Indhold

Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af, hvad et interessentskab er, og en beskrivelse af regler og praksis om interessenters skattemæssige fradragsret. Afsnittet indeholder også en beskrivelse af partrederes skattemæssige fradragsret.

Afsnittet indeholder:

  • Beskrivelse af interessentskaber
  • Interessentskabet skatteretligt, transparens og deltagerbeskatning
  • Interessenters fordeling af indtægter og udgifter
  • Interessenters fradrag som følge af den solidariske hæftelse
  • Hvis medinteressenten har hævet for meget
  • Partrederier
  • Hvis partrederen påtager sig solidarisk hæftelse
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit

  • C.C.3.3 om kommanditisters skattemæssige forhold
  • C.C.3.3.3 om deltagere i partnerselskaber (P/S)
  • C.C.3.1 og C.C.3.2 om anpartsvirksomhed, herunder projekter og kommanditister
  • C.C.6.6 om indtræden i og udtræden af interessentskaber.

Beskrivelse af interessentskaber

Et interessentskab (I/S) er en virksomhed med to eller flere deltagere. Deltagerne kaldes interessenter og kan være både fysiske personer og juridiske personer, fx selskaber og kommuner m.fl.

Interessentskabet er en juridisk person, en selvstændig enhed. Det betyder fx, at interessentskabet ejer aktiverne og kan indgå aftaler. Deltagerne ejer en ideel andel af interessentskabets aktiver og passiver, som svarer til interessentskabsandelen.

Om definition på interessentskaber, se lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 1, stk. 2, og § 2, stk. 1.

Interessentskaber er karakteriseret ved, at de enkelte deltagere hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk for interessentskabets forpligtelser.

Personlig hæftelse

Personlig hæftelse betyder, at de enkelte interessenter hæfter med alt, hvad de ejer og kommer til at eje.

Ubegrænset hæftelse

Ubegrænset hæftelse betyder, at hver enkelt interessent hæfter for alle interessentskabets forpligtelser.

Solidarisk hæftelse

Solidarisk hæftelse betyder, at interessenterne hæfter "en for alle og alle for en", sådan at kreditorerne kan gøre deres fulde krav gældende mod hver enkelt deltager, indtil det er betalt.

Interessentskabet skatteretligt, transparens og deltagerbeskatning

Skatteretligt betragtes selskabet ikke som et selvstændigt skattesubjekt. Derfor beskattes interessentskabets overskud og underskud med en andel hos hver enkelt interessent.

Når beskatningen sker hos den enkelte deltager og ikke hos selskabet, kaldes det transparens (gennemsigtighed). En skattemæssigt transparent enhed er en juridisk person, der efter danske skatteregler ikke er et selvstændigt skattesubjekt.

Om den nærmere afgrænsning af interessentskaber over for selvstændige skattesubjekter, se afsnit C.D.1.1.12 Andre foreninger. I dette afsnit beskrives bl.a. de kriterier, der indikerer, at der er tale om et interessentskab.

Indkomstopgørelsen sker i øvrigt hos de enkelte interessenter efter skattelovgivningens almindelige regler, herunder om fradrag for driftsomkostninger og driftstab.

Bemærk

Ved lov nr. 682 af 8. juni 2017 om ændring af personskatteloven og virksomhedsskatteloven (Kildeartsbegrænsning af underskud fra fysiske personers investeringer i visse anpartsprojekter) er der indført kildeartsbegrænsning af underskud fra fysiske personers deltagelse i visse skattemæssigt transparente selskaber (10-mandsprojekter). Se afsnit C.C.3.3.2 Kommanditisters indkomstopgørelse om kildeartsbegrænsning af underskud om denne regel, herunder om lovens virkningstidspunkt.

Ved lov nr. 684 af 8. juni 2017 om ændring af ligningsloven (Kvalifikation af selvstændig erhvervsvirksomhed ved deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab) (L194) xer der indsat xen ny paragraf 4 i ligningsloven.

Efter den nye bestemmelse i LL § 4 er deltagelse i et skattemæssigt transparent selskab ikke længere i sig selv tilstrækkeligt til, at deltagerens indkomst fra det skattemæssigt transparente selskab kan anses for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed. 

Bestemmelsen har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2018 eller senere.

Se om den nye regel i afsnit C.C.1.2.1 Selvstændig erhvervsvirksomhed, afgrænsning over for lønmodtagere.

Interessenters fordeling af indtægter og udgifter

Interessenterne ejer hver en ideel andel af interessentskabets aktiver og passiver. Størrelsen af denne andel har betydning for interessentens afskrivningsret og opgørelse af anskaffelses- og afståelsessummer mv.

Fordelingen af interessentskabets løbende over- eller underskud sker ikke nødvendigvis hos interessenterne i forhold til deres ejerandel. Interessenterne kan have aftalt at anvende en anden fordeling af indkomsten, hvor der fx tages hensyn til arbejdsindsats eller indskudt kapital. Hvis der ikke er aftalt andet, fordeles indkomsten lige.

Hvis der ikke er aftalt noget om fordelingen af underskuddet, fordeles det på samme måde som overskuddet.

Hvis fordelingen af over- eller underskud ikke er sagligt begrundet, kan skattemyndighederne tilsidesætte aftalen. Se LSRM 1974, 155 LSR og Østre Landsrets dom i Skd. 1983.67.402 forudsætningsvis. I SKM2013.396.BR forelå der ikke nogen fordelingsaftale, og retten fandt, at skatteyderen ikke havde ført bevis for, at han ejede en mindre del af virksomheden end de 50 pct., som var skønnet af skattemyndighederne.

Interessenters fradrag som følge af den solidariske hæftelse

Hvor en interessent i kraft af det solidariske ansvar over for kreditorerne må afholde mere end sin forholdsmæssige andel af et underskud, vil han som regel have fradrag også for denne del, hvis han lider et tab af den grund. Dette tab kan skyldes, at medinteressenten ikke kan indfri interessentens regreskrav.

Interessenten kan trække tabet fra efter reglerne i kursgevinstloven, når det er endeligt konstateret.

Hvis interessenten er et selskab, er der som udgangspunkt fradragsret for tabet efter KGL § 3. Se afsnit C.B.1.3.3.2.

Hvis interessenten er en fysisk person, kan tab på en fordring trækkes fra efter KGL § 14. Tab skal efter denne bestemmelse trækkes fra i kapitalindkomsten. Der gælder en bagatelgrænse på 2.000 kr. Reglen gælder kun for fordringer, der er erhvervet den 27. januar 2010 eller senere. Se afsnit C.B.1.4.2.2. Tab på fordringer, der er opstået/erhvervet før den 27. januar 2010, kan ikke trækkes fra.

Hvis den fysiske persons tab på et regreskrav er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, vil det også være omfattet af KGL § 17. I denne situation bestemmer § 17, at reglerne i SL § 6, stk. 1, litra a, anvendes. Det skal altså vurderes, om tabet har karakter af driftsomkostning (eller driftstab). Se afsnit C.B.1.4.2.4.

KGL § 17 handler også om fradrag for tab på fordringer, som er erhvervet som led i vederlagsnæring.

Hvis tabet er omfattet af KGL § 17, kan det derfor trækkes fra i den personlige indkomst uden bagatelgrænse.

Eksempler på fradrag som følge af solidarisk hæftelse

En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var opstået løbende ved, at der var afholdt udgifter, som havde været nødvendige for interessentskabets drift. Skatteyderen kunne derfor trække det lidte tab fra ved opgørelsen af sin (personlige) indkomst. Se Østre Landsrets dom i skd. 1984.68.38.

En arkitekt drev erhvervsmæssig udstykningsvirksomhed sammen med en murermester. Murermesteren, drev også selvstændig murermestervirksomhed, som kom i økonomiske vanskeligheder. Det daværende toldvæsen gjorde derfor udlæg i hans anpart i interessentskabet. For at undgå, at udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, var arkitekten gået med til, at interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet. Da der var den nødvendige forbindelse mellem den tabsgivende disposition og den løbende indtægtserhvervelse, kunne arkitekten ved opgørelsen af sin (personlige) indkomst trække det tab fra, der var opstået i forbindelse med kompagnonens insolvens. Se LSRM 1982, 82 LSR.

Hvis medinteressenten har hævet for meget

Hvis tabet ikke skyldes den solidariske hæftelse over for kreditorerne men derimod, at medinteressenten har hævet for meget i selskabet, må tabet normalt anses for et tab på udlån, som er foretaget uden for interessentskabets normale drift.

Tabet kan ikke trækkes fra efter KGL § 17, og kun efter KGL § 14, hvis det er endeligt konstateret. Bestemmelsen gælder dog ikke for tab på fordringer mellem nærtstående eller for hovedaktionærers fordringer på deres selskaber.

Se afsnit C.B.1.4.2.2 om KGL § 14 og afsnit C.B.1.3.3.2 om selskabers fradrag efter KGL § 3.

Eksempler: Tab ikke led i interessentskabet drift (normal driftsrisiko)

Eksemplerne er fra ældre praksis, hvor fradrag er blevet nægtet. Efter den nugældende KGL § 14, kan der dog være fradrag for tilsvarende fordringer. Tabet vil derimod ikke kunne trækkes fra efter KGL § 17 eller § 3, fordi fordringen ikke har tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden:

To medinteressenters uberettigede hævninger af interessentskabets midler blev ikke anset for at være foretaget som led i driften af interessentskabet, men derimod med det formål at dække medinteressenternes privatforbrug. Kassekreditten blev indfriet af interessenten i dennes egenskab af solidarisk ansvarlig meddebitor. Fordringerne mod medinteressenterne blev anset for uerholdelige. Højesteret afviste fradrag og bemærkede, at tab, der udspringer af, at interessenterne hæver penge til privatforbrug ved at trække checks på interessentskabets kassekreditkonti, falder uden for rammerne af en naturlig driftsrisiko ved erhvervskonti i interessentskabsform. Se TfS 2000, 362 HRD.

En advokat led tab på grund af en medinteressents uberettigede hævninger. Efter interessenternes aftale skulle interessentskabets overskud fordeles i forhold til parternes indtjening, uanset om den enkelte interessent på den måde opnåede et sædvanligt arbejdsvederlag. Den senere udtrådte medinteressent havde derfor ikke ret til at foretage større acontohævninger på den fælles kassekredit, end hans indtjening betingede. Interessenterne havde mulighed for og var i kraft af interessentskabskontrakten berettiget til løbende at kontrollere både medinteressenternes indtjening og hævningerne på den fælles kassekredit. De uberettigede hævninger var derfor ikke en naturlig driftsrisiko ved deltagelse i interessentskabet. Derfor, og fordi interessentskabet i øvrigt gennem alle årene gav overskud, kunne skatteyderens tab ikke anses som en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se TfS 1997, 619 ØLD.

En interessent, A, havde lidt et tab, fordi en medinteressent, B, ikke kunne indfri sin negative kapitalkonto. B havde hævet mere, end han havde krav på efter sin overskudsandel. A påstod, at B's hævninger var rimeligt begrundede i driftsresultaterne og arbejdsindsatsen, og at de derfor var et løbende led i indtægtserhvervelsen for interessentskabet. Landsretten fandt derimod, at B havde hævet mere, end han havde krav på, og at han på den måde havde fået et lån ved træk på kapitalkontoen. Dette lån var ikke et led i den løbende indkomsterhvervelse for interessentskabet, og A's tab var derfor et formuetab, som ikke kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se TfS 1999, 685 VLD.

I forbindelse med, at en interessent udtrådte af et interessentskab, blev der konstateret et tab, selvom interessentskabet i den givne periode havde haft overskud. Tabet var en følge af, at den udtrædende interessent havde foretaget så store hævninger i selskabet, at han ved sin udtræden ikke var i stand til at betale den del af gælden, der ifølge parternes aftale påhvilede ham. På grund af den solidariske hæftelse led en anden interessent derfor et tab. Landsskatteretten fandt, at tabet ikke var tab på en fordring, der havde tilknytning til driften af interessentskabet, men et formuetab, der var indkomstopgørelsen uvedkommende. Se TfS 1996, 256 LSR.

Partrederier

Partrederier er en særlig virksomhedstype, som kun kan anvendes af flere personer, der ejer et skib i fællesskab. Reglerne om partrederier findes i sølovens §§ 101-108 og sølovens kapitel 2 om registrering i Skibsregistret. (Lov om erhvervsdrivende virksomheder gælder ikke for partrederier).

Deltagere i partrederier, partredere, hæfter ikke solidarisk, men pro rata, dvs. i forhold til deres ejerandel. Partrederiets kreditorer har derfor ikke nogen selskabsformue at søge sig fyldestgjort i, men bliver særkreditorer hos hver enkelt partreder for dennes del af gælden.

Partrederier er skattemæssigt transparente ligesom interessentskaber, og beskatningen foregår hos de enkelte partredere efter samme principper som for interessenter. Se dog nedenfor om den særlige situation, der opstår hvis partrederen påtager sig solidarisk hæftelse og betaler medpartrederens andel af udgifter.

Praksis vedrørende partrederes fradrag

Fradrag for tab og omkostninger på grund af en bestyrende reders besvigelse over for et partrederi kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt, at tabet som følge af besvigelsen og advokatomkostningerne i den anledning kunne trækkes fra, fordi tabet var et udslag af en normal driftsrisiko ved partrederi. Landsskatteretten lagde vægt på, at de øvrige redere, kort tid efter mistanken om sammenblanding af den bestyrende reders privatøkonomi og partsrederiets økonomi, gennemgik regnskaberne og opdagede besvigelserne. Fordringen imod den bestyrende reder blev anset for at være uerholdelig. Se SKM2002.184.LSR.

Hvis partrederen påtager sig solidarisk hæftelse

Hvis partrederen - selvom han hæfter pro rata - betaler medpartrederens gæld, kan udgiften som udgangspunkt kun trækkes fra, hvis partrederen er retligt forpligtet til dække udgiften.

Praksis

En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig solidarisk hæftelse for bankgælden, der stammede fra køb og drift af partrederiets fiskekutter. Højesteret fandt, at det tab, som partrederen i kraft af det solidariske ansvar led ved at indbetale for en af de andre partredere, var fradragsberettiget. Højesteret udtalte, at den omstændighed, at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at behandle tabet anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent i et interessentskab. Se TfS 1989, 506 HRD.

En partreder havde frivilligt betalt medpartrederens del af gælden. De udgifter han havde dækket, var imidlertid betalinger til kreditorer, som han havde kunnet henvise til at søge fyldestgørelse efter reglerne om pro rata-hæftelse. Landsretten nægtede derfor partrederen fradragsret for beløbet, fordi han ikke var retligt forpligtet til at hæfte solidarisk. Se TfS 1991, 487 VLD.

Se også TfS 1984, 152 VLD og TfS 1991, 476 TSS.

Bemærk

Hvis partrederens betaling af den anden partreders gæld udløser et regreskrav mod denne, som må anses for tabt, vil forholdet evt. kunne være omfattet af KGL § 14 om fysiske personers tab på fordringer eller KGL § 3 om selskabers tab på fordringer. Se ovenfor under tab på regreskrav på medinteressenter.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 2000, 362 HRD

Fradrag nægtet

En interessent måtte indfri en kassekredit i kraft af den solidariske hæftelse.

Tabet, som skyldtes, at to medinteressenter uberettiget havde hævet af interessentskabets midler, blev ikke anset for at være sket som led i driften af interessentskabet, men med det formål, at dække medinteressenternes privatforbrug. Højesteret bemærkede, at tab, der udspringer af, at interessenterne hæver penge til privatforbrug ved at trække checks på interessentskabets kassekreditkonti, falder uden for rammerne af en naturlig driftsrisiko ved erhvervskonti i interessentskabsform.

 

TfS 1989, 506 HRD

Fradrag godkendt. Partreder

En partreder, der i almindelighed hæfter pro rata, havde påtaget sig solidarisk hæftelse for bankgælden, der stammede fra køb og drift af partrederiets fiskekutter.

Højesteret fandt, at det tab, som partrederen i kraft af det solidariske ansvar led ved at indbetale for en af de andre partredere, var fradragsberettiget.

Retten udtalte, at den omstændighed, at hæftelsen beroede på en aftale, ikke gav grundlag for at behandle tabet anderledes end et tilsvarende tab, som lides af en interessent i et interessentskab.

UfR 1959, 69 HRD

Fradrag nægtet

En skatteyder havde afholdt advokat- og revisorudgifter på grund af uoverensstemmelser med en medinteressent i forbindelse med opløsning af interessentskabet og overdragelse af aktiverne heri til et aktieselskab, som var ejet af interessenterne.

Skatteyderen gjorde gældende, at udgifterne var afholdt for at sikre og vedligeholde hans indkomst som direktør og bestyrelsesmedlem i selskabet. Denne indkomst var langt større end aktieudbyttet.

Ministeriet gjorde gældende, at udgiften primært var afholdt for at sikre skatteyderens formueinteresser, nemlig fordelingen af aktierne i det nystiftede selskab. Højesteret nægtede fradrag med den begrundelse, at udgiften måtte anses for at vedrøre formuen og kun indirekte havde betydning for skatteyderens indkomst.

Landsretsdomme

SKM2014.260.ØLR

Retten lagde til grund, at skatteyderen havde deltaget i driften af en uregistreret virksomhed som en form for interessent.

Der forelå ikke nogen fordelingsaftale, og retten fandt, at skatteyderen ikke havde ført bevis for, at han alene ejede en mindre del af virksomheden end de skønnede 50 pct., som skattemyndighederne havde lagt til grund.

Dommen stadfæster SKM2013.396.BR.

SKM2004.154.VLR

Regreskrav. Fradrag nægtet.

Skatteyderen havde ikke bevist, at han havde et krav mod en medinteressent, og havde derfor heller ikke bevist, at han havde lidt et fradragsberettiget tab.

TfS 1999, 685 VLD

Uberettiget hævning.

A drev revisionsfirma med sin søn B. A led et tab, fordi B, ikke kunne indfri sin negative kapitalkonto. B havde hævet mere, end han havde krav på efter sin overskudsandel. A påstod, at B's hævninger var rimeligt begrundede i driftsresultaterne og arbejdsindsatsen, og at de derfor var et løbende led i indtægtserhvervelsen for interessentskabet. Landsretten fandt derimod, at B havde hævet mere, end han havde krav på, og at han på den måde havde fået et lån ved træk på kapitalkontoen. Dette lån var ikke et led i den løbende indkomsterhvervelse for interessentskabet. A's tab var derfor et formuetab, som ikke kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

 

TfS 1997, 619 ØLD

Fradrag nægtet.

En advokats tab som følge af en medinteressents uberettigede hævninger på kassekreditten. Retten anså ikke hævningerne som en naturlig driftsrisiko ved deltagelse i interessentskabet. Tabet var derfor ikke en fradragsberettiget driftsomkostning.

 

TfS 1991, 487 VLD

Fradrag nægtet. Partreder. Solidarisk hæftelse.

En partreder havde frivilligt betalt medpartrederens del af gælden. De udgifter han havde dækket, var imidlertid betalinger til kreditorer, som han havde kunnet henvise til at søge fyldestgørelse efter reglerne om pro rata-hæftelse. Landsretten nægtede derfor partrederen fradragsret for beløbet, fordi han ikke var retligt forpligtet til at hæfte solidarisk.

TfS 1987, 316 VLD

Fradrag nægtet.

En interessent overtog i forbindelse med interessentskabets opløsning medinteressentens personlige firma.

Retten fandt, at overtagelsen ikke var nødvendig for at sikre fortsættelsen af interessentens eget personlige firma. Derfor kunne en eftergivelse af et tilgodehavende, der opstod som led i handelen, hverken trækkes fra som driftsomkostning eller som driftstab.

TfS 1984, 152 VLD

(Skd. 1984.71.713)

Fradrag nægtet. Partreder.

En partreder indfriede 3 insolvente partrederes gæld til et skibsværft.

Landsretten lagde til grund, at dette var sket for at få skibet frigivet til salg, og at partrederen betalte gælden, fordi han ønskede at udtræde af rederiet på grund af det løbende driftsunderskud.

Tabet havde derfor ikke en sådan forbindelse med den løbende drift, at det kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller dennes analogi.

Tabet kunne heller ikke påvirke opgørelsen af fortjenesten ved salg af skibet som en handelsomkostning.

Skd. 1984.68.38

Fradrag godkendt.

En skatteyder, der drev en byggevirksomhed med en medinteressent, måtte i forbindelse med virksomhedens ophør betale samtlige interessentskabets kreditorer. Landsretten fandt, at interessentskabets underskud var opstået løbende ved, at der var blevet afholdt udgifter, som havde været nødvendige for interessentskabets drift. Skatteyderen kunne derfor trække tabet fra ved sin indkomstopgørelse.

Skd. 1983.67.402

Østre Landsret

Fradrag godkendt

En dyrlæge og en landmand forpagtede i fællesskab tre landbrugsejendomme. Det blev anerkendt, at parterne (interessenterne) ved den indbyrdes fordeling kunne forøge driftsunderskuddet med arbejdsvederlag og forrentning af kapitalindeståendet, fordi fordelingen af disse poster var sagligt begrundet, og der ikke forelå omgåelseshensigt.

Landsskatteretskendelser

SKM2002.184.LSR

Fradrag blev godkendt

for tab og omkostninger som følge af en bestyrende reders besvigelse over for et partrederi. Landsskatteretten fandt, at tabet som følge af besvigelsen samt advokatomkostninger i den forbindelse kunne trækkes fra, fordi tabet var et udslag af en normal driftsrisiko ved partrederi. Landsskatteretten lagde vægt på, at de øvrige redere kort tid efter mistanken om sammenblanding af den bestyrende reders privatøkonomi og partrederiets økonomi gennemgik regnskaberne og opdagede besvigelserne. Fordringen imod den bestyrende reder måtte anses for at være uerholdelig.

SKM2002.72.LSR

Fradrag nægtet. Ikke driftsomkostning.

Tilbagebetaling af et formidlingshonorar, der var modtaget fra de øvrige interessenter som betaling for formidling af deltagelse i et leasingarrangement (10-mandsprojekt), var ikke fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten fandt, at skatteyderens tilbagebetaling af interessenternes indbetalinger til interessentskabet ikke kunne anses for at være udslag af en almindelig driftsrisiko, og at afholdelsen af udgiften således ikke havde en naturlig, driftsmæssig begrundelse.

Landsskatteretten lagde særlig vægt på, at leasingarrangementet var et typisk 10-mandsprojekt, der ifølge praksis ikke godkendes i skattemæssig henseende.

Det var videre Landsskatterettens opfattelse, at skatteyderen ikke havde en aktuel, driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften i 1998, idet der på dette tidspunkt ikke forelå nogen drift af en erhvervsmæssig virksomhed, som udgiften kunne relateres til.

TfS 1996, 256 LSR

Fradrag nægtet.

I forbindelse med, at en interessent udtrådte af et interessentskab, blev der konstateret et tab, selvom interessentskabet havde haft overskud. Tabet skyldtes, at den udtrædende interessent havde foretaget så store hævninger i selskabet, at han ved sin udtræden ikke var i stand til at betale den del af gælden, der ifølge parternes aftale påhvilede ham.

På grund af den solidariske hæftelse led en anden interessent derfor et tab. Landsskatteretten fandt, at tabet ikke var tab på en fordring, der havde tilknytning til driften af interessentskabet, men et formuetab, der var indkomsten uvedkommende.

LSRM 1982, 82 LSR

Fradrag godkendt.

En arkitekt drev erhvervsmæssig udstykningsvirksomhed sammen med en murermester. Murermesteren, der også drev selvstændig murermestervirksomhed, kom i økonomiske vanskeligheder, og det daværende toldvæsen gjorde udlæg i hans anpart i interessentskabet.

For at undgå, at udstykningsvirksomheden måtte standse med tab, var arkitekten gået med til, at interessentskabet optog lån og betalte gælden til toldvæsenet.

Da murermesteren døde, overtog arkitekten hele virksomheden og trak det tab fra, han ikke kunne få dækket i boet. Han gjorde gældende, at han havde været tvunget til at indfri gælden for at undgå større tab ved, at virksomheden standsede.

Landsskatteretten fandt, at der var en sådan fornøden forbindelse mellem den tabsgivende disposition og arkitektens løbende indtægtserhvervelse, han kunne trække tabet fra.

LSRM 1981, 205 LSR

Fradrag godkendt

Landsretten fandt, at klagerens tab vedrørende medejerens underskudsandel var et fradragsberettiget driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi underskuddet havde forbindelse med interessentskabets drift, og klageren havde hæftet solidarisk for medejerens underskudsandel.

LSRM 1974, 155 LSR

Fradrag nægtet.

Ved afviklingen af et interessentskab havde en grosserer fratrukket et beløb, der var betalt til dækning af medinteressentens underskud. Da driftsresultatet i tidligere år havde været fordelt ligeligt, fandt landsskatteretten ikke grundlag for at godkende skævdelingen af driftsresultatet.

LSRM 1971, 38 LSR

Fradrag nægtet.

To parter i et interessentskab indgik, efter flere år med underskud i interessentskabet, en tillægsaftale om at den ene interessent ville dække medinteressentens del af driftsunderskuddet for at undgå at ophæve interessentskabet pga. insolvens. Interessentskabets underskud blev i de følgende år fuldt ud dækket af interessenten, som foretog fradrag for sin egen og for medinteressentens andel af underskuddet. Landsskatteretten var enig med Skatterådet i, at interessenten ikke kunne fratrække mere end halvdelen af underskuddet, fordi de dækkede underskud måtte betragtes som lån til medinteressenten, og i, at disse lån ikke kunne anses for at være endeligt tabt.

LSRM 1956, 28 LSR

Fradrag nægtet.

En skatteyder, der havde drevet virksomhed med to medinteressenter, havde fratrukket et tab, der var opstået ved, at en medinteressent havde hævet mere end det, han kunne efter sin andel i virksomheden. Virksomhedens regnskab viste, at medinteressentens underskudssaldo udelukkende skyldtes overtræk til privatforbrug. Tabet måtte betragtes som et lån til den pågældende medinteressent uden forbindelse med virksomhedens drift, og var derfor ikke fradragsberettiget.

xLigningsrådetx

TfS 1991, 476 TSS

Fradrag nægtet. Solidarisk hæftelse.

Et partrederi bad om bindende forhåndsbesked om, hvorvidt et tab på en partreders manglende overholdelse af sin indbetalingsforpligtelse kunne trækkes fra af de øvrige partredere - uden at partrederiet var ophørt.

Ligningsrådet udtalte, at der kun blev tilført rederiet driftskapital fra de øvrige partredere som følge af manglende likviditet på grund af en partreders manglende betalingsevne.

Dette tab vedrørte partredernes økonomiske mellemværende i relation til indkomstkilden og var derfor ikke fradragsberettiget i den skattepligtige indkomst.

Partrederiet havde købt et skib, og købesummen fordeltes på 100 anparter, så der skulle indbetales 20 % kontant i forhold til andelene i skibet. Hvis der opstod et behov for yderligere likvide midler, skulle der indbetales det nødvendige beløb - ligeledes i forhold til anparterne.

Partrederiet optog lån i Danmarks Skibskreditfond og partrederne, der ellers hæfter pro rata, hæftede solidarisk for dette lån. Hvis driften af skibet gav underskud, skulle der indbetales yderligere beløb, bl.a. til betaling af renter og afdrag til Danmarks Skibskreditfond.

Ligningsrådet udtalte, at et tab som følge af denne hæftelse først ville kunne konstateres endeligt, når partrederiet ophørte, og det ved konkurs, inkasso eller på lignende måde var konstateret, at regreskravet mod en solidarisk hæftende partreder var værdiløst.

Hvis det i den forbindelse kunne konstateres, at partrederiets underskud var opstået løbende ved at der var afholdt af udgifter, der var nødvendige for driften, ville de øvrige partredere på dette tidspunkt kunne trække det lidte tab fra som et driftstab.

Bindende forhåndsbesked.