Dato for udgivelse
05 May 2014 08:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
03 Feb 2014 13:53
SKM-nummer
SKM2014.312.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Københavns Byret, BS 46D-717/2013
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Renteberegning, forfaldstidspunkt, rentebetaling, solvens
Resumé

Sagsøgeren påstod sig berettiget til rentefradrag i 5 indkomstår. Af et frivilligt forlig med sagsøgerens bank fremgik det, at sagsøgerens gæld skulle forrentes med 12 % p.a. Banken havde dog rent faktisk ikke tilskrevet eller afkrævet renter i henhold til forliget. Retten fandt, at banken ved forligets indgåelse og forud for renternes forfaldstid havde givet tidsubestemt henstand med rentebetalingen, hvorfor forfaldstiden var udskudt. Da renterne ikke var forfaldne i de pågældende indkomstår, var sagsøgeren ikke berettiget til fradrag, jf. LL § 5, stk. 1. Det forhold, at banken havde taget forbehold for rentekrav, kunne ikke ændre herpå.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)

Ligningsloven § 5, stk. 1
Ligningsloven § 5, stk. 8

Henvisning
Den juridiske vejledning 2014-1 C.A.11.2.6.1

Parter

A
(Selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Mikkel Isager-Sally)

Afsagt af byretsdommer

Poul Gorm Nielsen 

Sagens baggrund og parternes påstande 

Denne sag, der er anlagt den 13. februar 2013, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der i indkomstårene 2000 og 2002-2005 rent faktisk er tilskrevet renter på sagsøgerens gæld til Danske Bank. Endvidere drejer sagen sig om, hvorvidt Danske Bank de facto har givet tidsubestemt henstand med rentebetalingerne forud for renternes forfaldstid. Endelig drejer sagen sig om, hvorvidt sagsøgeren i de omhandlede indkomstår kunne stille betryggende sikkerhed for hele sin forfaldne gæld i sine aktiver, jf. ligningslovens § 5, stk. 8, 2. pkt.

Under denne sag er spørgsmålene om, hvorvidt der rent faktisk er tilskrevet renter, og om hvorvidt Danske bank de facto har givet ubestemt henstand med rentebetalingen forud for renternes forfaldstid udskilt til deldomsforhandling jf. retsplejelovens § 253,stk. 1.

Sagsøger har under denne deldomsforhandling nedlagt endelig påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at der i indkomstårene 2000 og 2002-2005 er blevet tilskrevet renter på sagsøgerens gæld til Danske Bank, og at renterne var forfaldne til betaling i de pågældende indkomstår.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af landsskatterettens kendelse af 18.december 2012 fremgår følgende:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Kapitalindkomst

 

Indkomståret 2000

Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for beregnede renteudgifter, selvangivet med 975.875 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

Indkomståret 2002

Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for beregnede renteudgifter, selvangivet med 617.688 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

Indkomståret 2003

Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for beregnede renteudgifter, selvangivet med 617.688 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

Indkomståret 2004

Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for beregnede renteudgifter, selvangivet med 617.688 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

Indkomståret 2005

Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for beregnede renteudgifter, selvangivet med 617.688 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

 

Møde mv.

Der har været afholdt møde med klageren.

Sagens oplysninger

Klageren har indtil den 1. november 1999 ejet udlejningsejendommen beliggende ...1.

I forbindelse med udlejningsejendommen havde klageren oprindeligt forskellige driftskonti hos Danske Bank A/S.

Ifølge oplysning fra klageren opsagde banken kreditten i oktober 1994. Der foreligger ikke oplysninger om, på hvilket tidspunkt misligholdelse af engagementet indtrådte, men den 18. november 1994 blev der indgået et frivilligt forlig med banken.

Ved forliget erkendte klageren at skylde Danske Bank A/S i alt 5.245.548,85 kr., der kan specificeres således:

Hovedstol

5.147.403,79 kr.

Renter heraf pr. 18.11.1994

0,00 kr.

Inkassoomkostninger

98.145,06 kr.

Stempel og porto

             0,00 kr.

I alt inkl. renter pr. 18.11.1994

5.245.548,85 kr.

Som led i den afdragsmæssige ordning var det aftalt, at hovedstolen fra og med den 18. november 1994 skulle forrentes med en årlig rente svarende til pt. 12 % p.a.

Af forliget fremgår endvidere, at indbetalinger først skulle afskrives på omkostninger og dernæst på renter. Bankens samlede tilgodehavende blev herefter samlet på èn konto (konto nr. ...), som var ejendommens driftskonto.

Banken overtog ejendommen ...1 til brugeligt pant, idet der den 23. november 1994 blev udfærdiget en administrationsaftale, hvorefter administrationen af ejendommen fra og med den 23. november 1994 blev overdraget til et advokatfirma for klagerens regning og risiko.

Af administrationsaftalen fremgår det, at klageren erklærede sig indforstået med, at ejendommens overskud tilgik Danske Bank A/S jf. transporterklæring af 8. juni 1994, til nedbringelse af klagerens engagement med banken, og at banken for klagerens regning indfriede terminsrestancer til Realkredit Danmark.

Baggrunden for, at banken ønskede at overtage ejendommen til brugeligt pant var, dels at der verserede nogle sager om lejens størrelse, dels indholdet af en ingeniørrapport, der stillede forskellige udskiftningskrav til ejendommens tag.

Da banken overtog ejendommen til brugeligt pant, blev driftskontoen i banken stillet i bero, og der blev ikke internt tilskrevet renter på kontoen.

I den periode, hvor banken havde overtaget ejendommen til brugeligt pant, blev alle ind- og udbetalinger vedrørende ejendommen administreret gennem advokatfirmaet. Administrationskontoen var bundet i den forstand, at klageren ikke kunne disponere over kontoen eller over et overskud på kontoen, idet et eventuelt overskud skulle tilgå Danske Bank A/S til nedbringelse af klagerens gæld til banken.

Ejendommen ...1 blev solgt i 1999, hvor salgssummen blev deponeret i Danske Bank A/S. På grund af uoverensstemmelser med køberne om berigtigelsen af handlen blev skødet først endeligt i 2001. Det deponere de beløb på 4.240.602 kr. blev derfor først frigivet på dette tidspunkt og overført til udligning af mellemværendet med Danske Bank A/S.

Af notatark i SKATs materiale fremgår det, at det ved telefonisk henvendelse til Danske Bank A/S den 7. juli 2005 er oplyst, at sagen på dette tidspunkt var overgivet til advokat, og at der i henhold til forliget skulle ske rentetilskrivning, hvilket rent faktisk ikke var sket og formentlig heller ikke ville ske, da Danske Bank A/S ville betragte lånet som afviklet, hvis hovedstolen fra 1994 blev indfriet.

Danske Bank A/S har efterfølgende ved skrivelse af 8. juli 2005 til SKAT fremsendt en kontoredegørelse vedrørende gælden til banken. Det oplyses i den forbindelse, at der i hele perioden er blevet tilskrevet renter med i alt 200.000 kr. Endvidere oplyses det, at indbetalingen pr. 30. maj 2001 (det deponerede beløb vedrørende salg af ...1) er blevet anvendt til nedbringelse af det frivillige forligs hovedstol.

Af de indberettede oplysninger fra Danske Bank A/S for de efterfølgende indkomstår, fremgår det, at gælden ultimo 2010 udgør 1.068.458 kr., at gælden i samtlige år fra 2002-2010 er indberettet som værende i restance og at der ikke er indberettet renter for nogle af årene i denne periode.

Klageren har ved indkomstopgørelsen for 1994 og fremefter foretaget fradrag for beregnede renteudgifter vedrørende gælden til Danske Bank A/S, hvor renteberegningen er foretaget på baggrund af forligets ordlyd om en rentetilskrivning på 12 %.

De beregnede renteudgifter er selvangivet med følgende beløb for de enkelte indkomstår:

1994

74.470 kr.

1995

632.653 kr.

1996

657.798 kr.

1997

730.155 kr.

1998

799.472 kr.

1999

879.164 kr.

2000

975.872 kr.

2001

975.872 kr.

2002

617.688 kr.

2003

617.688 kr.

2004

617.688 kr.

2005

617.688 kr.

Tidligere indkomstår

SKAT har tidligere nægtet fradrag for renteudgifter vedrørende gælden til Danske Bank A/S for indkomstårene 1995-1999.

Ændringerne vedrørende indkomstårene 1995-1997 har været påklaget til Landsskatteretten, der har truffet afgørelse i sagen den 15. april 2008 (journal nr. 2-5-1890-2047).

Ved henvendelse til Landsskatteretten er det oplyst, at der ikke er registreret klager vedrørende indkomstårene 1998 - 1999. 

Repræsentanten havde overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at de beregnede renteudgifter for 1994-1997 måtte anses for fradragsberettigede under hensyn til:

  • at renterne var forfaldne i henhold til det indgåede forlig med banken,
  • at renterne var erlagt i kraft af, at Danske Bank A/S havde overtaget udlejningsejendommen til brugeligt pant,
  • at klageren havde den fornødne solvens og betalingsevne, hvorefter ligningslovens § 5, stk. 7, 1. punktum, om udskydelse af fradragsretten ikke fandt anvendelse, da klageren havde været i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor, jf. ligningslovens § 7, stk. 5, 2. punktum.

Som dokumentation for, at der havde været den fornødne solvens og betalingsevne blev der i forbindelse med sagen bl.a. fremlagt salgsopstillinger for udlejningsejendommen ...1 samt en ejendomsmæglervurdering fra 1994 vedrørende ejendommen ...2, der ligeledes var ejet af klageren og blev anvendt som privat bolig. Vurderingen, som klageren ikke længere var i besiddelse af, lød på 1.450.000 kr.

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår i øvrigt følgende:

Den offentlige vurdering for ...2 var i 1995 på 1.120.000 kr. og i 1996 på 1.350.000 kr.

Danske Bank A/S solgte udlejningsejendommen ...1 med overtagelsesdag den 1. november 1999. Ejendommens salgspris var 7.000.000 kr., reguleret til 6.613.025,36 kr. jf. udateret og uunderskrevet kopi af skøde. Det var oplyst, at Danske Bank A/S havde transport i nettoprovenuet vedrørende udlejningsejendommen, og at dette nettoprovenu efter indfrielse af kreditforeningsgæld udgjorde ca. 5,1 mio. kr.

På baggrund af historisk tingbogsattest vedrørende udlejningsejendommen havde skattemyndighederne skematisk opstillet, hvilke hæftelser, der var tinglyst på ejendommen ultimo 1995 og 1996. Det fremgik heraf, at der i 1995 var tinglyste hæftelser på i alt 6.928.492 kr. og i 1996 på 6.848.873 kr., således at der ved en anslået salgspris på 6.600.000 kr. i 1995 fremkom en sikkerhedsstillelse uden dækning på 328.492 kr. og i 1996 på 248.873 kr.

Der var ikke fremlagt historisk tingbogsattest på ejendommen ...2, hvorfor skattemyndighederne på baggrund af aktuelle oplysninger havde beregnet, hvilke hæftelser, der var tinglyst på denne ejendom ultimo 1995 og 1996. Der var derfor en vis usikkerhed om de oplysninger, der blev lagt til grund vedrørende denne ejendom, idet der i 1995 og/eller 1996 kunne have været tinglyst ejerpantebrev/skadesløsbrev, som efterfølgende er blevet aflyst, og derfor ikke fremgik af den udskrift, som skattemyndighederne var i besiddelse af.

Skattemyndighederne havde herefter med en anslået salgspris for ejendommen på 1.450.000 kr. beregnet tinglyste hæftelser i 1995 og 1996 på henholdsvis 1.322.731 kr. og 1.299.491 kr., hvilket gav mulighed for sikkerhedsstillelse i ejendommen i 1995 og 1996 på henholdsvis 127.269 kr. og 150.509 kr.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

"...

Det fremgår af ligningslovens § 5, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 869 af 15. november 1995), at renteudgifter vedrørende gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling. Af § 5, stk. 7, fremgår, at renteudgifter m.v., jf. stk. 1, først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomst- år i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret.

Efter de foreliggende oplysninger antages klageren at være i restance med betaling af renteudgifter ved udgangen af indkomståret 1994.

Klageren er herefter ikke berettiget til fradrag for renteudgifter i indkomstårene 1995, 1996 og 1997, medmindre der sker betaling af renteudgifter.

Landsskatteretten finder, at den mellem klageren og Danske Banks advokat indgåede administrationsaftale må forstås således, at udlejningsejendommens udgifter, herunder afdrag på realkreditgæld, skal være betalt inden et eventuelt overskud anvendes til nedbringelse af klagerens gæld til banken. Repræsentantens synspunkt om, at der af banken er ydet klageren en kreditudvidelse til betaling af afdrag på realkreditgæld, er ikke dokumenteret og kan derfor ikke lægges til grund.

Retten finder herefter, at der ikke er opnået et overskud de pågældende indkomstår, der kan anses for betaling af renteudgifter, hvorfor klageren ikke herved er berettiget til fradrag for renteudgifter disse år.

Hvad angår betalinger i 1995 og 1996 på henholdsvis 46.487 kr. og 49.176 kr., fremgår af det frivillige forlig, at indbetalinger først afskrives på omkostninger og renter. Retten finder, at det ikke kan afvises, at betalingen i indkomståret 1995 udgør betaling af renter for indkomståret 1994. Da renteudgifter i indkomståret 1994 herefter udgør 28.276 kr. og 46.487 kr., eller i alt 74.763 kr., hvilket beløb overstiger de beregnede renter i 1994 på 74.470 kr., anses klageren ikke for at have været i restance med rentebetalingen i indkomståret 1994, hvorfor klageren er berettiget til at fradrage renterne i indkomståret 1995 med 632.653 kr. Den påklagede afgørelse nedsættes derfor i indkomståret 1995 med 632.653 kr.

Vedrørende betaling af 100.000 kr. i 1997, er retten af den opfattelse, at klageren ved at have fået fradrag for renteudgifter, 632.653 kr. i indkomståret 1995, hvoraf kun en mindre del er betalt, ikke er berettiget til fradrag for de 100.000 kr. i 1997.

Af ligningslovens § 5, stk. 7 (lovbekendtgørelse nr. 869 af 15. november 1995) fremgår tillige, at § 5, stk. 7, 1. punktum, ikke finder anvendelse, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver, jf. § 5, stk. 7, 2. punktum. Renteudgifter m.v. anses ved anvendelsen af reglerne i dette stykke for betalt, når de af et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer tilskrives den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende, uden at kreditten herved overstiger det aftalte maksimum.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke kan betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Retten har herved lagt vægt på de fremlagte syns- og skønserklæringer, hvoraf fremgår, at de kontante handelsværdier for udlejningsejendommen i de tre omhandlede indkomstår er lavere end salgssummen på 6.600.000 kr., som skatteankenævnet har taget udgangspunkt i. Da hæftelserne på de to ejendomme tilsammen overstiger ejendommenes handelsværdier, kan klageren efter rettens opfattelse ikke stille betryggende sikkerhed i sine aktiver, og klageren er derfor heller ikke i medfør af ligningslovens § 5, stk. 7, 2. punktum, berettiget til fradrag for renteudgifterne.

De påklagede afgørelser for indkomstårene 1996 og 1997 stadfæstes derfor på dette punkt.

..."

Afgørelsen blev anket til byretten og efterfølgende til Vestre Landsret, der har afsagt dom i sagen den 16. december 2010. Landsrettens begrundelse og resultat:

"...

A har forklaret om sine indtægter i 1996 og 1997 og om sine aktiver i disse år. Der er imidlertid ikke fremlagt dokumentation for værdien af de aktiver, som kunne have været realiseret til brug for As delvise betaling af gælden eller til brug for betryggende sikkerhedsstillelse for den forfaldne gæld.

Danske Bank havde i 1994 opsagt gælden og efterfølgende foretaget udlæg. A underskrev i november 1994 et frivilligt forlig, hvorefter han skyldte banken 5.245.548,85 kr., og gælden skulle forrentes med 12 % p.a., og banken tog samtidig udlejningsejendommen til brugelig pant. Der blev ikke indgået en afdragsordning, og A foretog ikke indbetalinger til banken i 1996 og 1997, hvorfor gælden til banken voksede.

Skønsmandens værdiansættelse af privatejendommen er ikke anfægtet, hvorimod A har anfægtet skønsmandens værdiansættelse af udlejningsejendommen. Værdiansættelse af en fast ejendom er ikke en eksakt videnskab, og det er velkendt, at forskellige ejendomsmæglere vurderer en bestemt ejendom forskelligt. Det er derfor muligt, at en anden ejendomsmægler som skønsmand ville have vurderet udlejningsejendommen højere, men der er intet grundlag for at vurdere udlejningsejendommen til et væsentligt højere beløb end skønsmandens værdiansættelser i de to indkomstår, henholdsvis 5,9 mio. kr. og 6,6 mio. kr.

Det tiltrædes derfor, da det ikke er godtgjort, at skønsmanden ved sine værdiansættelser har anvendt forkerte forudsætninger, at skønsmandens værdiansættelser er lagt til grund.

Det fremgår af As regnskaber for 1996 og 1997, at alene den forfaldne bankgæld i disse år udgjorde godt 6,5 mio. kr. og knap 7,3 mio. kr.

På denne baggrund tiltrædes det, at A ikke har godtgjort, at han ved udgangen af de to indkomstår havde været i stand til at stille betryggende sikkerhed for den forfaldne gæld, således at rentefradragsretten skal indrømmes i disse indkomstår. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

..."

Formueforhold i indkomstårene 2000-2005

2000

Der foreligger ikke nogen formueforklaring for indkomståret 2000 for klageren og ægtefællen.

Af bilag til selvangivelsen for 2001, herunder de indsendte regnskaber fremgår det af sammenligningstallene for indkomståret 2000, at klageren i indkomståret 2000 har haft 2 virksomheder, dels ...1 og dels H2.

Af regnskaberne fremgår det, at der i H2en har været et regnskabsmæssigt resultat på 1.286 t.kr., mens ...1 har givet et underskud på 928 t.kr. Ud fra specifikationen af kapitalafkastgrundlaget kan virksomhedernes aktiver og passiver specificeres således:

Aktiver i H2

405 t.kr.

Passiver i H2

586 t.kr.

 

Aktiver ...1

4.713 t.kr.

Passiver ...1

10.035 t.kr.

 

Aktiver i alt

5.118 t.kr.

Passiver i alt

10.622 t.kr.

Netto

-5.504 t.kr.

I passiverne indgår gælden til Danske Bank A/S med 5,3 mio. kr. De beregnede renter vedrørende denne gæld udgør 4,7 mio. kr., der er optaget særskilt som en passivpost vedrørende beregnede/periodiserede renter. De beregnede renter indgår ikke i den gæld, der er indberettet fra banken, jf. nedenfor, hvilket gør sig gældende for samtlige år.

De indberettede formueoplysninger for 2000 kan specificeres således:

Ægtefællen

   

 

 

Indestående pengeinstitutter m.v.,
værdipapirer osv.

4.718.265 kr.

8.214 kr.

  

 

 

Ejendomsværdi

2.000.000 kr.

-     

  

 

 

Gæld til realkredit, pengeinstitutter m.v.

6.375.729 kr.

 390.974 kr.

2001

Der foreligger ikke nogen formueforklaring for indkomståret 2001 for klageren og ægtefællen.

Af bilag til selvangivelsen for 2001, herunder de indsendte regnskaber, fremgår det, at der i H2 har været et regnskabsmæssigt resultat på 828.111 kr., mens ...1 har givet et underskud på 950.395 kr.

Ud fra specifikationen af kapitalafkastgrundlaget kan virksomhedernes aktiver og passiver specificeres således:

Aktiver i H2

407.403 kr.

Passiver i H2

388.383 kr.

 

Aktiver ...1

510.181 kr.

Passiver ...1

6.594.705 kr.

 

Aktiver i alt

917.581 kr.

Passiver i alt

 6.983.088 kr.

Netto

-6.065.507 kr.

I passiverne/gælden indgår gælden til Danske Bank A/S med 5,3 mio. kr., og de beregnede renter med 1,3 mio. kr.

De indberettede formueoplysninger for 2001 kan specificeres således:

Ægtefællen

 

 

 

Indestående pengeinstitutter m.v.,
værdipapirer osv.

513.210 kr.

39.370 kr.

 

 

 

Ejendomsværdi

1.950.000 kr.

-      

 

 

 

Gæld til realkredit, pengeinstitutter m.v.

2.085.470 kr.

289.239 kr.

2002-2005

For indkomståret 2002 - 2005 er der udarbejdet formueforklaringer i forbindelse med de indsendte regnskaber/selvangivelser, hvoraf det fremgår, at ægtefællernes samlede formue, herunder aktiver og passiver vedrørende H2 og ...1, ved udgangen af de enkelte indkomstår kan specificeres således:

  2002   

  2003   

  2004   

  2005   

  

 

 

 

 

Formue pr. 31.
december

-5.381.108

-6.112.948

-6.943.534

-7.933.770

  

 

 

 

 

Heraf gæld
vedrørende H1

6.152.521

6.769.999

7.387.476

8.004.953

Vedrørende H2 kan det regnskabsmæssige resultat for de enkelte år specificeres således:

2002   

2003   

2004   

2005   

  

 

 

 

 

Regnskabsmæssigt resultat

884.113

1.044.890

356.376

406.466

Klageren er af Landsskatteretten anmodet om en redegørelse for sine aktiver og passiver, herunder om udlæg i ejendommen beliggende ...2, idet klageren har oplyst, at såvel Danske Bank A/S som SKAT har foretaget udlæg i ejendommen.

Klageren har ikke imødekommet rettens anmodning.

SKATs afgørelse

Ifølge det indgåede forlig med Danske Bank A/S af 18. november 1994, er det aftalt, at hovedstolen fra og med dette tidspunkt skulle forrentes med pt. 12 % p.a.

På baggrund af forligets ordlyd må der således anses at have foreligget en retlig forpligtigelse til betaling af renter af gælden, uanset at banken ikke har foretaget en løbende tilskrivning af renter til gældens hovedstol, jf. kontoredegørelsen fra Danske Bank A/S af 8. juli 2005.

Heraf følger det dog også, at det af klageren anførte om, der har været tale om et løbende mellemværende med Danske Bank A/S, hvor renterne var blevet tilskrevet på samme måde, som hvis der forelå en kassekredit, ikke kan lægges til grund ved vurderingen af, om renterne kan anses for betalt i relation til ligningslovens § 5.

I medfør af ligningslovens § 5, stk. 8, kan renteudgifter m.v., jf. stk. 1, først fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår vedrørende samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret.

I relation hertil er det anført, at det er klagerens opfattelse, at renterne ikke blot har været forfaldne, men tillige er erlagt i kraft af, at ejendommen ...1 var taget til brugeligt pant af Danske Bank A/S. Banken havde således modtaget overskuddet af ejendommen og skulle ifølge administrationsaftalen nedbringe klagerens engagement med banken, hvilket i og for sig også var sket, hvor banken dog samtidig havde valgt at betale afdrag til kreditforeningen, hvorved engagementet med banken var blevet udvidet tilsvarende.

Nævnet er enigt i Landsskatterettens vurdering af, at den indgåede administrationsaftale må forstås således, at udlejningsejendommens udgifter, herunder afdrag på realkreditgæld, skal være betalt inden et eventuelt overskud anvendes til nedbringelse af klagerens gæld til banken, og at synspunktet om, at der af banken er ydet en kreditudvidelse til betaling af afdrag på realkreditgæld, ikke er dokumenteret og derfor ikke kan lægges til grund.

Endvidere bemærkes det, at ejendommen ...1 er solgt i 1999, hvorfor klagerens henvisninger til den indgåede administrationsaftale ikke findes at være relevante ved vurderingen af gældsforholdet for tiden efter ejendomssalget, da grundlaget for administrationsaftalen må anses for at bortfalde på det tidspunkt, hvor ejendommen overdrages til den nye ejer.

Efter nævnets opfattelse er det derfor en forudsætning for at godkende fradrag for beregnede renter, at der ikke er skyldige renter vedrørende tidligere indkomstår, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

På baggrund af de beregnede selvangivne renter sammenholdt med oplysningerne om faktisk betalte renter, jf. kontoredegørelse fra Danske Bank A/ S, kan renterestancen ved udgangen af de enkelte indkomstår specificeres således:

 

Beregnede/
selvangivne
renter

Faktisk betalte
renter

Renterestance
ultimo året

Godkendt fradrag
LSR*/SKAT

  

 

 

 

1994

74.470 kr.

74.470 kr.

74.470 kr.

1995

632.653 kr.

707.123 kr.

632.653 kr.

1996

657.798 kr.

1.364.921 kr.

1997

730.155 kr.

100.000 kr.

1.995.076 kr.

1998

799.472 kr.

2.794.548 kr.

1999

879.164 kr.

3.673.712 kr.

2000

975.872 kr.

4.649.584 kr.

2001

975.872 kr.

5.625.456 kr.

*4.240.603 kr.

2002

617.688 kr.

6.243.144 kr.

2003

617.478 kr.

6.860.622 kr.

2004

617.688 kr.

7.478.310 kr.

2005

617.688 kr.

8.095.998 kr.

I relation til ovenstående skal det bemærkes, at der i 2001 er en betaling til Danske Bank A/S på 4.240.603 kr., der vedrører overskuddet ved salg af ejendommen ...1.

Ifølge det indgåede forlig med Danske Bank A/S skulle overskuddet ved salget af ejendommen have været afskrevet på de påløbne renter før eventuel udligning i gældens hovedstol. SKAT har med udgangspunkt heri lagt til grund, at overskuddet ved salget af ...1 er anvendt til betaling af renter og SKAT har derfor godkendt fradrag for betalte renter i 2001 med 4.240.603 kr.

Af Danske Bank A/S` kontoredegørelse af 8. juli 2005 fremgår det imidlertid, at beløbet er anset for et afdrag på gældens hovedstol, idet denne er nedskrevet med et tilsvarende beløb den 26. februar 2001.

Efter nævnets opfattelse kan overskuddet vedrørende salget af ejendommen derfor ikke anses for anvendt til betaling af renter, men må i overensstemmelse med registreringen hos Danske Bank A/S anses for afdrag på gældens hovedstol.

Ved denne vurdering er der henset til, at der uanset forligets ordlyd må tages udgangspunkt i de faktiske forhold, hvor Danske Bank A/S` nedskrivning af gælden også fremgår af de indberetninger, der er foretaget til SKAT i forbindelse med indkomstårene 2000 og 2001, idet gælden ved udgangen af 2001 ligeledes ses at være indberettet med et beløb, der svarer til, at der er foretaget et afdrag på gælden i 2001 på 4.240.603 kr.

Nævnet har derfor anset klageren for at have fået et uberettiget rentefradrag i 2001. Det bemærkes i denne forbindelse, at klagen til nævnet alene anses at vedrøre spørgsmålet om fradrag for beregnede renter og ikke spørgsmålet om, hvorvidt overskuddet ved salg af ejendommen skulle anses at vedrøre renter eller afdrag på gæld.

Uanset om overskuddet ved salg af ...1 anses for anvendt til betaling af påløbne renter eller nedbringelse af gældens hovedstol, kan det dog konstateres, at der ved udgangen af indkomståret 2000 har været en renterestance vedrørende tidligere indkomstår.

Det findes endvidere ikke at være godtgjort, at klageren ved udgangen af indkomstårene 2000-2005 inkl. har været i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver.

Ved denne vurdering er der henset til, at kravet om sikkerhedsstillelse ikke kunne anses for opfyldt for indkomstårene 1996-1997, jf. Landsskatterettens afgørelse af 15. april 2008, som er stadfæstet ved Vestre Landsrets dom af 16. december 2010, og at der ikke i forbindelse med klagen til nævnet ses at være fremlagt nye oplysninger, der sandsynliggør eller dokumenterer, at klagerens økonomiske forhold skulle have ændret sig væsentligt fra 1997 og fremover, hvilket også umiddelbart bekræftes af de foreliggende oplysninger om klagerens formueforhold i indkomstårene 2000-2005.

I relation til indsigelserne til nævnets forslag til afgørelse, jf. klagerens skrivelse af 31. december 2011, skal det anføres, at nævnet på det foreliggende grundlag ikke finder, at det er dokumenteret eller sandsynliggjort, at den private malerisamling eller værdierne i virksomheden, herunder ejendommen og goodwill, har haft en sådan værdi, at klageren kan anses for at have været i stand til at betale forfalden gæld, herunder tilskrevne renter, eller stille betryggende sikkerhed for denne. Ved denne vurdering er der bl.a. henset til regnskabsoplysningerne for virksomhederne og oplysningerne om formue-forholdene for indkomståret 2000 sammenholdt med gælden til Danske Bank A/S ved udgangen af indkomståret 2000 inkl. tilskrevne renter.

Med hensyn til det anførte om, at den udmeldte syns- og skønsmand ikke havde foretaget en korrekt vurdering af ejendommen, må det anføres, at dette for så vidt angår udlejningsejendommen også er blevet fremført overfor byretten og landsretten, der ikke har fundet grundlag for at fastslå, at skønsmanden ved værdiansættelsen har anvendt forkerte forudsætninger.

Endvidere skal det bemærkes, at udlejningsejendommen ifølge de foreliggende oplysninger sælges i 1999, hvorfor det ikke umiddelbart er relevant for vurderingen af formueforholdene for de efterfølgende indkomstår, hvad denne ejendom har været værd, da det afgørende efter salgstidspunktet alene er den faktisk opnåede salgssum, der dog først bliver frigivet i 2001 som nævnt ovenfor vedrørende opgørelsen af de beregnede skyldige renter.

På baggrund af ovenstående er det nævnets opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag for de beregnede renter for indkomstårene 2000-2005 inkl., jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Det bemærkes, at nævnet ikke i øvrigt har taget stilling til størrelsen af de beregnede renter vedrørende gælden til Danske Bank A/S for indkomstårene 2000-2005 inkl.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har påklaget skatteankenævnets afgørelser for indkomstårene 2000-2005 inkl.

Klageren har gjort gældende, at der i forbindelse med vurderingen af hans solvens skal tages hensyn til goodwill i det enkelte indkomstår samt til værdien af hans malerisamling.

Klageren har anført, at det ikke er korrekt fremstillet, at Danske Bank A/S overtog ejendommen til brugeligt pant. Under forudsætning af hans underskrift på en administrationsaftale med en af banken foreslået advokat, et frivilligt forlig, hvorefter han anerkendte hovedstol med renter både bagud og forud samt en transportaftale på ejendommens eventuelle overskud til Danske Bank A/S, fortsatte ejendommen formelt og juridisk i alle henseender som en ejendom tilhørende ham drevet for hans regning. Klageren skulle selv supplere med private indskud på kontoen i tilfælde af underskud.

Klageren har tillige anført, at det var ham og ikke advokaten, der tog initiativ til overførsler til banken, og i praksis blev alle handlinger vedrørende ejendommen foretaget sammen.

Klageren er aldrig blevet oplyst om, at banken ikke internt tilskrev de aftalte 12 % p.a. i rente. På samtlige kontoudtog klageren har modtaget fra banken, er hovedstolen oplyst, samt at der hertil skulle lægges renter.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at Danske Bank A/S overfor SKAT den 7. maj 2005 skulle have oplyst, at rentetilskrivning ikke var sket i strid med forliget, og at der formentlig heller ikke ville blive tilskrevet renter, da Danske Bank A/S ville betragte lånet som afviklet, hvis hovedstolen fra 1994 blev indfriet. Klageren har hertil oplyst, at den meddelelse har han aldrig modtaget fra banken. Tværtimod krævede banken den 10. november 2008 et nyt frivilligt forlig underskrevet, hvor forfaldne renter indtil 10. november 2008 var beregnet og tillagt hovedstolen. At banken ultimo 2010 oplyser, at gælden udgør 1.068.458 kr. svarende til hovedstolen, svarer til den oplysning, som klageren tidligere har modtaget, hvor der omhyggeligt står skrevet på kontoudtoget, at der tillægges renter.

Det nye forlig dokumenterer efter klagerens opfattelse, at han har ret i, at banken ikke har opgivet sit krav på renter i henhold til forligene.

Klageren har vedrørende tidligere indkomstår anført, at det han tabte landsretssagen på var, at han ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort sin betalingsevne, og at han var ualmindelig uheldig med den udtagne syns- og skønsmand vedrørende udlejningsejendommen. Det viste sig, at han slet ikke havde været aktiv mægler i den relevante periode, at han aldrig kontaktede den lokale mægler i hans firma og at han aldrig ledte efter eller fandt sammenligningsejendomme. Han beregnede værdien ud fra obligationsrenten, hvilket alle med forstand på blandede erhvervs- og boligejendomme ved ikke er korrekt. Klageren blev dårligt rådgivet juridisk om bevisførelsen for landsretten vedrørende værdien af bl.a. goodwill og værdien af hans private malerisamling.

Klageren har oplyst, at udlejningsejendommen få år efter videresolgtes for omkring 17 mio. kr., dvs. 3 gange så meget, som Danske Bank A/S tvang ham til at sælge den for til en af bankens andre kunder.

Om goodwill har klageren oplyst, at den kontante betaling for en virksomhed som hans ifølge de vejledende satser hos G1 udgør 7,5 x EBITDA, altså overskud før renter, skat og afskrivninger. Denne goodwill ville alene og i hvert af årene have bragt ham på den rigtige side af solvensgrænsen såvel i den gamle, tabte sag som den nye.

Malerisamlingen, der er erhvervet gennem årene hos G2, kan passende ansættes til netto 200.000 kr.

Klageren er af den opfattelse, at skatteankenævnet ved sine afgørelser ikke har taget hensyn til hans betalingsevne og herved omsætningsværdien af hans aktiver. Klageren har på intet tidspunkt været erklæret konkurs eller har afgivet insolvenserklæring. Han mener derfor, at han har opfyldt betingelserne for at opnå fradrag for de i henhold til det med banken underskrevne forlig beregnede renter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår bl.a. af ligningslovens § 5, stk. 1, at renteudgifter vedrørende gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Af ligningslovens § 5, stk. 8, fremgår bl.a. tillige, at renteudgifter mv., jf. stk. 1, først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter mv. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver.

Landsskatteretten finder, at Danske Bank A/S, der er kreditor i gældsforholdet med klageren, hverken har beregnet eller opkrævet renteudgifter af gældens hovedstol siden indgåelsen af det frivillige forlig den 18. november 1994, bortset fra, at der i 1997 og 1998 er renteposteret i alt 200.000 kr. Retten bemærker, at hovedstolen er af tilnærmelsesvis samme størrelse på tidspunktet for indgåelsen af forliget som ved udgangen af indkomståret 2005, når bortses fra indsætningen af 4.240.602 kr. i 2001 fra salget af ...1, som af banken er anset for afdrag på hovedstolen. Klageren er derfor ikke berettiget til fradrag for beregnede renter af gælden i de påklagede indkomstår 2000, 2002, 2003, 2004 og 2005. Endvidere er det ikke dokumenteret, at klageren ville være i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver, da klageren ikke har fremlagt redegørelse for aktiver og pasiver samt for udlæg i ejendommen ...2, uanset at klageren har oplyst, at såvel Danske Bank A/S som SKAT har foretaget udlæg i ejendommen.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Parternes synspunkter

Sagsøger har i påstandsdokument af 15. december 2013 anført følgende:

Supplerende sagsfremstilling og anbringender:

Det bestrides at driftskontoen ... i Danske Bank blev stillet bero i forbindelse med at banken overtog ejendommen til brugeligt pant i november 1994. Ligeledes at der ikke blev tilskrevet renter på kontoen. Som tidligere dokumenteret gennem bankens årsopgørelse gjorde banken hvert år ultimo året opmærksom på at kontoens udvisende var eksklusive evt. renter som banken var berettiget til. Det er således sagsøgers opfattelse at banken på intet tidspunkt opgav forliget (bilag BS) rentetilgodehavende og at kun den almindelige forældelse jfr. Renteloven betød at der efterhånden skete en forældelse af de ældste krav.

Sagsøger afviser således, at pensioneret filialdirektørs udelukkende mundtligt af sagsøgte refererer udtalelser d. 7. juli 2005 kan lægges til grund for noget som helst. Det er alene at betragte som et ubekræftet partsindlæg fra sagsøgte, savner støtte i de skriftlige aftaler mellem sagsøger og banken, og som nævnt i bankens gentagne forbehold for renter i årsudskrifterne. For god ordens skyld skal tilføjes at VS iflg. det gengivne referat ( bilag F) indledningsvis meddelte at sagen var overgivet til advokat, hvorfor det alene i bedste fald kan tages til indtægt for hans private konklusioner - ikke bankens. Sagsøger har aldrig fra Danske Bank modtaget et løfte om at kunne nøjes med at indfri hovedstolen fra 1994, hvilket ville være særdeles fordelagtigt for sagsøger. Sagsøger opfordrer derfor sagsøgte til at føre bevis for et sådant løftes eksistens, der af indlysende grunde prompte vil blive tiltrådt.

Der henvises i denne forbindelse til sagens bilag 3, nemlig det nye forlig mellem sagsøger og Danske Bank af 1. januar 2009. Af dette fremgår netop at banken pr 10. november 2008 opgør sit tilgodehavende til kr. 1.056.012,48 med tillæg af tilskrevne renter indtil 10. november 2008 på kr. 625.464,35 kr., altså alle de renter de kunne gøre gældende bagud iht. Renteloven. Det beviser med al ønskelig tydelighed at sagsøgte har uret. Danske Bank holdt sig ved oplægget til det nye forlig bilag 3) til forliget af 18. november 1994 (bilag B), hvorfor man i et og alt kan tilsidesætte filialdirektør VS personlige iagttagelse og antagelser i 2005 som refereret ovenfor. Der var ikke i mellemtiden eftergivet en krone i rente, som Danske Bank på Rentelovens grund kunne kræve.

Det er en ren fiktion, når sagsøgte udleder at forældelse af nogle af renterne kan tages til indtægt for at banken ikke har tilskrevet renterne. Med de forbehold som banken netop tog i hvert eneste årsudskrift for at kontoudskriften ikke var udtryk for bankens samlede krav, men kunne mangle renter m.v., så havde jeg ikke haft en chance, hvis jeg havde forsøgt at få banken til at anerkende, at den havde frafaldet renterne frivilligt i de tidligere år.

Bevisførelse:

Sagsøger påberåber sig de fremlagte bilag og fører ingen vidner

Sagsomkostninger

Ved udmålingen af sagsomkostninger ift. del-hovedforhandlingen er det sagsøgers opfattelse jfr. påstanden ovenfor, at del-hovedforhandlingen alene er et anerkendelsessøgsmål aftalt processuelt mellem parterne. Sagsomkostningerne skal derfor alene udmåles i forhold her til.

Der henvises til den opkrævede retsafgift.

Sagsøgte har i påstandsdokument af 13. december 2013 bl.a. anført følgende anbringender:

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har den påståede forfaldne rentegæld til Danske Bank vedrørende indkomstårene 2000 og 2002-2005. Allerede af den grund kan han ikke få fradrag for de beregnede renter, der fremgår af hans påstand.

Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at han har haft (fradragsberettigede) renteudgifter, jf. SKM2004.162.HR, og den bevisbyrde har han ikke løftet. Sagsøgeren har således ikke fremlagt nogen form for objektiv dokumentation for, at han har haft de påståede renteudgifter til Danske Bank.

Som det fremgår af SKATs telefonnotat over samtale med Danske Bank den 7. juli 2005 (bilag E), skulle der i henhold til forliget fra 1994 (bilag B) ske rentetilskrivning på sagsøgerens gæld til banken, men dette skete rent faktisk ikke. I samme forbindelse oplyste banken, at der kun var sket afdrag på hovedstolen fra 1994.

Ved brev af 8. juli 2005 (bilag F) oplyste Danske Bank endvidere, at der i hele perioden siden indgåelsen af det frivillige forlig i 1994 i alt var tilskrevet renter for kr. 200.000,- (som sagsøgeren har betalt uopfordret, og som ifølge bilag F vedrører 1997 og 1998, hvorfor de under ingen omstændigheder er relevante for nærværende sag), og at indbetalingen i 2001 af det deponerede beløb på kr. 4.240.602,49 fra salget af udlejningsejendommen blev anvendt til nedbringelse af hovedstolen ifølge det frivillige forlig fra 1994 (bilag B).

Det fremgår da også af oplysningerne om sagsøgerens indberettede gæld, at der rent faktisk ikke er tilskrevet renter på gælden i henhold til forliget fra 1994.

Det fremgår som anført af det frivillige forlig fra 1994 (bilag B), at sagsøgerens gæld pr. 18. november 1994 udgjorde kr. 5.245.548,85 (inkl. omkostninger).

De ovenfor gennemgåede oplysninger om sagsøgerens samlede indberettede gæld til Danske Bank i indkomstårene 2000-2005, jf. R 75-blanketterne, kan sammenfattes således:

 

 2000

2001 (*)

2002

2003

2004

2005

Indberettet gæld til Danske Bank, jf. R 75

 5.267.401

1.054.092

1.054.860

1.055.628

1.056.012

1.056.012

 (bilag P)

(bilag Q)

 (bilag X)

(bilag Ø)

(bilag AF)

(bilag AL)

(*) I 2001 blev der som nævnt indsat kr. 4.240.602,49 på sagsøgerens konto ... i Danske Bank, hvorved sagsøgerens gæld til banken blev nedbragt. Beløbet hidrørte fra salget af udlejningsejendommen ...1 i 1999.

Sagsøgerens gæld til Danske Bank udgjorde pr. 18. november 1994 kr. 5.245.548,85 (bilag B).

Danske Bank har for indkomståret 2000 indberettet en samlet gæld på kr. 5.267.401,-. Siden indgåelsen af forliget i 1994, var sagsøgerens gæld til Danske Bank altså kun steget med ca. kr. 22.000,-. Det er uvist hvad stigningen i gælden skyldes, men det er åbenbart, at sagsøgerens gæld ikke er blevet tilskrevet renter på kr. 975.872,- i 2000, som påstået af sagsøgeren.

I 2001 blev hovedstolen på sagsøgerens gæld som anført nedbragt med kr. 4.240.602,49, og den samlede indberettede gæld til Danske Bank i 2001 udgjorde kr. 1.054.092,-. Hvis man ser bort fra den nævnte nedbringelse af gælden, ville gælden i 2001 have været indberettet med kr. 1.054.092,- + 4.240.602,49 = kr. 5.294.694,49, svarende til en stigning i gælden på ca. kr. 27.000,- fra 2000 til 2001.

Den samlede indberettede gæld til Danske Bank udgjorde i 2002 kr. 1.054.860,- svarende til en stigning på kr. 768,- i forhold til den indberettede gæld for 2001.

Den samlede indberettede gæld til Danske Bank udgjorde i 2003 kr. 1.055.628,- svarende til en stigning på kr. 768,- i forhold til den indberettede gæld for 2002.

Den samlede indberettede gæld til Danske Bank udgjorde i 2004 kr. 1.056.012,- svarende til en stigning på kr. 384,- i forhold til den indberettede gæld for 2003.

Den samlede indberettede gæld i 2005 svarede til den indberettede gæld for 2004.

Det er uvist hvad de beskedne stigninger i gælden skyldes, men ifølge Danske Bank er gælden ikke blevet tilskrevet renter. Det må derfor lægges til grund, at stigningen i gælden ikke er udtryk for rentetilskrivninger. Det må derimod antages, at der er tale om diverse gebyrer m.v. til Danske Bank.

Sagsøgeren har for 2000 og 2002-2005 påstået sig berettiget til at foretage rentefradrag for i alt kr. 3.446.627,-. Det er under alle omstændigheder åbenlyst, at sagsøgerens gæld til Danske Bank ikke er blevet tilskrevet de af sagsøgeren påståede renter.

Sagsøgeren har i stævningen, side 3 og 4, henvist til de "Aftalemæssige forhold", der fremgår af Årsoversigt 2006 fra Danske Bank (bilag AM). Af årsoversigt for 2006 fra Danske Bank (bilag AM) fremgår følgende:

"...

Aftalemæssige forhold

Lån

...

Misligholdt fordring
Saldoen er indberettet til skattemyndighederne.

Saldoen skal eventuelt reguleres for skyldige påløbne, men ikke betalte renter samt for eventuelle omkostninger.
Det beløb, der er angivet som renteudgift, svarer til det beløb, der er indberettet til skattemyndighederne.
Bankens rentekrav kan overstige det indberettede beløb.

..."

Som anført i svarskriftet, havde de "Aftalemæssige forhold" en anden ordlyd i årsoversigterne for 2003 (bilag Å) og 2004 (bilag AG);

"...

Aftalemæssige forhold

Lån

...

Konto til inkasso
Gælden er ekskl. bankens rentekrav

..."

Der foreligger ikke dokumentation for de "Aftalemæssige forhold" for 2000, 2001, 2002 og 2005.

Sagsøgeren gør i stævningen, side 4, gældende, at Danske Bank i årsopgørelserne tog forbehold for, at den indberettede rente ikke svarede til bankens endelige rentekrav.

Det skal hertil bemærkes, at det af forliget fra 1994 (bilag B) fremgår, at hovedstolen forrentes med 12 % p.a. Som det er beskrevet og dokumenteret ovenfor, er faktum imidlertid, at Danske Bank ikke har tilskrevet renter på sagsøgerens gæld - i hvert fald ikke for så vidt angår indkomstårene 2000 og 2002-2005, som er omfattet af denne sag. Det fremgår således af sagens oplysninger - herunder oplysningerne fra Danske Bank (bilag E og F) - at Danske Bank på trods af rentevilkåret i forliget fra 1994 (bilag B) rent faktisk ikke har tilskrevet renter på sagsøgerens gæld for så vidt angår indkomstårene 2000 og 2002-2005. Realiteten er derfor, at Danske Bank har givet tidsubestemt henstand med rentebetalingerne. Uanset rentevilkåret i forliget (bilag B) har Danske Bank jo ikke tilskrevet eller opkrævet renter. Det gøres derfor gældende, at realiteten vedrørende rentevilkåret fra forliget (bilag B) er, at Danske Bank allerede ved indgåelsen af forliget - dvs. forud for renternes forfaldstidspunkt - har givet tidsubestemt henstand med rentebetalingerne. Da der allerede inden forfaldstidspunktet er givet henstand med rentebetalingerne, anses forfaldstidspunktet for udskudt, jf. TfS 1988.29 H, TfS 1999.99 Ø, TfS 2000.658 Ø og Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.11.2.6.1. Og da renterne således ikke har været forfaldne i de omhandlede indkomstår, er sagsøgeren ikke berettiget til de påståede rentefradrag, jf. ligningslovens § 5, stk. 1. Danske Bank har således først i det nye forlig fra 2009 (bilag 3) tilskrevet renter på gælden, hvilket sagsøgeren har fået fradrag for, jf. bilag AN-AO.

Det forhold at Danske Bank måtte have taget forbehold for at bankens rentekrav kunne overstige det indberettede beløb, ændrer ikke på, at banken rent faktisk ikke har tilskrevet renter på sagsøgerens gæld. Tværtimod illustrerer bankens forbehold netop, at der ikke blev tilskrevet renter på gælden. Og da banken - i givet fald - kun har taget forbehold for rentekrav, følger det allerede deraf, at renterne under ingen omstændigheder har været forfaldne (hvilket er en forudsætning for rentefradrag), før banken rent faktisk opkrævede dem (hvilket først skete ved det nye forlig i 2009, jf. bilag 3).

Skatteministeriet hverken anfægter eller tilsidesætter de indgåede frivillige forlig - herunder rentevilkårene - fra 1994 (bilag B) henholdsvis 2009 (bilag 3). Rentevilkåret i forliget fra 1994 (bilag B) berettiger imidlertid ikke sagsøgeren til rentefradrag, da banken rent faktisk ikke har tilskrevet renter på sagsøgerens gæld. Sagsøgeren har derfor ikke haft de påståede forfaldne renteudgifter i de omhandlede indkomstår.

For så vidt angår det nye forlig fra 2009 (bilag 3) fremgår det, at sagsøgerens restgæld (dvs. hovedstolen) pr. 10. november 2008 udgjorde kr. 1.056.012,48. Det svarer i øvrigt fuldstændigt til hovedstolen i 2004 og 2005, jf. bilag AF og AL, samt svarskriftet, side 13.

Det fremgår videre af forliget fra 2009 (bilag 3), at Danske Bank har tilskrevet renter indtil den 10. november 2008 på i alt kr. 625.464,35., hvilket sagsøgeren som anført har fået rentefradrag for. Det fremgår således af sagsøgerens brev af 7. januar 2011 (bilag AN), at han i 2009 bl.a. selvangav renteudgifter til Danske Bank for perioden indtil 20. november 2008 med kr. 625.464,35 (svarende til det nye forlig, jf. bilag 3). Ved afgørelse af 5. juli 2011 godkendte SKAT det selvangivne rentefradrag (bilag AO).

Sagsøgeren har i replikken, side 2, oplyst følgende vedrørende det nye forlig fra 2009 (bilag 3):

"...

Her erkendte banken at tidligere renter var tilskrevet, men forældede i et vist omfang. Man krævede imidlertid så meget rente man kunne iht. Lov om Forældelse og Skat anerkendte fradrag for denne rente.

..."

Det skal hertil bemærkes, at det ikke af forliget (bilag 3) fremgår, at banken "erkendte [...] at tidligere renter var tilskrevet".

De i forliget fra 2009 (bilag 3) opgjorte renter på kr. 625.464,35 er altså ifølge sagsøgerens egne oplysninger udtryk for, at Danske Bank har anset renter derudover for at være forældede. Den omstændighed at Danske Bank har anset yderligere rentekrav for at være forældede illustrerer netop, at banken ikke før 2009 har tilskrevet renter på gælden.

De tilskrevne renter på kr. 625.464,35, jf. bilag 3, er således udtryk for den samlede rentetilskrivning på sagsøgerens gæld til Danske Bank (ud over et beløb på kr. 200.000,-, som vedrører indkomstårene 1997 og 1998, og som derfor ikke er relevante for nærværende sag, jf. svarskriftet, side 12), idet der ikke tidligere er tilskrevet/opkrævet renter, og idet yderligere renter udover de kr. 625.464,- er anset for at være forældede. Denne rentetilskrivning på kr. 625.464,- omfatter dermed også indkomstårene 2000 og 2002-2005.

Da Danske Banks samlede rentetilskrivning på sagsøgerens gæld altså kun udgør kr. 625.464,- (idet yderligere renter er forældede), da denne rentetilskrivning også omfatter indkomstårene 2000 og 2002-2005, og da sagsøgeren allerede har fået rentefradrag herfor, er han under alle omstændigheder ikke berettiget til de påståede yderligere rentefradrag. Sagsøgeren kan således ikke få fradrag for ikke tilskrevne, uforfaldne renter vedrørende 2000 og 2002-2005, som endda er forældede.

Det gøres på den baggrund gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til de påståede rentefradrag, allerede fordi han ikke har haft den påståede forfaldne rentegæld til Danske Bank.

Sagsomkostninger

Ved udmålingen af sagens omkostninger bør henses til sagens betydelige omfang og til, at sagsøgeren har påstået sig berettiget til rentefradrag for i alt kr. 3.446.627,-, hvorfor sagens økonomiske værdi kan opgøres til ca. kr. 1.148.875,- svarende til den skattemæssige værdi heraf (ca. 1/3).

Rettens begrundelse og afgørelse

Under denne sag skal retten tage stilling til, hvorvidt sagsøger er berettiget til at foretage fradrag for renteudgifter til Danske Bank med 975.875 for indkomståret 2000 og 617.688 kr. for hvert af indkomstårene 2002-2005

Efter ligningslovens § 5, stk. 1 kan renteudgifter vedrørende gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder.

Sagen handler om, hvorvidt Danske Bank i de omhandlede indkomstår rent faktisk har tilskrevet renter og om, hvorvidt Danske Bank de facto har givet tidsubestemt henstand med rente betalingerne forud for renternes forfaldstid.

Af det frivillige forlig som sagsøger indgik med Danske Bank fremgår det at hovedstolen på 5.245.548,85 kr. skulle forrentes fra og med den 18. november 1994 med en rente på 12 % p.a.

Retten må efter det foreliggende konstatere, at Danske Bank, som anført af sagsøgte, uanset rentevilkåret i forliget rent faktisk ikke har tilskrevet eller afkrævet renter på gælden siden sagsøger indgik forliget, og således heller ikke i de omhandlede år 2000 og 2002 - 2005.

I 2001 blev der indsat et beløb på 4.240.602 kr. Beløbet stammede fra salg af en af sagsøgers ejendomme, og beløbet blev efter de foreliggende oplysninger afskrevet på restgælden i Danske Bank, hvilket ligeledes understøtter, at der ikke er tilskrevet renter eller afkrævet renter på gælden.

Retten finder under disse omstændigheder, at Danske Bank som anført af sagsøgte allerede ved forligets indgåelse og forud for renternes forfaldstid har givet en tidsubestemt henstand med rentebetalingen og at forfaldstiden for rentebetalingen herefter er udskudt. Da det ikke findes godtgjort at renterne har været forfaldne i de omhandlede indkomstår, er sagsøger ikke berettiget til de påståede rentefradrag.

Det forhold, at Danske Bank har taget forbehold for, at bankens rentekrav kunne overstige det indberettede beløb, ændrer ikke på at banken rent faktisk ikke har tilskrevet renter på sagsøgers gæld. Som anført af sagsøgte illustrerer forbeholdet netop, at der ikke er blevet tilskrevet renter på gælden og da banken i givet fald kun har taget forbehold for rentekrav, følger det allerede deraf, at renterne under ingen omstændigheder har været forfaldne før banken rent faktisk krævede renter, hvilket først skete ved det nye forlig i 2009. Under henvisning til det af sagsøgte anførte vedrørende forliget fra 2009 og de deri beregnede renter, som sagsøger har fået fradrag for, godtgør det ikke, at der er tilskrevet renter forud for dette forlig.

Sagsøger har derfor ikke godtgjort at renterne har været forfaldne og at betingelserne for opnå rentefradrag vedrørende gælden til Dansk Bank for de omhandlede år er opfyldt. Sagsøgte frifindes derfor allerede af den grund for sagsøgers påstand.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt et passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand og til dækning af øvrige omkostninger på 100.000 kr. Retten har ved fastsættelsen taget hensyn til sagens værdi angivet til 1.148.875, forløb og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes

Sagsøger A skal inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, betale sagens omkostninger med 100.000 kr.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter