Dato for udgivelse
16 Mar 2005 10:47
Dato for afsagt dom/kendelse
15. februar 2005
SKM-nummer
SKM2005.133.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1941-0260
Dokument type
Kendelse
Emneord
Gave, gæld, bundfradrag
Resumé
Nedskrivning af gæld, der blev ydet som gaver fra A’s forældre til A’s hustru, skulle anses for gaver fra A’s fader til A, da den pågældende anfordringsgæld kun omfattede faderen som kreditor og A som debitor.
Reference(r)
Boafgiftsloven § 22

Klagen vedrører gaveafgiftsberegningerne for gaveårene 2000, 2001 og 2002. Omtvistet er, om ToldSkat med rette har antaget, at A i 2000, 2001 og 2002 har modtaget gaver fra sin far, B, på 126.400 kr. henholdsvis 130.200 kr. og 130.200 kr., eller om en del af disse beløb er givet i gave fra A’s mor, C, og om en del af beløbene er givet i gave til A’s hustru.

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

A har ved endeligt skøde af 5. juli 1999, købt landbrugsejendommen X, der ved den offentlige vurdering pr. 1. januar 1999 var vurderet til 1.350.000 kr., af sin far, B.

Ejendommen er i henhold til skødet overtaget for 1.250.000 kr., der i henhold til skødet er berigtiget ved, at A har overtaget eller indfriet det i ejendommen indestående realkreditlån, ved kontant betaling af 350.000 kr., ved en gave fra B til A på 137.000 kr. og ved mellemregning af 13.000 kr.

Der er til dokumentation for betalingen af den kontante købesum fremlagt kopi af udskrift af 8. oktober 1999 for A’s opsparingskonto. Det fremgår af denne udskrift bl.a., at der den 8. oktober 1999 er hævet 302.288,38 kr. ”TIL B”. Det fremgår tillige, at der den 18. juni 1999 er blevet indsat 300.000 kr. på kontoen med kontoteksten "ejendommen X”. Kontoen er i henhold til udskriften ophævet den 8. oktober 1999.

Der er i henhold til kontoudskrift af 30. juni 1999 for A’s erhvervskredit  den 18. juni 1999 tillige blevet indsat 300.000 kr. på erhvervskreditten med kontoteksten ”X”. Dette beløb er ikke blevet hævet inden udgangen af juni 1999.

Den i skødet omtalte gave fra B til sønnen er anmeldt til ToldSkat ved gaveanmeldelse af 1. april 2001, i hvilken gavens værdi, gaveafgiftsgrundlaget og gaveafgiften til betaling er blevet opgjort til 137.000 kr. henholdsvis 93.300 kr. og 0 kr.

ToldSkat har ved brev af 19. juni 2001 tilsendt gavegiver og gavemodtager en gaveafgiftsberegning, ved hvilken gavens værdi, gaveafgiftsgrundlaget og gaveafgiften til betaling er blevet opgjort i overensstemmelse hermed.

Skatteforvaltningen har imidlertid i forbindelse med ligningen af A’selvangivelser for 2000, 2001 og 2002 konstateret, at der i skatteregnskaberne for 2000, 2001 og 2002 for A og dennes ægtefælle er medregnet gaver på 126.400 kr. henholdsvis 130.200 kr. og 130.200 kr. og ikke-indberettet gæld.

Det kan ikke på baggrund af regnskaberne udledes, hvem af ægtefællerne, der har modtaget de omhandlede gaver, eller hvem, der er giver af disse. Det kan heller ikke på baggrund af regnskaberne udledes, hvem der er kreditor henholdsvis debitor på den ikke-indberettede gæld. De stedlige skattemyndigheder har under henvisning hertil anmodet A om at indsende dokumentation for de modtagne gaver, herunder oplysning om gavegiver, og oplysninger om, hvem der er kreditor på den ikke-indberettede gæld.

A’s repræsentant har i besvarelsen af forvaltningens anmodning oplyst, at gaverne er fra A’s forældre, og at gaverne har bestået i, at ”begge ægtefæller har givet gaver til deres søn og svigerdatter”, således:

2000

2001

2002

Gave til søn

93.600 kr.

96.400 kr.

96.400 kr.

Gave til svigerdatter

32.800 kr.

126.400 kr.

33.800 kr.

130.200 kr.

33.800 kr.

130.200 kr.

Repræsentanten har tillige oplyst, at der kun er én kreditor for gælden; ”A’s forældre”. 

Skatteforvaltningen har herefter oversendt materialet til ToldSkat til behandling af spørgsmålet om gaveafgift.

ToldSkat har under henvisning til det modtagne materiale og under henvisning til, at repræsentanten telefonisk har oplyst, at gaverne er ydet i form af årlig nedskrivning af gæld, anmodet gavemodtager om at indsende kopi af det gældsbrev, der knytter sig til det omtalte låneforhold, og eventuelt andet materiale af betydning for vurderingen af sagen.

Repræsentanten har herefter ved brev af 29. september 2003 til regionen oplyst, at der ikke foreligger dokumentation for det økonomiske mellemværende, der har været mellem far og søn, idet mellemværendet har været at betragte som et almindeligt anfordringstilgodehavende, som B har haft ved A.

Regionen har under henvisning hertil og til sagens øvrige oplysninger lagt til grund, at gælden er opstået i forbindelse med, at sønnen ved overtagelsen af faderens ejendom har påtaget sig en gældsforpligtelse, der pr. 31. december 1999 udgjorde 669.956 kr., og at denne gældsforpligtelse i 2000, 2001 og 2002 er nedskrevet med gaver på i alt 126.400 kr., 130.200 kr. og 130.200 kr.

Regionen har under henvisning hertil, til at det udelukkende var faderen, der tidligere ejede den overdragne ejendom, og til at det i skødet alene er sønnen, der er anført som køber og dermed som debitor i relation til den overtagne gældsforpligtelse, meddelt, at også den del af gaverne, der i henhold til repræsentanten er ydet som afgiftsfrie gaver fra A’s mor, og den del af gaverne, der i henhold til det oplyste er ydet som afgiftsfrie gaver til A’s ægtefælle, skal betragtes som yderligere gaver, der er ydet fra faren, til sønnen.

Regionen har under henvisning hertil anmodet A om at indsende gaveanmeldelser for gaveårene 2000, 2001 og 2002, ved hvilke de modtagne gaver og afgiftsgrundlagene opgøres således:

2000

2001

2002

Gavens værdi

126.400 kr.

130.200 kr.

130.200 kr.

Afgiftsfrit bundfradrag

45.200 kr.

46.800 kr.

48.200 kt.

Afgiftsgrundlag:

81.200 kr.

83.499 kr.

82.000 kr.

Repræsentanten har ved brev af 6. november 2003 meddelt, at han ikke er enig heri. Han har i den forbindelse bl.a. anført, at forældrenes fordring ikke indgår i nogen officielle registreringer, og at det forhold, at fordringen udgør anfordringstilgodehavender fra salg af en ejendom, der antagelig tilhørte faderens bodel, ikke kan medføre, at fordringen også kan eller skal anses for alene at tilhøre hans bodel. Han har også bemærket, at forældrene lige siden salget af ejendommen har betragtet fordringen som ejet ligeligt af dem, at forældrene tilsvarende har antaget, at indestående i pengeinstitutter var ejet ligeligt, uanset hvem, der var registreret som ejer af kontiene, og at det derfor må lægges til grund, at halvdelen af fordringen er overdraget fra faren til moren, således at den rettelig tilhører begges bodele, uanset at der ikke er udfærdiget ægtepagt.

Der er følgelig indsendt 3 gaveanmeldelser vedrørende gaveårene 2000, 2001 og 2002, i hvilke værdien af de afgiftspligtige gaver, der er givet i disse år, er opgjort til 0 kr.

Repræsentanten har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten oplyst, at det beror på en fejl, når det oprindeligt blev antaget, at den ikke-indberettede gæld var opstået i forbindelse med købet af ejendommen. Han har således i klagen til Landsskatteretten anført følgende vedrørende gældens opståen m.v.:

Pengene blev lånt, fordi A og ægtefælle på dette tidspunkt havde en kassekredit, der hele tiden var oppe ved max. A og hans hustru har fælles økonomi. Det kom derfor begge ægtefæller til gode, at kassekreditten blev nedbragt, da pengene blev brugt i den fælles husholdning. Pengene blev tilsvarende udlånt af begge A’s forældre, der begge var over 80 år, da de i fællesskab har tjent deres formue som landmænd. Anfordringstilgodehavendet er således ikke opstået som betaling for køb af ejendommen, men på grund af en mellemregning, der har været imellem de to familier igennem mange år. Der har været en lang tradition for at hjælpe hinanden med likvider, når det var formålstjenstligt. Det har i mange år været kutyme, at A og hustru har lagt ud til terminer, når forældrene skulle betale dem, idet pengene blev betalt tilbage, når de fik afkast fra jorden. Hovedparten af gælden på 669.956 kr. stammer fra det beløb på 600.000 kr., som A og hustru lånte den 18. juni 1999, dvs. før ejendomskøbet. Købesummen for ejendommen på 1.250.000 kr. blev berigtiget ved overtagelse af lån på 750.000 kr., ved kontant betaling af 350.000 kr., ved en gave på 137.000 kr. og ved modregning af et tilgodehavende på 13.000 kr., som køber havde på sælger. Det kan således maksimalt være 363.000 kr., der kan føres på mellemregning, og af dette beløb er 302.228,38 kr. betalt til B den 8. oktober 1999. Der resterer derfor maksimalt 60.772, der kan henføres til handlen.

Repræsentanten har under Landsskatterettens behandling af sagen bekræftet, at der ikke er udarbejdet dokumenter vedrørende lånet. Han har også bekræftet, at de 2 x 300.000 kr. er overført fra henholdsvis til konti, der i det hele var ejet af B henholdsvis A. Han har dog i den forbindelse fremlagt dokumentation for, at B siden den 15. august 1991 har haft fuldmagt til hustruens og for, at A’s hustru siden den 20. november 1986 har haft fuldmagt til A’s konto. Han har tillige oplyst, at det er overvejende sandsynligt, at C tillige har haft fuldmagt til B konti, men at dette ikke kan dokumenteres, da sidstnævnte er afgået ved døden, og da hans konti således er ophævet.

ToldSkats afgørelse

ToldSkat har ved den påklagede afgørelse anset samtlige de i 2000, 2001 og 2002 givne gaver som gaver fra faren, B, til sønnen, A.

ToldSkat har således opgjort summen af de i 2000, 2001 og 2002 fra far til søn givne gaver og afgiftsgrundlaget heraf til i alt 386.800 kr. henholdsvis 246.600 kr., således:

Nedskrivning af anfordringsgæld 2000 ved gave:

kr. 126.400

Nedskrivning af anfordringsgæld 2001 ved gave:

kr. 130.200

Nedskrivning af anfordringsgæld 2002 ved gave:

kr. 130.200

Gavens værdi i alt for 2000, 2001 og 2002:

386.800 kr.

- afgiftsfrit bundfradrag 2000:

45.200 kr.

- afgiftsfrit bundfradrag 2001:

46.800 kr.

- afgiftsfrit bundfradrag 2002:

48.200 kr

Gaveafgiftsgrundlag:

246.600 kr.

ToldSkats afgørelse er begrundet således:

”Det er regionens vurdering, at den del af nedskrivningen af gæld, der ydes som afgiftsfrie gaver fra Deres mor til Deres ægtefælle, samt den del af nedskrivning af gæld, der ydes som afgiftsfrie gaver til Deres ægtefælle fra Deres fader, skal betragtes som yderligere gaver fra Deres fader til Dem, da den pågældende anfordringsgæld kun omfatter Dem (som debitor) og Deres fader (som kreditor).”

Regionen har i afgørelsen henvist til boafgiftslovens § 22, stk. 1, sammenholdt med § 30, stk. 2.

Regionen har i den sagsfremstilling, der er udsendt sammen med afgørelsen, endvidere henvist til principperne om særråden og særhæften, der følger af §§ 16, stk. 1, og § 25 i lov om ægteskabets retsvirkninger, idet det særligt er bemærket, at alt, hvad en ægtefælle således har rådighed over i henhold til § 16, stk. 1, under ét betegnes som hans bodel.

Regionen har efter forelæggelsen af oplysningerne i klagen til Landsskatteretten anført:

Repræsentanten oplyser nu, at det var A og ægtefælle, der i fællesskab skulle have lånt penge af A’s forældre i fællesskab. Der er dog ikke fremsendt dokumentation for eller sandsynliggørelse af, at pengene skulle være lånt / udlånt i fællesskab, f.eks. i form at et gældsbrev eller lign. Det synes derfor nærliggende at antage, at lånet under alle omstændigheder hidrører fra penge, indtjent af B fra hans landbrug, som derefter blev udlånt til sønnen til brug for driften af hans landbrug – uanset om lånet er opstået i forbindelse med overdragelsen af landbrugsejendommen eller ej. Det må derfor anses for usandsynligt, at det omtalte anfordringsmellemværende omfatter andre personer end B som kreditor og A som debitor. Særligt når der henses til, at såvel gavegiver som gavemodtager var henholdsvis er eneejer af den pågældende landbrugsejendom.

Regionen har derfor fastholdt, at en gældsnedskrivning kun kan ske i relation til B og A. Regionen har derfor indstillet afgørelsen stadfæstet.

Gavegivers og gavemodtagers påstand og argumenter

Gavegivers og gavemodtagers repræsentant har principalt anmodet Landsskatteretten om at anerkende, at de i 2000, 2001 og 2002 givne gaver er givet af både B og hans hustru til både deres søn og dennes hustru. Han har under henvisning hertil principalt anmodet retten om at ændre gaveafgiftsgrundlagene i overensstemmelse med gaveanmeldelserne.

Repræsentanten har til støtte herfor henvist til det anførte vedrørende baggrunden for gældens opståen m.v., idet han har understreget, at situationen herefter ikke kan sammenlignes med situationen i TfS 1996, nr. 634, da gaven i den her omhandlede situation ikke er givet som en del af berigtigelsen af købesummen men som et kontant lån den 18. juni 1999.

Repræsentanten har under henvisning til det forklarede, og til at det herefter maksimalt er 60.772 kr., der kan henføres til ejendomshandlen, subsidiært anmodet retten om at nedsætte gaveafgiftsgrundlaget til 13.972 kr., opgjort som den del af en gave på 60.772 kr., der overstiger det skattefri bundbeløb på 46.800 kr.

Han har mere subsidiært nedlagt påstand om, at de i 2000, 2001 og 2002 givne gaver i det hele kan anses som gaver til A fra begge hans forældre, hvorfor der ved opgørelsen af gaveafgiftsgrundlagene kan fratrækkes 2 skattefri bundbeløb pr. år.

Repræsentanten har i øvrigt i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten beklaget, at regionen på baggrund af den tidligere korrespondance i sagen har konkluderet, at det alene er den mandlige del af familien, der har haft et mellemværende. Han har i den forbindelse understreget, at han ikke har haft til hensigt at skabe denne misforståelse, men at formuleringerne, der angiveligt har dannet grundlag for denne, er brugt, fordi man på landet opfatter familien som en helhed, og fordi han alene har brugt navnet på sin kunde uden samtidig at nævne dennes hustru. Han ville – hvis hustruen var kunden – på samme vis alene have nævnt hendes navn.

Repræsentanten har tilsvarende beklaget, at regionen på baggrund af den tidligere korrespondance har konkluderet, at fordringen stammer fra ejendomshandlen. Han har i den forbindelse forklaret, at dette skyldes, at han oprindeligt ikke havde regnskaberne og diverse papirer, da C ikke på daværende tidspunkt kunne finde ud af, hvor hendes afdøde ægtefælle havde arkiveret dem. Det er derfor først for nylig blevet klart, at der ikke er belæg for den konklusion, som regionen har fremført vedrørende mellemværendets opståen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det følger af boafgiftslovens § 22, stk. 1, at en person afgiftsfrit kan give gaver til bl.a. sine børn, hvis den samlede værdi af de i et kalenderår givne gaver ikke overstiger et grundbeløb, der i gaveårene 2000, 2001 og 2002 udgjorde 45.200 kr. henholdsvis 46.800 kr. og 48.200 kr., jf. personsskattelovens § 20.

En person kan i henhold til boafgiftslovens § 22, stk. 2, tilsvarende afgiftsfrit give sit barns ægtefælle gaver, hvis samlede værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb, der i gaveårene 2000, 2001 og 2002 udgjorde 15.800 kr. henholdsvis 16.400 kr. og 16.900 kr., jf. personskattelovens § 20.

Det såkaldte personprincip er indført ved lov nr. 1119 af 21. december 1994, ved hvilken den dagældende § 44, stk. 1, i lov om afgift af arv og gave blev affattet således:

”Det er uden afgiftsmæssig betydning, om de i stk. 2 og 3, nr. 2, nævnte gavebeløb gives af fælleseje, skilsmissesæreje eller særeje, og om de indgår i modtagerens fælleseje, skilsmissesæreje eller særeje.”

Lovændringen medførte, at ægtefæller fremover skulle anses for to selvstændige gavegivere, uanset formueordningen i deres ægteskab. Det fremgår således også af bemærkninger til boafgiftsloven, at:

”Ægtefæller anses for fremtiden som to selvstændige arveladere og to selvstændige arvinger, uanset om de har formuefællesskab, skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje. …. Dette svarer til det principskifte, der gennemførtes for så vidt angår gaver ved ændringen af arve- og gaveafgiftsloven i december 1994. …. Ægtefæller anses som to selvstændige gavegivere og gavemodtagere.”

To ægtefæller kan imidlertid alene anses som to selvstændige gavegivere henholdsvis to selvstændige gavemodtagere, hvis det er godtgjort, at gaverne reelt er ydet til henholdsvis  hver ægtefælles bodel, skilsmissesæreje eller fuldstændige særeje.

Det lægges ved sagens afgørelse i overensstemmelse med det af repræsentanten oplyste til grund, at de gaver, der er modtaget i 2000, 2001 og 2002, er givet til nedskrivning af gæld, der er opstået i juni 1999, hvor der er indsat 300.000 kr. på  konto og 300.000 kr. på anden konto i banken.

Disse konti tilhørte i henhold til sagens oplysninger alene A. Det kan derfor ikke anses for godtgjort, at A’s hustru tillige hæftede for den gæld, der er opstået ved overførslerne, idet dette ikke er dokumenteret ved det i øvrigt over for Landsskatteretten oplyste. Det forhold, at A’s hustru havde fuldmagt til at råde over indestående på disse konti kan således ikke føre til, at hustruen anses som medejer af disse eller til, at hustruen anses at hæfte for tilbagebetalingen af gæld, der er blevet udbetalt til disse konti.

De gaver, der i 2000, 2001 og 2002 er modtaget til nedskrivning af gælden, må derfor i det hele anses som gaver, der er ydet til nedskrivning af en gæld, der i det hele kunne henføres til A’s bodel. Der er derfor ikke grundlag for at ændre den påklagede afgørelse i overensstemmelse med den principale eller den subsidiære påstand.

De 2 x 300.000 kr., der er overført til A’s konti den 18. juni 1999, er i henhold til det oplyste overført fra en eller flere konti, der i det hele tilhørte A’s far. Det er herefter heller ikke tilstrækkelig godtgjort, at den fordring, der opstod ved overførslerne, ikke i det hele kunne henføres til faderens bodel, idet dette heller ikke er godtgjort ved det i øvrigt oplyste og fremlagte. Det forhold, at B’s hustru havde fuldmagt til at råde over indestående på B’s konti kan således ikke føre til, at hustruen anses som medejer af disse konti eller til, at hustruen har været at anse som kreditor i forhold til den fordring, der er opstået ved overførslerne.

De gaver, der i 2000, 2001 og 2002 er givet til nedskrivning af fordringen, må derfor i det hele anses som ydet til nedskrivning af en fordring, der i det hele kunne henføres til B’s bodel. Der er således heller ikke grundlag for at ændre afgørelsen i overensstemmelse med den mere subsidiære påstand.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter