Dato for udgivelse
12 Oct 2004 12:48
Dato for afsagt dom/kendelse
22. juli 2004
SKM-nummer
SKM2004.395.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1852-0408
Dokument type
Kendelse
Emneord
Lønmodtager, selvstændigt erhvervsdrivende
Resumé

Agenter for slankeprodukt blev anset for selvstændigt erhvervsdrivende.

 

Reference(r)

Statsskattelovens § 4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2004 - 4 E.A.4.3

Klagen vedrører Ligningsrådets bindende forhåndsbesked om den skattemæssige status for personer, der ønsker at drive virksomhed som agent for A (herefter benævnt selskabet).

Landsskatterettens afgørelse

Ligningsrådets bindende forhåndsbesked ændres.

Sagens oplysninger

Selskabet er en del af den internationale B koncern, der driver virksomhed med udvikling og salg af tjenesteydelser (kursusvirksomhed) og produkter, som f.eks. brochurer, bøger, vægte og madvarer med henblik på vægttab og vægtstyring.

Salget af produkter og tjenesteydelser sker gennem agenter på grundlag af det af koncernen udviklede koncept. Ved etablering af samarbejde med en agent tildeles agenten retten til indenfor et bestemt område at afholde kurser med anvendelse af koncernens metoder og knowhow samt sælge produkter udviklet af koncernen.

Agentvirksomheden består således i salg af produkter udviklet af koncernen samt kursusvirksomhed baseret på koncernens koncept.

Selskabet påtænker at hverve og indgå agenturaftaler med agenter i Danmark. Det er en forudsætning for tildeling af et agentur, at agenten følger et af koncernen udviklet uddannelsesprogram, og at agenten og eventuelt personale følger koncernens metoder. Det er endvidere en forudsætning, at agenten deltager i informationskurser, som ifølge selskabet afholdes 4 gange årligt.

Af selskabets agenturaftale fremgår bl.a. følgende:

”(…)

 

INDLEDNING

(…)

IDET Agenten har kendskab til B’s’ virksomhed, herunder selskabets ”knowhow”, relevante metoder og programmer, idet disse begreber er omtalt i en Guide, hvis indhold Agenten har kendskab til.

IDET agenten ønsker at indgå denne Aftale (”Aftalen”) med Agenturgiveren for at etablere en virksomhed ved hjælp af den omtalte ”Knowhow”, som Agenturgiveren overdrager til ham til dette formål, og derefter som selvstændig erhvervsdrivende organisere alle for en sådan virksomhed relevante aktiviteter, idet han påtager sig risikoen for sin virksomhed på baggrund af denne Aftale.

(…)

PARAGRAFFER

1. UDNÆVNELSE AF AGENT

Agenturgiveren udnævner Agenten som sin ikke-eksklusiv agent og leverandør af tjenesteydelser i henhold til de betingelser og vilkår samt den løbetid, der er angivet i denne Aftale, inden for det område, der er defineret i Paragraf 2.1 nedenfor, til at organisere og afholde møder med anvendelse af B’ ”Knowhow” og til at sælge bestemte B-produkter som selvstændig erhvervsdrivende og agent i Agenturgiverens navn i overensstemmelse med de af Agenturgiveren fastlagte priser.

2. OMRÅDE

(…)

2.2 Agenten er sikret eksklusivitet i Området, dog under forudsætning af at Agenten i tilstrækkelig omfang formår at dække Agenturgiverens interesser i området. Agenturgiveren skal i tilstrækkeligt omfang tage hensyn til Agentens interesser, når Agenturgiveren indgår yderligere Agentur- og Ansættelsesaftaler inden for det pågældende område.

2.3                Agenten og hans medarbejder må ikke henvende sig til B-medlemmer, som i øjeblikket deltager i møder, der ikke afholdes af Agenten, i det omfang en sådan henvendelse har til formål at tilskynde disse medlemmer til at deltage i et møde afholdt af Agenten (medmindre Agenturgiveren på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke hertil i henhold til andre lignende aftaler, der eventuelt påvirkes).

3. AGENTENS FORPLIGTELSER OG STILLING

3.1 Agenten skal være selvstændig erhvervsdrivende, der bruger ”Knowhow” og levere tjenesteydelser. Agenten kan frit og efter egne kriterier organisere de aktiviteter, der skal udføres i henhold til denne Aftale, herunder udvælgelse og leje af mødelokaler, organisering af hans forretningsmæssige aktiviteter samt tidspunkterne for, varigheden af og planlægningen af hans aktiviteter. Herunder skal Agenten, når han afholder møder og er i kontakt med medlemmer, selvstændigt fastlægge og organisere forløbet af møder (herunder de relevante beslutninger vedrørende tid og sted for sådanne møder) for eget ansvar og i overensstemmelse med betingelserne i denne Aftale.

3.2 Agenten forpligter sig hermed til og lover Agenturgiveren, at han i udførelsen af sine aktiviteter i henhold til denne Aftalt vil varetage Agenturgiverens interesser og handle loyalt og i god tro, herunder især at han:

(…)

  • Vil underrette Agenturgiveren om oplysninger, han måtte modtage, som sandsynligvis kan bruges af eller være til fordel for Agenturgiveren i forbindelse med markedsføringen af Agenturgiverens produkter og tjenesteydelser eller på anden måde, herunder oplysninger, som Agenten måtte modtage vedrørende fremtidige salgsmuligheder og/eller tjenesteydelser, der må forventes af Agenturgiveren, samt oplysninger om usædvanlige begivenheder under eller i forbindelse med møder eller begivenheder i Området (især vedrørende markedsudviklingen), som kan have væsentlig betydning for Agenturgiverens interesser, eller som kan påvirke overholdelsen af denne Aftale, og
  • Vil underrette Agenturgiveren om eventuelle mangler, meddelelser om mangler eller lignende eller klager vedrørende tjenesteydelser og/eller produkterne og træffe alle nødvendige forholdsregler for på Agenturgiverens foranledning at indhente alle oplysninger i forbindelse hermed samt at støtte og assistere Agenturgiveren i påberåbelsen af de relevante rettigheder.

3.3 Agenten erkender, at hans og hans personales opretholdes af målvægten er en afgørende forudsætning for denne Aftale med henblik på, at B’ metoder skal fremstå som troværdige, og med henblik på at de relevante tjenesteydelser i henhold til denne Aftale kan leveres på den mest hensigtsmæssige måde. Agenten skal sikre, at der ikke er medicinske indvendinger mod ovennævnte bestemmelse ved at kontakte sin læge, og han skal sikre, at hans medarbejdere også overholder målvægten. Efter Agenturgiverens anmodning skal Agenten forsyne ham med alle nødvendige oplysninger i denne forbindelse. Hvis Agenten eller hans medarbejdere i en længere periode overstiger målvægten, vil Agenturgiveren i visse situationer udnytte sin ret til at opsige Aftalen i henhold til Paragraf 13.2 af denne Aftale.

3.4 Ved afholdelse af møder og ved betjening af medlemmer må Agenten kun bruge originalt programmateriale, som enten er leveret af eller godkendt af Agenturgiveren.

3.5 Under møderne må Agenten kun tilbyde bestemte produkter og tjenesteydelser, trykt materiale og produkter samt andre tjenesteydelser fra B eller trykt materiale og produkter eller tjenesteydelser godkendt af Agentgiveren. Alle former for reklame for eller salg af andre tjenesteydelser eller produkter samt reklame for andre organisationer eller institutioner i tidsmæssig tilknytning til møder er ikke tilladt medmindre Agenturgiveren på forhånd har givet skriftlig tilladelse dertil.

3.6 Salg af medlemsmærker og –produkter samt opkrævning af medlemmernes indbetalinger skal ske i Agenturgiverens navn. Agenten må ikke udføre handlinger i tillæg til ovennævnte, der er juridisk bindende for Agenturgiveren. Hvis Agenten overskrider sådanne rettigheder, skal han afholde Agenturgiveren skadesløs for ethvert krav, der måtte opstå som følge deraf.

3.7 Da Agentens professionelle kvalifikationer er afgørende for denne Aftale, skal Agenten personligt levere de tjenesteydelser, der er angivet i Aftalen, medmindre andet fremgår. Han kan dog efter eget skøn ansætte sit eget personale i sin organisation, herunder ”underagenter”, mødeassistenter, modtagelses- og vejeassistenter samt kontorpersonale. Der eksistere intet kontraktforhold mellem dette personale og Agenturgiveren. Ved ansættelse af ”underagenter” eller mødeassistenter, skal Agenten sikre, at de har kendskab til B’ ”Knowhow” (at de har deltaget i de relevante informationsmøder til dette formål) og besidder de nødvendige, generelle professionelle kvalifikationer, som kræves af Agenten og Agenturgiveren for at opfylde denne Aftale. Agenten skal skriftligt underrette Agenturgiveren om hans ansættelse af ”underagenter” eller mødeassistenter og sikre, at de udfører deres funktioner i henhold til bestemmelserne heri.

(…)

4. AGENTURGIVERENS FORPLIGTELSER OG STILLING

(…)                

4.2 Agenturgiveren skal i rimeligt omfang og uden vederlag stille alt det programmateriale, der er nødvendigt for opfyldelsen af denne Aftale, til rådighed. Agenten skal benytte dette materiale i overensstemmelse med dets formål og dokumentere dets brug på given foranledning. Al ekstern kommunikation og dokumentation skal fra Agentens side ske på ensartet trykt papir leveret af Agenturgiveren uden vederlag. Dette påvirker ikke Agentens interne virksomhedsorganisation og den relevante og eksklusive brug af hans egne midler og dokumentation i hans organisation for egen regning.

4.3 Agenturgiveren skal holde Agenten underrettet om de produkter, der kan sælges, de priser, hvortil Agenturgiveren aktuelt er villig til at sælge standardvarer og (med undtagelse af særlige omstændigheder) så hurtigt som muligt informere Agenten om planer om ændringer i prisstrukturen.

4.4 Agenturgiveren skal tillade Agenten at angive på hans navneskilt på kontoret og/eller i hans brevhoved på en sådan måde, at det er acceptabelt for Agenturgiveren, at Agenten er Agenturgiverens salgsagent eller repræsentant for produkterne og tjenesteydelserne i Området.                   

5. FORPLIGTELSER VEDRØRENDE ”KNOWHOW”

5.1 (...)

Agenten har modtaget og har kendskab til B’ Knowhow, og Agenturgiveren overdrager til Agenten den relevante ret til at bruge og anvende sådan Knowhow i udførelsen af hans virksomhed og til hensigtsmæssig opfyldelse af den overordnede Aftale.

Denne ”Knowhow”, som findes i en Guide leveret til Agenten af Agenturgiveren, omfatter programmer og metoder til undervisning af kunder i selv at overtage styringen, spise sundere, være mere aktive og opretholde en sund legemsvægt samt andre relevante emner, hvortil denne Paragraf eller Aftale henviser. Guiden, som Agenten har kendskab til, skal udelukkende betragtes som en kilde til anbefalinger, idet det erindres, at hovedformålet med denne Aftale er en hensigtsmæssig og tilfredsstillende varetagelse af virksomheden med relevant hensyntagen til B’ medlemmer og overholdelse af de kvalitetsstandarder, der normalt forventes af sådanne virksomheder, der bruger B’ navn.

Agenten betaler ikke et bestemt beløb til Agenturgiveren for den omtalte overdragelse af ”Knowhow” under hensyntagen til de forskellige elementer af den overordnede Aftale, idet de aftalte betalinger fastsættes overordnet.(…)

5.2 Som en del af disse specifikke forpligtelser er Agenten berettiget og forpligtet til at holde sig orienteret og opdateret om eventuelle ændringer i denne ”Knowhow” og er berettiget og forpligtet til at deltage i de relevante, regelmæssige informationsmøder, som måtte være nødvendige til dette formål. Agenturgiveren vil på forhånd informere Agenten om sådanne møder, og de relevante omkostninger deles mellem parterne i henhold til følgende betingelser: Agent betaler alle udgifter til medarbejdernes rejse, kost og logi, og Agenturgiver betaler eventuelle direkte omkostninger til sådanne møder.

6. REKLAME

Agenturgiveren påtager sig ansvaret for den lokale, regionale og landsdækkende annoncering af virksomhed. Agenten er dog berettiget til at gennemføre lokale reklamekampagner i hans Område i form af annoncer, plakater eller løbesedler, sådan som han finder det passende for at udvikle virksomheden i henhold til betingelserne i denne Aftale. I forbindelse med sådanne reklameaktiviteter skal B-logoet bruges eksklusivt, og Agenturgiveren skal informeres og godkende indholdet af sådanne reklamer. Agenturgiveren skal efter anmodning stille tilsvarende trykdokumentation til rådighed. Ved gennemførelse af sådanne reklameaktiviteter, skal alle konkurrence- og mærkeretlige bestemmelser og begrænsninger, som Agenturgiveren videreformidler efter anmodning, samt de generelle standarder for indhold og udformning af B-annoncer overholdes.

Alle omkostninger til reklame som beskrevet i denne Paragraf skal afholdes af Agenten. Agenturgiveren kan eventuelt bidrage til omkostningerne til reklame, som Agenturgiveren har godkendt på forhånd.

7. KOMMISSION OG BETALING

7.1 Agenten modtager kommission for alle hans aktiviteter i henhold til denne Aftale. Dette vederlag dækker ethvert krav, Agenten måtte fremsætte om kompensation og betaling som følge af denne Aftale.

7.2 Til betaling af alle Agentens aktiviteter i henhold til denne Aftale skal den aftalte kommission beløbe sig til:

- 35 % af det nettovederlag, han har modtaget for alle tjenesteydelser i forbindelse med møder (salg af medlemsmærker) samt

- 15 % af det nettovederlag, han har modtaget for salg af produkter (bøger, brochurer, vægte, osv.)

- plus den lovpligtige moms.

7.3 Rapportering fra møder og salg af produkter under sådanne møder og de deraf følgende kommissioner skal regnskabsføres umiddelbart efter afslutning af det pågældende møde ved brug af de af Agenturgiveren udleverede formularer og indsendes til hovedkontoret. Agenten er over for Agenturgiveren forpligtet til at sikre, at rapporteringen sker rettidigt og korrekt (også af tilknyttet personale). Agenten er ikke berettiget til at tilbageholde sådanne rapporter fra møder.

7.4 Indtjeningen fra møder og salg af produkter under sådanne møder skal overføres senest tre arbejdsdag fra afholdelsen af det pågældende møde i henhold til følgende procedure:

Agenten skal samtidig med ovennævnte udstede og til Agenturgiveren sende de tilsvarende fakturaer for hans kommission i forbindelse med hvert møde, herunder de relevante tal og oplysninger om skat og eventuelle lovpligtigt indeholdte beløb.

Agenturgiveren skal til Agenten aflevere en månedlig opgørelse over de beløb, Agenten har modtaget og overført, samt den deraf følgende kommission i henhold til de relevante fakturaer og overførsler modtaget fra Agenten.

7.5 Agenturgiveren er til enhver tid berettiget til at foretage uanmeldt revision.

7.6 Agenten påtager sig hele risikoen for den virksomhed, han udfører. Agenten kan dermed stilles til ansvar for eventuel manglende betaling af tjenesteydelser og/eller produkter solgt og/eller tilbudt af ham på vegne af Agenturgiveren. I tilfælde af manglende betaling skal Agenten betale det tilsvarende til Agenturgiveren.

8. OMKOSTNINGER, SKATTER OG SOCIALE BIDRAG

8.1 Agenten påtager sig alle relevante omkostninger, der måtte opstå i forbindelse med udførelsen af hans professionelle aktiviteter i henhold til denne Aftale. Dette gælder især, men ikke udelukkende, for eventuelle lejeudgifter og øvrige omkostninger til møde- og kontorlokaler, ansættelse af personale eller hyring af selvstændige konsulenter, nødvendigt udstyr og materiale, biludgifter, forsikringsudgifter og andre lovpligtige afgifter (f. eks. indkomstskat og moms) eller eventuelle andre relaterede udgifter og omkostninger i forbindelse med organisering af hans professionelle aktiviteter i henhold til denne Aftale. Agenten kan ikke kræve refusion af udgifter med undtagelse af de i Paragraf 5 ovenfor specifikt nævnte udgifter (informationsmøder).

Hvis en tredjepart ikke desto mindre rejser krav mod Agenturgiveren om betaling af sådanne omkostninger, skatter osv., skal Agenten holde Agenturgiveren skadesløs for sådanne krav.

8.2 Agenten er ansvarlig for at indsende alle ansøgninger i henhold til den gældende skat- te-, arbejds- og sociallovgivning i forbindelse med hans professionelle aktiviteter og hans virksomhed i henhold til denne Aftale.

Agent skal desuden over for Agenturgiveren garantere, at han vil overholde den gældende arbejds- og sociallovgivning og rettidigt betale alle de relevante sociale bidrag som selvstændig erhvervsdrivende og vedrørende hans personale.

8.3 I henhold til betingelserne i denne Aftale er Agenten udtrykkeligt undtaget fra Ferieloven, Loven om Arbejdsløshedsforsikring, Funktionærloven, Loven om Arbejdsmarkedets Tillægsforsikring og Loven om Dagpenge ved Sygdom og Fødsel.

9. FORSIKRING

Agenten bærer det fulde ansvar for, at de møde- og kontorlokaler, han bruger, er passende og sikre. og for at arbejdsmiljøet for hans medarbejdere er i fuld overensstemmelse med de regler, der gælder herfor. Agenten skal tegne en tilstrækkelig ansvarsforsikring og efter anmodning dokumentere dette over for Agenturgiveren. Hvis erstatningskrav eller krænkelse af lovgivningen gøres gældende over for Agenturgiveren i denne forbindelse, skal Agenten holde Agenturgiveren skadesløs for sådanne krav eller retssager. Agenturgiveren kan også vælge at tegne en gruppeforsikring og opkræve en forholdsmæssig del fra den uafhængige samarbejdspartner.

10. IKKE-EKSKLUSIVITET OG KONKURRENCEBEGRÆNSNING

Agenten har ingen eksklusive forpligtelser over for Agenturgiveren, og han er derfor ikke begrænset af denne Aftale i forbindelse med hans øvrige professionelle aktiviteter.

Så længe denne aftale løber, må Agenten ikke udføre eller involvere sig i egne eller tredjeparts konkurrerende aktiviteter i forhold til Agenturgiveren eller i tjenesteydelser eller produkter af samme eller lignende art og karakteristika i konkurrence med de tjenesteydelser og produkter, der er omfattet af denne Aftale.

11. FORTROLIGHED

Agenten garanterer fuld fortrolighed med hensyn til alle oplysninger og hændelser, herunder især forretningshemmeligheder og objekter, som Agenturgiveren udtrykkeligt har identificeret som fortrolige, og som er omfattet af Agenturgiverens ”Knowhow”. Denne forpligtelse består efter udløbet af denne Aftale og udgør et væsentligt grundlag for ”Knowhow” forpligtelserne beskrevet i Paragraf 5 ovenfor. Det samme gælder for medlemslisten, som føres af Agenten i Aftalens løbetid.

12. FORRETNINGSDOKUMENTER

Alle produkter, forretningsdokumenter, programmaterialer, andre relaterede elementer af Agenturgiverens ”Knowhow” og yderligere dokumentation modtaget af Agenten fra Agenturgiveren skal forblive Agenturgiverens ejendom. Disse dokumenter skal efter anmodning til enhver tid og senest ved udløbet af Aftalen returneres til Agenturgiveren. En eventuel ret til tilbageholdelse gælder ikke for disse dokumenter og eventuel dokumentation omtalt i Paragraf 11 ovenfor.

13. OPHØR

13.1 Denne Aftale indgås for en [ubegrænset] tidsperiode. Den kan opsiges skriftligt af begge parter uden angivelse af årsag dertil. Opsigelsesvarslet for begge parter er én måned pr. år, Aftalen har været gældende, dog max. 6 måneder.

13.2 Enhver af parterne til denne Aftale kan til enhver tid opsige Aftalen med omgående virkning og uden opsigelsesvarsel, hvis den anden part helt eller delvist har misligholdt sine kontraktmæssige forpligtelser i henhold hertil, eller hvis den anden part er blevet erklæret konkurs eller er gået i betalingsstandsning. I disse tilfælde skal Aftalen betragtes som værende ophørt på gyldig vis, når den formelle opsigelse fra den part, der ønsker at opsige Aftalen, modtages af den anden part (en sådan opsigelse skal angive, at Aftalen ønskes bragt til ophør og årsagen dertil).

Agenturgiver kan til enhver tid opsige Aftalen med omgående virkning og uden opsigelsesvarsel, hvis Agenturtager ikke nøje følger B koncept, og ikke udelukkende sælger de af B godkendte produkter.(…)

(…)

13.4 Dersom Agenten opsiger samarbejdet inden for en halvårlig periode fra samarbejdets start, er Agenten pligtig at refundere kr. 10.000,00 til Agenturgiveren som godtgørelse for uddannelse og tabt forventet fortjeneste.

(…)”

Ved betaling af kursusgebyr tildeles kursisterne et medlemsmærke og indtægterne fra kursusaktiviteten omtales derfor i aftalen som indtægter fra salg af medlemsmærker.

Sædvanlige udgifter til at drive agentvirksomhed omfatter ifølge selskabet udgifter til transport, leje af undervisningslokaler, undervisningsredskaber og kursusmateriale, administration, lokal markedsføring og forsikring. For agenter, der afholder kurser for større grupper, vil udgifter til medhjælp ligeledes være sædvanlige. Sædvanligvis forpligter agenten sig til betaling af undervisningslokaler i en vis periode, uanset om kundeunderlaget er til stede eller ej. Bindingsperioden afhænger af den konkrete aftale mellem agent og udlejer.

Ifølge selskabet oppebærer agenterne i dag mellem 12.000 kr. og 15.000 kr. i kommission pr. måned svarende til, at agenterne afholder mellem 4 og 6 møder pr. uge. Endvidere betales der for hvert medlemsmøde typisk mellem 325 kr. og 365 kr. i leje af lokaler. Almindelig transport til et møde er ca. 30 km, men nogle agenter har mellem 140 km og 168 km  begge veje  i forbindelse med et møde. Administrationsudgifter beløber sig gennemsnitligt til 50 kr. pr. møde. Det månedlige omkostningsniveau i en agentvirksomhed, der er tilrettelagt på 4 ugentlige møder, ligger typisk på ca. 7.000 kr., svarende til 437,50 kr. pr. møde ved 16 møder pr. måned.

En agent vil ifølge selskabet typisk have andet arbejde ved siden af agentaktiviteterne.

Ligningsrådets afgørelse

Spørgsmålene til Ligningsrådet var følgende:

Spørgsmål 1

Kan Ligningsrådet bekræfte, at personer, der udøver agentvirksomhed i henhold til kontrakten med selskabet i skattemæssig henseende ikke vil kunne anses for lønmodtagere i relation til agentaktiviteten?

Spørgsmål 2

Kan Ligningsrådet baseret på kontaktvilkårene og de karakteristika, der er beskrevet i anmodningen om den bindende forhåndsbesked, bekræfte, at agentaktiviteten i skattemæssige henseende vil kunne kvalificeres som selvstændig erhvervsvirksomhed?

Spørgsmål 3

Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende bedes det oplyst, hvorvidt det vil ændre Ligningsrådets svar, såfremt B-agenterne køber de pågældende produkter (kostprogrammer og andre hjælpemidler til vægttab, kogebøger, low-fat madvarer mv.) og medlemsmærker fra selskabet og videresælger disse til kunderne i eget navn og for egen regning.

Spørgsmål 4

Såfremt spørgsmål 1 og 2 og 3 besvares benægtende, bedes det oplyst, hvilke yderligere betingelser, der skal opfyldes for at personer, der udøver virksomhed som B-agenter, i skattemæssig henseende vil blive anset som selvstændigt erhvervsdrivende.

 

Ligningsrådet besvarede spørgsmål 1 og 2 benægtende, medens spørgsmål 3 og 4 blev afvist, idet Ligningsrådet ikke besvarer spørgsmål, hvor alternative løsningsmodeller ønskes belyst.

 

Ligningsrådet har begrundet den bindende forhåndsbesked med, at agenterne i relation til selskabet må anses for lønmodtagere, idet de ikke driver selvstændig virksomhed for egen regning og risiko. Der er bl.a. lagt vægt på følgende:

 

Agenterne skal gennemgå et obligatorisk uddannelsesprogram, og er derefter forpligtet  til at holde sig orienteret og opdateret i B knowhow.

Agenterne skal deltage i obligatoriske informationsmøder.

Agenterne er forpligtet til efter hvert afholdt møde at aflægge rapport til selskabet.

Agenterne skal følge selskabets anvisninger, idet de er forpligtet til at organisere og afholde møderne med anvendelse af B knowhow.

Agenterne må udelukkende tilbyde produkter mv. fra B.

Selskabet er berettiget til at kontrollere, at agenterne bruger denne knowhow på en hensigtsmæssige måde og i overensstemmelse med anbefalingerne i den udleverede guide.

Agenterne er forpligtet til selv at forestå afholdelse af kurserne, idet dette ikke må overlades til en eventuel underagent.

Selskabet anviser i meget høj grad, hvorledes agenterne skal udføre arbejdet.

Agenternes salg af produkter og medlemsmærker mv. og opkrævning af betaling foretages i selskabets navn.

Agenterne er bundet af selskabets prisfastsættelse.

Agenternes udgifter afviger ikke hverken i art eller omfang i væsentlig grad fra, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold.

Agenterne anses ikke for at bære en økonomiske risiko udover, hvad der er karakteristisk i lønmodtagerforhold.

 

Endelig adskiller Højesterets dom gengivet i TfS 1996,449 sig på afgørende punkter fra denne sag.

 

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at agentaftalen i skattemæssig henseende ikke konstituerer et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold mellem agenturgiver og agent, og at agentvirksomheden skal kvalificeres som selvstændig erhvervsvirksomhed under forudsætning af, at aktiviteten i det enkelte tilfælde har den fornødne rentabilitet.

En agent, der driver virksomhed i overensstemmelse med de i agentaftalen fastlagte pligter og rettigheder, kan ikke i relation til agenturgiver karakteriseres som lønmodtager. Tværtimod har agentvirksomheden de fleste af de karakteristika, som ifølge praksis og almindeligt accepterede skatteretlige principper anses for at kendetegne selvstændig erhvervsvirksomhed.

Der kan identificeres følgende væsentlige elementer i agenturaftalen, som er kendetegnende for selvstændig erhvervsmæssig virksomhed:

Agenten tilrettelægger og organiserer sit arbejde uden anden instruktion end den, der knytter sig til anvendelsen af B metoden/konceptet og afregningssystemet overfor selskabet.

Agenten er ikke forpligtet til at levere en løbende arbejdsydelse, men bestemmer selv sin arbejdsindsats og dermed den indtjening, som Agenten opnår.

Agenten afholder selv alle udgifter, der er forbundet med udførelsen af arbejdet.

Agenten afholder udgifter, der efter deres art og omfang er atypiske for lønmodtagerforhold, herunder udgifter til leje af lokaler.

Agenten er økonomisk ansvarlig over for selskabet og påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, ikke mindst som følge af omkostningsbyrden.

Agentens vederlag er ikke et nettovederlag.

Agenten er ikke forpligtet til at udføre arbejdet personligt, men har ret til at uddelegere arbejdsopgaverne til eget personale.

Agenten har ret til samtidig at udføre hverv for andre, så længe der ikke er tale om konkurrerende virksomhed.

Agenten vederlægges efter regning, og betaling ydes først fuldt ud, når arbejdet er udført.

Agenten er ikke garanteret et minimumsvederlag.

Agenten benytter egne erhvervslokaler og udfører arbejdet herfra.

Ansvaret for en eventuel ulykke under arbejdets udførelse påhviler agenten selv.

Agenten er ikke omfattet af ferieloven, funktionærloven eller andre ansættelsesretslige regelsæt.

Alene det forhold, at agentens aktivitet er forbundet med betydelige erhvervsmæssige omkostninger, der er atypiske for lønmodtagerforhold – for eksempel udgift til lokaleleje – må på baggrund af cirkulærets specifikke bemærkninger herom føre til, at agenten som udgangspunkt må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende.

De erhvervsmæssige udgifters størrelse og karakter, indkomstens overskudsafhængighed samt agentens ret til at uddelegere arbejdet til eget personale indebærer, at agentens stilling i forhold til hvervgiver adskiller sig væsentligt fra, hvad der må anses for kernen i begrebet ”tjenesteforhold”.

Agentens forpligtelser vedrørende brugen af B metoden er ikke udtryk for et over-/underordnelsesforhold i cirkulærets forstand. Agentens forpligtelse til at erhverve og vedligeholde sin viden skal blot tilsikre en korrekt håndtering af B konceptet, hvilket i sagens natur er essentielt, hvor der er tale om salg af specifikke tjenesteydelser og produkter. Selskabet kan derimod ikke anvise, hvorledes virksomheden praktisk og faktisk skal tilrettelægges, og dikterer hverken arbejdstider, arbejdsindsats eller arbejdssted inden for agentens eksklusivområde.

Agentens forpligtelser med hensyn til afrapportering overfor selskabet er en naturlig konsekvens af, at agentens vederlag består i en procentvis kommission af salget. Rapporteringsformen tilsigter først og fremmest, at der sker en nøjagtig og hurtig afregning af det løbende mellemværende mellem selskabet og agenten.

Der er henvist til TfS 2002.548 LSR, TfS 1995.458 VL og TfS 1996.449 HR.

Told- og Skattestyrelsens udtalelse

Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede bindende forhåndsbesked stadfæstet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Afgrænsningen mellem selvstændige erhvervsdrivende m.v. og lønmodtagere skal i skattemæssig henseende foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i punkt 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. Som udgangspunkt anses en person herefter som lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter hvervgivers anvisninger og for dennes regning og risiko. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål, at opnå et overskud. I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager.

Disse kriterier fører ikke til noget entydigt resultat. Efter en samlet vurdering kan agenterne imidlertid ikke anses for lønmodtagere.

Det er herved særligt tillagt vægt, at agenterne ikke på grund af aftalen er begrænset i adgangen til at udføre arbejde for andre, når blot der ikke er tale om konkurrerende virksomhed, at de selv afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, at de helt frit bestemmer deres arbejdstid, at de er frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp, at de er momsregistrerede, og at de har påtaget sig i alt fald en vis økonomisk risiko.

For så vidt angår spørgsmål 2 har Landsskatteretten ikke mulighed for at tage stilling til, om den enkelte agents virksomhed i skattemæssig henseende kan anses for selvstændig erhvervsvirksomhed, idet en stillingtagen hertil forudsætter kendskab til den enkelte agents forhold i øvrigt. Dette spørgsmål henhører under ligningsmyndighedernes behandling af de enkelte agenters skatteansættelse.

Ligningsrådets bindende forhåndsbesked ændres derfor således, at spørgsmål 1 skal besvares bekræftende og spørgsmål 2 benægtende. Som følge af besvarelsen af spørgsmål 1 er det ikke nødvendigt at besvare spørgsmål 3 og 4.

Der afgives følgende udtalelse:

Der er givet fuldt medhold i det påklagede forhold.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter