Dato for udgivelse
05 Dec 2005 09:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Nov 2005 15:31
SKM-nummer
SKM2005.471.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
7. afdeling, B-682-03 og B-683-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering, ejendomsværdiskat og ejendomsavancebeskatning
Emneord
Vindmølle, grundværdi, tillæg, skøn
Resumé

I sagerne, der er behandlet i forbindelse med hinanden, fik ministeriet medhold i, at der ved vurderingen pr. 1. januar 2000 kunne fastsættes et såkaldt "vindmølletillæg" til grundværdien for nogle ejendomme, hvor der var opstillet vindmøller i henhold til tidligere meddelte tilladelser.

Landsretten fandt, at myndighedernes planer og miljøgodkendelser vedrørende ret til opstilling af vindmøller udgør rettigheder af offentligretlig karakter, og da der i forbindelse med opstillingen af vindmøller på ejendommene var konstateret en økonomisk værdi, fandt landsretten ikke umiddelbart grundlag for at tilsidesætte, at der var givet et vindmølletillæg, jf. vurderingslovens § 13, stk. 2, og § 14, stk. 4, jf. § 16.

Ministeriet fik medhold i, at de mellem lodsejerne og SEAS tinglyste deklarationer om rådighedsindskrænkninger m.v. i vurderingsmæssig henseende måtte anses for aftaler af privatretlig karakter, som der ikke skulle tages højde for ved vurderingen. Den vurderingsmæssige praksis vedrørende elmaster kunne, som hævdet af sagsøgerne, ikke tillægges særskilt betydning.

Ministeriet fik endvidere medhold i, at der ved vurderingen kunne bortses fra, om der på vurderingstidspunktet på ny kunne opnås tilladelse til vindmølledrift.

Det ansås endvidere ikke for godtgjort, at vurderingsmyndighederne ved ansættelsen af vindmølletillæggenes størrelse var gået ud over den skønsmargen, som vurderingsmyndighederne herved må indrømmes.

Reference(r)
Vurderingsloven § 13
Vurderingsloven § 14
Vurderingsloven § 16
Henvisning

Vurderingsvejledning 2005-3 C.2.4


Parter

B-682-03
A
(advokat Peter Stanstrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

og

B-683-03
B
(advokat Peter Stanstrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Birgitte Kjærulff Vognsen).

Afsagt af landsdommerne

Engler, Henrik Gam og Peter Thønnings (kst.)

Disse sager, der er anlagt den 7. marts 2003, og som i medfør af retsplejelovens § 254 er forhandlet i forbindelse med hinanden, angår særligt spørgsmålet, om der pr. 1. januar 2000 kan fastsættes et såkaldt vindmølletillæg til grundværdien for visse landbrugsejendomme. Vurderingsmyndighederne har fastsat sådanne tillæg med henvisning til, at der på ejendommene er ret til at opstille større vindmøller. Vindmølletillæggene blev fastsat, uanset at tidligere indehavere af de pågældende ejendomme mod betaling havde overdraget retten til at opføre og drive vindmøllerne på ejendommene, og uanset at indehaverne af ejendommene pr. 1. januar 2000 således ikke har haft direkte indtægter ved vindmøllernes tilstedeværelse på ejendommene.

Parternes påstande

Ad sag B-682-03

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om,

principalt, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at hverken den i 1991 opnåede tilladelse til at opstille 3 stk. vindmøller på ejendommen matr.nr. ..., beliggende ... 5, eller tilstedeværelsen af de i henhold til tilladelsen opstillede vindmøller giver grundlag for et tillæg til ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2000, og at ansættelsen af ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2000 (efter fradrag af tillæg) skal hjemvises til vurderingsmyndighederne med henblik på fastsættelse af et nedslag i grundværdien svarende til den værdiforringelse, der hidrører fra den på ejendommen tinglyste vindmølledeklaration,

subsidiært, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at hverken den i 1991 opnåede tilladelse til at opstille 3 stk. vindmøller på ejendommen matr.nr. ..., beliggende ... 5, eller tilstedeværelsen af de i henhold til tilladelsen opstillede vindmøller giver grundlag for et tillæg til ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2000, og at ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2000 således skal ansættes til i alt 1.189.900 kr., og

mere subsidiært, at ansættelsen af grundværdien pr. 1. januar 2000 for ejendommen matr.nr. ..., beliggende ... 5, hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne, idet vurderingsmyndighederne ved fastsættelsen af størrelsen af et eventuelt vindmølletillæg pålægges at tage højde for antallet og størrelsen af de vindmøller, der - under hensyntagen til den teknologiske udvikling - ville kunne have været opstillet på ejendommen den 1. januar 2000, såfremt den havde været ubebygget.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning til vurderingsmyndighederne til fornyet ansættelse af grundværdien for ejendommen ... 5, matr.nr. ....

Ad sag B-683-03

Sagsøgeren, B, har nedlagt påstand om,

principalt, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at hverken den i 1989 opnåede tilladelse til at etablere G1 Vindmøllepark på blandt andet ejendommen matr.nr. ..., beliggende ... 31, eller tilstedeværelsen af de i henhold til tilladelsen opstillede vindmøller giver grundlag for et tillæg til ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2000, og at ansættelsen af ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2000 (efter fradrag af tillæg) skal hjemvises til vurderingsmyndighederne med henblik på fastsættelse af et nedslag i grundværdien svarende til den værdiforringelse, der hidrører fra den på ejendommen tinglyste vindmølledeklaration,

subsidiært, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at hverken den i 1989 opnåede tilladelse til at etablere G1 Vindmøllepark på blandt andet ejendommen matr.nr. ..., beliggende ... 31, eller tilstedeværelsen af de i henhold til tilladelsen opstillede vindmøller giver grundlag for et tillæg til ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2000, og at ejendommens grundværdi pr. 1. januar 2000 således skal ansættes til i alt 684.600 kr., og

mere subsidiært, at ansættelsen af grundværdien pr. 1. januar 2000 for ejendommen matr.nr. ..., beliggende ... 31, hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne, idet vurderingsmyndighederne ved fastsættelsen af størrelsen af et eventuelt vindmølletillæg pålægges at tage højde for dels antallet og størrelsen af de vindmøller, der - under hensyntagen til den teknologiske udvikling - ville kunne have været opstillet ved ... den 1. januar 2000, såfremt den nuværende G1 Vindmøllepark ikke havde eksisteret, dels antallet af de pågældende vindmøller, der ville være blevet opstillet på sagsøgerens ejendom.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning til vurderingsmyndighederne til fornyet ansættelse af grundværdien for ejendommen ... 31, matr.nr. ....

Sagernes omstændigheder

Ad sag B-683-03

Sagen angår prøvelsen af lovligheden af vindmølletillæg til grundværdien pr. 1. januar 2000 for ejendommen matr. nr. ..., beliggende adressen ... 31. Ejendommen var frem til og med 31. december 1999 ejet af HS og blev herefter overdraget til dennes søn, B.

Det er oplyst, at Energiministeriet og Elsam, Elkraft og Danske Elværkers Forening den 20. december 1985 indgik aftale om øget anvendelse af vedvarende energikilder i elproduktionen ("1985-aftalen"). Det var et led i aftalen, at der over en 5 års periode skulle gennemføres et udbygningsprogram for vindmøller med en samlet installeret vindmølleeffekt på mindst 100 MW.

I et brev af 7. juli 1988 til PK og LK, der var fremkommet med indsigelse mod planerne om en vindmøllepark i ...området, anførte DO, SEAS, blandt andet følgende:

"...

Tak for Deres brev vedrørende planerne om en vindmøllepark i ...området. Jeg skal nedenfor redegøre for baggrunden for dette projekt, og Deres muligheder for at gøre indsigelse.

De danske elselskaber er efter en aftale mellem Socialdemokratiet og den forrige regering pålagt at bygge vindkraftanlæg i Danmark i et omfang svarende til 100 Megawatt effekt inden 1990.

Placering af vindmøllerne afgøres i amter og kommuner, som af de centrale myndigheder er bedt om at udpege egnede pladser. I det foreliggende tilfælde er pladsen i ...området således udpeget af amtet formentlig efter drøftelse med kommune.

...

Kommunen udarbejder om kort tid et forslag til lokalplan for området.

...

Hvis kommunen endeligt vedtager lokalplan på trods af Deres eller andres indsigelser håber vi, at vi kan forhandle os til aftaler med lodsejerne i mindelighed. Hvis dette imod vore forhåbninger ikke kan lade sig gøre, har vi som elselskab mulighed for at ekspropriere i medfør af lov om elektriske stærkstrømsanlæg § 15 stk. 2, og bekendtgørelse om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

..."

Amtskommunens miljøudvalg meddelte den 17. maj 1989 Elkraft AmbA på nærmere angivne betingelser godkendelse til etablering og drift af G1 Vindmøllepark. Det var anført, at godkendelsen bortfaldt for den del af møllerne, der ikke var opstillet inden to år fra godkendelsens dato. I et notat vedlagt godkendelsen var anført blandt andet følgende:

"...

1. Indledning

...

Ansøgningen omfatter et vindkraftanlæg med en samlet kapacitet på ca. 10 MW bestående af i alt 24 stk. 400 KW vindmøller.

...

2. Beliggenhed

...

Vindmølleparkens placering fremgår af bilag 1. Placeringen ved ... er valgt blandt andet med baggrund i Planstyrelsens rapport: "Store vindmøller i Danmark", bd. 5, 1985, hvor området er vurderet at være af særlig vindmæssig interesse.

...

Afstanden mellem møllerne bliver ca. 120 meter, og de enkelte vindmøller respekterer en afstand på ca. 400 meter til nærmeste beboelser.

...

3. Indretning og drift

...

Vindmølleparken opføres i et samarbejde mellem Elkraft og SEAS, hvor Elkraft varetager projektkoordination, myndighedsbehandling, indkøb og opførelse af vindmøller, medens SEAS står for alle anlægsarbejder og drift af møllerne.

Etablering af vindmølleparken er planlagt til at begynde i løbet af efteråret 1989.

..."

Ved deklaration af 26. maj 1989, tinglyst på HSs ejendom den 7. maj 1990, fastlagdes til fordel for SEAS med 30 års gyldighed visse rådighedsindskrænkninger for ejendommen, herunder ret for SEAS til på ejendommen at opstille 3½ vindmøller (tre vindmøller på ejendommen og en placeret i skellet til naboejendommen) og anlægge tilhørende vej m.v.

Den 18. juli 1989 vedtog kommunen endeligt lokalplan for "Vindmøllepark syd for ...". Lokalplanen indeholdt blandt andet bestemmelser om placeringen og udformningen af vindmølleparken.

Ved en af SEAS udarbejdet erstatningsopgørelse blev HS tillagt en erstatning på 291.000 kr., herunder 231.000 kr. for blandt andet driftstab og "særligt ulempetillæg" vedrørende opstillingen af 3½ mølle og transformerstation samt 60.000 kr. vedrørende "vejareal og afskåret areal ...".

I landsskatterettens kendelse af 9. december 2002 hedder det blandt andet:

"...

Ovennævnte ejendom er ved vurderingen pr. 1. januar 2000 af Skyldrådet ansat til

Grundværdi

 

859.600 kr.

 

Grundværdien er ansat med følgende specifikation:

 

Arealværdi

706.481 kr.

 

Pumpenedslag-

21.880 kr.

 

Tillæg for 3,5 vindmøller

175.000 kr.

 

Grundværdi i alt, afrundet

859.600 kr.

 

Klagen til Landsskatteretten vedrører det forhold, at der ved ansættelsen af grundværdien er givet et tillæg pr. vindmølle på 50.000 kr. eller i alt 175.000 kr. for værdien af retten til at opstille 3,5 vindmøller á 400 kW.

Det fremgår af sagen, at ejendommen, der er beliggende i landzone, omfatter et grundareal på 271.595 m2. På ejendommen er der opstillet 3 vindmøller samt 1 vindmølle i skellet, hvorfor der for sidstnævnte mølle er pålagt halvt tillæg. Vindmøllerne, der ejes af SEAS, er en del af "G1 Vindmøllepark", hvor der i alt er opstillet 24 vindmøller á 400 kW. Af de 24 møller er 14,5 af dem placeret på de tre ejendomme, som klageren, B/HS, ejer og driver.

Det fremgår videre af sagen, at skyldrådet har ansat ejendomsværdien til 3.050.000 kr., jf. følgende specifikation:

Grundværdi

859.600 kr.

Bygningsværdibeboelseslejl./ferielejl.

1.020.000 kr.

Tillægsparcelværdi (622.481 kr. x 190%)

1.182.713 kr.

Ejendomsværdi i alt

3.062.313 kr.

Ejendomsværdi nedrundet

3.050.000 kr.

For ejeren af ovennævnte ejendom, B/HS, har Deloitte og Touche klaget over det ved ansættelsen af grundværdien pålagte tillæg på 175.000 kr. med påstand, at tillægget annulleres eller nedsættes, if. nedenfor.

Til støtte herfor har klagerens repræsentant bl.a. anført følgende:

"Den pågældende ejendom er beliggende ved ..., hvor elværket SEAS i 1989/90 rejste en vindmøllepark bestående af 24 stk. 400 kW-møller.

B overtog den pågældende ejendom efter 1989. På det tidspunkt var der ikke ansat nogen særskilt værdi af grunden i relation til vindmøller.

I forbindelse med etableringen af vindmølleparken blev der udbetalt en - beskeden - erstatning for såvel ulemper som rådighedsindskrænkning mv. til de på det tidspunkt værende lodsejere for opstilling af møller.

I denne sammenhæng skal anføres, at SEAS havde ekspropriationsret, og at der rent faktisk ved opstillingen af mølleparken ved ... opstod den situation, at en lodsejer ikke "ville leve med" projektet, hvorefter SEAS opkøbte denne ejendom for at gennemføre projektet, og herefter afhændede denne til en landmand efter, at der var rejst det på denne ejendom relevante antal møller.

Erstatningen udgjorde i henhold til opgørelsen fra 1989 29.033 kr. samt et ulempetillæg på 36.967 kr. pr. mølle. Som det fremgår af den på ejendommen tinglyste deklaration har SEAS herefter i en 30-årig periode (fra 1989 til 2019) uindskrænket råderet over det pågældende areal til opstilling af vindmøller.

Det er formentligt åbenbart for enhver, at en sådan placering af tredjemandsejede vindmøller på ejendom ikke kan anses for at være værdiforøgende for denne.

Ikke desto mindre er situationen den, at vurderingsmyndighederne, 11 år efter møllerne er rejst, ansætter et særskilt tillæg til grundværdien, der medfører betragteligt forøgede ejendomsskatter."

...

Repræsentanten har endvidere anført, at der i 1999 blev vedtaget en el-reform, der på drastisk vis reducerede afregningsprisen for el leveret fra vindmøller. På kort sigt betød dette, at afregningsprisen for vindmøllestrøm blev nedsat med ca. 1/3 og på længere sigt med op til 50% af hvad afregningsprisen har været tidligere. For vindmøller rejst før 31. december 1999 gælder reducerede, men dog lempelige afregningsregler i en overgangsperiode på 10 år, medens afregningsprisen for el fra vindmøller rejst fra og med 1. januar 2000 er reduceret fra 60 øre til 43 øre pr. kWh i en 10-årig periode, hvorefter der ifølge repræsentanten ingen sikkerhed er for afregningsprisen. Den forventes ifølge repræsentanten dog at blive på et niveau på 20-30 øre pr. kWh.

...

Landsskatteretten skal udtale

I henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 9, stk. 1, ansættes ejendomsværdien til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den faste ejendom i dens helhed, medens grundværdien for landbrugsejendomme i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 14, stk. 2, ansættes pr. arealenhed efter, hvad jord af beskaffenhed og beliggenhed som det pågældende jordstykke må antages efter egnens priser at ville koste ved salg i ubebygget stand, når jorden tænkes at høre til en middelstor bondegård i middelgod kultur. Det følger videre af vurderingslovens § 14, stk. 4, at hvis benyttelse til andet end landbrug o.lign. for dele af ejendommen må anses for at være den i økonomisk henseende gode anvendelse, må værdien af jorden for disse dele ansættes skønsmæssigt efter de priser, som antages at kunne opnås ved salg af den til den pågældende anvendelse, jf. § 16.

I medfør af vurderingslovens § 10, stk. 1 og 2, samt § 13, stk. 2 og 3, skal der endvidere ved ansættelserne tages hensyn til de til den faste ejendom og til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter samt til privatretlige servitutter, der er pålagt en ejendom eller et grundareal til fordel for en anden ejendom eller et areal under en anden ejendom. I øvrigt skal der bortses fra rettigheder og forpligtelser af privatretlig karakter.

Endelig følger det af vurderingslovens § 16, at grundværdien for andre ejendomme, hvorpå de i §§ 14 og 15 givne regler ikke kan anvendes, ansættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder.

Landsskatteretten skal bemærke, at retten ved kendelse gengivet i Tidsskrift for Skatteret (TfS) 2001.158 fandt, at det som følge af de i sagen foreliggende oplysninger i aftaler om salg af ejendomme med ret til opstilling af en eller flere vindmøller måtte lægges til grund, at der derved i handel og vandel var konstateret en økonomisk værdi, der skulle medtages ved ansættelsen af grundværdien, jf. vurderingslovens § 14, stk. 4, og § 16.

Landsskatteretten finder ikke, at der ved ansættelsen af grundværdien skal tages hensyn til den mellem elværket SEAS og lodsejeren/tidligere lodsejer indgåede aftale om elværkets ret til opstilling af vindmøller og dermed råderet over arealet hertil i en længere periode, idet aftalen efter rettens opfattelse må betragtes som en privatretlig aftale, der ikke skal tages hensyn til ved ansættelsen af grundværdien, jf. vurderingslovens § 13, stk. 3.

Landsskatteretten finder herefter, at der i overensstemmelse med hidtidig praksis for privatejede vindmøller ved ansættelsen af grundværdien skal gives tillæg for retten til at opstille vindmøller på den omhandlede ejendom.

Det følger af hidtidig praksis, jf. rettens kendelse gengivet i TfS 2001.158, at der for ejendomme med vindmøller med en udnyttelsesmulighed på op til 499 kW blev ansat et tillæg på 50.000 kr., og for ejendomme med vindmøller med en udnyttelsesmulighed på 500 kW og derover blev ansat et tillæg på 100.000 kr. Afgørelsen vedrørte dog ikke vindmøller over 600 kW.

Som følge af el-reformen fra marts 1999 og dennes indvirkning på afregningspriserne for vindmølleenergi fra og med 2000 er der efter Landsskatterettens opfattelse fremlagt tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte de ovennævnte fastsatte tillæg, for så vidt angår tillæg pålagt ved vurderingen pr. 1. januar 2000 og senere. Landsskatteretten finder efter en samlet bedømmelse, at det tidligere fastsatte tillæg på 50.000 kr. for vindmøller op til 499 kW skal nedsættes til skønsmæssigt 40.000 kr. pr. mølle, samt at det tidligere fastsatte tillæg på 100.000 kr. for vindmøller på 500 kW og derover skal nedsættes til skønsmæssigt 80.000 kr. pr. mølle.

For den i sagen omhandlede ejendom skal det af skyldrådet ansatte tillæg pr. mølle på 50.000 kr. herefter nedsættes til 40.000 kr. pr. mølle, hvorefter det samlede tillæg for retten til at opstille 3,5 vindmøller på ejendommen skal nedsættes fra 175.000 kr. til 140.000 kr.

Grundværdien ansættes herefter til 824.600 kr., jf. specifikationen nedenfor:

Arealværdi

706.481 kr.

Pumpenedslag

-21.880 kr.

Tillæg for 3,5 vindmøller

140.000 kr.

Grundværdi i alt, afrundet

824.600 kr.

Den påklagede afgørelse vil være at ændre i overensstemmelse hermed.

..."

Ad sag B-682-03

Sagen angår prøvelsen af lovligheden af vindmølletillæg til grundværdien pr, i. januar 2000 for ejendommen matr. nr. ..., samt matr. nr. ... beliggende adressen ... 5. Ejendommen var frem til den 1. august 1996 ejet af VK og er herefter overdraget til A.

Det er oplyst, at den daværende regering og Socialdemokratiet den 20. marts 1990 indgik aftale om bl.a. udbygning af vindkraft med en kapacitetsforøgelse på mindst 100 MW (1990aftalen). Efter det oplyste tog elselskaberne denne beslutning til efterretning og iværksatte den påbudte vindkraftudbygning.

VK indgik den 4. oktober 1991 aftale med G2 A/S om overdragelse af retten til at anbringe 3 vindmøller på VKs ejendom. Det var aftalt, at VK i denne anledning skulle modtage en erstatning på 75.000 kr. pr. vindmølle, til udbetaling inden arbejdets udførelse.

Kommunen meddelte den 18. december 1991 G2 A/S zonelovstilladelse til opstilling af 3 stk. 500 kW vindmøller på VKs ejendom. Den 7. maj 1992 stadfæstede Planstyrelsen kommunens afgørelse. Det var anført, at tilladelsen bortfaldt, hvis den ikke var udnyttet inden 3 år efter, at den var meddelt.

VK og G2 A/S forlængede ved aftale af 27. september 1994 aftalen af 4. oktober 1991 om opstilling af vindmøller til den 31. december 1994. I en tillægskontrakt ligeledes af 27. september 1994 aftalte parterne, at G2 A/S til VK skulle betale 58.000 kr. "pr. vindmølleplacering" (i alt 174.000 kr.) ud over den tidligere aftalte erstatning på 75.000 kr. pr. vindmølle.

Efter det foreliggende er det stedlige elselskab, SEAS, indtrådt som entreprenør og driftsherre for vindmøllerne. Det er oplyst, at dette skete for at bidrage til opfyldelse af "1990-aftalens" påbud til elselskaberne om opførelse af yderligere 100 MW vindkraft. Ved en af SEAS udarbejdet erstatningsopgørelse af 16. november 1994 blev i overensstemmelse med det tidligere med G2 A/S aftalte erstatningen til VK opgjort til 225.000 kr., herunder ca. 130.000 kr. for opstilling af 3 møller og transformer samt ca. 80.000 kr. i "særlig ulempetillæg ..." .

VKs samlede erstatning for opstillingen af vindmøllerne udgjorde herefter ca. 399.000 kr.

Ved deklaration af 28. februar 1995, tinglyst på VKs ejendom den 10. april 1995, fastlagdes til fordel for SEAS med 30 års gyldighed visse rådighedsindskrænkninger for ejendommen, herunder ret for SEAS til på ejendommen at opstille 3 vindmøller og anlægge tilhørende vej.

Med overtagelsessag den 1. august 1996 overdrog VK ved skøde af 4. marts 1997 ejendommen til sagsøgeren, A.

I Landsskatterettens kendelse af 9. december 2002 hedder det blandt andet

"...

Ovennævnte ejendom er ved vurderingen pr. 1. januar 2000 af Skyldrådet ansat til.

Grundværdi

 

1.489.900 kr.

 

Grundværdien er ansat med følgende specifikation

 

Arealværdi

1.211.698 kr.

 

Pumpenedslag

- 21.821 kr.

 

Tillæg for 3 vindmøller á 500 kW

  300.000 kr.

 

Grundværdi i alt, afrundet

1.489.900 kr.

 

Klagen til Landsskatteretten vedrører det forhold, at der ved ansættelsen af grundværdien er givet et tillæg pr. vindmølle på 100.000 kr. eller i alt 300.000 kr. for værdien af retten til at opstille 3 vindmøller á 500 kW.

Det fremgår af sagen, at ejendommen, der er beliggende i landzone, omfatter et grundareal på 408.277 m2. På denne ejendom samt en anden af klageren ejet ejendom er der opstillet i alt 7 vindmøller, hvoraf 6 møller ejes af elværket SEAS, medens 1 mølle ejes af klageren selv. Vindmøllerne står i 2 klynger af henholdsvis 3 og 4 møller. I forbindelse med opstillingen af vindmøllerne blev der udbetalt engangserstatning samt tinglyst en deklaration, hvorefter SEAS i en længere periode har uindskrænket råderet over arealet, hvor møllerne er opstillet.

Det fremgår videre af sagen, at skyldrådet har ansat ejendomsværdien til 4.250.000 kr., jf. følgende specifikation:

grundværdi

1.489.900 kr.

bygningsværdi beboelser

485.200 kr.

tillægsparcelværdi (1.211.698 kr. x 190 %)

2.302.226 kr.

ejendomsværdi i alt

4.277.326 kr.

ejendomsværdi nedrundet

4.250.000 kr.

For ejeren af ovennævnte ejendom, A, har Deloitte & Touche klaget over det ved ansættelsen af grundværdien pålagte tillæg på 300.000 kr. med påstand, at tillægget annulleres eller nedsættes, jf. nedenfor.

...

Landsskatteretten skal udtale

I henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 9, stk. 1, ansættes ejendomsværdien til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den faste ejendom i dens helhed, medens grundværdien for landbrugsejendomme i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 14, stk. 2, ansættes pr. arealenhed efter, hvad jord af beskaffenhed og beliggenhed som det pågældende jordstykke må antages efter egnens priser at ville koste ved salg i ubebygget stand, når jorden tænkes at høre til en middelstor bondegård i middelgod kultur. Det følger videre af vurderingslovens § 14, stk. 4, at hvis benyttelse til andet end landbrug o.lign. for dele af ejendommen må anses for at være den i økonomisk henseende gode anvendelse, må værdien af jorden for disse dele ansættes skønsmæssigt efter de priser, som antages at kunne opnås ved salg af den til den pågældende anvendelse, jf. § 16.

I medfør af vurderingslovens § 10, stk. 1 og 2, samt §13, stk. 2 og 3, skal der endvidere ved ansættelserne tages hensyn til de til den faste ejendom og til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter samt til privatretlige servitutter, der er pålagt en ejendom eller et grundareal til fordel for en anden ejendom eller et areal under en anden ejendom. I øvrigt skal der bortses fra rettigheder og forpligtelser af privatretlig karakter.

Endelig følger det af vurderingslovens § 16, at grundværdien for andre ejendomme, hvorpå de i §§ 14 og 15 givne regler ikke kan anvendes, ansættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må antages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder.

Landsskatteretten skal bemærke, at retten ved kendelse gengivet i Tidsskrift for Skatteret (TfS) 2001.158 fandt, at det som følge af de i sagen foreliggende oplysninger i aftaler om salg af ejendomme med ret til opstilling af en eller flere vindmøller måtte lægges til grund, at der derved i handel og vandel var konstateret en økonomisk værdi, der skulle medtages ved ansættelsen af grundværdien, jf. vurderingslovens § 14, stk. 4, og § 16.

Landsskatteretten finder ikke, at der ved ansættelsen af grundværdien skal tages hensyn til den mellem elværket SEAS og den tidligere lodsejer indgåede aftale om elværkets ret til opstilling af vindmøller og dermed råderet over arealet hertil i en længere periode, idet aftalen efter rettens opfattelse må betragtes som en privatretlig aftale, der ikke skal tages hensyn til ved ansættelsen af grundværdien, jf. vurderingslovens § 13, stk. 3.

Landsskatteretten finder herefter, at der i overensstemmelse med hidtidig praksis for privatejede vindmøller ved ansættelsen af grundværdien skal gives tillæg for retten til at opstille vindmøller på den omhandlede ejendom.

Det følger af hidtidig praksis, jf. rettens kendelse gengivet i TfS 2001.158, at der for ejendomme med vindmøller med en udnyttelsesmulighed på op til 499 kW blev ansat et tillæg på 50.000 kr., og for ejendomme med vindmøller med en udnyttelsesmulighed på 500 kW og derover blev ansat et tillæg på 100.000 kr. Afgørelsen vedrørte dog ikke vindmøller over 600 kW.

Som følge af el-reformen fra marts 1999 og dennes indvirkning på afregningspriserne for vindmølleenergi fra og med 2000 er der efter Landsskatterettens opfattelse fremlagt tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte de ovennævnte fastsatte tillæg, for så vidt angår tillæg pålagt ved vurderingen pr. 1. januar 2000 og senere. Landsskatteretten finder efter en samlet bedømmelse, at det tidligere fastsatte tillæg på 50.000 kr. for vindmøller op til 499 kW skal nedsættes til skønsmæssigt 40.000 kr. pr. vindmølle, samt at det tidligere fastsatte tillæg på 100.000 kr. for vindmøller på 500 kW og derover skal nedsættes til skønsmæssigt 80.000 kr. pr. vindmølle.

For den i sagen omhandlede ejendom skal det af skyldrådet ansatte tillæg pr. mølle på 100.000 kr. herefter nedsættes til 80.000 kr. pr. mølle, hvorefter det samlede tillæg for retten til at opstille 3 vindmøller på ejendommen skal nedsættes fra 300.000 kr. til 240.000 kr.

Grundværdien ansættes herefter til 1.429.900 kr., jf. specifikationen nedenfor

Arealværdi

1.211.698 kr.

Pumpenedslag

- 21.821 kr.

Tillæg for 3 vindmøller á 500 kW

  240.000 kr.

Grundværdi i alt, afrundet

1.429.900 kr.

For så vidt angår ejendomsværdien skal ansættelsen heraf nedsættes i konsekvens af ovenstående, hvorefter ejendomsværdien skal nedsættes fra 4.250.000 kr. til nedrundet 4.200.000 kr.

Den påklagede afgørelse vil være at ændre i overensstemmelse hermed.

..."

I et brev af 27. oktober 2003 til sagsøgernes advokat bekræftede en ansat ved kommunens tekniske forvaltning følgende fire udsagn, som advokaten havde fremsat:

"...

  1. De på ejendommen værende tre vindmøller, der alle er opstillet i midten af 90'erne, er opstillet uden at være omfattet af hverken lokal- eller kommuneplan.
  2. Efter at de tre vindmøller er opstillet, er der udarbejdet en kommuneplan, som tager stilling til, hvor der vil kunne tillades opstillet nye vindmøller.
  3. Hvis der den 1. januar 2000 eller senere var blevet ansøgt om tilladelse til opstilling af vindmøller på ejendommen, ville ansøgningen ikke være blevet imødekommet. Baggrunden herfor er, at ejendommen hverken var eller er udpeget til opstilling af vindmøller i kommuneplanen.
  4. Kommunen ser gerne, at de tre vindmøller bliver fjernet, idet de står meget tæt på ... by og ... kirke.

..."

I en uddybende redegørelse af 24. november 2003 til sagsøgtes advokat, har kommunen anført blandt andet følgende:

"...

De har i telefonsamtale den 21. november 2003 stillet spørgsmål om grundlaget for opstillingen af ovennævnte 3 vindmøller.

Den 18.12.1991 har kommunen meddelt tilladelse til vindmøllerne efter By- og Landzonelovens § 9, stk. 1. Afgørelsen blev påklaget til Miljøankenævnet, som stadfæstede afgørelsen.

Tilladelsen er gældende i 3 år, og det var efter den endelige afgørelse i Miljøankenævnet indtil den 7. maj 1995. SEAS har fremsendt tegninger over møllerne den 7. marts 1995 og kommunen har afsluttet byggesagen den 3. juli 1995.

Da kommunen gav tilladelse til møllerne den 18.12.1991 fandtes der ingen planlægning for placeringen af vindmøller i kommunen. Stort set alle ansøgninger blev på det tidspunkt imødekommet.

Men i årene efter blev det erkendt, at der var behov for en planlægning, som kunne fastsætte hvor i kommunen der kunne opstilles vindmøller og regler for antallet og indbyrdes placering og størrelse og udseende.

Denne planlægning blev tilvejebragt med Kommuneplantillæg nr. 11 om placering af vindmøller i kommunen, som blev vedtaget af Byrådet den 8. september 1993 (Dette tillæg er indarbejdet i den gældende kommuneplan 93, som blev endeligt vedtaget af Byrådet den 11. januar 1995).

Efter kommuneplantillæg 11 og kommuneplan 93 kan der ikke længere opføres vindmøller på matr. ....

..."

Kommunen har i en e-mail af 17. juni 2005 til sagsøgernes advokat yderligere oplyst, at den oprindelige landzonetilladelse af 7. maj 1992 ikke den 1. januar 2000 kunne have dannet grundlag for opførelse af tre vindmøller på ejendommen, såfremt ejendommen pr. 1. januar 2000 fortsat havde været ubebygget. Kommunen har herved henvist til, at landzonetilladelsen mister sin gyldighed, hvis den ikke er udnyttet inden tre år, efter at den er meddelt.

Øvrige oplysninger til sagerne

I brev af 3. juli 2003 til Told- og Skattestyrelsen er af sagsøgernes advokat anført følgende:

"...

Vurderingslovens § 13, stk. 2 og 3

Jeg henviser til behagelig telefonsamtale af d.d., under hvilken vi drøftede fortolkningen af Vurderingslovens § 13, stk. 2 og 3, herunder særligt sondringen mellem offentligretlige og privatretlige byrder.

Det fremgår af Vurderingsvejledningen fra 1962 fra Statens Ligningsdirektorat (side 138), at "elværkers ledningsmaster og vandværkers rørledninger i jorden samt pligt til at tåle tilsyn med og reparation af disse anlæg må anses for værdiforringende" ved ansættelsen af grundværdien. Udsagnet er placeret i et afsnit vedrørende offentligretlige byrder.

Elværkets ledningsmaster opstilles typisk efter aftale mellem elværkerne og de pågældende lodsejere. Der lyses i forbindelse hermed rådighedsindskrænkende servitutter på de pågældende ejendomme.

Jeg forstår, at det ovenfor citerede udsagn - uanset et det ikke kan genfindes i dagens vurderingsvejledning - er udtryk for gældende praksis. Endvidere forstår jeg, at baggrunden herfor er, at de rådighedsindskrænkende servitutter, der lyses i forbindelse med opstillingen af ledningsmaster, må betragtes som byrder af offentligretlig karakter.

Når servitutterne på denne måde anses for offentligretlige, skyldes det, at elværkerne via lovgivningen er tillagt ekspropriationsret, og at aftalerne er indgået under påvirkning heraf. De pågældende lodsejere kan reelt ikke nægte at indgå aftaler om opstilling af ledningsmaster med elværkerne.

Jeg forstår, at der ved vurderingen af grundværdien for landbrugsejendomme formentlig ikke gives nedslag for den værdiforringelse, som elværkernes ledningsmaster bevirker. Årsagen hertil er, at anvendelsen af bondegårdsreglen bevirker, at grundværdien i forvejen er meget lavt sat. Hvis der på ejendomme i byen er placeret ledningsmaster eller transformerstationer, gives der imidlertid nedslag i grundværdien.

Da ledningsmasters indflydelse på ansættelsen af grundværdien som nævnt ikke er omtalt i dagens vurderingsvejledning, vil jeg for en ordens skyld bede Dem bekræfte ovennævnte.

..."

I Told- og Skattestyrelsens brev af 10. juli 2003 til sagsøgernes advokat er blandt andet anført følgende:

"...

Vurderingslovens § 13, stk. 2 og 3

I brev af 3. juli 2003 har De bedt Told- og Skattestyrelsen bekræfte, at opstillingen af elmaster i vurderingsmæssig henseende betragtes som en offentligretlig byrde, der er pålagt de ejendomme, på hvilke masterne er opstillet, og at der ved ansættelsen af grundværdien skal tages hensyn til den værdiforringende virkning, masterne kan have på ejendommenes grundværdi.

Baggrunden for Deres henvendelse er, ifølge det oplyste, at forholdet ikke er omtalt i Told- og Skattestyrelsens Vurderingsvejledning 2002, mens der i Vurderingsvejledningen fra Statens Ligningsdirektorat fra 1962 er taget eksplicit stilling til dette forhold.

Told- og Skattestyrelsen skal i den anledning bekræfte, at der formelt ikke er sket ændringer vedrørende vurderingen af de nedslag, som placering af el-master kan have på grundværdien, og at styrelsen i øvrigt ikke har bemærkninger til referatet af den citerede telefonsamtale ligeledes af 3. juli 2003. Baggrunden for at bestemmelsen ikke er gentaget i Told- og Skattestyrelsens vejledning er alene, at forholdet ikke skønnes at have så stor offentlig interesse, at det burde omtales i en juridisk vejledning, hvor hensigten har været at give en kortfattet redegørelse for de vigtigste bestemmelser omkring vurdering af fast ejendom.

Til orientering kan styrelsen oplyse, at der ikke ved beregningen af en landbrugsejendoms grundværdi tages vejledning af de takster, som anvendes ved udmåling af kompensation til lodsejerne i forbindelse med opsætning og placering af el-master.

Vurderingsmyndighederne foretager et konkret skøn over den værdiforringende effekt, som placeringen af en elmast kan have på ejendommens grundværdi. Dette skøn baseres på en vurdering af eventuelle driftsmæssige gener og risikoen for formindsket dækningsbidrag.

Det bemærkes, at grundværdien skal ansættes efter vurderingslovens § 14 (bondegårdsreglen), men at jordens handelsværdi bl.a. som følge af forskellige tilskudsordninger og krav om harmoni mellem de enkelte ejendommes jordtilliggender og den animalske produktion, er betydelig større end den ansatte grundværdi. Placering på en ejendom af el-master har ikke betydning for disse sidstnævnte forhold, men alene for det egentlige markarbejde."

I Elektricitetsrådets brev af 20. november 2003 til sagsøgtes advokat er anført følgende:

"Ekspropriation til opstilling af vindmøller

I brev af 7. november 2003 ... har Kammeradvokaten anmodet os om at oplyse, om der i perioden efter 1985 er opstillet vindmøller på ejendomme, hvor lodsejerne ikke har været indstillet på vindmøllernes opsætning, og hvor der så har måttet foretages ekspropriation.

Vi er ikke bekendt med, at der har været ekspropriationssager i ovennævnte tilfælde, derimod har der været ekspropriationssager hos naboer, der ikke har ønsket det tilhørende kabel på sin ejendom."

I en e-mail af 26. februar 2004 fra Sikkerhedsstyrelsen til sagsøgernes advokat er anført følgende:

"Ved e-mail af 9. februar 2004 har De anmodet Sikkerhedsstyrelsen om at oplyse, om der efter styrelsens opfattelse er hjemmel i stærkstrømslovens § 18 til at foretage ekspropriation med henblik på opstilling af vindmøller.

Det fremgår af § 18 i stærkstrømsloven (lovbekendtgørelse nr. 990 af 8. december 2003), at Sikkerhedsstyrelsen kan tillade ekspropriation til anlæg for produktion, transmission og distribution af elektricitet. Der er ikke i forarbejderne taget stilling til, om bestemmelsen omfatter ekspropriation med henblik på opstilling af vindmøller. En vindmølle må imidlertid klart betegnes som et anlæg for produktion af elektricitet. Efter en ordlydsfortolkning af bestemmelsen synes der således ikke at være tvivl om, at ekspropriation med henblik på opstilling af vindmøller er omfattet af bestemmelsen.

Sikkerhedsstyrelsen er ikke bekendt med, at der har været sager, hvor lodsejerne ikke har været indstillet på vindmøllernes opsætning, og hvor der derfor har måttet foretages ekspropriation. Der har derimod været tilfælde, hvor lodsejere ikke har ønsket det til vindmøllen hørende kabel ført på deres ejendom, og der er i disse tilfælde foretaget ekspropriation med hjemmel i bestemmelsen.

Det er på denne baggrund Sikkerhedsstyrelsens opfattelse, at der er hjemmel i stærkstrømslovens § 18 til at foretage ekspropriation med henblik på opstilling af vindmøller."

I en e-mail af 13. december 2004 fra Energistyrelsen til sagsøgernes advokat er anført følgende:

"Som svar på brev af 3. december 2004 ... kan det oplyses, at efter Energistyrelsens opfattelse bliver ingen vindmøller nettilsluttet efter 2003 afregnet alene på markedsvilkår og med et pristillæg på 10 øre/kWh, jævnfør § 59b i elforsyningsloven."

I en e-mail af 19. maj 2005 fra Energistyrelsen til sagsøgtes advokat er anført følgende:

"Som svar på brev af 3. maj vedr. retssager mod Skatteministeriet ... kan følgende oplyses:

Antallet af opsatte og nedtagne vindmøller fremgår af stamdataregisteret på Energistyrelsens hjemmeside (www.ens.dk). Der er vedlagt den seneste oversigtstabel suppleret med oplysninger om havvindmøller. Opførelsesåret er det år, hvor møllen er blevet nettilsluttet. Styrelsen har ingen oplysninger om tidspunktet for opnåelse af evt. tilladelse til opstilling.

Møller med en effekt op til 150 kW nedtaget i perioden 3. marts [2001] til 31. december 2003 kunne opnå et skrotningsbevis. Der blev udstedt skrotningsbeviser til ca. 1.400 møller med en samlet nedtagen effekt på ca. 120 MW og der blev i perioden 1. april 2001 til 1. januar 2004 tilsluttet ca. 275 nye møller med anvendelse af skrotningsbeviser svarende til en samlet effekt på ca. 325 MW. Der foreligger ikke en fordeling heraf på de enkelte år.

De gældende afregninger af vindmøller fremgår af elforsyningslovens §§ 56-56d. Der vedlægges en forenklet oversigt over reglerne fra styrelsens hjemmeside."

Af det e-mailen vedhæftede stamdataregister for vindkraftanlæg pr. ultimo april 2005, opgjort pr. 17. maj 2005, fremgår blandt andet følgende:

"...

Idriftsatte anlæg

heraf havmøller

 

År

anlæg

Kapacitet kW

Anlæg

Kapacitet KW

1999

464

317.849

   

2000

749

641.277

20

40.000

2001

129

111.634

   

2002

373

503.810

82

164.000

2003

123

247.514

91

209.400

2004

14

15.108

   

2005

2

3.500

   

..."

I et brev af 25. maj 2005 har SEAS-NVE A.m.b.A. til sagsøgtes advokat blandt andet oplyst, at der ikke længere i selskabet er ansat personer med konkret viden om omstændighederne i forbindelse med forhandlingerne om aftalerne med sagsøgerne, men at det generelt har været SEAS' politik at oplyse lodsejerne om deres og SEAS' rettigheder, og at det må formodes, at lodsejerne under forhandlingerne fik at vide, at SEAS havde mulighed for ekspropriation. Det er endvidere oplyst, at der efter den foreliggende viden aldrig af SEAS har været gennemført ekspropriation i forbindelse med opstilling af vindmøller, da parterne altid er nået til enighed.

I en senere e-mailkorrespondance i juni 2005 med sagsøgernes advokat har Energistyrelsen supplerende oplyst, at energimyndighederne på daværende tidspunkt havde godkendt, at ca. 450 af de landbaserede vindmøller, som er opstillet i Danmark efter 1999, havde status af "eksisterende" vindmøller - det vil sige vindmøller, der er købt og tilladt opstillet senest den 31. december 1999, og for hvilke der gælder særlige elafregningsvilkår. Styrelsen har endvidere oplyst, at man ikke er i besiddelse af oplysninger om, hvornår der er sket nettilslutning for disse "eksisterende" vindmøller.

I en af parterne i fællesskab formuleret henvendelse til Økonomi- og Erhvervsministeret af 17. juni 2005 er anført blandt andet følgende:

"Retssager anlagt af B og A mod Skatteministeriet

Til brug for ovennævnte retssager angående den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. januar 2000 skal jeg bede Økonomi- og Erhvervsministeriet/Sikkerhedsstyrelsen om at besvare nedenstående spørgsmål.

...

Det bedes for hver af aftalerne om opsætning af vindmøllerne (bilag K i B-sagen og bilag 16 i A-sagen) oplyst, om boligministeren, som var daværende ressortminister, efter stærkstrømslovens § 15 (1989), henholdsvis § 18 (1995), på grundlag af en henvendelse fra SEAS A/S ville have givet tilladelse til, at vindmøllerne blev opsat ved ekspropriation, såfremt det ikke havde været muligt at indgå frivillige aftaler om rådighedsbegrænsning med lodsejerne.

Uanset hvilken konklusion De når frem til, bedes De venligst redegøre nærmere for, hvilke overvejelser, der ligger bag."

Sikkerhedsstyrelsen besvarede parternes henvendelse ved skrivelse af 1. juli 2005, hvori det er anført blandt andet:

"...

Ministeriet har oversendt henvendelsen til Sikkerhedsstyrelsen for besvarelse.

I henvendelsen ønsker Kammeradvokaten redegjort for, om ekspropriationshjemmelen i daværende stærkstrømslovs § 15 (nugældende stærkstrømslov § 18) kunne være anvendt i de to ovennævnte sager.

Sikkerhedsstyrelsen er ikke bekendt med, at der har været sager, hvor lodsejerne har været imod opsætning af vindmøllerne, og hvor det derfor har været nødvendigt at foretage en ekspropriation. Der har derimod været tilfælde, hvor lodsejere har været imod, at det til vindmøllen hørende kabel blev ført på deres ejendom, og der er i disse tilfælde foretaget ekspropriation med hjemmel i stærkstrømslovens bestemmelse.

Sikkerhedsstyrelsen er ikke bekendt med overvejelser på det tidspunkt, hvor sagen skulle være behandlet, men såfremt en sag om ekspropriation i forbindelse med vindmøller opstår i dag ville følgende overvejelser ligge til grund for vurderingen af, hvorvidt almenvellet kræver opstilling af en eller flere vindmøller på en specifik placering.

Vindmøllepark

Såfremt Energistyrelsen vurderer, at almenvellet har behov for etablering af elproduktionsanlægget (vindmølleparken), og det fornødne plangrundlag er tilvejebragt, er det Sikkerhedsstyrelsens vurdering, at ekspropriationshjemmelen kan finde anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås frivillige aftaler med enkelte lodsejere.

Enkeltstående møller

I de tilfælde, hvor vindmøller er opstillet enkeltvis uden for vindmølleparker, er der som regel ingen tekniske forhold, der betinger den konkrete placering af møllen. I disse tilfælde er det Sikkerhedsstyrelsens generelle vurdering, at hjemmelen ikke kan finde anvendelse, idet hensynet til almenvellet ikke kræver etablering af små enkeltstående produktionsanlæg på specifikke placeringer.

Ekspropriationshjemmelen vil givetvis også blive anvendt på eksisterende vindmølleplaceringer, hvor ældre små møller ønskes udskiftet til større under forudsætning af, at det nødvendige plangrundlag og de nødvendige miljøgodkendelser til tilstede."

Med en e-mail af 7. juli 2005 fremsendte Energistyrelsen til sagsøgernes advokat et udtræk fra Stamregister Vindmøller, som opdateret pr. ultimo maj 2005, hvoraf blandt andet fremgår, at der ikke siden 20. december 1999 i Danmark er sket nettilslutning af en vindmølle på 500 kW eller derunder, bortset fra (i) en vindmølle på 150 kW nettilsluttet den 23. februar 2000, (ii) en vindmølle på 300 kW nettilsluttet den 19. juni 2000, (iii) en vindmølle på 300 kW nettilsluttet den 30. oktober 2000, (iv) en vindmølle på 225 kW nettilsluttet den 13. juli 2004 og (v) enkelte små vindmøller på henholdsvis 6, 11, 18, 18,5, 22, 25, 30 og 95 kW.

Forklaringer

DO har forklaret blandt andet, at han i perioden 1986-1993 var administrerende direktør for SEAS. Kraftværksselskaberne, herunder SEAS, blev i 1985 pålagt at opføre vindmøller med en samlet kapacitet på 100 MW. Efter undersøgelser i selskabets forsyningsområde fandt SEAS, at forholdene for vindmølledrift var særligt attraktive ved ... på Lollands sydkyst. Amtet drøftede placeringen af vindmøllerne med kommunen. SEAS afholdt et orienteringsmøde i lokalområdet. SEAS ønskede så vidt muligt at tale sig til rette med lodsejerne om placeringen af vindmøllerne, men havde mulighed for at foreslå ministeren, at der skulle ske ekspropriation. Ekspropriation var en realistisk mulighed, hvilket blev tilkendegivet lodsejerne. SEAS var meget fokuseret på at sikre, at vindmøllerne blev placeret ved netop .... SEAS havde tidligere foretaget ekspropriation i forbindelse med anlæg af en el-transmissionslinie til Tyskland.

BT har forklaret blandt andet, at han, der ejer og driver et landbrug ved ..., selv har klaget over vurderingsmyndighedernes forhøjelse med vindmølletillæg af grundværdien for hans ejendom. Hans klagesag er sat i bero på udfaldet af de foreliggende sager. Han bistod sin fader, af hvem han senere købte landbrugsbedriften, i forhandlingerne med SEAS om opstilling af vindmøller på ejendommen. Hans fader og han var begge modstandere af SEAS' planer. Han husker den sidste forhandling med SEAS, hvorunder SEAS' repræsentant truede med at ekspropriere arealer fra ejendommen, såfremt faderen ikke ville give SEAS råderet over de nødvendige arealer. Der var for ham ingen tvivl om, at SEAS i givet fald ville skride til ekspropriation.

Procedurer

Sagsøgeren har i begge sager til støtte for 1. led i den principale påstand og den subsidiære påstand anført blandt andet, at det følger af vurderingslovens § 13 og § 16, at grundværdien skal ansættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser på vurderingstidspunktet antages at kunne opnås for ejendommen i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold god anvendelse. Der er alene grundlag for et vindmølletillæg, hvis der den 1. januar 2000 eller senere kunne være opnået tilladelse til at opstille nye vindmøller på ejendommen, idet en uafhængig køber ikke ville betale en merpris for en ubebygget ejendom uden en sådan tilladelse. Der forelå ikke en aktuel ret til opsætning af vindmøller på vurderingstidspunktet. Der er herefter ikke grundlag for et tillæg til grundværdien for ejendommen.

Anvendelsen af vurderingslovens § 16, jf. § 14, stk. 4, forudsætter, at der ved et tænkt salg af ejendommen i ubebygget stand kunne være opnået en merpris som følge af, at køberen kunne se en økonomisk fordel i enten selv at opstille vindmøller på ejendommen eller modtage betaling fra tredjemand for retten til at opstille vindmøller på ejendommen. Der er således alene grundlag for et vindmølletillæg, hvis afregningsreglerne for el produceret på vindmøller på vurderingstidspunktet var så gunstige, at ejere af vindmøller havde "luft i budgetterne" til at betale en særligt høj pris for en vindmølleparcel. Bevisbyrden herfor påhviler efter almindelige principper vurderingsmyndighederne. Sagsøgte har ikke fremlagt den fornødne dokumentation i denne henseende -tværtimod har sagsøgerne ved de fremlagte oplysninger om de af elreformen følgende faldende afregningspriser afkræftet, at en særlig høj pris kunne opnås. Såfremt sagsøgernes ejendomme havde henligget i ubebygget stand, ville det således -uanset om der kunne opstilles vindmøller herpå eller ej - ikke have været muligt den 1. januar 2000 eller senere at opnå en merpris for dem. Energistyrelsens oversigt over antal opstillede vindmøller efter udgangen af 1999 giver ikke et retvisende billede af, i hvilket omfang det den 1. januar 2000 og senere har været betragtet som økonomisk fordelagtigt at opstille nye landbaserede vindmøller. Således var langt størstedelen af de efter udgangen af 1999 opstillede vindmøller købt og tilladt opstillet inden udgangen af 1999 og undergivet særligt gunstige elafregningspriser. Det kan lægges til grund, at der i Østdanmark er rejst meget få nye landbaserede vindmøller efter udgangen af 1999.

De på ejendommene tinglyste vindmølledeklarationer må anses for byrder af offentligretlig karakter, der skal tages i betragtning ved ansættelsen af grundværdien, jf. vurderingslovens § 13, stk. 2. En eventuel ret til at opstille vindmøller på ejendommene - uanset om det isoleret set måtte være økonomisk fordelagtigt at opstille vindmøller - har ikke nogen værdi, idet der ikke er knyttet nogen værdi til en ret, som allerede er overdraget uigenkaldeligt til tredjemand - her SEAS. At de tinglyste vindmølledeklarationer må anses for byrder af offentligretlig karakter, støttes særligt af Told- og Skattestyrelsens oplysninger om, at det følger af fast praksis, at rådighedsindskrænkende servitutter, der lyses i forbindelse med elværkers opstilling af ledningsmaster, i vurderingsmæssig henseende er at betragte som byrder af offentligretlig karakter. Det er herved uden betydning, at en vindmølle - i modsætning til en ledningsmast - løbende genererer et økonomisk afkast, som - i fravær af overdragelsesaftalen - ville have tilfaldet lodsejeren, og at det retlige grundlag for opsætning af ledningsmaster på forskellige punkter adskiller sig fra grundlaget for opsætning af vindmøller. Dertil kommer, at SEAS i henhold til (nu) stærkstrømslovens § 18 kunne - og ville - have eksproprieret til opstilling af vindmøller på de omhandlede ejendomme, såfremt der ikke i stedet var indgået en aftale med ejendommenes tidligere ejere. I begge sager er vindmøllerne opstillet som led i udmøntningen af statslige påbud om forøgelse af vindkraftkapaciteten. Placeringsmulighederne var begrænsede. For Bs ejendom var der tillige udarbejdet lokalplan om opsætning af en vindmøllepark. Der forelå således en aktuel og reel risiko for, at SEAS ville skride til ekspropriation, såfremt der ikke var blevet indgået en aftale om opstilling af vindmøllerne mellem SEAS og ejendommenes tidligere ejere.

Til støtte for 2. led i den principale påstand har sagsøgerne anført, at de på ejendommene tinglyste vindmølledeklarationer må anses for byrder af offentligretlig karakter, der skal tages i betragtning ved myndighedernes ansættelse af grundværdien, jf. vurderingslovens § 13, stk. 2. Vindmølledeklarationerne er værdiforringende i vurderingsmæssig henseende, idet en fornuftig køber ikke vil betale "normal" pris for en ejendom, hvorpå tredjemand har ret til at opstille vindmøller.

Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende, at et vindmølletillæg skal baseres på antallet og størrelsen af de vindmøller, der under hensyntagen til den teknologiske udvikling er relevante på vurderingstidspunktet. De vindmøller, der er opstillet i Danmark den 1. januar 2000 og senere har - bortset fra enkeltstående husstandsmøller - så godt som alle en større kapacitet end 500 kW. I takt med at der opstilles større og større vindmøller, falder antallet af vindmøller, der kan opstilles på et givent område. Konsekvensen heraf er blandt andet, at der sker en reduktion i antallet af vindmøller, der opstilles. Som følge af den teknologiske udvikling ville man under ingen omstændigheder have opstillet 400 kW eller 500 kW vindmøller på ejendommene den 1. januar 2000 eller senere. Afgørelserne er således baseret på et forkert grundlag.

Sagsøgte har i begge sager til støtte for frifindelsespåstanden anført blandt andet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den pr. 1. januar 2000 ansatte grundværdi for sagsøgernes ejendomme. Det er ikke godtgjort, at de af Landsskatteretten i sagerne foretagne skøn er udøvet på et fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag, eller at Landsskatteretten har overskredet den skønsmargen, der efter retspraksis tilkommer myndighederne i sager af den foreliggende karakter.

Skønsgrundlaget er korrekt. De af sagsøgerne anfægtede vindmølletillæg er ansat i overensstemmelse med bestemmelserne i vurderingslovens § 13, § 14 og § 16, jf. § 6. Betingelserne i vurderingslovens § 14, stk. 4, for at foretage vurderingen i henhold til principperne i vurderingslovens § 16 er opfyldt. Landsskatteretten skal - som sket -ved bedømmelsen efter § 14, stk. 4, tage udgangspunkt i, at retten til at opstille vindmøller er en rettighed af offentligretlig karakter, if. vurderingslovens § 13, stk. 2, som der skal tages hensyn til ved grundværdiansættelsen. Landsskatteretten har endvidere med rette fundet, at de mellem SEAS og de tidligere lodsejere indgåede aftaler om ret til opstilling af vindmøller er aftaler af privatretlig karakter, som der ikke skal tages hensyn til ved grundværdiansættelsen, jf. vurderingslovens § 13, stk. 3. Det forhold, at der forelå hjemmel til ved ekspropriation at påtvinge en lodsejer, at der opsættes en vindmølle på vedkommendes grund, medfører ikke, at aftalen kan anses for en byrde omfattet af vurderingslovens § 13, stk. 2. Det er ikke godtgjort, at der på tidspunktet for aftalens indgåelse forelå en aktuel og reel risiko for, at ekspropriation ville blive iværksat, hvis lodsejeren ikke ønskede at indgå en aftale, hvorfor der ikke som følge heraf er grundlag for at anse aftalen for omfattet af vurderingslovens § 13, stk. 2. De principper, der finder anvendelse ved vurdering af ejendomme, hvorpå der er opsat elmaster, medfører ikke, at Landsskatterettens skøn kan tilsidesættes. Det forhold, at rådighedsindskrænkende servitutter, der tinglyses i forbindelse med opstilling af elmaster, anses for byrder af offentligretlig karakter, kan ikke føre til, at aftalerne vedrørende vindmøllerne mellem tredjemand og de daværende lodsejere ud fra en lighedsbetragtning skal behandles som offentligretlige byrder. Der består således en væsentlig forskel med hensyn til baggrunden for de aftaler, der indgås med elværkerne om opstilling af henholdsvis elmaster og vindmøller. Således medfører elmaster kun gene, medens vindmøller genererer indkomster, og derfor kunne SEAS indgå aftalerne. Vurderingsmyndighederne er i øvrigt ikke forpligtede til at anvende samme vurderingsprincipper ved ansættelsen af arealer med vindmøller og elmaster, idet det grundlag, hvorpå ansættelserne skal basere sig, er forskelligt al den stund, der faktisk sker ekspropriation ved opstilling af elmasterne. Selv om aftalerne med SEAS anses for byrder af offentligretlig karakter, har det været berettiget at ansætte et tillæg til grundværdien, idet den værdi, der er knyttet til retten til at opsætte vindmøller, overstiger den med aftalen med SEAS forbundne ulempe.

Landsskatteretten har med rette ved udøvelsen af skønnet over, hvorvidt den økonomiske gode anvendelse er vindmølledrift og ikke landbrug, taget hensyn til, at der er sket et fald i afregningsprisen for vindmølleenergi som følge af tilreformen. Det er ikke godtgjort, ej heller ved de tilvejebragte oplysninger om antallet af opsatte vindmøller efter elreformen, at Landsskatteretten har overskredet den myndighederne tilkommende margin ved udøvelsen af skønnet over, om den økonomisk gode anvendelse er vindmølledrift eller landbrug.

Efter fast praksis skal sagerne hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne, såfremt der findes grundlag for at tilsidesætte de af Landsskatteretten udøvede skøn.

Rettens begrundelse og resultat

Landsretten finder, at myndighedernes planer og miljøgodkendelser vedrørende ret til opstilling af vindmøller på de omhandlede ejendomme udgør rettigheder af offentligretlig karakter, som vurderingsmyndighederne i de foreliggende sager har været forpligtet til at tage hensyn til, ligesom vurderingsmyndighederne har skullet tage hensyn til den økonomisk gode anvendelse af jorden ved grundværdiansættelserne, if. vurderingslovens § 13, stk. 2, og § 14, stk. 4, jf. § 16. På denne baggrund, og da der i forbindelse med opstillingen af vindmøller på de i sagerne omhandlede ejendomme er konstateret en økonomisk værdi, finder landsretten ikke umiddelbart grundlag for at tilsidesætte, at der ved ansættelserne af grundværdierne pr. 1. januar 2000 er givet tillæg for de på ejendommene opstillede vindmøller.

De mellem lodsejerne og SEAS tinglyste deklarationer om rådighedsindskrænkninger m.v. må i vurderingsmæssig henseende anses for at være aftaler af privatretlig karakter, som ikke rummer byrder af offentligretlig karakter ud over sådanne, som var indeholdt i de til grund for vindmøllernes opstilling udarbejdede planer og miljøgodkendelser. Der skal følgelig ikke tages højde for disse aftaler ved vurderingen, jf. vurderingslovens § 13, stk. 3, 2. punktum. Landsretten bemærker herved, at der ikke kan anses at foreligge sådanne ligheder mellem grundlaget og bevæggrundene for og følgerne af opstilling af henholdsvis vindmøller og elmaster, at den vurderingsmæssige praksis vedrørende elmaster kan tillægges særskilt betydning.

Landsretten finder endvidere, at myndighederne har været berettigede til ved vurderingen at tage udgangspunkt i den lovligt etablerede og fortsat lovligt udøvede vindmølledrift fra ejendommene, og at der kan bortses fra, om der på vurderingstidspunktet på ny kunne opnås tilladelse til vindmølledrift og den nærmere karakter af en sådan ny driftsform.

Tilsvarende finder landsretten, at der ved ansættelsen af vindmølletillæggenes størrelse må tages udgangspunkt i den lovligt etablerede og fortsat lovligt udøvede vindmølledrift. Efter en samlet vurdering af de tilvejebragte oplysninger anses det ikke for godtgjort, at vurderingsmyndighederne ved ansættelsen af vindmølletillæggenes størrelse er gået ud over den skønsmargin, som vurderingsmyndighederne herved må indrømmes.

Sagsøgte frifindes herefter i begge sager.

Efter sagernes karakter samt sagsforberedelsens og domsforhandlingens omfang ansættes sagsøgtes udgifter til advokatbistand til 30.000 kr. i hver af sagerne. I overensstemmelse hermed fastsættes sagsomkostningerne som anført nedenfor.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgerne, A og B, skal inden 14 dage hver for sig betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter renteloven.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter