Dato for udgivelse
25 Aug 2014 14:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Aug 2014 11:03
SKM-nummer
SKM2014.585.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 297/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Told + Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Forsendelse og transitering
Emneord
Fællesskabsforsendelse, toldsyn, afslutning, forsømmelse
Resumé

H1 B.V. forestod transporten af et parti dvd-disketter, som var indført i Danmark fra et sted uden for EU. Dvd-disketterne skulle transporteres fra Danmark til Holland, hvor disse skulle frembydes for toldmyndighederne, og dvd-disketterne skulle herefter fragtes til den endelige modtager i Belgien.

H1 B.V. frembød ikke varerne i Holland og kørte direkte til modtageren i Belgien. Idet forsendelsen ikke blev afsluttet forskriftsmæssigt, efterlyste ToldSkat forsendelsen. Da der ikke blev reageret på efterlysningen, opkrævede ToldSkat importmoms, der i første omgang blev betalt af kautionisten, G7. ToldSkat imødekom ikke en senere ansøgning om tilbagebetaling af importmomsen, hvilket Landsskatteretten stadfæstede.

Højesteret lagde til grund, at Landsskatteretten havde taget stilling til, om importmomsen med rette var opkrævet i Danmark. Højesteret kunne derfor, udover spørgsmål om tilbagebetaling, prøve spørgsmålet om, hvorvidt der var opstået momsskyld i Danmark, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt.

Der forelå ikke oplysninger om tid og sted for, hvornår den første uregelmæssighed blev begået, jf. den dagældende toldkodeks artikel 203, stk. 1 og 2. Forsendelsesproceduren startede i Danmark, og Højesteret tiltrådte, at momspligten efter toldkodeksen indtrådte i Danmark, og at importmomsen med rette var opkrævet i Danmark, jf. den dagældende toldkodeks artikel 215, stk. 1, 3. pind, sammenholdt med momslovens § 12, stk. 1 og 2.

Højesteret fandt endvidere, at betingelserne for godtgørelse efter toldkodeksen ikke var opfyldt, jf. artikel 236 og artikel 239 i den dagældende toldkodeks. Det forhold, at den belgiske importør muligt havde medtaget importmoms vedrørende dvd-disketterne i sit momsregnskab, udgjorde ikke en særlig situation.

Landsretten var nået til samme resultat (dom af 17. oktober 2011).

Reference(r)

Momsloven § 12, stk. 1 og 2
Toldkodeksen artikel 215, stk. 1, (dagældende)
Toldkodeksen artikel 236 (dagældende)
Toldkodeksen artikel 239 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 D.A.4.9.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 F.A.23.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 A.A.1.9

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 A.A.10.3.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 F.A.12.7

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 F.A.12.10

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 F.A.13.4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 F.A.13.7


Parter

H1 B.V.
(advokat Philip Graff)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Peter Biering)

Afsagt af højesteretsdommerne

Jytte Scharling, Jon Stokholm, Vibeke Rønne, Oliver Talevski og Kurt Rasmussen.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 17. oktober 2011.

Påstande

Appellanten, H1 B.V., har gentaget sine påstande om, at Skatteministeriet skal betale 106.843,70 kr. med procesrente fra den 15. juli 2005, subsidiært om hjemvisning til fornyet behandling ved SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret er der fremlagt yderligere materiale om korrespondance mellem de danske og belgiske myndigheder i 2009 og 2010 til belysning af, om dvd-disketterne i 2004 blev frembudt for de belgiske toldmyndigheder.

Anbringender

Parterne har gentaget deres anbringender. H1 B.V. har dog anerkendt, at det ikke kan dokumenteres, at varerne blev frembudt for de belgiske toldmyndigheder.

H1 B.V. har særligt fremhævet, at EU-landenes toldkodeks ikke finder anvendelse. Sagen angår alene importmoms og tilbagebetaling heraf. Momslovens § 45, stk. 4, 1. pkt., giver mulighed for momsgodtgørelse i samme omfang som toldgodtgørelse efter toldkodeksen. Dette medfører imidlertid ikke, at fortolkning af momsloven i et og alt skal følge toldkodeksen. Reglerne i toldkodeksen kan således ikke "ad bagdøren" gøres anvendelige via en i øvrigt ikke klar henvisning i momsloven. Hertil kommer, at dobbelt betaling af moms ikke er hjemlet i EU-retten og vil stride mod neutralitets- og proportionalitetsprincipperne.

Der er ingen begrænsninger i Højesterets prøvelse af Landsskatterettens kendelse af 27. marts 2008, og der kan herunder ske en prøvelse af, om det var med rette, at der blev opkrævet importmoms i Danmark.

Skatteministeriet har særligt fremhævet, at der ved sager om importmoms og afgiftsgodtgørelse på varer fra tredjelande skal træffes afgørelse efter toldkodeksen. Den omstændighed, at der muligt også er betalt moms af varerne i Belgien, kan ikke medføre, at de danske skattemyndigheder alene af denne grund skal imødekomme kravet om tilbagebetaling af importmomsen, der er opkrævet med rette.

Spørgsmålet om momsskyld i form af dansk importmoms blev afgjort ved ToldSkats afgørelse af 17. marts 2005. Afgørelsen blev ikke indbragt for Landsskatteretten. Da det er en betingelse for domstolsprøvelse af en skatteforvaltningsafgørelse, at den administrative rekurs er udnyttet, kan spørgsmålet ikke behandles ved domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Supplerende retsgrundlag

Momslovens § 12 og § 45, stk. 4 (tidligere stk. 6), 1. pkt., har følgende ordlyd:

"...

§ 12. Der betales afgift af varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU.

Stk. 2. Når varen ved indførslen henføres under en ordning vedrørende forsendelse af varer inden for EU... indtræder afgiftspligten dog først, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger.

§ 45. stk. 4. Der ydes i tilfælde, hvor betingelserne for toldgodtgørelse efter EF's toldkodeks er opfyldt, afgiftsgodtgørelse i samme omfang som toldgodtgørelse.

..."

Momslovens § 12 gennemfører bl.a. det dagældende sjette momsdirektiv (Rådets direktiv 77/388 (EOF) af 17. maj 1977) som ændret bl.a. ved Rådets direktiv 91/680 (EØF) af 16. december 1991.

I artikel 7 hedder det bl.a.:

"...

1. Ved "indførsel af et gode" forstås:

...

2. Indførslen af et gode sker i den medlemsstat, på hvis område godet befinder sig, når det ankommer til Fællesskabet.

3. Uanset stk. 2 sker indførsel af et i stk. 1, litra a), omhandlet gode, såfremt dette gode efter sin ankomst til Fællesskabet henføres under ... en ordning vedrørende ekstern forsendelse, i den medlemsstat, på hvis område godet ophører med at være dækket af disse ordninger.

..."

Artikel 10, stk. 3; har følgende ordlyd:

"...

3. Afgiftspligten indtræder og afgiften forfalder på det tidspunkt, hvor godet indføres. Henføres goder straks ved ankomsten til Fællesskabet under en af de i artikel 7, stk. 3, omhandlede ordninger, vil afgiftspligten først indtræde og afgiften først forfalde på det tidspunkt, hvor goderne ophører med at være dækket af disse ordninger.

Skal der for de indførte goder svares told, landbrugsimportafgifter eller afgifter med tilsvarende virkning, der er fastsat som led i en fælles politik, vil imidlertid afgiftspligten indtræde og afgiften forfalde på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder for de pågældende fællesskabsafgifter.

Skal der for de indførte goder ikke svares nogen af disse fællesskabsafgifter, anvender medlemsstaterne de gældende toldbestemmelser ved fastlæggelse af afgiftspligtens indtræden og afgiftens forfald.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår prøvelse af Landsskatterettens kendelse af 27. marts 2008. Ved denne kendelse stadfæstede Landsskatteretten ToldSkats afgørelse af 2. marts 2007 om ikke at imødekomme en ansøgning om tilbagebetaling af importmoms vedrørende en forsendelse af dvd-disketter inden for EU. Importmomsen blev oprindelig opkrævet hos G2 A/S, der var antaget som transportør og anført som hovedforpligtet i forsendelsesdokumentet (T1). Importmomsen blev efterfølgende efter pålæg af ToldSkat betalt af G7, der var kautionist for G2. H1 B.V., der forestod transporten af dvd-disketterne fra Danmark til den belgiske importør, G1, har herefter refunderet momsbeløbet til G7.

Landsskatteretten har i kendelsen til brug for bedømmelsen af spørgsmålet om tilbagebetaling taget stilling til, om det var med rette, at ToldSkat ved afgørelse af 17. marts 2005 havde opkrævet importmoms hos G2. Højesteret finder herefter, at spørgsmålet om, hvorvidt der er opstået momsskyld her i landet, kan prøves under denne retssag, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt.

Højesteret lægger efter bevisførelsen til grund, at dvd-disketterne blev indført her i landet fra et sted uden for EU. Udgangspunktet er herefter, at der skal betales importmoms i Danmark, jf. momslovens § 12. stk. 1. Da dvd-disketterne imidlertid i forbindelse med indførslen blev henført under toldordningen for ekstern fællesskabsforsendelse, jf. herved artikel 91 og artikel 92 i Rådets forordning om indførelse af en EF-toldkodeks (nr. 2913/92 med senere ændringer), er dette udgangspunkt fraveget, idet momspligten først indtrådte, da dvd-disketterne ikke længere var omfattet af denne ordning. Dette gælder efter Højesterets opfattelse, selv om der ikke skulle betales told af dvd-disketterne, fordi toldsatsen var sat til nul. Der henvises til momslovens § 12, stk. 2, sammenholdt med dagældende sjette momsdirektivs artikel 7, stk. 3, og artikel 10, stk. 3.

Den omhandlede forsendelse af dvd-disketterne blev ikke frembudt for toldmyndighederne i Holland eller Belgien, og proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse blev således ikke afsluttet forskriftsmæssigt. Under disse omstændigheder ophørte de pågældende dvd-disketter med at være dækket af ordningen for ekstern fællesskabsforsendelse, således at momspligten indtrådte, på det tidspunkt og det sted, hvor den første uregelmæssighed, der kan betegnes som unddragelse fra toldtilsyn, blev begået, jf. toldkodeksens artikel 203, stk. 1 og 2, sammenholdt med præmis 53 i EU-Domstolens dom af 11. juli 2002 (Liberexim, sag nr. C-371/99). Forsendelsesproceduren begyndte i Danmark, og der foreligger ikke nærmere oplysninger om tid og sted for den første uregelmæssighed, der kan betegnes som unddragelse af toldtilsynet. Højesteret finder derfor, at momspligten indtrådte her i landet, jf. toldkodeksens artikel 215, stk. 1, 3. pind, sammenholdt med momslovens § 12, stk. 1 og 2. Højesteret tiltræder herefter, at importmomsen med rette er opkrævet her i landet.

Efter momslovens § 45, stk. 4 (tidligere stk. 6), 1. pkt., ydes i tilfælde, hvor betingelserne for toldgodtgørelse efter EF's toldkodeks er opfyldt, momsgodtgørelse i samme omfang som toldgodtgørelse. I denne sag er spørgsmålet, om betingelserne for toldgodtgørelse efter toldkodeksens artikel 236 eller artikel 239 ville have været opfyldt.

Højesteret tiltræder, at betingelserne for godtgørelse efter toldkodeksens artikel 236 ikke er opfyldt, allerede fordi det pågældende momsbeløb efter det ovenfor anførte "på betalingstidspunktet var skyldigt efter lovgivningen". Højesteret tiltræder endvidere, at betingelserne for godtgørelse efter artikel 239 heller ikke er opfyldt. Der er herved lagt vægt på, at der som anført af Landsskatteretten efter praksis skal foreligge en særlig situation, dvs. omstændigheder, der gør, at klageren er sat i en usædvanlig situation i forhold til andre. Det forhold, at den belgiske importør, G1, muligt har medtaget importmoms vedrørende dvd-disketterne i sit momsregnskab, udgør ikke en særlig situation, da de danske myndigheder som nævnt har været kompetente til at opkræve importmoms. Højesteret har endvidere lagt vægt på, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at der er udvist åbenbar forsømmelighed i forbindelse med transporten.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 B.V. betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet dækker udgifter til advokat, og der er ved fastsættelsen taget hensyn til, at der for Højesteret har været spørgsmål om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 B.V. betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.