Dato for udgivelse
03 Apr 2014 10:06
Dato for afsagt dom/kendelse
25 Feb 2014 08:44
SKM-nummer
SKM2014.230.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-1441496
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Skat, udland, tilflytning, erhvervsmæssig, fast driftssted
Resumé

Skatterådet bekræfter, at personen A (spørger) ikke vil blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han ca. 2 gange 2 måneder om året lejer en sommerbolig i Danmark i forbindelse med arbejde udført i Danmark for sit spanske kapitalselskab. Det er Skatterådets opfattelse, at spørger ikke kan anses for at have rådighed over bolig i Danmark og dermed ikke kan anses for at have erhvervet bopæl i Danmark. Herefter kan spørgers erhvervsmæssige ophold i Danmark ikke medføre genindtræden af fuld dansk skattepligt, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1 og § 1, stk. 1, nr. 1. Skatterådet bekræfter endvidere, at den af spørger drevne virksomhed ikke anses for at have fast driftssted i Danmark. Skatterådet finder, efter en samlet konkret vurdering, at betingelserne for at statuere fast driftssted i Danmark, ikke er opfyldt.

Det bindende svar er af hensyn til tavshedspligten offentliggjort i en forkortet og redigeret form.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7/12 2010 (Kildeskatteloven)
Lovbekendtgørelse nr. 1082 af 14/11 2012 (Selskabsskatteloven)

Reference(r)

Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1 og § 7, stk. 1.
Selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra a.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.F.1.2.1.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.F.1.2.2.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.D.1.2.2.


Spørgsmål

  1.  Kan Skatterådet bekræfte, at personen A ikke vil blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han ca. 2 gange 2 måneder om året lejer en sommerbolig i Danmark? 
  2. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan det da bekræftes, at den af A drevne virksomhed så ikke anses for at have fast driftssted i Danmark?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Bopælsforhold mv.

Personen A (spørger) og hans hustru solgte deres helårsbolig i Danmark og flyttede til Spanien i efteråret 2013. I Spanien har de erhvervet et halvt dobbelthus på ca. 140 kvadratmeter. Efter fraflytningen har de ikke rådighed over en helårsbolig i Danmark, ligesom de ikke ejer en sommer- eller fritidsbolig.

Den fulde skattepligt til Danmark er ophævet i forbindelse med fraflytningen.

Spørger forventer at drive sportsrelateret virksomhed fra Spanien med visse aktiviteter i Danmark. Se nedenfor under "Virksomhedsforhold mv."

Af hensyn til omkostninger til overnatning i forbindelse med udøvelsen af aktiviteterne i Danmark, overvejes det at leje et sommerhus i månederne maj / juni og et sommerhus igen i månederne august / september. Sommerhuset vil blive lejet enten via udlejningsfirma / bureau eller via private ukendte udlejere, der udlejer sommerhuse via annoncer, internettet eller dagblade. Spørger kan ikke på forhånd sige, om lejemålet sker gennem bureau eller privat, men det vil være prisen, der bliver det afgørende.

I forbindelse med arbejde i Danmark uden for de førnævnte måneder vil spørger i 2014 opholde sig på hotel.

Der vil ikke være tale om det samme sommerhus fra gang til gang. Det er ikke sikkert, at opholdet i Danmark vil have en varighed af 2 måneder, men det bliver ikke længere end 2 måneder. Opholdets længde afhænger helt af, hvorledes arbejdsdagene placeres i måneden.

Der vil også kunne blive tale om, at spørger under de 2 måneder rejser ud af Danmark i nogle dage for at løse arbejdsopgaver andre steder i verden.

Alternativet til leje af sommerhus i månederne maj / juni og august / september vil være hotelophold. Hotelophold i op til 20 dage er dog væsentlig dyrere end leje af sommerhus for en 2 måneders periode.

Spørger har oplyst, at han og hustruen ikke har andre boligmuligheder i Danmark, hverken via sit indirekte ejerskab af B, jf. nedenfor, nær familie, børn mv. B benyttes fuldt ud til den sport mv., der udøves fra foreningen, der har "til huse" i de pågældende faciliteter.

Spørger og hustrus ophold i Danmark vil ikke overstige 180 dage på nogen rullende 12 måneders periode.

Spørger vil forventeligt drive sin virksomhed med årlige arbejdsdage i Danmark i gennem en kortere årrække.

Virksomhedsforhold mv.

Spørger vil efter sin flytning drive sin virksomhed fra Spanien fra et spansk kapitalselskab. Hans virksomhed består at mange forskellige aktiviteter, f.x: 

  • Virksomhedsarrangementer 
  • Konsulent for andre 
  • M.fl.

Langt de fleste af aktiviteterne i spørgers virksomhed vil foregå uden for Danmark, herunder fra spørgers bopæl i Spanien.

Der vil dog være opgaver, som vil blive løst i Danmark. Spørger forventer, at han i fremtiden vil have 20-35 arbejdsdage i Danmark. I 2014 er der planlagt 34 dage med arbejde i Danmark, heraf er de 21 dage placeret i månederne maj / juni og august / september. Derudover vil virksomheden hovedsageligt blive udøvet fra bopælen i Spanien. Der kan dog også blive tale om, at en del af virksomheden vil blive udøvet andre steder i verden.

De 20-35 arbejdsdage vil fordele sig mellem konsulentopgaver, virksomhedsarrangementer mv.

I forhold til kundefordelingen har spørger oplyst, at det er vanskeligt at sætte tal på antallet af kunder i Danmark, men forventningen er 10-12. Efter spørgers forventning, vil dette antal danske kunder udgøre et lavt antal i forhold til kunder i øvrigt. Antallet af kunder, der undervises / trænes i Spanien forventes at være væsentligt højere end antallet af kunder i Danmark.

Indtægten fra kunder i Danmark forventes, at blive væsentlig mindre end indtægten fra kunder uden for Danmark.

Spørger vil markedsføre og formidle / indgå aftaler via hjemmeside og telefon direkte fra Spanien. Derudover vil han annoncere i diverse magasiner.

Spørger ejer 100 % af holdingselskabet A Holding ApS (holdingselskabet). Der er meget få værdier i holdingselskabet. Selskabet ejer 20 % af B ApS (driftsselskabet), der ejer virksomheden i B. Holdingselskabet har ikke ejerandele i andre selskabet. Holdingselskabets eneste indkomst udgøres af udbytte fra driftsselskabet.

Spørger vil ikke deltage aktivt i driften af driftsselskabet. Spørger vil ikke fra sin virksomhed levere ydelser til driftsselskabet. Der kan blive tale om, at en del at hans ydelser til andre vil blive leveret på B. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en virksomhed / kunde booker spørger til et virksomhedsarrangement, og virksomheden /kunden vælger, at virksomhedsarrangementet skal foregå i B by.

Spørger har været direktør og fast tilknyttet i B. Ved fraflytningen til Spanien er spørger fratrådt som direktør og vil ikke længere være fast tilknyttet. Der kan dog blive tale om konsulent ydelse i B by, men konsulent ydelsen vil være indeholdt i de 20 - 35 arbejdsdage i Danmark. Spørger forventer, at mindre end 10 af arbejdsdagene vil ske med base i B.

Konsulentaktiviteterne i Danmark forventes ikke udøvet fra samme lokation i Danmark. Der vil formentlig være tale om 3 - 5 forskellige lokationer, hvor kunden som regel vælger lokaliteten.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er rådgivers opfattelse, at begge spørgsmål skal besvare med "Nej".

Det er rådgivers skattemæssige vurdering, at spørger ikke indtræder i fuld skattepligt i Danmark som følge af, at der lejes et sommerhus. Dette gælder, selvom han udøver arbejde i Danmark i den periode, hvor sommerhuset er lejet. Sommerhuset er ikke lejet med henblik på permanent ophold i Danmark. Sommerhuset anvendes alene som et overnatningsalternativ til hotelophold. Sommerhuset er da også alene lejet for en begrænset periode.

Det forhold, at man lejer et sommerhus i en på forhånd fastsat begrænset periode, kan derfor ikke medføre, at der indtræder fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Ved afgørelsen af, om betingelsen om bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om personen ved at etablere husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet.

Så det er både de faktiske boligforhold og den/de subjektive hensigter, der har betydning for, om personen er fuldt skattepligtig her i landet efter KSL § 1, stk. 1 nr. 1.

I praksis vil skattepligten efter bopælskriteriet være afhængig af, om personen har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl.

Sommerhus statuerer som udgangspunkt ikke bopæl. Hvis f. eks. et sommerhus anvendes som helårsbolig af en person eller dennes ægtefælle, kan dette statuere bopæl. Dette er også tilfældet, hvis personen eller dennes ægtefælle har opnået ret til at benytte sommerhuset som helårsbolig.

Spørger og hans hustru har erhvervet en helårsbolig Spanien, og de har derfor til hensigt at have bopæl i Spanien og alene opholde sig i Danmark i begrænset omfang, når virksomhedens aktiviteter kræver det.

Fast driftssted

Der foreligger fast driftssted i Danmark, hvis der her er etableret et egentligt forretningssted. Udtrykket "forretningssted" dækker i den forbindelse alle lokaler, indretninger eller installationer, der benyttes til at udøve virksomheden, hvad enten de udelukkende bruges til dette formål eller ej. Et forretningssted kan også eksistere, hvor der ingen lokaler findes eller er fornødne til udøvelsen af virksomheden, eller det simpelthen har et vist areal til sin rådighed. Det er uden betydning, om lokalerne, indretningerne eller installationerne ejes eller lejes af eller på anden måde stilles til rådighed for virksomheden. Et forretningssted kan således bestå i en stadeplads på et marked eller visse permanent benyttede områder i et frilager.

Spørgers virksomhed har ikke et sådan forretningssted. Udøvelsen af opgaver sker hos forskellige vekslende hvervgivere og som regel på et af dem anvist sted. Disse steder er af forskellig karakter og kan ikke anses for at være et forretningssted for spørgers virksomhed. Der er derfor ikke efter vores opfattelse tale om fast driftssted i Danmark.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger ikke vil blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han ca. 2 gange 2 måneder om året lejer en sommerbolig i Danmark.

Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og § 7, stk. 1

"Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

1. personer, der har bopæl her i landet,"

§ 7: For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1. først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

Praksis

SKM2011.368.SR

Skatterådet tog stilling til, hvornår en række forskellige boligformer kunne statuere bolig for udenlandske ansatte, der midlertidigt arbejdede i Danmark (trænings- og uddannelsesophold). Medarbejdere, der under trænings- og uddannelsesopholdet selv lejede en lejlighed ville få bopæl i Danmark. Medarbejderne fik dermed helårsbolig til rådighed, og boligen ville i forbindelse med ophold kunne statuere bopæl. Var lejeperioden ikke ganske kort (1-2 måneder) ville medarbejderen blive anset for at have erhvervet bopæl her i landet. Hvis lejligheden derimod blev stillet til rådighed af arbejdsgiveren kunne den pågældende efter omstændighederne ikke anses for at have erhvervet bopæl her i landet. Ved besvarelsen blev det lagt til grund at medarbejderen bevarede sin bopæl i hjemlandet, at der var tale om et ophold under 6 måneder, at personen efter endt ophold i Danmark tager tilbage til hjemlandet, og at medarbejderen ikke tager sin familie med til Danmark under sit ophold. Boligen blev i dette tilfælde anset som et led i den midlertidige indstationering. Tilsvarende ville en hotellejlighed og fast hotelværelse, der blev stillet til rådighed af arbejdsgiveren, ikke statuere bopæl her i landet.

Den Juridiske Vejledning 2014-1, uddrag af afsnittene C.F.1.2.1 - C.F.1.2.2

"(...) Sommerhus statuerer som udgangspunkt ikke bopæl. Hvis fx et sommerhus anvendes som helårsbolig af en person eller dennes ægtefælle, kan dette statuere bopæl. Dette er også tilfældet hvis personen eller dennes ægtefælle har opnået ret til at benytte sommerhuset som helårsbolig. (...)

Rådighed over helårsbolig forudsætter en rådighed af en vis tidsmæssig udstrækning. Er en persons rådighed ganske kortvarig, fx under 1-2 måneder, vil den pågældende efter omstændighederne ikke anses for at have erhvervet bopæl her i landet. Afgørelsen heraf vil bero på en vurdering af de konkrete omstændigheder.

C.F.1.2.2

"(...) For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende, anses ikke for ophold i Danmark. Se KSL § 7, stk. 1. Det er denne regel, der afgør spørgsmålet om skattepligtens indtræden, når en person råder over en helårsbolig. Skattepligten indtræder således ikke kun fordi, den pågældende fx har de stærkeste personlige relationer til Danmark.

Efter bestemmelsen indtræder skattepligten ved en kombination af bopæl og ophold her i landet. I praksis er erhvervelse af bopæl som udgangspunkt ensbetydende med, at den pågældende eller dennes ægtefælle har købt eller lejet sig en bolig her i landet. Men den pågældende kan også have erhvervet bopæl her i landet ved at bo hos forældre mv.

Reglen gælder ved køb eller leje af helårsbolig, og som udgangspunkt ikke ved køb eller leje af et sommerhus. Hvis personen eller dennes ægtefælle benytter sommerhuset som helårsbolig, behandles sommerhuset på samme måde som en helårsbolig. Det samme gælder benyttelsen af andre boligformer. (...)"

Begrundelse

SKAT har ved sin indstilling til svar på dette spørgsmål lagt til grund, at spørgers fulde danske skattepligt er ophørt i forbindelse med spørgers flytning fra Danmark i efteråret 2013. Det skal herefter vurderes, om spørger skal anses for at have erhvervet bopæl under de omstændigheder, der er angivet i forbindelse med spørgers erhvervsmæssige ophold i Danmark, og om disse forhold medfører, at den fulde skattepligt genindtræder - en såkaldt tilflytningssituation.

Ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, foreligger der fuld skattepligt for personer, der har bopæl her i landet. I praksis vil statuering af bopæl i henhold til kildeskattelovens bestemmelser være afhængig af, om den pågældende person har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse til at statuere bopæl.

Efter det oplyste forventer spørger at leje et sommerhus i månederne maj / juni og august / september via udlejningsfirma / -bureau eller hos en for spørger ukendt privatperson i forbindelse med sine erhvervsmæssige ophold i Danmark. I forbindelse med erhvervsmæssige ophold uden for disse måneder forventer spørger i 2014 at leje hotelværelse. Der vil ikke være tale om det samme sommerhus fra gang til gang. Spørger har ikke andre boligmuligheder i Danmark, hverken personligt eller via direkte eller indirekte ejede selskaber.

Efter disse omstændigheder er det SKATs opfattelse, at spørger ikke kan anses for at have rådighed over bolig i Danmark og dermed ikke kan anses for at have erhvervet bopæl i Danmark. Da spørger ikke anses for at have erhvervet bopæl i Danmark, kan spørgers erhvervsmæssige ophold i Danmark ikke medføre genindtræden af fuld dansk skattepligt, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1 og § 1, stk. 1, nr. 1.

Der er særligt henset til, at spørger vil leje forskellige sommerhuse, lejeperiodernes tidsmæssige udstrækning og at lejen sker via / hos uafhængig tredjemand.

SKAT henviser til SKM2011.368.SR, hvor det bl.a. fremgik, at der ikke kunne statueres bopæl ved en medarbejders leje af en lejebolig, når lejeperioden var ganske kort (1-2 måneder).

Endvidere henviser SKAT til Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.F.1.2.1 hvoraf det fremgår, at et sommerhus som udgangspunkt ikke statuerer bopæl, medmindre sommerhuset anvendes som helårsbolig. Rådighed over helårsbolig forudsætter en rådighed af en vis tidsmæssig udstrækning. Er en persons rådighed ganske kortvarig, fx under 1-2 måneder, vil den pågældende efter omstændighederne ikke anses for at have erhvervet bopæl her i landet. Derudover henviser SKAT til afsnit C.F.1.2.2, hvoraf fremgår, at reglen vedrørende erhvervsmæssige aktiviteter som udgangspunkt ikke gælder ved køb eller leje af et sommerhus, medmindre sommerhuset benyttes som helårsbolig.

SKAT finder herefter, at spørger ikke vil blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han ca. 2 gange 2 måneder om året lejer en sommerbolig i Danmark under de beskrevne omstændigheder.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at den af spørger drevne virksomhed ikke anses for at have fast driftssted i Danmark.

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a

"Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

a) udøver et erhverv med fast driftssted her i landet, jf. dog stk. 6. (...) Skattepligten omfatter udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her. (...)"

Praksis

Den juridiske vejledning 2014-1 C.D.1.2.2

(...)

Hvad er"fast driftssted"

Begrebet fast driftssted fortolkes som udgangspunkt i overensstemmelse med art. 5 i OECDs modeloverenskomst med tilhørende kommentarer.

(...)

Kommentarer til OECDs modeloverenskomst artikel 5

Stk. 1

4. Udtrykket "forretningssted" dækker alle lokaler, indretninger eller installationer, der benyttes til at udøve foretagendets virksomhed, hvad enten de udelukkende bruges til dette formål eller ej. Et forretningssted kan også eksistere, hvor der ingen lokaler findes eller er fornødne til udøvelsen af foretagendets virksomhed, og det simpelthen har et vist areal til sin rådighed. Det er uden betydning, om lokalerne, indretningerne eller installationerne ejes eller lejes af eller på anden måde stilles til rådighed for foretagendet. Et forretningssted kan således bestå i en stadeplads på et marked eller visse permanent benyttede områder i et frilager (f.eks. til oplagring af toldpligtige varer). Videre kan forretningsstedet befinde sig inden for et andet foretagendes område. Det kan f.eks. være tilfældet, når det udenlandske foretagende til stadig anvendelse har visse lokaler eller dele deraf, der er ejet af det andet foretagende.

4.6 Ordene "gennem hvilket" skal forstås bredt og finder anvendelse i enhver situation, hvor forretningsvirksomhed udøves på en bestemt lokalitet, der er til foretagendets disposition med henblik på udøvelsen af aktiviteten. Hvis således et foretagende f.eks. udfører brolægning af en gade, vil foretagendet blive anset for udøve sin virksomhed "gennem" lokaliteten, hvor arbejdet udføres.

5. I henhold til definitionen skal forretningsstedet være "fast". Der skal således sædvanligvis være en forbindelse mellem forretningsstedet og en særligt geografisk bestemt lokalitet. Det er uden betydning, hvor længe et foretagende, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver virksomhed i den anden kontraherende stat, hvis det ikke gør det på et bestemt sted, men dette betyder ikke, at det udstyr, der udgør forretningsstedet, faktisk skal være fastgjort til den jord, det står på. Det er nok, at udstyret forbliver på et givet sted (jf. dog pkt. 20 nedenfor).

6. Eftersom forretningsstedet skal være fast, følger det heraf, at et fast driftssted kun kan antages at foreligge, hvis forretningsstedet har en vis grad af varighed, det vil sige, at det er af ikke blot midlertidig karakter. Et forretningssted kan imidlertid udgøre et fast driftssted, selvom det rent faktisk kun eksisterer i meget kort tid som følge af, at virksomheden er af en sådan art, at dens udøvelse kun varer kort tid. Det er undertiden vanskeligt at afgøre, om dette er tilfældet. Den praksis, som medlemslandene har haft med hensyn til tidsperioden, har ikke været ensartet, men erfaringen har vist, at et fast driftssted normalt ikke er anset for at foreligge, hvis en virksomhed i et land er udøvet gennem et forretningssted, der blev opretholdt i mindre end seks måneder. En undtagelse har været de tilfælde, hvor virksomheden har været af stadig tilbagevendende karakter; i disse tilfælde skal hver tidsperiode, i hvilken forretningsstedet er benyttet, ses i sammenhæng med det antal gange, forretningsstedet er benyttet (hvilket kan strække sig over et antal år). En anden undtagelse er gjort i tilfælde, hvor virksomhedsudøvelsen udelukkende fandt sted i dette land; i denne situation kan virksomheden som følge af sin natur være af kort varighed, men da den udelukkende udøves i dette land, er tilknytningen til dette land stærkest. Omvendt viser praksis, at der har været mange tilfælde, hvor et fast driftssted er anset for at foreligge, hvis forretningsstedet har været opretholdt i en periode, der overstiger seks måneder. For at lette administrationen kan lande være tilskyndet til at hense til foranstående ved stillingtagen til, hvorvidt et forretningssted, der kun eksisterer i et kortere tidsrum, udgør et fast driftssted.

6.1 Som anført i pkt. 11 og 19 bevirker midlertidige afbrydelser af virksomheden ikke, at et fast driftssted anses for ophørt med at eksistere. Hvis tilsvarende, som diskuteret i pkt. 6, et bestemt forretningssted kun anvendes i meget korte perioder, men sådan anvendelse regelmæssigt finder sted over en lang tidsperiode, skal forretningsstedet ikke anses for at være af rent midlertidig karakter.

SKM2014.39.SR

Skatterådet finder, at A AB (spørger) har fast driftssted i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a og DBO Norden, artikel 5. Spørger har rådighed over kontorlokaler. Som følge af kontorlokalernes anvendelse, anses disse for at udgøre et fast forretningssted gennem hvilket, spørger anses for at udøve sin forretningsvirksomhed. Skatterådet finder endvidere, at det svenske monteringspersonale, som arbejder på danske byggeprojekter for spørger er begrænset skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.1 og stk. 9, nr. 2, da spørger har fast driftssted i Danmark. Danmark har ret til at beskatte det svenske monteringspersonales lønindkomst for arbejde udført i Danmark for det faste driftssted, jf. artikel 15

SKM2013.545.SR

En person, X, påtænkte at flytte til Sverige, hvor han ville etablere selvstændig erhvervsvirksomhed. Skatterådet bekræftede, at han ikke ville blive anset for fuldt skattepligtig til Danmark som følge af, at han ville drive selvstændig virksomhed med levering af sundhedsordninger i Danmark. X ville blive anset for begrænset skattepligtig til Danmark som følge af, at han drev selvstændig virksomhed fra Sverige med levering af sundhedsordninger i Danmark. Virksomheden ville blive anset for at have et fast driftssted, hvis X én gang om ugen lejede et kliniklokale i Danmark på timebasis. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at X ikke ville blive lønsumsafgiftspligtig til Danmark ved levering af momsfritagne sundhedsydelser. Skatterådet bekræftede, at X ikke ville anses for at have et fast driftssted i Danmark, hvis han kører rundt til private og behandler på deres bopæle i Danmark.

SKM2012.313.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et polsk selskab ikke vil blive anset for at udøve virksomhed gennem et fast driftssted i Danmark, jf. art. 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen eller efter danske skatteregler, som skal fortolkes i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Sagen omhandlede polske tandlæger. Tandlægerne, selskabet X, ville udøve deres danske aktiviteter i en bestemt dansk tandlægeklinik, som blev stillet til deres rådighed, når de skulle arbejde i Danmark. Skatterådet fandt på den baggrund, at den danske tandlægeklinik vil udgøre et fast forretningssted, hvorigennem selskabet X vil udøve virksomhed i Danmark. Det forhold, at den danske tandlægeklinik også anvendes af andre end selskabet X og ikke ejes af selskabet X, er ikke til hinder for, at klinikken udgør et fast forretningssted. Der må i den forbindelse lægges vægt på, at tandklinikkens lokaler står til rådighed for X?s tandlæger, når de skal udøve virksomhed for X. Udtrykket forretningssted dækker alle lokaler, indretninger eller installationer, der benyttes til at udøve foretagendets virksomhed, hvad enten de udelukkende bruges til dette formål eller ej.

Begrundelse

Af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a fremgår det, at selskaber og foreninger mv., som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, er begrænset skattepligtige til Danmark, når der udøves et erhverv med fast driftssted her i landet. Det samme gør sig gældende for personer i henhold til kildeskattelovens § 2, stk.1, nr. 4.

I henhold til praksis fortolkes begrebet fast driftssted efter dansk ret i overensstemmelse med artikel 5 i OECDs modeloverenskomst med tilhørende kommentarer. Se Den juridiske vejledning 2014-1 C.D.1.2.2.

Spørger er ifølge det oplyste bosiddende i Spanien. Danmark har ikke nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst med Spanien.

Det er oplyst, at spørger vil drive virksomhed fra Spanien fra et spansk kapitalselskab. Hans virksomhed består af forskellige aktiviteter, fx: 

  • Virksomhedsarrangementer 
  • Konsulent for andre 
  • M.fl. 

Det er oplyst, at langt de fleste af disse aktiviteter vil foregå uden for Danmark.

Spørger forventer, at han i fremtiden vil have 20-35 arbejdsdage i Danmark pr. år. De 20-35 arbejdsdage vil fordele sig mellem konsulentopgaver, virksomhedsarrangementer mv.

I forhold til kundefordelingen har spørger oplyst, at det er vanskeligt at sætte tal på antallet af kunder i Danmark, men forventningen er 10-12. Indtægten fra Danmark forventes at være væsentlig mindre, end indtægten fra kunder i udlandet.

Spørger ejer 100 % af holdingselskabet. Holdingselskabet ejer 20 % af driftsselskabet, der ejer virksomheden i B. Spørger vil ikke deltage aktivt i driften af driftsselskabet. Spørger vil ikke fra det spanske selskab levere ydelser til driftsselskabet. Der kan blive tale om, at en del af selskabets ydelser til andre vil blive leveret på B. Dette vil f.x. være tilfældet, hvis en virksomhed / kunde booker spørger til et virksomhedsarrangement, og virksomheden /kunden vælger, at virksomhedsarrangementet skal foregå i B by.

Spørger forventer, at under 10 af arbejdsdagene vil ske med base i B.

Aktiviteterne i Danmark forventes ikke udøvet fra samme lokation i Danmark.

Bestemmelsen i modeloverenskomstens art. 5 indeholder i stk. 1 en generel definition af udtrykket "fast driftssted". I henhold til definitionen udgør et "fast driftssted" et fast forretningssted, igennem hvilket et foretagendes virksomhed udøves helt eller delvis. Definitionen indeholder derfor følgende betingelser: 

  • eksistensen af et "forretningssted", det vil sige indretninger såsom lokaler eller i visse tilfælde maskineri eller udstyr; 
  • dette forretningssted skal være "fast", dvs. det skal være etableret på et givet sted med en vis grad af varighed; 
  • virksomhedsudøvelse for foretagendet gennem dette faste driftssted. Det vil sædvanligvis sige, at personer, som på den ene eller den anden måde er afhængig af foretagendet (personale), udfører foretagendets virksomhed i den stat, hvor det faste sted er beliggende. 

I henhold til kommentarerne til modeloverenskomsten, dækker udtrykket "forretningssted" alle lokaler, indretninger eller installationer, der benyttes til at udøve foretagendets virksomhed, hvad enten de udelukkende bruges til dette formål eller ej. Et forretningssted kan også eksistere, hvor der ingen lokaler findes eller er fornødne til udøvelsen af foretagendets virksomhed, og det simpelthen har et vist areal til sin rådighed. Det er jf. pkt. 4 uden betydning, om lokalerne, indretningerne eller installationerne ejes eller lejes af eller på anden måde stilles til rådighed for foretagendet.

Det fremgår videre, at forretningsstedet skal være fast, dvs. have en vis grad af varighed. Ifølge kommentarerne er der praksis der viser, at et fast driftssted normalt ikke er anset for at foreligge, hvis en virksomhed i et land er udøvet gennem et forretningssted, der blev opretholdt i mindre end seks måneder. En undtagelse har været de tilfælde, hvor virksomheden har været af stadig tilbagevendende karakter. I disse tilfælde skal hver tidsperiode, i hvilken forretningsstedet er benyttet, ses i sammenhæng med det antal gange, forretningsstedet er benyttet (hvilket kan strække sig over et antal år).

På baggrund af de samlede oplysninger, finder SKAT ikke, at der er en sammenhæng mellem de forskellige aktiviteter, som spørger, via sit spanske selskab, vil udøve i Danmark.

SKAT mener, efter en samlet konkret vurdering, ikke, betingelserne for at statuere fast driftssted i Danmark, er opfyldt.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter