Dato for udgivelse
13 Mar 2014 14:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 Feb 2014 12:26
SKM-nummer
SKM2014.184.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-6300751
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsgrundlag
Emneord
Moms. Momsgrundlag.
Resumé

Skatterådet bekræfter, at der skal opkræves moms af det samlede vederlag, når det kontraktretligt er bestemt, at spørger skal levere en rengøringsydelse til en kommune, og at kommunen i en overgangsperiode også skal betale spørger de meromkostninger til løn m.m. han har, fordi han har overtaget medarbejderne fra kommunen efter reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven.

Hjemmel

LBK nr. 106 af 23. januar 2013 (momsloven)

Reference(r)

Momsloven § 27, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit D.A.8.1.1.1.2


Spørgsmål

  1. Skal selskabet opkræve moms af refusion af forskellen mellem de faktiske lønomkostninger til overdragne medarbejdere i henhold til gældende overenskomst og leverandørens overenskomst. 
  2. Skal selskabet opkræve moms af refusion af overskydende arbejdstimer, som refunderes ud med den gældende overenskomstsats for den enkelte medarbejder. 

Svar

  1. Ja 
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har indgået en aftale med X Kommune vedrørende rengøring af udvalgte adresser.

Kontrakten omfatter rengøring på skoler m.v.

Spørger overtager ved overdragelsen de ansatte hos kommunen, efter reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven. Spørger indtræder over for de overtagne medarbejdere umiddelbart i de pligter, som påhviler kommunen i henhold til; 

  1. kollektiv overenskomst, 
  2. bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er godkendt og fastsat af offentlig myndighed, eller 
  3. individuelle aftaler om løn- og arbejdsforhold. 

Kommunen vil i forbindelse med overdragelsen udarbejde en medarbejderspecifikation med oplysninger om blandt andet timetal, aflønning, overenskomstforhold og eventuelle lokalaftaler og kutymer.

De meromkostninger, der opstår som følge af virksomhedsoverdragelsen af medarbejdere til spørger, som kan henregnes til den enkelte virksomhedsoverdragne medarbejder, refunderes af kommunen efter regning.

Meromkostningerne, som skal refunderes efter regning, er: 

  • Forskellen mellem faktiske lønomkostninger til de overdragne medarbejdere i henhold til den gældende overenskomst og selskabets overenskomst. 
  • Overdragne overskydende timer, som refunderes ud med den gældende overenskomsts sats for den enkelte medarbejder. 
  • Fratrædelsesgodtgørelse i henhold til overenskomst til overdragne medarbejdere, der opsiges sagligt begrundet i virksomhedsoverdragelseslovens bestemmelser. 
  • Omkostninger, der i øvrigt relaterer sig til de overdragne medarbejderes ansættelse hos kommunen, som baserer sig på kollektive eller individuelle aftaler, som forekommer hos selskabet.

Spørger skal månedsvis bagud udarbejde en dokumenteret omkostningsberegning over merudgifterne som følge af virksomhedsoverdragelsen. Kommunen skal godkende denne beregning, inden fakturaen sendes til kommunen.

I punkt 11 i kontrakten fremgår aftalens betalingsbetingelser. Hver enkelt enhed skal faktureres særskilt, og det skal tydeligt fremgå af fakturaen, hvilken ydelse, der er blevet leveret, antal arbejdstimer samt tidspunkt for udførelse af den fakturerede opgave.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgers opfattelse, at begge de fremsatte spørgsmål skal behandles ens og besvares bekræftende. 

Fra et kontraktretligt synspunkt er der tale om en samlet rengøringsydelse, som i en afgrænset periode skal betales af to forskellige parter, henholdsvis spørger, henholdsvis kommunen.

Der skal opkræves moms af en transaktion, hvis der er tale om levering mod vederlag. Af EU-Domstolens dom i sag C-154/80, Coöperative Aardappelenbewaarplaats GA, præmis 12, og dommen i sag C-102/86, Apple and Pear Development Council, præmisserne 11 og 12, fremgår det, at levering af ydelser mod vederlag forudsætter, at der består en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget.

I den nærværende kontrakt er der en direkte sammenhæng mellem levering af rengøringsydelsen og den betaling, der er fra kommunen til spørger, og at kommunen i en afgrænset periode skal betale de meromkostninger, som er en følge af virksomhedsoverdragelsen.

Nogle af meromkostningerne opstår som forskellen mellem de faktiske lønomkostninger i henhold til den gældende overenskomst hos kommunen og spørgers (nye) overenskomst. Den overdragne medarbejder yder stadig den samme arbejdsydelse, som han/hun altid har gjort, medarbejderen skal blot gå ned i løn ved at skulle arbejde efter spørgers overenskomst. Hvis kommunens refundering af meromkostningerne skal faktureres uden moms, må det være indikation på, at ydelsen er momsfritaget, jf. ML § 13, eller at der ikke foreligger levering mod vederlag. Rengøringsydelsen er ikke momsfritaget, jf. ML § 13, og alene af den grund skal faktureringen mellem spørger og kommunen af meromkostningerne være belagt med moms.

Samtidig kan man efter vores opfattelse ikke argumentere for, at der ikke foreligger levering mod vederlag, når leverandøren direkte aftaler med kommunen, at kommunen skal faktureres for de meromkostninger, selskabet har i forbindelse med selskabets udførelse af arbejdet.

Det samme gør sig gældende for de overskydende timer, kommunen bliver faktureret fra spørger. I denne situation yder medarbejderen også den samme ydelse, som han/hun altid har gjort. Spørger har i forbindelse med overtagelsen af den samlede ydelse indført nye metoder og andre hjælpemidler, som gør, at ydelsen kan leveres på kortere tid. Nogle medarbejdere vil derfor opleve at gå ned i tid, fordi den ydelse, de før brugte 3 timer på, nu kun tager 2,5 timer.

Det fremgår af kontrakten, at refundering af meromkostningerne er en del af den samlede aftale, der er indgået mellem kommunen og spørger. Hvis det ikke var aftalt, at kommunen skulle bære disse omkostninger, ville det være spørger selv, der skulle bære disse omkostninger, i så fald ville parterne have taget hensyn til dette i tilbuddet, og dette hensyn ville have været afspejlet i prisen på den samlede ydelse. Da den samlede ydelse er en momspligtig ydelse, bør delydelsen, betaling af meromkostningerne også være momsbelagt.

Ud fra den betragtning, at momspligten afhænger af, om der er tale om levering mod vederlag, samt at der i denne sag er en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget, er det spørgers opfattelse, at de fremsatte spørgsmål skal behandles ens og begge besvares bekræftende.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1 og 2

Det ønskes bekræftet, at spørger skal opkræve moms af refusion af forskellen mellem de faktiske lønomkostninger til overdragne medarbejdere i henhold til den gældende overenskomst og spørgers overenskomst.

Det ønskes endvidere bekræftet, at spørger skal opkræve moms af refusion af overskydende arbejdstimer, som refunderes ud med den gældende overenskomstsats for den enkelte medarbejder.

Lovgrundlag

Momslovens § 4, stk. 1, har følgende ordlyd: 

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Momslovens § 27, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betalingen helt eller delvis sted, inden leveringen finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb."

Praksis

Vederlaget er som udgangspunkt lig med den fakturerede salgspris til den egentlige køber. 

Begrundelse

Der skal tages stilling til, om den godtgørelse af merudgifter til løn m.m. spørger modtager fra kommunen er en del af vederlaget for spørgers levering af rengøringsydelser til kommunen eller ej.

Kommunen varetog tidligere rengøringsopgaven ved egne ansatte. De ansatte er overdraget fra kommunen til spørger efter reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven.

Spørger indtræder overfor medarbejderne i de pligter, som påhviler i henhold til medarbejdernes overenskomster og aftaler om løn- og arbejdsforhold, hvilket medfører en række merudgifter for spørger i forhold til den overenskomst spørger er omfattet af.

Efter den indgåede aftale skal kommunen i en overgangsperiode godtgøre spørger disse merudgifter.

Det er SKATs opfattelse, at når det kontraktretligt er bestemt, at spørger skal levere en rengøringsydelse til kommunen, og at kommunen i en overgangsperiode også skal betale de meromkostninger, som er en følge af virksomhedsoverdragelsen, så er denne del af betalingen en del af vederlaget for rengøringsydelsen, jf. momslovens § 27, stk. 1, som spørger skal opkræve moms af.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 og 2 besvares med "Ja". 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter