Dato for udgivelse
27 Oct 2005 13:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Sep 2005 13:14
SKM-nummer
SKM2005.438.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1907-1112
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Erhvervsmæssig kørsel, fri bil
Resumé

En erhvervsdrivende, der i virksomheden anvendte en bil på gule plader, kunne ikke for indkomståret 2002 beskattes af værdi af fri bil, da det ikke var godtgjort, at bilen faktisk var anvendt privat.

Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 4
Momsloven § 37, stk. 1
Momsloven § 38, stk. 1
Momsloven § 41

Henvisning
Ligningsvejledningen 2005-2 A.B.1.9.2.
Henvisning
Ligningsvejledningen 2005-2 E.G.2.1.6.3

Klagen skyldes, at klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri bil.

 

Landsskatterettens afgørelse

 

Skatteankenævnet har anset klageren for

skattepligtig af overskud af selvstændig virksomhed,

ikke selvangivet værdi af fri bil i henhold til

virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3,

jf. ligningslovens § 16, stk. 4, - 40.000 kr.

 

Landsskatteretten nedsætter ansættelsen til 0 kr.

 

Sagens oplysninger

Klageren driver virksomhed som beslagsmed. Virksomheden har i 2002 haft en omsætning på 1.224.895 kr. og lønudgifter på 86.971 kr.

 

Klageren har anvendt virksomhedsordningen.

 

Følgende varebiler var i 2002 indregistreret i klagerens navn:

 

Mercedes-Benz Vito, købt den 30. januar 2001, registreret 1. gang den 24. februar 1997, og

 

Peugeot Partner 2,0, købt den 23. februar 2001, registreret 1. gang den 23. februar 2001.

 

Varebilerne er i virksomhedens regnskab behandlet som 100 % erhvervsmæssige. Der er ikke betalt moms ved anskaffelsen, og bilerne er indregistreret på gule nummerplader.

 

Der er ikke ført kørselsregnskab for de to varebiler.

 

En privat Harley Davidson motorcykel har i perioden 14. juni 2002 – 22. oktober 2002 også været indregistreret i klagerens navn.

 

 

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af værdi af værdi af fri bil for så vidt angår den ene gulpladebil, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

 

Reglerne for beskatning af gulpladebiler er ændret ved lov nr. 342 af 27. maj 2002.

 

Formodningsreglen i ligningslovens § 16 gælder herefter ikke gulpladebiler, hvor momsen er afløftet.

 

Det lægges til grund, at påstanden om udelukkende erhvervsmæssig kørsel i sig selv har formodningen imod sig. Uanset de ændrede regler skal klager derfor til en vis grad sandsynliggøre sin udelukkende erhvervsmæssige kørsel.

 

Klageren har ikke andre biler til rådighed, og motorcyklen er ikke egnet til helårskørsel. Klageren har heller ikke ved kørebog eller andet materiale sandsynliggjort, at der ikke har fundet privat kørsel sted.

 

Skatteankenævnet er derfor enig med den kommunale skattemyndighed i, at det er sandsynliggjort, at der har fundet privat kørsel sted i firmabilen.

 

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten fremsat påstand om, at værdien af fri bil ansat til 40.000 kr. i indkomståret 2002 nedsættes til 0 kr.

 

Den ene bil Mercedes-Benz Vito - blev indtil maj 2002, hvor motoren gik i stykker, anvendt af virksomhedens lærling til erhvervsmæssig kørsel.

 

Den anden bil – Peugeot Partner – har ligeledes udelukkende været anvendt erhvervsmæssigt og er uanvendelig til privat brug. Den er fyldt op med materialer og lugter slemt af hest.

 

Da klageren har fratrukket momsen ved købet af de to biler, og da skattemyndighederne ikke har løftet bevisbyrden for, at han har anvendt disse biler privat, finder reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, 1. – 9. punktum ikke anvendelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum.

 

Der henvises til punkt 3.8 i bemærkningerne til lov nr. 342 af 27. maj 2002 , hvoraf bl.a. fremgår:

 

”Ligningslovens § 16, stk. 4, om beskatning af privat rådighed over en firmabil finder anvendelse uanset, om der er tale om en firmabil på gule plader, hvor der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse og fradraget moms af anskaffelsessummen i overensstemmelse med, at firmabilen udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt. Det kan således forekomme, at en ansat eller en selvstændig erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, som har rådighed over en sådan firmabil på gule plader, er nødt til at føre kørebøger, der dokumenterer, at firmabilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt for at sikre sig mod beskatning af privat rådighed over firmabilen. Når arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende ved at undlade at betale tillægsafgift for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven, og ved at fradrage momsen af anskaffelsessummen efter momsloven, tilkendegiver, at bilen udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt, findes det urimeligt, at formodningsreglerne gælder i denne situation – navnlig når privat kørsel i en sådan bil indebærer overtrædelse af reglerne i momsloven vedrørende momsfradraget og af reglerne om privatbenyttelsesafgiften i vægtafgiftsloven.

 

Der foreslås derfor indført en bestemmelse, hvorefter firmabiler på gule nummerplader, hvor der ikke er betalt tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven, ikke er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4 om beskatning af rådighed over fri bil. Er en firmabil på gule plader registreret første gang før 2. juni 1998 finder ligningslovens § 16, stk. 4 heller ikke anvendelse, såfremt momsen af anskaffelsessummen er fradraget.

 

Hermed finder de bevisbyrde- og dokumentationskrav – herunder kørebøger – der efter praksis er udviklet i forhold til denne bestemmelse, ikke anvendelse på sådanne firmabiler”

 

Der henvises endvidere til LV 2002 A.B.1.9.2.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om beskatning af firmabiler på gule nummerplader er med virkning fra 1. januar 2002 ændret. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum (lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002, jf. lov nr. 342 af 27. maj 2002).

 

Firmabiler, registreret den 3. juni 1998 og fremefter, er herefter ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, hvis to betingelser er opfyldt:

 

For det første skal der være tale om en firmabil omfattet af vægtafgiftslovens § 4, stk. 1, II, A. Det vil sige varebiler, der ikke er afgiftspligtige efter lov om afgift af vejbenyttelse. Der er tale om varebiler på gule nummerplader.

 

For det andet er det en betingelse, at der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse af firmabilen efter vægtafgiftslovens § 2. Der betales tillæg for privat anvendelse af en varebil ved både hel og delvis privat anvendelse af bilen.

 

Firmabiler, registreret til og med den 2. juni 1998, er ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, såfremt momsen af anskaffelsessummen helt eller delvist er fratrukket på firmabilen efter momslovens § 37, stk. 1, § 38, stk. 1, § 41, fordi firmabilen udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt.

 

Når der ikke betales tillægsafgift for privat anvendelse, og når momsen af anskaffelsessummen er fratrukket, er dette en tilkendegivelse af, at bilen ikke anvendes privat, hvilket skattemyndighederne som udgangspunkt må lægge til grund.

 

Da det ikke af myndighederne er dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at der har været kørt privat i firmabilerne, er der ikke grundlag for at opretholde den påklagede ansættelse af værdi af fri bil. Det bemærkes herved, at der ikke har været kørsel mellem hjem/arbejde, da klagerens bopæl og arbejdsplads har samme adresse. Den påklagede ansættelse ophæves derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter