Dato for udgivelse
27 Jun 2014 08:38
SKM-nummer
SKM2014.469.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
13-0156383
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ekspropriation
Emneord
dambrug, påbud, erstatning, skattepligt
Resumé

Erstatning til en dambrugsejer udbetalt efter vandløbslovens § 51 kunne ikke anses som en ekspropriationserstatning. Erstatningen var skattepligtig.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 11
Statsskatteloven § 4
Vandløbsloven § 51

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 afsnit C.C.2.1.6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 afsnit C.H.2.1.18.1

Henvisning

Den Juridiske vejledning 2014-1 afsnit C.H.2.1.18.3


Selskabet har bedt om et bindende svar. Der er stillet følgende spørgsmål:

"Spørgsmål 1.
Hvis alle 3 dambrugsanlæg beliggende i Y1, Y2 og Y3 nedlægges indenfor en kortere periode på maksimalt 2 år, kan det samlede erstatningsbeløb på kr. 5.000.000 da anses for skattefrit/ekspropriationslignede erstatning efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 11?

Spørgsmål 2.
Såfremt alene et eller to af dambrugsanlæggene nedlægges indenfor en kortere periode på maksimalt 2 år, vil den forholdsmæssige andel af erstatningen der henføres til det enkelte dambrugsanlæg, da kunne anses for skattefrit efter reglerne om ekspropriationslignede erstatning?

Spørgsmål 3.
Hvis der svares bekræftende på spørgsmål 2, skal den samlede erstatning kr. 5.000.000 da fordeles på de tre dambrugsanlæg i forhold til de foderkvoter, de enkelte dambrugsanlæg har fået tildelt."

SKAT har besvaret spørgsmål 1 og 2 med et "Nej", hvorefter spørgsmål 3 er bortfaldet.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
H I/S driver 3 dambrugsanlæg beliggende Y1, Y2 og Y3. Y4 kommune har med virkning fra 31. december 2007 givet dambrugene påbud om fjernelse af opstemninger, hvorfra dambrugene forsynes med vand. H I/S har gjort krav på erstatning for påbuddet. Overtaksationskommissionen har ved kendelse af 27. april 2012 tilkendt interessentskabet 5.000.000 kr. i erstatning.

Det fremgår, at tilladelse til indvinding af overfladevand til dambrugsvand blev givet i medfør af §§ 20 og 21 i lovbekendtgørelse nr. 130 af 16. februar 1999 om vandforsyning med senere ændringer, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og vandforsyning. 

Tilladelsen til vandindvinding meddelt på betingelse af, at indvindingen af overfladevand fra 1. januar 2008 skulle ske uden opstemning.

De pålagte forbud betyder, at der skal foretages store anlægsinvesteringer i dambrugene, såfremt driften skal kunne fortsætte. Disse investeringer vil påvirke den fremtidige indtjening negativt og vil betyde, at driften af minimum 2 af dambrugene ikke længere vil være rentable.

Virksomheden overvejer, om de skal nedlægge alle tre dambrug, eller om de skal nedlægge to af dambrugene og investere i det sidste dambrug, i håb om at dette kan blive en rentabel forretning.

Såfremt ikke alle tre dambrug nedlægges, skal den modtagne erstatning fordeles på de tre dambrug. Interessentskabet er af den opfattelse, at den bedste fordelingsnøgle vil være de dambrugene tildelte foderkvoter.

Foderkvoterne for de tre dambrug er følgende angivet i tons:

Y2

106

Y1

  62

Y3

  64

I alt

232

Interessentskabet har vedlagt Taksationskommissionens kendelse af 12. november 2010 og Overtaksationskommissionens kendelse fra den 27. april 2012.

Baggrunden for sagen er, at Y4 Amt har nedlagt påbud efter § 50 i vandløbsloven, idet opstemningen ved H i Y5 Å vurderes at være en faunaspærring, som på trods af det etablerede omløbsstryg fortsat hindrer fisks og smådyrs op- og nedstrøms- vandring i vandløbet. Opstemningen skaber en ca. 200 meter lang opstuvningszone med stærkt forringede fysiske forhold for smådyr og fisk.

Y4 Amt gav den 1. maj 2006 en ny vandindvindingstilladelse efter vandforsyningslovens § 22 bl.a. med vilkår om, at dambrugets indvinding af overfladevand skulle ske uden opstemning, altså uden niveauforskel.

Amtet påbød som konsekvens heraf den 1. maj 2006 ejerne at fjerne opstemningen, således at der igen kan opstå fri passage for fisk og smådyr. Stemmeværket var ifølge kommunen blevet overflødigt.

Det fremgår af vandløbslovens § 51, at enhver, der lider tab som følge af et påbud efter § 50, har ret til erstatning.

Det fremgår af taksationskommissionens kendelse, at der er nedlagt krav om erstatning for følgende beløb:

Samlede udgifter til etable-

ring af vandforsyning samt

indpumpning

                                      1.451.500 kr.

Driftsudgifter over en tiårig

periode:

Vedligehold

   725.750 kr.

El

   750.000 kr.

All risk forsikring

   445.200 kr.                 1.920.950 kr.

I alt

                                      3.372.450 kr.

Endvidere er der for Taksationskommissionen nedlagt påstand om, at kommunen skal afholde alle udgifter til fjernelse af stemmeværk og restaurering af vandløbet.

Ejerne har til støtte for deres påstand anført, at de i henhold til § 51 har ret til fuld erstatning for deres tab ved fjernelse af stemmeværket efter almindelige erstatningsretlige regler.

Den tillagte opstemningsret er en særlig værdibestanddel af den faste ejendom, der består uafhængigt af vandindvindingstilladelser.

Ejerne mener, at erstatningen skal fastsættes på grundlag af den foreliggende rapport fra den særligt sagkyndige.

Det er Y4 Kommunes opfattelse, at ejerne ikke har krav på erstatning, da omlægning af vandforsyningen, så den skal foregå uden opstemning, er en følge af et miljømæssigt begrundet hensyn i § 22. Vandforsyningsloven indeholder ikke hjemmel til at fastsætte en erstatning.

Stemmeværket har efter den ændrede vandforsyning ingen betydning for dambruget.

Et flertal på to medlemmer af kommissionen finder, at der tilkommer ejerne erstatning efter § 51. Erstatningen skal dække krav på de tab, der svarer til de omkostninger, der vil være ved at etablere og opretholde en sikker vandforsyning til en produktion af samme størrelse, som man har nu.

Det indebærer en løsning med indpumpning af vand, herunder dublering af pumper, og heraf forøgede driftsudgifter til vedligeholdelse og til el og forsikring.

Y4 Kommune har ikke forholdt sig til størrelsen af de rejste krav. Erstatningen fastsættes alene på baggrund af ejernes fremlagte materiale og erklæringen fra den særligt sagkyndige. Der foreligger ingen dokumentation, og det foreliggende grundlag er meget løst, idet det ikke bygger på et fastlagt projekt. Kommissionens flertal er enige om, at med hensyn til de fremtidige forøgede driftsudgifter, kan en tidsramme på 10 år lægges til grund.

Erstatningen fastsættes skønsmæssigt til 2.900.000 kr. Endvidere skal kommunen afholde alle udgifter til fjernelse af stemmeværket.

Denne sag vedrører alene H og opstemning i Y5 Å.

Y4 kommune har indbragt sagen/sagerne for Overtaksationskommissionen for Y4 og Y6, og Overtaksationskommissionen har fundet det mest hensigtsmæssigt, at erstatningsspørgsmålet vedrørende de tre dambrug behandles under ét, og at der fastsættes en samlet erstatning for alle tre dambrug.

Af Overtaksationskommissionens afgørelse fremgår, at udover H, der har en opstemning i Y5 Å, drejer sagen sig også om Y1 Dambrug og dennes opstemning i Y1 Bæk, samt om Y3 Dambrug og dennes opstemning i Y4 Å. Ejerne er samlet set tilkendt 9.200.000 kr. i erstatning for alle tre dambrug ved taksationskommissionerne. Kommunen mener ikke, at der er hjemmel til at tilkende erstatning efter § 51. Kommunen mener endvidere ikke, at tabet kan overstige en værdi, der er større end dambrugets handelsværdi.

Overtaksationskommissionen fandt herefter, at ejerne har krav på erstatning efter § 51, og kommissionen finder ikke grundlag for at stille spørgsmål ved de beregninger, som ligger til grund for ejernes erstatningskrav.

Kommissionen er enig med kommunen i, at erstatningen ikke kan sættes til så stort et beløb, at det står i misforhold med ejendommens eller virksomhedens værdi. På baggrund af de samlede offentliggjorte regnskabstal finder Overtaksationskommissionen, at der er et misforhold mellem de fastsatte erstatningsbeløb og værdien af de igangværende dambrug. Indtjeningsgrundlaget i de 3 dambrug kan ikke retfærdiggøre, at der i alle tre dambrug foretages investeringer i den størrelsesorden, som erstatningskravene forudsætter, eller at alle tre dambrug videreføres med de stærkt forøgede driftsudgifter, der i så fald bliver tale om.

Der forekommer i hvert fald for de to mindste dambrugs vedkommende ikke at være rimelig proportion mellem erstatningen og værdien af dambrugene ud fra det indtjeningspotentiale, de repræsenterer. Det fremgår, at der efter det oplyste ikke foreligger nogen fordeling af regnskabstallene på de enkelte dambrug, og at der derfor alene er foretaget et skøn ud fra størrelsen på produktionen på de enkelte dambrug.

Overtaksationskommissionen fandt på baggrund heraf, at erstatningen skønsmæssigt kan ansættes til 5.000.000 kr.

Det fremgår af sagen, at ejerne ved et indlæg af 22. september 2010 havde opgjort erstatningskravet til 10.715.150 kr., der er specificeret således:

Dambrug

Vedligeholdelsesudgifter

Elforbrug

All risk driftsforsikring

Investeringer

Saldo

Y2

   725.750

   750.000

   445.200

1.451.500

  3.372.450

Y3

   545.750

1.610.000

   268.800

1.091.500

  3.516.050

Y1

   643.750

1.635.000

   260.400

1.287.500

  3.826.650

Sum

1.915.250

3.995.000

   974.400

3.830.500

10.715.150

SKATs afgørelse
Spørgsmål 1 og 2
Henvisning til lovregler
Det fremgår af § 1 i lovbekendtgørelse nr. 891 af 17. august 2006 med senere ændringer (ejendomsavancebeskatningsloven), at fortjeneste ved afståelse af fast ejendom skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

Det fremgår af § 11, at fortjenester, der er indvundet ved modtagelsen af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Det fremgår af § 4 i lov nr. 144 af 10. april 1922 med senere ændringer (statsskatteloven), at den skattepligtige indkomst består af de samlede årsindtægter, uanset om de stammer her fra landet eller ikke.

Det fremgår af § 5, at formueforøgelser, der fremkommer ved, at formuegoder stiger i værdi, ikke henregnes til indkomsten, såfremt de ikke hidrører fra vedkommendes næringsvej.

Henvisning til vejledninger
Det fremgår af Juridisk Vejledning 2013-1, afsnit C.H.2.1.18, at det kun er selve erstatningen ved modtagelsen af ekspropriationserstatninger for fast ejendom, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Erstatninger for driftstab, afgrødetab, flytteomkostninger og lignende er ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Det fremgår endvidere af Juridisk Vejledning, afsnit C.C.2.1.6, at hvis erstatningen er en kompensation for et tab af det løbende afkast/indkomsterhvervelse, er erstatningen skattepligtig.

Erstatningen skal beskattes, som det den træder i stedet for.

Hvis erstatningen er kompensation for helt eller delvist tab af selve indkomstgrundlaget/indkomstkilden, er den skattefri efter statsskattelovens § 5.

Hvis erstatningen dækker en fradragsberettiget udgift, skal erstatningen medregnes til indkomsten.

Henvisning til afgørelser
SKM2007.269.SR
I denne sag lavede man et frivilligt salg af et dambrug til kommunen, der havde meddelt, at hvis der ikke kunne opnås en frivillig aftale om salg af et dambrug, ville kommunen meddele pålæg om fjernelse af en opstemning samt inddrage tilladelsen til at indvinde åvand. Skatterådet fastslog, at salgssummen var omfattet af skattefritagelsesreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

SKM2011.846.SR
I denne sag fastslog Skatterådet, at en erstatning for en midlertidig strukturskade blev anset for skattepligtig, da den trådte i stedet for en mistet skattepligtig indkomst.

TfS 1994, 269
I denne sag udtalte Told- og Skattestyrelsen, at erstatninger til mælkeproducenter, der midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed, er skattepligtig indkomst.

SKATs afgørelse
SKAT lægger til grund, at erstatningerne på de tre dambrug udgør erstatning for merudgifter i forbindelse med at opretholde en produktion i de tre dambrug.

I interessentskabets specifikation af erstatningskravet opgøres erstatningen som bestående af forøgede driftsudgifter og nye anlægsudgifter til pumper m.v. for at sikre en vandforsyning og en vandgennemstrømning som følge af, at opstemningen skal fjernes.

De samlede erstatninger er således en kompensation for yderligere fradragsberettigede driftsudgifter.

Der er ikke tale om en erstatning, der er indvundet ved en ekspropriation, således som dette skal forstås efter § 11.

SKAT svarer NEJ til både spørgsmål 1 og spørgsmål 2.

Erstatningen er ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, da der ikke er tale om en erstatning, der er indvundet ved eksproportion af fast ejendom.

Spørgsmål 3
Spørgsmålet udgår.

Klagerens opfattelse
Interessentskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at den samlede erstatning på 5.000.000 kr. er skattefri, og at spørgsmål 1 skal besvares bekræftende.

Det er endvidere nedlagt påstand om, at spørgsmål 2 skal besvares bekræftende.

Repræsentanten har gjort gældende, at fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 1. pkt. Tilsvarende gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen, jf. § 11, stk. 2.

I en række tilfælde har Vandløbsmyndigheden vurderet, at det har været nødvendigt at op-købe dambrugenes kendelsesmæssige stemme- og vandindvindingsretter og dermed nedlægge dambrug, selv om dette er en indskrænkning i dambrugenes ejendomsret, og det har karakter af ekspropriation, jf. beskrivelsen af de faktiske forhold i SKM2007.269.SR.

Som det fremgår af faktum udnyttede Y4 Kommune ikke muligheden i vandløbsloven for at tildele ekspropriationserstatning i forsøget på helt at undgå erstatningspligt.

Spørgsmålet er herefter, om en kommunes håb om at undgå erstatningspligt i forbindelse med udstedelse af et påbud efter en irrelevant lovgivning herved indebærer, at der ikke foreligger en ekspropriationslignende situation omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Det kan hævdes, at følgende betingelser som udgangspunkt skal være opfyldt på aftaletidspunktet for, at overdragelsen af en fast ejendom kan anses for sket i en ekspropriationssituation:

1) Der skal på aftaletidspunktet være ekspropriationshjemmel i lovgivningen til det pågældende formål.

2) På aftaletidspunktet må det kunne påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale, dvs. at den eksproprierende myndighed skal udvise vilje til at ekspropriere. Der skal foreligge ekspropriationsrealitet.

Det er ubestridt, at der på aftaletidspunktet var den fornødne ekspropriationshjemmel i vandløbslovens § 71, hvorfor betingelse nr. 1 er opfyldt. I nærværende sag foreligger der ikke en frivillig aftale, hvorfor betingelse nr. 2 ikke er relevant i denne sammenhæng.

Der er efter repræsentantens opfattelse ikke grundlag for en forskellig beskatning, alt efter om en myndighed yder en ekspropriationserstatning i forbindelse med et påbud om stemmeværker med henblik på at fjerne stemmeværker, eller om myndigheden giver et påbud og i den forbindelse bliver dømt til at indrømme erstatning. Dette gælder navnlig, hvor formålet med påbuddet opfylder betingelsen for at ekspropriere ejendommen. I modsat fald ville beskatningen være vilkårlig, alt efter hvilken fremgangsmåde myndigheden lægger for dagen.

Se således også UfR 1982.331 H, hvorefter erstatninger i henhold til kendelser om naturfredning samt erstatninger i henhold til byreguleringsloven er omfattet af skattefritagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11. Bevæggrundene for at give påbud om at fjerne opstemninger i dambrug ligger ikke langt fra de hensyn, der ligger bag kendelser om naturfredning.

På denne baggrund er det repræsentantens opfattelse, at erstatningen er skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Finder Landsskatteretten, at erstatningen ikke er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, er det repræsentantens opfattelse, at erstatning er skattefri i medfør af statsskattelovens bestemmelser.

Efter praksis behandles erstatninger hos modtagerne efter statsskattelovens § 4 og § 5. Hvis erstatning udbetales som en løbende ydelse, er erstatningen dog skattepligtig som almindelig indkomst, uanset hvad den løbende ydelse tjener som erstatning for, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Udbetales erstatningen derimod som et engangsbeløb, afhænger den skattemæssige behandling for modtageren af, hvilke tab eller hvilken skade erstatningen er kompensation for. Erstatning i form af engangsbeløb skal med andre ord behandles på samme måde, som det erstatningen træder i stedet for.

Er erstatningen kompensation for helt eller delvist tab af selve indkomstgrundlaget (indkomstkilden), er erstatningen skattefri i medfør af statsskattelovens § 5. Tilsvarende følger udtrykkeligt af Juridisk Vejledning, afsnit C.C.2.1.6:

"Hvis erstatningen er kompensation for helt eller delvist tab af selve indkomstgrundlaget (indkomstkilden), er den skattefri efter SL § 5."

For så vidt angår praksis kan der efter repræsentantens opfattelse bedst henvises til TfS 1993, 36 LSR, hvor en landmand klagede over, at en godtgørelse for definitivt ophør med mælkeproduktion var blevet anset for skattepligtig personlig indkomst. Skatteankenævnet havde i forbindelse med en genoptagelse af indkomstansættelserne fastholdt skattepligten, idet der var tale om en løbende ydelse. Landsskatteretten fandt, at godtgørelse for definitivt ophør med mælkeproduktion måtte anses for kompensation for tab af indkomstkilde og dermed et formuetab efter statsskattelovens § 5 a. Retten fandt i øvrigt ikke, at ydelsen kunne anses for en skattepligtig løbende ydelse, idet det sædvanlige usikkerhedsmoment med hensyn til totalydelsens størrelse og betalingsperiode ikke var til stede.

Om principperne i statsskattelovens § 5 kan der også henvises til SKM2001.379.LSR, hvor skattemyndighederne havde anset et vederlag for afståelse af sukkerkvoter for skattepligtigt ud fra den betragtning, at der var tale om erstatning for et fremtidigt indtægtstab. Deri fik de ikke medhold, idet Landsskatteretten fandt, at der var tale om kompensation for indtægtstab i en uvis årrække, som var skattefri efter statsskattelovens § 5.

I nærværende sag er der ikke tvivl om, at der er tale om en engangserstatning, og at den skattemæssige stilling således beror på, hvad erstatningen træder i stedet for.

Konkret er der tale om erstatning for påbud om fjernelse af opstemninger. Idet Y4 Kommune i forbindelse med Overtaksationskommissionens behandling af sagen har tilkendegivet, at kommunen vil afholde udgifterne til fjernelse af de eksisterende stemmeværker, jf. vandløbslovens § 51, hvilket er tiltrådt af Overtaksationskommissionen, jf. kendelsens side 10, angår erstatningen ikke selve udgifterne til fjernelse af de eksisterende stemmeværker, men derimod det tab, der opstår som følge af, at en del af fundamentet for de tre dambrug fjernes. I kendelsen hedder det som nævnt:

"Der tillægges ejeren; H I/S, en erstatning på 5.000.000 kr., jf. vandløbslovens § 51, for samtlige tab og ulemper, som ejeren lider som følge at påbuddene efter vandløbslovens § 50 om fjernelse af stemmeværker ved Y1 Dambrug, Y2 Fiskeri og Y3 Dambrug."

Overtaksationskommissionen har ikke nærmere defineret, hvorledes tab og ulemper er fremkommet, men i begrundelsen anføres, jf. kendelsens side 10 f:

"Med hensyn til erstatningens størrelse finder Overtaksationskommissionen ikke grundlag for at stille spørgsmålstegn ved de beregninger, der ligger til grund for ejers erstatningskrav. Overtaksationskommissionen er imidlertid principielt enig med Y4 Kommune i, at almindelige erstatningsprincipper herunder princippet om skadelidtes tabsbegrænsningspligt samt princippet i vejlovens § 51, stk. 4 indebærer, at en ulempeerstatning ikke kan fastsættes til så stort et beløb, at det står i misforhold til virksomheden eller ejendommens værdi. Ved denne vurdering kan der imidlertid ikke blot tages udgangspunkt i den offentlige vurdering af ejendommen, således som Y4 Kommune har gjort. Der må navnlig tages hensyn til værdien af de igangværende dambrug, og der må i den forbindelse ses bort fra de værdiforringelser, som de fastsatte påbud indebærer.

Overtaksationskommissionen er bekendt med de samlede offentliggjorte regnskabstal for dambrugene.

På baggrund af disse tal finder Overtaksationskommissionen, at der er et misforhold mellem de fastsatte erstatningsbeløb og værdien af de igangværende dambrug. Indtjeningsgrundlaget for dambrugene kan ikke retfærdiggøre, at der i alle 3 dambrug foretages investeringer i den størrelsesorden, som erstatningskravene forudsætter, eller at alle de 3 dambrug videreføres med de stærkt forøgede driftsudgifter, der i givet fald vil blive tale om. Der forekommer i hvert fald for de 2 mindste dambrugs vedkommende ikke at være rimelig proportion mellem erstatning og værdien af dambrugene ud fra det indtægtspotentiale, de repræsenterer. Det skal nævnes, at der efter det oplyste ikke foreligger nogen fordeling af regnskabstallene på de enkelte dambrug, og at der derfor alene er foretaget et skøn ud fra størrelsen af produktionen på de enkelte dambrug.

På den baggrund finder Overtaksationskommissionen, ud fra en samlet skønsmæssig vurdering, hvori blandt andet princippet om skadelidtes tabsbegrænsningspligt indgår, at den samlede erstatning for de 3 dambrug passende kan ansættes til 5 mio. kr. ...".

I modsætning til Taksationskommissionens afgørelse af 12. november 2010, der fastslog, at Y4 Kommune skulle erstatte udgifterne til etablering af nyt vandindtag, så fandt Overtaksationskommissionen, at erstatningen skulle ansættes under hensyn til værdien af de enkelte igangværende dambrug.

Som følge af Overtaksationskommissionens afgørelse er der ikke økonomisk mulighed for at etablere nyt vandindtag ved samtlige de tre anlæg.

Grundet vandforsyningsforholdene i øvrigt og miljøbeskyttelseslovens gældende bestemmelser kan der ikke ske sammenlægning af den samlede drift.

Den nødvendige konsekvens af påbuddet og erstatning er, at Y3 og Y1 Dambrug ophører og nedlægges, medens der formentlig er mulighed for at fortsætte driften på Y2.

Påbuddet og erstatningen indebærer således, at der ikke længere eksisterer et grundlag for at drive virksomhederne, og realiteten er således, at erstatningen, der er maksimeret til værdien af dambrugene, udgør kompensation for lukning af de to dampbrug. Som det fremgår af TfS 1993, 36 LSR er erstatning for ophør at anse for kompensation for tab af indkomstkilde, hvilket udgør et skattefrit formuetab efter statsskattelovens § 5a.

Repræsentanten har herudover bemærket, at opstemningerne har været en grundlæggende forudsætning for de pågældende dambrug. Dvs, at de har udgjort en nødvendig og central del af selve grundlaget for dambrugenes virksomhed. Opstemningerne er med andre ord en del af "træet" og ikke "frugterne". På denne baggrund og da erstatningen er baseret på værdien af de enkelte dambrug, er der efter repræsentantens opfattelse ikke tvivl om, at der er tale om en erstatning for tab af indkomstgrundlaget (indkomstkilden), hvilket som nævnt er skattefrit i medfør af statsskattelovens § 5. Erstatningen til dambruget Y2 er derfor også skattefri.

I det bindende svar har SKAT i denne relation anført:

Ved "driftsudgifter" i skattemæssig henseende forstås imidlertid udgifter, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Dvs, at anlægsudgifter (f.eks. maskiner) netop ikke er driftsudgifter, men derimod udgifter vedrørende indkomstgrundlaget. SKAT anfører korrekt, at der er tale om anlægsudgifter, men konkluderer efter repræsentantens opfattelse forkert, når de når frem til, at "anlægsudgifter" er "driftsudgifter".

Sammenfattende er det således repræsentantens opfattelse, at spørgsmål 1 og 2 skal besvares bekræftede.

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår bl.a. af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, at fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, ikke medregnes.

Landsskatteretten finder, at der ikke i det foreliggende tilfælde er tale om ekspropriation i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11. Retten har lagt vægt på, at der er tale om et påbud, der ændrer en tilladelse til brug af stemmeværker i forbindelse med vandindvinding, således at der ikke herved afstås jord eller lignende, der kan betegnes som fast ejendom. 

Retten har, hvad angår SKM2007.269.SR, anset denne afgørelse for at omhandle en situation, hvor nedlæggelse af dambrug vil komme på tale, såfremt dambrugsejeren ikke ved frivillig aftale vil nedlægge stemmeværker. Der har i denne situation været en ekspropriationsvilje fra påbudsgivers side.

Retten bemærker, at det af Overtaksationskommissionens kendelse af 27. april 2012 bl.a. fremgår, at "der herefter foreligger årsagssammenhæng mellem de nedlagte påbud om fjernelse af stemmeværkerne og de øgede anlægs- og driftsudgifter, som den fremtidige vandindvinding uden brug af stemmeværk indebærer for ejeren."

Retten finder, at en erstatning efter fast praksis beskattes som det, den skal dække. Da Overtaksationskommissionen har ydet erstatning i medfør af vandløbslovens § 51, og da erstatningen er fastsat til dækning af de øgede anlægs- og driftsudgifter, som den fremtidige vandindvinding uden brug af stemmeværk indebærer for ejeren, er det rettens opfattelse, at erstatningen er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4, idet erstatningen er ydet til dækning af udgifter til ændret vandforsyning, hvilke udgifter i øvrigt må anses for fradrags- eller afskrivningsberettigede. 

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter