Dato for udgivelse
11 Nov 2014 11:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Jul 2014 11:46
SKM-nummer
SKM2014.774.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Roskilde, BS 18A-2409/2013
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Godtgørelsesprocent, skønsmæssig, omkostningsdækning
Resumé

Sagen vedrørte en prøvelse af Landsskatterettens afslag på skatteyderens anmodning om at meddele tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn i en verserende sag ved Landsskatteretten.

Retten fandt, at der med bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, og i Landsskatterettens forretningsorden § 19, stk. 6, var overladt skattemyndighederne en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, om der bør ydes fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn.

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn, og Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 A.A.11.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 A.A.13.4


Parter

R1 v/R1.1 som mandatar for
A
(Advokat Jane K. Bille)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Clara Trolle)

Afsagt af byretsdommer

Jens Nørtved

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag drejer sig om, hvorvidt A i medfør af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, har krav på fuld omkostningsdækning til afholdelse af syn og skøn til brug for en verserende skattesag ved Landsskatteretten (nu Skatteankestyrelsen).

Sagsøger, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at A meddeles tilsagn om fuld omkostningsdækning til afholdelse af syn og skøn over driften af jordbruget fra ejendommen H1, samt virksomhed med hundekennel til brug for verserende sag i Landsskatteretten, j.nr. 11- 03000899.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen er anlagt den 28. november 2013 og har været hovedforhandlet den 24. juni 2014.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af A.

A har forklaret, at han købte ejendommen på ...1 i 2003. Med i købet fulgte 25 hektar jord. Han flyttede ind i ejendommen med sin familie og har siden drevet forskellige virksomheder fra ejendommen i form af en it-virksomhed, hundekennel og landbrug. Han har også et fårehold, men det er ikke decideret erhvervsmæssigt. Han passer også 6 hektar jord for en vandforsyning. Han kan ikke bruge de 6 hektar til landbrug, da der ikke må sprøjtes på området, men han har får gående der. Han var ikke selv landmand og ville derfor i begyndelsen lade landmænd passe sin jord. Han solgte de 25 hektar jord til kommunen i 2008, men som et led i aftalen forpagter han nu jorden. Han lader den samme landmand, JK, passe jorden, som også passede den inden salget til kommunen. JK passer jorden efter sagsøgers instruktioner og for sagsøgers risiko. Han var klar over allerede fra 2006-2007, at jorden skulle sælges til kommunen med henblik på byudvidelse. Det var meningen, at der skulle ske mageskifte med noget andet jord, men det endte med, at han købte den anden jord i udbud. I 2007-2008 var kornpriserne meget lave, hvilket betød, at hans landbrugsdrift gav underskud. Han har efterfølgende i perioden 2011- 2013 tilkøbt 7 landbrugsejendomme med i alt omkring 130 hektar jord. I 2006-2007 besluttede han sig for at etablere en hundekennel, og i 2007-2008 blev de nødvendige faciliteter og avlshunde anskaffet. Han vurderede, at det ville tage 3-5 år at opbygge en overskudsgivende forretning. Han fik oparbejdet en besætning på 8 hunde og driver nu kennelen erhvervsmæssigt. Det tager tid at oparbejde en god besætning og få etableret et navn i branchen. Hundekennelen har fra 2010 givet et årligt overskud på 150-200.000 kr. En syns- og skønsmand vil kunne bekræfte, at det tager tid at opbygge en veldrevet kennel. It-virksomheden driver han i form af et A/S, mens de øvrige foretagender drives i personligt regi. Han afgiver regnskaber for alle virksomhederne. Hans regnskaber laves i øvrigt af R2. Virksomheden med hundekennel består både i salg af hunde og undervisning.

Parternes synspunkter

Sagsøger har procederet sagen i det væsentligste i overensstemmelse med følgende anbringender anført i påstandsdokument af 10. juni 2014:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,

at tilsagn efter Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, skal gives, når et syn og skøn kan tilføre sagen væsentlige oplysninger og oplysningerne ikke kan indhentes mere hensigtsmæssigt på anden måde.

Denne praksis har Landsskatteretten senest selv fastslået i Landsskatterettens afgørelse i SKM2013.770.LSR, hvor det fremgår:

"...

Med andre ord er de grundlæggende hensyn bag bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, fortsat de samme som ved indførelsen af den oprindelige bestemmelse om omkostningsdækning vedrørende udgifter til syn og skøn. Bestemmelsen om adgang til syn og skøn og omkostningsgodtgørelse af udgifter vedrørende syn og skøn baserer sig fortsat på, at der tidligst muligt skal ske en bevismæssig afklaring i en given sag. Der er heller ikke ændret på, at bestemmelsen om omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn, der vil blive afholdt i forbindelse med en sag, aktualiseres, når oplysninger af væsentlig betydning for sagen ikke kan indhentes mere hensigtsmæssigt end gennem et syn og skøn.

..."

At et syn og skøn i den konkrete sag vil tilføre sagen væsentlige oplysninger.

Således vil et syn og skøn kunne afdække, om driften af såvel jordbruget som hundekennelen er faglig forsvarligt drevet. Herunder vil skønsmandens erklæringer kunne give oplysninger om:

-

driften af jordbruget med de konkrete aftaler er faglig forsvarlig og sædvanlige

-

udviklingen i jordbruget og betydningen heraf

-

længden af indkøringsperioden for hundekennelen og betydningen heraf.

Et syn og skøn vil også kunne give væsentlige oplysninger om økonomien i de to driftsgrene, herunder med

-

en fordeling af udgifter og indtægter på de enkelte driftsgrene og

-

driftsøkonomien i omhandlende virksomhederne og udsigten til at driften vil blive overskudsgivende.

At et syn og skøn vil give faglige og uvildige oplysninger til sagen, der ikke mere hensigtsmæssigt vil kunne indhentes på anden måde.

A kunne via egne rådgivere fremkomme med de faglige oplysninger i sagen, men da disse i høj grad indebærer en vurdering, vil oplysningerne fremstå som egen indhentede. Sådan egen indhentede oplysninger har bevismæssigt ringe værdi. Reelt vil det således alene være muligt at fremskaffe de oplysninger, der er behov for ved et uvildigt syn og skøn.

At Landsskatteretten - når de træffer afgørelse om tilsagn om fuld omkostningsdækning efter Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3 - skal varetage de hensyn, som ligger bag bestemmelsen, og som dels er udtrykt i forretningsordenens § 19, stk. 6 og dels i Landsskatterettens egen praksis.

At Landsskatteretten ved sin afgørelse ikke kan lægge vægt på andre hensyn, herunder tage budgethensyn eller på anden måde sætte skønnet under en regel.

At Landsskatterettens afgørelse af 28. august 2013 ikke er begrundet i hensyn om, at der ikke vurderes at kunne indhentes væsentlige oplysninger, som ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på anden måde. Således er afslaget begrundet på følgende måde:

"...

Retten har lagt vægt på, at landbrugsvirksomheden i indkomstårene 2008 og 2009 ikke kan anses for erhvervsmæssigt drevet, idet der ved de på forhånd fastlagte udgifter til forpagtning og pasning af det forpagtede jordstykke ikke synes at være udsigt til et resultat på omkring 0 kr. eller derover.

..."

"...

Vedrørende hundekennelen har retten lagt vægt på, at der ikke har været indtægter i 2007, 2008, 2009, hvorfor virksomheden ikke synes at være erhvervsmæssigt drevet i disse år.

..."

Landsskatterettens kontor har således reelt afgjort sagen på forhånd ved selv at vurdere de forhold, som en skønsmand i givet fald skulle udtale sig om.

At Landsskatteretten dermed er gået udover sit kompetenceområde og har vurderet noget, som de ikke har den fornødne faglige indsigt i, i og med at Landsskatteretten i begge tilfælde tillægger det betydning, at virksomheden ikke synes at være erhvervsmæssig drevet.

Dette underbygger sagsøgers opfattelse af,

At det er helt centrale oplysninger, som skønsmandens erklæring vil kunne bidrage med til sagen, navnlig om der er udsigt til at driften på sigt vil kunne blive overskudsgivende.

At oplysningerne ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på anden måde end ved syn og skøn, herunder hverken ensidigt kan indhentes af sagsøgeren selv, eller - som det er sket - selv foretages af Landsskatterettens kontor uden hverken den relevante faglige viden eller tilstrækkelig indsigt i driftsøkonomien i virksomheden.

At Landsskatteretten ved at gå ud over sit kompetenceområde har tilsidesat det overordnede formål med at indhente uvildige skønserklæringer - at få oplyst sagen med en erklæring fra en faglig kompetent person.

At der dermed også er en formodning for, at afgørelsen er båret af andre - usaglige - hensyn.

At sagsøgte ikke har kunnet afkræfte denne formodning.

At det må tillægges sagsøgte processuel skadesvirkning, at sagsøgerens opfordringer kun delvist er opfyldt, herunder

At bilag A har karakter af et partsindlæg mere end fremlæggelse af objektive oplysninger.

..."

Sagsøgte har procederet sagen i det væsentligste i overensstemmelse med følgende anbringender anført i påstandsdokument af 10. juni 2014:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige afslag på forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn i sagen ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3.

Det fremgår af den dagældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, at:

"...

Skatteankenævnet, Landsskatteretten, eller Skatterådet kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn efter § 47 i en sag for myndigheden, skal godtgøres fuldt ud. Afgørelse af, om sådanne udgifter skal godtgøres fuldt ud, kan træffes af

1)   retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef i Landsskatteretten

eller

2)   told- og skatteforvaltningen som sekretariat for Skatterådet eller skatteankenævnet.

..." (min understregning)

I den dagældende bestemmelse i Landsskatterettens forretningsorden § 19, stk. 6, er det anført herom:

"...

Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter afholdt til syn og skøn skal dækkes fuldt ud af det offentlige, når afholdelsen af syn og skøn har tilført sagen eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde.

..." (mine understregninger).

Hverken ordlyden eller forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, eller bestemmelsen i forretningsordenens § 19, stk. 6, indeholder nærmere anvisninger om, hvornår der skal gives forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til omkostningerne forbundet med afholdelse af syn og skøn.

Landsskatteretten har således en skønsmæssig beføjelse til at give tilsagn om fuld omkostningsdækning til syn og skøn, og sagsøgeren har derfor ikke et retskrav på forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse.

Det tilkommer derfor Landsskatteretten, som den myndighed, der skal træffe afgørelse i den materielle sag, at tage stilling til, om der skal gives tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til syn og skøn, herunder om afholdelse af syn og skøn skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger.

Domstolsprøvelsen af Landsskatterettens skønsudøvelse er begrænset til rammerne for skønnet, hvilket vil sige, om der er fejl eller mangler ved grundlaget for et udøvet skøn, og om væsentlige forvaltningsretlige principper eller sagsbehandlingsregler er tilsidesat.

Landsskatterettens skøn er ikke udøvet på et mangelfuldt eller fejlagtigt grundlag, og sagsøgeren har da heller ikke påvist nogen fejl eller mangler ved skønsudøvelsen. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afslag.

Det bestrides, at der er en formodning for, at Landsskatterettens afgørelse er båret af usaglige hensyn, således som sagsøgeren har gjort gældende. Der er intet grundlag for en sådan formodning. Skønsudøvelsen er ikke begrænset af interne instrukser i Landsskatteretten eller af budgetmæssige hensyn, jf. bilag A. Som det fremgår af sagens bilag A beror afgørelsen, om hvorvidt der skal gives tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse, på en konkret vurdering af hvorvidt et syn og skøn vil kunne tilføre sagen nye væsentlige oplysninger.

Begrundelsen for afslaget i nærværende sag, jf. bilag 8, viser også, at der er foretaget en individuel og konkret vurdering af, om et syn og skøn ville kunne tilføre sagen nye, væsentlige oplysninger. På baggrund af de oplysninger, som allerede foreligger i sagen, har Landsskatteretten vurderet, at et syn og skøn vedrørende driften af virksomheden ikke vil kunne tilføre sagen nye, væsentlige oplysninger, som er af betydning for Landsskatterettens afgørelse af sagen. Afgørelsen er derfor i overensstemmelse med de rammer, der er angivet for skønsudøvelsen, og der er ikke varetaget usaglige hensyn.

Den omstændighed, at sagsøgeren måtte være uenig i Landsskatterettens afgørelse om, at virksomheden med agerbrug og hundekennel allerede på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke er erhvervsmæssigt drevet, kan ikke føre til en tilsidesættelse af Landsskatterettens skøn.

Ex tuto gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse om, at et syn og skøn ikke vil kunne tilføre sagen nye væsentlige oplysninger.

Det fremgår af begrundelsen for afslaget, jf. bilag 8, at Landsskatteretten vedrørende agerbruget i vurderingen har lagt vægt på, at der på baggrund af de på forhånd fastlagte udgifter til forpagtning og pasning af jordstykket ikke synes at være udsigt til et resultat omkring kr. 0 eller derover.

Endvidere har Landsskatteretten vedrørende hundekennelen lagt vægt på, at der ikke har været indtægter i årene 2007-2009.

Efter den særlige ligningspraksis anses en landbrugsejendom for at være drevet erhvervsmæssigt, hvis driften kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig bedømt ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok, og der tilsigtes at opnå et rimeligt driftsresultat. Det gælder dog ikke, hvis det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende, jf. herved SKATs juridiske vejledning, 2014-1, afsnit C.C.1.3.2.1. For så vidt angår jordbruget har der ikke været udsigt til at opnå et driftsresultat på omkring kr. 0 eller derover, når der tages højde for forpagtningsafgiften. At sagsøgeren efterfølgende har tilkøbt jord og dermed har udvidet landbrugsvirksomheden betydeligt, kan ikke ændre ved, at virksomheden vedrørende jordbruget ikke havde erhvervsmæssig karakter i indkomstårene 2007-2009, jf. herved SKM2007.59.HR.

Hundekennelen er ikke omfattet af den særlige ligningspraksis for landbrug, og spørgsmålet om hvorvidt hundekennelen er erhvervsmæssigt drevet skal derfor afgøres efter de almindelige kriterier for afgrænsning af erhvervsmæssig virksomhed, herunder intensitetskriteriet, som indebærer, at virksomheden skal have en vis minimumsomsætning for at kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Hundekennelen vil ikke kunne godkendes som erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2007-2009 allerede på grund af manglende indtægter i de i sagen omhandlede indkomstår. Eventuel omsætning i årene 2010-2012 ændrer ikke herved.

Et syn og skøn vedrørende driften af henholdsvis jordbruget og hundekennelen har derfor ingen betydning for sagens afgørelse.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af den omhandlede bestemmelse i § 52, stk. 3, at de nævnte skattemyndigheder kan bestemme, at udgifterne til syn og skøn i en sag for myndigheden skal godtgøres fuldt ud.

Af bekendtgørelse af forretningsorden for Landsskatteretten § 19, stk. 6, fremgår det videre, at Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter afholdt til syn og skøn skal afholdes fuldt ud af det offentlige, når afholdelsen af syn og skøn har tilført sagen eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde.

Der er herved overladt skattemyndighederne en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, hvorvidt der bør ydes fuld omkostningsdækning af omkostningerne til syn og skøn.

Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte det i sagen udøvede skøn over, at der foreløbig ikke ydes fuld omkostningsdækning af sagsøgers omkostninger til syn og skøn i den verserende skattesag.

Derfor tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

I sagsomkostninger skal mandataren betale 25.000 kr. til sagsøgte. Beløbet er inklusive moms og fundet passende til dækning af udgifter til advokatbistand. Retten har ved omkostningsfastsættelsen taget udgangspunkt i de vejledende takster og lagt vægt på sagens omfang og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for den af sagsøger, A, nedlagte påstand.

Mandataren, R1 v/R1.1, skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale 25.000 kr. til sagsøgte.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter