Dato for udgivelse
12 Jul 2013 13:58
SKM-nummer
SKM2013.512.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-0250176
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Indberetning, ind- og udbetaling samt modregning - i øvrigt
Emneord
Overskydende, selskabsskat, omkostningsgodtgørelse, modregning, transport.
Resumé

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for at modregne et krav på for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse til et selskab, som kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til, i overskydende selskabsskat var opfyldt.

Reference(r)

-

Henvisning

Den juridiske vejledning for 2012-2, afsnit G.A.3.1.4.4


Klagen vedrører modregning.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har foretaget modregning i H1 ApS' (herefter benævnt selskabet) overskydende selskabsskat til dækning af gæld vedrørende for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger
Selskabet havde for indkomståret 2011 overskydende selskabsskat på 43.384 kr.

Selskabet ansøgte den 5. marts 2009 på vegne af A om udbetaling af 50 % omkostningsgodtgørelse til dækning af udgifter til sagkyndig bistand på 165.209 kr. inkl. moms i forbindelse med en klage til Landsskatteretten over et bindende svar. På ansøgningen om omkostningsgodtgørelse var anført, at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til selskabet.

Skattecenter Y1 imødekom anmodningen og udbetalte den 20. april 2009 godtgørelsen på 82.406,50 kr. til selskabet.

Den 3. maj 2009 anmodede selskabet på vegne af A om, at sagen om omkostningsgodtgørelse blev genoptaget og ændret til 100 % medhold.

SKAT imødekom anmodningen om genoptagelse og traf den 29. juli 2009 afgørelse om, at SKAT ikke fandt, at der var givet overvejende medhold i klagen til Landsskatteretten. Endvidere blev det godtgørelsesberettigede beløb nedsat til 101.250 kr., under henvisning til at der ikke er lovhjemmel i skatteforvaltningslovens § 55 til at yde godtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til Skatteministeriet og Folketingets ombudsmand.

Selskabet blev som følge heraf pålagt at tilbagebetale 31.979,50 kr.

Selskabet klagede den 16. august 2009 til Landsskatteretten over SKATs afgørelse og fik bevilget henstand med tilbagebetalingen af beløbet på 31.979,50 kr.

Landsskatteretten stadfæstede den 10. juli 2012 SKATs afgørelse af 29. juli 2009.

SKATs afgørelse
SKAT har den 22. oktober 2012 foretaget modregning i selskabets overskydende selskabsskat med 31.979,50 kr. til dækning af selskabets for meget udbetalte omkostningsgodtgørelse. Ved genvurderingen af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten har SKAT fastholdt afgørelsen.

Landsskatteretten stadfæstede i afgørelse af 10. juli 2012, at A alene er berettiget til 50.625 kr. i omkostningsgodtgørelse, og at der skal tilbagebetales 31.979,50 kr.

Som følge af A's transport til selskabet har SKAT udbetalt den uberettigede godtgørelse til selskabet. Det følger af gældsbrevslovens § 27, at erhververen ikke får bedre ret end overdrageren, hvorfor selskabet ikke får bedre ret end overdrageren. Derfor får selskabet ikke gennem en transport en bedre retsstilling, end A havde. Selskabet medvirkede også selv til at muliggøre udbetalingen af omkostningsgodtgørelsen, da selskabet på ansøgningsblanketten erklærede, at den ansøgte omkostningsgodtgørelse vedrørte en godtgørelsesberettiget udgift. Det har efterfølgende vist sig, at denne erklæring var ukorrekt. Selskabet har endvidere deltaget aktivt i forbindelse med den efterfølgende klagesag ved Landsskatteretten over SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse, hvor selskabet bl.a. havde udarbejdet klagen til Landsskatteretten.

SKAT finder, at det er korrekt, at beløbet opkræves hos selskabet, som har fået udbetalt godtgørelsen.

Klagerens påstand og argumenter
Selskabet har nedlagt påstand om, at den foretagne modregning i selskabets udbetaling af selskabsskat ophæves.

Desuden kan selskabet efter det foreliggende ikke anerkende, at kravet kan rettes mod selskabet, blot fordi selskabet har fået transport i provenuet på omkostningsgodtgørelse.

SKAT har i første omgang accepteret godtgørelsesberettigede udgifter på 165.209 kr. vedrørende A, men har efterfølgende fortrudt sit standpunkt og nedsat beløbet til 101.250 kr., hvilket giver en tilbagebetalingsforpligtelse på 31.979,50 kr.

Imidlertid har SKAT rettet kravet mod selskabet fremfor A.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det antages, at tilgodehavender hos det offentlige kan have en sådan karakter, at modregning heri er udelukket. Dette fremgår af Den juridiske vejledning for 2012-2, afsnit G.A.3.1.4.4.

Tilgodehavender i form af selskabsskat har ikke en sådan karakter.

Modregning i overskydende selskabsskat til dækning af krav vedrørende for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse kan kun gennemføres, hvis visse betingelser er opfyldt.

Kravene skal være udjævnelige. Det betyder, at modfordringen, dvs. SKATs krav, kan benyttes til rigtig opfyldelse af hovedfordringen, dvs. selskabets krav. Betingelsen er opfyldt, hvis begge fordringer er pengefordringer. I dette tilfælde er begge fordringer pengefordringer. Betingelsen er derfor opfyldt.

Modfordringen skal endvidere være retskraftig. Modfordringen må således ikke være bortfaldet, f.eks. ved akkord, forældelse, præklusion eller gældssanering. Der er intet grundlag for at antage, at SKATs krav er bortfaldet. Denne betingelse er derfor også opfyldt.

Det er endvidere en betingelse, at der foreligger gensidighed mellem de to fordringer, dvs. at fordringerne består mellem de samme personer eller myndigheder. SKATs krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt omkostningsgodtgørelse er som følge af overdragelsen af kravet på omkostningsgodtgørelse til selskabet et krav mod selskabet. Da selskabets overskydende selskabsskat er et krav mod SKAT, er der således gensidighed mellem fordringerne.

Modfordringen skal endvidere være forfalden til betaling, og frigørelsestiden, dvs. det tidspunkt, hvor debitor kan frigøre sig for sin gæld, skal være indtrådt for hovedfordringen. SKATs krav var forfaldent til betaling, da modregningen blev foretaget. Endvidere var frigørelsestiden for selskabets overskydende selskabsskat indtruffet på dette tidspunkt. Denne betingelse er derfor også opfyldt.

Betingelserne for at foretage modregning til dækning af SKATs krav var således opfyldt på modregningstidspunktet den 22. oktober 2012. Det er derfor med rette, at SKAT har foretaget modregning i selskabets overskydende selskabsskat til dækning af selskabets for meget udbetalte omkostningsgodtgørelse.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.