Dato for udgivelse
12 Mar 2014 08:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28 Jan 2014 14:09
SKM-nummer
SKM2014.178.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-0215200
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Fritvalgsordning, overenskomst, forhøjelse af bidrag,
Resumé

Skatterådet finder ikke, at der lokalt kan aftales en indbetaling på 3 % af den ferieberettigede løn på medarbejderens Fritvalgs Lønkonto, med den virkning at der først sker beskatning af dette beløb på udbetalingstidspunktet jf. kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5

Hjemmel

Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og 2
Kildeskattebekendtgørelsen § 20, stk. 1 og 5

Reference(r)

Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og 2
Kildeskattebekendtgørelsen § 20, stk. 1 og 5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit A.B.4.1.1.1.


Spørgsmål

Er det efter Skatterådets opfattelse i overensstemmelse med § 20, stk. 5 i bekendtgørelse 2012-12-03 nr. 1159 om kildeskat, at beløbet fra en fritvalgsordning først beskattes samlet på udbetalingstidspunktet, når parterne på en virksomhed - dvs. lønmodtagersiden og virksomheden - lokalt og frivilligt har aftalt, at betaling til en fritvalgsordning i alt udgør 3 % af lønnen, og hvor den relevante overenskomst berettiger medarbejderne betaling til ordningen på minimum 1 %? 

Svar

Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er ansat i en virksomhed, som er medlem af Dansk Industri og dermed omfattet af Industriens Overenskomst.

Industriens Overenskomst har en bestemmelse om indbetaling til en Fritvalgs Lønkonto.

Af Industriens Overenskomsts § 25, stk. 1, fremgår således:

"Virksomheden indbetaler på medarbejdernes Fritvalgs Lønkonto 1,0 pct. af den ferieberettigede løn, som stilles til rådighed for medarbejderens frie valg".

Af § 25, stk. 2, litra a fremgår:

"Medarbejdere, der pr. 1. maj har ret til feriefridage, skal inden den 1. april hvert år vælge eller fravælge muligheden for at afholde en eller flere af feriefridagene i det kommende ferieår, mod i stedet i denne periode løbende at få afsat yderligere 0,5 pct. af den ferieberettigede løn pr. fravalgt feriedag. Hvis alle fem feriedage fravælges, afsættes der således yderligere i alt 2,5 pct. Det antal feriedage, som ønskes afholdt, afvikles og betales efter de nugældende regler i § 18, stk. 2."

Rådgiver anfører, at det således fremgår af Industriens Overenskomst, at en virksomhed omfattet af overenskomsten har en pligt til som minimum at indbetale 1 % til medarbejdernes Fritvalgs Lønkonto til deres frie valg.

På virksomheden har parterne, dvs. lønmodtagerne og virksomheden imidlertid i forbindelse med lønforhandlinger aftalt lokalt, at bidraget samlet udgør 3 % af lønnen.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger mener, at spørgsmålet bør besvares med "ja" og har anført:

"Begrundelse:

Den relevante overenskomst - Industriens Overenskomst - fordrer, at der som minimum skal betales 1 % af den ferieberettigede løn til fritvalgsordningen. Dog kan der som en del af Industriens Overenskomst, der udgør et sæt af minimumsregler, aftales en bedre retsstilling end disse minimumsregler fordrer.

Konstruktionen med minimumsoverenskomster er, at de forudsætter en udfyldning af regelsættet via de lokale parter på en virksomhed. Det forudsættes at ske via lokalaftaler. Konstruktionen indebærer altså, at lokale aftaler udgør en integreret del af overenskomsten og således er en overenskomst i den forstand, der følger af kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5.

Derfor er det sådan, at hele bidraget på 3 % først beskattes på udbetalingstidspunktet.

Såfremt SKAT skulle have en modsat opfattelse, er det spørgers opfattelse, at det vil være vilkårligt, hvornår der skal fratrækkes skat 1 hhv. 3 %, da det således vil være sådan, at der inden for de første 6 mdr. skal trækkes skat af de 3 %, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 2, hvis udbetalingen af fritvalgskontoen iværksættes, mens der efter denne periode skal beregnes skat af 2 % i den 6. mdr., og alene den ene %, hvis udbetalingen sker efter 6. mdr."

Spørgers høringssvar af 20. december 2013:

Spørger har indsendt følgende bemærkninger til SKATs sagsfremstilling og begrundelse:

"Hermed de bemærkninger som jeg har, jf. det vedhæftede dokument som er et uddrag af "Den danske arbejdsret", Ole Hasselbalch, 1. udgave 2009.

Af det vedhæftede fremgår på s. 2011, at "Det er derfor almindeligt, at der indgås kollektive aftaler på lokalt plan...."

Dette bekræfter efter min opfattelse, at en lokalaftale er en kollektiv overenskomst, dog på lokalt plan. De lokale parter kan altså via lokal kollektiv overenskomst indføre den ordning, som mit spørgsmål angår.

Jeg mener således, at bekendtgørelsens § 20, stk. 5, 1 vil føre til utilsigtet resultat, hvis mit stillede spørgsmål besvares med "Nej".

SKATs indstilling og begrundelse

Det ønskes bekræftet, at det er i overensstemmelse med § 20, stk. 5 i bekendtgørelse 2012-12-03 nr. 1159 om kildeskat, at beløbet fra en fritvalgsordning først beskattes samlet på udbetalingstidspunktet, når parterne på en virksomhed - dvs. lønmodtagersiden og virksomheden - lokalt og frivilligt har aftalt, at betaling til en fritvalgsordning i alt udgør 3 % af lønnen, og hvor den relevante overenskomst berettiger medarbejderne betaling til ordningen på minimum 1 %.

Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 46, stk. 1 og 2

I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomst efter § 43, stk. 2, litra h), påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten.

Stk.2. Indeholdelse skal foretages ved udbetalingen af A-indkomsten. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal indeholdelse dog foretages på dette tidspunkt. For ydelser, der kommer til udbetaling efter indtjeningsperiodens udløb, såsom feriepenge og søgnehelligdagsbetaling, kan skatteministeren fastsætte særlige bestemmelser om tidspunktet for indeholdelsen og om, i hvilket indkomstår ydelserne skal beskattes. Skatteministeren kan endvidere, når praktiske hensyn i særlig grad taler derfor, bestemme, at indeholdelse af skat i en vis art af A-indkomst skal foretages på et andet tidspunkt end fastsat foran.

Bekendtgørelse nr. 1159 3. december 2012 om kildeskat, § 20, stk. 1 og stk. 5:

Stk. 1.

Arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, for hvilken der skal foretages indeholdelse, samt A-indkomst, der kommer til udbetaling efter udløbet af den pågældende indtjeningsperiode, indkomstbeskattes i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted, jf. dog stk. 2 og 3. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, er beløbet dog indkomstskattepligtigt på dette tidspunkt, jf. dog stk. 4-8. 2. pkt. gælder ikke A-indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, der udbetales af den indeholdelsespligtiges konkursbo. For løn under ferie, løn under afspadsering og løn under afvikling af opsparet/konverteret frihed skal indeholdelse på grundlag af skattekort m.v. foretages senest 6 måneder efter afholdelse eller afvikling af henholdsvis ferie, afspadsering eller frihed.

Stk.5.

Beløb, som indbetales til en fritvalgsordning eller tilsvarende opsparingsordning, beskattes ved udbetalingen fra ordningen. Indeholdelsen foretages i udbetalingsmåneden. Det er en forudsætning, at beløb omfattet af ordningen ikke forrentes. 1. og 2. pkt. gælder alene for beløb, som efter den relevante kollektive overenskomst skal indsættes på ordningen, beløb som kompensation for fravalgte feriefridage og beløb, som ellers skulle være indbetalt af arbejdsgiveren til den ansattes pensionsordning i medfør af kollektiv overenskomst eller lokalaftale.

Praksis

SKM2013.304.SR

Skatterådet fandt ikke, at det er i overensstemmelse med kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5, hvis virksomheden i medfør af en lokal aftale med virksomhedens medarbejdere om en forhøjelse af overenskomstens bidrag til fritvalgsordningen fra 1 % til 3 %, indbetaler skat af det samlede bidrag på 3 % ved udbetaling fra ordningen.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling, hvoraf følgende bl.a. var anført:

"Det er SKATs opfattelse, at det efter kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5 er en betingelse for udskydelse af beskatningen, henholdsvis indeholdelsen af A-skat, af beløb indsat på en fritvalgsordning, at beløbet specifikt er fastlagt i den kollektive overenskomst. Det er således ikke tilstrækkeligt, at parterne har aftalt det indbetalte beløb i en lokalaftale. Dette finder SKAT må gælde, selvom det i den kollektive overenskomst måtte være bestemt, at parterne kan forhandle løn og lønsystemer ved lokale aftaler.

(...)

Såfremt spørger indbetaler 3 % af medarbejdernes ferieberettigede løn på medarbejdernes Fritvalgs Lønkonto, skal spørger indeholde skat i henhold til bestemmelsen i kildeskattelovens § 46, stk. 2 for så vidt angår de ekstra 2 %, som er aftalt lokalt, men skal indeholde skat på udbetalingstidspunktet for så vidt angår den 1 %, som er fastlagt i Industriens Overenskomst, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5."

Begrundelse

I henhold til kildeskattelovens § 46, stk. 2, skal indeholdelse af A-skat foretages ved udbetalingen af A-indkomsten.

Hvis udbetaling ikke har fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal indeholdelse dog foretages på dette tidspunkt, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 2, 2. pkt.

Det følger imidlertid af kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5, at for beløb, som indbetales til en fritvalgsordning, sker beskatning ved udbetalingen. Indeholdelse af A-skat foretages i udbetalingsmåneden. Bestemmelsen gælder alene for følgende: 

  • beløb, som efter den relevante kollektive overenskomst skal indsættes på ordningen, 
  • beløb som kompensation for fravalgte feriefridage, og 
  • beløb, som ellers skulle være indbetalt af arbejdsgiveren til den ansattes pensionsordning i medfør af kollektiv overenskomst eller lokalaftale, 

jf. § 20, stk. 5, 4. pkt.

Efter Industriens Overenskomst § 25, stk. 1 er det fastlagt, at virksomheden skal indbetale 1,0 % af den ferieberettigede løn på medarbejdernes Fritvalgs Lønkonto.

I nærværende sag har lønmodtagerne og virksomheden imidlertid i forbindelse med lønforhandlinger lokalt aftalt, at bidraget til medarbejdernes Fritvalgs Lønkonto samlet udgør 3 % af den ferieberettigede løn.

Det er SKATs opfattelse, at det efter kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5 er en betingelse for udskydelse af beskatningen, at det indbetalte beløb er i overensstemmelse med, hvad der er fastlagt i selve den kollektive overenskomst og ikke i en lokalaftale.

Det fremgår af SKM2013.304.SR, at efter formuleringen af bestemmelsen må det sluttes, at første led ikke er opfyldt, for så vidt angår beløb indsat på en fritvalgsordning i henhold til en lokalaftale.

Efter første led gælder bestemmelsen nemlig for "beløb, som efter den relevante kollektive overenskomst skal indsættes på ordningen". Efter bestemmelsens tredje led, der vedrører beløb, "som ellers skulle være indbetalt af arbejdsgiveren til den ansattes pensionsordning", er det derimod nævnt, at dette kan være bestemt enten i en kollektiv overenskomst eller en lokalaftale. Da dette ikke tilsvarende er nævnt for så vidt angår første led, finder SKAT, at bestemmelsen kun gælder beløb, som fremgår af selve den kollektive overenskomst.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at parterne har aftalt det indbetalte beløb i en lokalaftale.

Rådgiver har anført, at som en del af Industriens Overenskomst, der udgør et sæt af minimumsregler, kan der aftales en bedre retsstilling end disse minimumsregler fordrer, og at denne konstruktion indebærer, at lokale aftaler udgør en integreret del af overenskomsten og således er en overenskomst i den forstand, der følger af kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5.

SKAT skal hertil bemærke, at uanset det i den kollektive overenskomst måtte være bestemt, at parterne kan aftale sig frem til en bedre retsstilling end den kollektive overenskomst fordrer, er betingelsen om, at det skal fremgå af den kollektive overenskomst, ikke opfyldt. SKAT skal i den forbindelse tilsvarende henvise til SKM2013.304.SR, hvor Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling om, at det ikke er tilstrækkeligt, at parterne har aftalt det indbetalte beløb i en lokalaftale, selvom det i den kollektive overenskomst fremgår, at parterne kan forhandle løn og lønsystemer ved lokale aftaler.

Efter den kollektive overenskomst - Industriens Overenskomst - skal der indbetales 1 % af medarbejdernes ferieberettigede løn ind på en Fritvalgs Lønkonto.

Det kan derfor ikke bekræftes, at der lokalt kan aftales en indbetaling på 3 % af den ferieberettigede løn på Fritvalgs Lønkontoen, med den virkning at der først sker beskatning af dette beløb på udbetalingstidspunktet jf. kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5.

SKATs bemærkninger til spørgers høringssvar

Rådgiver har i sine bemærkninger til SKATs indstilling og begrundelse anført, at en lokalaftale er en kollektiv overenskomst, dog på lokalt plan og at de lokale parter, via lokale overenskomster, kan indføre den ordning, som spørgsmålet i anmodningen angår.

SKAT skal hertil bemærke, at en kollektiv overenskomst dækker over aftaler som indgås mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, mens lokalaftaler er aftaler, der indgås lokalt på de enkelte virksomheder.

Af kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5, fremgår, at der sondres mellem kollektiv overenskomst og lokalaftale.

SKAT finder derfor fortsat ikke, at der lokalt kan aftales en indbetaling på 3 % af den ferieberettigede løn på Fritvalgs Lønkontoen, med den virkning at der først sker beskatning af dette beløb på udbetalingstidspunktet jf. kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 5.

Høringssvaret giver ikke anledning til bemærkninger herudover.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med "Nej". 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter