Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for fradrag for udgifter til rejser. Afsnittet beskriver både fradragsretten efter SL § 6, stk. 1, litra a, og efter LL § 8, stk. 1.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om bestemmelserne på området
  • SL § 6, stk. 1, litra a.
  • LL § 8, stk. 1, - rejseudgifter
  • Rejserne kan deles op i tre grupper
  • Private udgifter
  • Repræsentation
  • Faglige møder og xerhvervsmæssige generalforsamlingerx mv.
  • Kommanditister
  • Særligt for rejser til udlandet
  • Standardsatser for rejseudgifter
  • Hovedaktionærer og bestyrelsesmedlemmer
  • Medarbejdende eller ansatte ægtefæller
  • xOversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.x

Generelt om bestemmelserne på området

LL § 8, stk. 1, har afløst hjemmelen for fradrag for rejseudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, når der er tale om rejseudgifter, der er afholdt for at opnå salg af varer og tjenesteydelser. Se afsnit C.C.2.2.2.5.1 om LL § 8.

Det betyder, at det først skal vurderes, om udgiften er afholdt for at opnå salg af varer og tjenesteydelser:

  • Hvis det er tilfældet, skal retten til fradrag vurderes efter LL § 8, stk. 1.
  • Hvis det ikke er tilfældet, skal retten til fradrag vurderes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SL § 6, stk. 1, litra a

Rejseudgifter, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Rejseudgifterne skal have en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter. Der er derfor ikke fradrag, når formålet med rejsen er af generel karakter, se SKM2009.753.BR.

Der er ikke fradrag for egentlige videreuddannelses- og etableringsudgifter. Det er derfor en forudsætning for fradrag, at skatteyderen allerede har etableret sig i en virksomhed af ikke ubetydelig størrelse. Se TfS 1992, 531 ØLD om videreuddannelse.

Se UfR 1983.213 ØLD som eksempel på rejse med fradragsret: Skatteyder var ansat som læge på Finseninstituttet. Skatteyder drev desuden privat praksis som speciallæge i plastikkirurgi. Skatteyder deltog i to udenlandske kongresser for at overvære demonstrationer i operationsteknik mv. for at bevare det høje faglige niveau, som var en forudsætning for driften af hans private praksis. Kongresserne var uden betydning for hans ansættelse på Finseninstituttet. Landsretten fandt, at der bestod en sådan forbindelse mellem rejserne og skatteyders indkomsterhvervelse i den private praksis, at rejseudgifterne blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se SKM2013.21.BR som eksempel på rejse uden fradragsret: Skatteyder drev virksomhed som psykoterapeut. I indkomståret 2000 havde hun afholdt udgifter til en rejse til Assissi i Italien. Rejsen var beskrevet som en pilgrimsrejse til den hellige Frans' elskede og fortsat kraftfulde steder i/omkring Assissi. Byretten anså ikke rejsen for at være en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Skatteyderen havde godtgjort, at rejsen havde en sådan karakter, at den var medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde hendes indkomst i indkomståret. Hun kom i forbindelse med rejsen i kontakt med MP, som hun i de efterfølgende år har drevet kursusvirksomhed med, men Byretten fandt, at dette ikke havde været med til at sikre hendes indkomst i de indkomstår, der var påklaget.

Konkret vurdering

Ved afgørelsen af, om der er fradrag for udgifter til rejser efter SL § 6, stk. 1, litra a, skal der foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Udgifterne til en rejse kan være fradragsberettiget for nogle af deltagerne, men ikke for alle deltagere.

Det er ikke afgørende, hvem der arrangerer rejsen, men derimod rejsens konkrete indhold og dens relation til den enkelte rejsedeltagers indkomsterhvervelse.

Skatteyders bevisbyrde

Skatteyder har bevisbyrden for, at rejsen har haft den fornødne sammenhæng med indkomsterhvervelsen i indkomståret eller de umiddelbart derpå følgende indkomstår. Se SKM2005.409.HR.

Retspraksis viser, at der er en tendens til en noget mildere bevisbedømmelse ved modeprægede fag. Se TfS 1988, 560 VLD og UfR1979, 413 VLD.

Udvidelse af indkomstgrundlaget

Udgifter til rejser med det formål at udvide indkomstgrundlaget kan ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Det vil eksempelvis sige udgifter til rejser for at finde nye kundeemner eller afsætningsmarkeder med henblik på at opnå salg af varer og tjenesteydelser.

Sådanne udgifter til rejser skal vurderes efter LL § 8, stk. 1.

LL § 8, stk. 1, - rejseudgifter

Udgifter til rejser, som afholdes i forbindelse med den skattepligtiges erhverv med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår, kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se LL § 8, stk. 1.

Udgiften skal afholdes i forbindelse med den skattepligtiges erhverv. Det betyder, at der gælder de samme betingelser for at få fradrag for rejseudgifter efter LL § 8, stk.1, som beskrevet ovenfor, for at få fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a. Dog gælder det beskrevne om "Udvidelse af indkomstgrundlaget" ikke.

Det er yderligere en betingelse for fradrag efter LL § 8, stk. 1, at udgiften er afholdt med det formål, at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår.

Fradragsretten for rejseudgifter efter LL § 8, stk. 1, gælder derfor også for udvidelse af indkomstgrundlaget. For eksempel udgifter til rejser, der er afholdt for at finde nye kundeemner eller afsætningsmarkeder. Det er alene udgifter til salgsrejser, der kan fratrækkes efter LL § 8, stk. 1. Se TfS 1989, 599 HRD.

Som eksempler på udgifter kan nævnes dokumenterede merudgifter til fortæring, transport og overnatning.

LL § 8, stk. 1, omfatter ikke rejser med henblik på etablering af en ny virksomhed.

Rejserne kan deles op i tre grupper

Rejserne kan deles op i tre grupper:

  • Rejser, der er fuldt fradragsberettigede
  • Rejser, der er delvist fradragsberettigede (blandede forretnings- og ferierejser)
  • Rejser, der ikke er fradragsberettigede (private rejser).

Private udgifter

Udgifter til private rejser kan ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller LL § 8, stk. 1.

Repræsentation

I LL § 8, stk. 4, er fradraget for udgifter til repræsentation begrænset til 25 pct. af de afholdte udgifter.

LL § 8, stk. 4, er ikke begrænset til udgifter nævnt i LL § 8, stk. 1, men gælder alle fradragsberettigede udgifter som kan karakteriseres som repræsentation.

Det vil sige, at såvel udgifter til rejser, der er omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a, som LL § 8, stk. 1, er omfattet af begrænsningen af fradragsretten i LL § 8, stk. 4, hvis de har karakter af repræsentation.

Derfor skal det vurderes, om rejseudgiften har karakter af repræsentationsudgift.

Se afsnit C.C.2.2.2.5.4 om repræsentation.

Faglige møder og erhvervsmæssige generalforsamlinger mv.

Rejseudgifter og opholdsudgifter forbundet med deltagelse i faglige møder eller erhvervsmæssige generalforsamlinger og lignende er i almindelighed fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Der vil oftest være tale om møder med et ret snævert erhvervsmæssigt sigte.

Eksempler:

Advokater kan fratrække udgifter, når de deltager i Advokatsamfundets almindelige advokatmøde.

Apotekere kan fratrække udgifter, når de deltager i Dansk Apotekerforenings generalforsamling.

Bedemænd kan fratrække udgifter, når de deltager i årsmøde og generalforsamling i Bedemændenes Landsforening.

En revisor blev anset for berettiget til at trække befordringsudgifter fra, som han havde afholdt i forbindelse med fagligt møde i en ERFA-gruppe, TfS 1991, 335 LSR.

Se også SKM2006.85.ØLR.

Kommanditister

Kommanditister kan fratrække rejseudgifter, der er afholdt i forbindelse med kommanditselskabets generalforsamling.

Særligt for rejser til udlandet

I en præjudiciel dom af 28. oktober 1999 har EF-Domstolen fastslået, at EF-traktatens artikel 59 (nu artikel 49) er til hinder for en formodningsregel om, at der som udgangspunkt ikke kan gives fradrag ved deltagelse i kurser, der afholdes på et almindeligt turiststed i en anden medlemsstat, når kursusstedet ikke som sådant er fagligt velbegrundet, medmindre der gælder en tilsvarende formodningsregel ved deltagelse i indenlandske kurser. Se TfS 1999, 850 EF.

Det er derfor en konkret vurdering af det enkelte kursus/den enkelte studierejse.

I denne vurdering indgår

  1. Er kurset/studierejsen fagligt relevant for deltageren?
  2. Er der tale om, at deltagelse sker for at vedligeholde og ajourføre den faglige viden, eller er der tale om videreuddannelsesformål?
  3. Er der tale om et turistmæssigt islæt? Vurderingen heraf foretages bl.a. ud fra programmets tidsmæssige tilrettelæggelse, herunder fordelingen mellem studie/undervisningstid og fritid.

Se TfS 2000, 813 TSS.

I visse brancher, fx automobilforhandlerbranchen, står der ofte i forhandlerkontrakterne, at forhandlerne og deres personale har pligt til at deltage i rejser til udlandet. Uanset denne formelle forpligtelse til at rejse skal der foretages en konkret vurdering af rejseprogrammerne. Ofte er der tale om rejser med stærkt turistmæssigt islæt eller delvise frirejser, der gives som belønning til de forhandlere, der har klaret sig bedst.

Frirejser og rejser, som gives som gevinst eller præmie, fx fra leverandør til forhandlere, har typisk ikke haft den fornødne direkte sammenhæng med forhandlerens indkomstskabende aktiviteter i det pågældende år, og der skal fastsættes en skønsmæssig værdi af frirejsen, så skatteyderens indkomst forhøjes med denne værdi.

Standardsatser for rejseudgifter

Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl, kan vælge at fratrække et beløb, der svarer til de satser, der gælder for godtgørelse for kost og logi til lønmodtagere, i stedet for at fratrække de dokumenterede faktiske rejseudgifter, når betingelser herfor er opfyldte. Se LL § 9 A, stk. 8, og SKM2018.650.SKTST om skattefri godtgørelse til dækning af rejseudgifter, gældende for 2019, pkt. 4.

Satserne fremgår af LL § 9 A, stk. 2, og af xSKM2018.650.SKTSTx, pkt. 2.1.1., 2.1.2 og 2.2.1.

xFor 2019 er beløbsgrænsen 28.800 kr.x (2018: 27.400 kr.)

Se afsnit C.A.7.3.4 om fradrag for rejseudgifter med standardsats. Selvstændigt erhvervsdrivende er også omfattet af reglerne om reduktion for fri kost på rejsen efter pkt. 2.1.3, jf. pkt. 4.2.

Bemærk

Fradraget med standardsatser er, modsat fradrag for faktiske udgifter, maksimeret. Beløbet reguleres efter PSL § 20. Begrænsningen fremgår af LL § 9 A, stk. 8.

Ved lov nr. 921 af 18. september 2012 blev beløbsgrænsen ændret fra 50.000 kr. til 25.000 kr. pr. indkomstår med virkning fra og xmedx indkomståret 2013. Beløbsgrænsen på 50.000 kr. xfandtx dog fortsat anvendelse for indkomstår, der påbegyndtes inden lovens ikrafttræden. 

Hovedaktionærer og bestyrelsesmedlemmer

Hvis udgiften afholdes af et selskab, hvori skatteyderen er hovedaktionær og ansat, og udgiften ikke er erhvervsmæssig, anses beløbet efter praksis for løntillæg til hovedaktionæren, hvis aflønningen er rimelig i forhold til arbejdsindsatsen. Udgiften kan i dette tilfælde fratrækkes ved selskabets indkomstopgørelse som en lønomkostning. Se TfS 1990, 317 ØLD.

Hvis en hovedaktionær er ansat i selskabet, og ægtefællens rejseudgifter, der er betalt af selskabet, bliver anset for private, betragtes udgifterne som løntillæg til hovedaktionæren, hvis aflønningen er rimelig i forhold til arbejdsindsatsen.

Det samme gælder for bestyrelsesmedlemmer. Se TfS 1996, 216 LSR.

Hvis hovedaktionæren ikke er ansat i selskabet, og udgiften til rejse ikke er erhvervsmæssig, anses beløbet for maskeret udlodning til hovedaktionæren. Udgiften er dermed skattepligtig for hovedaktionæren efter LL § 16 A, men der er ikke fradrag for udgiften i selskabet.

Se også

Se også afsnit:

Medarbejdende eller ansatte ægtefæller

Medarbejdende eller ansatte ægtefæller, der er beskæftiget i virksomheden eller selskabet, deltager ofte i rejser til udlandet.

Når det skal vurderes, om der er tale om en privat, blandet eller rent erhvervsmæssig rejse for ægtefællen, skal vurderingen ske ud fra samme kriterier, som anvendes ved bedømmelse af en indehavers eller en hovedaktionærs deltagelse i en rejse, se SKM2010.177.ØLR.

xOversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.x

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

TfS 1999, 850 EF

EF-Domstolen fastslog, at EF-traktatens artikel 59 (nu artikel 49) var til hinder for en formodningsregel om, at der som udgangspunkt ikke kunne gives fradrag ved deltagelse i kurser, der blev afholdt på et almindeligt turiststed i en anden medlemsstat, når kursusstedet ikke som sådant var fagligt begrundet, medmindre der gjaldt en tilsvarende formodningsregel ved deltagelse i indenlandske kurser.

EF-Domstolen tog stilling til et præjudicielt spørgsmål, stillet af Højesteret, i en sag om en registreret revisors deltagelse i et kursus på Kreta (jf. anke af TfS 1995, 363 V. Generaladvokat Antonio Saggios forslag til afgørelse er optrykt i SU 1999, 151).

Højesteretsdomme

SKM2005.409.HR

Højesteret fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at en tur til Skotland havde et erhvervsmæssigt formål. Heller ikke selvom der lå en erklæring fra en statsautoriseret ejendomsmægler. Højesteret fandt det heller ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at en tur til Tyskland og Frankrig havde et erhvervsmæssigt formål.
Allerede derfor fandt Højesteret, at skatteyder ikke kunne trække kørselsudgifter fra i forbindelse med disse ture.
Højesteret fandt også, at skatteyder ikke kunne trække udgifter til benzin fra, fordi han ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at nogen del af den indkøbte benzin havde været anvendt i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel.
Rejseudgifterne til udlandet kunne ikke fratrækkes efter LL § 8, stk. 1, og udgifterne til benzin kunne ikke fratrække efter SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1994, 811 HRD

En gårdejer, der i en årrække havde drevet en svinefarm fra sine to ejendomme, deltog i 1985 i en studierejse til Skotland. I rejsen deltog ud over skatteyderen en dyrlæge og endnu en svineproducent. Formålet var efter skatteyders forklaring at studere svineavl i foregangslande på svineavlsområdet.
Højesteret lagde til grund, at skatteyderen under rejsen havde fået demonstreret et system, som kunne muliggøre en nedsættelse af dødeligheden blandt smågrise, og at han herved erhvervede en viden, som umiddelbart gav sig udslag i konkrete dispositioner i tilknytning til hans indkomsterhvervelse.
Højesteret fandt derfor, at udgifterne ved rejsen var fradragsberettiget som driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Udgifterne kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1989, 599 HRD

En landmand og hans hustru havde i 1981 deltaget i en uges studierejse for svineproducenter til Belgien.
Højesteret fandt, at der ikke - hverken efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller efter LL § 8, stk. 1 - kunne fratrækkes udgifter til skatteyderens eller hustruens studietur til Belgien.
Højesteret lagde vægt på følgende, som Skatteministeriet havde anført under sagen:

  • Rejsen havde ikke været nødvendig for skatteyderens indkomsterhvervelse.
  • Rejsen havde været af generel karakter. Det var muligt, at skatteyderen på rejsen havde fået inspiration til sin løbende avlsudvikling, men det blev bestridt, at der var en sådan konkret og direkte sammenhæng mellem rejsen og sagsøgerens indkomstskabende aktiviteter, at der var grundlag for fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a.
  • Specielt vedrørende LL § 8, stk. 1, anførte Skatteministeriet, at denne bestemmelse efter sin ordlyd og forarbejderne alene vedrører salgsrejser, og derfor allerede af denne grund var uanvendelig på sagen.

Udgifterne kunne ikke fratrækkes efter hverken SL § 6, stk. 1, litra a, eller efter LL § 8, stk. 1.

TfS 1987, 192 HRD

En alment praktiserende tandlæge deltog i perioden fra den 29. maj til den 8. juni 1980 i en rejse til Japan, hvor han deltog i en 3 dages kongres afholdt af International Association for Dental Research med tema om tandsygdomsforebyggelse. Der blev på kongressen fremlagt 20 rapporter og gennemført 4 paneldiskussioner, men ikke afholdt demonstrationer.
Skatteyderen havde fratrukket udgifter til selve rejsen og opholdsudgifter til de 3 kongresdage.
Højesteret fandt, at udgifterne - uanset om skatteyders faglige viden var blevet forøget - ikke havde en sådan forbindelse med hans indkomsterhvervelse som alment praktiserende tandlæge, at de kunne fratrækkes som driftsomkostninger.
Udgifterne kunne derfor ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se også TfS 1994, 211 VLD og TfS 1989, 464 VLD.

TfS 1984, 5 HRD.

Et familieselskab, der drev virksomhed med import af råkaffe fra Brasilien, blev ledet af et ægtepar. Manden var direktør, og ægtefællen prokurist i selskabet. I 1976 foretog de begge to en forretningsrejse til Brasilien.
Hovedformålet med rejsen var at erhverve indsigt i det brasilianske kaffemarked og udvide skatteyderens kreds af leverandører samt etablere personlige kontakter til forretningsforbindelser, bl.a. for at opnå fordelagtige kreditvilkår.
Det var ikke et direkte formål at indgå aftaler om køb af kaffe på stedet.
Ægtefællen indtog en ledende stilling med hensyn til bogholderi og løsningen af en række administrative opgaver i øvrigt. Hun bistod herudover i det daglige skatteyder ved beslutninger og køb og salg af kaffe. I et vist begrænset omfang indgik ægtefællen på egen hånd aftaler om køb og salg.
Højesteret fandt, at ægtefællen i væsentligt omfang deltog i ledelsen af virksomheden. Hendes rejse til Brasilien var herefter - som for skatteyder - anset begrundet i hensynet til at sikre og vedligeholde virksomhedens indkomst.
Højesteret fandt derfor, at udgifterne ved ægtefællens rejse var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1 litra a.
Udgifterne til ægtefællens rejse kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se også SKM2010.177.ØLR.

UfR 1966, 215 HRD

Skatteyder var professor i odontologisk histopatologi ved tandlægehøjskolen og klinikchef på Rigshospitalet. Desuden drev han et laboratorium som udførte vævsdiagnostik for tandlæger fra hele landet. Skatteyder havde også indtægter som videnskabelig forfatter og ved kurser for tandlæger.
Skatteyder afholdt udgifter til rejser i forbindelse med nogle faglige møder og kurser i USA.
Med henvisning til sine bierhverv ønskede skatteyder fradrag for disse rejseudgifter.
Højesteret fandt, at uanset at rejsens formål udelukkende havde været af faglig art, havde udgifterne ikke en sådan umiddelbar forbindelse med indtægterne ved bierhvervene, at udgifterne kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne kunne heller ikke fratrækkes efter LL § 8, stk. 1.
Højesteret henviste også til den nøje sammenhæng mellem bierhvervene og skatteyders stilling som professor.
Udgifterne kunne ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a eller LL § 8, stk. 1.

Landsretsdomme

SKM2010.177.ØLR

Skatteyder drev selvstændig erhvervsvirksomhed som privatpraktiserende læge. Patienterne var udelukkende personer med misbrugsproblemer. Skatteyder blev anset for speciallæge. Skatteyderen og ægtefællen deltog i tre kurser i USA.
Skatteyders ægtefælle arbejdede som medhjælpende ægtefælle. Hun var beskæftiget i virksomheden 8 til 10 timer om ugen. En mindre del af arbejdstiden brugte hun på administrative opgaver som sekretær og bogholder. Resten af tiden beskæftigede hun sig med den indledende visitation af patienter, patientrådgivning og daglig praktisk vejledning af patienter samt opfølgende samtaler efter et afsluttet forløb med misbrugsbehandling. Hun havde ingen medicinsk uddannelse, men gennemgik selv et behandlingsforløb for alkoholmisbrug i 1987 og rådgav med udgangspunkt i egne personlige erfaringer som ædru alkoholiker.
Byretten fandt, at skatteyder og dennes ægtefælles faglige viden, uddannelse og arbejdsmæssige placering i virksomheden var væsentlig forskellig. Efter det oplyste om indholdet af de tre kurser i USA, sammenholdt med ægtefællens arbejdsopgaver i virksomheden, fandt byretten bl.a. ikke, at ægtefællens deltagelse i rejserne havde haft en sådan direkte og umiddelbar forbindelse med sagsøgers indkomsterhvervelse, at udgifterne hertil kunne anses som en fradragsberettiget driftsudgift for skatteyderen.
Landsretten tiltrådte byrettens dom på dette punkt med byrettens begrundelse.
Udgifterne til skatteyderens ægtefælles rejse til USA kunne derfor ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se også SKM2009.373.BR og TfS 1984, 5 HRD.

SKM2006.85.ØLR

Landsretten fandt bl.a., at skatteyderen ikke kunne fratrække udgifter i forbindelse med deltagelse i en kongres i Italien på vegne af en forening, i hvilken skatteyderen var medlem af bestyrelsen, og i hvilken skatteyderen udførte ulønnet arbejde.
Udgifterne kunne derfor ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2002.534.VLR

En skatteyder, der drev landbrug med svineproduktion, kornavl og produktion af grønsager, afholdt udgifter til en rejse til USA. Ægtefællen deltog i rejsen.
Rejsen til USA havde efter det oplyste om rejseprogrammet og efter skatteyderens forklaring ikke karakter af en koncentreret studierejse. Det blev lagt til grund, at deltagerne under rejsen, der havde et ikke ubetydeligt turistmæssigt islæt, besøgte en række virksomheder inden for gartneri og distribution af gartneriprodukter. En del af disse besøg, fx i supermarkeder, på en vingård og på et avocadogartneri kunne ikke antages at have været af umiddelbar relevans for driften af skatteyderens virksomhed.
Landsretten fandt, at rejsen skulle anses som en studierejse af generel karakter, og skatteyderen havde ikke ført bevis for, at udgiften til rejsen havde været nødvendig for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.
Udgifterne kunne derfor ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1995, 363 VLD

En revisor, der var ansat i det af ham ejede revisionsaktieselskab, var af skattemyndighederne anset for skattepligtig af en udgift på 5.516 kr. afholdt af selskabet i forbindelse med revisorens deltagelse i et skattekursus på Kreta. Revisoren indbragte sagen for Landsretten der lagde til grund, at det omhandlede kursus var tilrettelagt ud fra saglige hensyn, og at revisorens deltagelse var faglig velbegrundet. Da kurset blev afholdt på et almindeligt turiststed i udlandet, gjaldt der efter Højesterets dom i UfR 1994.970 en formodning for, at der med kursets afholdelse havde været forbundet et så betydeligt turistmæssigt islæt, at kursusudgiften ikke kunne anses som en fradragsberettiget driftsudgift. Med henvisning til kursets tidsmæssige udstrækning inden for det samlede rejseprogram fandt Landsrettens flertal, at revisoren havde afkræftet den nævnte formodning for, at kurset var forbundet med et betydeligt turistmæssigt islæt. Skattemyndighederne havde derfor været uberettigede til at anse kursusudgiften som et løntillæg for ham.

Afgørelsen blev anket til Højesteret af Skatteministeriet.

Anken  blev hævet.

Dette er kommenteret af Skatteministeriet i TfS 2000, 813, hvor der er også er redegjort for praksis vedrørende fradrag for kurser.

TfS 1992, 531 ØLD

Skatteyder havde egen praksis som øjenlæge. Skatteyder afholdt udgifter til en studierejse til USA i 1985. Hun havde tidligere foretaget operationer for stær, men efter den gamle operationsmetode, der bl.a. indebar hospitalsindlæggelse.
Studieopholdet foregik ved Department of Ophthalmology, State University of New York. Under opholdet besøgte skatteyderen endvidere en øjenklinik, som havde specialiseret sig i ambulante operationer, hvor skatteyderen assisterede ved operationer. I 1989 indledte skatteyderen samarbejde med en anden læge og begyndte at operere efter den nye operationsmetode på sin egen klinik.
Landsretten lagde efter de foreliggende oplysninger til grund, at formålet med skatteyderens studieophold i USA havde været at opnå en sådan uddannelse i en ny operationsteknik, at hun blev i stand til at foretage øjenoperationer med den nye teknik på sin egen klinik.
Landsskatteretten fandt derfor ikke, at udgifterne til studieopholdet kunne betegnes som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Udgifterne kunne derfor ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1990, 317 ØLD

En direktør og hovedanpartshaver i et anpartsselskab, der forhandlede radioer og lignende, deltog i en studierejse til USA arrangeret af Radioforhandlernes Brancheorganisation. Studierejsen varede i 11 dage.
Landsretten fandt, at selvom skatteyderen havde fået inspiration af studierejsen til en forestående ombygning af forretningen og fået forøget sin viden på parabolantenneområdet, skulle studierejsen dog karakteriseres som en generel studietur, der ikke var nødvendig for indkomsterhvervelsen.
Skatteyderen skulle derfor beskattes af værdien af rejsen, jf. SL § 4, litra c.

Se også TfS 1996, 216 LSR, TfS 1989, 464 ØLD, TfS 1989, 451 ØLD og TfS 1987, 69 LSR.

TfS 1989, 464 VLD

En skatteyder, der var direktør og hovedaktionær i et aktieselskab, der drev en skjortefabrik, deltog i en studierejse til USA. Rejsen var arrangeret af brancheforeningen. Formålet med rejsen var at få konkrete oplysninger om skjorteproduktion i USA og drage nytte af denne viden i det danske selskabs produktion.
Landsretten fandt, at rejsen skulle karakteriseres som en generel studietur med et vist - ikke ubetydeligt - turistmæssigt islæt. Også selvom skatteyderen under rejsen havde fået ideen til at fremstille en ny arbejdsbesparende maskine. Landsretten lagde vægt på programmet og rejseplanens indhold, sammenholdt med skatteyderens forklaring om turens forløb.
Udgiften til studierejsen, der var betalt af selskabet, blev derfor anset som et skattepligtigt løntillæg til skatteyderen.
Skatteyderen skulle derfor beskattes af værdien af rejsen, jf. SL § 4, litra c.

Se også TfS 1996, 216 LSR, TfS 1990, 317 ØLD, TfS 1989, 451 ØLD og TfS 1987, 69 LSR

TfS 1989, 451 ØLD

En direktør og hovedaktionær samt hans ægtefælle foretog en 14-dages rejse til Fjernøsten. Ca. 3 dage var rejsedage, ca. 4 dage besøg på udstillinger og i virksomheder og ca. 7 dage ferie.
Landsretten foretog en konkret bevisbedømmelse og fandt, at rejsen skulle karakteriseres som en privat rejse, omend med et vist, mere generelt erhvervsmæssigt øjemed.
Rejseudgiften for hovedaktionæren og dennes ægtefælle blev derfor anset som et løntillæg fra selskabet til hovedaktionæren.
Derimod fandt landsretten, at en udgift til ægtefællens deltagelse i en leverandørrejse til Tyskland var afholdt for virksomheden og i dennes interesse. Derfor blev denne udgift ikke anset for et løntillæg til hovedaktionæren. Hustruen havde en central placering i virksomheden, og hendes arbejde krævede bl.a. teknisk indsigt i virksomhedens produktionsapparat og produktion.
Skatteyderen skulle derfor beskattes af værdien af hans og ægtefællens deltagelse i rejsen til Fjernøsten, jf. SL § 4, litra c. Udgiften til ægtefællens rejse til Tyskland kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se også TfS 1996, 216 LSR, TfS 1990, 317 ØLD, TfS 1989, 464 ØLD og TfS 1987, 69 LSR.

TfS 1988, 560 VLD

Skatteyder var dyrlæge. Han drev praksis i interessentskab med andre dyrlæger. Skatteyder rejste til USA og Canada for at studere kvægsygdomme. Opholdet varede en måned, der var fordelt på studier af amerikansk malkekvæg, universitetsstudier af kalvesygdomme, studier af virusinfektion hos kalve og universitetsstudier af kvægsygdomme. Han besøgte også et center for dyresygdomme og opholdt sig på en veterinærklinik. Skatteyder oplyste, at han havde haft nytte af studiet af kvægsygdomme i udlandet, fordi hans praksis havde hovedvægt på kvægsygdomme.
Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i landsretten, fordi rejsen udelukkende havde haft et fagligt formål.
Udgifterne kunne derfor fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1988, 417 VLD

En manufakturhandler havde sammen med sin hustru foretaget en 3-dages messerejse til Paris arrangeret af Dansk Textil Union. De deltog i messearrangementer og rundvisninger, og rejsen havde ikke noget turistmæssigt islæt. Ægtefællerne var fuldtidsbeskæftiget i den virksomhed, de drev med handel med modetøj.
Landsretten fandt, at førstehåndskendskab til den kommende efterårssæson var af væsentlig betydning for ægtefællernes overvejelser om, hvilke varer der senere skulle indkøbes.
Udgifterne kunne derfor fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se også UfR1979, 413 VLD.

UfR 1983, 213 ØLD

Skatteyder var ansat som læge på Finseninstituttet. Skatteyder drev desuden privat praksis som speciallæge i plastikkirurgi.
Skatteyder deltog i to udenlandske kongresser for at overvære demonstrationer i operationsteknik mv. for at bevare det høje faglige niveau, som var en forudsætning for driften af hans private praksis. Kongresserne var uden betydning for hans ansættelse på Finseninstituttet.
Landsretten fandt, at der bestod en sådan forbindelse mellem rejserne og skatteyders indkomsterhvervelse i den private praksis, at rejseudgifterne blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Udgifterne kunne derfor fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

UfR 1979, 413 VLD

En damefrisør deltog i en charterrejse til Wien, der var arrangeret for frisører. Rejsen blev arrangeret i anledning af verdensmesterskaberne i frisørkunst. I den forbindelse blev der arrangeret demonstrationer i klippeteknik og af præparater mv.
Mesterskaberne varede fra den 15. til den 17. september 1974, begge dage inklusive. Rejsen havde afrejse den 14. og hjemkomst den 19. september 1974. Skatteyder havde ikke deltaget i de turistmæssige arrangementer.
Landsretten fandt, at skatteyderen var rejst til Wien for at få kendskab til de sidste nyheder i frisørfaget, som er et modepræget fag. Der bestod derfor en sådan forbindelse mellem rejsen og indkomsterhvervelsen, at udgiften blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift.
Udgifterne til rejsen kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se også TfS 1988, 417 VLD.

Byretsdomme

SKM2017.290.BR

Sagsøgeren havde fået udbetalt et beløb fra et K/S i anledning af sagsøgerens bestyrelseshverv. Beløbet var af K/S'et indberettet som personlig indkomst. Sagsøgeren gjorde gældende, at beløbet principalt kunne fradrages som rejseomkostninger, og subsidiært at beløbet skulle beskattes som udbytte. K/S'ets direktør havde i en mail oplyst, at beløbet var udbetalt til dækning af sagsøgerens rejseomkostninger i forbindelse med sit bestyrelseshverv. Retten udtalte, at sagsøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for de specifikke rejser eller for, at K/S'et havde udført den fornødne kontrol, jf. rejse- og befordringsgodtgørelsesbekendtgørelsen. Sagsøgeren havde derfor hverken godtgjort, at beløbet udgjorde skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse eller udbytte.
SKM2013.21.BR A drev virksomhed med sekretær- og administrationsarbejde og som psykoterapeut.

I indkomstårene 2000-2002 (begge inkl.) afholdt hun en lang række mindre udgifter til kurser, kørsel, faglitteratur og rejser.

Byretten gav Skatteministeriet medhold i, at hun ikke havde godtgjort, at de omstridte udgifter var fradragsberettigede i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2009.753.BR

Retten fandt, at rejseudgifterne var ikke fradragsberettigede private udgifter i lighed med udgifterne til de kurser, som var årsag til rejserne. Kurserne fandtes at have en almen, generel og personlighedsudviklende karakter, som ikke havde en tilstrækkelig konkret og direkte sammenhæng med indkomsterhvervelsen til at berettige til driftsfradrag.


Udgifterne kunne derfor ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2008.317.BR

Skatteyderen var professionel scenekunstner indenfor underholdningsbranchen. Skatteyderen foretog en rejse til Kina og en rejse til Grønland.
Byretten fandt, at rejsen til Kina, for de øvrige deltagere, angik formål, der utvivlsomt var skatteyderens indkomsterhvervelse uvedkommende. Da skatteyderen desuden ikke nærmere havde dokumenteret, at der blev opnået eller indgået aftaler af betydning for hans indkomsterhvervelse, var der allerede derfor ikke fradrag for rejseudgiften efter SL § 6, stk. 1 litra a.
Byretten fandt, at det skulle lægges til grund, at skatteyderens udgifter til rejse til Grønland angik et bestemt 2-dages arrangement, hvortil en professionel lydmand skulle medvirke, ligesom vidnets datter deltog som praktisk medhjælper og rekvisitør. Retten fandt derfor, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne udgift havde direkte forbindelse med skatteyderes erhverv, og skatteyderen havde derfor krav på fradrag for udgiften med et beløb på 12.021 kr. for skatteåret 2000.
Bortset fra denne rejseudgift havde skatteyder i øvrigt ikke konkret dokumenteret, at de afholdte udgifter havde en direkte forbindelse til bestemte arrangementer. Derfor kunne byretten ikke anse det for tilstrækkeligt godtgjort, at der udelukkende var tale om rejse- og fortæringsudgifter, der kunne henføres til indkomsterhvervelsen. Byretten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som var udøvet af skattemyndighederne og hvorefter fradraget skønsmæssigt var fastsat til 50 pct. for de udgifter, hvor der ikke var dokumenteret en nærmere sammenhæng med konkrete arrangementer.

Landsskatteretskendelser

SKM2015.276.LSR

En billedkunstner blev anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed og kunne derfor foretage fradrag for rejseudgifter efter standardsatserne i LL § 9A.

TfS 1996, 216 LSR

Et andelsslagteri arrangerede en studie- og repræsentationsrejse til Japan og Singapore for den samlede bestyrelse og bestyrelsesmedlemmernes ægtefæller samt et tidligere bestyrelsesmedlem.
Landsskatteretten fandt, at rejsen helt overvejende var karakteriseret som en studierejse af generel karakter med begrænset egentligt fagligt indhold af betydning for slagteriet og med et ikke ubetydeligt turistmæssigt islæt.
Landsskatteretten fandt, at værdien af rejsen kunne fastsættes på samme måde som for hovedaktionærer, det vil sige til de udgifter, som selskabet havde afholdt til rejsen. Landsskatteretten begrundede dette med, at bestyrelsesmedlemmer, i kraft af deres position og indflydelse i relation til værdiansættelse af frirejser, ikke kunne sidestilles med medarbejdere i selskabet.
Skatteyderen skulle derfor beskattes af værdien af hans og ægtefællens deltagelse i rejsen, svarende til de af selskabet afholdte udgifter, jf. SL § 4, litra c.

Se også TfS 1990, 317 ØLD, TfS 1989, 464 ØLD, TfS 1989, 451 ØLD og TfS 1987, 69 LSR.

TfS 1991, 335 LSR

Revisors kontingent til ERFA-gruppe og udgift til befordring til møder i gruppen var fradragsberettiget jf. SL § 6, stk. 1, litra a, idet medlemskabet og deltagelsen i møderne alene havde ajourføring af faglig viden til formål.

TfS 1987, 69 LSR

Et aktieselskab havde afholdt en rejse til London fortrinsvis med deltagelse af selskabets salgskonsulenter med ægtefæller. Arrangementet bestod af et møde for salgskonsulenterne, besøg hos et engelsk søsterselskab og en teatertur.
Landsskatteretten fandt, at den del af rejseudgifterne, der vedrørte de ansattes deltagelse i turen kunne fratrækkes som rejseudgifter for selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a. Den del af rejseudgifterne, der vedrørte ægtefællernes deltagelse, kunne fratrækkes som løntillæg af selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a, men skulle beskattes hos de relevante ansatte efter SL § 4, litra c.

Se også TfS 1996, 216 LSR, TfS 1990, 317 ØLD, TfS 1989, 464 ØLD og TfS 1989, 451 ØLD.

TfS 1985, 110 LSR

Skatteyder drev selvstændig virksomhed som plastikkirurg. Han deltog i en kongres på Island arrangeret af Nordisk Plastikkirurgisk Forening. I forbindelse med kongressen var der medgået tid til besøg på turistattraktioner.
Landsskatteretten fandt, at kun 50 pct. af udgiften kunne trækkes fra, fordi rejsen havde haft et væsentligt privat islæt.
Halvdelen af udgifterne kunne derfor fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

LSRM 1979, 86 LSR

Skatteyderen drev en forretning med ægte tæpper og orientalske metalgenstande. I 1974 og 1975 foretog skatteyderen henholdsvis en og to flyrejser til Iran for at indkøbe tæpper mv. Skatteyderen havde kun fratrukket de direkte udgifter til flybilletter, idet han havde haft gratis ophold hos familie.
Landsskatteretten fandt, at der ubestridt var tale om rejser, der havde haft et klart erhvervsmæssigt formål. Kombinationen af indkøbsrejserne med besøg og ophold hos familien i Iran havde ikke gjort rejserne dyrere, end tilfældet ville have været ved rene forretningsrejser.
Derfor var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at beskære fradraget for de dokumenterede rejseudgifter.
Udgifterne kunne derfor fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

LSRM 1970, 62 LSR

En kiropraktor deltog i 1967-69 i en kongres i Paris og i København samt i et kursus i en dansk købstad.
Skatteyder afsluttede sin uddannelse som kiropraktor i 1959 i USA. Skatteyder oplyste, at kiropraktik i de forløbne år havde gennemgået en væsentlig udvikling. Derfor var hans tilstedeværelse på kongresserne såvel i Paris som i København nødvendig for at få demonstreret nye behandlingsformer i forbindelse med den øvrige kongresvirksomhed.
Skatteyderen medvirkede som formand for en forening af kiropraktorer ved tilrettelæggelsen af og deltagelsen i et kursus på nationalt plan med samme faglige formål som de internationale kongresser.
Landsskatteretten fandt ikke, at de afholdte udgifter til kongresser og kursus havde haft en sådan umiddelbar forbindelse med klagerens indkomst som kiropraktor, at de kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. l, litra a.

LSRM 1964, 60 LSR

Skatteyderen og hans hustru havde en litterær virksomhed. Deres væsentligste indtægter i 1960 stammede fra pensioner. Ægtefællerne havde i 1960 foretaget rejser til Spanien.
Ægtefællerne udgav en bog om Spanien i 1952, og de havde været medforfattere til en spansk ordbog i 1956.
Skatteyder havde også indtægter ved artikler og ved undervisning i spansk. Hustruen havde haft indtægter af varierende størrelse ved litterært arbejde af forskellig art, såsom kronikker, avisartikler og arbejde for bogforlag.
Ifølge skattyder var rejserne foretaget for at indsamle materiale til brug for hans og hustruens senere litterære publikationer. Ægtefællernes indtægter i 1960 havde været ca. 600 kr. ved litterær bearbejdning af det på Spaniensrejserne indsamlede materiale.
Landsskatteretten fandt, at der hverken i LL § 8 eller dennes analogi var hjemmel til fradrag for rejseudgifterne. Spørgsmålet om, hvorvidt rejseudgifterne kunne fratrækkes, skulle derfor afgøres efter den almindelige bestemmelse i SL § 6, stk. 1, litra a.
Landsskatteretten fandt, at der kunne foretages et delvist fradrag på 500 kr. efter SL § 6, stk. 1, litra a.

LSRM 1963, 144 LSR

Skatteyder var praktiserende tandlæge. Han rejste til den internationale tandlægekongres i Rom i perioden fra den 7. til den 14. september 1957. Kongressen var arrangeret af Federation Dentaire Internationale.
Organisationen afholdt hvert 5. år verdenskongresser, der blev arrangeret på bred basis, så alle faglige interesser inden for tandlægevidenskaben blev dyrket gennem foredrag, rundbordskonferencer, demonstrationer, film, udstillinger mv.
Skatteyder henviste til, at hans deltagelse i kongressen havde haft en ajourføring af hans faglige kvalifikationer til formål.
Landsskatteretten fandt, at udgifterne i forbindelse med deltagelsen i den nævnte kongres ikke kunne anses for at have haft en sådan forbindelse med klagerens indtægtsgivende erhverv, at de kunne anerkendes som fradragsberettigede driftsomkostninger.
Udgifterne kunne derfor ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

LSRM 1962, 37 LSR

Skatteyder var indehaver af en kunst- og klejnsmedje. Skatteyder havde også ulønnede tillidshverv som formand for en teknisk skole og som medlem af et efterskolenævn.
I perioden fra den 2. september til den 20. oktober 1958 deltog han i en rejse til USA. Rejsen var arrangeret af Svenska Mekanforbundet. Ifølge rejseplanen besøgte han en række industrivirksomheder og forskellige institutioner af organisatorisk eller forskningsmæssig karakter. I Washington, Niagara Falls, Detroit, San Francisco og Los Angeles var der endvidere afsat tid til "sightseeing".
Skatteyder oplyste, at formålet med rejsen var at undersøge, om de produktionsmaterialer, som han anvendte i sin virksomhed, var tidssvarende, og at søge et vindue, som han havde konstrueret, indført på det amerikanske marked, og at skaffe sig oplysninger om uddannelsesforhold i USA.
Landsskatteretten fandt, at der kunne foretages fradrag for 5.000 kr. af de samlede udgifter på 14.930 kr., efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Udgiften kunne delvist fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.