Dato for udgivelse
12 Mar 2013 12:44
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Aug 2012 14:34
SKM-nummer
SKM2013.187.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 9-2959/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Kørselsfradrag, bilkørsel, færge, driftsøkonomisk, afstand
Resumé

Retten tog Skatteministeriets principale påstand til følge, hvorefter sagsøgerens befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C ("den normale transportvej") skulle beregnes på baggrund af den korteste, hurtigste og mindst omkostningstunge rute. Dette var tilfældet, selvom denne rute - i modsætning til den af sagsøgeren påberåbte - indebar benyttelse af en færgeforbindelse.

Sagsøgeren fik ikke medhold i, at skattemyndighederne "alene i helt særlige tilfælde" kan tilsidesætte skatteydernes valg af transportrute.

Skatteministeriet havde under sagen anerkendt, at sagsøgerens befordringsfradrag skulle beregnes på baggrund af den af sagsøgeren påberåbte rute i to specifikke perioder i indkomstårene 2006 og 2007, hvori det under sagen var dokumenteret, at færgeforbindelsen ikke kunne benyttes. Derfor skulle befordringsfradraget i disse indkomstår fastsættes til henholdsvis kr. 11.685 og kr. 9.355 som opgjort i Skatteministeriets principale påstand.

Reference(r)

Ligningsloven § 9 C

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 C.A.4.3.3.1.3


Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Mads Boesen)

Afsagt af byretsdommer

Niels Toft-Vandborg

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 19. december 2011, har A nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at han ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst er berettiget til at opgøre et befordringsfradrag for kørsel mellem bopæl og arbejdssted for skatteåret 2006 med 34.677 kr., for skatteåret 2007 med 34.677 kr. og for skatteåret 2008 med 35.652 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om principalt frifindelse mod at anerkende, at As befordringsfradrag i indkomståret 2006 ansættes til 11.685 kr. og i indkomståret 2007 ansættes til 9.355 kr., subsidiært hjemvisning til fornyet ansættelse af As skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006, 2007 og 2008.

Dommen er i medfør af retsplejelovens § 218 a, stk. 2, udfærdiget uden en fuldstændig sagsfremstilling.

Ved kendelse af 19. september 2011 stadfæstede Landsskatteretten en afgørelse truffet af skatteankenævnet vedrørende As befordringsfradrag for kørsel mellem sin bopæl i ...1 og sin arbejdsplads i ...2 for indkomstårene 2006-2008.

Det hedder i Landsskatterettens kendelse nærmere:

"...

Klagen vedrører fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3. Spørgsmål om den normale transportvej ved bilkørsel samt antal arbejdsdage.

Landsskatterettens afgørelse

Ligningsmæssige fradrag

Indkomståret 2006

Skatteankenævnet har ansat klageren for berettiget til fradrag for befordring mellem bopælen i ...1 og arbejdspladsen i ...2 i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, med (48 - 24) km x 1,78 kr. x 191 dage, i alt 8.159 kr.

Indkomståret 2007

Skatteankenævnet har ansat klageren for berettiget til fradrag for befordring mellem bopælen i ...1 og arbejdspladsen i ...2 i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, med (48 - 24) km x 1,78 kr. x 191 dage, i alt 8.159 kr.

Indkomståret 2008

Skatteankenævnet har ansat klageren for berettiget til fradrag for befordring mellem bopælen i ...1 og arbejdspladsen i ...2 i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, med (48 - 24) km x 1,83 kr. x 191 dage, i alt 8.388 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren, der har bopæl ...1, er ansat som ... ved G1. Klageren driver desuden selvstændig virksomhed med ...produktion.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, for indkomstårene 2006 - 2008 inkl. med henholdsvis 8.159 kr., 8.159 kr. og 8.388 kr.

Normalfradraget efter ligningslovens § 9 C beregnes udelukkende på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Begrebet den normale transportvej vurderes under hensyntagen til geografiske forhold, tidsmæssigt forbrug og økonomisk rimelighed. Ruten via ...3 må målt i kilometer, tid og penge betegnes som den normale transportvej. Det er derfor principielt uden betydning for fradragets beregning, om klageren i praksis vælger en anden rute.

Der er lagt vægt på, at afstanden mellem bopæl og arbejdsplads er 63 km via ...4, og ifølge klageren tager det 50 minutter at køre denne strækning (ved 75 km/t). Dette skal holdes op imod, at det ifølge klageren tager 45 - 50 minutter at køre via færgeruten. Den sidste beregning er nævnet ikke enig i. 24 km ad landevejen tager 20 minutter (ved 75 km/t), og sejltiden er 10 minutter, det vil sige i alt 30 minutter. Naturligvis vil det ikke være muligt at undgå ventetid, som så skal lægges til, men en ventetid på 15-20 minutter som gennemsnit pr. tur forekommer ikke realistisk for en person, der bor og arbejder forholdsvis tæt på færgen.

Der er endvidere lagt vægt på, at udgiften ved at tage færgen er 72 kr. pr. dag ved brug af klippekort. Dette skal holdes op mod prisen for at køre 78 km ekstra pr. dag. Ifølge klagerens beregning balancerer dette nogenlunde, men det skyldes udelukkende, at klageren alene medregner benzinudgiften. Ifølge nævnet giver en beregning alene baseret på benzinforbrug ikke et realistisk billede af den faktiske udgift ved den daglige, ekstra kørsel på 78 km. Anvendes i stedet som minimum statens lave takst på 1,78 kr. pr. km (2006), kan der beregnes en udgift på 78 x 1,78 kr. eller 138 kr. pr. dag, som skal holdes op mod færgeudgiften på 72 kr. Det giver en ekstra udgift på 66 kr. pr. dag.

Klageren har over for skatteankenævnet desuden fremført det synspunkt, at det beregnede fradrag ikke er væsentligt forskelligt i de to situationer. Efter nævnets opfattelse er der dog tale om en væsentlig forskel. Fradraget udgør i 2008 i alt 166 kr. pr. dag, hvis færgeruten vælges ((48 - 24) km á 1,83 kr./km + en færgebillet til 72 kr.). Vælges vejen over ...4, udgør fradraget ((125 - 24) km á 1,83 kr./km) eller 185 kr. pr. dag. Klageren bor i ... Kommune, hvor befordringsfradraget ikke halveres ved afstande over 100 km, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 3.

Med hensyn til antallet af arbejdsdage, hvor transport finder sted i egen bil mellem bopæl og arbejdsplads, er det nævnets opfattelse, at 191 dage kan anses for passende. Der lægges vægt på, at arbejdsgiveren et par gange om måneden stiller bil til rådighed for klageren i forbindelse med kørsel til møder og lignende. Såfremt transport i egen bil finder sted i større omfang end normalt forekommende, må det efter nævnets opfattelse være op til klageren at dokumentere/sandsynliggøre dette f.eks. ved hjælp af mødekalender eller lignende.

Udgifter til færgebilletter kan efter praksis kun fradrages i det omfang, udgiften kan dokumenteres. Dette fremgår bl.a. af Ligningsvejledningen afsnit A.F.3.1.3.6. Da der ikke er fremlagt dokumentation for færgeudgiften, kan fradrag ikke gives.

Såfremt der forekommer tilfælde, hvor den normale transportvej er udelukket (f.eks. ved sene aftenmøder, eller hvor færgedriften i øvrigt er indstillet), kan der konkret beregnes et større fradrag (baseret på kørsel over ...4) ud fra faktiske oplysninger om driftsstop, oplysninger i mødekalender osv. I denne sag er der ikke fremlagt sådanne konkrete oplysninger.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren anses for berettiget til fradrag for befordring mellem bopælen i ...1 og arbejdspladsen i ...2 i alt 126 km tur/retur i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, for henholdsvis 216 dage, 216 dage og 220 dage for indkomstårene 2006 - 2008 inkl. Endvidere har klagerens repræsentant nedlagt påstand om, at klageren anses for omfattet af ligningslovens § 9 C, stk. 3, 3. pkt.

Klageren er ... på G1. Hans stilling gør, at hans arbejdsplads er meget varierende. Derfor har han valgt at køre over ...4 til sit arbejde bl.a. for at være uafhængig af færgen ...3, idet det normalt vil være tidsbesparende. Derfor er det hans normale transportvej.

Økonomisk er det neutralt, om han anvender færgen, eller om han kører den noget længere tur over ...4, idet han herved sparer færgebilletterne.

Ved at tage over ...4 er klageren uafhængig af, om færgen sejler og hvornår, idet det bemærkes, at færgen i perioden 2006 til 2008 har været ude af drift.

Klageren har altid kørt over ...4 mellem bopælen og arbejdspladsen for ikke at skulle planlægge sit arbejde efter færgen. Klageren har ligesom mange andre bilister fået godkendt befordringsfradrag via ...4 igennem mange år. Klagerens arbejde er ikke et 8 - 4 eller 7 - 3 job. Det har ingen økonomisk betydning, om man vælger den ene eller den anden vej. Prisen og tidsforbruget er det samme, uanset hvilken vej man vælger.

I øvrigt må det være op til klageren, hvilken vej han kører på arbejde, når det økonomisk set er det samme for ham.

Ligeledes er klagerens arbejdstid ikke et 8 til 16 job. Hans normale arbejdstid er væsentligt længere. Dette modsvares også af, at han får udbetalt en god løn. Det kan oplyses, at hans løn før pensionsbidrag var:

2006:

580.538 kr.

2007:

882.584 kr.

2008:

1.058.836 kr.

2009:

1.056.678 kr.

Sagen drejer sig om klagerens valg af transportvej til og fra arbejde, herunder om begrebet: "den normale transportvej". Klageren har to alternative transportveje. Denne ene går via færgen - den anden via ...4. Hvad angår tid og økonomi, ligger ruterne så tæt på hinanden, at klageren i henhold til ligningsloven frit kan vælge, hvilken transportvej han vil anvende. Skatteankenævnet deler ikke denne opfattelse.

Med hensyn til anvendt tid anfører skatteankenævnet i sin sagsfremstilling, at det ved valg af transportvej via færgen tager 30 minutter at tilbagelægge strækningen fra klagerens bopæl i ...1 til hans arbejdsplads i ...2. Dette skal ses i forhold til klagerens angivelse af tidsforbruget på 40 - 45 minutter.

Skatteankenævnets teoretiske udregninger er baseret på en gennemsnitsfart på 75 km/timen. Udregningen tager imidlertid ikke hensyn til følgende forhold:

Transportvejen indledes med 700 m markvej, hvor der køres 25 km/timen. Derudover er der fartbegrænsningerne i følgende byer på ruten:

...1.
...8.
...5.
...6.
...7.

Samt fartbegrænsningen ca. 1 km inden indkørslen til ...7 by.

Skal strækningen tilbagelægges på 20 minutter, vil den med stor sandsynlighed udløse op til flere fartbøder.

Endvidere anfører skatteankenævnet, at overfarten tager 10 minutter, hvilket er helt korrekt. Men i sagsfremstillingen tages ikke hensyn til, at færgen skal lægge til, at bilerne skal køre fra borde, og at der skal køres ca. 3 km fra færgelejet til ...2.

Færgen sejler hver halve time. Der var i de påklagede år tale om en ny færge. Sejlturen tager 10 minutter, men man må komme en halv time før for at være sikker på at komme med. Hvis man vælger ruten via færgen, må man køre igennem mange småbyer for at komme til eller fra ...7. Det er ofte tidsmæssigt hurtigere at køre sydom, via ...4, da der er gode veje. Klagerens arbejde er ikke sådan, at han kan tage med en bestemt færge hver arbejdsdag. Klageren må indrette sig efter sit arbejde og har derfor valgt at køre over ...4. Færgens første afgang er kl. 06.00. Sidste afgang er kl. 20.15, i sommersæsonen kl. 22.30. Klageren kan ikke dokumentere færgeudgifter. Dette er umuligt, idet han kører over ...4. Ved møder kan der være problemer med at nå den sidste færge hjem.

Hvis vejen via færgen mellem ...3 vælges, udgør den daglige kørsel mellem bopæl og arbejdsplads 48 km tur/retur + færgebillet, 72 kr. tur/retur. Hvis vejen via ...4 vælges, udgør den daglige kørsel mellem bopæl og arbejdsplads 126 km tur/retur.

Skatteankenævnets teoretiske udregning af tidsforbruget ligger fjernt fra de faktiske forhold.

Det fastholdes derfor, at tidsforskellen mellem de to alternative transportveje begrænses til 5 - 10 minutter, samt at denne tidsforskel er baseret på, at klageren kan tilrettelægge sit arbejde på en sådan måde, at han efter endt arbejdsdag kan køre direkte om bord på den ventende færge.

Det andet forhold af betydning for valg af transportvej vedrører de økonomiske aspekter ved valg af transportvej.

Klageren sparer 72 kr. til færgebillet, når han kører over ...4.

Til gengæld skal han køre 78 km længere. Også på dette område er der et sammenstød mellem skatteankenævnets teoretiske tilgang og klagerens praktiske erfaringer. Ved et brændstofforbrug på 14,4 km/liter koster de 78 km ca. 55 kr. i brændstof, så ud over denne udgift er der 17 kr./dag til olie m.m. Kørselsøkonomien hænger fornuftigt sammen i klagerens verden, men ligger selvfølgelig langt fra statens lave takst.

Med hensyn til driften af færgen har forvaltningschefen oplyst over for skatteankenævnets sekretariat, at færgedriften i kortere perioder i årene 2006 - 2008 har været indstillet. Tilsyneladende har forvaltningschefen helt glemt, at den nye færge blev indsat i 2006, og at de to færgelejer blev bygget om i den forbindelse. Det betød konkret, at al sejlads var indstillet i perioden 1. februar 2006 - 22. marts 2006. Herefter var der midlertidige driftsstop, bl.a. i en 14 dages periode. Også i disse måneder fastholder skatteankenævnet, at klageren skal vælge vejen via færgen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Udgør befordringen pr. arbejdsdag til og med 100 kilometer, beregnes fradraget med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den fastsatte kilometertakst, jf. dog ligningslovens § 9 C, stk. 3, 3. pkt. For indkomstårene 2004 - 2006 beregnes fradraget for befordring over 100 kilometer med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 3, 1. pkt., når den skattepligtiges sædvanlige bopæl er beliggende i en af følgende kommuner ....

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 3, 1. - 3. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 887 af 20. september 2005).

Udgør befordringen pr. arbejdsdag til og med 100 kilometer, beregnes fradraget med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den fastsatte kilometertakst, jf. dog ligningslovens § 9 C, stk. 3, 3. pkt. For indkomstårene 2007 - 2013 beregnes fradraget for befordring over 100 kilometer med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 3, 1. pkt., når den skattepligtiges sædvanlige bopæl er beliggende i en af kommunerne ....

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 3, 1. - 3. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006 som ændret ved lov nr. 1576 af 20. december 2006).

Fradrag efter ligningslovens § 9 C er betinget af, at den skattepligtige over for told- og skatteforvaltningen oplyser antallet af arbejdsdage og antallet af befordrede kilometer pr. arbejdsdag mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads (transportvejen). Uanset den skattepligtiges valg af transportmiddel beregnes transportvejen på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Ved normal transportvej ved bilkørsel forstås den strækning, der skal tilbagelægges med bil, under hensyntagen til:

1.

de givne geografiske forhold,

2.

tidsforbrug og

3.

økonomisk rimelighed.

Dette følger af § 1 i bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 om visse ligningslovsregler m.v., der bl.a. er udstedt med hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk. 5.

Hvis den skattepligtige på grund af forhold, der er nævnt i § 1, stk. 2, på en del af eller på hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads må anvende færgetransport eller lignende, beregnes befordringsfradraget efter § 3.

Dette følger af § 2 i bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 om visse ligningslovsregler m.v., der bl.a. er udstedt med hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk. 5.

Den skattepligtige kan mod dokumentation fratrække de faktiske udgifter til færgetransport eller lignende.

Hvis den skattepligtige til brug for yderligere befordring medbringer eget transportmiddel med færgen m.v., kan udgiften hertil ligeledes fradrages mod dokumentation.

Fradrag efter stk. 1 og 2 kan kun foretages i det omfang, den daglige udgift overstiger et beløb svarende til udgiften til 24 km daglig befordring beregnet efter ligningslovens § 9 C. Omfatter befordringsfradraget tillige fradrag efter § 1, sker begrænsningen i befordringsfradraget dog i første række i denne del af fradraget.

Dette følger af § 3 i bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 om visse ligningslovsregler m.v., der bl.a. er udstedt med hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk. 5.

Efter de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten ikke grundlag for at fravige skatteankenævnets opfattelse, hvorefter den normale transportvej ved bilkørsel må antages at gå via færgeruten ...3.

Endvidere finder Landsskatteretten efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at fravige det af skatteankenævnet godkendte antal dage med transport mellem bopæl og arbejdsplads.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.

..."

A har ved stævning modtaget af retten den 19. december 2011 indbragt Landsskatterettens afgørelse for retten med påstand som ovenfor anført.

Parternes synspunkter

A har gjort gældende, at Skatteministeriet i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1, er forpligtet til at anerkende hans valg af normal transportvej, og at der alene i helt særlige tilfælde kan ske tilsidesættelse af en skatteyders faktisk valgte transportvej. Der foreligger ikke sådanne ganske særlige tilfælde, som kan begrunde en sådan tilsidesættelse. Han har mulighed for at komme til sin arbejdsplads enten via færgen eller ved kørsel via ...4. Disse ruter ligger så tæt på hinanden hvad angår tid og økonomi, at den ene vej ikke kan anses som mere normal end den anden. Der kan ikke lægges vægt på Skatteministeriets beregninger af en transporttid via færgen på 30 minutter og en transporttid via ...4 på 50 minutter, da der udelukkende er tale om teoretiske beregninger. Den faktiske transporttid via færgen vil rettelig være omkring 40-45 minutter, hvilket alene vil give en tidsforskel ved valget mellem de to ruter på 5-10 minutter. Heller ikke økonomisk består der nogen væsentlig forskel mellem de to ruter. Der spares således 72 kr. til færgebillet ved kørsel over ...4, medens denne rute til gengæld er 78 km længere. Dette indebærer ganske vist en større udgift til brændstof, men ved et brændstofforbrug på 14,5 km/ liter koster disse 78 km omkring 55 kr. i brændstof, hvilket er mindre end udgiften til færgebilletten. Også driftsøkonomiske betragtninger fører således til, at der ikke er nogen afgørende forskel med hensyn til de faktiske transportudgifter ved valg af den ene transportvej frem for den anden. Endelig har han i sin stilling som salgsdirektør ofte aftenarbejde, herunder i forbindelse med deltagelse i bestyrelsesmøder, hvilket indebærer, at han nogle gange ikke kan nå færgen inden dagens seneste afgang. Efter en samlet afvejning af disse forhold er Skatteministeriet ikke berettiget til at tilsidesætte hans valg af normal transportvej, hvorfor han for de pågældende skatteår er berettiget til at opgøre et ligningsmæssigt kørselsfradrag beregnet på grundlag af den faktiske kørsel via ...4.

Skatteministeriet har gjort gældende, at den normale transportvej mellem bopæl og arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1, er ruten på 48 km (tur/retur) i bil, hvor færgeforbindelsen anvendes, og at A alene har krav på et kørselsfradrag beregnet på grundlag af kørsel via ...4 i de 35 dage i 2006 og de 10 dage i 2007, hvor det beviseligt ikke har været muligt for ham at benytte færgeoverfarten. Det forudsættes i ligningslovens § 9 C, stk. 1, at der alene eksisterer en normal transportvej mellem bopæl og arbejdssted, og efter den dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 § 1, stk. 2, er det anført, at der ved den normale transportvej skal forstås den strækning, der skal tilbagelægges med bil, under hensyntagen til de givne geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed. Den omstændighed, at den normale transportvej indebærer anvendelse af en færgeforbindelse, medfører ikke, at det står skatteyderen frit for at vælge en længere vej, hvor færgeforbindelsen ikke anvendes. Det bestrides, at det kun er i helt særlige tilfælde, at skatteyderens valg af transportvej ikke kan anses som den normale transportvej, således som dette er gjort gældende af sagsøgeren. Det må lægges til grund, at transportvejen via færgeforbindelsen er både hurtigere, kortere og billigere i forhold til kørsel ad ruten via ...4. Ruten via færgen udgør således kørsel ad 23,2 km på vej foruden færgeoverfarten, og ruten er i følge Krak angivet til at vare 33 minutter, heraf færgeoverfarten med 10 minutter. Efter oplysninger på Kraks rutevejledning indebærer ruten over ...4 kørsel ad en vejstrækning på 61,9 km med en tidsmæssig angivelse på 61 minutter. Ruten via færgen er således næsten dobbelt så hurtig som ruten via ...4, hvortil kommer, at den er 77,4 km kortere. Der er derfor ikke noget grundlag for at anse ruten via ...4 for at være den normale transportvej. Sagsøgerens oplysninger om den tidsmæssige forskel på anvendelsen af de to transportveje bestrides som udokumenterede, herunder i relation til tidsforbruget i forbindelse med færgeoverfarten. Hertil kommer, at det af sagsøgeren anslåede tidsforbrug på 45 minutter ved benyttelse af vejen over ...4 vil forudsætte kørsel med en gennemsnitshastighed på over 80 km/t. Herudover baserer sagsøgerens udregninger over tidsforbruget sig på en estimeret gennemsnitshastighed på ca. 78 km/t på hele turen, herunder også gennem byerne. Tidsforbruget udgør et af flere parametre, der kan tillægges betydning ved fastlæggelsen af hvilken af flere mulige transportruter, der udgør den normale transportvej, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 2, og i dette tidsparameter forudsættes det i sagens natur, at gældende fartgrænser overholdes. Sagsøgerens oplysninger om de driftsøkonomiske forhold ved benyttelsen af de forskellige ruter bestrides som udokumenterede. Det bestrides endvidere, at den omkostningsmæssige forskel mellem de to ruter er bagatelagtig, hvilket i øvrigt ikke i sig selv er afgørende for fastlæggelsen af den normale transportvej i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 2. Endvidere bestrides det som udokumenteret, at sagsøgerens arbejdstider har været uforenelige med færgeforbindelsens afgangstider, og at han derfor har været nødsaget til at befordre sig til og fra arbejde på tidspunkter, hvor det ikke har været muligt at benytte færgeforbindelsen. Endelig bestrides det som udokumenteret, at ruten via ...4 har været mere driftssikker eller objektivt set mere hensigtsmæssig at benytte end den kortere, hurtigere og billigere rute via færgeforbindelsen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst under nærmere angivne betingelser foretages fradrag for udgifter forbundet med befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Det fremgår af den dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 § 1, stk. 2, at den normale transportvej skal forstås som den strækning, der skal tilbagelægges med bil under hensyntagen til de givne geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed.

Efter de geografiske forhold lægges det til grund, at ruten via ...3 færgeforbindelsen er betydelig kortere i afstand end vejen over ...4. Endvidere er ruten via færgen også tidsmæssigt kortere, også selv om der i sagens natur almindeligvis må påregnes en vis ventetid i forbindelse med færgeafgangen. Endelig må omkostningerne ved at benytte færgeforbindelsen anses for at være lavere end ved at benytte transportvejen via ...4, når henses til de samlede driftsomkostninger, der vil være forbundet med en bilkørsel over ...4.

Under disse omstændigheder findes transportvejen via færgeforbindelsen ...3 at være den normale transportvej i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 2, mellem As bopæl i ...1 og arbejdssted i ...2.

Herefter og da Skatteministeriet efter sin påstand har anerkendt, at A er berettiget til at opgøre et ligningsmæssigt kørselsfradrag på grundlag af kørslen over ...4 med 35 dage i 2006 og 10 dage i 2007, hvor det ikke har været muligt at benytte færgeoverfarten, tages Skatteministeriets principale påstand i det hele til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet, jf. herved retsplejelovens § 312, stk. 1, med et beløb, som fastsættes til 15.000 kr. Beløbet, der er inklusiv moms, er til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As befordringsfradrag i indkomståret 2006 ansættes til 11.685 kr. og i indkomståret 2007 ansættes til 9.355 kr.

Skatteministeriet frifindes i øvrigt.

Inden 14 dage fra dato skal A betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.