet, når der er personsammenfald, eller parterne er interesseforbundne.

Afgørelsen af, hvem der er rette indkomstmodtager/omkostningsbærer er i høj grad fastlagt af konkrete afgørelser og er dermed bestemt af praksis. Se de afgørelser, der er udførligt beskrevet i afgørelsesskemaet "Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.".

Fradrag for tilskud. Tilskud mellem koncernselskaber.

Hvis en disposition reelt indebærer et tilskud, er tilskuddet som udgangspunkt omfattet af SL § 4 og derfor skattepligtigt for modtageren.

Kun hvis yderen kan sandsynliggøre, at tilskuddet er en driftsomkostning for yderen, er der fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Det antages som udgangspunkt, at driftstilskud fra et moderselskab til et datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende indtjening, men derimod i andre interesser, der ikke vedkommer driften - typisk sikring af formueinteresserne i datterselskabet.

SEL § 31 D indeholder imidlertid en særlig regel om skattefri tilskud mellem koncernselskaber.

Hvis tilskuddet er skattefrit efter SEL § 31 D, kan den, der giver tilskuddet, ikke trække det fra.

Se afsnit C.D.2.4 (særligt i afsnit C.D.2.4.3.3) om opgørelse af selskabers indkomst. I afsnittet gennemgås reglerne om tilskud mellem koncernselskaber, armslængdeprincippet og de skattemæssige korrektionsmuligheder. Se også afgørelsen SKM2012.60.SR.

Bemærk

En del af den retspraksis, der er om fradrag for tilskud til selskaber, vedrører situationer, der i dag er omfattet af SEL § 31 D. Denne praksis kan dog stadig have relevans i det omfang, modtagerne ikke er omfattet af bestemmelsen.

Se også

Se også afsnit

  • C.D.2.2.1 om rette indkomstmodtager/udgiftsbærer i relation til selskaber og i forholdet mellem selskaber og hovedaktionærer.
  • C.D.11 Transfer Pricing om bl.a. armslængdeprincippet i LL § 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.659.HR

Et produktionsselskab H ønskede fradrag for et "termination fee".

Selskabet havde ekstraordinært opsagt en 10 år lang licens- og distributionsaftale, som var indgået med et interesseforbundet distributionsselskab G1. Opsigelsen skete et år før aftalens oprindelige udløb.

Distributionsforpligtelserne blev overdraget til et andet interesseforbundet selskab G2, der efter det oplyste overtog det opsagte selskabs underdistributører og dermed benyttede det samme distributionsnetværk.

Det nye distributionsselskab G2 påtog sig som "successor in interest" at betale et "termination fee" til det opsagte distributionsselskab. Beløbet blev betalt af H.

Selskabet gjorde gældende, at det var en transfer pricing-sag og, at Skatteministeriet derfor alene kunne tilsidesætte de aftalte priser og vilkår i ophævelsesaftalen, hvis betingelserne for en korrektion i LL § 2 var opfyldte.

Højesteret udtalte, at de almindelige skatteretlige principper i SL §§ 4-6 også finder anvendelse ved interesseforbundne selskaber.

Spørgsmålet i sagen var herefter, hvorvidt dette "termination fee" blev afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, hvorefter produktionsselskabet H ville have fradrag jf. SL § 6 a, stk. 1.

H havde ikke fremlagt oplysninger, der godtgjorde, at det nye distributionsnetværk var et andet, eller fremlagt oplysninger til belysning af, om den modtagne distributionsydelse var den samme før og efter opsigelsesaftalen, ligesom selskabet ikke havde fremlagt oplysninger til belysning af, om prisen for distributionsaftalen var den samme før og efter opsigelsesaftalen.

Højesteret fandt herefter, at H ikke havde godtgjort, at betalingen havde en sådan tilknytning til Hs egen indkomsterhvervelse, som må kræves, for at anse udgiften for fradragsberettiget som driftsomkostning for H, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet havde derfor ikke fradragsret for afskrivninger på "termination fee´et".

Dommen stadfæster SKM2015.137.ØLR.

SKM2012.70.HR

Sagen handlede om, hvorvidt et holdingselskab var rette omkostningsbærer vedrørende rådgivningsudgifter på knap 2 mio. kr., som var afholdt af dets hollandske moderselskab.

Det hollandske moderselskab havde indgået en aftale med et sælgerselskab om køb af samtlige aktier i et driftsselskab. Forud for aftalen havde moderselskabet med bistand fra revisor og advokat foretaget bl.a. due diligence-undersøgelser af driftsselskabet.

Det fremgik af købsaftalen, at moderselskabet, uden samtykke fra sælgerselskabet, kunne overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til købsaftalen til et datterselskab. Det var dog moderselskabets endelige ansvar, at alle forpligtelser efter købsaftalen blev overholdt. Moderselskabet kunne ikke frigøre sig for denne forpligtelse. Samme dag, som parterne bestemte, at aftalen om købet af driftsselskabet skulle gennemføres, købte moderselskabet et skuffeselskab og overdrog sine rettigheder og forpligtelser efter købsaftalen til dette selskab, der blev holdingselskab for driftsselskabet. Herefter lånte holdingselskabet midler hos moderselskabet til køb af driftsselskabet.

Højesteret fandt, at der reelt var tale om en udvidelse af det hollandske moderselskabs erhvervsvirksomhed (og ikke holdingselskabets), og at holdingselskabet derfor ikke havde fradragsret efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, stk. 1, for de rådgiverudgifter, som moderselskabet havde afholdt.

Der var ikke grundlag for at anse moderselskabets betaling af udgifterne som et midlertidigt udlæg afholdt for holdingselskabet. Udgifterne var afholdt i moderselskabets egen interesse med henblik på køb af en dansk erhvervsvirksomhed. Holdingselskabet kunne derfor ikke trække udgiften fra.

Stadfæster SKM2010.458.VLR, men med en anden begrundelse.

(Højesteret ændrede dermed landsrettens dom, hvor et flertal fandt, at holdingselskabet var rette omkostningsbærer for udgifterne, som var omfattet af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, stk. 1. Landsretten nægtede dog fradrag med den begrundelse, at moderselskabet havde modtaget fakturaerne i 1999, og at beløbet derfor kunne opgøres på dette tidspunkt. Udgifterne hørte derfor til i indkomståret 1999 og kunne ikke trækkes fra i indkomståret 2000).

SKM2011.602.HR

Sagen vedrørte udgifter til advokater og revisorer, investeringsbanker, prospektskrivning, ejendomsopmåling mv., som var afholdt med henblik på en grenspaltning. Det indskydende selskab, A, beholdt en division af virksomheden, medens en anden division blev overført til et nystiftet selskab, B. I forbindelse med børsnotering af det nye selskab solgte selskabet A nogle aktier i dette.

Landsretten udtalte, at selskabets A´s udgifter til spaltning af selskabet A, til børsnotering af selskabet B og til selskabet A´s salg af aktier i B ikke havde en sådan tilknytning til selskabernes drift - dvs. til at erhverve sikre og vedligeholde indkomsten - at udgifterne kunne anses som driftsomkostninger, der kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet fik heller ikke medhold i, at udgifterne kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet B blev desuden tilskudsbeskattet af udgiften til selskabets børsnotering og halvdelen af de øvrige udgifter, som selskabet A havde afholdt, fordi selskabet B blev anset for rette omkostningsbærer.

Højesteret udtalte, at der ikke var tale om udgifter vedrørende driften, herunder dennes rationalisering, men udgifter vedrørende en ændring af selskabsstruktur, børsnotering og aktiesalg. Højesteret tiltrådte derfor, at udgifterne ikke var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Højesteret tiltrådte også, at selskabet A ikke havde fradrag for udgifterne efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, fordi der ved spaltningen ikke var sket en udvidelse, men en indskrænkning af virksomheden.

Dommen stadfæster SKM2010.151.ØLR.

SKM2008.465.HR

Udgifter, som en projektudbyder havde afholdt til advokat og revisor samt til markedsundersøgelser, som projektudbyderen havde foretaget, kunne trækkes fra af projektudbyderen som driftsudgifter. Udgifterne kunne derimod ikke trækkes fra af investorerne (kommanditisterne) i det udbudte projekt efter de dagældende bestemmelser i LL § 8 I eller 8 J. For investorerne var der tale om en del af det samlede honorar til projektudbyderen i dennes egenskab af projektudvikler og -udbyder.

Dommen stadfæster SKM2007.41.ØLR.

SKM2007.445.HR

Et selskab blev nægtet fradrag, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, for et administrationsvederlag, som selskabet havde betalt til nogle andre selskaber. Retten bemærkede, at selskabet som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at administrationsvederlaget udgjorde en fradragsberettiget driftsomkostning. Da administrationsvederlaget var betalt til interesseforbundne selskaber, var bevisbyrden skærpet.

Dommen stadfæster SKM2005.252.ØLR.

SKM2003.166.HR

En skatteyder stiftede sammen med sin bror et I/S, som drev byggevirksomhed. Efter en årrække stiftedes et A/S, og der blev indgået en samarbejdsaftale mellem selskabet og I/S'et. Efter aftalen blev der ikke beregnet avance ved leverancer, og der skete ikke fuld og samtidig fakturering. Samhandelen mellem I/S'et og selskabet skete ved, at I/S'et leverede materialer, arbejdskraft og underleverandørydelser til selskabet, der alene var kontraktpart i forhold til bygherrerne.

Højesteret lagde til grund, at I/S'et skulle levere ydelser til selskabet efter tilbud eller efter regning, og at samhandelen derfor ikke kunne være baseret på et princip om resultatdeling. Højesteret fandt derfor, at I/S'et havde erhvervet ret til vederlag fra selskabet ved leveringen af ydelserne, og at vederlaget derfor var umiddelbart skattepligtig indkomst for I/S'et, også selv om leverancerne ikke blev faktureret straks ved leveringen. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at korrigere I/S'ets indkomst i de tilfælde, hvor I/S'et ikke månedligt havde indtægtsført leverancer til selskabet, eller hvor leverancer var indtægtsført med for høje eller for lave beløb i forhold til I/S'ets egen indkøbspris.

SKM2003.3.HR

Højesteret fandt, at det beløb, som et selskab betalte, var vederlag for overdragelse af 50 pct. af aktierne i selskabet, og at beløbet retteligt skulle have været betalt af selskabets aktionærer. Der var derfor ikke tale om en driftsomkostning.

SKM2001.186.HR

Sagen vedrørte beskatning i forbindelse med transaktioner mellem interesseforbundne parter. Skatteyderen var deltager i et interessentskab, som havde stiftet et portugisisk selskab. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at et beløb vedrørende køb af konsulentassistance, som var overført fra interessentskabet til det portugisiske selskab, dækkede en driftsomkostning for interessentskabet. Beløbet kunne derfor ikke trækkes fra ved hans indkomstopgørelse.

TfS 2000, 243 HRD

Et pengeinstitut havde erhvervet et leasingselskab sammen med andre pengeinstitutter. Pengeinstitutterne stillede garanti i forbindelse med, at leasingselskabet optog et udlandslån. I forbindelse med, at der blev konstateret et betydeligt tab i leasingselskabet, blev garantistillelsen afløst af en tabsgaranti fra pengeinstitutterne.

Pengeinstituttet led et tab som følge af tabsgarantien og fratrak dette ved indkomstopgørelsen.

Højesteret fandt, at det måtte antages, at det ville have påvirket den løbende indkomsterhvervelse i pengeinstitutterne, hvis de ikke havde påtaget sig forpligtelsen til at dække leasingselskabets tab. Det skyldtes, at selskabets virksomhed ellers måtte ophøre med betydelige tab for kreditorerne som følge.

Fordi leasingselskabet desuden udadtil blev identificeret med pengeinstitutterne, havde de udgifter, der fulgte af forpligtelsen, en sådan tilknytning til pengeinstituttets egen indkomsterhvervelse, at de kunne trækkes fra jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

 

TfS 2000, 105 HRD

Et dansk moderselskab kunne ikke få fradrag for tilskud, som var ydet til selskabets svenske datterselskab. I en årrække havde datterselskabet underskud, og ifølge svensk selskabsret var moderselskabet derfor forpligtet til at yde tilskud til datterselskabet. Tilskuddet fra moderselskabet fremkom ved, at datterselskabets gæld for vareleverancer blev betragtet som egenkapital. Landsretten fandt, at tilskuddet måtte anses som lån, og at der var tale om et ikke fradragsberettiget tab på lån og ikke tab på varedebitorer.

TfS 1999, 376 HRD

En aftale mellem ejeren af et cafeteria og ejerens anpartsselskab om betaling til anpartsselskabet for konsulentbistand, som var ydet til cafeteriaet, kunne ikke godkendes skattemæssigt. Landsretten lagde til grund, at aftalen om konsulentbistand fra ejeren og dennes hustru, ikke tjente noget forretningsmæssigt formål. Højesteret stadfæstede afgørelsen. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at beløb, som var overført som betaling for konsulentbistand, dækkede en driftsomkostning.

TfS 1994, 207 HRD

Et dansk selskab, der havde betalt 20 pct. i factoringprovision til et schweizisk selskab, blev nægtet fradrag for den betalte provision. Eneanpartshaveren i det danske selskab havde optionsret til aktierne i det schweiziske selskab, der ikke havde andre aktiviteter end factoring for det danske selskab. Desuden havde selskabet hverken eget kontor eller ansat personale. Højesteret fandt, at der bestod et interessefællesskab mellem de to selskaber, og at factoringsudgiften på 20 pct. ikke var forretningsmæssigt begrundet.

TfS 1990, 214 HRD

Højesteret nægtede et moderselskab fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab. Tilskuddet blev ydet i form af en midlertidig suspension af en årlig licensafgift, som datterselskabet skulle betale til moderselskabet. Tilskuddet blev anset for at være en kapitaltilførsel til datterselskabet og kunne derfor ikke anses som en fradragsberettiget driftsomkostning.

(Christiani og Nielsen A/S)

Dommen vedrører indkomstår før indførelsen af SEL § 31 D.

UfR 1984, 90 HRD

Fradrag godkendt.
Et selskab fik fradrag for udgiften til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand. Selskabets to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om, at gælden blev betalt, som betingelse for, at det nyligt indledte samarbejde kunne fortsætte. Betalingen af gælden ansås for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.

(Segaltmøllens Brødfabrik A/S)

UfR 1979, 731 HRD

En murermester blev nægtet fradrag for et tilskud til et aktieselskab, som var stiftet og domineret af ham.

Han havde opført en ejendom for selskabet med henblik på salg af aktielejligheder. Murermesteren anførte, at selskabets konkurs ville betyde tab af renommé for hans murermesterforretning, og at han ville miste sit hverv som vurderingsmand.

Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes fradrag.

UfR 1976, 60 HRD

Et moderselskab fik fradrag for tilskud til dækning af underskud i dets datterselskaber. Datterselskaberne drev tankstationer og kunne i en periode ikke drives uden underskud. Tilskuddet blev derfor anset for fradragsberettigede driftsomkostninger.

Højesteret udtalte, at udgifterne "havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne".

(Esso).

 

Landsretsdomme

SKM2016.304.ØLR

Skærpet bevisbyrde. Interessefællesskab.

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt selskabet H ApS havde fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for udgifter til et schweizisk selskab, som ifølge H ApS havde udført konsulentarbejde.

Konsulenten B, som ifølge selskabet havde udført arbejdet, havde en indirekte ejerandel i selskabet og var medlem af direktionen.

Byretten havde fundet, at selskabet grundet det indirekte ejerforhold til konsulenten havde et skærpet bevisbyrde for, at der var udført arbejde. Denne bevisbyrde var ikke løftet.

På trods af, at betalingerne udgjorde ca. 1,8 mio. kr. over en periode på 3 år, var der ikke fremlagt nogen skriftlig specifikation af konsulentydelsernes art eller omfang.

Der var heller ikke anden dokumentation for det udførte arbejde.

De afgivne parts- og vidneforklaringer kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæstede dommen og bemærkede, at det ikke var i selskabets forretningsmæssige interesse, at B skulle gå fra at modtage løn som ansat i selskabet til at fakturere gennem det schweizisk selskab.

Dommen stadfæster SKM2015.363.BR og (SKM2015.364.BR).

SKM2013.384.ØLR

Formueforvaltning - administrationsbidrag

En fond uden eget personale og uden egne lokaler mv. blev administreret af en fagforening, som også sørgede for forvaltning af fondens formue. Administrationsbidrag, som fonden havde betalt til fagforeningen, dækkede også andre opgaver end de fradragsberettigede udgifter til formueforvaltning. Fonden - der havde karakter af en "strejkekasse" - var interesseforbundet med fagforeningen. Under disse omstændigheder var skattemyndighederne berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af den fradragsberettigede del af administrationsbidraget.

Om arbejdsmarkeds-
sammenslutningers indkomstopgørelse, se afsnit C.D.9.10.

 SKM2013.152.VLR

Et selskab A/S ønskede fradrag for bl.a. konsulentydelser, som selskabet oplyste var afholdt, fordi man ønskede at flytte produktionen til Østeuropa.

Retten fandt, at udgifterne snarere var afholdt i forbindelse med aktionærernes etablering af et selvstændigt selskab og ikke som en driftsomkostning for selskabet A/S. Der blev derfor nægtet fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2011.689.BR (og SKM2011.690.BR, SKM2011.691.BR samt SKM2011.692.BR, der omtales andre steder).

SKM2012.564.ØLR 

Et selskab kunne ikke fratrække udgift til omlægning af it-system.
Et A/S og et ApS var begge ejet af A som eneejer. A/S'et fratrak en udgift på 100.000 kr. vedrørende omlægning af virksomhedens it-system og gjorde gældende, at omlægningen var udført af ApS'et. Den faktiske udførelse af omlægningen var foretaget af A selv, som var eneste ansatte i begge selskaber.

Retten nægtede fradrag for udgiften, idet bevisbyrden var skærpet på grund af selskabernes indbyrdes forhold, og selskabet ikke havde løftet denne bevisbyrde for, at der var tale om driftsomkostninger i form af fremmed arbejde, som kunne begrunde fradrag.

Dommen stadfæster SKM2011.328.BR.

SKM2012.11.VLR

En virksomhed kunne ikke fratrække en række udgifter, der var faktureret til andre end virksomheden. Skatteyderen havde ikke løftet den skærpede bevisbyrde for, at realiteterne bag fakturaerne var anderledes end fakturaernes indhold.

Dommen stadfæster SKM2010.498.BR.

SKM2011.783.ØLR

Et selskab, som udbød ejendomsinvesteringsprojekter, havde ikke fradragsret for en udgift, som det havde afholdt i hovedanpartshaverens interesse, angiveligt som en rabat i forbindelse med tegning af anparter i en række ejendomsinvesteringsprojekter. Det var ikke godtgjort, at ydelserne var forretningsmæssigt begrundet, og de kunne derfor ikke trækkes fra efter SL § 6 a, stk. 1, litra a.

SKM2011.583.ØLR

Landsretten fandt, at uanset, at der var tale om interesseforbundne parter, og at kravet til dokumentation derfor var skærpet, havde et selskab løftet bevisbyrden for, at det havde modtaget nogle beløb som lån fra et holdingselskab, samt at lånene havde karakter af sædvanlige forretningsmæssige dispositioner til finansiering af selskabets drift. Selskabet havde derfor fradrag for renteudgifterne. Derimod fandt retten, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at nogle administrationsomkostninger, som var betalt til holdingselskabet, var fradragsberettigede driftsomkostninger.

Dommen ændrer byrettens dom i SKM2009.317.BR.

SKM2010.649.VLR

 

Et moderselskab opgav et regreskrav mod et datterselskab, efter at det havde vist sig, at datterselskabet ikke havde forsikringsdækning for tabet, som angik erstatning for et ødelagt kajanlæg.

I modsætning til byretten fandt landsretten det ikke bevist, at moderselskabets regreskrav mod datterselskabet var juridisk holdbart. Hertil kom, at datterselskabets økonomi var dårlig, og at datterselskabets fortsatte beståen var af væsentlig betydning for moderselskabets egen indkomsterhvervelse, fordi det sikrede moderselskabet en afsætningskanal for dets produkter til det engelske marked. Derfor fandt landsretten det ikke var godtgjort, at moderselskabets opgivelse af regreskravet indebar et kapitaltilskud til datterselskabet, og moderselskabet kunne derfor trække erstatningen fra som driftstab efter SL § 6 a.

Moderselskabet havde givet datterselskabet et nedslag på 75 pct. i lejen for kajanlægget. Nedslaget blev både af byretten og landsretten bedømt som et tilskud fra moderselskabet til datterselskabet.

Dette tilskud kunne ikke trækkes fra af moderselskabet, fordi det ikke var af en sådan betydning for moderselskabets egen indkomsterhvervelse, at betingelserne for fradragsret jf. SL § 6 a var opfyldt.

Dommen ændrer SKM2010.172.BR.

 

SKM2009.555.ØLR

Et selskab ønskede fradrag for tantieme og bonus, som var udbetalt til selskabets direktør og medarbejdere vedrørende salg af aktier og en koncernintern overdragelse af aktivitet. Landsretten udtalte, at sammenhængen mellem "den skattepligtige indkomst" og "indkomsten" i SL § 6, stk. 1, litra a, indebærer, at det er en betingelse for fradragsretten, at driftsomkostningerne er afholdt for at opnå skattepligtig indkomst, jf. SL § 4.

Udgifterne til bonus/tantieme havde ikke den nødvendige sammenhæng med selskabets løbende indkomsterhvervelse og kunne derfor ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Den bonus, som var udbetalt i forbindelse med den koncerninterne overdragelse af aktivitet, kunne ikke trækkes fra, fordi selskabet ikke var rette omkostningsbærer af udgiften. Udgifter til advokat- og revisorbistand kunne heller ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi de var relateret til en indskrænkning af selskabets virksomhed og derfor ikke havde karakter af udgifter til løbende administration af skattepligtig investering.

Appelleret til Højesteret af selskabet, men efterfølgende hævet.

Tidligere instans SKM2008.142.LSR.

SKM2008.719.ØLR

Et selskab havde kun fradrag for udgifter til advokat og revisor i forbindelse med, at selskabet selv erhvervede et selskab.

Selskabet var derimod ikke rette udgiftsbærer i relation til udgifter forbundet med, at selskabets holdingselskab erhvervede andre selskaber.

SKM2007.720.VLR

Et selskab kunne ikke fratrække konkrete udgifter, som selskabet havde nægtet at fremlægge dokumentation for. Selskabet henviste til, at udgifterne fremgik af det revisorpåtegnede årsregnskab. Efter at selskabet havde indbragt afgørelsen for domstolene, fremlagde selskabet dokumentation for en del af udgifterne. Af dokumentationen fremgik, at størstedelen af udgifterne vedrørte aktiver, som var ejet af selskabets hovedaktionær, og omkostninger, der kunne henføres til hovedaktionærens forældre.

Landsretten fandt, at bevisbyrden for, at udgifterne kunne trækkes fra som driftsomkostninger, som udgangspunkt påhvilede selskabet. Bevisbyrden var skærpet, fordi udgifterne knyttede sig til dispositioner mellem interesseforbundne parter. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at udgifterne vedrørte selskabets drift, og der kunne derfor ikke gives fradrag.

SKM2007.230.ØLR

Et selskab kunne ikke foretage fradrag for tab på debitorer, idet det ikke var godtgjort, at betalingsforpligtelsen påhvilede det pågældende selskab.

SKM2006.693.ØLR

Et selskab, A, drev virksomhed med salg af kopi- og printmateriel i lejede lokaler. Lejeaftalen blev indgået i søsterselskabet B´s navn, under stiftelse. Det sagsøgende selskab afstod senere fra at placere driften i søsterselskabet, fordi leverandørerne ikke ville godkende det. Landsretten udtalte, at da lejeaftalen var indgået af B, var B også den retligt berettigede og forpligtede efter aftalen, og der var ikke anført omstændigheder, der kunne begrunde, at selskabet A skulle være rette aftalepart, og dermed berettiget til fradrag for udgifterne til husleje, varme og el, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2006.649.VLR

En deltager i et anpartsprojekt ønskede fradrag for sin andel af en udgift, som var benævnt selskabsadministrationshonorar. Retten anså ikke udgiften for at være en driftsomkostning for kommanditselskabet, der kunne begrunde fradragsret hos kommanditisterne.

Til spørgsmålet om, hvilke ydelser honoraret dækkede, var der under vidneforklaringen henvist til en selskabsadministrationsaftale indgået mellem kommanditselskabet og udbyderselskabet. Det fremgik imidlertid af aftalen, at en betydelig del af de ydelser, udbyderselskabet skulle levere til kommanditselskabet, var ydelser, der enten vedrørte kommanditisternes - og ikke kommanditselskabets - forhold, eller ikke kunne antages at have haft tilknytning til kommanditselskabets indkomsterhvervelse i det pågældende indkomstår.

Appelleret til Højesteret men efterfølgende hævet.

Tidligere instans SKM2005.244.LSR.

SKM2003.542.ØLR

Skønsmæssigt fradrag.
Et dødsbo fik kun et skønsmæssig fastsat fradrag på i alt 5.000 kr. for udarbejdelse af regnskaber, fordi der var en interesseforbindelse mellem dødsboet og den, der havde udstedt fakturaer på regnskabsmæssig bistand, og som samtidig var den ene af boets 2 arvinger.

SKM2003.257.ØLR

Et selskab fik ikke fradrag for en kautionspræmie til hovedaktionærens ægtefælle. Landsretten bemærkede, at sagen vedrørte dispositioner mellem interesseforbundne parter, og at der ikke var påvist nogen reel forretningsmæssig begrundelse for, at selskabet skulle påtage sig en forpligtelse til at betale kautionspræmien.

SKM2003.146.VLR

Fradrag godkendt.
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et dansk selskab havde fradragsret for betaling af et søsterselskabs udgifter til advokat og erstatning/godtgørelse i anledning af et tysk søsterselskabs opsigelse af en agentaftale.

Det tyske søsterselskab havde gennem en eksklusivaftale eneforhandlingsretten i Tyskland til det danske selskabs produkter, og det tyske selskab havde indgået en række underaftaler med agenter i Tyskland. På grund af samarbejdsvanskeligheder opsagde det tyske selskab agentaftalen.

Landsretten fandt, at selskabet kunne trække udgifterne fra som driftsomkostninger, selvom

  • retssagen var anlagt mod det tyske selskab
  • der ikke eksisterede noget aftaleforhold mellem det danske selskab og agenten i Tyskland
  • det danske selskab ikke havde nogen retlig forpligtigelse over for agenten.

SKM2002.312.ØLR

En skatteyder indgik i et leasing- og konsignationsarrangement med et selskab, der var ejet af skatteyderens bror og far.
Skatteyderens tilgodehavende var stadigt stigende, uden at dette gav ham anledning til at betinge fremtidige leverancer af kontant betaling eller til at kræve tilgodehavendet inddrevet eller forrentet.
Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de tilgodehavender, der løbende var blevet opbygget hos selskabet, var fradragsberettigede som driftstab.

TfS 1999, 730 VLD

Fradrag for erstatning til søsterselskab godkendt.
Landsretten anså det ikke for godtgjort, at aftalen mellem selskaberne var usædvanlig i forhold til markedsbestemte vilkår for dispositioner, som var foretaget mellem uafhængige parter under samme omstændigheder. Derfor skulle aftalen respekteres, sådan at udgiften til erstatningen kunne trækkes fra.

TfS 1996, 816 VLD

En selvstændig erhvervsdrivende drev virksomhed som agent for et tysk firma, hvor han købte varer, som blev videresolgt til hans eget selskab. Selskabet blev opløst af skifteretten, fordi der ikke var aktiver i selskabet. Agenten fratrak den manglende betaling for leverede varer til selskabet som tab på debitorer.
Landsretten fandt, at tabet måtte anses som et formuetab, der ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, fordi transaktionerne mellem ham og selskabet afgørende adskilte sig fra et normalt forretningsforhold mellem uafhængige parter og havde båret præg af hans personlige økonomiske interesser i selskabet.

TfS 1995, 339 VLD

Fradrag for driftstilskud.
Et moderselskab fik fradrag for kurstab og for tab på tilgodehavender hos selskabets engelske datterselskab. Landsskatteretten fandt, at der ikke var tale om vareleverancer på normale forretningsmæssige vilkår, men om tilskud, der ikke havde direkte betydning for moderselskabets omsætning og drift. Derimod lagde landsretten til grund, at moderselskabets markedsføring gennem datterselskabet, på det engelske marked, både direkte og indirekte havde stor betydning for moderselskabets afsætning. Udgifterne blev derfor anset for at have været et naturligt led i moderselskabets virksomhed og dermed fradragsberettigede.

Byretsdomme

SKM2013.195.BR Sagen drejede sig om, hvorvidt en udgift på 275.000 kr., som skatteyderen, et anpartsselskab, der drev socialpædagogisk virksomhed, havde afholdt til et datterselskab, var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Datterselskabet byggede og renoverede huse, og skatteyderen begrundede fradraget for udgiften med, at virksomheden var forpligtet til at tilbyde de anbragte børn og unge arbejdspraktik. Arbejdspraktikken, der bl.a. foregik i datterselskabet, havde en negativ indvirkning på medarbejdernes arbejdsindsats i datterselskabet, som derfor skulle kompenseres.

Retten bemærkede, at der ikke forelå oplysninger om, hvor mange timer praktikanterne var i praktik om ugen, eller præcist, hvor mange uger praktikken strakte sig over, samt, hvilket omfang opgaverne havde. Sagsøgeren kunne heller ikke redegøre præcist for, hvordan beløbet på 275.000 kr. var fremkommet, herunder hvorfor datterselskabet som følge af de unge skulle have lidt et tab, der kunne opgøres til netop dette beløb.

Retten fandt på den baggrund, at det ikke var godtgjort, at de 275.000 kr. dækkede en faktisk udgift hos datterselskabet. Beløbet kunne derfor ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst hos skatteyderen.

Dommen blev anket til landsretten af skatteyderen, som dog hævede anken efter rettens tilkendegivelse i sagen.

SKM2012.179.BR

Et advokatfirma, H1, og et ejendomsselskab, H2, havde begge i de omtvistede indkomstår fratrukket administrationsvederlag betalt til et ejendomsmæglerfirma, H3, der ubestridt var interesseforbundet med både H1 og H2.

For så vidt angår H1 havde skattemyndighederne lagt vægt på, at H1 havde indtægtsført honorarer uden udbetaling af løn til de ansatte, samtidig med, at det ikke var dokumenteret, i hvilket omfang de ansatte medarbejdere havde udført arbejde for henholdsvis H1 og H3. H1s fradrag for administrationsvederlag var derfor blevet skønsmæssigt ansat i indkomstårene 2003-2005 svarende til lønudgiften for en ansat i alle årene samt et mindre beløb for kontorhold i 2004-2005. Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer sammenholdt med ansættelsesaftalerne, fandt retten det godtgjort, at et antal medarbejdere i H1 havde arbejdet udelukkende for H1, at et antal medarbejdere havde arbejdet 50 pct. for H1, og at H1s andel i kontorholdsudgifter udgjorde 50 pct. i 2004-2005. Ansættelsen af H1s skattepligtige indkomst blev derfor hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

For så vidt angår H2 fik skattemyndighederne medhold i, at fradrag for administrationshonorar til H3 i indkomståret 2004 skønsmæssigt kunne ansættes, så det svarede til de lønomkostninger, der tidligere var afholdt over for H3.

Retten bemærkede, at fakturaen vedrørte interesseforbundne parter og derfor ikke uden videre kunne lægges til grund, og at der påhvilede H2 en skærpet bevisbyrde for fradragsretten. Retten fandt ikke, at H2 ved de afgivne forklaringer havde løftet bevisbyrden for, at det fakturerede beløb svarede til, hvad uafhængige parter ville have aftalt. Retten bemærkede i den forbindelse, at beløbet svarede til det overskud, der ellers ville have været i H2, og at der ikke i det omtvistede indkomstår var sket løbende fakturering af bistanden.

SKM2010.550.BR

Et anpartsselskab kunne ikke fratrække udgifter til management fee, som var betalt til et spansk selskab, der var ejet af anpartsselskabets hovedanpartshaver. Hovedanpartshaveren kunne ikke forklare, hvorledes de omtvistede management fee var fastsat, og betalingerne svarede ikke til det beløb, der skulle betales ifølge en servicekontrakt, der var indgået mellem selskaberne. Retten fandt ikke, at selskabet havde løftet den skærpede bevisbyrde, som påhvilede det på grund af interessefællesskabet med modtageren af management fee-beløbet.

Indbragt for landsretten af selskabet, men efterfølgende hævet.

SKM2009.344.BR

Fradrag godkendt.
En ejendomsmægler havde lagt administrationen af sin virksomhed ud i et selskab, der var ejet af hans børn. Med henvisning til, at det administrationsvederlag, ejendomsmægleren betalte til selskabet, ikke kunne antages at være fastsat på markedsvilkår, anerkendte skattemyndighederne kun fradragsret for en skønsmæssig mindre del af vederlaget.
Retten fandt, at skatteministeriet ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at det aftalte administrationsvederlag ikke svarede til markedsvilkår. Herefter fik ejendomsmægleren fradrag for hele vederlaget.

SKM2008.418.BR

Et administrationsselskab havde indgået administrationsaftale med en række kommanditselskaber og interessentskaber, der havde til formål at investere i plantager. Ifølge aftalerne skulle administrationsselskabet stå for den daglige administration af kommanditselskabernes og interessentskabernes ejendomme, herunder føre bogholderi og lignende. Administrationsselskabet afholdt en række forskellige udgifter til advokat vedrørende kommanditselskaberne og interessentskaberne, herunder udgifter vedrørende bestyrelsesansvar, vurdering af rådgiveransvar i forbindelse med afvikling af investeringsprojekterne, sager mod offentlige myndigheder mv.

Byretten fandt, at udgifterne til advokatbistand kun vedrørte de administrerede interessentskaber og kommanditselskaber og deres virksomhed, og at administrationsselskabet ikke havde været forpligtet til at afholde disse. Udgifterne var derfor ikke anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde administrationsselskabets indkomst, og kunne ikke trækkes fra efter § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretskendelser

SKM2013.104.LSR

Ikke udvidelse af virksomheden
Et A/S ønskede at skifte ejere og inviterede derfor en række potentielle investorer til at afgive købstilbud på selskabets aktier. Blandt investorerne var 2 kapitalfonde, som var repræsenteret ved én kapitalfondsforvalter.

Kapitalfondsforvalteren indgik aftaler med forskellige rådgivere og fik banktilsagn om en kortfristet og langfristet finansiering af aktieopkøbet. Kapitalfondsforvalteren fik en eksklusivitetsaftale med A/S' ledelse. Af såvel det indikative som det endelige købstilbud fremgik, at opkøbet skulle ske gennem selskabet H1 A/S, som var stiftet til lejligheden.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at aktieerhvervelsen kunne sidestilles med køb i henhold til en "eller ordre klausul", som det var tilfældet i SKM2012.70.HR, og at der reelt var tale om, at det var kapitalfondenes virksomhed, der blev udvidet.

Det nystiftede selskab, H1 A/S (hvis virksomhed ikke var udvidet), kunne derfor ikke trække de bestridte advokat- og revisorudgifter fra efter den dagældende LL § 8 J, stk. 1. Udgifterne kunne heller ikke lægges til selskabets anskaffelsessum for aktierne.

Se også SKM2013.105.LSRSKM2013.668.LSR og SKM2014.292.LSR. (Afgørelserne er ikke refereret her).

I sidstnævnte sag indrømmedes dog fradrag for en del af beløbet på grund af bevismæssig usikkerhed.

SKM2009.455.LSR

Sagen vedrørte den dagældende LL § 8 J. Udgifter til due diligence mv. blev anset for primært at være afholdt i aktionærernes interesse i en situation, hvor der ved en virksomhedssammenlægning skete en skattefri tilførsel af aktiver, og hvor værdien af bytteforholdet i de to sammenlagte virksomheder skulle vurderes. Den sammenlagte virksomhed var derfor ikke rette omkostningsbærer og kunne ikke trække udgiften fra.

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt bl.a., at spildevandsforsyningsselskabet var rette omkostningsbærer i relation til betalinger af kommunens udgifter til klimatilpasningsprojekter.

Der blev bl.a. henvist til ordlyden af reglerne for medfinansiering og til ordningens formål.

Udgifterne var således afholdt i selskabets interesse, idet selskabet på den måde opnåede  besparelser på udbygning af det almindelige kloaknet og fremtidssikrede dette.

Selskabet var følgelig også rette indkomstmodtager af de tilsvarende betalinger fra forbrugerne.

Selskabet var derfor skattepligtigt af indtægterne og kunne fratrække udgifterne.

 

SKM2012.60.SR

Forsikring mod tab på datterselskabs debitorer. SEL § 31 D.
Et moderselskab med datterselskaber i 21 lande spurgte Skatterådet, om udgiften til en forsikring mod tab på aktier som følge af tab på datterselskabernes debitorer var fradragsberettiget for moderselskabet.

Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering ikke, at udgiften til forsikringspræmien havde en aktuel driftsmæssig begrundelse, der faldt inden for de naturlige rammer af den hidtidige virksomhed. Der var reelt ikke tale om en forsikring af selve aktierne i datterselskaberne men om en forsikring mod tab på datterselskabernes debitorer, som kunne betegnes som en driftstabsforsikring. Rådet fandt, at det ikke var en sædvanlig driftsmæssig disposition ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, at et moderselskab på vegne af datterselskaber forsikrer datterselskabernes aktiviteter, drift mv.

Moderselskabet kunne derfor ikke trække udgiften fra jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Skatterådet fandt desuden, at det ikke var moderselskabet men datterselskaberne, der var rette omkostningsbærer af forsikringspræmien, og at der derfor ved betaling af præmien blev ydet tilskud til datterselskaber efter SEL § 31 D.

Se tilsvarende SKM2012.44.SR.

TfS 1994, 190 LR

Ligningsrådet fandt, at et holdingselskab ikke har fradragsret for overskudsandele, der udbetales fra en medarbejderudbyttefond til alle ansatte inden for koncernen på grundlag af det samlede koncernresultat. Efter hovedreglen i dansk skatteret skal udgiften fratrækkes af den, der har afholdt udgiften.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter