Dato for udgivelse
02 Jul 2004 13:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24. juni 2004
SKM-nummer
SKM2004.271.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
6. afdeling, B-1644-04
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Syn, skøn, spørgsmål
Resumé

Landsretten tog stilling til, om rekvirenten kunne afskære Told- og Skattestyrelsen fra at stille 2 spørgsmål om afskrivningsperiode for goodwill. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for Landsskatterettens afgørelse, hvorfor det blev tilladt Told- og Skattestyrelsen at stille spørgsmålene til syns- og skønsmanden.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 30

Henvisning

Processuelle regler 2004 - 3 H.7.4.1


Østre Landsrets kendelse af 24. juni 2004, 6. afdeling,B-1644-05

Parter

H1 A/S
(advokat Poul Bostrup)

H2 A/S
(advokat Poul Bostrup)

H3A/S
(advokat Poul Rostrup)

H4 A/S
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen.

Afsagt af landsdommerne

Arne Brandt, Lyngesen og Ulla Otken (kst.)

-----------

Københavns byrets kendelse af 25. maj 2004, BS 8E-12355/2002 og BS (E-12395/2002

Under disse sager, hvori der har været afholdt syn og skøn til brug for to for Landsskatteretten verserende sager vedrørende den skattemæssige behandling af goodwill i forbindelse med koncerninterne overdragelser af virksomhedsaktiviteter, har skønsindstævnte, Told- og Skattestyrelsen, nedlagt påstand om, at styrelsen tillades adgang til at stille de af styrelsen ønskede spørgsmål 4 og 5 som formuleret i styrelsens breve af 3. september og 20. november 2003 til skønsmanden.

Skønsrekvirenterne, H1 A/S og H3 A/S, har nedlagt påstand om, at Told- og Skattestyrelsen nægtes adgang til at stille de nævnte spørgsmål.

De to spørgsmål er følgende

"...

Spørgsmål 4

Syn- og skønsmanden bedes oplyse, hvilken regnskabsmæssig afskrivningsperiode der kan fastsættes for den goodwill, som syn- og skønsmanden har værdiansat til henholdsvis kr. 142.500.000 og kr. 43.250.000.

Spørgsmål 5

Syn- og skønsmanden bedes oplyse, hvilken levetid der skulle have været anvendt, såfremt goodwillen skulle have været fastsat efter TSS-cirkulære 2000-10.

..."

Procedure

Skønsrekvirenterne har navnlig gjort gældende, at spørgsmålene ikke har betydning for Landsskatterettens afgørelse, og at begge spørgsmål vedrører retlige spørgsmål, og derfor ikke bør stilles til skønsmanden. Skønsrekvirenterne har i øvrigt procederet sagen i overensstemmelse med påstandsdokumentet.

Skønsindstævnte har navnlig gjort gældende, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at spørgsmålene kan have betydning for Landsskatterettens afgørelse af den materielle skattesag og har i øvrigt procederet sagen i overensstemmelse med sit påstandsdokument.

Rettens bemærkninger

Da det ikke på forhånd kan udelukkes, at en besvarelse af ovennævnte spørgsmål kan have betydning for Landsskatterettens afgørelse

b e s t e m m e s

Skønsindstævnte, Told- og Skattestyrelsen, tillades at stille de i styrelsens skrivelser af 3. september 2003 og 20. november 2003 anførte spørgsmål til skønsmanden.

----------

Østre Landsrets kendelse af 24. juni 2004, 6. afdeling, B-1644-05

Af de grunde, der er anført af byretten, og idet det af kærende anførte ikke kan føre til et andet resultat,

b e s t e m m e s

Byrettens kendelse stadfæstes.

Retten hævet.