Dato for udgivelse
03 Jul 2014 10:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Jun 2014 09:35
SKM-nummer
SKM2014.491.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-6703349
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Trust, arv, transparent
Resumé

Udbetalinger fra en af afdøde A oprettet trust i USA til afdødes enke B anses for arv, da den oprettede trust ifølge vedtægterne er "revocable" og dermed transparent. Trustformuen er ikke definitivt og effektivt udskilt fra stifterens fomuesfære, hvorfor udbetaling af trustformuen til stifterens enke må anses som arv, der ikke medfører indkomstskattemæssige konsekvenser.

SKAT bemærker, at efter at B arver trustformuen, anses trusten tillige for at være transparent i forhold til hende, idet hun har råderet over trusten i form af, at hun efter 36 måneder til enhver tid kan afsætte trustee og indsætte en ny. Derfor skal hun beskattes af det løbende afkast fra trusten.

Reference(r)

Den juridiske vejledning, afsnit C.B.2.15.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning, afsnit C.B.2.15.2.


Spørgsmål

  1. Kan SKAT bekræfte, at der ikke er forbundet indkomstskattemæssige konsekvenser med udbetalinger til afdøde As ægtefælle, B, fra den af afdøde oprettede amerikanske trust, X Trust.

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

B var gift med A, der afgik ved døden den 30. august 2013. Begge ægtefæller var på dette tidspunkt hjemmehørende i Danmark. Boet behandles i Danmark som privat skifte med afdødes ægtefælle B, som eneste arving. 

I 2002 oprettede afdøde en trust efter amerikansk lov, The X Trust. Afdøde var hjemmehørende i Danmark på tidspunktet for trustens stiftelse.

I henhold til trustens art. 5, skal der efter stifterens død ske løbende udbetalinger fra trusten til B, så længe hun lever, eller indtil trustmidlerne er opbrugt.

I henhold til trustens vedtægter artikel 6 A kan stifteren på et hvilket som helst tidspunkt tilbagekalde truststiftelsen og har i givet fald krav på at få trustformuen tilbageoverdraget til sig.

Artikel 6 A er sålydende:

?Revocation and Amendment: The Settlor may at any time revoke this instrument in whole or in part by a written instrument. Upon revocation, the Trustee shall promptly deliver to the Settlor or the Settlors designee allof the designated portion of the trust assets. If this instrument is revoked with respect to all or major portion of the assets subject to this instrument, the Trustee shall be entitled to retain sufficient assets reasonable to secure payment of liabilities lawfully incurred by the Trustee in the administration of the trust, including Trustee´s fees, if any, that have been earned, unless the Settlor shall indemnify the Trustee against loss or expense."

Af vedtægternes artikel 6 B fremgår, at beneficianten B, efter 36 måneder kan afsætte trustee og udpege en ny.

Artikel 6 B er sålydende:

"(...)

A corporate Trustee may be removed after thirty-six (36) months in the discretion of the majority of the Beneficiaries, who shall then designate a successor corporate Trustee. (...)"

Repræsentanten oplyser, at trustee var afdøde selv, og efter As død er trustee afdødes bror og svoger til spørger.

Dette fremgår af vedtægtens artikel 7 A:

"If A shall fail to qualify or cease to act as trustee for any reason, then settlor's brother, C, shall act as Trustee. In the event C fails to qualify or ceases to act as Trustee, then Settlor's brother, D, shall act as Trustee. In the event D fails to qualify or ceases to act as Trustee, then Settlor's nephew, E, shall act as Trustee."

Endvidere har trustee C fremsendt følgende oplysninger:

"On August 1, 2013, the Estate of A had three assets:

  • Securities account at Morgan Stanley
  • Bank account at US Bank
  • A small partnership interest called GGE.
  • The estimated value of the Morgan Stanley account as of 8/1/2013 was USD $ 1.123.336.
  • The Bank balance on that date was USD $ 17.986.
  • There is no market value of GGE as it is private owned by many small investors.

The Morgan Stanley account is estimated to generate dividend income of approximately USD $ 54.000 per year. This return of course will decline as the assets in the account are sold and the proceeds sent to B.

The bank account produces negligible interest income.

The partnership interest in 2013 generated payments of approximately USD $ 4.582. These of course are not guaranteed in the furure."

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgerens opfattelse, at der er tale om udbetaling af arv efter afdøde, hvorfor udbetalingerne ikke medfører indkomstskattemæssige konsekvenser for spørgeren.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at udbetalinger fra The X Trust til spørgeren ikke får indkomstskattemæssige konsekvenser for spørgeren.

Praksis

SKM2012.95.HR:

Sagen handlede om, hvorvidt et beløb på 9.621.194 kr., som sagsøgte modtog i indkomståret 2002 fra England, skattemæssigt skulle anses som en gave fra sagsøgtes mor eller som en arv fra sagsøgtes morfar. Beløbet var udbetalt fra en engelsk trust stiftet af morfaderen.

Landsretten lagde til grund, at i henhold til morfaderens testamente og reglerne i engelsk trustret var beløbet til sagsøgte et forskud på sagsøgtes ret til trustkapitalen. Landsretten udtalte, at selvom det var trustee, der som administrator besluttede, om og hvornår et sådant forskud skulle udbetales, kunne udbetalingen alene gennemføres med sagsøgtes moders skriftlige samtykke.

Landsretten statuerede, at da sagsøgtes mor ved morfaderens testamente var tillagt en ret til i eget testamente at kunne bestemme, hvem af hendes børn eller disses efterkommere, der ved hendes død endeligt skulle erhverve ret til trustkapitalen, og derved var tillagt ret til at testere over trustkapitalen, og da sagsøgtes mor, som følge af kravet om hendes skriftlige samtykke til udbetaling af forskud, havde rådighed over kapitalen, mens hun var i live, måtte sagsøgtes mor i dansk afgiftsmæssig henseende anses for at være ejer af trustkapitalen. Det forhold, at sagsøgtes mor i 2009 erklærede, at hun afstod fra at udnytte sin ret til at bestemme, hvordan trustkapitalen skulle fordeles ved hendes død, kunne ikke føre til et andet resultat.

Højesteret stadfæstede dommen med de af landsretten anførte grunde. Højesteret tilføjede, at moderen i levende live havde en vis adgang til at råde over trustkapitalen dels ved testamente, dels i form af vetoret. Højesteret tiltrådte, at moderen på denne baggrund måtte anses for ejer af trustkapitalen i dansk afgiftsmæssig henseende. Det af sagsøgte modtagne beløb måtte herefter karakteriseres som en gave fra moderen, og der skulle betales gaveafgift.

SKM2013.741.ØLR:

Ved Østre Landsrets dom, SKM2005.67.ØLR, blev det statueret, at betingelserne for at anse en fond i Liechtenstein for et selvstændigt skattesubjekt ikke var opfyldt, og fondens nu afdøde stiftere var derfor blevet beskattet af fondens formue og formueafkast. En nevø til den ene af fondens stiftere var indsat som begunstiget, og ved Højesterets dom SKM2011.97.HR, blev det statueret, at nevøen ikke var berettiget til rentefradrag vedrørende et lån fra fonden, eftersom der ikke var tale om en reel gældsforpligtelse, men derimod et proformalån.

Samme nevø var efterfølgende blevet beskattet af skønsmæssigt ansat formueafkast (renteindtægter) vedrørende fondsformuen i Liechtenstein, da ejendomsretten til fondsformuen efter stifternes død måtte anses for at være overgået til ham. Ved Landsskatterettens kendelse SKM2012.294.LSR, blev det statueret, at fonden, heller ikke efter stifternes død kunne anses for et selvstændigt skattesubjekt, og at nevøen med rette var blevet beskattet af fondens indtægter.

Østre landsret fandt, at der ikke var fremkommet oplysninger om, at nevøen ikke havde fået del i begunstigelser foretaget efter stifterens død (onklen) i 1998. Der var heller ikke oplysning om, at anmodninger fra nevøen til fonden ikke var blevet imødekommet.

Idet der kun forelå sparsomme oplysninger om fondens virke, påhvilede det nevøen at føre bevis for, at han reelt ikke havde haft en sådan råden over fondens formue, og han var derfor skattepligtig af dens indtægter. Østre landsret tilsluttede sig Landsskatterettens begrundelse om, at nevøen ikke havde ført et sådant bevis.

SKM2014.314.SR:

Sagen handler om, hvorvidt beneficianterne, to søstre (O og P), hjemmehørende i USA kan betragtes som værende de reelle udbyttemodtagere ved udbytteudlodninger fra Selskabet hjemmehørende i Danmark til Trusten.

Stifterne (forældrene) har oprettet Trusten på Bermuda (A og B Family Trust), hvori er indskudt 49 pct. af anparterne i Selskabet (C ApS) hjemmehørende i Danmark. De resterende 51 pct. af anpartskapitalen i selskabet er ejet af et schweizisk selskab, hvis ultimative ejer er stifternes søn, M.

Beneficianterne har fået udlagt trustkapitalen som en gave fra stifterne (forældrene), hvorfor Trusten skal vurderes i forhold til de to søstre og ikke stifterne.

Trusten på Bermuda har to beneficianter, stifternes to døtre, som begge er hjemmehørende i USA, en uafhængig trustee eller trustees og en protektor. Protektor for Trusten er broderen, som kan afsætte trustee eller trustees samt vælge en ny trustee eller trustees. Dette skal godkendes af beneficianterne. Endvidere skal beneficianterne selv udpege en ny protektor, såfremt broderen selv træder af som protektor, eller hvis han ikke længere kan varetage opgaven. Beneficianterne skal også godkende eventuelle ændringer af vedtægten for Trusten.

SKAT finder efter en samlet konkret vurdering, at Trusten skattemæssigt er transparent, og at de to søstre er ejere af Trustens midler.

Skatterådet bekræfter, at de to søstre anses for at være de reelle udbyttemodtagere ved en udbytteudlodning fra Selskabet til Trusten, og derfor finder dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, artikel 10, nr. 2, litra b, anvendelse, således at Danmark ved en sådan udlodning kan indeholde 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet.

SKM2009.249.SR:

Skatterådet bekræftede, at der ikke var hjemmel til at beskatte den begunstigede af den løbende indkomst i trusten, men alene af de udbetalinger, som den begunstigede modtog, idet trusten var stiftet på en sådan måde, at trustens formue var uigenkaldeligt og definitivt adskilt fra stifterens private formue, således at midlerne ikke under nogen omstændigheder kunne tilbageføres til stifteren, dennes ægtefælle eller mindreårige børn.

Der blev lagt vægt på, at bestyrelsen/administrator var uafhængig af stifteren, idet trustee var en uafhængig revisor, samt at den begunstigede var uden indflydelse på trustees beslutninger og dermed uden råderet over trustens formue.

C.B.2.15.2 Beskatning af udenlandske trusts (fonde):

"Hvordan behandles stifteren af en udenlandsk trust eller en båndlagt kapital

Det sker, at personer, som er skattepligtige til Danmark, stifter eller sætter penge ind i udenlandske trusts. Udenlandske "trusts" kan ikke sammenlignes med danske fonde, og de kan have forskelligt indhold fra land til land og fra trust til trust.

For at en udenlandsk trust kan tillægges betydning for en dansk skattepligtig, er det SKATs opfattelse, at kapitalen både skal være

  • definitivt og
  • effektivt udskilt fra stifterens/indskyderens formuesfære.

Med definitivt menes, at stifteren ikke må have mulighed for at "tilbagekalde" trusten, så den udskilte kapital igen indgår i stifterens formuesfære.

Med effektivt menes, at stifteren ikke fortsat må have rådighed over den udskilte kapital."

Begrundelse

Besvarelsen forudsætter blandt andet en skattemæssig kvalifikation af trusten efter dansk ret.

En skattemæssig kvalifikation af trusten efter SKATs opfattelse følger nedenfor:

Det må undersøges, om kapitalen er definitivt og effektivt udskilt fra stifters formuesfære.

Begrebet definitivt betyder, at stifteren ikke må have mulighed for at "tilbagekalde" trusten, således at den udskilte kapital igen indgår i stifterens formuesfære.

Begrebet effektivt betyder, at stifteren ikke må have fortsat rådighed over den udskilte kapital.

Såfremt en af disse betingelser ikke er opfyldt, kan trusten ikke skattemæssigt anerkendes.

Vurdering skal foretages i forhold til spørger B

Såfremt stifteren er død, skal vurderingen af om trusten er definitivt og effektivt udskilt ikke foretages i forhold til stifteren, men i forhold til den person, som eventuelt må anses at have "arvet" rådigheden over trustkapitalen.

I nærværende sag er det oplyst, at trusten er oprettet således, at stifteren, afdøde A, kan få midlerne tilbage fra trusten, jf. vedtægtens artikel 6 A. Endvidere oplyser repræsentanten, at afdøde selv fungerede som trustee for trusten. Derfor finder SKAT, at der efter danske regler ikke foreligger en endelig og effektiv udskillelse af trustens midler i forhold til afdøde.

Derfor er det SKATs opfattelse, at trusten skattemæssigt anses for at være transparent, og trustens midler må efter dansk ret anses for at henhøre under afdødes formuesfære.

Trusten anses i nærværende sag for at indgå i afdødes bo, der skiftes i Danmark, hvor afdøde var hjemmehørende, og da spørger har arvet trustkapitalen, skal vurderingen af trusten nu foretages i forhold til spørger.

At den skattemæssige vurdering af en trust kan være den samme for en begunstiget/arving som for stifteren af en trust, fremgår af SKM2012.95.HR, hvor moderen anses for at være ejer af trustkapitalen, selvom trusten var stiftet af morfaren, da moderen havde en vis adgang til at råde over trustkapitalen.

Det fremgår endvidere af SKM2013.741.ØLR hvor fonden anses for at tilhøre nevøen, selvom han ikke er stifter af fonden, men arving, idet han ikke har ført bevis for, at han ikke har råden over fondens midler.

Kapitalens definitive og effektive udskillelse fra "stifterens" formuesfære

Ved bedømmelsen af kapitalens definitive og effektive udskillelse forstås, at de til trusten overførte midler aldrig må kunne tilbageføres til spørger B eller dennes familie. Dette gælder både fondens kapital og afkastet af denne.

Vurderingen skal som nævnt foretages i forhold til spørger B.

Det vil sige, at midlerne skal være overført til trusten på en sådan måde, at spørger B er helt afskåret fra at råde over disse.

Ved vurderingen af, om der er sket en definitiv og effektiv udskillelse af formuen, er det afgørende om, der er en selvstændig bestyrelse/administration, som en vigtig garanti for at en uafhængig ejerrådighed er tilvejebragt.

Af vedtægtens artikel 6 B fremgår, at beneficianten, B, efter 36 måneder kan afsætte trustee og udpege en ny.

Trustee anses ikke for at være uafhængig, idet beneficianten har beføjelse til både at afsætte og udpege trustee.

Det fremgår videre, at trustee er afdødes bror og svoger til spørger, hvilket indikerer, at trustee ikke er uafhængig af spørger.

Til forskel herfra fremgår det af SKM2009.249.SR, at den begunstigede var uden indflydelse på trustees beslutninger og uden råderet over trustens formue, således at der her er en selvstændig bestyrelse/administration af trusten.

SKAT finder derfor ud fra en samlet konkret vurdering, at kapitalen ikke er definitivt og effektivt udskilt fra spørgers formuesfære, da spørger har rådighed over trustens midler, jf. SKM2012.95.HR, SKM2013.741.ØLR og SKM2014.314.SR.

SKAT lægger vægt på, at der ikke er en uafhængig bestyrelse/administration af trusten.

Dermed er det SKATs opfattelse, at trusten skattemæssigt anses for at være transparent i forhold til spørger, og trustens midler må efter dansk ret anses for at henhøre under spørgers formuesfære fra As død.

Det fremgår af repræsentantens oplysninger, at A ved hans død den 30. august 2013 var hjemmehørende i Danmark, hvorfor hans bo skiftes her.

Spørger arver trustkapitalen ved stifterens As død.

Idet trusten anses for at være transparent, skal spørger B beskattes af det løbende afkast i trusten.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.