Dato for udgivelse
30 Jun 2014 12:41
Dato for afsagt dom/kendelse
24 Jun 2014 10:45
SKM-nummer
SKM2014.482.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
14-1664840
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Godtgørelse, fratrædelse, forskelsbehandlingsloven, fradragsret for godtgørelsen
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at en godtgørelse fra tidligere arbejdsgiver som følge af uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, skattemæssigt skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og dermed beskattes i medfør af ligningslovens § 7 U.

Skatterådet bekræfter samtidig, at spørgeren har ret til at fratrække den omhandlede godtgørelse som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da det under de konkrete omstændigheder må anses for et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko, at arbejdsgiveren pådrager sig en forpligtelse til at betale godtgørelsen for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale.

Hjemmel

 Statsskattelovens § 4, Statsskattelovens § 6 samt ligningslovens § 7 U

Reference(r)

Statsskattelovens § 4 og 6 samt ligningslovens § 7 U

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014, afsnit C.A.3.7.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014, afsnit C.C.2.2.2.18.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.A.3.5.1

Redaktionelle noter

Senere instans: SKM2017.383.LSR


Spørgsmål:

  1. Er spørgers tidligere elev skattepligtig af den erstatning som spørger blev tilpligtet til at betale i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftale?
  2. Skal beløbet i givet fald beskattes som almindelig lønindkomst?
  3. Skal beløbet i givet fald beskattes i henhold til ligningslovens § 7 U?
  4. Skal beløbet i givet fald udbetales skattefrit?
  5. Kan det bekræftes, at spørger har ret til at fratrække den omhandlede erstatning som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a?

Svar:

  1. Ja
  2. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
  3. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
  4. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
  5. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Tvistighedsnævnet har tilkendt en tidligere elev på en tandlægeklinik, der var omfattet af funktionærloven, og hvis uddannelsesaftale var blevet ophævet uberettiget, minimalerstatning efter funktionærlovens § 3. Tvistighedsnævnet tilkendte imidlertid ikke eleven erstatning for tab af uddannelsesgode. Østre Landsret stadfæstede nævnets afgørelse.

Højesteret har herefter afsagt dom i sagen. Højesteret fastslog ved sin afgørelse, at en minimalerstatning, der tilkendes efter funktionærlovens § 3, alene dækker mistet lønindtægt. Højesteret fastslog endvidere, at erstatningen efter erhvervsuddannelsesloven dækker mere end mistet lønindtægt og udgør en kompensation, der ikke er identisk med minimalerstatningen efter funktionærlovens § 3. En elev, der er tilkendt erstatning efter § 3, kan derfor ikke af den grund afskæres fra at få tilkendt yderligere kompensation, men ved fastsættelsen af kompensationsbeløbet skal der efter Højesterets opfattelse tages hensyn til, at eleven er tilkendt minimalerstatning for løntab efter funktionærloven.

På den baggrund fastsatte Højesteret erstatningen for tab af uddannelsesgode til 15.000 kr. (svarende til halvdelen af det beløb, der standardmæssigt udmåles til elever, der ikke får tilkendt minimalerstatning, fx fordi de ikke er omfattet af funktionærloven).

Det kan oplyses, at der ikke er særlige omstændigheder i sagen, bortset fra at eleven er blevet forsinket med sin uddannelse som følge af den uberettigede ophævelse af elevaftalen.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Beskatning af den udbetalte erstatning:

For så vidt angår det første spørgsmål om skattepligten for eleven af den udbetalte erstatning, er det repræsentantens vurdering, at der hersker en sådan usikkerhed om beskatningen af en erstatning udbetalt i forbindelse med eller i forlængelse af den uberettigede ophævelse af elevforholdet, at der er grundlagt for denne anmodning for at afklare spørgsmålet for den konkrete erstatning, før spørger eventuelt udbetaler den indeholdte skat til den tidligere ansatte.

Der kan efter repræsentantens vurdering enten ske beskatning af beløbet som 1) almindelig lønindkomst eller 2) i henhold til ligningslovens § 7 U. Domstolene har imidlertid i en konkret sag fastslået, at en erstatning i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 65 under visse omstændigheder kunne udbetales 3) skattefrit i en situation, hvor der var sket en retsstridig krænkelse af elevens ære eller person. Højesteret har ikke slået fast, at dette var tilfældet i den foreliggende sag.

Sagen adskiller sig derved fra afgørelse af 25. februar 2014 fra retten i Esbjerg, der også vedrørte beskatningen af erstatning efter erhvervsuddannelseslovens § 65.

I den pågældende sag, der er afgjort af retten i Esbjerg, lagde retten vægt på, at en arbejdsleder hos arbejdsgiveren havde overfaldet eleven, således at han havde været sygemeldt i en længere periode som følge af overfaldet. Hertil kom, at Arbejdsskadestyrelsen i sagen fra Esbjerg havde anerkendt episoden som en arbejdsskade og fastsat en godtgørelse for varigt mén på 10 procent. Under hensyn til denne konkrete begrundelse for fastsættelsen af erstatningen fandt retten ikke, at det tilkendte beløb kunne betragtes som en erstatning for arbejdsgiverens misligholdelse, der er omfattet af ligningslovens § 7 U, men derimod som en erstatning som en erstatning givet som følge af en retsstridig krænkelse af elevens ære eller person, jf. principperne i erstatningsansvarslovens § 26, hvorfor beløbet ikke skulle beskattes i henhold til statsskattelovens § 5, litra a.

Spørgers fradragsret for den udbetalte erstatning.

Repræsentanten indstiller, at spørgsmålet om fradragsret besvares bekræftende uanset svaret på spørgsmålet om beskatning.

Efter praksis har arbejdsgiveren fradragsret for fratrædelsesgodtgørelser, der hos medarbejderen beskattes efter ligningslovens § 7 U, samt for andre former for økonomisk kompensation, der anses for udslag af almindelig driftsrisiko for arbejdsgiveren.

Hvis den omhandlede erstatning anses for omfattet af ligningslovens § 7 U, er udgiften efter repræsentantens opfattelse også fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet arbejdsgivers pådragelse af erstatningspligt for ophævelse af et elevforhold i en situation som denne må anses som udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelse af virksomhed.

Ophævelsen af elevforholdet fra spørgers side, er begrundet i manglende samarbejdsevner med de øvrige ansatte på klinikken, hvilket er en driftsrelateret begrundelse. Selve det forhold, at spørger ikke under sagen for Tvistighedsnævnet kunne løfte bevisbyrden for, at ophævelsen var sket med rette, må anses som en almindelig driftsrisiko for en arbejdsgiver.

I et ikke offentliggjort bindende svar fra SKAT, fremgår det, at denne spørger, efter SKATs opfattelse, havde fradragsret for kompensation for overtrædelse af arbejdstidsdirektivet, idet kompensationen blev anset for udslag af normal driftsrisiko for arbejdsgivervirksomheden.

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at Skatterådets afgørelser SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, efter repræsentantens opfattelse, ikke kan anvendes som rettesnor for spørgers fradragsret for erstatningen til den tidligere elev. Det fremgår af de to afgørelser, at Skatterådet karakteriserede krænkelserne af forskelsbehandlingsloven i de konkrete sager, som krænkelser af betydelig grovhed, idet der var tale om direkte aldersdiskrimination. Under disse omstændigheder blev udgifter ikke anset som udslag af en normal driftsrisiko, og var derfor ikke fradragsberettigede som driftsudgifter. I nærværende sag er der ikke tale om en diskrimination af en ansat, men derimod om en erstatning for ophævelse af elevforholdet, idet tandlægen ikke kunne løfte bevisbyrden for, at eleven groft havde misligholdt elevforholdet ved manglende samarbejde og trusler overfor andre medarbejdere.

SKATs indstilling og begrundelse

Der ønskes med spørgsmålene 1 - 4 en afklaring af, om den tilkendte yderligere erstatning til den tidligere ansatte er skattepligtig og om beløbet i givet fald skal beskattes som almindelig lønindkomst, fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 U, jf. eller udbetales skattefrit efter statsskattelovens § 5.

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 5 (lov nr. 149 af 10. april 1922):

§ 5

Til Indkomst henregnes ikke:

a. Formueforøgelse, der fremkommer ved, at de Formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i Værdi - medens der paa den anden Side ikke gives Fradrag i Indkomsten for deres Synken i Værdi -, eller Indtægter, som hidrører fra Salg af den skattepligtiges Ejendele (herunder indbefattet Værdipapirer), for saa vidt disse Salg ikke henhører til vedkommendes Næringsvej, for Eksempel Handelsvirksomhed med faste Ejendomme, eller er foretaget i Spekulationsøjemed, i hvilke Tilfælde den derved indvundne Handelsfortjeneste henregnes til Indkomsten, ligesom ogsaa eventuelt Tab kan fradrages i denne. Ved Salg af fast Ejendom samt Aktier og lignende offentlige Værdipapirer, der er indkøbt efter 1. Januar 1922, anses Spekulationshensigt at have foreligget, naar Salget sker inden 2 Aar efter Erhvervelsen, medmindre det modsatte godtgøres at være Tilfældet;

b. Gaver, der falder ind under Afsnit III. i Lov om Afgift af Arv og Gave, samt Formueforøgelse, som hidrører fra Arv og Forskud paa saavel falden som ikke falden Arv eller fra Indgaaelse af Ægteskab, Udbetaling af Livsforsikringer, Brandforsikringer og deslige;

c. de Indtægter, der hidrører fra Kapitalforbrug eller Optagelse af Laan;

d. Dagpenge og Rejsegodtgørelser, begge Dele under Udførelse af offentlige Hverv, der gør det nødvendigt for den paagældende at tage Ophold udenfor hans Hjemstedskommune;

e. Den Medlemmer af Rigsdagen tilkommende Godtgørelse for Udførelsen af nævnte Hverv, for saa vidt angaar Halvdelen af det til hvert Medlem udbetalte Beløb.

Den under a. og b. omhandlede Formueforøgelse, ligesom ogsaa den Formueformindskelse, der fremkommer ved Formuegenstandes Synken i Værdi, kommer derfor kun i Betragtning, for saa vidt som Formuens Udbytte derved er blevet forøget eller formindsket, og da kun med Beløbet af den saaledes fremkomne Udbytteforøgelse eller Udbytteformindskelse.

Funktionærlovens § 3, (lovbek. nr. 81 af 3. februar 2009):

§ 3. Hvis arbejdsgiveren uberettiget nægter at modtage funktionæren i sin tjeneste eller uberettiget bortviser ham fra tjenesten, og funktionæren ved afbrydelsen har krav på højst 3 måneders varsel i overensstemmelse med § 2, er arbejdsgiveren pligtig til, såfremt almindelige erstatningsregler ikke måtte medføre et større ansvar, at udrede en erstatning svarende til lønnen indtil det tidspunkt, til hvilket den ansatte den pågældende dag lovligt kunne have været opsagt, eller - såfremt han allerede var opsagt - til opsigelsesfristens udløb. Tilsvarende gælder, hvis funktionæren er tidsbegrænset ansat og der er 3 måneder eller mindre tilbage af denne ansættelse.

Stk. 2. Har funktionæren ved arbejdsgiverens uberettigede afbrydelse af tjenesteforholdet krav på mere end 3 måneders varsel, bliver erstatningen at fastsætte efter de almindelige erstatningsregler. Tilsvarende gælder, hvis funktionæren er tidsbegrænset ansat og der er mere end 3 måneder tilbage af denne ansættelse. Funktionæren har dog mindst krav på en erstatning svarende til lønnen indtil fratræden med 3 måneders varsel i overensstemmelse med § 2.

Erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1 (lovbek. nr. 439 af 29. april 2013):           

§ 65. Tvistighedsnævnet kan træffe afgørelse om ophævelse af en uddannelsesaftale samt om erstatning og godtgørelse.

Ligningslovens § 7 U, stk. 1 (lov nr.405 af 22. april 2013):

§ 7 U. Gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling eller i forbindelse med arbejdsgiverens eller medarbejderens jubilæum, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31. Det er en forudsætning for skattefriheden, at den skattepligtige person, der modtager gaven, godtgørelsen eller gratialet, er ansat som lønmodtager i den virksomhed, der foretager udbetalingen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. For fratrædelsesgodtgørelser er det en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at

1) den skattepligtige person, der modtager godtgørelsen, fuldstændig ophører med at være ansat i den udbetalende virksomhed, og at

2) godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen.

Forarbejder

Ligningslovens § 7 U, stk. 1, lovforslag L 88/1999, almindelige bemærkninger pkt. 1.3.:

"Efter regeringens opfattelse bør skattesystemet være neutralt i forhold til virksomhedernes beslutning om, at der skal afskediges medarbejdere og på hvilken måde, der skal udbetales godtgørelser i forbindelse med medarbejdernes fratræden. Det er efter regeringens opfattelse ikke skattesystemets opgave at mindske virksomhedernes omkostninger ved afskedigelse af medarbejdere ved at reducere beskatningen af et godtgørelsesbeløb hos medarbejderen".

Det hedder videre i bemærkningerne til lovforslaget:

"Fratrædelsesgodtgørelser skal efter lovforslaget i fremtiden beskattes fuldt ud som personlig indkomst ligesom andre ydelser, der udbetales fra arbejdsgiveren".

Af bemærkningerne til ændringsforslaget, Skatteudvalget (L88 bilag 43), hvor der indsættes en bundgrænse på 8.000 kr. fremgår vedrørende forudsætningerne:

"... godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen... Hvis en medarbejder efter ansættelsens ophør, som følge af en retssag eller et forlig mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren eller dennes faglige organisation, får udbetalt et godtgørelsesbeløb, vil denne betingelse fortsat være opfyldt".

Af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 11, i lovforslag L88 fremsat den 4. november 1999 om skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgiver mv., ændret beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratiale mv., fremgår:

"... Gaver og godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver skal efter forslaget beskattes som skattepligtig personlig indkomst. Det betyder, at fratrædelsesgodtgørelser og lignende udbetalinger i fremtiden vil blive beskattet på samme måde som lønindkomst. Der kan således ikke længere spekuleres i at få ydelser fra arbejdsgiveren kategoriseret som fratrædelsesgodtgørelse i stedet for lønindkomst. Uddannelsesydelser, der gives i forbindelse med afskedigelsen, skal til gengæld være skattefrie.

Forslaget betyder således, at der ikke længere er forskel på den skattemæssige behandling af løn og fratrædelsesgodtgørelser.

Det betyder også, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratrædelse af stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser..." (SKATs fremhævning)

Endvidere fremgår det af Redegørelse fra Skatteretsrådet (Skatteministeriet juni 1999) vedrørende beskatning af fratrædelsesgodtgørelser, at godtgørelse efter funktionærlovens § 2a (nu § 2 b) og ligestillingsloven beskattes efter ligningslovens § 7 O, nu § 7 U. I SKATs juridiske vejledning, 2014-1, afsnit C.A.3.7 fremgår bl.a. følgende om erstatninger:

"... Der er ikke specifikke skatteretlige regler, der generelt regulerer beskatning af erstatninger eller kompensationer. Udgangspunktet for, hvordan erstatninger er beskattet, følger derfor af de grundlæggende principper i statsskatteloven.

For at afgøre beskatningen af en erstatning, skal man skelne mellem, om erstatningen er

a) En løbende ydelse eller
b) Et engangsbeløb.

Hvis erstatningen bliver udbetalt som en løbende ydelse, er det et løbende afkast, der har karakter af indkomsterhvervelse, hvilket er skattepligtigt efter SL § 4.

Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for.

Hvis erstatningen er en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri.

Hvis erstatningen derimod er en kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelse, er den skattepligtig.

Erstatning for tab af erhvervsevne ydet som engangsbeløb er skattefri, fordi den træder i stedet for en del af indkomstgrundlaget. Tilsvarende gælder for erstatninger udbetalt som engangsbeløb, der kompenserer for retsstridige krænkelser af mere immateriel karakter, som fx svie og smerte, varigt mén og tort. Honorar til personer, der frivilligt udsætter sig for svie og smerte, som fx forsøgspersoner eller professionelle boksere, er derimod skattepligtige. En sådan betaling har ikke karakter af en erstatning for en retsstridig krænkelse.

Hvis en arbejdsgiver ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til arbejdstidsdirektivet, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, har den ansatte ret til en godtgørelse.

Godtgørelsen beskattes som udgangspunkt efter de samme principper som nævnt ovenfor, dvs. ud fra en konkret vurdering af hvilken type ydelse, der er tale om, herunder hvad godtgørelsen træder i stedet for.

Hvis der er tale om en samlet udbetaling bestående af både godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsreglerne samt efterbetaling af løn for overarbejde, skal beløbet splittes op, så løndelen beskattes som A-indkomst, mens godtgørelsen er skattefri, jf. SL § 5 a. En eventuel godtgørelse for afskedigelse, foranlediget af, at man har påberåbt sig arbejdstidsdirektivets regler, beskattes efter reglerne i LL § 7 U om fratrædelsesgodtgørelse

Tvistighedsnævnet kan træffe afgørelse om erstatning til en elev, hvis en praktikvirksomhed misligholder en aftale, jf lov om erhvervsuddannelser (lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. april 2013, § 65).

Erstatninger i henhold til erhvervsuddannelsesloven bliver fastsat ud fra dansk rets almindelige regler om erstatning. Hvis erstatningen anses for at vedrøre tabt arbejdsfortjeneste, er den skattepligtig. Dette gælder også erstatning efter erstatningsansvarsloven for tab ved forlængelse af en uddannelse, jf. i øvrigt TfS 1997, 657 LSR.

Godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af arbejdsforholdet - det vil især være fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a - bliver beskattet efter reglerne i LL § 7 U..."

Praksis

SKM2003.77.TSS:

En elev modtog en erstatning på kr. 25.000, fordi elevtiden blev afbrudt 3 måneder før tid. Da beløbet ikke reelt erstattede løn, idet eleven fik løn og feriepenge frem til sidste arbejdsdag, blev beløbet betragtet som en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 U.

SKM2007.575.ØLR:

Sagsøger, (den tidligere ansatte), som var tillidsmand havde i forbindelse med afskedigelsen modtaget en "særlig fratrædelsesgodtgørelse" på 12 måneders løn. Landsretten udtalte:

"Det følger af ordlyden af ligningslovens § 7 U, at alle ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, er skattepligtige, i det omfang de overstiger 8.000 kr. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det med denne bestemmelse var tilsigtet at indføre en ensartet og neutral beskatning i alle tilfælde, hvor der i forbindelse med fratræden af stilling udbetales et beløb, der overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning".

Landsretten udtaler afslutningsvis,

"Landsretten finder efter en samlet vurdering, at A (sagsøger) ikke har godtgjort, at der ved afskedigelsen forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den udbetalte godtgørelse som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse af As ære eller person, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26".

Begrundelse

Der er konkret spurgt om beskatningen af en erstatningsydelse, som Højesteret tilkender spørgers tidligere ansatte i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen. Højesteret har ved afgørelsen fastslået, at den erstatning Tvistighedsnævnet har tilkendt den tidligere ansatte efter funktionærlovens § 3 alene dækker mistet lønindtægt.

Repræsentanten henleder bl.a. opmærksomheden afgørelse fra Byretten i Esbjerg, gengivet som SKM2014.357.BR, hvor den i denne sag omhandlede erstatning begrundes i de ganske særlige omstændigheder i form af fysiske overgreb, der forelå i denne sag. I nærværende sag er der imidlertid ikke tale om forhold, der kan henføres til erstatningsansvarslovens § 26, og dermed være en skattefri erstatning for tort.

SKAT skal videre bemærke, at beløbet efter dommen i Højesteret er tilkendt som yderligere kompensation udover mistet lønindtægt efter funktionærlovens § 3. Retten har i den forbindelse tilkendegivet, at den kompensation, som Tvistighedsnævnet efter praksis sædvanligvis tilkender, ikke er identisk med en minimalerstatning efter funktionærlovens § 3. En elev, der er tilkendt minimalerstatning efter funktionærlovens § 3, er derfor ikke afskåret fra at få tilkendt en yderligere kompensation. Højesteret forbeholder sig dog, at der ved fastsættelsen af en sådan yderligere kompensation kan tages hensyn til, at der er ydet minimalerstatningen.

Det er derfor SKATs opfattelse, at den omhandlede godtgørelse i lighed med andre udbetalinger i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1 for uberettiget ophævelse af elevforhold, skattemæssigt skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og dermed beskattes i medfør af ligningslovens § 7 U, jf. hertil tillige afgørelse fra SKAT, gengivet som SKM2003.77.TSS.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja" og at besvarelsen af spørgsmålene 2 - 4 henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at spørgeren har ret til at fratrække den omhandlede erstatning som en driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Ved Beregningen af den skattepligtige Indkomst bliver at fradrage:

a) Driftsomkostninger, d.v.s. de Udgifter, som i Aarets Løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde Indkomsten, derunder ordinære Afskrivninger.

Praksis

LSRM 1969.119

En damefrisør, der havde ophævet en lærlingekontrakt og derfor betalte en erstatning til lærlingen, kunne trække denne udgift fra ved indkomstopgørelsen som driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten anså nemlig erstatningsudgiften for at være en risiko, der var naturligt forbundet med at drive virksomhed som frisør. Damefrisøren havde overtaget en damefrisørsalon, hvor lærlingen var ansat, men hendes samarbejde med lærlingen blev hurtigt så dårligt, at frisøren af hensyn til driften af salonen ønskede at ophæve lærlingekontrakten. Sagen blev indbragt for lærlingevoldgiftsretten, og her indgik hun et forlig om at betale et fastsat beløb i erstatning til lærlingen til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende, der havde med lærlingeforholdet at gøre.

TfS 2000, 819. LSR

En travtræner var pålagt diverse løbsbøder i overensstemmelse med det almindelige regelsæt herfor, som var udviklet for travløb. Bøder var her kategoriseret på en skala fra A-E. Bøderne i kategorien D og E blev anset for bøder af egentlig pønal karakter, og derfor ikke fradragsberettigede, hvorimod bøder i kategorierne A-C blev anset for udsprunget af normal driftsrisiko for den skattepligtiges virksomhed og dermed fradragsberettigede.

SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR

En arbejdsgiver havde i forbindelse med afskedigelse af et betydeligt antal medarbejdere udsat en række ansatte for direkte forskelsbehandlings pga. alder og havde derfor handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Selv om der ikke blev spurgt om, hvorvidt arbejdsgiveren havde fradragsret for betalingen af de pågældende godtgørelser, udtalte Skatterådet, at forpligtelserne til at betale godtgørelsesbeløbene ikke kunne anses for udslag af en normal driftsrisiko og derfor ikke var fradragsberettiget som driftsudgift, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

SKM2014.355.SR

En person, der var ansat i en virksomhed, blev afskediget samtidig med en kollega med den begrundelse, at arbejdsgiveren manglede arbejdsopgaver. Kort tid før han blev afskediget, havde han over for sin arbejdsgiver oplyst, at hans hustru var gravid. Den tidligere ansatte krævede en godtgørelse efter ligebehandlingsloven af sin arbejdsgiver, idet han gjorde gældende, at afskedigelsen skyldtes, at han havde oplyst, at hans hustru var gravid. Sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet, der ikke fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at det ikke havde haft betydning for afskedigelsen, at den tidligere ansattes hustru var gravid. Han blev derfor tilkendt en godtgørelse efter ligebehandlingsloven, der skønsmæssigt blev fastsat til 360.000 kr., svarende til 9 måneders løn.

Skatterådet udtalte, at den godtgørelse, der var udbetalt i medfør af ligebehandlingsloven, skattemæssigt skulle behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og dermed skulle beskattes i medfør af ligningslovens § 7 U.

Skatterådet fandt endvidere, at den tidligere ansattes arbejdsgiver havde ret til at fratrække den omhandlede godtgørelse som en driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da det under de konkrete omstændigheder måtte anses for udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko, at arbejdsgiveren pådrog sig en forpligtelse til at betale godtgørelse for at have overtrådt ligebehandlingsloven.

Begrundelse

Ved vurderingen af, om udgifterne til betaling af erstatning efter funktionærlovens § 3 og godtgørelse for tab af uddannelsesgode i henhold til erhvervsuddannelsesloven er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er det efter SKATs opfattelse afgørende, om det kan anses for udslag af en naturlig og sædvanlig driftsrisiko, at spørgerens arbejdsgiver har pådraget sig disse udgifter.

Spørgeren har lidt et tab ved at skulle betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftale til klinikassistentelev, fordi han ikke har kunnet bevise, at han har været berettiget til at afskedige den tidligere ansatte pga. samarbejdsvanskeligheder. Samarbejdsvanskelighederne bestod det efter det oplyste i, at den tidligere ansatte ikke kunne samarbejde med en anden underordnet medarbejder, der var ansat på klinikken.

Efter SKATs opfattelse må det - medmindre der foreligger ganske særlige forhold - anses for udslag af en normal og sædvanlig driftsrisiko, at en arbejdsgiver påføres udgifter i forbindelse med afskedigelse af medarbejdere pga. samarbejdsvanskeligheder. SKAT finder derfor, at det driftstab, som spørgeren påføres ved at skulle betale erstatning og godtgørelse, kan fradrages som driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter