Dato for udgivelse
10 Mar 2005 11:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
1. februar 2005
SKM-nummer
SKM2005.117.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
307/2004
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Udlæg, skattekrav, forældelse, Tyskland, forfaldstidspunkt, passivitet
Resumé

Af de grunde, der om forældelse var anført af fogedretten og tiltrådt af Østre Landsret, tiltrådte Højesteret, at det rejste tyske skattekrav ikke var forældet efter dansk eller tysk ret.

Højesteret anførte videre, at et endeligt eksigibelt krav i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 33, skal inddrives, som om det var den anmodede stats eget krav, alene med forbehold af artikel 33, stk. 5 og artikel 34. (forældelse), medmindre inddrivelse vil være i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37.

Da der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddrivelsen ville være i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37, stadfæstede Højesteret Østre Landsrets kendelse, og det foretagne udlæg blev derfor opretholdt.

Højesteret afviste under henvisning til dette at tage de øvrige indsigelser fremsat af kærende under påkendelse. Kærendes indsigelser var bl.a. at det tyske skattekrav ikke var tilstrækkeligt sikkert til, at der kunne foretages udlæg, idet det var usikkert om Tyskland i de pågældende indkomstår havde beskatningsretten til kærendes indkomst, at det rejste krav ikke var korrekt opgjort, og at de tyske skattemyndigheder havde udvist retsfortabende passivitet.

Reference(r)

Dobbeltbeskatningsoverenskomst Tyskland art. 33
Dobbeltbeskatningsoverenskomst Tyskland art. 34
Dobbeltbeskatningsoverenskomst Tyskland art. 37
1908-loven § 1, stk.1, nr. 4

Henvisning

Skattestyrelsesloven § 34

Henvisning
Ligningsvejledningen 2005 - 1 D.E Tyskland

Højesterets kendelse af 1. februar 2005, 307/2004

Parter

A
(advokat Bjarne Rasmussen)

mod

Odense Kommune
(kammeradvokaten ved advokat Tom Holsøe)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Per Walsøe og Asbjørn Jensen.

----------

Odense byrets kendelse af den 9. september 2003, FS 5132/2003

Sagen drejer som om, hvorvidt Bundesamts für Finanzens krav på skat vedrørende indkomstårene 1994 og 1995 er ophørt som følge af forældelse eller ved de tyske myndigheders rettighedsfortabende passivitet.

Påstande

Odense Kommune, Skatteafdelingen, Inkassokontoret; i det følgende benævnt Odense Kommune, har nedlagt påstand om, at det den 30. april 2003 foretagne udlæg i As ideelle anpart i selskabet H1 ApS opretholdes.

A har påstået det foretagne udlæg ophævet.

Baggrunden for sagen

Finanzamt Steglitz foretog den 28. august 2001 skatteansættelse for den danske statsborger A, der i årene 1994 og 1995 udførte arbejde som tømrer i Tyskland.

Den 22. juli 2002 har Bundesamt für Finanzen fremsat anmodning om, at ToldSkat, foretager inddrivelse af det som følge af ovennævnte skatteansættelse skyldige beløb på 48.497,47 Euro inkl. renter og gebyrer.

I september 2002 rykkede Odense Kommune skriftligt rekvisitus for indbetalingen af det tyske skattekrav. Odense Kommune foretog den 30. april 2003 udlæg i As ideelle anpart i selskabet H1 ApS.

Forklaringer

A har bl. a. forklaret, at han i en periode arbejdede som tømrer i Tyskland, herunder i 1994 og 1995. Han vendte hjem til Danmark i 1996, hvor han etablerede selvstændig virksomhed.

Han har ikke hørt noget om det tyske skattekrav før end Odense Kommune skrev til ham i september 2002 og krævede beløbet indbetalt.

A havde adresse på ..., mens han arbejdede i Tyskland. Siden 1997 har han boet på adressen ... sammen med sin kæreste.

Han kan ikke afvise, at hans kæreste skulle have åbnet nogen af hans breve, men er dog overbevist om, at hvis han havde fået breve vedrørende opgørelse eller betaling af skat, ville han straks have taget brevet med til sin revisor, VL, som han har haft siden 1996.

Han har ikke længere nogen lønsedler fra sin periode i Tyskland, men han mener, at arbejdsgiveren havde indeholdt A-skat, således at han alene fik sin nettoløn udbetalt..

Han kan ikke huske, at han havde fået skat tilbage fra de danske skattemyndigheder vedrørende indkomstårene 1994 og 1995 på hhv. 118.139 kr. og 68.951 kr. eller i alt 187.090 kr. Han har vist nok modtaget 80.000 kr., men de nævnte beløb kan han ikke genkende.

PA fra ToldSkat har bl. a. forklaret, at ToldSkat den 24. juli 2002 modtog en anmodning fra de tyske myndigheder om inddrivelse af et tysk skattekrav. Regionen har herefter den 25. juli 2002 anmodet Odense Kommune om at inddrive det tyske skattekrav.

De danske skattemyndigheder foretager ikke nogen nærmere prøvelse af de udenlandske krav, de bliver anmodet om at inddrive. De foretager alene en prøvelse af, hvorvidt kravet er forældet efter de danske forældelsesregler.

På foranledning af rekvisiti revisor VL og advokat JRs indsigelser mod det af Odense Kommune foretagne udlæg, anmodede ToldSkat de tyske myndigheder om nærmere dokumentation for det tyske krav. De tyske myndigheder har herefter fremsendt de i sagen fremlagte kopier af deres afgørelser og øvrige breve til rekvisitus.

LL fra Odense Kommune har supplerende forklaret, at rekvisitus for årene 1994 og 1995 har selvangivet hele sin lønindkomst på hhv.426.022 kr. og 380.783 kr. som udenlandsk indkomst, og derved har fået et nedslag i den danske skat på hhv. 226.723 kr. og 162.175 kr.

Procedure

Odense Kommune har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at spørgsmålet om de tyske skattekrav, herunder spørgsmålet om forfaldstiden skal behandles efter de tyske regler.

Det fremsatte tyske skattekrav er blevet godkendt af de tyske myndigheder, som endvidere har angivet kravets forfaldstidspunkt og tidspunktet for dets forældelse. De danske skattemyndigheder foretager ikke nogen prøvelse heraf. Dette tilkommer de tyske myndigheder.

De tyske myndigheders breve af hhv. den 16. juli 1998 og den 22. april 1999 til rekvisitus med anmodning om at foretage skatteansættelse blev sendt til adressen, .... Det sidste af disse breve kom ifølge de tyske myndigheder retur med oplysning om at modtageren var flyttet, hvorfor kopi af dette brev blev sendt på ny den 21. januar 2000 til rekvisiti nuværende adresse, ...

Rekvisitus har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det tyske skattekrav er ophørt som følge af forældelse.

Rekvisitus har til støtte for sit anbringende om forældelse gjort gældende, at indkomstskat efter dansk ret som udgangspunkt forfalder 6 måneder efter udløbet af optjeningsåret, og at tilsvarende regler må finde anvendelse i Tyskland. Fastsættelsen af forfaldsdatoen den 29. oktober 2001 må således være ukorrekt.

Såfremt forfaldsdatoerne fastsættes i overensstemmelse med de danske regler, ville skattekravet efter 1908-loven være forældet. Forældelsesfristen ville da begynde at løbe fra hhv. 31/6 1995 og 31/6 1996, og være udløbet forud for den 23. september 2002, hvor rekvisitus for første gang hørte om det påståede krav.

For så vidt angår indkomståret 1994 har rekvisitus endvidere gjort gældende, at fristen for skattemyndighederne til at foretage en skatteansættelse udløb den 1. maj 1998 jf. skattestyrelseslovens § 34, mens skatteansættelsen i det konkrete tilfælde først skete den 28. august 2001 efter forgæves henvendelse til rekvisitus af 16. juli 1998.

Rekvisitus har gjort gældende, at det mest begunstigelses princip, der findes i art. 41 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland af 12. juni 1996 medfører, at den danske regel i skattestyrelseslovens § 34 skal finde anvendelse, uanset en eventuel videregående adgang i Tyskland til at foretage skatteansættelser senere end den i § 34 anførte frist.

Endelig har rekvisitus gjort gældende, at rekvirentens påståede krav er fortabt som følge af passivitet.

De danske myndigheder udfærdigede kontrolmateriale vedrørende rekvisiti skat allerede i 1995 og i 1997. I juli 1998 skrev de tyske myndigheder for første gang, og anmodede rekvisitus om at aflevere selvangivelser. Dette brev har rekvisitus ikke modtaget. Først den 21. januar 2001 sendte de tyske myndigheder så et brev til rekvisiti nuværende adresse. Der således er gået hhv. 5½ og 3½ i år siden de danske myndigheder udarbejde kontrolmaterialet og til de tyske myndigheder retter henvendelse til rekvisitus. Når man i den sammenhæng bemærker sig, at der efter skattestyrelseslovens § 34 gælder en 3 års frist for, hvor længe man kan genoptage en skatteansættelse, må den udviste langsommelighed betragtes som rettighedsfortabende passivitet.

Fogedrettens begrundelse og afgørelse

Ved lov nr. 492 af 12. juni 1996 er der indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland, hvori der er fastsat regler for den gensidige bistand i skattesager. Af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland fremgår det, at Danmark ved inddrivelse af tyske skattekrav, som udgangspunkt skal foretage inddrivelsen som om de var landets egne skattekrav.

Der er i art. 33 udtrykkelig anført at inddrivelsen af den andens stats skatte krav er begrænset af art. 33, stk. 5, hvorefter den anden stats, skattekrav ikke skal nyde en fortrinsstilling og art. 34, hvorefter det krav, der ønskes inddrevet ikke må være forældet efter nogen af de kontraherende staters forældelsesfrister.

Ved afgørelsen af, hvorvidt der er indtrådt forældelse efter 1908-loven er det afgørende at få fastlagt tidspunktet for, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe.

Fogedretten finder ikke at rekvisitus som sagen er forelagt har godtgjort at den forfaldsdato, der er fastsat af de tyske myndigheder er sket i strid med tyske regler om indtræden af forfaldstid.

Fogedretten finder det endvidere ikke bevist, at den tyske fastsættelse af forfaldstiden er i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland.

Der er ikke efter ordlyden af bestemmelsen i artikel 34 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland jf. lov nr. 492 af 12. juni 1996 er holdepunkter for at antage, at spørgsmålet om indtræden af forfaldstid for et tysk skattekrav tillige skal vurderes efter de danske skatteprocessuelle regler vedrørende forfaldstiden for skattekrav.

Heller ikke art. 41 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten kan føre til, at de danske skatteprocessuelle [regler.red] vedrørende forfaldstiden for skattekrav skal finde anvendelse.

Der er ikke som anført af rekvisitus tale om et mest begunstigelses princip, men alene et diskriminationforbud, der forbyder de kontraherende stater i at diskriminere udenlandske skatteydere i forhold til egne statsborgere.

Herefter lægger fogedretten den i den tyske afgørelse fastsatte forfaldstid til grund ved vurdering af, hvorvidt kravet er forældet.

Af den til ToldSkat fremsendte begæring fremgår det, at både restskat for 1994 og 1995 samt påløbne renter alle forfaldt til betaling den 29. oktober 2001, og at forældelse uden afbrydelse vil indtræde 31. december 2007.

Kravet var derfor ikke forældet hverken efter de danske regler eller de tyske regler om forældelsesfrister, da udlæg blev foretaget den 30. april 2003.

Fogedretten finder ikke, at rekvisitus som sagen er forelagt har godtgjort, at de tyske myndigheder har udvist rettighedsfortabende passivitet.

Som følge af det anførte

b e s t e m m e s

Udlægget i As ideelle anpart i selskabet H1 ApS foretaget af Odense Kommune den 30 april 2003 opretholdes.

Ingen af parterne skal betale omkostninger til den anden part.

Fogedretten besluttede under hensyntagen til sagens genstand og karakter samt den beskikkede advokats opgørelse af timeforbrug efter sagens indbringelse for fogedretten at tilkende den beskikkede advokat JR et salær på 12.000 kr. + moms eller i alt 15.000 kr.

Beløbet betales efter reglerne om fri proces og retshjælpsdækning af Codan, idet det er oplyst at A har retshjælpsforsikring i Codan, police nr.... subsidiært af statskassen.

Fogedretten hævet.

----------

Østre Landsrets kendelse af 7. oktober 2003, 7. afdeling, B-2834-03

Efter votering afsagdes sålydende kendelse

Af de grunde, der er anført af fogedretten, og idet det i kæreskriftet anførte ikke kan føre til noget andet resultat,

b e s t e m m e s

Fogedrettens kendelse stadfæstes.

Kæremålets omkostninger ophæves.

Retten hævet.

----------

Højesterets kendelse af 1. februar 2005, 307/2004

I tidligere instanser er af fogedretten i Odense den 9. september 2003 og af Østre Landsrets 7. afdeling den 7. oktober 2003 afsagt kendelser om opretholde af udlægget foretaget af Odense Kommune den 30. april 2003 i As ideelle anpart i selskabet H1 ApS. Landsrettens kendelse er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 1. juni 2004 indbragt for Højesteret.

Påstande

Kærende, A, har gentaget påstanden om ophævelse af udlægget.

Indkærende, Odense Kommune, har påstået stadfæstelse.

Landsretten har henholdt sig til afgørelsen.

Anbringender

A har anført, at det rejste skattekrav ikke er tilstrækkeligt sikkert til, at der kan foretages udlæg. Det kan således ikke fastslås, at Tyskland har haft beskatningsretten for indkomstårene 1994 og 1995. Det rejste skattekrav, som er skønsmæssigt ansat, er i øvrigt ikke opgjort korrekt. Domstolene bør henvise prøvelse af rigtigheden af det rejste skattekrav til skattemyndighederne. Skattekravet er under alle omstændigheder forældet, idet de tyske og de danske skattemyndigheder i hvert fald siden 1995 har haft kendskab til As indtægtsforhold for indkomståret 1994 og siden 1997 har kendt til indkomstforholdene for indkomståret 1995. Kravene er først efter mere end 5 år forsøgt inddrevet. De tyske myndigheder har i øvrigt udvist retsfortabende passivitet. A har først fået meddelelse om skattekravet, efter at sagen er overgivet til de danske myndigheder til inddrivelse.

Odense Kommune har anført, at det rejste skattekrav er eksigibelt, jf. artikel 33, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, og at det derfor som udgangspunkt kan inddrives efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel art. 33, stk. 1. Forældelsesfristen løber efter tysk ret fra forfaldstidspunktet, som var den 29. oktober 2001, hvor de tyske myndigheder foretog skatteansættelsen. Efter dansk ret forældes skattekrav efter 5 år regnet fra forfaldstidspunktet, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i forældelsesloven af 1908. Efter tysk ret sker forældelse efter 5 år efter udløb af det kalenderår, hvor kravet forfaldt til betaling. Skattekravet er således hverken forældet efter dansk eller tysk ret. Inddrivelse af skattekravet vil ikke være i strid med artikel 37 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. De øvrige indsigelser, som A har fremsat, kan ikke tages under påkendelse under nærværende sag. Det har formodningen imod sig, at A ikke skulle have modtaget de tyske skattemyndigheders anmodning af 21. januar 2000 om indsendelse af selvangivelser for 1994 og 1995 samt afgørelsen af 28. august 2001. Under alle omstændigheder har A haft mulighed for at indbringe sagen for de tyske myndigheder, efter at han fra Odense Kommune fik meddelelse om kravet.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der om forældelse er anført af fogedretten og tiltrådt af landsretten, og da det, A yderligere har anført, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder Højesteret, at det rejste krav ikke er forældet efter dansk eller tysk ret.

Artikel 33, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, jf. lov nr. 492 af 12. juni 1996, må efter sin ordlyd og forarbejderne til bestemmelsen forstås således, at et endeligt eksigibelt krav, jf. artikel 33, stk. 2, skal inddrives, som om det var den anmodede stats eget krav, og alene med forbehold af artikel 33, stk. 5, og artikel 34, medmindre inddrivelse vil være i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37. Der foreligger ikke sådanne omstændigheder, at inddrivelse vil være i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37, og de øvrige indsigelser, A har fremsat; kan efter det anførte ikke tages under påkendelse.

Højesteret stadfæster herefter kendelsen.

T h i   b e s t e m m e s

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Kæremålets omkostninger for Højesteret ophæves.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter