Dato for udgivelse
02 Mar 2005 12:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22. december 2004
SKM-nummer
SKM2005.96.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1214-0041
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Samlevende, fængsel, ægteskab
Resumé
Fængsling var i sig selv ikke en hindring for, at et ægteskabeligt samliv mellem ægtefæller kunne etableres under afsoningen.
Reference(r)
Kildeskatteloven § 4

Klagen vedrører spørgsmålet, om klageren og hendes ægtefælle i indkomstårene 2000 og 2001, hvor ægtefællen afsonede en fængselsstraf, var at anse som samlevende i skattemæssig forstand, jf. kildeskattelovens § 4, stk. 1 og 2. Ægteskabet er indgået efter, at ægtefællens afsoning er begyndt. 

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse ændres, idet Landsskatteretten finder, at klageren og ægtefællen i 2000 og 2001 kunne anses som samlevende ægtefæller, jf. kildeskattelovens § 4.

Sagens oplysninger

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten oplyst følgende vedrørende de faktiske forhold:

Klagerens forhold til B, som hun blev gift med i 1999, blev indledt i august 1998. Klageren boede på daværende tidspunkt i X sammen med sin datter.

B flyttede den 1. januar 1999 ind hos klageren og datteren. Han blev imidlertid ikke tilmeldt folkeregistret på denne adresse, men på en anden adresse i X, der dog reelt var fremlejet til én af hans kammerater.

B blev anholdt i februar 1999, på et tidspunkt hvor han og klageren havde planer om at indgå ægteskab. Planerne om ægteskab blev imidlertid udskudt,  da B i de efterfølgende 4 måneder var varetægtsfængslet i isolation.

Klageren kontaktede på baggrund af fængslingen kommunen for at få oplyst, om der var grundlag for at ændre B’s folkeregisteradresse, således at denne blev ændret til hendes adresse. Kommunen oplyste i første omgang, at de registreringsmæssige forhold var uden nogen praktisk betydning. Kommunen blev imidlertid den 8. marts 1999 ringet op af politiet, der oplyste, at B aldrig har boet på den opgivne adresse, hvortil der blev ydet boligsikring, idet han rettelig havde boet hos klageren. Kommunen stoppede som følge heraf B’s boligstøtte med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet, og krævede ved afgørelse af 1. april 1999 tilbagebetaling af den samlede ydede boligstøtte for perioden fra den 1. januar 1999 til den 31. marts 1999.

Isolationsfængslingen af B blev ophævet primo juni 1999, men B blev i juni 1999 idømt en fængselsstraf på 4 år.

Klageren og B blev viet den 29. juni 1999.

Klageren kontaktede efter vielsen igen kommunen med henblik på ændring af ægtefællens adresse, men kommunen svarede igen, at det var uden betydning, at ægtefællen ikke havde folkeregisteradresse på hendes adresse.

Ægtefællen havde under sin afsoning af fængselsstraffen udgang hver tredje weekend med henblik på at besøge familien. Dette blev senere ændret til hver anden weekend.

Ægtefællen blev pr. 1. september 1999 tilmeldt folkeregistret på klagerens adresse. Familien modtog herefter adskillige repressalier og var udsat for hærværk. Klageren og hendes datter måtte som følge heraf forlade det fælles hjem, og de flyttede den 21. december 1999 ind på et krisecenter.

Klageren og ægtefællen besluttede på grund af omstændighederne at flytte fra X. De blev i den forbindelse skrevet på venteliste i en boligforening, hvortil ægtefællen havde et boligbrev. Klageren fik i den forbindelse adressebeskyttelse.

Det Sociale Nævn i statsamtet hjemviste ved brev af 22. december 1999 sagen vedrørende ægtefællens boligstøtte til fornyet behandling i kommunen. Hjemvisningen var begrundet i, at ægtefællen ikke inden kommunens brev af 1. april 1999 var blevet orienteret om henvendelsen fra politiet og i, at han således ikke havde haft mulighed for at udtale sig desangående.

Familieterapeut C har i brev af 26. september 2000 til socialrådgiver D i statsfængslet, udtalt følgende i anledning af en anmodning fra ægtefællen om 14 dages orlov:

”……
B har en lille datter på 4 år.

Jeg kender familien gennem knap 3 år og i den tid har datteren oplevet mange ting som normalt ikke er oplevet af et barn i den alder:

Hun har været adskilt fra sin mor i en længere periode, da hendes mor først var isolationsfængslet og dernæst varetægtsfængslet. Hun boede da i en plejefamilie.

Far er i fængsel og har p.t. udgang hver 3. weekend, ellers er hendes kontakt til hendes far henvist til fængslet.

Indtil for få måneder siden boede jun med sin mor på et krisecenter, hvilket var en belastende tid for familien.

Jeg oplever hende som en meget kvik pige, der er ualmindelig selvhjulpen, en udvikling som har været nødvendig for hende, for at klare det pres og den uforudsigelige hverdag hun har haft.

Jeg ser hendes selvstændighed og krav om selvstændighed på nogen punkter være udviklet som en 6 årig. Det er meget usundt.

Hun har behov for at være i nogle forudsigelige og trygge rammer, så hun kan tage det med ro og ikke være nødt til at klare så meget selv. Hun har brug for en far der har mulighed for at stille op, så hun kan få lov til at være lille.

Hun er meget knyttet til far og jeg er helt overbevist om, at det er vigtigt for hendes videre udvikling og trivsel, at hun får en fornemmelse af, at hun er i en familie, hvor de voksne kontinuerligt er tilstede.

Hun skal være storesøster om 3 måneder, hvilket må tale for at hun får endnu mere behov for at far er hjemme så meget som muligt.
……”

Klageren fødte den 8. januar 2001 ægteparrets søn, og parret fik den 15. juni 2001 tildelt en lejlighed på i Y.

Klageren blev syg den 3. maj 2001, og ægtefællen søgte som følge heraf om afbrydelse af strafafsoningen. Denne afbrydelse blev tildelt med virkning fra den 9. maj 2001 og indtil den 9. juni 2001. Afbrydelsen skyldtes, at ægtefællen måtte tage ophold i familiens hjem for at varetage arbejdet i hjemmet og tage sig af familiens to børn.

I efteråret 2001 søgte ægtefællen om lov til at afsone sin reststraf i halvåbent fængsel med henblik på at bibeholde kontakten til familien. Socialrådgiver i Y kommune, udarbejdede i den forbindelse sålydende udtalelse:

”……
Jeg som er familiens socialrådgiver, kan kun støtte B’s ansøgning om, at han får lov til at afsone sin rest straf i ½ åben fængsel, eller i Z arrest, hvor kontakten til familien kan bibeholdes.

Det kan oplyses, at den periode, hvor B havde strafafbrydelse på grund af at hustruen var blevet smittet med leverbetændelse, klarede B hjemmet og arbejdet med begge børn til forvaltningens tilfredsstillelse, hans nær kontakt til børnene gav især datteren et løft.

Begge børn har stort behov for, at den gode kontakt bibeholdes. Moderen lider af rengørings mani, som nemt kan tage overhånd, men som B. er god til at støtte op om, så hun kan holde det på et normalt plan, men det kræver den nærkontakt, som er i ½ åbent fængsel.
…….”

I foråret blev det på grund af familiens frygt for genoptagelse af repressalier m.v. i samarbejde med politiet og Direktoratet for Kriminalforsorgen besluttet, at ægtefællens adresse midlertidigt skulle registreres i X. Ægtefællen blev således pr. 15. marts 2001 registreret med folkeregisteradresse i X. Adressen blev imidlertid den 1. december 2001 igen ændret til Y, hvor klageren og børnene uændret havde været tilmeldt.

I vinteren / foråret 2002 påbegyndtes en udstationering af ægtefællen med henblik på hans løsladelse. Socialrådgiver har i den forbindelse skrevet således til Arresthuset:

”……
Under henvisning til, at der er 2 små børn i hjemmet, der skal køres ind i et normalt familiemønster, dels skal B og hustruen have fundet en hverdag igen, helst inden B starter på job.

Hvorfor udstationeringen støttes.”

Ægtefællen blev løsladt i april 2002.

Der er til brug for Landsskatterettens behandling af sagen fremlagt kopi af afgørelse af 22. december 1999, truffet af Det Sociale Nævn statsamtet. Afgørelsen, der er adresseret til klagerens ægtefælle, er begrundet således:

”Det Sociale Nævn hjemviser sagen til fornyet vurdering i X Kommune, idet Det Sociale Nævn ikke har modtaget nogen oplysninger om, på hvilket grundlag politiet har kunnet fastslå, at De ikke har boet på adressen i X i perioden 01.01.99 – 31.03.99.

Som sagen foreligger oplyst, har kommunen uden videre lagt til grund, at De aldrig har boet i ovennævnte lejlighed. Der er ikke på nogen måde anført på hvilket grundlag, man er nået til dette resultat.”

Af afgørelsen fremgår endvidere:

”Oplysninger og retsgrundlag, der har ligget til grund for nævnets afgørelse:

Sagsfremstilling:

Den 01.01.99 blev De tilmeldt folkeregistret på adressen i X. De blev bevilget boligstøtte til denne lejlighed.

Den 08.03.99 får Boligstøttekontoret en opringning fra politiet, ved rn kriminalassistent, som oplyser, at De ikke bor og aldrig har boet på adressen, hvortil der blev ydet boligsikring.

Det oplyses fra politiet, at De bor på en anden adressei X. Det er en anden person, der bor i lejligheden med boligstøtte.

Denne anden person har lovet politiet at få meldt flytning på folkeregistret snarest. Dette er dog ikke sket den 12.05.99 ifølge brev fra kommunen.

Som følge af ovennævnte oplysninger fra politiet stopper kommunen Deres boligstøtte med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet. Ved brev af 01.04.99 kræver boligstøttekontoret tilbagebetaling af 4.973 kr., hvilket er den samlede ydede boligstøtte for perioden 01.01.99 – 31.03.99.

Ifølge sagens akter er De ikke inden dette brev orienteret om henvendelsen fra politiet og har ikke haft mulighed for at udtale Dem.”

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse nægtet at anse klageren og ægtefællen som samlevende i relation til kildeskattelovens § 4, stk. 1 og 2. Nævnet har derfor beskattet ægtefællerne af hver deres indkomst for indkomstårene 2000 og 2001.

Nævnet har som begrundelse for afgørelsen anført:

”Skatteankenævnet finder ikke, at De og B har været samlevende, idet der ikke hverken i 1999, eller i de efterfølgende år, 2000 eller i 2001 inden for hvert af indkomstårene, herunder inden udgangen af disse, rent faktisk har været etableret en fælles husførelse.

Ægtefællerne beskattes herefter hver af deres indkomst for 2000 og 2001.

Lovhenvisning: personskattelovens § 4, stk. 1.

 Ved afgørelsen er henset til anvisningerne i Ligningsvejledningen afsnit A.A.4.2 om den ægteskabelige samlivsstatus Cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 pkt. 18 og 19 om ægtefællers indkomstopgørelse samt til Landsskatterettens kendelse af 23. september 1996 om etablering af samliv i skattemæssig henseende ved etablering af fælles husførelse.

Skatteankenævnet finder, at sagen skal afgøres ud fra en fortolkning af kildeskattelovens § 4 stk. 1 og 2, herunder Personskattelovens § 10, stk. 3, om personfradrag.

Det afgørende er om klager har været samlevende ægtefæller i indkomstårene. I den forbindelse lægger Skatteankenævnet vægt på, at der skal have været etableret et samliv i skattemæssig henseende ved etablering af fælles husførelse mellem parterne og at sagen ikke i sig selv kan afgøres ud fra de registrerede folkeregisteradresser, men skal afgøres ud fra de faktiske forhold.

Skatteankenævnet har bemærket, at ægteskabet først indgås den 29. juni 1999 eller efter at strafafsoningen er påbegyndt, samt at afsoningen er påbegyndt i februar 1999 og har vedvaret indtil løsladelse i april 2002. Parterne har således som ægtefæller ikke været samlevende i 1999.

Om der har været etableret en fælles husførelse i tiden før ægteskabets indgåelse er i denne forstand uden betydning for sagen, da en sambeskatning alene er gældende for samlevende ægtefæller. Samlevende par uden for ægteskab er ikke omfattet af Kildeskattelovens § 4.

Efter ægteskabets indgåelse bliver parterne omfattet af Kildeskattelovens § 4 for 1999, men sambeskatning kan kun finde sted, såfremt ægtefællerne er samlevende jævnfør Kildeskatteloven § 4 stk. 2. I modsat fald beskattes hver af ægtefællerne af hver deres indkomst jævnfør Kildeskatteloven § 4 stk. 1.

Om den adskillelse ægtefællerne har haft er varig eller midlertidig finder Skatteankenævnet alene er af betydning, såfremt ægtefællerne på et eller andet tidspunkt, har haft etableret en fælles husførelse.

Det forhold, at strafafsoningen har været afbrudt i en periode i 2001 som følge af ægtefællens sygdom, anser Skatteankenævnet ikke for at være af betydning i relation til hvorvidt ægtefællerne er samlevende, da orlov i ægtefællens sygeperiode ikke skattemæssigt kan sidestilles med en etablering af en fælles husførelse. En fælles husførelse kan først anses for etableret efter en løsladelse / eventuelt efter en udstationering, som ifølge det oplyste først sker i 2002.

Ud fra de foreliggende bilag som lægges til grund som de faktiske forhold finder Skatteankenævnet ikke, at ægtefællerne på noget tidspunkt, hverken i 1999 som ægtefæller, eller i de efterfølgende år 2000 og 2001 har været samlevende, idet der ikke inden for hvert af indkomstårene, herunder inden udgangen af disse, rent faktisk har været etableret en fælles husførelse mellem ægtefællerne.”

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at klageren og hendes ægtefælle i indkomstårene 2000 og 2001 har været at anse som samlevende i skattemæssig henseende, jf. kildeskattelovens § 4.

Det er til støtte for den principale påstand i første række gjort gældende, at klageren og hendes ægtefælle ved udgangen af 2000 og 2001 var samlevende i skattemæssig henseende, jf. kildeskattelovens § 4, og at en midlertidig adskillelse af ægtefællerne i faktisk henseende på tidspunktet for indgåelse af ægteskab er uden betydning for, at der mellem parterne ved ægteskabets indgåelse var etableret samliv i skattemæssig henseende. Hun har i den forbindelse anført, at selve indgåelsen af ægteskab skaber en formodning for, at der er opstået et økonomisk og skattemæssigt fællesskab mellem parterne.

Repræsentanten har til støtte for det anførte bl.a. bemærket, at der ikke i kildeskattelovens § 4 eller i forarbejderne til denne er indeholdt en nærmere definition af begrebet ”samlevende i skattemæssig henseende”. Der er i bestemmelsen og i forarbejderne alene indeholdt negative afgrænsninger, der giver retningslinier for, hvornår ægteskabeligt samliv i skattemæssig henseende må anses for ophævet. Samlivsophævelse uden separation eller skilsmisse udgør i henhold hertil ikke en samlivsophævelse i skattemæssig henseende før udgangen af det indkomstår, i hvilket ophævelsen af samlivet har fundet sted. Ophævelse af samliv i faktisk henseende udgør således ikke automatisk en ophævelse af samlivet i skattemæssig henseende. Det er således understreget i forarbejderne, at der består en forskel mellem samliv i faktisk henseende og i skattemæssig henseende.

Det fremgår af cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 tilsvarende, at alene en varig adskillelse mellem ægtefæller vil medføre en ophævelse af samlivet i skattemæssig forstand. En midlertidig adskillelse i faktisk henseende vil derimod ikke medføre samlivsophævelse i skattemæssig forstand. Denne fortolkning understøttes videre af, at det i Ligningsvejledningen for 1999, afsnit A.4.2.3, er anført, at en faktisk adskillelse mellem ægtefællerne alene medfører en ophævelse af samlivet i skattemæssig henseende,  i det omfang ophævelsen skyldes en uoverensstemmelse mellem ægtefællerne. Dvs. hvis der er tale om en varig adskillelse. Det fremgår direkte af Ligningsvejledningen, at

”Samlivet anses derfor som udgangspunkt ikke for ophævet, hvis ægtefællerne lever faktisk adskilt som følge af deres erhverv, fordi adskillelsen ofte vil være af midlertidig karakter. Det samme gør sig gældende, hvis den ene ægtefælle afsoner en længerevarende fængselsstraf.”

Det i Ligningsvejledningen anførte er funderet i en praksisændring, som blev gennemført i 1985 efter en henvendelse fra en arbejdsgruppe under KRIM, vedrørende ægtefællers mulighed for at overføre uudnyttede personfradrag, i det omfang den ene ægtefælle afsoner en længerevarende fængselsstraf. Henvendelsen og skattedirektoratets besvarelse, der førte til, at samliv ikke længere anses som ophævet under fængselsophold, er refereret i TfS 1985, nr. 604. Skattedirektoratets besvarelse understreger synspunktet, at ophævelse af samlivet i faktisk henseende ikke nødvendigvis medfører en ophævelse af samlivsforholdet i skattemæssig henseende. Synspunktet understreges ligeledes af Vestre Landsrets dom af 17. maj 1991, refereret i TfS 1991, nr. 248 - af hvilken det fremgår, at alene en samlivsophævelse, der er grundet i uoverensstemmelser, kan medføre ophævelse af samlivet i skattemæssig henseende – og af kendelse fra Landsskatteretten, refereret i LSRM 1966, nr. 64.

Det må heraf modsætningsvis følge, at en midlertidig, fysisk og ufrivillig adskillelse af parterne er uden betydning for vurderingen af, om der er indtrådt et skattemæssigt samliv mellem ægtefæller. En midlertidig, fysisk og ufrivillig adskillelse på tidspunktet for ægteskabets indgåelse er således uden betydning for vurderingen af, hvorvidt der er etableret et samliv i skattemæssig henseende mellem parterne. Baggrunden herfor er, at indgåelsen af et ægteskab skaber en formodning for, at der er opstået et økonomisk og skattemæssigt interessefællesskab mellem ægtefællerne. Selve indgåelsen af ægteskab medfører derfor, at der er etableret samliv i skattemæssig henseende. Af samme grund vil alene en samlivsophævelse i faktisk henseende grundet uoverensstemmelser skabe en formodning for, at der ikke længere består et sådant økonomisk og skattemæssigt interessefællesskab mellem parterne, hvorfor disse heller ikke længere vil være samlevende i skattemæssig henseende.

Repræsentanten har til støtte for den principale påstand i anden række gjort gældende, at klageren og ægtefællen allerede forud for fængslingen havde etableret samliv i faktisk henseende, idet ægtefællerne allerede forud for fængslingen havde etableret fælles husførelse og fælles bopæl.

Hun har til støtte herfor anført, at det var af personlige årsager, at klagerens nuværende ægtefælle ikke blev tilmeldt den fælles adresse, men valgte at lade sig registrere på en anden adressei X, uanset at dette ikke var i overensstemmelse med de faktiske forhold. Det er i den forbindelse understreget, at de offentlige myndigheder – dels politiet dels Boligstøttekontoret – har truffet afgørelser, der støtter det forklarede om, at parret reelt forud for fængslingen var samlevende på klagerens adresse. Der er herom henvist til afgørelsen vedrørende boligstøtte og til, at klagerens tidligere samlever, nu ægtefælle, under sin strafafsoning havde udgang først hver tredje, dernæst hver anden weekend med henblik på at besøge familien. Der er yderligere henvist til det fremlagte materiale fra familieterapeut og socialrådgiver, der efter repræsentantens opfattelse dokumenterer, at der bestod et tæt familiemæssigt forhold. Et familieforhold, som socialmyndighederne stedse søgte at understøtte og bevare trods fængslingen af faderen.

Repræsentanten har for det tilfælde, at Landsskatteretten på trods af den foreliggende dokumentation nægter at anerkende, at klageren og ægtefællen allerede i 1999 og var at anse som samlevende ægtefæller i skattemæssig henseende, subsidiært nedlagt påstand om, at klageren og ægtefællen i indkomståret 2001 var samlevende i skattemæssig henseende, jf. kildeskattelovens § 4.

Hun har til støtte herfor anført, at ægtefællerne senest den 9. maj 2001 etablerede samliv i faktisk såvel som i skattemæssig henseende, idet klagerens ægtefælle pr. 9. maj 2001 tog ophold i familiens hjem for at varetage arbejdet i hjemmet og for at tage sig af familiens børn.

Det er i relation hertil understreget, at strafafbrydelse i praksis alene tildeles, i det omfang den indsatte har et hjem at tage ophold i.

Told- og Skattestyrelsens indstilling

Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Bestemmelsen i kildeskattelovens § 4 er formuleret således:

”Stk. 1. Ægtefæller beskattes hver af deres indkomst.

Stk. 2. For samlevende ægtefæller, der begge er skattepligtige her til landet efter § 1, foretages opgørelsen af deres skattepligtige indkomst og beregningen af deres indkomstskat efter reglerne i denne lovs afsnit III og efter personskatteloven.

Stk. 3. Ved separation eller skilsmisse mellem samlevende ægtefæller anses samlivet i skattemæssig henseende for ophævet på tidspunktet for separationen eller skilsmissen.

Stk. 4. Ved samlivsophævelse uden separation eller skilsmisse anses samlivet i skattemæssig henseende for ophævet med udgangen af det indkomstår, i hvilket ophævelsen af samlivet har fundet sted.

Stk. 5. Genoptager ægtefæller samlivet efter separation eller samlivsophævelse, anses samlivet også i skattemæssig henseende for genoptaget på dette tidspunkt.

Stk. 6. Bortfalder skattepligten efter § 1 for en af ægtefællerne eller for begge, anses samlivet i skattemæssig henseende for ophævet på tidspunktet for skattepligtens bortfald.”

Bestemmelsen fortolkes efter praksis således, at sambeskatning forudsætter, at der er etableret samliv efter ægteskabets indgåelse. Dette følger bl.a. af Landsskatterettens kendelse af 23. september 1996, der offentliggjort i TfS 1996, nr. 819.

Klageren og ægtefællen skal således i indkomstårene 2000 og 2001 beskattes af hver deres indkomst, medmindre det kan anses for godtgjort, at ægtefællerne efter ægteskabets indgåelse den 29. juni 1999 og inden udgangen af 2000 henholdsvis 2001 har etableret samliv i skattemæssig henseende.

Samliv i skattemæssig henseende forudsætter i henhold til juridisk litteratur og praksis, at ægtefællerne efter ægteskabets indgåelse har etableret fælles husførelse, jf. bl.a. den ovenfor nævnte kendelse fra Landsskatteretten. Det følger imidlertid tillige af praksis, at det ikke er enhver form for manglende samliv, der medfører, at et allerede etableret samliv mellem ægtefæller anses for ophørt i relation til kildeskattelovens § 4, stk. 4. Det ægteskabelige samliv anses således ikke for ophørt i skattemæssig henseende som følge af, at den ene ægtefælle afsoner en langvarig fængselsstraf, jf. den af repræsentanten påberåbte praksisændring, der er offentliggjort i TfS 1985, nr. 604.

Da det forhold, at den ene ægtefælle afsoner en langvarig fængselsstraf, ikke er til hinder for, at et allerede etableret ægteskabeligt samliv kan anses som bestående, må retten nære betænkelighed ved antage, at fængsling i sig selv er til hinder for, at ægteskabeligt samliv mellem ægtefæller kan etableres under afsoningen.

Ægtefællerne har boet sammen, før manden bliver indsat og ægteskabet indgås. Efter ægteskabets indgåelse er han fortsat fængslet, men har – bortset fra en kortvarig periode – bopæl på samme adresse som hustruen. Han opholder sig på den fælles bopæl, når han har udgang fra fængslet, og han fungerer som ægtefælle og familiefar, når fængselsopholdet ikke forhindrer dette. På denne baggrund anses det for godtgjort, at klageren og ægtefællen i 2000 og 2001 har været samlevende ægtefæller i relation til reglerne i kildeskattelovens § 4.

Den påklagede afgørelse ændres derfor i overensstemmelse med den principale påstand.