Dato for udgivelse
21 May 2014 08:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
07 Mar 2014 13:25
SKM-nummer
SKM2014.374.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Lyngby, BS 156-1189/2013
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fradrag
Emneord
Konsulentbistand, faktura, dokumentation, fakturakrav
Resumé

I forbindelse med en kontrol af sagsøgerens ansættelse for indkomståret 2010 konstaterede skattemyndighederne, at sagsøgeren havde selvangivet et fradrag for købsmoms på kr. 46.000,-, uden at han kunne fremvise dokumentation for det pågældende fradrag. Skattemyndighederne forhøjede på den baggrund sagsøgerens momstilsvar med kr. 46.000,-.

Overordnet oplyste sagsøgeren, at fradraget vedrørte køb af konsulentbistand i forbindelse med en IT-forundersøgelse. Han fremlagde blandt andet en faktura fra konsulentselskabet, regnskabsbilag og en IT-forundersøgelsesrapport. Både for Landsskatteretten og for byretten var der en række uoverensstemmelser mellem fakturaen, den bogføringsmæssige behandling af fakturaen, det udførte arbejde samt selve betalingen af fakturaen. På dagen for hovedforhandlingen fremlagde sagsøgeren et nyt aftalegrundlag samt overførselskvitteringer fra konsulentselskabet.

Henset til den stedfundne bevisførelse, herunder navnlig vidneforklaringerne og overførselskvitteringerne fra konsulentselskabet, samt det forhold, at Skatteankenævnet havde godkendt et skattemæssigt fradrag for den pågældende faktura, fandt retten det godtgjort, at konsulentselskabet havde udført et arbejde for sagsøgeren, og at han havde betalt for det udførte arbejde i overensstemmelse med den fremlagte faktura. Sagsøgeren fik derfor medhold i, at hans momstilsvar skulle nedsættes med kr. 46.000,- i indkomståret 2010.

Reference(r)

Momsloven § 37, stk. 1
Momsloven § 37, stk. 2, nr. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 D.A.11.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 D.A.11.1.6.2


Parter

H1 v/ A
(Adv.fm. Trine Svenstrup)

mod

Skatteministeriet     
(Kammeradvokaten v/ adv.fm. Mathias Trabjerg Knudsen)

Afsagt af byretsdommer

Jette Christiansen

Sagens baggrund og parternes påstande 

Sagen, der er anlagt den 2. juli 2013 angår prøvelse af Landsskatterettens kendelse af 2. april 2013. Ved kendelsen blev H1 v/A´s momstilsvar for indkomståret 2010 forhøjet med kr. 46.000,-.

H1 v/A har endelig nedlagt påstand om, at H1 v/A´s momstilsvar for indkomståret 2010 nedsættes med kr. 46.000.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen 

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a. stk. 2. Forklaringerne er dog gengivet.

Af Landsskatterettens kendelse af 2. april 2013 fremgår følgende:

"...

Landskatterettens afgørelse

SKATS afgørelse stadfæstes 

Møde mv.

Virksomhedens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler. Repræsentanten har tillige haft lejlighed til at udtale sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Sagens oplysninger

Virksomheden har siden 1997 beskæftiget sig med computerprogrammering og rådgivning herom. Virksomheden er personligt drevet af A (indehaveren). Ifølge udskrift fra SKAT vedrørende momsangivelser, har virksomheden fratrukket 46.000 kr. i købsmoms.

SKAT har i forbindelse med gennemgang af indehaverens selvangivelser konstateret, at virksomhedens opgjorte resultat ikke var selvangivet. Derfor anmodede SKAT indehaveren om regnskaber og kontospecifikationer for virksomheden. Herefter anmodede SKAT om diverse konkrete bilag, men modtog ikke nogen og traf derfor afgørelse på det foreliggende grundlag.

Ifølge virksomhedens bogføring, er der med bogføringsdato d. 15. oktober 2010 fratrukket et køb med teksten "G1" på i alt 230.000 kr., hvoraf moms udgør 46.000 kr. Beløb uden moms er 184.000 kr. Der er ikke angivet et fakturanr. Der foreligger ingen bogføring af betalingen. Der ses at være tale om en registrering i et regneark, og ikke en egentlig bogføring. SKAT har nægtet moms, idet der ikke forelå en faktura.

I forbindelse med klagen til Landsskatteretten har repræsentanten indsendt en faktura fra G1 ApS, faktura nr. 2010-01 på 287.500 kr., hvoraf moms er opgjort til 57.500 kr. Beløb uden moms er 230.000 kr. Ifølge faktura er der tale om "IT forundersøgelse". Betalingsbetingelser er "Forfaldsdato 21. oktober 2010". Samtidig er der vedlagt kontoudtog for indehaverens personlige bankkonto, for perioden 1. oktober - 31. december 2011 og perioden 1. - 30. september 2011. Det fremgår, at der den 15. oktober 2010 er hævet 230.000 kr. med teksten "G1", samt d. 19. september 2011 hævet 57.500 kr. med teksten "H1".

SKATs afgørelse

Virksomhedens momstilsvar for 2010 er forhøjet med 46.000 kr., vedrørende nægtet fradrag for køb af konsulentbistand på 46.000 kr.

Bilag er ikke modtaget, hvorfor der nægtes fradrag, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT udtalt, at:

"...

Som dokumentation for at der er sket levering til x-skole har klagerens repræsentant den 3. oktober 2012 fremsendt 4 fakturaer, hvor H1 fakturerer x-skolen for udført arbejde. Der er tale om 1 faktura vedrørende et IT-kursus leveret den 25. januar 2010 (faktura nr. 1058) og 3 fakturaer vedrørende levering af IT-forundersøgelse (faktura nr. 1060, 1061 og 1062). Det fremgår, at levering af IT-forundersøgelse har fundet sted i 3 omgange henholdsvis den 15. december 2009, den 15. januar 2010 og den 15. februar 2010.

Klagerens repræsentant anfører at der er sket levering den 24. november 2010. Der er efter SKATS opfattelse ikke fremlagt dokumentation for denne påstand.

Af x-skolens Forundersøgelsesrapport - e-læring, v.1.0., kap. 1.1. fremgår, at forundersøgelsen indgår som grundlag i udarbejdelse af forundersøgelsesrapporten. Forundersøgelsesrapporten er dateret den 24. november 2010.

Som sagen er oplyst må det lægges til grund, at den sidste levering af forundersøgelse til x-skolen er sket 15. februar 2010.

Klagerens repræsentant oplyser, at H1 benyttede sig af underleverandører til levering af forundersøgelsen til x-skolen og fremsender som dokumentation herfor aftale indgået den 15. oktober 2010 med G1 ApS, CVR ... samt faktura nr. 2010-01 i alt 287.500 kr./ heraf moms 57.500 kr. udskrevet samme dato fra.

Vedrørende G1 ApS, CVR ... bemærkes, at selskabet er stiftet den 15. oktober 2010. Selskabets stiftelsestidspunkt er således sammenfaldende med tidspunktet for indgåelse af den fremlagte aftale samt udstedelse af faktura for arbejdets udførelse.

Faktura nr. 2010-01 i alt 287.500 kr./heraf moms 57.500 kr. opfylder efter SKATS opfattelse ikke betingelserne i momsbekendtgørelsens § 40, da fakturaen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, herunder er der ikke fremlagt anden form for dokumentation, fx beskrivelse af opgaven, produkt/udbytte af opgaven, herunder en egentlig aftale hvor købet er nærmere specificeret. Hertil kommer, at faktura nr. 2010-01 hverken ses at være bogført eller betalt.

Det er herefter SKATS opfattelse, at det ikke er dokumenteret, at H1 har modtaget momspligtige leverancer i henhold til den fremlagte faktura fra G1 ApS.

Afslutningsvis bemærkes, at den påklagede ansættelse alene vedrører et køb på 230.000kr. heraf moms 46.000 kr.

H1 har den 15. oktober 2010 bogført 230.000 kr./ heraf moms 46.000 kr. som konsulentbistand udført af G1. Beløbet er ifølge den fremlagte bankudskrift samme dag overføret til G1. SKAT har ved afgørelse af 13. februar 2012 nedsat virksomhedens momsfradrag med 46.000 kr., som følge af manglende dokumentation.

..."

Virksomhedens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at momstilsvaret nedsættes med 57.500 kr.

Der er ikke angivet for meget købsmoms, idet der er tale om en erhvervsmæssig driftsomkostning, der er afholdt som et led i driften for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, hvorfor der er fradrag. Idet der nu foreligger dokumentation i form af faktura, må der være fuld fradrag for moms i forbindelse med køb af varer og ydelser, som vedrører den momspligtige virksomhed. Betingelser om at køber skal være momsregisteret, købet skal være momsbelagt, og at købet skal vedrøre de momspligtige aktiviteter er alle opfyldt, hvorfor moms på 57.500 kr. vedrørende køb af IT fra G1 ApS kan fratrækkes.

Da fakturaen er af en vis størrelse, har virksomheden og GK indgået aftale om, at fakturaen betales over to gange.

Under sagens behandling i Landsskatteretten er det videre i mail af 4. oktober 2010 oplyst, at:

"...

Hermed fremsendes følgende:

-

Organisationsplan

-

Ideer i skitser

-

IT forundersøgelses rapport

-

Aftale indgået mellem G1 ApS og H1 v/A

              

Samt vor redegørelse:

-

IT forundersøgelsen blev godkendt d. 24. november 2010. Rapporten viser således, at der er sket levering af produktet.

-

Hvad er der leveret - der er vedhæftet en IT forundersøgelsesrapport.

-

Hvornår er der leveret - Forundersøgelsen blev godkendt d. 24. november 2010.

-

G1 ApS har udført IT forundersøgelsen.

...

Herudover vedhæftes fire fakturaer - H1 fakturerer x-skolen. Da der var tale om et stort projekt benyttede H1 sig af en underleverandør, G1 ApS. G1 ApS sendte d. 15. oktober 2010 en faktura for arbejde, som skulle udføres i oktober og november 2010. Aftalen mellem de to parter er ligeledes vedhæftet.

..."

Endelig er det som kommentarer til kontorindstilling fra Landsskatteretten anført, at opgaven for x-skolen var et stort projekt, jf. også rapporten, hvorfor virksomheden benyttede sig af en underleverandør, i form af en it-forundersøgelse med henblik på udvikling af et e-learning værktøj. Virksomheden har gennemført en række møder med x-skolen, herunder interviews med skolen, men G1 ApS har udført resten af opgaven.

Den daglige registrering i virksomheden er sket i et regneark, og den egentlige bogføring er foretaget i C 5, som fremlægges. Her fremgår det bl.a., at virksomheden havde en gæld til G1 ApS pr. 31. december 2010 på 57.500 kr. Det fremgår, at virksomheden har overført 230.000 kr. til G1 ApS d. 15. oktober 2010 og 57.500 kr. d. 19. september 2011. Ifølge aftale mellem virksomheden og G1 ApS fremgår det, at betalingsbetingelser er 184.000 kr. ved aftalens indgåelse og 46.000 kr. ved godkendelse.

Der er samtidig fremlagt kontospecifikation fra G1 ApS, hvor det fremgår at indehaveren har betalt 230.000 kr. d. 18. oktober 2010, samt 57.500 kr. d. 20. september 2011.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af momslovens § 37, stk. 1 og 2 bl.a.:

"...

Virksomheder registreret efter § 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.

Stk.2. Den fradragsberettigede afgift er

1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, ...

..."

Det fremgår af momsbekendtgørelsens 40, stk. 1, at:

"...

Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 47 indeholde:

1)

Udstedelsesdato (fakturadato).

2)

Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen.

3)

Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.

4)

Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.

5)

Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.

6)

Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.

7)

Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.

8)

Gældende afgiftssats.

9)

Det afgiftsbeløb, der skal betales.

..."

Det følger af EF-domstolens praksis - herunder afgørelsen i sag C-230/94 Renate Enkler, præmis 24 - at det påhviler den, der anmoder om momsfradrag at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt.

Hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse, således at virksomheden har betalt for lidt i afgifter mv. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb. Dette fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 1.

Det fremgår af bogføringslovens § 4, at

"...

Ved transaktionssporet forstås den sammenhæng, der er mellem de enkelte registreringer og den bogføringspligtiges årsregnskab, skatte- eller afgiftsopgørelse, tilskudsregnskab eller tilsvarende regnskabsopstilling, der skal udarbejdes i henhold til lovgivning.

Stk. 2. Ved kontrolsporet forstås de oplysninger, der dokumenterer registreringernes rigtighed.

..."

Det fremgår af bogføringslovens § 7, at

"...

Alle transaktioner skal registreres nøjagtigt under hensyn til virksomhedens art og omfang. Herunder skal transaktionerne registreres snarest muligt efter, at de forhold foreligger, der er grund til registreringerne. En virksomhed, der på grund af art og omfang ikke er i stand til at registrere køb eller salg, kan i stedet registrere på grundlag af daglige kasseopgørelser.

Stk. 2. Registreringerne skal så vidt muligt foretages i den rækkefølge, som transaktionerne er foretaget i. Registreringerne skal henvise til de tilhørende bilag og indeholde oplysninger, der gør det muligt at bestemme den enkelte registrerings tidsmæssige placering i bogføringen.

Stk. 3. Registreringerne skal, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger.

(...)

..."

Det følger af bogføringsvejledningen, udarbejdet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, afsnit 5.1, om tidspunkt for registrering af transaktioner, under overskriften "Nøjagtigt og snarest muligt", bl.a. at:

"...

Virksomheden skal registrere alle transaktioner nøjagtigt i sin bogføring, jf. lovens § 7, stk. 1. Registreringen skal ske snarest muligt efter, at de handlinger og hændelser, der skal registreres, forekommer, jf. samme paragraf. Dvs., at bogføringen skal være fuldstændig og korrekt med hensyn til transaktionernes kontering, datering og beløb.

Hovedregel: snarest muligt uden hensyn til tidspunktet for betalingen.

Det ligger i ordene "snarest muligt", at det ikke er tilladt at udskyde registreringerne af transaktionerne til senere betalingstidspunkter, medmindre virksomheden på grund af art eller omfang normalt registrerer ved betaling eller ikke er i stand til at registrere de enkeltvise salgs- og købstransaktioner på transaktionstidspunktet eller umiddelbart efter.

..."

Videre følger det af samme vejledning, afsnit 5.4, om afstemninger, bl.a. at:

"...

I det omfang, det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, skal virksomheden afstemme registreringerne med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdning.

Afstemningerne skal sikre, at registreringerne i bogføringen er aktuelle, og at der ikke foreligger transaktioner, som endnu ikke er registreret.

(...)

Sker der dagligt i virksomheden mange ind- og udbetalinger, indebærer kravet om afstemning, at der skal foretages en daglig afstemning af kasse- og likvidbeholdningen.

..."

Som sagen foreligger oplyst for Landsskatteretten findes det ikke i tilstrækkeligt grad godtgjort, at virksomheden har modtaget momspligtige leverancer i henhold til den fremlagte faktura fra G1 ApS, hvorfor virksomheden ikke har fradrag for købsmoms, jf. omkostning til konsulentbistand på 230.000 kr. inkl. moms, hvoraf virksomheden har fratrukket 46.000 kr. i købsmoms, jf. momslovens § 37, stk. 1, og stk. 2, nr. 1.

Der er herved især lagt vægt på, at virksomheden har fratrukket omkostninger, uden at der forelå grundbilag i form af faktura. Efter at SKAT har truffet afgørelse, er der ved sagens behandling i Landsskatteretten løbende modtaget diverse oplysninger. Det efterfølgende udleverede materiale dokumenterer eller sandsynliggør ikke virksomhedens påstand. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at modtaget faktura fra G1 ApS på 287.500 kr. inkl. moms, hvoraf moms udgør 57.500 kr., ikke stemmer overens med angivet købsmoms på 46.000 kr., ligesom fakturaen heller ikke ses betalt af virksomheden, jf. modtaget kopi af indehaverens private bankkonto, hvor der med et års mellemrum er hævet henholdsvis 230.000 kr. og 57.500 kr. med teksten "Ovf til G1" og "H1".

SKAT's afgørelse stadfæstes derfor.

For så vidt angår det anførte om, at momstilsvaret skal nedsættes med 57.500 kr., bemærkes, at Landsskatteretten alene kan tage stilling til forhold omfattet af den påklagede afgørelse, hvor SKAT har nedsat momstilsvaret vedrørende købsmoms på 46.000 kr.

..."

Forklaringer 

A forklarede, at han er uddannet cand.merc. med datalogi som speciale. Han har arbejdet som IT-konsulent siden 1997 med programmeringsopgaver. Han har stiftet en række IT-virksomheder, herunder en virksomhed som blev børsnoteret i 2012. IT-rådgivning spænder meget bredt. Han sidder i nok 15 forskellige bestyrelser i forskellige typer selskaber. Op til finanskrisen investerede han også i ejendomme i bl.a. Thailand og Tyskland. I forbindelse med finanskrisen frøs han sine ejendomsprojekter, og kastede sig i stedet over IT-investering.

I 2009 udførte han IT-rådgivning for x-skolen. Han skulle udføre et projekt om E-learning. Han har tidligere udført et projekt om E-learning. Det var for en kommune. GK kontaktede ham i slutningen af 2009 om muligheden for et projekt på x-skolen. Det var GK, som på det tidspunkt havde kontakten til x-skolen. GK bad ham om at tage kontakt til LC fra x-skolen. Han tog kort efter kontakt til LC. Det var herefter ham, som havde kontakten til x-skolen, men vidnet havde allerede i foråret 2010 drøftelser med LC og GK om, at GK skulle tage over, da han ikke selv havde tid. Han havde selv lavet nogle skitser til projektet, da GK overtog det videre arbejde, herunder mødeaktivitet. Han måtte inddrage GK og G1 i opgaveløsningen, da projektet blev fremskyndet. Han spurgte GK, om GK kunne være underleverandør. Da han henvendte sig til GK var selskabet G1 ikke stiftet. GK fandt projektet interessant. Personligt var han sådan set ikke selv interesseret i at gå ind på e-learning området, og når han påtog sig opgaven, så var det fordi, at han var interesseret i indtjeningen.

X-skolen blev orienteret om, at GK blev inddraget i projektet, men x-skolen ville gerne have, at A selv "frontede" opgaven. Opgaven til x-skolen blev afleveret i slutningen af 2011. Det er rigtigt, at rapportens første udkast er dateret den 24. november 2010, som det fremgår af bilag 9. Projektet kom først rigtigt i gang i slut foråret i 2010. Der var en masse opfølgning i slutningen af 2010 og begyndelsen af 2011. H1´s fakturaer til x-skolen er fra den 25. januar 2010 og 12. februar 2010, men det ses ofte, at virksomheder betaler forud for at være sikker på at få gennemført projektet. I dette tilfælde var det vist penge fra budgettet fra 2009, som skulle bruges. Ved fakturaerne af 12., 16. og 18. februar 2010 blev der betalt for den skriftlige rapport, som er fremlagt under denne sag. Rapporten blev betalt i 3 rater.

Hans hustru betaler alle hans regninger og står også for bankoverførsler. Det er hustruen, som har overført beløb til G1 i to rater. Der var en mundtlig aftale med GK om, at der først skete betaling af 80 % af det samlede beløb på 230.000 kr. med tillæg af moms - i alt 287.500 kr. - i henhold til G1´s faktura af 15. oktober 2010. De resterende 20 % skulle først betales, når der var en endelig godkendelse fra kunden. Det er baggrunden for, at der skete betaling af 230.000 kr. den 15. oktober 2010. Det resterende beløb på 57.500 kr. blev betalt den 20. september 2011, som det fremgår af G1´s kontoudtog, som er fremlagt under hovedforhandlingen i dag. Det er rigtigt, at fakturaen af 15. oktober 2010 blev betalt før forfaldstid den 21. oktober, men det var fordi, at GK havde forpligtelser i forhold til folk, som GK havde hyret ind til opgaven. Hans hustru har stavet firmanavnet forkert i forbindelse med overførslen. Hustruen har skrevet: "G1" ved posteringen den 15. oktober 2010 og "H1" i forbindelse med posteringen den 19. september 2011. Hans hustru må have hørt forkert. Hustruens fejl går videre i kladden, hvor hustruen konsekvent omtaler G1 forkert.

Selskabet H1 blev stiftet helt tilbage i 1997 under hans studietid - og alle selskabets konteringer går over hans private bankkonto. G1 blev stiftet samme dag den 15. oktober 2010, hvor der skete fakturering, men samarbejdet var startet forinden. Det er hans indtryk, at GK ikke fik lavet papirarbejdet med selskabet før den 15. oktober 2010. G1 vidste, at han først kunne fakturere, når han havde et CVR-nummer.

Han indberettede 46.000 kr. i moms i 2010, selvom den samlede moms udgjorde 57.500 kr., hvilket var en revisorfejl, og det var baggrunden for, at revisor i 2010 indberettede med det resterende beløb på 11.500 kr. i 2011. Der er ikke verserende skattesag.

x-skolen ville gerne have en platform for at de respektive studerende kunne køre e-learning, og der var drøftelser om, hvordan dette bedst muligt kunne laves. Det var aftalen, at der skulle laves en rapport, som så efterfølgende blev udarbejdet af GK og en af GK´s ansatte.

Der blev lavet nogle tillæg til rapporten i forhold til den rapport, som er fremlagt under denne sag. Han gennemgik rapporten, men han kan ikke huske præcis hvornår. Han tror, at det var i efteråret 2010. Det er H1, som afleverede opgaven, selvom skolen godt vidste, at det var GK, der havde udarbejdet den. Det skyldes, at han er et "kendt navn", når man taler om e-learning. Han var godt klar over, at GK ikke havde stiftet noget selskab, da GK gik i gang, men det blev gjort klart overfor x-skolen, at GK ville oprette et selskab. Vidnet tjekkede ikke op herpå. Det var ikke på tale, at GK skulle ansættes i H1 i anledning af opgaveløsningen. GK havde mange andre selskaber. Han har aldrig haft andre ansatte i hans personlige selskab ud over ham selv.

Der blev indgået en mundtlig aftale mellem ham og GK i foråret 2010, og der blev nedskrevet en aftale skriftligt ad to omgange. Bilag 8 blev underskrevet den 15. oktober 2010 af dem begge. Den første aftale af 1. maj 2010 blev aldrig underskrevet af vidnet, men det var en ren forglemmelse.

I forbindelse med SKATs kontrolsag fremsendte han kun et regneark, men ikke de skriftlige aftaler mellem H1 og G1. Han deltog desværre ikke i mødet med SKAT, hvor han havde travlt. Revisoren manglede en del bilag, og først da han selv begyndte at bruge tid på sagen, fandt han bilag frem. Han kontaktede revisor på ny, og sendte selve regnskabet og bogføringen, og fakturaen.

Der blev i sin tid også indgået en skriftlig aftale med x-skolen, men den er ikke fremlagt.

Foreholdt, at G1 ApS først blev stiftet den 15. oktober 2010, men at den ene aftale er underskrevet den 1. maj 2010. Han kan ikke forklare baggrunden for, at aftalen dateret 1. maj er påført et CVR-nummer som først er genereret den 15. oktober 2010 i forbindelse med stiftelsen.

GK forklarede, at han er kandidat i statskundskab. Han har tidligere arbejdet for bl.a. ... . For 10 år siden startede han som IT-iværksætter. Han er i dag direktør og founder i et IT-selskab. Han kender A fra et af vidnets første firmaer, hvor han var ved at starte et selskab op i Frankrig. De har sparret sammen om forretninger siden.

I 2009 havde han kontakt til x-skolen i forbindelse med et projekt. På et tidspunkt blev der tale om et større projekt om en IT-forundersøgelse, som vidnet imidlertid ikke selv havde de fornødne kompetencer til. Vidnet tilbød A denne opgave. A fik imidlertid travlt og henvendte sig til vidnet for at få vidnet til at udføre opgaven. Vidnet udførte opgaven, men det var stadig A, som afleverede opgaven til x-skolen. x-skolen vidste, at vidnet tog over hvad angår opgaveløsningen. Vidnet tror, at vidnet og A talte sammen forår- forsommer 2010, hvorefter vidnet tog over. G1 ApS blev først stiftet den 15. oktober 2010. Vidnet havde mange projekter, og det vigtigste for vidnet var at få opgaven løst, men han havde hele tiden sagt, at han ville oprette et selskab til opgavens løsning. Det er hans revisor, som tager sig heraf. Fakturaen kunne først sendes efter selskabets stiftelse.

Opgaven blev afleveret til x-skolen efter nogle udkast og rettelser. Der var også noget om formatet. Vidnet mener, at opgaven var afleveret, da han sendte fakturaen, men han er ikke helt sikker. Fakturaen blev betalt i to rater i 2010 og 2011, og denne ordning baserede sig på en aftale mellem A og vidnet. Sidste rate skulle først betales, når der var vished for, om skolen havde bemærkninger eller andet til rapporten. A havde allerede udført noget arbejde på projektet, da vidnet overtog opgaven. A var ikke tovholder på opgaven. Det var vidnet, som udførte opgaven - efter at have fået et opdrag/input af A. Herefter var vidnet selv i stand til at få opgaven i mål.

Der blev indgået en skriftlig aftale mellem G1 ApS og H1. Revisor så på aftalen i forbindelse med regnskabet, og herefter blev der skrevet en ny aftale. Forevist de to aftaler, som er fremlagt i sagen, forklarer vidnet, at der ikke findes andre end de to nævnte aftaler. Vidnet mener, at det er tilføjelsen i sidste afsnit i bilag 8, som revisor krævede tilført. Aftalen blev indgået den 1. maj 2010. Han havde først et CVR-nummer den 15. oktober, og vidnet er enig i, at aftalen først kan være skrevet, da CVR-nummeret var kommet.

LC forklarede, at han var ansat som uddannelseschef på x-skolen i 2010. Han husker forundersøgelsesrapporten, som nok blev leveret i slutningen af 2010 eller begyndelsen af 2011. Han indgik aftalen på vegne af x-skolen med A. Det var et større udviklingsprojekt.

Forundersøgelsesdelen var en stor opgave, og man indhentede tilbud inden der blev indgået aftale med A´s firma. Vidnet havde et perifert kendskab til A og vidste, at A havde arbejdet med en sådan opgavetype før. Der skulle laves en IT-løsning til skolens elever. A fakturerede før levering af ydelsen, og det skyldtes bl.a., at der var afsat midler til opgaven på budgettet. GK blev inddraget på et tidspunkt, hvor A ringede og fortalte, at han havde fået en masse opgaver. A foreslog, at en anden tog sig af "rugbrødsarbejdet", men at A stadig var ansvarlig. Vidnet havde det fint hermed. Der blev ikke holdt møder med GK om kontrakten, men skolen talte med GK om indhold mv. Første udkast til rapporten forelå først relativt kort tid før aflevering. G1 har været brugt til andre projekter, men det var nok senere i 2011 - 2012.

Parternes synspunkter 

H1 har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvoraf fremgår:

"...

Anbringender:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der er fuld fradragsret for den modtagne ydelse, hvorfor sagsøgers momstilsvar skal nedsættes med 57.500 kr. for indkomståret 2010.

Skatteankenævnet har i sin afgørelse af 21. december 2012, bilag 5, godkendt fradrag for de afholdte konsulentydelser, hvorfor der ikke er tvivl om, at ydelsen er en driftsomkostning omfattet af statsskattelovens § 6, litra a.

Både sagsøger og G1 ApS er afgiftspligtige personer omfattet af momslovens § 3.

Afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, har pligt til at anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Denne pligt indtræder, når det er åbenbart, at den årlige afgiftspligtige omsætning vil komme til at overstige 50.000 kr., jf. momslovens § 47, stk. 1.

Alene den aftale, der er indgået med x-skolen medfører, at både sagsøger og G1 ApS er forpligtet til at lade sig registrere. Denne pligt er opfyldt af begge parter.

Den aftalte ydelse er ikke er fritaget for moms efter momsloven § 13, og udgør altså en momspligtig leverance, hvorfor parterne også har selvangivet henholdsvis købs- og salgsmoms på kr. 57.500 for indkomståret 2010.

Den momspligtige leverance er bestilt af, betalt af og leveret til sagsøger, og sagsøger er derfor berettiget til at fradrage momsen, jf. momslovens § 37.

Den momspligtige leverance er anvendt til brug i virksomheden og er så unik, at denne alene kan anvendes i forbindelse med det arbejde, der er udført for x-skolen.

Ifølge momslovens § 23, stk. 1 og 2, indtræder momspligten på det tidspunkt, hvor der sker levering af varen. Såfremt der udstedes en faktura i sagen, anses levering imidlertid for sket på det tidspunkt, hvor fakturaen udstedes, når dette sker inden eller snarest efter leverancens afslutning.

Fakturaen er udstedt den 15. oktober 2010, hvorved momspligten utvivlsomt indtræder i 2010. Det uden betydning for sagen, at fakturaen betales i 2 rater den 15. oktober 2010 og igen den 19. september 2011, jf. momslovens § 23, stk. 2 modsætningsvis.

Det fremgår af sagsøgers regnskab, at fakturaen er bogført korrekt, jf. bilag 7.

Det fremgår endvidere af bilag 2, 3 og 10, at beløbet er overført til G1 ApS, og der forbeholdes under hovedforhandlingen, at fremlægge yderligere dokumentation for, at G1 ApS har modtaget første rate den 15./16. oktober 2010.

Af bilag 2 og 3 fremgår det endvidere, at overførslerne er mrk. "G1". Det faktum, at sagsøger ikke har fået skrevet og/ eller stavet sin aftalepartners navn korrekt er en åbenbar fejl og uden betydning for sagens materielle behandling.

Den udstedte faktura, jf. bilag 6, opfylder endvidere momsbekendtgørelsens krav, jf. § 40, stk. 1, om fakturadato, fortløbende fakturanummer, virksomhedens registreringsnummer, virksomhedens og købers navn og adresse, hvilken ydelse der er leveret, ligesom afgiftsgrundlaget, afgiftssatsen og det afgiftspligtige beløb er angivet på fakturaen.

Det fremgår af fakturaen, at leverancen er en "IT Forundersøgelse". Da der er tale om en yderst omfattende ydelse har det ikke været muligt i fakturaen nærmere at specificere den leverede ydelse, idet det dog via fakturaen er muligt at identificere den leverede ydelse.

Ydelsens omfang og leveringstidspunkt er endvidere beskrevet i forundersøgelsesrapporten samt i aftaledokumentet parterne imellem, jf. bilag 8 og 9, hvorfor fakturaen opfylder momsbekendtgørelsen i sin helhed, herunder momsbekendtgørelsens § 61, stk. 2, hvoraf det fremgår, at ethvert dokument eller enhver meddelelse, der specifikt og utvetydigt ændrer eller henviser til den oprindelige faktura, sidestilles med en faktura.

Nærværende sag skal afgøres på baggrund af de oplysninger og beviser, der foreligges for byretten, og sagsøger har med fremlæggelse af bilag 1-10 løftet bevisbyrden for, at sagsøgers påstand om momsfradrag er særdeles berettiget og sagsøgtes påstand helt uholdbar.

Hvorvidt der er fremlagt bilag under SKATs behandling af sagen er uden betydning for sagens prøvelse ved byretten, idet dette i så fald ville eliminere sagsøgers retssikkerhedsmæssige fornyede prøvelsesret ved de ordinære domstole.

Det er endvidere uden betydning for sagens behandling og i øvrigt helt ordinært, at erhvervsdrivende gør sig løbende overvejelser og foretager drøftelse forinden og op til en egentlig selskabsstiftelse, herunder registrering i Erhvervsstyrelsen, der ikke ualmindeligt sker i forbindelse med, at et konkret kunde/klientforhold etableres.

Sagen forløb herunder fakturering forud for leverancen ændrer ikke på transaktionens realitet.

Der er ikke noget ejendommeligt ved det skete hændelsesforløb, ligesom der ikke er sket nogen transaktion, der faktisk eller potentielt strider imod de danske afgifts- og/eller skatteregler, hvorfor sagsøgers momstilsvar skal nedsættes som anført i påstanden.

..."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvoraf fremgår bl.a.:

"...

Anbringender

Sagen angår prøvelse af Landskatterettens kendelse af 2. april 2013 (bilag 1), der vedrører en forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar i indkomståret 2010 med kr. 46.000,-.

Sagen udspringer af SKATs kontrol af sagsøgerens selvangivelser for indkomståret 2009 og 2010, der blev opstartet den 28. juli 2011. I den forbindelse konstaterede SKAT blandt andet, at sagsøgeren i indkomståret 2010 havde selvangivet et fradrag for købsmoms på kr. 46.000,-, uden at han kunne fremvise dokumentation for det pågældende fradrag. SKAT forhøjede på den baggrund sagsøgerens momstilsvar i indkomståret 2010 med kr. 46.000,-.

Sagsøgeren fremlagde efterfølgende en faktura stor kr. 230.000,- ekskl. moms (kr. 57.500,-) for køb af konsulentbistand fra selskabet G1 ApS, som ifølge sagsøgeren var underleverandør til sagsøgerens arbejde med en IT-forundersøgelse for x-skolen.

Denne sag omhandler derfor, om sagsøgeren i indkomståret 2010 var berettiget til at fradrage købsmomsen af fakturaen fra G1 ApS i indkomståret 2010, jf. momslovens § 37, stk. 1 og 2, og i givet fald om det fradragsberettigede beløb udgør kr. 46.000,- eller kr. 57.500,-.

Om adgangen til momsfradrag, jf. momslovens § 37, stk. 1 og stk. 2

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort at betingelserne for fradrag, jf. momslovens § 37, stk. 1, og stk. 2, er opfyldt.

Sagsøgerens virksomhed er momsregistreret, og sagsøgeren kan ved opgørelse af afgiftstilsvaret fratrække moms af virksomhedens indkøb af varer og ydelser, hvis disse indkøb udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Det følger af momslovens § 37, stk. 1 og 2, og den bagvedliggende bestemmelse i momssystemdirektivets artikel 168, at fradragsretten er betinget af, at den i sagen omhandlede faktura er betalt af sagsøgeren, og at den i fakturaen angivne ydelse også blev leveret til sagsøgeren af G1 ApS. Sagsøgeren bærer bevisbyrden for, at disse betingelser for fradrag er opfyldt, jf. EU-Domstolens praksis, herunder C-230/94 Renate Enkler, præmis 24.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Fra SKATs opstart af sagen den 28. juli 2011 (bilag A) har sagsøgeren alene fremsendt sporadisk dokumentation og ingen grundbilag i form af fakturaer for den omtvistede udgift til konsulentbistand angående IT-forundersøgelsen for x-skolen, jf. korrespondancen i bilag B - E. Den 13. februar 2012 traf SKAT derfor afgørelse på det foreliggende grundlag, og afviste det omtvistede momsfradrag som udokumenteret.

Først efter at SKAT havde afsluttet kontrolsagen og under sagens behandling ved Landskatteretten fremlagde sagsøgeren den omtvistede faktura fra G1 ApS (bilag 6), aftalegrundlaget mellem sagsøgeren og G1 ApS (bilag 8) samt relevante kontoudtog fra sagsøgerens konto i Danske Bank (bilag 2 og 3). Derudover fremlagde sagsøgeren en IT-forundersøgelsesrapport (bilag 9), som ifølge sagsøgeren er udarbejdet for x-skolen og leveret i november 2010, samt fakturaer fra sagsøgeren til x-skolen på i alt kr. 230.000,- ekskl. moms vedrørende "IT-forundersøgelse", hvori leveringsdato er angivet til henholdsvis den 15. december 2009, den 15. januar 2010 og den 15. februar 2010 (bilag G).

Sagen har både for SKAT og Landsskatteretten været præget af manglende dokumentation, og heller ikke for byretten har sagsøgeren på fyldestgørende vis forklaret eller dokumenteret de mange og centrale uoverensstemmelser og usædvanlige forhold omkring faktureringen, IT-forundersøgelsesrapporten og det foreliggende aftalegrundlag. Jeg fremhæver i den forbindelse,

at

overførselsteksterne vedrørende de for denne sag relevante udbetalinger fra sagsøgerens konto er henholdsvis "G1", jf. bilag 2, og "Ovf. H1", jf. bilag 3, herunder også, at det fremgår af den fremlagte bogføring, jf. bilag B, at konsulentbistanden vedrører "G1",

  

at

beløbet angivet i fakturaen i alt kr. 230.000,- ekskl. moms, jf. bilag 6, er forskelligt fra beløbet på kr. 184.000,- ekskl. moms bogført den 15. oktober 2010, jf. bilag B,

  

at

forfaldsdato på fakturaen fra G1 ApS er angivet til den 21. oktober 2010, hvorimod udbetalingen fra sagsøgerens konto på kr. 230.000,- gennemføres den 15. oktober 2010, jf. bilag 2, og udbetalingen fra sagsøgerens konto på kr. 57.500,- gennemføres den 19. september 2011, jf. bilag 3,

  

at

betalingen på kr. 57.500,- den 19. september 2011, jf. bilag 3 og 10, først blev gennemført efter SKAT påbegyndte en kontrol af sagsøgerens selvangivelser,

  

at

det er udokumenteret, om beløbet på kr. 230.000,- blev overført til G1 ApS den 15. oktober 2010,

  

at

fakturaen fra G1 ApS er dateret den 15. oktober 2010, dvs. samme dag som G1 ApS blev stiftet, og samme dag som G1 ApS blev momsregistreret, jf. bilag 1, og

  

at

det skriftlige aftalegrundlag mellem G1 ApS og sagsøgeren (bilag 8) blev udarbejdet efterfølgende i forbindelse med skattesagen.

Endvidere har sagsøgeren heller ikke på fyldestgørende vis redegjort for en række øvrige usædvanlige forhold vedrørende den påståede konsulentbistand leveret af G1 ApS, herunder

at

sagsøgeren leverede IT-forundersøgelsen til x-skolen allerede den 15. februar 2010, som er leveringsdatoen angivet på den seneste faktura til x-skolen, jf. bilag G,

  

at

de af sagsøgeren fakturerede ydelser til x-skolen vedrørende IT-forundersøgelsen, jf. bilag G, udgør kr. 230.000,- ekskl. moms og dermed det samme beløb, som G1 ApS har faktureret sagsøgeren for det påståede arbejde med IT-forundersøgelsen, jf. bilag 6,

  

at

sagsøgeren dermed angiveligt har underskud ved ydelsen til x-skolen, da sagsøgeren ifølge aftalen med G1 ApS (bilag 8) selv skal udføre en del af undersøgelsen, og

  

at

G1 ApS ikke har registreret salgsmoms i indkomståret 2010, hvor den påståede konsulentbistand skulle have været leveret, jf. bilag M.

Derudover består der et økonomisk interessesammenfald mellem sagsøgeren og GK, som er direktør i G1 ApS, jf. blandt andet sagens bilag L og K.

Skønt opfordret hertil har sagsøgeren ikke fremlagt aftalegrundlaget mellem x-skolen og sagsøgeren, hvilken dokumentation ellers er central for sagens oplysninger og umiddelbart tilgængelig for sagsøgeren.

Henset til de mange usædvanlige forhold vedrørende fakturaen fra G1 ApS samt betalingen og bogføring heraf, gøres det gældende, at sagsøgeren bærer en skærpet bevisbyrde for den påståede fradragsret, jf. f.eks. SKM2009.325.ØLR.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at G1 ApS - som underleverandør for sagsøgeren - har medvirket til arbejdet forbundet med IT-forundersøgelsen for x-skolen. Der er ikke fremlagt dokumentation for sammenhængen mellem G1 ApS og den i bilag 9 fremlagte forundersøgelsesrapport, herunder heller ikke redegjort for, præcist hvilket arbejde H1 henholdsvis G1 ApS har udført. Det fremgår ikke af rapporten, at G1 ApS har medvirket, og det er kun sagsøgeren ("H1"), der henvises til som leverandør i rapportens sidehoveder. I rapportens sidehoveder er således anført teksten "LC, ... , H1".

Det følger af momsbekendtgørelsens § 84, at registrerede virksomheder til dokumentation af den indgående afgift skal kunne fremlægge fakturaer. Fakturaerne skal indeholde de i bekendtgørelsens § 61 angivne oplysninger. Det er således en generel betingelse for at kunne opnå fradrag for indgående moms, at der som dokumentation kan fremlægges en forskriftsmæssig faktura, der som minimum opfylder betingelserne oplistet i momsbekendtgørelsens § 61, stk. 1, jf. også EU-Domstolens praksis, herunder C-438/09 Boguslaw Juliusz Dankowski, præmis 38.

Det gøres gældende, at den fremlagte faktura fra G1 ApS i bilag 6 ikke opfylder kravene i momsbekendtgørelsens § 61, stk. 1, nr. 5 og 6.

Det bemærkes i den forbindelse, at fakturaen fra G1 ApS alene angiver, at der er leveret en "IT-undersøgelse" og således ikke angiver omfanget af den leverede ydelse, herunder eksempelvis antal timer eller timepris, den nærmere karakter af ydelsen eller oplysninger om dato og sted for levering af ydelsen.

Derudover er angivelsen af den leverede ydelse i fakturaen umiddelbart ikke i overensstemmelse med sagsøgerens oplysning om, at G1 ApS ikke forestod IT-undersøgelsen, men derimod alene udarbejdede en skriftlig rapport på baggrund af IT-undersøgelsen.

Det forhold, at fakturaen fra G1 ApS ikke opfylder kravene i momsbekendtgørelsens § 61, stk. 1, er et yderligere moment, der taler for, at sagsøgeren med rette er blevet nægtet den påståede fradragsret.

Det ændrer ikke herpå, at Skatteankenævnet ved afgørelsen af 21. december 2012 har godkendt fradrag for udgiften i medfør af statsskattelovens § 6a.

Beviskravene er ikke de samme i skattespørgsmål som i momsspørgsmål, jf. eksempelvis momsbekendtgørelsens § 61.

Sammenfattende bestrides det, at sagsøgeren har løftet sin bevisbyrde for at være berettiget til momsfradrag i indkomståret 2010 vedrørende fakturaen fra G1 ApS.

Om periodisering, herunder momsfradragets størrelse

Såfremt retten måtte komme frem til, at sagsøgeren har adgang til at fradrage købsmomsen i henhold til fakturaen fra G1 ApS, jf. momslovens § 37, stk. 1 og 2, følger det af momslovens § 56, stk. 3, og momssystemdirektivets artikel 167 om periodisering af fradrag for moms, at fradragsretten indtræder på det tidspunkt, hvor momspligten indtræder.

Momspligten indtræder som udgangspunkt på leveringstidspunktet, jf. momslovens § 23, stk. 1, medmindre der er udstedt en faktura før levering, og levering finder sted kort tid efter fakturering. I så fald er det faktureringstidspunktet, der er afgørende i forhold til momspligtens indtræden, jf. momslovens § 23, stk. 2.

På det foreliggende grundlag er det udokumenteret, hvornår en levering fra G1 ApS måtte have fundet sted. Sagsøgeren har ikke besvaret sagsøgtes opfordringer herom fyldestgørende, og har ikke på anden vis godtgjort, at sagsøgeren har adgang til at fradrage kr. 57.500,- i indkomståret 2010 fremfor det selvangivne fradrag på kr. 46.000,-.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse 

Under byretssagen er der fremlagt bankkontooplysninger vedrørende G1 ApS for perioden fra den 14. oktober 2010 til den 30. december 2011. Det fremgår heraf, at G1 ApS har modtaget betaling fra H1 med henholdsvis 230.000 kr. og 57.500 kr. den 18. oktober 2010 og den 20. september 2011.

Herefter, og efter den stedfundne bevisførelse, herunder de afgivne forklaringer, lægges det til grund, at GK´s selskab G1 ApS har udført arbejde for H1 i forbindelse med H1´s opgaveløsning for x-skolen, og at H1 har betalt et samlet beløb på 287.500 kr. til G1 ApS for det udførte arbejde.

Skatteankenævnet har ved afgørelse af 21. december 2012 truffet bestemmelse om, at der med G1 ApS´s faktura af 15. oktober 2010 opstod en endelig retlig forpligtelse til at betale for IT Forundersøgelsen. Nævnet fandt, at beløbet var omfattet af statsskattelovens § 6a. Nævnet godkendte fradrag for køb af konsulentbistand med 230.000 kr. excl. moms.

På den anførte baggrund finder retten, at H1 har godtgjort, at virksomheden har modtaget momspligtige leverancer i 2010 i henhold til den fremlagte faktura af 15. oktober 2010. Retten tager derfor sagsøgers påstand til følge.

Efter sagens karakter, omfang, værdi og udfald bestemte retten, at Skatteministeriet i sagsomkostninger til H1 v/A skal betale 15.680 kr., hvoraf 1.680 kr. udgør sagsøgers udgift til retsafgifter.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

H1 v/A´s momstilsvar for indkomståret 2010 nedsættes med kr. 46.000.

Inden 14 dage skal Skatteministeriet betale 15.680 kr. i sagsomkostninger til H1 v/A.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter