Dato for udgivelse
23 Jan 2014 08:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Sep 2013 08:21
SKM-nummer
SKM2014.71.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
15. afdeling, S-1293-13
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, momssvig, kildeskat, ubetinget, fængsel, lang, sagsbehandlingstid, AM, tillægsbøde
Resumé

T havde angivet sit momstilsvar for lavt med 663.523 kr. og undladt at opfylde sin pligt til at foretage indeholdelse af A-skat af et beløb på 1.921.945 kr.

Byretten fandt T skyldig i forsætlig momssvig og overtrædelse af kildeskatteloven. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år, heraf 6 mdr. ubetinget samt en tillægsbøde på 1.800.000 kr. Byretten lagde vægt på at T tidligere havde drevet selvstændig virksomhed, er handelsuddannet og vidste, at han skulle afregne moms og indeholde A-skat, samt på at T bevidst afregnede sine medarbejdere "sort" samt afgav urigtige oplysninger med det formål at kunne fortsætte sin virksomhed og den løbende unddragelse. Ubetinget fængselsstraf fandtes påkrævet uanset det lange sagsforløb.

For landsretten forklarede T at han forsøgte at komme ud af 18 års misbrug, levede af kontanthjælp og boede hjemme hos sin 66-årige mor.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

Reference(r)

Straffeloven § 289
Momsloven § 81
Kildeskatteloven § 74
Straffeloven § 89

Henvisning

-


Østre Landsrets dom af 24. september 2013, 15. afdeling nr. S-1293-13

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Dorthe Fuglsang, besk.)

Afsagt af landsdommerne 

Norman E. Cleaver, B. Vollmond og Morten Uhrskov Christensen (kst.) med domsmænd

....................................................

Byrettens dom af 21. februar 2013, nr. SS 3-32686/2012

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 13. december 2012.

T er tiltalt for overtrædelse af  

1.           

straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,

ved i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006, som indehaver af virksomheden H1 Design v/T, CVR-nr. ..., med forsæt til at unddrage det offentlige afgift, at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav et momstilsvar på 32.326 kr., selv om momstilsvaret rettelig var 695.849 kr., hvorved statskassen blev unddraget moms for 663.523 kr.

2.           

straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1,

ved i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006, som indehaver af virksomheden H1 Design v/T, CVR-nr. ..., med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt at opfylde sin pligt til at foretage indeholdelse af A-skat af et beløb på i alt 1.921.945 kr., hvorved statskassen blev unddraget A-skat for 1.153.167 kr.

Påstande  

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om tillægsbøde på 1.800.000 kr.

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet V.1.

Forklaringerne gengives ikke i dommen, idet rettens gengivelse af disse er blevet lydoptaget.

Sagens oplysninger 

Der er dokumenteret opgørelser af momstilsvar og A-skat, bilag 1-3-7-1 med underbilag 4.

Personlige oplysninger 

Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte.

Tiltalte har forklaret supplerende om sine personlige forhold. Tiltalte er tidligere straffet, senest

ved

Politiets bødeforelæg af 20. november 2007 for overtrædelse af færdselslovens § 118 og § 117d med en bøde på 8.000 kr.

Rettens begrundelse og afgørelse

forhold 1-2

Ved tiltaltes forklaring og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 57, stk. 1, 1. pkt. samt straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 43, jf. straffelovens § 89.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte tidligere havde drevet selvstændig virksomhed, er handelsuddannet og vidste, at han skulle afregne moms og indeholde A-skat, samt på at tiltalte bevidst afregnede sine medarbejdere "sort" samt afgav urigtige oplysninger med det formål at kunne fortsætte sin virksomhed og den løbende unddragelse.

Anvendelsen af ubetinget fængselsstraf anses derfor, og uanset det lange sagsforløb, for påkrævet, jf. også SKM2013.99.ØLR. Oplysningerne om tiltaltes personlige forhold taler imidlertid for, at en del af straffen gøres betinget, hvorfor fuldbyrdelsen af 6 måneder af straffen udsættes som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 58, stk. 1, jf. § 56.

I medfør af straffelovens § 58, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 1.800.000,00 kr., subsidiært fængsel i 60 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Tiltalte T straffes med fængsel i 1 år.

Fuldbyrdelsen af 6 måneder af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af:

At tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.800.000,00 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 7.200 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Ulrik Rasmussen.

.............................................

Østre Landsrets dom af 24. september 2013, 15. afdeling nr. S-1293-13

Byrettens dom af 21. februar 2013 (SS 3-32686/2012) er anket af T med påstand om formildelse, navnlig således at straffen i det hele gøres betinget.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Personlige forhold

Det er oplyst, at anklagemyndigheden ikke har fundet grundlag for at efterkomme tiltaltes ønske om, at han underkastes mentalundersøgelse.

Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold. Han har herunder blandt andet forklaret, at han i forbindelse med sin deltagelse i en recoverygruppe forsøger at komme sig efter 18 års misbrug. Han lever af kontanthjælp under dette forløb. Han bor fortsat hos sin mor, der er 66 år gammel.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder, at straffen er udmålt som sket. Efter forholdets karakter og størrelsen af det unddragne beløb finder landsretten, uanset det oplyste om tiltaltes personlige forhold og om sagens tidsmæssige forløb, ikke grundlag for at gøre straffen betinget i videre omfang end sket ved byrettens dom.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter