Dato for udgivelse
17 Dec 2012 10:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Dec 2012 10:35
SKM-nummer
SKM2012.735.SKAT
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
12-0213305
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Erstatning, aktier, obligationer, investeringsforeningsbeviser, værdipapirer
Resumé

I dette styresignal beskrives, hvordan erstatninger som banker og andre pengeinstitutter betaler til kunder, skal beskattes, når værdipapiret beholdes. 

Reference(r)

Ingen

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit C.B.2.16


Dette styresignal angiver, hvordan kunder skal beskattes af erstatningssummer, der udbetales fra banker og andre pengeinstitutter, der har givet utilstrækkelig rådgivning. Det er forskelligt fra sag til sag, hvordan kunden godtgøres for utilstrækkelig rådgivning.

I dette styresignal beskrives følgende:

  • Nogle generelle principper for beskatning af erstatninger.
  • Hvordan erstatningsbeløb skal beskattes, hvis kunden beholder værdipapiret, som erstatningen vedrører.
  • Eksempler på hvordan konkrete værdipapirer skal beskattes.

Generel beskrivelse af den skattemæssige behandling af erstatninger 

Den skattemæssige behandling er den samme, uanset om erstatningen betales fordi: 

  • Pengeinstitutankenævnet eller domstolene har afgjort, at banken skal betale erstatning.
  • Banken på grundlag af den foreliggende retspraksis forventer, at banken vil blive anset for erstatningsansvarlig, såfremt sagen påklages.
  • Banken pr. kulance betaler erstatning. 

Udgangspunktet er, at erstatningssummer skal beskattes på samme måde, som den indtægt erstatningen træder i stedet for. Det gælder både værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven (f.eks. aktier og investeringsbeviser) og kursgevinstloven (f.eks. obligationer). 

Erstatninger skal beskattes på det tidspunkt, hvor der indgås endelig og bindende aftale mellem kunden og banken eller på det tidspunkt, hvor der foreligger endelig bindende dom om, at banken skal betale erstatning. Det er en forudsætning for, at der kan anses at foreligge en endelig og bindende aftale, at den præcise størrelse af erstatningssummen kan fastsættes på baggrund af aftalen. 

I Den juridiske vejledning, afsnit C.B.2.16 om erstatninger er beskrevet, hvordan erstatningen skal behandles, hvis kunden har afstået værdipapiret inden den bindende aftale om erstatning indgås, eller hvis kunden tilbageleverer værdipapiret til banken i forbindelse med, at aftalen om erstatning indgås. 

Den skattemæssige behandling, når kunden beholder værdipapiret

Skatteministeriet finder, at uanset at kunden beholder værdipapiret, skal erstatningen sidestilles med en afståelsessum. 

Når erstatningen sidestilles med en afståelsessum, skal erstatningen skattemæssigt behandles på samme måde som en afståelsessum for det pågældende værdipapir.  

Hvis en salgssum ville have været skattefri ved et egentligt salg, er erstatningssummen også skattefri. 

Hvis der er tale om et realisationsbeskattet værdipapir, kan ingen del af anskaffelsessummen henføres til erstatningssummen, da kunden beholder værdipapiret, og derfor skal hele erstatningsbeløbet beskattes. Hvis der er tale om et realisationsbeskattet værdipapir vil kunden ved senere afståelse formentlig realisere et tab. Da ingen del af anskaffelsessummen er anvendt ved beskatningen i forbindelse med erstatningen, kan anskaffelsessummen anvendes ved senere afståelse af værdipapiret. Tabet kan fradrages efter de regler, der gælder for det pågældende værdipapir. Sælges værdipapiret i samme indkomstår, som der indgås endelig og bindende aftale om erstatning, kan tabet modregnes i den gevinst, der er opstået på grund af erstatningen. 

For lagerbeskattede værdipapirer opgøres gevinst/tab løbende. Derfor er fradrag for det tab, der ydes erstatning for, fratrukket i takt med, at det pågældende værdipapir har tabt i værdi. Hele erstatningssummen skal derfor beskattes som en afståelsessum og samtidigt sker årets lagerbeskatning af værdipapiret uafhængigt af beskatningen af erstatningen. Gevinst/tab på lagerbeskattede værdipapirer skal normalt selvangives (overføres til årsopgørelsen) af skatteyderen selv. Skatteyderen skal derfor undersøge om gevinst/tab indgår korrekt i årsopgørelsen, tab eventuelt som en del af et tab til fremførsel.

Når den bank, som har givet dårlig rådgivning, udbetaler erstatning, behandles erstatningen efter samme principper, uanset om kunden er en fysisk person eller et selskab, og erstatningssummen beskattes som samme indkomst, som en salgssum ville blive. Den skattemæssige behandling er ens, uanset om værdipapiret er omfattet af aktieavancebeskatningsloven eller kursgevinstloven, og uanset hvilke af reglerne i de to love, værdipapiret ville være omfattet af ved et salg. Det vil sige, at hvis en salgssum ved et egentligt salg, skulle beskattes som aktieindkomst, skal erstatningssummen også beskattes som aktieindkomst. Tilsvarende hvis en salgssum skulle beskattes som kapitalindkomst, personlig indkomst eller selskabsindkomst.   

Eksempel - aktier eller investeringsbeviser i investeringsselskaber (aktieavancebeskatningslovens § 19) - lagerbeskatning

Køb 1. maj 2011 (1000 stk. af kurs 101) 101.000 kr.
Værdi pr. 31. december 2011 (kurs 20)   20.000 kr.

Urealiseret kurstab, der skal fratrækkes i indkomståret 2011

  81.000 kr.

I maj 2012 yder pengeinstituttet en erstatning på 60.000 kr.

I indkomståret 2012 opgøres gevinst/tab på følgende måde:

Erstatningssum (afståelsessum) 60.000 kr.
Anskaffelsessum          0 kr.
Gevinst 60.000 kr.



Værdi pr. 31. december 2012 (kurs 25) 25.000 kr.
Værdien pr. 1. januar 2012 (kurs 20) 20.000 kr.
Gevinst 5.000 kr.
Gevinst, der skal selvangives i indkomståret 2012 (60.000 kr. + 5.000 kr.) 65.000 kr.

Hvis aktierne mv. er solgt senest den 31.december 2012, skal salgsprisen anvendes i stedet for værdien pr. 31. december 2012. 

Det er forudsat, at både investeringsselskab og investor har kalenderårsregnskab.

 Eksempel - aktier eller investeringsbeviser, der realisationsbeskattes 

Køb 1. maj 2011 (1000 stk. af kurs 101) 101.000 kr.
Værdi pr. 31. december 2011 (kurs 20)   20.000 kr.
Urealiseret kurstab, der ikke kan fratrækkes i indkomståret 2011  81.000 kr.

I maj 2012 yder pengeinstituttet en erstatning på 60.000 kr. 

I indkomståret 2012 opgøres gevinst/tab på følgende måde:

Erstatningssum (afståelsessum) 60.000 kr.
Anskaffelsessum 0 kr.
Gevinst 60.000 kr.

Aktierne sælges i december 2012 for kurs 40. 

Anskaffelsessum 101.000 kr.
Afståelsessum 40.000 kr.
Tab 61.000 kr.
Tab der kan fradrages i indkomståret 2012 (61.000 kr. - 60.000 kr.) - 1.000 kr.

Tabet kan fratrækkes efter de regler, som gælder for det pågældende værdipapir.

Hvis der er tale om aktier mv. optaget til handel på et reguleret marked, kan tabet modregnes i andre tilsvarende gevinster eller udbytter fra tilsvarende aktier eller fremføres til senere indkomstår. 

Eksempel - værdipapirer, der beskattes som finansielle kontrakter - lagerbeskatning

Køb 1. maj 2011 (1000 stk. strukturerede obligationer af kurs 101) 101.000 kr.
Værdi pr. 31. december 2011 (kurs 20) 20.000 kr.
Urealiseret kurstab til fremførsel i indkomståret 2011 81.000 kr.

I maj 2012 yder pengeinstituttet en erstatning på 60.000 kr.

I indkomståret 2012 opgøres gevinst/tab på følgende måde:

Erstatningssum (afståelsessum) 60.000 kr.
Anskaffelsessum 0 kr.
Gevinst 60.000 kr.



Værdi pr. 31. december 2012 (kurs 25) 25.000 kr.
Værdien pr. 1. januar 2012 (kurs 20) 20.000 kr.
Gevinst 5.000 kr.
Gevinst, der skal selvangives i indkomståret 2012 (60.000 kr. + 5.000 kr.) 65.000 kr.
Urealiseret tab fra indkomståret 2011, som kan modregnes 65.000 kr.
Skattemæssigt resultat i indkomståret 2012 0 kr.
Resterende tab til fremførsel (81.000 kr. - 65.000 kr.) -16.000 kr.

Hvis de strukturerede obligationer mv. er solgt senest den 31. december 2012, skal salgsprisen anvendes i stedet for værdien pr. 31. december 2012.

Dette styresignal vil blive indarbejdet i Den Juridiske Vejledning 2013-1 og ophæves derfor med virkning fra 1. februar 2013.