Dato for udgivelse
10 Feb 2014 15:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Dec 2013 14:00
SKM-nummer
SKM2014.122.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-0181352
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Is, chokolade- og sukkervarer samt kaffe og te
Emneord
Chokoladeafgiftsloven, chokolade- og sukkervarer, tyggegummi, afgiftspligt
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at der skal betales chokoladeafgift af et tyggetobaksprodukt (tyggegummi)

Hjemmel

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse 752 af 10. juni 2013

Reference(r)

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven) § 1, stk. 1, nr. 5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit E.A.2.3.3.


Spørgsmål:

  1. Skal der betales chokoladeafgift af et tyggetobaksprodukt, jf. lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. ?

Svar:

  1. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har oplyst, at produktet er et tyggetobaksprodukt, som vil blive solgt på det danske marked som et tobaksalternativ for voksne rygere, som ønsker at fortsætte med at forbruge tobak, men som ønsker at kvitte cigaretterne.

Produktionen af produktet skal, i første omgang, foregå i Danmark og varetages af spørger. Selve salget af produktet skal varetages af et salgsselskab.

Spørger har videre oplyst, at vedkommende påbegynder produktionen primo juni, og de første produkter vil derfor blive solgt i starten af juni måned.

Beskrivelse af produktet:

Produktet er et tyggetobaksprodukt.

Tyggetobaksproduktet vil blive pakket i børnesikrede indpakninger med et indhold på 12 stk. Produktet vil blive solgt på samme måde som cigaretter m.v., og det er ikke tilladt at sælge produktet til personer under 18 år.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5, at der skal betales chokoladeafgift af tyggegummi.

Af den juridiske vejledning afsnit E.A.2.3.3. fremgår det, at det afgiftspligtige vareområde efter chokoladeafgiftsloven omfatter tyggegummi af enhver art, som er egnet til menneskeføde.

Tyggegummi består af en gummibase med enten en overfladebehandling bestående af sirup eller smag og farve tilsat direkte til gummibasen. Tyggegummi bruges mest almindeligt som en form for slik, men har i det seneste par årtier været indført til farmaceutiske formål, såsom behandling af nikotinafhængighed, tandhygiejne etc.

Af Wikipedia, som er folkets encyklopædi, fremgår bl.a. følgende omkring tyggegummi: "Tyggegummi er et stykke slik..."

Det er vores opfattelse, at det pågældende produkt ikke er et tyggegummi i traditionel forstand, og som følge heraf skal der ikke betales chokoladeafgift af produktet.

Produktet vil i stedet blive opfattet som et tobaksprodukt a la cigaretter, snus m.v. og andre tyggetobaksprodukter eller sidestilles med et nikotintyggegummi. Hertil skal det bemærkes, at der heller ikke betales chokoladeafgift af nikotintyggegummi, selvom det i sin grundform er et tyggegummi.

Forbrugerne vil ikke sammenligne produktet med et klassisk tyggegummi, uanset om man er ryger eller ikke-ryger, og brugen af produktet vil heller ikke være at sammenligne med brugen af almindeligt tyggegummi. Som nævnt tidligere er produktet sidestillet med andre tyggetobaksprodukter.

Efter vores opfattelse betyder disse forhold, at produktet heller ikke kan blive omfattet af chokoladeafgiftslovens bestemmelse om erstatningsvarer, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, idet produktet efter en samlet bedømmelse ikke kan anses for at være en efterligning eller en erstatningsvare for tyggegummi.

Samlet set er det derfor vores vurdering, at der ikke skal betales chokoladeafgift af tyggetobaksproduktet.

Spørgers høringssvar

"Indledningsvis skal det bemærkes, at vi undrer os over, at SKAT har stillet mange opfølgende spørgsmål i forbindelse med sagsbehandlingen, som ikke alle er anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af SKATs udkast til sagsfremstilling.

Tobaksprodukt

Det skal påpeges, at tyggetobaksproduktet er et tobaksprodukt, der er omfattet af tobakslovgivningen, og der er vores klare opfattelse, at tobaksprodukter ikke også er omfattet af chokoladeafgiftsloven.

Tyggetobaksproduktet er at sidestille med en cigaret.

Hertil skal det bemærkes, at hvis en cigaret bliver tilsat smag i form af f.eks. chokolade- eller lakridssmag, så skal der ikke betales afgift heraf. Dette skyldes, at der kan opnås en bevilling til afgiftsfritagelse, når chokoladen eller lakridsen anvendes til fremstilling af en vare, der ikke ved modtagelsen fra udlandet vil være dækningsafgiftspligtig efter kapitel 3 i chokoladeafgiftsloven. Cigaretter skal tariferes i kapitel 2402 i den kombinerede nomenklatur, og dette kapitel er ikke omfattet af dækningsafgiftspligten, hvorfor der kan opnås bevilling til afgiftsfritagelse. Der skal derved ikke betales chokoladeafgift af en cigaret tilsat chokolade- eller lakridssmag.

Som følge af at tyggetobaksproduktet er at sidestille med en cigaret, og derved er et erstatningsprodukt for cigaretter, er det fortsat vores opfattelse, at der ikke skal betales chokoladeafgift heraf, da tobaksprodukter ikke er omfattet af chokoladeafgiftsloven.

Emballage - tobaksprodukt

Der er fremsendt billeder at tyggetobaksproduktet og emballagen til SKAT.

Hertil skal det bemærkes, at emballagen understøtter, at der er tale om et tobaksprodukt og ikke et tyggegummi. Emballagen er påført faremærkater, som tobaksprodukter i øvrigt er det, hvilket skyldes, at produktet er omfattet af tobakslovgivningen.

Ydermere skal det bemærkes, at tyggetobaksproduktet bliver solgt fra hylden bag disken på f.eks. tankstationer, hvilket også klart fremgår af de billeder, som vi tidligere har fremsendt til SKAT, hvorfor der på ingen måde er sammenlignelighed mellem tyggegummi og dette produkt. Tyggetobaksproduktet bliver, som følge af at det er omfattet af tobakslovgivningen, også kun solgt til personer over 18 år, da det er ulovligt at sælge til personer under 18 år.

Derved er det tydeligt for enhver, at der er tale om et tobaksprodukt, som også afgiftsmæssigt skal håndteres som et sådant, hvorfor det fortsat er vores opfattelse, at der ikke skal betales chokoladeafgift af det pågældende produkt.

Indførsel fra udlandet - afgiftsmæssig håndtering

Det er vores vurdering, at hvis produktet i stedet bliver produceret i udlandet og indført til Danmark, vil det med stor sandsynlighed blive tariferet og håndteret som et tobaksprodukt.

Tariferingspositionsnumrene for tobaksprodukter er ikke omfattet af kapitel 3 i chokoladeafgiftsloven omkring dækningsafgift, hvilket vil resultere i, at der ikke bliver betalt chokoladeafgift i forbindelse med indførsel fra udlandet.

Denne håndtering vil føre til en skævvridning mellem dansk producerede varer og udenlandsk producerede varer, hvilket ikke er hensigten med den danske afgiftslovgivning.

Det taler for, at der ikke skal betales chokoladeafgift af tyggetobaksproduktet.

Afslutning

Det er fortsat vores opfattelse, at der ikke skal betales chokoladeafgift af tyggetobaksproduktet, da der er tale om et tobaksprodukt omfattet af tobakslovgivningen."

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at der ikke skal betales chokoladeafgift af et tyggetobaksprodukt.

Lovgrundlag

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 10. juni 2013.

"Kapitel 1

Afgift af chokolade- og sukkervarer

Afgiftspligtigt vareområde

§ 1. Af følgende varer svares afgift til statskassen:

1) Chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art.

2) Lakridssaft, lakrids og lakridsvarer af enhver art. Pulveriseret lakridsrod og blandinger af salmiak og lakridsrod og lign.

3) Masser helt eller delvis fremstillet af mandler, nødder eller andre kerner af enhver art samt varer af sådanne masser.

4) Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn og lign. tilsat essenser eller farve samt i øvrigt sukkervarer af enhver art.

5) Tyggegummi.

6) Kandiseret frugt og frugtskal samt andre kandiserede varer med undtagelse af skaller af citrusfrugter.

7) Sukkade, marmelade og tilsvarende varer, når de er formet i plader, stænger, figurer og lign.

8) Vafler, der er pålagt eller på anden måde er i forbindelse med chokolade, skummasse eller masser helt eller delvis af mandler, nødder eller kerner, medmindre vaflerne afsættes i blandinger med afgiftsfri vafler, biskuit og lign. i et sådant forhold, at antallet af vafler ikke overstiger 25 pct. af det samlede antal stykker i blandingen, og vaflerne ikke efter punkt 10 betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af chokoladevarer.

9) Kager, kiks og lign. delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang.

10) Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-8.

Stk. 2. Fritaget for afgift efter kap. 1 er:

1) Varer, hvis forhandling efter § 60 i lov nr. 1180 af 12. december 2005 om lægemidler er forbeholdt apotekerne, og varer, der er lægemidler, men er undtaget fra § 60 i lov om lægemidler ud fra en konkret sundhedsfaglig vurdering, jf. bekendtgørelse om forhandling af håndkøbslægemidler uden for apotek.

2) Pulvere med indhold af kakao, der udelukkende falholdes som bestemt til fremstilling af kakaodrikke.

3) Kakao- og chokolademælk samt andre kakaoholdige mælkeprodukter, der er færdigfremstillede til forbrug.

4) Buddingpulver, dessertpulver, fromagepulver og kagepulver med indhold af kakao.

5) Isvafler (kræmmerhuse og lign. ), helt eller delvis i forbindelse med chokolade, kakao eller erstatning herfor.

6) Masser m.v., der afsættes i pakninger på mindst 5 kg, og som indeholder kakao, men ikke råstofafgiftspligtige varer.

Stk. 3. For de i stk. 2, nr. 2, 3, 4 og 6, nævnte varer er fritagelsen betinget af, at indholdet af kakao udgør mindre end henholdsvis 30 pct., 5 pct., 25 pct. og 5 pct. af varens vægt, og at vedkommende fabrikant, varemodtager eller grossist på tydelig måde deklarerer kakaoindholdet i de for varerne udfærdigede fakturaer, prislister og lign. samt på varernes detailemballage. For de i stk. 2, nr. 3 og 5, nævnte varer er fritagelsen betinget af, at varerne efter deres beskaffenhed eller anvendelse ikke kan betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af beskattede chokolade- og sukkervarer."

Begrundelse

Afgiften på chokolade- og sukkervarer m.m. blev oprindelig gennemført ved lov nr. 254 af 12. juni 1922. Ved lov nr. 22 af 11. februar 1955 blev tyggegummi selvstændigt nævnt under det afgiftspligtige vareområde i den daværende chokoladeafgiftslovs § 1, stk. 1, litra d, og ved lov nr. 414 af 18. december 1968, hvor chokolade- og sukkervareafgiften blev ændret til en ren vægtafgift, fik tyggegummi sin nuværende placering i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5.

Efter SKATs opfattelse er der tilsigtet snævre rammer for, i hvilket omfang en vare som tyggegummi, der udtrykkeligt er nævnt under det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, kan holdes uden for afgiftspligten. Medmindre varen er omfattet af en af de konkrete fritagelsesbestemmelser, der fremgår af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, og i givet fald opfylder de betingelser der fremgår af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3, vil der efter SKATs opfattelse ikke være mulighed for at holde varen uden for afgiftspligten.

For så vidt angår tyggegummiprodukter, er der efter SKATs opfattelse kun én mulighed for afgiftsfritagelse, der vil kunne komme på tale, nemlig fritagelsesbestemmelsen for lægemidler i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1. Det skyldes, at de øvrige fritagelsesbestemmelser i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 2 - 6, vedrører andre varer, der ikke umiddelbart kan sættes i forbindelse med tyggegummi, fx pulvere med indhold af kakao til fremstilling af kakaodrikke, kakao- og chokolademælk og andre kakaoholdige mælkeprodukter færdigfremstillet til forbrug etc.

SKAT har modtaget billeder af varen, hvoraf bl.a. fremgår, at tyggetobaksproduktet sælges i cylinderformede pakninger under betegnelsen "A tyggetobaksprodukt". Varen findes efter det foreliggende i to varianter "B" og "C". Tyggetobaksproduktet har en lysebrun, halvmat overflade og kan udseendemæssigt minde om andre tyggegummiprodukter. Et enkelt stykke af varen vejer efter det oplyste x g. Heraf udgør selve tobaksproduktet ca. x pct. af vægten (x mg). Spørger har oplyst, at det ikke kræver godkendelse fra andre myndigheder at fremstille og forhandle produktet.

Ved lov nr. 1583 af 20. december 2006 (§ 1, nr. 1) blev der gennemført en ændring af chokoladeafgiftsloven, som netop vedrørte bl.a. et tyggegummiprodukt, og som understøtter SKATs opfattelse af, at der er tilsigtet snævre rammer for at holde en sådan vare uden for afgiftspligten.

Baggrunden for lovændringen var, at der var sket ændringer i lovgivningen, hvorefter visse varegrupper er forbeholdt apotekerne. Disse ændringer medførte, at lægemidler som fx nikotintyggegummi kunne forhandles uden for apotekerne. Herved var en vare som nikotintyggegummi ikke længere omfattet af den daværende fritagelsesbestemmelse i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1, som havde følgende ordlyd: "Varer hvis udlevering i medfør af § 34 i lov om apotekervæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 2. juli 1962, er forbeholdt apotekerne."

Om baggrunden for lovændringen fremgår bl.a. af de almindelige bemærkninger til lovforslag L 86 (2006/07): " (...) Endelig foretages en ændring af lovens bestemmelse om fritagelse af apotekervarer, idet der er sket ændringer i den lovgivning, hvorefter visse varegrupper er forbeholdt apotekerne. Reglerne om varer, der er forbeholdt apotekerne, findes nu i lægemiddellovens § 60, hvorefter forhandling af lægemidler kun må ske gennem apotekerne med mindre andet er fastsat ved lov. Bekendtgørelse om forhandling af håndkøbslægemidler uden for apotek fastsætter i en specialliste, hvilke lægemidler, der undtagelsesvist og efter en konkret sundhedsfaglig vurdering kan forhandles uden for apotek. I blandt de produkter, der kan sælges uden for apotek er blandt andet nikotintyggegummi. Der foreslås derfor en ændring således, at eksempelvis nikotintyggegummi fortsat er undtaget for chokoladeafgift (SKATs understregning)."

Til orientering kan det tilføjes, at ifølge lægemiddellovens § 60, stk. 2, (lovbekendtgørelse nr. 506 af 20. april 2013 af lov nr. 1180 af 12. december 2005), kan Sundhedsstyrelsen bl.a., når det er sundhedsmæssigt forsvarligt, bestemme, at et ikkereceptpligtigt lægemiddel, herunder bestemte pakningsstørrelser, lægemiddelformer eller styrker af lægemidlet, kan forhandles til brugerne uden for apotekerne. Der er udstedt en bekendtgørelse - nr. 108 af 9. februar 2011 om forhandling af håndkøbslægemidler uden for apotek - vedrørende detailforhandling af lægemidler, der er undtaget fra apoteksforbehold efter en konkret sundhedsfaglig vurdering i medfør af lægemiddellovens § 60, stk. 2. Lægemidlerne er optaget i et register, hvortil der er adgang via Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Af bemærkningerne til L 86 fremgår således, at der skulle betales chokoladeafgift af et lægemiddel som nikotintyggegummi, medmindre ordlyden i fritagelsesbestemmelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1, blev ændret.

Følgelig mener SKAT ikke, at et tyggegummiprodukt, der indeholder tobak, men som ikke er et lægemiddel - hvis forhandling er forbeholdt apotekerne, eller som ud fra en konkret sundhedsfaglig vurdering må forhandles som håndkøbslægemiddel uden for apotek - kan fritages for chokoladeafgift. Som nævnt ovenfor mener SKAT ikke, at andre fritagelsesmuligheder kan komme på tale.

Efter det foreliggende er det omhandlede tyggetobaksprodukt ikke et lægemiddel. Derfor mener SKAT ikke, at varen kan fritages for afgift.

På den baggrund er det SKATs opfattelse, at varen er afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5.

At produktet - som spørger anfører - ikke er tyggegummi i traditionel forstand, mener SKAT ikke kan tillægges betydning i det aktuelle tilfælde, fordi nikotintyggegummi, som heller ikke kan betegnes som tyggegummi i traditionel forstand, som nævnt ovenfor ville have været omfattet af afgiftspligten, hvis ikke fritagelsesbestemmelsen i chokoladeafgiftsloven var blevet ændret.

Det bemærkes i øvrigt, at tyggegummi (slik mv.) tariferes i pos. 17.04 (sukkervarer uden indhold af kakao ...) eller i pos. 21.06 (tilberedte fødevarer, ikke andetsteds tariferet) i toldtariffen, afhængigt af om varen er med eller uden sukker. Et tyggetobaksprodukt som det omhandlede vil ikke nødvendigvis blive tariferet som traditionelle tyggegummiprodukter. Det ændrer imidlertid ikke ved SKATs opfattelse af, at varen er afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5, fordi det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens kapitel 1 (chokolade- og sukkervarer) ikke er defineret ved positioner i toldtariffen - til forskel fra chokoladeafgiftslovens kap. 2 (råstofafgiften) og kapitel 3 (dækningsafgiften) samt andre love som fx øl- og vinafgiftsloven og spiritusafgiftsloven. Til sammenligning ville en vare som nikotintyggegummi - der på tidspunktet for ændringen af fritagelsesbestemmelsen i chokoladeafgiftsloven ikke blev tariferet som et traditionelt tyggegummiprodukt - ifølge bemærkningerne til L 86 have været omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftslovens kapitel 1, hvis ikke fritagelsesbestemmelsen i chokoladeafgiftsloven var blevet ændret.

Spørger importerer efter det oplyste selv det tobaksprodukt, som indgår i tyggetobaksproduktet. SKAT bemærker i den forbindelse, at der ikke er foretaget nogen vurdering vedrørende afgiftspligt for dette produkt.

SKATs kommentarer til spørgers høringssvar

For så vidt angår spørgers indledende bemærkninger har SKAT fundet det relevant at spørge bredt omkring anmodningen for at skabe tilstrækkeligt grundlag til at kunne vurdere sagen og udarbejde forslag til afgørelse.

Ad tobaksprodukt - (bemærkninger til 1. afsnit i spørgers kommentarerer):

Efter SKATs opfattelse er der ikke noget til hinder for, at en vare, som er omfattet af anden lovgivning, også kan være omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftsloven. Tobakslovgivningen (tobaksvareloven) indeholder i øvrigt ikke regler om afgift men regler om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer.

Som det fremgår ovenfor, ville en vare som nikotintyggegummi, der er omfattet af lægemiddellovgivningen, have været omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftsloven, hvis ikke varen konkret var fritaget for afgift. I chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, er der imidlertid ikke nogen tilsvarende fritagelsesbestemmelse for varer omfattet af tobakslovgivningen.

Det kan i øvrigt bemærkes, at tandhygiejnisk tyggegummi, der ikke er omfattet af lægemiddellovgivningen, er afgiftspligtigt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5.

Ad tobaksprodukt - (bemærkninger til 2.- 4. afsnit i spørgers kommentarer):

For så vidt angår spørgers bemærkning om, at tyggetobaksproduktet kan sidestilles med en cigaret, kan SKAT bemærke, at varen dog hverken kan ryges eller har form som en cigaret.

Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 3, at "Told- og skatteforvaltningen kan meddele bevilling til afgiftsfritagelse for varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke er omfattet af afgiftspligten, og som ikke ved modtagelse fra udlandet ville være afgiftspligtige efter kap 3."

Bestemmelsen indebærer, at der ved erhvervsmæssig fremstilling af fx cigaretter, som ikke er omfattet af afgiftspligten (efter chokoladeafgiftslovens kap. 1 - chokolade- og sukkervarer), kan opnås afgiftsfritagelse for chokoladeafgiftspligtige varer som fx chokolade og lakrids, der tilsættes ved fremstillingen, fordi cigaretter heller ikke er omfattet af det dækningsafgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftsloven. Dækningsafgift beregnes ved indførsel af en række varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter kap. 1 (chokolade- og sukkervarer) eller kap. 2 (råstofafgiftspligtige varer), men som indeholder afgiftspligtige bestanddele. Cigaretter er afgiftspligtige efter tobaksafgiftsloven.

Det er imidlertid en forudsætning for at opnå afgiftsfritagelse efter chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 3, at varen som fremstilles "ikke er omfattet af afgiftspligten". Da det netop er SKATs opfattelse, at tyggetobaksproduktet i sig selv er omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftslovens kap 1 (§ 1, stk. 1, nr. 5), vil der ikke være mulighed for at opnå afgiftsfritagelse.

Ad. Emballage - tobaksprodukt:

SKAT mener ikke, at de nævnte restriktioner ved markedsføring og salg af varen kan tillægges afgørende betydning ved vurderingen af spørgsmålet om afgiftspligt efter chokoladeafgiftsloven.

Som baggrund herfor kan SKAT nævne, at markedsføring og salg af en vare som nikotintyggegummi, der ville have været omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftsloven, hvis ikke varen konkret var fritaget for afgift, også er underkastet restriktioner. Nikotintyggegummi må således - ifølge bekendtgørelse nr. 108 af 9. februar 2011 om forhandling af håndkøbslægemidler uden for apotek - ikke sælges til børn under 15 år, varen skal opbevares utilgængeligt for forretningens kunder (bag disk, i aflåst skab e.l.) og må kun sælges efter udtrykkelig anmodning fra kunden. Desuden skal varen efter lægemiddellovgivningen være vedlagt en indlægsseddel med oplysninger om bl.a. bivirkninger.

For så vidt angår spørgers bemærkning om, at varen bliver solgt fra hylden bag disken på fx tankstationer, kan det tilføjes, at Landsskatteretten i en tidligere offentliggjort afgørelse, SKM2004.398.LSR, der ganske vist drejede sig om afgiftspligt for chokoladeovertrukne energibarer efter lovens § 1, stk. 1, nr. 1 (chokolade og chokoladevarer ...), bl.a. udtalte, at "det forhold, at produkterne alene sælges via motions- og helsecentre kan ikke tillægges afgørende betydning". Selvom sagen som nævnt handlede om en anden vare, så viser afgørelsen, at Landskatteretten i spørgsmålet om afgiftspligt ikke lagde afgørende vægt på, hvorledes varen blev solgt.

Ad. Indførsel fra udlandet - afgiftsmæssig håndtering:

Som nævnt ovenfor er det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens kap 1 (chokolade- og sukkervarer) ikke defineret ved positioner i toldtariffen. Derfor mener SKAT ikke, at det i denne sammenhæng kan tillægges betydning for spørgsmålet om afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens kap. 1, at varen i toldtariffen måtte blive tariferet som en tobaksvare.

Som det fremgår ovenfor, er det netop SKATs opfattelse, at varen er omfattet af afgiftspligten efter chokoladeafgiftslovens kap. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 5). Da bestemmelserne om dækningsafgift i chokoladeafgiftslovens kap. 3 kun finder anvendelse for varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter kap. 1 (chokolade- og sukkervarer) eller kap. 2 (råstofafgiftspligtige varer), skal der i givet fald betales chokoladeafgift af tyggetobaksproduktet efter lovens kap. 1. Dette gælder, uanset om varen fremstilles her i landet eller importeres fra udlandet.

Sammenfattende er det SKATs opfattelse, at et tyggegummiprodukt kun kan holdes uden for afgiftspligten, hvis der findes en konkret fritagelse, idet tyggegummi udtrykkelig er nævnt under det afgiftspligtige vareområde. En vare som nikotintyggegummi, der ikke kan anses for et traditionelt tyggegummiprodukt, ville således have været omfattet af afgiftspligten, hvis det ikke konkret var fritaget for afgift. At varen i toldtariffen måtte blive tariferet som en tobaksvare, mener SKAT heller ikke i denne sammenhæng kan tillægges betydning for spørgsmålet om afgiftspligt, fordi det afgiftspligtige vareområde for bl.a. tyggegummi ikke er defineret ved positioner i toldtariffen. Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at det ikke er muligt at holde det omhandlede tyggetobaksprodukt uden for afgiftspligten i chokoladeafgiftslovens kap. 1, men at varen er afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.